Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

VÆLG DESTINATION

Europa
Grønland
Mellem- og Nordamerika
Sydamerika
Oceanien
Afrika
Asien
Europa Asien Oceanien Afrika Sydamerika Mellem- og Nordamerika Grønland

Nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

find din drømmerejse

Tidligste afrejsedato:
søg nu

PAKKELISTE

Argentina - Aconcagua bestigning

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til vores gæster, når der skal pakkes til turen. Pakkelisten indeholder generelle informationer om vores vandreture, samt hvad det er godt at medbringe på den enkelte tur.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til, hvad man KAN medbringe til turen, og ikke som en liste over ting, som SKAL medbringes. Hvad deltagere på en tur pakker af tøj, er lige så forskelligt som antallet af deltagere på turen. Vores erfaring er dog, at de nævnte ting er gode at medbringe, og i pakkelisten til Aconcagua er der også få ting, som SKAL medbringes (ex. plastikstøvler)
Printvenlig version
Regler for bagage

Af hensyn til flyvesikkerheden er der fastsat en grænse for, hvor meget den indcheckede bagage og håndbagagen må veje hos de forskellige flyselskaber. Information om antal kg i bagagen på din rejse vil blive opgivet på den personlige side "Min Topas Rejse" 60 dage før afrejse.

EU har vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage:
- I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
- Du må godt medbringe mere end én beholder i din håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.

Ved sikkerhedseftersynet skal du fremvise de beholdere, du medbringer, som indeholder væsker eller væskeformige stoffer.

Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig f.eks. om medicin o. lign., som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Du bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.

Du må i øvrigt ikke medbringe skarpe genstande, såsom vandrestave, lommeknive, strikkepinde, neglesakse o. lign. i håndbagagen. Sådanne genstande pakkes i stedet i den indcheckede bagage.
Bagage på turen

Vi anbefaler, at man medbringer en stor rygsæk (65 - 85 l) og en vandtæt sportstaske/duffelbag på bestigningen. Disse to tasker tjener følgende formål:

Rygsæk (65 - 85 l): Bæres af dig, og bruges til at bære alt dit personlige udstyr mellem Base Camp og højdelejrene. Rygsækken skal være stor nok til at kunne rumme liggeunderlag, sovepose, dunjakke, handsker og alt det, man skal bruge på topbestigningen. Denne rygsæk kan samtidig bruges som en lidt stor dagstursrygsæk på akklimatiseringsturene ud fra BC. Hvis ikke man ønsker at gå med så stor en dagstursrygsæk på akklimatiseringsturene, kan man medbringe en mindre dagstursrygsæk (33 - 40 l) til dette formål. Det er blot vigtigt at notere sig, at en lille dagstursrygsæk IKKE er tilstrækkelig til bagagetransporten mellem BC og lejr 1 og 2.

Sportstaske/duffelbag: Bæres af et mulddyr, og bruges til at transportere dit udstyr fra dalen til Base Camp. Det er en god idé at pakke denne taske vandtæt, og solidt materiale er generelt en fordel. Denne taske bliver stående i BC, når vi er i højdelejrene, og man kan således opbevare overskydende bagage heri. Anbefalet taske: North Face Duffelbag.

Der er også mulighed for at opbevare overskydende bagage (evt. bytøj) i Mendoza, mens vi er på bjerget. Hertil kan man medbringe en let taske eller anvende sorte, solide affaldsposer.
Klima

I Santiago del Chile og Mendoza er temperaturen omkring 30° C om dagen og ned til 15 °C om natten.

På Aconcagua kan vejret, som på alle andre bjerge, være meget omskifteligt. Voldsomme storme er ikke et ukendt fænomen. Vejret er under alle omstændigheder umuligt at spå om - og det kan være fra den ene yderlighed til den anden. Således vil man i milde vejrmæssige tilfælde kunne opleve at kunne sidde i badetøj i BC (4200 m) og stå på toppen kun iført en fleecetrøje. Og i værste fald, eller blot anderledes udfordrende, kan man også opleve at stå på toppen iført fuld dunmondering i -30° C.
Støvler til bestigning

Det er et myndighedskrav på Aconcagua, at man skal have plastikstøvler på.

Plastikstøvler findes i mange varianter. Sørg for, at de er store nok til et ekstra par sokker (tykke), og rum til at bevæge tæerne.
Forslag til støvler: Koflach, Asolo, Millet eller Scarpa.

Crampons med step in/hurtigindbinding er at foretrække. Forslag: Grivel, Simond eller Charlet Moser.

Foruden plastikstøvlerne - som SKAL medbringes/lejes - er det nødvendigt at medbringe vandrestøvler. Vær sikker på at vandrestøvlerne er gået ordentligt til inden turen. Skulle bagagen, mod forventning, blive forsinket, vil det være en god idé at rejse med vandrestøvlerne på hjemmefra eller i håndbagagen. Derudover medbringes noget let fodtøj til at skifte med, når man opholder sig i Base Camp eller i byerne.
Feltflaske

Medbring flaskekapacitet til minimum 3 liter. Mindst én af disse litre bør være med en form for termoisolering.

Det er en fordel, hvis man medbringer flasker i hård plast (ex. Nalgen) eller alternativt 0,5 L sodavandsflasker i hård plast. Fordelen ved at medbringe flasker med en maximumvolume på 1 liter er, at de kan være under jakken på selve topbestigningen. Derved undgår man, at vandet fryser til.

Camelbag el. lign. kan ikke bruges på selve topbestigningen, da de fryser til. De kan dog sagtens anvendes på dagsvandringer, og så længe det er varmt.
Vandrestave

Uanset om man er vant til at bruge vandrestave eller ej, er det vores anbefaling, at man medbringer sådanne. Vandrestave har mange fordele, og i særdeleshed på en bestigning som Aconcagua, kommer de til sin ret. Følgende kvaliteter kan fremhæves:

- Man øger balanceevnen betydeligt.
- Knæene aflastes betydeligt, og især når man går med oppakning/rygsæk giver stavene en god balance.
- Både på op- og nedstigning giver stavene en god support - både til krop og knæ.

Det er naturligvis individuelt om man har gavn af, og kan lide, at gå med stave. Man kan altid prøve sig frem, og skulle stavene vise sig at være til besvær i et givent terræn, kan de altid spændes på rygsækken. Vi anbefaler teleskopvandrestave. Vær opmærksom på, at stavene skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen, og husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.
Generelt om beklædning

Det er en god idé at opbygge sin beklædning efter "lag-på-lag" princippet. Dette betyder, at man klæder sig, så man har mulighed for at tage tøj af og på efterhånden, som det bliver varmenere eller koldere. Lag-på-lag-princippet har den fordel, at det er lettere at regulere varmen.
Tøj til bestigning

    1 goretex jakke uden varmt for m. hætte
    1 goretex bukser
    1 dunjakke
    1 fleecejakke/ulden sweater. Medbring evt. 1 ekstra ulden sweater eller fleecejakke i stedet for dunjakken
    1 tynd uldtrøje/fleece
    2 sæt uldent eller svedtransporterende undertøj
    2 T-shirts
    1 Fleecebukser
    1 - 2 par lette vandrebukser (et par shorts)
    2 par tykke vandresokker
    2 par tynde indersokker
    2 par vandresokker
    1 balaclava (elefant hue uld/fleece)
    1 varm hue
    1 par meget varme LUFFER i enten goretex eller dun (ingen fingervanter eller fingerhandsker)
    1 par tynde inderhandsker.
    1 varmt tørklæde
Mod solen

    1 tyndt tørklæde mod sol og til kølige dage
    Hat med bred skygge
    Gode solbriller og skibriller (googles)
    Solcreme og læbepromade med faktor, ikke vandbaseret

Det er vigtigt, at dine solbriller har mørkt glas, og lukker ordentligt til omkring øjnene. Vi anbefaler, at man medbringer både solbriller og googles. Googles er uundværlige, hvis det blæser kraftigt i snevejr.
Diverse

    Store plastposer til foring af rygsæk og opbevaring m.m.
    1 stk. termoflaske
    1 par gamacher eller gaiters
    Desinficerende gelé/sæbe til hænderne
    Engangslighter og/eller tændstikker
    Ur med alarm
    6 stk. kemiske engangshåndvarmere
    Multiværktøj, lommekniv
    Ske og kop 300-500ml.
    Pandelampe m. ekstra batterier
    Rejsetøj
    Håndklæder Thermarest el. lignende
    Toiletsager
    Undertøj
    Skrivesager
    Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter (Vær opmærksom på, at visse lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i mindst ½ år efter afrejse fra Danmark).
    Pengebælte
    Sysæt til mindre reparationer
    Kamera og evt. ekstra batterier
    Vådservietter
Specifikke turbemærkninger

Plasticstøvler: påkrævet af myndighederne i Argentina.

Mad: Normalt er appetitten og energien ikke stor i højden, og derfor anbefaler vi at hver deltager medbringers 5 poser frysetørrede retter samt 2 morgenmadsretter, energidrik m.m. Udbuddet af frysetørret mad kan være begrænset i Mendoza, så medbring det helst hjemmefra.

Vandrestave: Vi anbefaler, at man medbringer justerbare vandrestave. Evt. også en isøkse, men det er få steder, isøksen er nyttig, og vi vurderer, at det er mere nødvendigt at kunne holde balancen end at kunne bremse. Guiderne går med isøkse.

Luffer: Det er vigtigt, at have varme luffer med. Vi anbefaler luffer frem for handsker, da det er lettere at holde varmen i fingrene, hvis de holdes samlet, som det er tilfældet i en luffe. Af samme årsag anbefaler vi ikke nogen former for fingervanter til selve topbestigningen. Man kan dog roligt anvende en lidt lettere fingervante til dagsturene og akklimatiseringsturene, eller som supplement til de tykke og solide luffer. Fabrikatet på lufferne kan være gore-tex eller dun. Vigtigst: de skal være varme.

Googles: Hvis vinden blæser, er de uundværlige, og de har desuden den afgørende fordel, at de beskytter ansigtet i stærk blæst og sne.

Solbriller: Vigtigt, at de har mørkt glas, og sidder ordentligt til omkring øjnene.
Sovepose, lagenpose og liggeunderlag

Sovepose SKAL medbringes. Vi anbefaler en sovepose med en komforttemperatur på min. -25° C og omkring 1000 g dun. Det kan blive koldt i de øverste højdelejre (over 5000 m.) og det er vigtigt, at varmekomforten i soveposen er tilstrækkelig, jf. ovenstående anbefalinger. Hvorvidt man vælger en fiber- eller dunsovepose er op til den enkelte, og et individuelt valg. Vigtigst er det, at soveposen opfylder kriteriet om komforttemperatur, og herefter kan man forholde sig til posens vægt m.v.

Liggeunderlag SKAL medbringes. Vi anbefaler Thermarest el.lign., da sådan et godt og fyldigt underlag ikke bare forbedre liggekomforten, men også øger varmekomforten, da kulden kommer nedefra.

Hvis man betvivler, at ens sovepose er varm nok, kan man optimere varmekomforten ved at anvende en inderpose i fleece. Det forbedrer komforttemperaturen med 4 - 5 plus grader.
Hvor køber man udstyr?

I det omfang du skal anskaffe udstyr giver følgende forretninger en god vejledning:

A.V. Ekspeditionsudstyr: 86 51 15 35 (Hårby ved Skanderborg)

Friluftsland www.friluftsland.dk
København, 33 14 51 50
Roskilde, 46 35 43 71
Odense, 66 13 77 22
Århus, 86 18 18 86
Ålborg, 9816 31 50
Leje af udstyr i Mendoza

Ønsker du at leje udstyr, kan dette gøres i Mendoza. Vi anbefaler dog at udstyr medbringes, da vi ikke kan garantere for udbuddet.
Crampons — ca. US$ 35
Vandrestave (pr. par) — ca. US$ 25
Plaststøvler i begrænset udbud (store størrelser, fx. EUR size 47) ca. US$ 70
Sovepose — ca. US$ 100
Helbred

Medicin o. lign. skal medbringes af den enkelte til eget forbrug. Vi anbefaler at man medbringer antibiotika mod maveonde, samt elastikbind, sportstape og vabelplaster. Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medikamenter, du bruger regelmæssigt, sørg da for at medbringe rigeligt til hele turen.
Ekspeditionslederen

Der påhviler ekspeditionslederen et stort ansvar ved at føre en gruppe mennesker på en bestigningstur. Vi håber derfor, at hver enkelt deltager vil hjælpe og respektere lederen. Det er vigtigt at huske, at selvom den tekniske succes afhænger af vore forberedelser, vil den endelige vellykkede gennemførelse afhænge af din egen entusiasme og samarbejdsvilje.

Kontakt os

TURBESKRIVELSE

Argentina - Aconcagua bestigning
Læs

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort