 |
VÆLG DESTINATION |
|
Nyhedsbrev |
|
 |
TOPAS |
|
En herlig og oplevelsesrig sommerferie 2007 rundt i Peru
|
|
|
|
Lima, Arequipa og Puno
Lima: Klam og kold ved første øjesyn
Vores første møde med Lima var en lidt kold og klam oplevelse. Hele byen var hyldet ind i en grålig dis, som vi senere fik at vide var kendetegnende for hele vinterperioden. Samme type dis mødte os, da vi efter 3 ugers rundrejse i Peru kom tilbage til Lima!
Det kolde og klamme indtryk forfulgte os til vores første hotel, som tilmed så lidt trist og meget brugt ud. Det lå helt inde i det historiske Lima, men charmen måtte vi lede lidt efter. Selv vores værelse viste sig også at være hundekoldt, selv håndklæder og sengetøj virkede fugtigt. Vi fik hurtigt fundet noget af det tøj frem, som vi først havde regnet med at skulle bruge på teltturen. - Det gik langsomt op for os, at vi virkeligt var kommet til en anden verdensdel, en anden kulturkreds, og levevilkår. "Hvem var det egentligt, der ville af sted på denne tur, på denne tid af året, spurgte vi os selv?"
Limas charme indfinder sig
På vores første sightseeing dag derpå oplevede vi dog lidt af byens charme og så samtidig kæmpemodsætninger mellem fattig og rig, forfaldent og moderne. Vi fandt byens torv - Plaza de Armas - og Plaza de Armes blev vores faste holdepunkt også i mange af de efterfølgende byer. Her var der som regel store bygningsværker og masser af folkeliv.
Bybilledet var præget af, at man forventede store demonstrationer på grund af folkelig utilfredshed med en række forbrugsskatter samt lærerstrejker. Vi måtte forcere lidt vejspærringer for at nå tilbage til vores hotel, inden det gik mod syd til Arequipa - Perus næststørste by.
Flyet var 5 timer forsinket - og det var helt normalt - det er Peru fik vi at vide af Jannie, vores turleder, så vi måtte langsomt indstille os på, at vi måtte tage tingene, som de kom, og ikke som det måske oprindeligt var planlagt.
I lufthavnen fik vi en lille sandwich og Inca kola - den peruvianske cola - som kompensation. Inka kolaen valgte vi nu selv - for rigtigt at solidarisere os med peruviansk kultur - men det blev nu både første og sidste gang vi smagte den - for det var noget forfærdeligt klistret gult sukkervand. - men rigtigt populær i Peru.
Arequipa — sol, klostre og vulkaner
Arequipa var en dejlig afveksling til Lima. Byen lå i ca 2500 m højde. Den kaldes den hvide by pga. mange hvide bygninger fra den spanske kolonitid. Her var dejlig sol og frisk luft, og vores hotel var tilmed et herligt familielogi med have, hotelhund og dejligt personale, som vi dog mest kommunikerede med på fingersprog og enkelte tillærte spanske gloser.
Vi havde to dejlige dage til at lege turister på egen hånd. Vi fik set Santa Catalina-klosteret, hvortil datter nummer 2 i de finere spanske familier, som regel blev sendt til. Det var dog ikke et almindeligt nonneliv de tilbragte men et rimeligt luksusbetonet liv - hver med 4 slaver. Denne luksus tog dog en brat afslutning, da en pavelig udsending i 1700 tallet fandt ud af, hvad der foregik. Det meste af klosteret er nu museum, men en lille del fungerer dog fortsat som nonnekloster - og vi så et par enkelte flittige af slagsen.
Inkaernes menneskeofringer personificeres i Juanita
En stor oplevelse var at besøge det lokale museum, hvor de opbevarede et mumie af en 11-12 årig ung pige, Juanita , som var blevet ofret til Inkaguden tilbage i 1500-tallet. Ofringen havde fundet sted på toppen af et 5000 m højt bjerg, hvor hun havde fået et så kraftigt slag i hovedet, at hun var død efter 10 - 15 minutter. Formentligt har hun været godt bedøvet af den tynde luft og cocablade, mener man. Hun har ligget dybfrosset på bjerget siden da, indtil en nærliggende vulkan i 1995 kom i udbrud og smeltede sneen hun lå i, så hun trillede ned og blev fundet. I alt er der fundet 10-15 lignede pigeofringer over hele Peru.
|
Vulkanen El Misti udfordrer os
Vi nåede også en herlig tur på mountain bike ned ad en nærliggende vulkan, El Misti. Vi havde købt os et pakke-tilbud med cykler, lokal guide og transport opad bjerget, som det så handlede om at køre nedad. Vi blev udstyret med hjelme, knæ- og albuebeskyttere. Turen ned var ind imellem lidt halsbrækkende - så både bremser og adrenalinen i kroppen fik noget at lave, indtil vi kom ned på mere farbare veje. Vi fik kørt igennem en masse små landsbyer - og så stor fattigdom og slidsomt arbejde mange steder. Vores guide og følgebilen var med os på hele turen, så vi følte os hurtigt som Tour de France ryttere.
Danske strejkebrydere oplever peruviansk kampvilje hos unge og gamle
På vejen hjem så vi en lastbil, hvori der blev samlet klippestykker. De var til brug for de vejblokeringer, som de strejkende til stadighed lavede. Vi havde oplevet, hvordan klippestykkerne blev smidt på vejene under vores biltur til El Misti om morgenen - og vi var endda blevet truet af en ældgammel kone, som blev meget fornærmet over, at vi med bilen forsøgte at forcere den vejspærring, hun havde lavet i den tidlige morgenstund. Da vi kom hjem til hotellet efter cykelturen, fik vi at vide, at hvis vi ville ud af byen som planlagt for dagen, måtte vi tage af sted kl. 3 om natten for ikke at risikere at blive standset af strejkeblokader og strejkevagter. Den aften vovede vi at spise ved et gadekøkken - for at få lidt hurtig mad og derpå hjem og i seng. Og det blev et herligt måltid - og kokken blev så stolt, da vi ville tage billeder af hans jongleren med potter og pander.
Selvopholdelsesdriften er stor i Perus højder
Vi drog af sted i nattens mulm og mørke for i en isnende kold bus at bevæge os ud af en næsten sovende Arequipa. Det gik også godt, MEN der måtte forhandles her og der og betales bestikkelsespenge.
Vi nåede næste stop på turen - bjergbyen Chivay - kl. 6 om morgenen, efter at have passeret og gjort holdt ved et pas i knap 5000 meters højde. Deroppe fik vi rigtigt den tynde luft at føle og oplevede samtidig den smukke natur. Selv klokken seks om morgenen var der opstillet interimistiske boder, og sælgerne var ved at lægge strikvarer frem og samtidig lave sig lidt morgenmad i den kolde tynde luft - og selvfølgelig med små børn løbende omkring sig - snavsede og med vejrbidte kinder - selvopholdelsesdriften er stor de steder. Børnene må være vant til den form for liv - for vi oplevede næsten ikke grædende eller utidige børn. De indgik som en naturlig del af fællesskabet.
Bjergby, højdesyge og kondorer
Chivay var en lille landsby, der levede sit eget lokale liv, samtidig med at der var et stort antal turister - de fleste gjorde stop for at tage til det nærliggende Colca Canyon, hvor man kunne opleve kondorer. Colca Canyon er dobbelt så dyb som Grand Canyon og gav de rette luftstrømninger til at kondorerne rigtigt kan få luft under vingerne.
Vi fik oplevet det dybe bjergpas og kondorernes glidende flugt i passet i rigeligt tal. Jette fik samtidig en snært af højdesygen at føle - hovedet var ved at sprænges, og tanken om en truende hjerneblødning trængte sig på. Et stykke vat med ren alkohol, som Jannie, vores guide, straks kom med - hjalp øjeblikkeligt. Det blev en lærestreg om at sætte tempoet ned, indtil organismen vender sig til den tynde luft. Også andre i gruppen blev ramt - og den lokale højdesyge-læge måtte tilkaldes et par gange. Efter en omgang ilt og lidt piller blev alle dog hurtigt klar igen.
Der blev også tid til en lille øve vandretur og bad i nærliggende termiske bade.
Det mest spændende var dog at opleve, hvordan byen havde sin egen rytme upåagtet af turister. Vi blev vækket hver morgen kl. 6 ved, at der lød en morgenmesse fra byens torv over hele byen, og så var byen i gang. Vi gik en stille morgentur og oplevede, hvordan der blev lavet morgenmad ved gadekøkkener på byens marked og stillet an til dagens handel og øvrige aktiviteter.
|
Alti Plano - golde højsletteområder
Vi kørte gennem højsletteområdet Alti Plano for at nå til Puno og Titicacasøen. Det er et kæmpestort højsletteområde - som forekommer uegnet til boliger, men alligevel passerede vi den ene lille bebyggelse efter den alle. De så alle rimeligt triste og faldefærdige ud med lerklinede huse med bliktage. Nogle havde en pind med et plastikflag hængende ud af huset. Herfra blev der solgt den lokale majsøl "chicha". Lamaer, vicunaer og får var med til at opretholde tilværelsen for de fleste at beboerne. Vi så skolebørn på vej til skole ad de lange lige veje. Vi oplevede også politikorruptionen. En politipatrujle standsede os og påstod at vores chauffør ikke havde de rette papirer med i bilen, men vores chauffør stod fast - og der blev ikke nogen ekstra fortjeneste til betjenten den dag.
Puno - porten til Titicacasøen
Puno blev af vores guide kaldt Little India på grund at det farvestrålende og hektiske liv og mylder af mennesker, boder, markeder og aktiviteter. Alt var til salg. Svend var specielt fascineret af en vej vi kom forbi, hvor der var en lang række boder med gamle lydpotter til salg.
Afhentning i cykletaxa en tidlig morgen bidrog til at fastholde indtrykket af Indien. Cykeltaxaen kørte os til et marked, hvor vi købte madvarer og smågaver til de familier, vi skulle overnatte hos på Titicacasøen. Kort tid efter var vi på båden og på vej ud på Titicacasøen beliggende 3800 m over havet og grænsende både til Peru og Bolivia.
|
Titicaca-søen og flydende øer
Sivøer, sivbåde og solvarme
Første stop på turen var Uros-øerne - over 30 øer lavet af sivblokke, som folk bor og lever på. Selv om meget nu er lagt an på turister, er det dog muligt at danne sig et indtryk af, hvad det er for et liv de fortsat forsøger at opretholde. Øerne laves af store sivblokke, som skæres fri et andet sted på Titicacasøen og fragtes hertil, hvor der er mere læ, bindes sammen og forankres til bunden af søen. Sivene hedder "torres" og kan også spises. En sivø holder ca. 30 - 50 år, men skal dog fornys med nye lag siv hvert år. Sivhusene, som de bor i, skal fornys årligt. Ved flere af husene stod et lille solvarmeanlæg - en gave fra den tidligere, nu fængslede præsident, Fujimori. Besøget sluttede med en lille tur i en rigtig sivbåd - så vi følte os helt som Tor Heyerdals efterkommere.
Familien Yeni på Amantani byder velkommen
Fra sivøerne gik det videre med vores båd til en "rigtig" ø, Amantani, hvor vi ved landgangsstedet blev modtaget af hver vores familie, som vi skulle overnatte ved. Vi kom til et af de lidt større huse og fik et værelse med udsigt over Titicacasøen sammen med Niels og Karen.
Vi tilbød vores hjælp i det lille køkken, hvor maden blev tilberedt ved et brændekomfur af en af husets 4 døtre. Vi blev sat til at bælge bønner - et omstændeligt arbejde - for der skulle bælges i to omgange. Først ud af bælgen og så ud af bønnen, men det blev til et herligt måltid med en vidunderlig myntete til. Alt virkede som om det var hjemmeavlede produkter eller fra naturen/søen. Ingen kunne engelsk, så samtalen bestod af fingersprog og af de få gloser, vi kunne sige på spansk.
Strikhuer til solnedgang
Der var strikket huer til os alle, som vi kunne låne eller købe, inden vi skulle på aftentur til øens højeste punkt, der samtidig var øens ofringssted for de gamle guder Pachamama og Pachatata. Huerne var strikket af Yeni, som hentede os ved båden - en 16 årig datter. Hun havde strikket på tynde, tynde pinde og i de fineste mønstre.
Vi gik op ad bjerget i strålende solskin, men inden vi var nået op, var det ved at blive mørkt, og vi så solen gå ned i Titicacasøen med udsigt til Bolivias bjerge i det fjerne. På nedturen var det blevet bælgmørkt, så huerne kom i brug samt pandelygterne.
Dans og bål under stjernehimlen
Efter en lækker suppe lavet af husets egne produkter var vi indbudt til dans i det lokale forsamlingshus - og vi fik lov at prøve det lokale tøj - ponchoer til mændene og flere lag skørter og hvide bluser med broderede blomster lavet af en af husets sønner samt lange sorte sjaler også med broderede mønstre på til kvinderne. Der blev spillet op til traditionelle danse, og alle blev budt op af vores værter. Bål, musik og en klar stjernehimmel gav en intens stemning. Hjem igen i nattens mulm og mørke godt hjulpet af pandelygterne.
Pandekager og farvel
Om morgenen blev det til en nødtørftig vask ved vandposten i haven, ind til pandekager og myntete, og så af sted ned til båden. Afsked med vores familier og videre til næste ø, Taquile, som er kendt for, at det er mændene, der strikker, mens kvinderne væver. Pigernes huer var strikket i form af Perus nationalblomst. Kvinderne vævede lidt af deres eget hår ind i det bælte, som mændene fik i bryllupsgave, som i øvrigt først blev holdt efter flere års samliv.
Vi mødte en gruppe danske tandlægestuderende, der som et frivilligt projekt havde etableret en lille tandklinik i den lokale landsby. De kunne dog mest undervise i tandhygiejne, da de ikke havde mulighed for at bore og lave egentligt tandarbejde. Det havde krævet lidt overtalelse at få de lokale til at besøge klinikken, selv om det var gratis. De var bange for ånder og magi pga. de mange apparater og redskaber, som de tandlægestuderende trods alt havde med.
|
En dukkert i Titicacasøen for de friske
Besøget på Taquile sluttede med frokost på øens højdepunkt med en pragtfuld udsigt over Titicacasøen. På byens torv besøgte vi byens kollektivforretning, hvor der blev solgt håndarbejder fra øens forskellige familier, så man kunne få navnet på den, der havde lavet det stykke håndarbejde, man ville købe. Derefter begyndte nedstigningen af mere end 500 trappetrin. Vi mødte dagens varetransport, som var ved at blive båret op af de mange trapper på ryggen af adskillige bærere.
Båden lå parat til at bringe os de 4 -5 timers sejlads tilbage til Puno. Der blev gjort holdt i en lille bugt, hvor de modige sprang i det ca. 9 grader kolde Titicaca søvand. De kom dog hurtigt op igen.
Cusco - Inkaernes gamle hovedstad
Efter endnu en overnatning i Puno gik det med bus til Cusco. På vejen besøgte vi gamle præ-inka begravelsestårne, også her var der diverse rester af sol- og måneure, som også inkaerne var kendt for. Turen førte os over et højt pas og flere smukke landskaber. Da vi nåede Cusco konstaterede vi, at Svends taske var væk. Heldigvis viste det sig, at den blot var glemt i bussen - så den kom retur til os efter nogle timer.
Inkaruiner og strækmarch
Søndagen blev tilbragt med rundtur på egen hånd i Cusco. Vi fik gået langs Inkamure, set den tolvkantede sten, hvor en selvbestaltet guide straks forsøgte at engagere sig som vores private guide, hvilket vi dog frabad os, bl.a. fordi vi næsten ikke kunne forstå hans engelske.
På Plaza de Armas var der parader og flaghejsning både af det peruvianske flag og det gamle Inkaflag og med flere musikkorps der spillede til. Ceremonien fandt som regel sted hver søndag, fik vi at vide. Der var adskillige militærkompanier, "lottekorps" og skoleklasser i skoleuniform, der marcherede rundt på torvet i strækmarch og med højtidelige miner og flag. Der var dog også en enkel spagfærdig demonstration, bl.a. mod den tidligere korrupte præsident Fujimori, som endnu ikke har været for retten i Peru.
San Blas og Sacsaywaman
Herefter gik det til den del af Cusco, der hedder San Blas, som er et dejligt kvarter med cafeer, mange kunstgallerier og en afslappet atmosfære.
Herfra gik det videre til den meget store gammel Inkaruin - siksakborgen Sacsaywaman - lidt uden for Cusco.
Det var et enestående og rimeligt velbevaret ruinområde, og det var efter sigende her det sidste store Inkaslag mod spanierne foregik i 1536 - og som endte med endeligt nederlag til inkaerne.
På vejen tilbage besøgte vi også St. Domingo-kirken, som er bygget på gamle Inkaruiner, som man fortsat kan se i selve kirken.
Aftenmenuen bestod af marsvin, som smagte udmærket, nærmest lidt som kylling/kanin. Det var dog rimeligt grænseoverskridende at sætte kniv og gaffel i det lille dyr, der lå der på tallerkenen og grinede lidt til os med åben mund, spidse tænder og skarpe kløer.
|
Salkantay-bjerg-trekking
Rundt om Salcantay
Så er morgenen kommet, hvor vi skal begynde vores 4 dages trekking tur rundt om Salkantay bjerget. Det er 6270 m højt og er det 2. højeste bjerg omkring Cusco.
Turen starter
Vi bliver hentet kl. 7 om morgenen i en gammel 4 hjulstrækker bus. Vores bagage er pakket i store blå vandtætte vadsække. Alt bliver surret på taget af bilen sammen med telte, mad mm til de næste fire dage, og så går det af sted. Der er ikke den store komfort i bussen, men højt humør blandet med både forventninger og bekymringer. Hvor hårdt bliver det mon, holder kondien og benene, og hvad med højdesygen, når vi bevæger os op?
Klargøring og fouragering
Efter 3 timers kørsel gøres et sidste stop i "civilisationen" trekkings fourageringssted. Der bliver købt ekstra chokolade, kiks og vand. Svend og jeg får for 5 soles hver købt en vandrerstok — en tyk bambusstok — med det pæneste lille hæklede håndtag — der blev ikke forhandlet om hvorvidt det nu var uld, alpaca eller baby-alpaca — vi var bare glade for at have fået et ekstra ben til turen. Efter endnu en times kørsel i stadig mere uvejsomme områder blev vi mødt af vores hjælpehold, der bestod af 5 —7 æsler til oppakning, 3 heste til trætte ben og et helt hold af hestemænd, som de blev kaldt, kokke og køkkenhjælpere. Der blev læsset og bundet op på æsler og heste. Vi andre klædte om og fandt solcremen frem — for den tidligere morgenkulde var nu afløst af strålende sol.
Vi får udleveret slikposer med chokolade, kiks og en banan. Den blev der god brug for i løbet af dagen og af sted, af sted gik det. Og det gjorde det så de næste 4 dage med fantastiske naturoplevelser, fysiske udfordringer og dejlige menneskelige relationer både på turen, og når vi sad hundefrysende med tilgængeligt tøj på sad i madteltet om aftenen og genoplevede dagens strabadser, sang, spillede og lavede sjov.
Vandredagenes rytme
Dagens rytme blev: Vækning kl. 6.00, hvor man som regel allerede havde ligget vågen et stykke tid og tænkt — hvornår bliver det lyst, og hvornår begynder solen at varme — For der var bidende koldt om natten — især for to jyske kræmmere, som Svend og Jette, der ikke mente, det var nødvendigt at købe nye soveposer — så de var de gamle - købt i de glade 68’er i det amerikanske overskudlager — der var med. Det er de ikke næste gang, vi skal på tur!
Vækningen bestod i, at der blev stillet en kop varm cocate uden for teltet, som man så kunne sidde og nyde med og lytte til stilheden og travlheden i køkkenteltet. Efter teen blev der stillet to små vaskefade med lunket vand foran teltene til en lille morgenvask. Og der var selvfølgelig også det lille toilettelt at besøge. Det bestod af et gravet hul i jorden, fire stokke og et stykke blåt plastik rundt om stokke og hul. Et sådant lille arrangement blev lavet både ved vores frokosthvil og om aftenen. Ren luksus, selvom luften omkring teltet ikke var så ren.
Morgenmad med overraskelser
Efter te og morgentoilette pakkede vi telte og rygsække og så var det op i madteltet til dagens morgenmadsoverraskelser. De bestod bl.a. af omeletter eller pandekager, quinuagrød samt naturligvis brød, te, kaffe, saft eller juice. En morgen kom der to dekorerede lagkager ind, fordi kokken havde fundet ud af, at 2 i gruppen havde haft fødselsdag. Til sidst blev dagens slikposer delt ud, og de blev studeret med kritiske øjne som til enhver børnefødselsdag. Var der nok til at kunne klare dagens strabadser, og var det noget man kunne lide!! Det første viste sig hurtigt at være langt vigtigere end det sidste. Alt blev fortæret, når trætheden meldte sig, og blodsukkeret var nede.
Ved 8.30 tiden var vi som regel klar til at begynde vandringen, og det var også det tidspunkt, hvor solen var ved at få lidt magt, så nogle af de mange lag tøj kunne komme af.
|
Vandring afbrudt af 3 retters menuer
Vandringen varede som regel til kl. 13 med indbyggede hvil. Efter de første par timers vandring blev vi overhalet af vores hestemænd, der drev æsler og heste med oppakningen og al maden af sted — og når vi så nåede frem til vores frokoststed var der stillet køkken og madtelt op, dækket bord og stillet små campingstole op, og så var det blot at sætte sig til bords og nyde en 3 retters menu, bestående af suppe, kød, kartofler, ris og lidt sødt til dessert.. Derefter ud at hvile i naturen eller gå på opdagelse, inden det gik videre. Også om eftermiddagen blev vi overhalet af vores æsler, heste og hjælpere, der havde sørget for, at alt var parat til at modtage os, når vi nåede frem til aftenens overnatningssted ca. ved 17-tiden. Også her blev vi budt på te og et lille vaskefad, inden middagen blev serveret ved 19 tiden. Da var mørket faldt på, og det var frem med pandelygter eller anden belysning for ikke at falde i for mange teltbaduner. Også aftenen bestod af tre retter mad, kaffe, te og gerne lidt medbragt whisky, rom eller andet, der kunne hjælpe med den indre varme.
Senest ved 22-tiden var det hjem i teltet til en god nats søvn, men først et kik på stjernehimlen med tusindvis af stjerner omkranset af bjergenes mørktegnede silhuetter.
Op, op op til bjerge og sletter
Hvad oplevede vi så på turen? De første 2 dage gik det opad. Til tider ret stejlt, og hele tiden med bjerge, slugter eller sletter omkring os. Salkantay bjergets 6300 meter høje sneklædte top fulgte os på rundturen. Da vi nåede vores højdepunkt på turen 4.600 m syntes vi næsten, vi kunne røre sneen. Luften var tynd, men vi afpassede så vidt muligt farten efter terræn og iltoptagelse. De første overnatningssteder var i golde egne, hvor vi som regel var eneste gruppe eller højst en enkelte eller nogle individuelle rejsende.
Men selv om vi var i næsten ubeboede egne, var der altid nogen, der havde fundet ud af, at der var lidt penge at tjene ved at sælge sodavand og mad til trekkingfolket, så lidt civilisation mødte vi.
Ned, ned, ned til regnskov og kaffeplantager
Det viste sig, at nedturen næsten blev mere anstrengende end opturen. Det er hårdt for benene, og vores vandrestave viste sig at være rigtig gode til at tage fra for de værste stød i knæene. Naturmæssigt var det også underligt at komme fra de golde bjergrige områder til mere og mere regnskov-agtige bevoksninger blandet med lidt dyrket natur i form af kaffeplantager blandet med vildvoksende avocado og passionsfrugttræer, julebegonier mm.
Sol, regn og shopping center i ødemarken
De første dage vandrede vi i sol, men den anden sidste morgen stod vi op til en hel overskyet himmel, og lige da vi skulle til at vandre begyndte regnen. De fleste i gruppen havde ladet regntøjet blive hjemme, så nu var gode råd dyre. Vi stod i ly ved et lille udsalgssted, og de søde piger i butikken (der var et træskur) forsøgte at kommunikere med os, og pludselig gik det op for mig, at hun stod med en nydelig indpakket plastikregnfrakke, som hun ville sælge til mig for 6 soles Den blev købt øjeblikkeligt plus en til Svend, og snart var der kø foran den lille butik — der blev udsolgt og løbet efter ny forsyning — Svend sagde: "Sæt dog prisen op" — men hun holdt fast i den oprindeligt udbudt pris — og snart var vi alle forsynede med flotte ponchoer i alle regnbuens farver — og af sted gik det ind i regnskoven, som dampede og emmede af alt regnen — og stien blev mere og mere glat, så der måtte gås med endnu større agtpågivenhed — og det blev da også til et par glideture ind imellem. Men heste og æsler klarede skærene uden problemer.
|
Overnatning med træk og slip
Vi oplevede at overnatte i kolde bjergegne i ca. 4000 m højde, hvor vi var de eneste teltende. Den sidste nat gjorde vi til gengæld holdt i en lille landsby La Playa, som var rimelig trøsteløs at se på, og overnatningsstedet var nærmest en campingplads og samtidig landsbyens lokale diskotek med masser af musik og larm og øldrikkende lokale. Toiletforholdende var rimeligt usle, indtil vi kom i kontakt med en af de lokale handlende, der mod god betaling stillede et rigtigt europæisk toilet med træk og slip til rådighed for os. Det vakte vild jubel blandt os alle efter de mange dage under primitive forhold, så den lokale købmand fik sig en god fortjeneste den aften. Der var i øvrigt gang i hans lille butik, hvor adskillige af de lokale gæster var godt berusede, og en enkelt gammel gut nærmest dansede træskodans i butikken
Machu Picchu i sigte
På den sidste vandredag fik vi et lille glimt af Machu Picchu, inden det gik nedad mod landsbyen Hidroelectrica, hvorfra vi efter en sidste frokost tog toget til Aguas Calientes - byen med de varme kilder.
Aguas Calientes
Byen er den nærmeste by for folk, der skal besøge Machu Picchu, og det præger den med masser af turister, restauranter, hoteller og hostels.
Vi så dog frem til at blive indlogeret på hotel og få os et bad. Trods varme kilder i byen fik vi dog at vide, at vi ikke skulle regne med, at der var varmt vand til alle på hotellet, så der var en stille kamp mellem os alle, om først at få et værelse, få smidt vandretøjet og komme under bruseren.
|
Machu Picchu - Lima
Morgenkaos
Så oprandt dagen, hvor vi skulle til Machu Picchu - turens ultimative højdepunkt.
Endnu en gang begyndte den tidligt om morgenen - aldrig har vi været på en ferie, hvor vi så mange gange er stået op kl. 6.00 om morgenen. Og endnu en gang var det en særdeles kølig oplevelse. Hotellet var koldt, og morgenpersonalet havet sovet over sig, så der var ingen morgenmad, men det ordnede sig hurtigt - og inden længe var vi på vej til bussen. Den og vi var ikke alene - trods det tidligere tidspunkt - var der fyldt med busser og turister, som alle havde samme mål: Machu Picchu. Og havde vi ikke fået nok til morgenmad, var der rigeligt at købe hos de mange sælgere, der forsøgte at gøre en god fortjeneste hos de morgentrætte turister. På vejen op til Machu Picchu kørte vi også af sted i en lang række af busser, og vi mødte lige så mange, som allerede havde været oppe med et hold turister og var på vej ned, så vi var rimeligt betænkelige ved, om det ville være et sandt turisthelvede.
Der var mange turister, men området er tilsvarende stort, så da først vi var lukket ind, fordelte folk sig rimeligt hurtigt, og vi kunne gå som vi ville.
Machu Picchu i sigte
Og åbenbaring var fuldendt. Vi kom i den tidlige morgendis og så det hele dækket i skyer, som langsomt lettede, og efterhånden efterlod os hele sceneriet i fuld sol. Her var ingen udklædte inkaer eller andet turistkitsch, som man ser ved mange andre turistattraktioner rundt omkring i verden. Vi fik den rene vare, og der var nok at gå rundt at se på og undres over? Har stedet været inkaernes sommerresidens, helligdom eller hvad? Teorierne er mange, og nogle gange lidt overdrevne. Vi fik en hel dag til at gå med at vandre rundt og se på ruinerne. Det lykkedes os dog ikke at komme op på Wayna Picchu — månebjerget, som skulle være en særlig oplevelse at besøge. Der var kun et begrænset antal billetter, og de var alle udleverede, da vi nåede frem - pyt skidt, der var meget andet at bruge tiden på. Der er rester af i alt over 150 bygninger, skoler, beboelse, religøse bygninger og soltemplet (uden Tintin). Vi vandrede op til den navnkundige Solport (IntiPunku), hvorigennem man kan se solopgangen på visse tidspunkter af året.
Det er fantastisk at gå rundt, observere og undres.
Togtur med overraskelser
Tilbage i Aquas Calientes gjorde vi os klar til en togtur tilbage til Cusco, som også blev lidt af en oplevelse. Som med busserne om morgenen var der rigtigt mange mennesker, der skulle med nattoget, og på trods af pladsbilletter blev nogle stykker fra vores gruppe nægtet adgang, og vi kunne se dem banke fortvivlet på vores togvindue. Så trådte Jannie i karakter og gav togkonduktøren en ordentlig omgang på spansk, og snart var vi alle samlede igen.
|
Alpaca og fingerdyr
Den sidste dag i Cusco blev brugt på endnu flere indkøb af alpacauld huer, tørklæder og bluser, mm. Vi færdedes efterhånden helt hjemmevant på de mange markeder, men måtte erkende at kufferterne var ved at være for fyldte til al det, vi gerne ville have med hjem. En ekstra kuffert måtte vi endda købe.
Vi faldt også her i sidste omgang for den passion, som flere i vores gruppe havde fået. Indkøb af strikkede fingerdukker og fingerdyr. Der var ikke det dyr på kloden, som du ikke kunne erhverve som fingerdukke for mindre end 1 Sol. Vi endte med at købe nogle på et marked, men tænkte med sort samvittighed på de mange små børn, som på hele vores tur forgæves havde forsøgt at overtale os til at købe netop deres små sirligt håndstrikkede fingerdyr. For mange af dem var det sikkert deres beskedne bidrag til at skaffe lidt indtægter til familien. Nu blev det i stedet en af de mere veletablerede markedssælgere, som fik fortjenesten.
Søndagsfolkeliv i Cusco
Vi fik også tid til at nyde folkelivet på et torv. Her var familier i pænt søndagstøj, tiggere, folkekøkkener, sælgere af alle slags og gammeldags kanonfotografer med store spejlrefleks-kameraer. Karen forærede en gammel slidt kone en bolle, som vi senere så hende dele med en anden gammel kone. Hun opretholdt tilværelsen ved at sælge saftevand - eller noget der lignede saftevand. Vi turde nu ikke forsøge. Vi nød til gengæld, at solen skinnede herligt varmt som på en dansk sommerdag.
Om aftenen fik vi endeligt prøvet Perus berømte råmarinerede fisk "ceviche". Det var lækkert.
Miraflores - Limas rigmandskvarter
Dagen efter gik det med fly tilbage til Lima. Denne gang skulle vi bo i Miraflores - en mere velhavende del af Lima, end den vi besøgte ved vores første besøg. Første turistmål for os blev guldmuseet, som rummede nogle af de guldfund, som ikke er blevet bortført af spanierne og andre fra de mange lande, som har haft interesse i den rige arkæologiske arv, som Peru rummer.
Der kunne godt være behov for en museumspædagog. Alt virkede støvet og ikke særligt overskueligt. Det var da heller ikke den store turistmagnet, den dag vi besøgte stedet.
Stillehavets bølger
Jeg havde inden turen haft den ambition, at vi skulle bade i Stillehavet, men modet svigtede os. Det så ikke særligt indbydende ud, og det grå og disede vejr indbød heller ikke til badetur, så det blev kun til en enkelt hånd, der fik lov at bade i de gråblå bølger. Vi fik til gengæld gået en dejlig tur langs Stillehavet fra en dejlig kolonistilsby Barranco, syd for Miraflores tilbage til vores hotel. Her mødte vi i løbet at et par timer en romantisk sydeuropæisk byggestil med blå huse og gader med masser af træer og blomster, supermoderne sterile højhuskvarterer, og noget af det gamle rodede Lima.
Starbucks kalder
Den sidste formiddag i Lima besøgte vi det store handelspalads Lacomar, hvor man kan finde alle modevarer til europæiske priser, og Starbucks bød os også tilbage til en vestlig café latte virkelighed.
Farvel til Peru
Og så står vi pludselig i lufthavnen i Lima på vej tilbage til Danmark med 21 dages spændende oplevelser med i den mentale bagage sammen med det snavsede tøj og de mange nyindkøbte minder.
Ydermere har vi fået en ny interesse for et land, som vi ikke har kendt så meget til før. Det var jo blot ét blandt de mange latinamerikanske lande.
|
|
|
|
 |
Kontakt os |
|
FACEBOOK |
|
Tip en ven! |
|
