Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden.
Bliv klogere her!

Det er vigtigt, at du vælger en rejse, der passer til din aktuelle form og tidligere erfaringer. Både af hensyn til dig selv og af hensyn til de andre i gruppen.

Vores gradueringssystemer kan ikke sammenlignes med andre kendte systemer, men ved at læse beskrivelsen af grad 1 - 6 her på siden kan du vurdere, hvilken grad der passer til dig.

Andre faktorer der har indflydelse på sværhedsgraden, udover de fysiske krav, kan være underlagets beskaffenhed, antallet af højdemeter pr. dag, antal cykel/vandredage, vægten af din rygsæk, klimaet, etc.

Har du spørgsmål eller brug for en uddybende forklaring, er du meget velkommen til at kontakte os på tlf. 8689 3622 eller mail info@topas.dk.

Kvinde med rygsæk og vandrestave, der kigger på skilt, omgivet af buske, med bjerge i baggrunden.

Vandreferie

Vandring i bjerge stiller naturligvis krav til din kondition. For at forbedre din kondition før afrejsen kan vi anbefale cykling, svømning og naturligvis længere vandreture i bakket terræn eller træning på trapper.

Ved opstigningerne på vandreturene er det især hjerte og i særdeleshed lunger, som bliver belastet. Det er her, du får udbytte af din gode kondition. Går det nedad, er det andre dele af kroppen, som bliver belastet - især knæene. Vær derfor helt sikker på, at »bentøjet« er i orden hjemmefra.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Graduering for vandreferier

Grad 1
Let vandring ad gode stier, som ingen særlige forudsætninger kræver, kun almindeligt godt helbred og at du er vant til lidt fysisk aktivitet, for eksempel små gå- eller cykelture. Det er muligt at vælge enkelte vandredage fra.
Lige nu er Cypern vores eneste grad 1-vandreferie.

Grad 2
Moderat vandring ad fortrinsvis gode stier, men hvor længere stigninger kan forekomme. Her kræves ingen vandreerfaring eller tekniske forudsætninger du skal dog være vant til jævnlig moderat fysisk aktivitet, for eksempel gennem en eller anden sportsgren. Turene kan klares af alle med en rimelig god kondition. Det er muligt at vælge enkelte vandredage fra.
Se vores grad 2-vandreferier.

Grad 3
Lidt hårdere vandring og af og til i vanskeligt terræn med lange opstigninger. Turene kræver ingen særlige tekniske forudsætninger, men du skal være i god form og have et generelt godt helbred. Man kan ofte vælge enkelte vandredage fra.
Se vores grad 3-vandreferier.

Grad 4
Krævende vandring i vanskeligt terræn. Der forekommer lange opstigninger og enkelte lange dage. Der kan eventuelt forekomme passager i stor højde. Det vil være en fordel med lidt erfaring fra tidligere bjergvandringer, og du skal være sikker på, at helbredet og konditionen er i top.
Se vores grad 4-vandreferier.

Grad 5
Krævende vandretur og/eller bestigning, der ofte involverer gletsjervandring og vandring i meget vanskeligt terræn. Det er en forudsætning, at man ikke lider af højdeskræk, og at man kender til almindelig bjergvandring. Absolut god kondition er en nødvendighed.
Se vores grad 5-vandreferier.

Grad 6
Den helt vanskelige bestigning, hvor du skal være fortrolig med ekstreme udfoldelser. Turlederen afgør suverænt om du kommer til toppen.
Se vores grad 6-vandreferier.

To mænd på cykler, der kører langs snoet vej i solskinsvejr.

Cykelferie

Cykling stiller naturligvis også krav til din kondition. For at forbedre din kondition før afrejsen kan vi anbefale varieret motion, svømning og naturligvis masser af cykelture.

På cykelturene er det især hjerte og i særdeleshed lunger, som bliver belastet. Ved cykling bliver knæ og led som hovedregel ikke belastet i samme grad som ved løb eller vandring.

Gode råd til din cykelferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til cykelferien? Vi har samlet 5 nyttige tips og masser af information!

Graduering for cykelrejser

Grad 1
Let cykling ad lette veje, som ingen særlige forudsætninger kræver, kun almindeligt godt helbred og at du er vant til lidt fysisk aktivitet, for eksempel korte gå- eller cykelture. Det er muligt at fravælge enkelte cykeldage.

Grad 2
Moderat cykling ad fortrinsvis lette veje, men hvor længere bakker kan forekomme. Her kræves ingen decideret cykelerfaring eller tekniske forudsætninger, du skal dog være vant til jævnlig moderat fysisk aktivitet. Turene kan klares af alle med en rimelig god kondition. Det er muligt at fravælge enkelte cykeldage, eller med hjælp fra turlederen, at vælge alternativer.
Se vores grad 2-cykelrejser.

Grad 3
Lidt hårdere cykling, af og til i vanskeligt terræn med lange opkørsler. Turene kræver ingen særlige tekniske forudsætninger, men du skal være i rimelig form og have et generelt godt helbred. Man kan ofte fravælge enkelte cykeldage, eller med hjælp fra turlederen, vælge alternativer.
Se vores grad 3-cykelrejser.

Grad 4
Cykling i bakket terræn. Der forekommer lange opkørsler og måske længere cykelture. Det vil være en fordel med regelmæssig motionscykling, og du skal være sikker på, at helbredet og konditionen er ok.
Se vores grad 4-cykelrejser.

Grad 5
Krævende cykling der ofte involverer bjergpas og tekniske nedkørsler i udfordrende terræn med mange daglige højdemeter. Det er en forudsætning, at man cykeltræner regelmæssigt. Absolut god kondition er en nødvendighed.
Se vores grad 5-cykelrejser.

Grad 6
Den helt vanskelige cykling, hvor du skal være fortrolig med ekstreme udfoldelser. Du skal cykeltræne som en naturlig del af din hverdag og have erfaring med mange timer i sadlen. Der må forventes mange højdemeter og en yderst krævende rute.
Se vores grad 6-cykelrejser.

Adskillige par af ski, stillet op mod en vandret pæl med et tykt lag sne oven på. I baggrunden ses en sneklædt nåleskov og hytte.

Skirejser

Langrendsski kræver en god grundform hvis oplevelsen skal blive god. For at forbedre din kondition før afrejsen kan vi anbefale at man dyrker en eller anden form for motion regelmæssigt 3-4 gange om ugen - gerne forskellige motionsformer. Derudover er det godt at have fokus på styrke, fleksibilitet, balance og udholdenhed.

Graduering for for skirejser

Grad 2.

SKITYPE - På ture i denne kategori anvendes langrendsski - enten voks eller skin-ski – uden stålkanter og der løbes derfor primært i optrukne spor. På selve beskrivelsen af turen er skitypen angivet.

ERFARING - På grad 2 ture behøver man ikke nødvendigvis at have tidligere erfaring med at løbe på langrend, da der vil være tekniktræning indlagt i programmet. Tekniktræningen er frivillig at deltage i og foregår ude i terrænet, samtidig med at man løber på ski. 

Du kan sagtens deltage i en grad 2 tur, selvom du har megen erfaring med langrend. I så fald kan du skippe tekniktræningen og selv løbe ud i terrænet. Turlederen kan udpege løjper og ruter, som bedst matcher dit eller jeres ønsker og niveau.

FYSIK – Rent fysisk kan man i udstrakt grad selv bestemme sværhedsgraden på de enkelte dage, da langt de fleste skiområder tilbyder en stor variation af røde og blå løjper, distancer, hældninger og opkørte spor eller naturspor. Turlederen vil dagligt anbefale ruter i forhold til vind, vejr og opkørte spor og selv løbe med på en mellemdistance tur. Som deltager har du altså mulighed for at løbe med på mellemdistancen eller vælge en kortere eller længere rute. Vores erfaring er, at man hurtigt finder sammen i mindre grupper af samme niveau og tempo. Da vi overnatter samme sted på rejsen, er der ligeledes mulighed for at springe en dag over, hvis man ønsker at hvile stængerne.
Langrend er fysisk krævende, så en god grundform er forudsætning for en god oplevelse. Vi er alle forskellige, men en rettesnor for god form førend en grad 2 skitur kan være, at man dyrker en eller anden form for motion regelmæssigt 3-4 gange om ugen. Det kan være løb (distance 5-8 km), cykling (15-25km), vandring (4-6 km) svømning eller lignende. Og gerne en blanding af forskellige motionsformer. Styrke, fleksibilitet og balance er også godt at træne inden en skiferie enten udendørs, i motionscenter eller yogastudie.

Se vores grad 2-skirejser.

Grad 3.

SKITYPE - På ture i denne kategori anvendes enten langrendsski (voks eller skin-ski), hvor der løbes primært i optrukne spor - eller fjeldski (også kendt som turski) med stålkanter, hvor der hovedsageligt løbes i terræn udenfor optrukne spor. På selve beskrivelsen af turen er skitypen angivet.

ERFARING - På grad 3 ture skal du have tidligere erfaring med langrend og langrendsteknikker. Turlederen vil den første dag på ski afholde et kort genopfriskningskursus af langrendsteknikker ude i terrænet, men herefter forventes det, at du er selvkørende resten af turen.

FYSIK – Rent fysisk kan man i udstrakt grad selv bestemme sværhedsgraden på de enkelte dage på langrendsski, da langt de fleste skiområder tilbyder en stor variation af røde og blå løjper, distancer, hældninger og opkørte spor eller naturspor. Turlederen vil dagligt anbefale ruter i forhold til vind, vejr og opkørte spor og selv løbe med på en mellemdistance tur. Som deltager har du altså mulighed for at løbe med på mellemdistancen eller vælge en kortere eller længere rute. Vores erfaring er, at man hurtigt finder sammen i mindre grupper af samme niveau og tempo. Da vi overnatter samme sted på rejsen, er der ligeledes mulighed for at springe en dag over, hvis man ønsker at hvile stængerne.

Fjeldski har den fordel, at man ikke nødvendigvis skal holde sig til løjperne, men kan vælge ruter i terrænet, hvor sneen er bedst. Dette sætter dog krav til, at man af sikkerhedsmæssige årsager følges sammen som gruppe på dagens distance.

Langrend er fysisk krævende, så en god grundform er forudsætning for en god oplevelse. Distancerne på en grad 3 tur vil typisk være længere og med flere heldagsture indlagt. Vi er alle forskellige, men en rettesnor for god form førend en grad 3 skitur kan være, at man dyrker en eller anden form for motion regelmæssigt 3-4 gange om ugen. Det kan være løb (distance 6-10 km), cykling (20-30km), vandring (6-10 km) svømning eller lignende. Og gerne en blanding af forskellige motionsformer. Styrke, fleksibilitet og balance er også godt at træne inden en skiferie enten udendørs, i motionscenter eller yogastudie. Det er ligeledes vigtigt, at du har en god udholdenhed, så sørg for også at komme ud på nogle længere cykel- eller gåture flere dage i træk.

Se vores grad 3-skirejser.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.