Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

book rejse

Hundeslædetur ved Indlandsisen, Diskobugten
Udsolgt
Udsolgt
DKK 20.970,-
Se rabat- og gebyrpolitik
Topas Travel er tilsluttet:
Dansk Rejsebureau Forening
Rejsegarantifonden
Pakkerejse-Ankenævnet

rejseprogram

Dag 1
København – Kangerlussuaq – Ilulissat
Dag 2
Slædeturen til Tasiussaq fjorden begynder.
Dag 3
Slædetur på fjordisen ind til Indlandsisen og dens imponerende bræer.
Dag 4
Slædetur til Qasigiannguit
Dag 5
Qasigiannguit
Dag 6
På hundeslæde til Ilimanaq og sejlads til Ilulissat
Dag 7
Ilulissat
Dag 8
Hjemrejse til Danmark

Lignende ture

Grønland
Hundeslæde på Diskoøen
Grønland
Eqi, Diskoøen og isbjerge


GRØNLAND

Grønland - Hundeslædetur til Indlandsisen ved Diskobugten

            Ref. GLJH

8 dage i Diskobugten på Grønlands vestkyst, med 3 dages hundeslædekørsel på Tasiussaq fjorden, lige syd for Ilulissat Isfjord — Kangia. Denne tur giver et godt indblik i Grønland som samfund i dag, igennem ophold i Ilulissat (Grønlands 3. største by), Qasigiannguit — en gennemsnits by med godt 1000 indbyggere, og endelig bygden Ilimanaq med kun 90 indbyggere. Derudover er der enestående natur oplevelser i vente. Dels på Isfjords sejladserne blandt de største isfjelde i Grønland, kælvet fra den mest producerende bræ på den nordlige halvkugle — "Sermeq Kujalleq" i bunden af Ilulissat Isfjord — og ikke mindst på den suveræne slædetur ind i fjordsystemet, hvor vi selv skal opleve Indlandsisen på nærmeste hold. I samvær med Grønlandske fangere, skal vi mærke slædesurringerne arbejde, når hundene lægger kræfterne i, og se deres unikke samarbejde imellem. Sne, is og nordlys er rammerne om denne tur til Nordgrønland.
  • Ilulissat — Knud Rasmussens fødeby — og centrum for klima konferencer på allerhøjeste verdens politiske plan i dag.
  • 2 fantastiske isfjords sejladser ved Ilulissat Isfjord/Kangia — UNESCO World Heritage site — gigantiske isfjelde på klods hold.
  • 2 dage i Diskobugtens perle — Qasigiannguit
  • Byvandring i Ilulissat med besøg i den travle fiskerihavn og evt. på byens 2 museer — Ilulissat Museum/Knud Rasmussens fødehjem, og Kunstmuseet med den flotte Emmanuel A. Pedersen samling af Grønlands malerier.
  • 3 dages uforglemmelig hundeslædetur på Tasiussaq fjorden — ind til Indlandsisen
  • Oplev grønlandske fangeres kontrol og samarbejde med deres hundespand
  • Aurora Borealis — nordlys på nattehimlen i den Grønlandske vildmark
  • Oplev Uuttoq/netside/fjordsæl eller ringsæl som den kaldes på fjordisen i Tasiussaq
  • Hygge i fangsthytterne i petroleumslampens skær akkompagneret af hundenes hylen
  • Overnatning i bygden Ilimanaq, lige syd for Ilulissat Isfjord

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.com
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. København — Kangerlussuaq — Ilulissat

Vi flyver fra København til Kangerlussuaq med Air Greenlands store Airbus. Efter et kort stop stiger vi ombord i Dash-7 flyet, der skal flyve os endnu længere mod nord — helt op til Ilulissat i Diskobugten. På turen passerer vi Ilulissat Isfjord med dens verdens berømte isfjelde, der kontinuert kælves ud fra den gigantiske iskappe — Indlandsisen. I den kommende uge skal vi stifte nærmere bekendskab med isfjorden på tætteste hold, dels på et par isfjords sejladser, og dels på en helt unik hundeslædetur. I Ilulissat bliver vi hentet i den lille lufthavn og kørt ned til havnen, hvor vores båd venter. Vi har ca. 2 timers uforglemmelig sejlads foran os, ned til bygden Ilimanaq. Undervejs passerer vi isfjeldsbanken i mundingen af Ilulissat Isfjord, hvor vi har absolut 1.parket til de enorme isbjerge. I Ilimanaq indkvarteres vi i et par små huse, og spiser en hyggelig middag i et Grønlandsk hjem - turen er for alvor begyndt! -/-/A
Dag 2. Slædeturen til Tasiussaq fjorden begynder.

Vi bruger formiddagen til at kigge lidt nærmere på Ilimanaq eller Claushavn, som den hed tilbage i koloni tiden. Her huserede Hans Egedes bror tilbage i 1700 tallet, og Ilimanaq er i dag den bygd, som kan dateres længst tilbage, og som stadig er beboet (ca. 90 sjæle). Den lille kirke fortjener et besøg, og hvis "Ræklinge/hellefiske" produktionen er i gang på fabrikken, skal vi også se nærmere på denne spændende niche produktion. Ræklinger er lufttørret hellefisk, der sælges som en delikatesse i hele Grønland til ca. kr.400,-/kg! Livet går sin stille gang, og man får her et enestående indblik i bygdelivet som også er en vigtig del, af det grønlandske samfund idag. Omkring middagstid ankommer vores kuske til bygden fra Qasigiannguit, og vi skal nu gøre os klar til de forestående 3 dages slædetur.
Vi efterlader den bagage i bygden, som vi ikke skal bruge på selve slædeturen (vi kommer tilbage til Ilimanaq sidst på turen). Man medbringer ikke unødvendig vægt på slæderejser — rule number one! Vi får udleveret sæl skindstøj og støvler og er ved at være klar. Mens slæderne bliver pakket, kan man tydeligt mærke uroen i hundene. De vil af sted, og det giver et kraftigt ryk i slæden når start signalet lyder, et helt spand sætter i gang simultant. Kommandoerne råbes og ledsages af piskesmæld, der motiverer hundene til at yde deres bedste, hvilket bas hunden også nok skal hjælpe med! Inden længe indfinder roen sig, og hundene traver i "rejsegear". Tungen hænger ud til siden og ånden står som en sky i frost vejret — landskabet glider forbi i adstadigt tempo — vi er på vej! Det er en gammel slæde rute vi benytter. Den samme som bygdens hellefiskere kører ad, når de på slæde skal op til isfjorden for at fiske hellefisk på langline. Efter 1 times tid kører vi ned på fjordisen, og herfra er der et par timres kørsel til fangsthytten hvor skal vi sove i nat. Imens kuskene spænder fra, og sætter hundene i rejsekæde bærer vi grejet indenfor og får os installeret. Primussen tændes, og inden længe er der varme og dampene kaffe i krusene. Her i marts/april måned langt væk fra civilisationen har vi optimale muligheder for at opleve nordlyset danse over nattehimlen, så det er med at holde udkig om aftenen. Måske bjæffer en polar ræv i det fjerne, og langsomt begynder man at forstå det univers som Knud Rasmussen og Jørn Riel m.m., hver på deres måde har beskrevet så levende. M/F/A
Dag 3. Slædetur på fjordisen ind til Indlandsisen og dens imponerende bræer.

Efter en god morgenmad fyldes te og kaffe på thermoen, og slæderne pakkes igen. Alt har sin faste plads og bestemte funktion. Ex. bliver man hurtigt glad for det bløde og "varme" rensdyrskind man sidder på. Vi begynder med en kort nedkørsel til fjorden, og et lille bump over isfoden — så har vi den flade fjord is under mederne. Det er hundeslædernes motorvej. Ingen bakker og fint glid, betyder at tempoet forøges væsentligt, uden at hundene skal anstrenge sig yderligere. Folkene i Ilimanaq kalder Tasiussaq fjord systemet for deres paradis. Her fisker de hellefisk ved udløbet til isfjorden, og om sommeren fisker de fjeldørred som ryges over lyng planter. Den delikatesse bliver revet væk, når den handles på "brættet" i Ilulissat. Her i marts måned, nyder ringsælen at ligge på isen og sole sig ved siden af åndehullet. Det giver fangerne mulighed for at jage den med riffel og skydesejl, simpelthen ved at snige sig ind på skudhold. Er jagtlykken med os, venter der dejligt sælkød til både mennesker og hunde! Sælkød er det ubetinget bedste slædehunde foder, og hundene elsker det. Vi skal også holde udkig efter ryper, der typisk findes langs strandbredden, de steder hvor sneen er føget væk, og føden i form af knopper og skud er tilgængelige for dem. Vi kører ind til Indlandsisen, så vi ved selvsyn kan danne os et indtryk af dens ubegribelige størrelse. Vi gør holdt på fjordisen i forsvarlig afstand af bræen, som går direkte ud i fjorden og nyder storheden. På vejen tilbage kører vi en tur ud på selve Ilulissat isfjord, for at se om der skulle være nogle langline fiskere, som vi kan se udføre deres metier på isen. Det er et meget fascinerende syn, at se hellefisk og rokker blive hevet op fra ca.750 m dybde! Ud på eftermiddagen kører vi tilbage til fangsthytten for overnatning, hvor vi igen skal nyde nogen af de gode sider ved det frie fanger liv, krydderet med jagt-/ og røver historier!
M/F/A
Dag 4. Slædetur til Qasigiannguit

Allerede her på 3. dagen er de praktiske gøremål blevet rutine. Alle ved hvad der skal laves hvornår, således at tingene glider optimalt. Morgenmaden er som altid vigtig, og vi giver os god tid til at få lavet kaffe/te m.m. så vi er klar til endnu en dag i det fri. Dagens etape byder på primært landkørsel til Qasigiannguit. Turen er meget flot, med høje stejle fjelde til begge sider, og hvis havisens beskaffenhed er iorden kører vi via Laksebugten ind til byen. Turen ender ved de respetive hundekuskes hundepladser, hvor vi bliver afhentet i bil og kørt til Hotel Diskobay som ligger højt placeret på fjeldet ved indsejlingen til byen. På modsatte side af havnen ses det gamle krudthus, som af sikkerheds hensyn var placeret uden for byen. Byen har ca. 1200 indbyggere, og giver et meget godt billede af en typisk grønlandsk by i dag. Vi checker in på hotellet, og begiver os igen ud i byen, hvor vi skal høre og se om såvel nutiden som den spændende historie byen også har.
M/F/-
Dag 5. Qasigiannguit

Efter 3 dages slædetur i Grønland er roen nok kommet til de fleste. Stilheden, den ekstremt friske luft og den gæstfrihed man møder, har helt naturligt en positiv indvirkning på folk. Vi skal se nærmere på byen, og dermed hvordan mange ting er tilpasset de ekstreme arktiske forhold med hård og langvarig frost m.m. Vi skal også besøge det meget interessante museum, som huser en flot samling af palæo eskimoiske effekter, som er udgravet i området. Her er de 3 hovedkulturer — Saqqaq, Dorset og Thule flot repræsenteret. M/-/-
Dag 6. På hundeslæde til Ilimanaq og sejlads til Ilulissat

Vi nyder morgenmaden på hotellet med udsigt til Diskobugten og selve Disko øen i horisonten. Umiddelbart herefter skal vi på turens sidste slædetur, nemlig ad det gamle slædespor fra Qasigiannguit til Ilimanaq, hvorved slædeturens "loop" fuldendes. Turen tager ca. 4 timer og fører os skiftevis over land, søer og fjordis. Undervejs får vi mange spektakulære udsigter over Diskobugten såvel som over fjeldlandskaber. I Ilimanaq får vi udleveret den opbevarede bagage, og nyder vores madpakker inden vi skal sejle retur til Ilulissat. Vi tager også den endelige afsked med vores kuske og ikke mindst hunde, som vi nu har tilbragt mange herlige frilufts timer med. På sejladsen til Ilulissat passerer vi isfjorden igen. Ilulissat Isfjord kom på UNESCOS Verdensarvsliste i 2004 for dens "Unikke skønhed" og "videnskabelige vigtighed", og har siden været eksponeret ekstremt meget i medierne. Videnskabsfolk, filmfolk og ikke mindst toppolitikere fra hele verden har valfartet til området, for ved selvsyn at opleve de kolossale isbjerge, og danne sig et indtryk af de klima forandringer, der diskuteres så intenst. Fremme i Ilulissat indlogeres vi på et dejligt hotel, som er beliggende direkte ned til Diskobugten. Efter check in, går vi en tur ud i byen og ser nærmere på Grønlands 3. største by, som også er Grønlands største slæde distrikt med godt 4000 slædehunde. Middagen nydes på Hotel Arctic, hvor vi bor. M/F/A
Dag 7. Ilulissat

I dag skal vi på en kortere vandretur ud til Sermermiut, den gamle boplads ved Isfjorden. Her foretog man i 1950èrne nogle enestående udgravninger, som foranledigede at man for første gang kunne datere palæo eskimoernes indbyrdes tilstedeværelse, og bruge resultaterne som reference i resten af Grønland. Der er selvfølgelig også mulighed for at shoppe lidt, evt. grønlandsk kunst håndværk, som er meget eftertragtet. Endeligt er der en oplagt mulighed for at besøge de 2 museer, som er et must. Ilulissat Museum, i hvis bygning Knud Rasmussen blev født tilbage i 1879, samt Ilulissat Kunst Museum, som er beliggende i den flotte gamle koloni bestyrer bygning med udsigt over havnen. Vores Grønlands tur er ved at lakke mod enden - i morgen forlader vi Grønland — Kalaallit Nunaat — "menneskes land", med masser af indtryk og oplevelser i bagagen.
M/-/-
Dag 8. Hjemrejse til Danmark

Turen går syd over. Først med Dash 7 til Kangerlussuaq, hvor vi i klart vejr kan kigge ind over Tasiussaq mod øst, hvor vi slædede rundt for få dage siden. I Kangerlussuaq stiger vi ombord i Danmarks maskinen og lander i Kastrup godt 4 timer senere. Takuss Grønland — immaqa…
M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med - På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland, serveres gratis måltider og drikkevarer ombord.
Overnatning

Der overnattes på hotel i Ilulissat og Qasigiannguit. På slædeturen er der 2 overnatninger i fangsthytter i fællesrum, samt en overnatning i hus/indkvartering i Ilimanaq.
Standarden på indkvartering varierer på denne tur. På hotellerne bor man på delt dobbeltværelse med eget bad & toilet. I Ilimanaq bor vi på steder, hvor wc faciliteterne er tørkloset/gule poser, som stadig er udbredt i de fleste bygder i Grønland i dag. Der vil være mulighed for enkeltværelse på hotellerne mod et tillæg angivet nederst på siden.
Generel information ved kørsel på hundeslæde

Ved hundeslædekørsel er det vigtigt, at man overholder nedenstående, få forholdsregler, for at sikre sig mod skader og kulde, samt for at få en optimal kørsel på slæderne.
  • Slædekusken vil oftest sidde forrest på slæden, løbe ved siden af slæden, eller "hænge" i opstanderen bagest på slæden for at styre den.
  • Passagererne sidder med front mod køreretningen.
  • Hvis der køres over jævnt terræn, kan du skifte position og sidde på tværs af slæden.
  • Placer altid dine ben oppe på slæden, så fødderne ikke slår mod sten, klipper, is el.lign.
  • I ujævnt terræn, eller på vej op ad bakke, skal du holde i de dertil indrettede snore/liner. Hold ALDRIG på siden af slæden, da dette kan give skader på fingrene, hvis de kommer i klemme under slæden.
  • I ujævnt terræn kan du hjælpe slædekusken med at holde balancen, ved at læne dig til den modsatte side af, hvor slæden krænger.
  • Ved stejle stigninger i terrænet kan det være nødvendigt at stå af slæden og gå ved siden af denne til stigningen er ophørt.
  • Når der køres på is, kan man nu og da passere sprækker i isen. Det er vigtigt at du bliver på slæden (medmindre slædekusken giver specifik, anden information), da det oftest er lettere at passere disse sprækker siddende på slæden.
  • Hvis det er koldt, bør man stå af slæden regelmæssigt for at løbe / gå sig til varmen ved siden af slæden.
  • Gå aldrig hen til hundene uden tilladelse fra kusken.
  • Giv aldrig hundene godbidder, eller rester fra din madpakke.
  • Brug altid solbriller og husk solcreme med høj faktor. Solcremen må IKKE være vandbaseret.
  • Kamera og videoudstyr bør opbevares under overtøjet, så batterierne sikres mod kulde.
  • Medbragt mad opbevares bedst under overtøjet eller nedpakket mellem tøj, hvor det kan holde sig frostfrit.
Varighed

8 dage. Heraf 3 dage med hundeslæde (grad 1-2).
2 dage i Ilulissat.
2 Isfjords sejladser (Ilulissat-Qasigiannguit; Ilimanaq - Ilulissat).
Klima

Middeltemperaturen i Diskobugten er i marts måned -18 grader. Temperaturen er angivet, som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen, kan temperaturen stige væsentligt over det angivne. På grund af solen og den tørre luft, opleves temperaturen ikke så koldt som i det øvrige Europa. Nattemperaturer kan komme ned på - 30 grader. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigt og meget gode chancer for at se nordlys om aftenen.
Adgang til el

Kamera m.m. kan lades op på hotellerne i Ilulissat og Qasigiannguit.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor det kun er tilladt at sende SMS og samtale, når man ikke er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Kort

Saga Map nr. 10, Diskobugten. 1:250.000 og evt. vandrekort Nordgrønland, Ilulissat. 1:100.000
Købes hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 26-30, København, Tlf. : 33 38 26 38
Antal deltagere

Turen afvikles med 7-12 personer
Deltagerprisen inkluderer

Fly transport: København — Kangerlussuaq T/R, inkl. skatter og afgifter
Fly transport: Kangerlussuaq — Ilulissat T/R
Isfjordssejlads: Ilimanaq - Ilulissat T/R
Dansk turleder på hele turen
2 hotel overnatninger i Ilulissat
2 hotel overnatninger i Qasigiannguit
2 overnatninger i fangsthytte ved Tasiussaq fjorden
1 overnatning i bygden Ilimanaq (Claushavn)
3 dages slædekørsel på Tasiussaq fjorden ved Indlandsisen
Grønlandske slædekuske og ca. 10-14 hunde pr. hundespand — 2 deltagere pr. slæde
Byrundtur og Sermermiut vandring i Ilulissat
Byrundtur i Qasigiannguit
Måltider som angivet under dagsbeskrivelserne, heriblandt en middag på Hotel Arctic
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge — herunder udgifter til drikkevarer
Beregn ca. 500-600 DKK i alt for ikke inkluderede måltider
Leje af varmt vintertøj ved hundeslædekørsel (sælskindsbukser & Anorak + støvler)— beregn ca. 700 DKK
Evt. Entré til museer (ca. 50-75 kr.)
Rejse- og evt. afbestillingsforsikring
Evt. enkeltværelsestillæg, 2.000 DKK. (Kun på hotellerne i Ilulissat og Qasigiannguit)
Bemærk

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at en tur som denne er afhængig af vejr og is/- forholdende. Der kan derfor forekomme enkelte ændringer i programmet. Forsinkelser og aflysninger kan forekomme, specielt ved transport med fly og skib. Der ydes ikke kompensation eller erstatning for de første 24 timers forsinkelse eller rejseændringer pga. udefrakommende forhold. Din turleder på turen, vil tilstræbe at mindske generne mest muligt og sørge for alternativt program eller udfylde den ekstra ventetid.

FOTOS

Grønland - Hundeslædetur til Indlandsisen ved Diskobugten, GLJH
Vis billedserien

BRUGERFOTOS

Grønland - Hundeslædetur til Indlandsisen ved Diskobugten - GLJH1103 af: Bernt Falk Egdalen
Vis billedserien

VIDEOER

Grønland - Inspirationsvideo
Se video

PAKKELISTE

Grønland - Hundeslædetur til Indlandsisen ved Diskobugten
Læs

Gratis rejsebazar

Gratis rejsebazar
Vi afholder vores årlige rejsebazar i både Aarhus & København

Læs mere her:
København d. 21. & 22. Jan
Aarhus d. 4. Feb

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort