Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil

Ilulissat


Isbjerge – gigantiske isbjerge er synonym med byen Ilulissat, som da også betyder ”isfjelde” på grønlandsk. Placeret ved fjordmundingen til Ilulissat Isfjord, har byen den mest fantastiske kulisse i form af kolossale isfjelde, der kontinuert kælves af den mest isproducerende gletsjer på den nordlige halvkugle. Kangia som fjorden hedder på grønlandsk, kom fortjent på UNESCO´s Verdensarvsliste i 2004, og siden er Ilulissat blevet et ”must see” for næsten alle grønlandsrejsende, og det er der rigtig mange gode grunde til.

Placeret godt 350 km nord for Polarcirklen, har Ilulissat alt det, som kendertegner Grønland for de fleste. Midnatssol om sommeren, polarmørke og nordlys om vinteren, hvaler & sæler, masser af slædehunde, historiske sites fra palæo eskimoernes tid på den gamle boplads Sermermiut, flotte træhuse fra kolonitiden og ikke mindst et moderne og driftigt udtryk med butikker, uddannelsesinstitutioner, sportsaktiviteter m.m. Ilulissat har det ubetinget største udbud af turmuligheder for besøgende i Grønland, og man kan tilmed forkæle sig selv med god mad og drikke på byens restauranter og caféer, når man om aftenen fordøjer dagens mange spændende indtryk fra hav og fjeld.

Læs her om hvilke udflugter og oplevelser Ilulissat byder på!
Printvenlig version
Udflugter på land

Det kan være en stille og rolig byrundtur, rundt i Ilulissat eller en lidt mere strabadserende vandring ud i naturen. Byrundturen varer et par timer og vandreturene varierer fra et par timer til 5 timer.
Sermermiut eller ”gletscherfolkets sted” er en historisk boplads beliggende i yderkanten af Ilulissat lige ned til Isfjorden. På en guidet tur, vil man få indblik i den spændende historie og komme tilbage med en vide om bl.a. permafrost.
Udflugter til vands

At sejle i Grønland og opleve en isfjordssejlads fra Ilulissat er et must og det samme gælder at få taget nogle fantastiske billeder af de enorme isbjerge. Sejlturen er fra Ilulissat havn og ud til Isfjeldsbanken, hvor de allerstørste isbjerge grundstøder på den undersøiske moræne på godt 350 meters dybde. Oplev dette naturfænomen fra nærmeste hold imens du får indsigt i glaciologiens fascinerende verden, i form af isens tilblivelse på Indlandsisen og dens kælving ved bræfronten ca. 65 km inde i fjorden. Klimaforandringernes udtryk her i Arktis bliver også beskrevet.
Andre sejlture til bygder og evt. hvalsafarier er også fantastiske. Den friske luft og lyset, giver en speciel stemning. Husk hue og vanter!
Udflugter i luften

Helikopterture eller flyveture med fastvinget fly ind igennem Kangia Isfjord til bræfronten ved Indlandsisen. Hvis du kunne tænke dig at se, hvor de 43 millioner tons is brækker af Indlandsisen årligt på et sted, så skal du på helikoptertur! Inderst i Isfjorden fødes de store isfjelde ved kælvinger ved bræfronten. Helikopteren gør en halv times stop ved kanten af Indlandsisen, hvor deltagerne får et foredrag ”on site” omkring de mange spændende fakta om isen, som videnskabsfolkene beriger os med, og som har et omfang og en størrelse, der næsten ikke er til at begribe. Det fastvingede flyver en anden og lidt længere rute. Uanset, er det en eventyrlig oplevelse at se isfjorden og området fra luften.
Vinterudflugter

Vinter og Ilulissat er lig med hundeslæde. Ilulissat er Grønlands største slædehundedistrikt med ca. 4000 grønlandske slædehunde. Baglandet bag fjeldet ”Akinaq” byder på flotte hundeslædeture ind til isfjorden eller ”Den døde bræ”, hvor varigheden veksler fra et par timer til et par dage. Et par håndfulde stærke slædehunde i vifteformation foran hundeslæden imens frostånden står knivskarpt i luften – det bliver ikke meget bedre!
Udover hundeslæde, er der nordlys, klar stjernehimmel, masser af sne og frisk og klar luft, som gør Ilulissat området til en fantastisk vinterdestination.
Oplevelser på egen hånd

Ilulissat Museum

Ilulissat Museum er også Knud Rasmussens fødehjem, hvor han kom til verden i 1879. Her får man et indblik i lokalhistorien og ikke mindst den kendte polarforskers liv og mange ekspeditioner. Museet er centreret om tre permanente udstillinger: Byens og bygdernes historie, Knud Rasmussen og de arktiske ekspeditioner, samt Sermermiut – Den store boplads ved Isfjorden.
Ilulissat Kunstmuseum

Ilulissat Kunstmuseum har til huse i den fine gamle kolonibestyrerbygning, beliggende med udsigt over havnen. Museet huser en permanent udstilling af Grønlandsmaleren Emmanuel A. Petersen i stueetagen, og på 1.salen en række skiftende udstillinger af ofte unge grønlandske kunstnere.
Restauranter og spisesteder

Ilulissat har en række gode restauranter og spisesteder, der tilbyder en bred vifte af kulinariske oplevelser. Flere gode restauranter tager i deres menuer udgangspunkt i de mange spændende og friske grønlandske råvarer. ”Alt godt fra havet” er ingen overdrivelse her, hvor man lokalt lander hellefisk, rødfisk, stenbider, torsk, havkat, laks og fjeldørred. Læg dertil snekrabber, rejer, kammuslinger, blåmuslinger så er man halvvejs igennem grønlandsbuffeten. For oveni kommer rensdyr, moskusokse, Sydgrønlandsk lam og de mere eksotiske indslag som hval, sæl og måske isbjørn! Altstammen kan nydes med vin eller god grønlandsk produceret øl.
Vandreture

Vandreture er en yndet friluftsaktivitet i Ilulissat for både lokale og besøgende. Der findes en række velafmærkede stier i terrænet, der fører vandreren sikkert igennem fjeldlandskaber og frem til fascinerende udsigtspunkter over Isfjorden, Diskobugten, fjeldpartier m.m. Vil du vandre 45 min eller 3 timer – valget er dit!
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig