Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Det sorte land med den hvide top

Forfatter: Mogens Lyhne
Ref. TZKS
Printvenlig version
Spredte indtryk fra en fantastisk tur med Topas - Kilimanjaro, safari og Zanzibar 1.-23. juli 2006, KZ063

Overskriften skal forstås helt bogstaveligt. Jeg havde på Google set skræmmende fotos af, at sneen på Kilimanjaro var ved at forsvinde, så det var med udelt fryd jeg efter første dags gråvejr stod tidligt op og fra balkonen på Springlands Hotel så, hvordan den tidlige morgensol ramte de sneklædte sider på bjerget, som ærefrygtindgydende tårnede sig op for ens øjne.
Til gengæld var det en underlig fornemmelse i tre uger kun at være omgivet af sorte mennesker. Okay, vi så andre turister, men udover de to søde og dygtige unge piger, der guidede os - og det hold der kørte parallelt med os - gennem landet, så vi ingen hvide mennesker, der arbejdede – hverken i top eller bund. Hotellets chef var gift med en svensker, hørte vi, men vi så ham aldrig. Til gengæld så vi ofte en sort kvinde med skinnende, rødt hår og et stort smil fare rundt med mobilen klistret til øret, mens hun med den frie hånd dirigerede sin store stab af tjenere, rengøringsdamer, it-folk, osv., der var i gang fra tidlig morgen til sen aften - altid med den lille blok parat. Man slap for at tage pungen op på Springlands, til gengæld var det en god idé lige at tjekke det beløb, man kvitterede for. Havde man købt mere end én øl, kunne der godt opstå regnefejl. Men de blev straks rettet med et stort smil. Især hvis man selv hjalp til.
Oppe ved Machame Gate sad der to små piger og sang om Kilimanjaro. Det satte én i god stemning. Det var også helt fint at se, hvordan den store stab af bærere alle skulle en tur omkring vægten. Der blev passet godt på, at vi ikke fyldte for meget op på deres ryg og hoved. 20 kg (eller var det 25?) var det absolutte max. Vi andre syntes det var hårdt nok med de 6 kg, vi blev bedt om at bære selv. Og alligevel følte vi os på en underlig måde som deltagerne i en klassisk vittighedstegning: den hvide mand med tropehjelmen og geværet på skulderen, fulgt af en endeløs række af bærere.
Nu var geværet skiftet ud med det digitale kamera, men der var 40 sorte til at hjælpe 13 hvide turister og en hvid guide op til toppen. Omari, den særdeles kompetente chefguide og hans stab: 2 kokke, 31 bærere og 6 assisterende guider (som også bar!). De gik dog ikke i en lang række efter os. Ustandseligt blev vi overhalet og hilst af et muntert ”Jambo! – Hej!” Og når vi udmattede nåede frem til campen, var teltene rejst og energigivende te og popcorn parat. Så kunne man ellers bare sidde og nyde naturen, pumpe vand og glæde sig til at få aftensmaden serveret. Derefter nød man den klare stjernehimmel et par minutter, indtil kulden tvang en ned i soveposen. Når man som jeg rejste single, var det lidt spændende, hvem man blev sat sammen med. Jeg var heldig at blive koblet på en nordmand med stor erfaring i fjeldvandring og et hyggeligt og fredsommeligt væsen. Det er jo ret vigtigt, at man kan finde ud af det uden at irritere, for man kommer unægtelig tæt på hinanden. Og selv om der hver morgen blev stillet et vandfad med lunkent vand frem til os, så kom man i løbet af de seks dage til at lugte om kap med bærerne.

Andre har givet malende beskrivelser af turen op til toppen, så jeg vil nøjes med et par detaljer. Først pumperiet. Det eneste arbejde, der blev krævet af os, udover det at gå. Bærerne slæbte store plastdunke med vand fra det nærmeste vandløb. Topas havde indkøbt små, fikse pumper med et filter, der hele tiden skulle renses. Heldigvis havde Omari en større pumpe, som var betydeligt mere effektiv! Vi blev nøje instrueret i, hvordan vi skulle holde styr på slangerne, så vi ikke fik byttet om på den, der stak ned i vandet fra kilden, og den der skulle i den rene flaske. For som det blev sagt, fik vi først en infektion i lejren, så ville vi alle ligge syge. Det kom nu ikke til at holde stik. Adskillige af os fik vrøvl med maven, men altid én ad gangen. Og flere af os klarede alle tre uger uden problemer.
Imponerende, når man tænker på, hvordan al proviant blev slæbt med hele vejen. Hvis vi andre skulle have stået for kosten, ville vi nok have rørt nogle pulvere op med varmt vand. Men nej, vi blev vækket med god og nærende grød, varme pølser og omeletter, frisk udskåret frugt, dødssygt toastbrød og pulverkaffe. Det var det eneste, man kostmæssigt kunne klage over, vi fik ikke på hele turen friskbagt brød (men lune pandekager, hvis man var heldig!) eller ordentlig kaffe – i dette kaffeproducerende land! Efter morgenmaden fik vi en stor madpakke. Hver dag med et hårdkogt æg. Det har været flere hundrede æg, de har slæbt op på bjerget! Dertil kyllinger (ikke levende, men let røgede!), masser af frugter osv.

Som en der aldrig har bevæget sig ret meget i bjerge og har lidt tendens til højdeskræk, var jeg nervøs for den berygtede Barranco Wall. Heldigvis var det klart vejr, da vi nærmede os den på tredjedagen – så vi med egne øjne kunne se, at lodret var den langtfra. Og selv om der var nogle steder, hvor man tog godt fat med hænderne og lod være med at kigge ned, fik man lidt svært ved at tage sig selv helt alvorligt, når man så de unge fyre springe uden om os med deres kæmpe sække, telte osv. på hovedet – og gerne med hænderne i lommen!
Et par stykker var sløje på topnatten, og der var desværre tre, der ikke kom helt op. Vi andre nåede kraterranden ved Stella point, før solen stod op, så det gav sig selv, at alle fortsatte. Og det blev virkelig så fantastisk en oplevelse, som jeg havde forestillet mig, at nå frem til den forhenværende Kaiser Wilhelm Spitze, nu Frihedens Tinde – Uhuru Peak! Måske navnlig for en gammel bogorm som undertegnede, som aldrig før har haft succes med en fysisk præstation. Det gjorde ikke noget, at man var ved at få forfrysninger i fingrene. Der skulle tages billeder, videofilmes og sendes triumferende SMS’er hjem til familien. (Jeg havde på forhånd hørt, at mobildækningen i Tanzania var dårlig, men god netop på toppen!)
Jeg havde læst, at de fleste uheld sker på nedstigningen i gruset, som bliver løst i solvarmen, så jeg bevægede mig yderst forsigtigt nedad. Mette, vores altid årvågne guide, påstod, at jeg havde gummiben, så hun beordrede en af de unge guider til at tage mig under armen. Det føltes en smule ydmygende, som om man var en gammel mand (jeg er 61), men det var nu meget fedt. Nu satte man bare hælene i, og så gik det som i en rutschebane derneda’. Det var også lidt fryd, da han på et tidspunkt snublede, at jeg kunne give ham et: ”Pole! Pole! – Langsomt! Langsomt!” Det som de havde sagt så mange gange til os på vejen op, når de overhalede i fin stil.
Eftermiddagsturen ned gav turens første vabler. På siden af storetæerne. Det var ikke spor morsomt at skulle op og pakke sovepose og underlag, en time efter at man havde fået lov til at lægge sig efter de 8 timer op og de 4 timer ned. Og så at skulle traske af sted igen ned gennem grus og sten. Kure frem og bremse. Det sled. Men efter flere døgns udtalt søvnmangel (den snert af højdesyge jeg fik) sov man utroligt godt og længe i 3100 meters højde i Mweka Camp. Vi havde hørt, at man kunne købe øller dér, men vi nåede aldrig derover, min gæve, norske teltkammerat og jeg. Næste dag gled man de sidste kilometer ned gennem mudderet i regnskoven, akkompagneret af fugleskrig og hujende aber.
Nede ved Mweka Gate blev vi overfaldet. Så snart man nærmede sig, blev man mødt af salgsivrig ungdom, og da man fik sat sig og omsider fik den øl, man havde glædet sig til i dagevis, udviklede det sig til en sand belejring. Efter de mange dage, hvor vi havde mistet al fornemmelse for penge, gik flere af os amok i souvenirindkøb. Men det var altså også herligt at kunne iføre sig en T-shirt med ”JUST DONE IT” malet med store bogstaver henover brystet, et lille, diskret Kili-logo nedenunder og ”Kilimanjaro - pole pole - Uhuru Peak MT. 5895” på ryggen.

Derefter var det helt fint med en rolig dag ved poolen og tid til at få pakket vintertøjet væk. Både på Springlands Hotel og i Hotel Kiponda i Stone Town kunne man anbringe bagagen i depoter, så vi ikke skulle slæbe alting med rundt.

Da vi drog af sted på safari, var der ligesom lagt op til, at nu skulle vi lige have en forsmag i Lake Manyara, så til den imponerende Serengeti slette for endelig at opleve det store clou, den kolossale koncentration af dyr i Ngorongoro krateret. Vi kom nærmest til at opleve det omvendt. Vi kom rigtig tæt på en lang række dyr ved Lake Manyara, ikke mindst en flok små skovelefanter. I Serengeti slog det en, at uanset hvorhen man vendte blikket, var der gazeller. Hele det kæmpemæssige område var fyldt op med dem. Vi så desuden løvejagter, både mislykkede og én der gav gevinst. Vi så løvemor der gelejdede sine unger over vejen mellem de parkerede safaribiler, en sjakal der sloges med et par gribbe om byttet, lige i vejkanten, og i den tidlige morgendæmring lå den sjældne leopard og tronede på et væltet træ. Mette erklærede, at hun aldrig havde oplevet så meget på én safari.
Derefter kørte vi til Ngorongoro. Og det var da fantastisk flot, ikke mindst fra kraterranden. Vi så flokkene af gnuer og zebraer, men næsehorn og elefanter kun på lang afstand. Til gengæld kom vi i absolut nærkontakt med glenterne. Det lykkedes ikke for dem at få vores frokost, men en af dem ramte et par stykker af os med vingespidsen, da den nappede efter et kyllingelår. Og vi endte dagen med et langt stop, hvor vi nød synet af en løve, som lå og gassede sig i græsset, totalt ligeglad med hele verden. Og så nød vi ellers hele vejen igennem at høre på Emmanuel, vores særdeles kyndige safari-guide, som kendte det latinske navn på hver eneste fugl der fløj forbi, selv om han ind imellem måtte låne en kikkert for at være helt sikker.

Vi kørte i bus gennem landet, og vi så lerklinede hytter, snavs og affald, og til sidst slum og sovende folk på gaden i Dar es Salaam. Men vi så også velholdte, små jordlodder og frodige marker, så langt øjet rakte, og på landsbyernes markeder bugnede det med frugt og grønt. Da jeg kom hjem, hørte jeg i tv-nyhederne hvordan ”Afrika” sulter og kun lever af vores nødhjælp, der gør alting meget værre, så de aldrig nogen sinde vil få gang i landbruget. Det var lidt sært at høre. Vel havde vi kun set et lille hjørne af det store kontinent, men det tæller vel også. Og vi så altså ingen nødhjælpspakker, ingen hvide jeeps eller blå hjelme. Vi så intet, der lignede det, de altid viser på tv.

Zanzibar var en helt ny oplevelse. På udenrigsministeriets hjemmeside havde man kunnet læse, at man som dansker skulle holde lav profil i dette muslimske område. Så da vi ankom, og gik gennem de mørke gyder, trykkede vi os lidt. Stemningen blev dog brudt, når man så blev mødt af en flok hujende kvinder. Godt nok var de tilslørede, men de sang og dansede og hilste os med store grin. På hotellet stødte jeg på en lille sortklædt kvinde nede i porten. Da jeg nærmede mig, sad hun med blottet hoved, men skyndte sig at dække hovedet til. Nå, tænkte jeg, nu må man hellere holde lav profil. Men hun sendte mig det mest strålende smil. Hun vil gerne høre om, hvordan vores tur var gået, hvor vi kom fra, og hun håbede, at jeg ville synes om byen. Der var i øvrigt kvindefestival netop nu, den skulle jeg bestemt opleve. Sådan! Man fik gjort lidt op med sine fordomme. Næste dag fik
Topas Travel

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688

Topas er tilsluttet:

REJSEGARANTIFONDEN


Reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort Webdesign & CMS by MCB
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig