Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

rejseprogram

Dag 1
Afrejse
Dag 2
Morosaglia og Paolis fødehjem
Dag 3
De 5 brødre
Dag 4
Vandring i den smukke Tavignano dal
Dag 5
Let vandring og afslapning ved Ile Rousse
Dag 6
San Pedrone – toppen af Castagniccia
Dag 7
Blandt de høje tinder og Monte Cinto
Dag 8
Hjemrejse og ankomst til Danmark.

Lignende ture

Frankrig
Pyrenæerne - Val d’Azun
Irland
Vestirske kystlandskaber
Madeira
Majestætiske tinder og Levadavandring
Italien
Toscana - La Fontanella
Italien
Dolomitterne - Sætere og bjergtinder
Spanien
Cataloniens hjerte
Island
Vandring mellem vulkaner
Frankrig
Provence - Provence og Gorges du Verdon
Frankrig
Korsika - Korsika rundt på cykel
Italien
Sicilien - Vulkanen Etna, Middelhavskysten og bjerglandsbyer


EUROPA

Frankrig - Korsika - Vicinato

        Ref. FRKC

8 dage i det charmerende hus i landsbyen Vicinato. Huset ligger i udkanten af Castagniccia området på den nordlige del af Korsika. Med udgangspunkt herfra oplever vi landsbyerne og bjergene på vandreture omkring huset. Vi vandrer også i den "vilde" indre del af øen omkring de højeste tinder. Alle ture er dagsture.

  • Korsikansk histories vugge, byen Morosaglia, hvor landsfaderen Pascal Paoli er født
  • Vandretur omkring bjerget "de 5 brødre" i Korsikas hjerte
  • Rundtur omkring Stanciacone i området omkring Korsikas højeste bjerg, Monte Cinto, på 2706 m
  • Mulighed for togtur til Tattone og badning i Manganellufloden
  • 360º udsigt fra Castagniccias højeste tinde, San Pedrone i 1767 m
  • Tur til charmerende Ile Rousse ved havet
  • Aftensmåltiderne nydes på lokale restauranter eller i huset med korsikanske specialiteter

Med udgangspunkt i landsbyen Vicinato, skal vi i de kommende dage på en række vandreture, som giver en fornemmelse af terrænet, naturen og kulturen på "Ile de Beauté", Skønhedens Ø.
På Korsika finder man uendelige muligheder for vandreture. Vi har valgt at koncentrere os om den nordlige del af øen. Vi har udvalgt en række vandreture, som afspejler øens naturmæssige rigdom — både i de barske "rigtige" bjerge på det inderste af øen og i det mere venlige terræn ved vestkysten og omkring huset i Castagnicciaområdet.
Huset ligger i landsbyen Vicinato — ca. ½ times kørsel fra hovedvejen mellem Bastia og Corte.
Der er ingen butikker eller barer i byen, men på vandredagene rundt om på øen er der rig mulighed for at stifte bekendtskab med livet på Korsikas små barer.
Huset er et stort og rummeligt stenhus med tykke mure, der giver tilpas kølighed i Korsikas varme klima. Fra terrassen er der udsigt ud over det grønne landskab med Monte Cinto bjerget markant i baggrunden.
I huset findes fælles toiletter og bad, køkken samt opholdsstue. Værelserne er indrettet på husenes præmisser, da alle mure er massive stenvægge. Værelserne er derfor af forskellig størrelse, men hvert af dem har sin egen indretning og atmosfære.
Blandt turledernes mange opgaver hører også husenes funktion i det daglige. Det betyder, at der ikke kan påregnes decideret hotelstandard — der er ikke daglig rengøring af værelserne, sengeredning og udskiftning af håndklæder.
Morgenmad og aftenmåltiderne der indtages i huset, serveres i reglen på terrassen og man må i denne forbindelse regne med at gruppen i fællesskab hjælpes ad med de få praktiske gøremål omkring disse måltider.

Vi bliver transporteret rundt på øen i to 9-personers busser af de to turledere, der er med på hele turen.

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.com
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Afrejse

Vi forlader Danmark, ankommer til Korsika og kører til huset i Vicinato, som ligger ca. fem kvarter fra lufthavnen. Mens solnedgangen over bjergene nydes sammen med et glas rødvin på husets terrasse fordeles værelser, mens turlederne forbereder aftensmad bestående af gode lokale oste og typisk korsikansk charcuteri.
-/-/A
Dag 2. Morosaglia og Paolis fødehjem

Vi starter fra Vicinato og går ad det gamle stisystem, som forbandt landsbyerne før vejene blev anlagt. Landskabet veksler mellem skov og maki (lave tornebuske), og ruten fører os til slut til Morosaglia, hvor Korsikas frihedshelt fra 1700 tallet, Pascal Paoli, er født. Hans fødehjem kan besøges, og man kan drikke en pastis i den lokale bar hos Jack, hvor man samtidig kan følge med i, hvad der foregår på hovedgaden.
Om aftenen spiser vi på en god lokal restaurant tæt ved landsbyen, Vicinato, hvor vi bor.
M/F/-
Dag 3. De 5 brødre

Vi følger i dag den smukke og snoede vej ind langs den dramatiske kløft til Calacuccia og kører herfra op til øens højest beliggende landsby, Calasima, i 1100 m højde. Herfra fortsætter vi ad grusvejen, der fører videre ind i Virudalen. Fra P-pladsen, hvor en af ugens længere vandreture starter, har vi udsigt til Paglia Orba på 2525 m, som tårner sig op foran os.
Vi går rundt om bjerget, Cinque Frati, med de karakteristiske 5 spidse tinder — "de 5 brødre". Stien fører os ind mellem enorme, korsikanske bjergfyr og igen ud i åbent terræn, hvor vi efter et par timer passerer en ruin af et gammelt bjerglandbrug. Inden vi begynder opstigningen til et pas i godt 1900 m højde holdes et velfortjent forkosthvil, mens den bjergtagende udsigt til bl.a. Paglia Orba nydes.
Fra passet kan vi nyde udsigten over Virudalen, som vi er kommet fra og på den anden side se ned til Calacuccia og den store opdæmmede sø. Herfra venter en længere nedstigning til Calasima, hvor vi undervejs kan vi se mere og mere af bjerget "De 5 brødre". Retur i Calasima er der mulighed for en dukkert i det forfriskende flodvand, inden vi igen sætter os i busserne og kører tilbage til Vicinato. Vi spiser på en lokal restaurant på vej hjemad.
M/F/-
Dag 4. Vandring i den smukke Tavignano dal

Vi kører den halve time til Corte, hvor vi parkerer busserne ved siden af citadellet på toppen af byen. Der er i dag mulighed for at tilpasse længden på dagens vandretur efter eget ønske.
Vi er for foden af de centrale bjergmassiver på midten af øen og følger den gamle muldyrssti ind i Tavignanodalen, hvor vi følger floden af samme navn. Det er muligt et stykke inde i dalen at komme helt ned til floden, hvor vi finder perfekt tempereret, klart kildevand som indbyder til en dukkert på en varm dag. Vi spiser vores medbragte picnic og slapper af inden man selv vælger, hvornår man går tilbage til Corte, hvor man kan slentre lidt rundt i den gamle bydel og indsnuse atmosfæren i Korsikas gamle hovedstad. Vi kører retur til Vicinato for at tilberede og nyde aftensmaden på terrassen i huset.
M/F/A
Dag 5. Let vandring og afslapning ved Ile Rousse

Efter morgenmaden kører vi via Ponte Leccia og Desert des Agriates ud til kysten ved byen Ile Rousse. Byen har fået navn efter de karakteristiske, rødlige klippeøer, som ligger i bugten ud for byen.
Fra Ile Rousse køres der op til landsbyen San Antonino, der kan dateres helt tilbage til det niende århundrede og er den ældste beboede landsby på Korsika. San Antonino er bygget på toppen af et bjerg og har god udsigt til en stor del af Balagne.
Der er ofte varmt ved kysten, så det kan være en god idé med en forfriskende drik af koldt vand og friskpresset citronsaft i citroneriet "Maison du Citron" før vandreturen.
Dagens tur går først ned gennem åbent landskab, siden kommer man gennem bevoksning af oliventræer.
Først på eftermiddagen når vi ned til den charmerende by Ile Rousse. I og omkring byen er der herlige strande, hvorfra vi kan tage en dukkert.
Det var den korsikanske frihedshelt Pascal Paoli fra 1700-tallet, som grundlagde byen med de hyggelige gyder og smalle stræder, og hans statue kan i dag ses på byens torv. Her kan man slå sig ned på en af caféerne under platantræerne, mens man kigger på mændene, der samles her for at spille "boule".
Om aftenen kan man på egen hånd spise på en af byens restauranter — f.eks. langs strandpromenaden med flot udsigt over bugten og gode muligheder for at nyde den befriende, kølige havbrise.
M/F/-
Dag 6. San Pedrone — toppen af Castagniccia

I Castagniccia er den højeste tinde, Monte San Pedrone, der med sine 1767 m rejser sig majestætisk over området.
Vi lægger ud fra Col de Prato i 985 m og fortsætter ad en lille skovvej til et plateau, hvor stien deler sig. Herfra fortsætter vi i skoven, som vokser tæt på bjergsiderne. Vi kan holde et hvil efter halvanden times tid ved en lille kilde, som giver koldt og klart drikkevand, hvis sommeren ikke er for tør. Efter opstigning i skoven, når vi ud i åbent terræn, hvor vi finder et plateau i ca. 1500 m med god udsigt — et ideelt sted til at nyde vores medbragte frokost. Efter at have spist og holdt en behørig siesta har vi nu kun ca. ½ time op til toppen af San Pedrone. Herfra er der udsigt over hele Castagniccia. På en klar dag er der udsigt helt til det italienske fastland og øen Elba mellem Korsika og Italien. Mod vest kan vi på det indre af øen se silhuetterne af de høje tinder. Vi fortsætter fra plateauet ned på den anden side af San Pedrone, hvor vi med udsigt mod øst, passerer gennem maki, for til sidst at ende i den lille landsby Campodonico. Efter en slurk vand fra kilden går vi de sidste 2½ km ad den lille ved ned til Pedicroce, hvor vi finder den dejlige restaurant, der serverer vores aftensmad.
M/F/-
Dag 7. Blandt de høje tinder og Monte Cinto

Dagen bliver af flere omtalt som ugens vandringsmæssige højdepunkt og bliver tilbragt i den højeste del af øen. Fra huset kører vi ned til hovedvejen og hele vejen ind i bunden af Ascodalen. Undervejs passerer vi landsbyen af samme navn og fortsætter videre op gennem den dramatiske dal til det tidligere skisportssted Haut Asco i 1450 m højde.
Herfra starter vandreturen, hvor vi går stejlt opad et stykke af den berømte korsikanske vandrerute GR 20, der leder os op blandt de takkede høje tinder, der totalt dominerer denne del af Korsika. Der er nu blandt andet udsigt til Monte Cinto, der tårner sig op mod syd. Vi kan se vores fortsatte rute, som bringer os hen ad bjergkammen, der domineres af takkede "spidser", hvoraf Punta Missoju på 2201 m er en af de højeste. Vi bevæger os ad bjergkammen med udsigt til Cintomassivet og over de dybe dale, der fortaber sig i horisonten til kystegnene ved vestkysten. Fra ugens højeste punkt på 2032 m har vi igen udsigt til Haut Asco og GR 20 vandrestien, der bringer os ned til skisportsstedet igen. Dagens vandretur tager ca. 6 timer. Efter en god kop kaffe eller en kold velfortjent lokal øl hos den lokale barmand Patrice, kører vi tilbage til huset, hvor vi spiser aftensmad.
M/F/A
Dag 8. Hjemrejse og ankomst til Danmark.

Vi siger farvel til Vicinato og kører til lufthavnen for at vende hjem til Danmark. M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -
Overnatning

Overnatning i Topas’ eget landsbyhus med 1-, 2- og 3- sengsværelser. Der er kun et begrænset antal enkeltværelser på turen (der betales tillæg for enkeltværelse).
Maden

Morgenmaden indtages som regel på terrassen og består af lokalt brød, havregryn, müesli etc.
Til frokost køber vi, så vidt det er muligt, specialiteter fra de nærmeste landsbyer, der bliver pakket som "picnic" til indtagelse på vandreturene.
4 aftensmåltider indtages på restaurant. I de tilfælde, hvor vi spiser på en de små familiedrevne restauranter i landsbyerne, har vi på forhånd tilrettelagt faste, specielle korsikanske menuer i samråd med indehaveren. 3 aftensmåltider laves i huset i samarbejde med turlederne. Det kan være enkel og velsmagende lokal ost, skinke, paté osv., forskelligt kød fra den lokale slagter, som steges på grillen eller hvad deltagerne finder på. Disse aftener i huset giver god mulighed for at nyde sceneriet fra terrassen og den rolige atmosfære i landsbyen.
Vinen er fra Domaine Vico og kan nydes ad libitum.
Huset i Vicinato

Der er ca. en ½ times kørsel fra hovedvejen mellem Bastia og Corte til huset. Fra den travle hovedvej fører små veje os gennem et uberørt landskab, som i dag kun bliver brugt til jagt — de lokales kæreste fritidsbeskæftigelse.
Landsbyen Vicinato, hvor huset ligger, er typisk for Castagniccia-området. Husene er opført i stedets forhåndenværende materialer, og de fleste er 300-400 år gamle. De er opført meget gedigent, fordi de har tjent som forrådskammer, bolig og fæstning, hvor familierne har barrikaderet sig i turbulente tider.
Huset ligger smukt med en lille have på de gamle terrasser, som før blev brugt til dyrkning af afgrøder. Huset er bygget sammen med et af landsbyens andre huse, men "åbner" sig ud mod det smukke, kuperede landskab, som kan nydes fra terrassen.
Indretningen er holdt i en enkel, traditionel stil med kalkede vægge og plankegulv. I husets gamle bageovn er der indrettet to toiletter, og nedenunder er der to brusebade. Foruden et køkken og opholdsrum er der endnu en opholdsstue med forbindelse til terrassen.
Varighed og generelt om tidsangivelser

8 dage — heraf 6 dages vandring, grad 2-3.
På denne tur vandrer vi 2½ - 7 timer om dagen.

Tiderne angivet i turbeskrivelsen kan variere fra tur til tur afhængigt af den enkelte gruppe, vejret etc. Derfor skal tidsangivelserne tolkes som vejledende.
Klima

Dagtemperaturer mellem 25 og 30 grader, nattemperaturer mellem 10 og 20 grader. Vejret kan ændre sig hurtigt i bjergområder. Solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time.
Valuta

Det anbefales at medbringe rejsevalutaen i kontante Euro, da vi ofte er i bjergene i bankernes åbningstider.
Adgang til el

Der er god adgang til strøm til opladning af batterier på denne tur. Husk at medbringe multistik, da udformningen af de lokale stikkontakter kan variere fra den danske standard.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke, at vore vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor det kun er tilladt at sende SMS og samtale, når man ikke er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Litteratur

Politikens: Turen går til Korsika
Sunflower serien: Landscapes of Corsica.
Insight Guides: Corsica.
Kort

Bastia-Corte IGN73 1:100.000.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse Danmark - Bastia t/r, inkl. skatter og afgifter
Dansktalende turleder
Indkvartering i landsbyhus, i dobbelt- eller fleresengsværelser
Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne
Al transport, med undtagelse af evt. togtur til Tattone
Vin, ad libitum i huset
Bidrag til rejsegarantifonden
Hvad der ikke er inkluderet

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Evt. tillæg for enkeltværelse 1.300 DKK (begrænset antal)
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser, beregn ca. DKK. 140-185,- pr. måltid inkl. vin.
Togbillet til Tattone, ca. DKK. 40,-
Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
Entré til museer o.lign.

FOTOS

Frankrig - Korsika
Vis billedserien

TESTIMONIALS

Bjarne Jessen
FRKC1004
"Vi er et ægtepar på 48 og 49 år, der for første gang var med Topas - en rigtig god oplevelse - til trods for at programmet var hårdt - sikkert på grund af for lidt træning til de fysiske strabadser i bjergene. Vi nød de mange timers samvær med gruppen. Kæmpe ros til vore guider Felicia og Bendicte."
Mette Villars Jørgensen
FRKC1104
"Vandreture på Korsika 2011 med Maj & Tobias som rejseledere har været en fantastisk smuk tur og en dejlig kulturformidling af landet og lokalsamfundet.
Kæmpe tak og kærlig hilsen Mette & Benny, Johanne og Emma"
Sanne Krarup
FRKC1102
"Tilrettelæggelserne af dagsturene var meget gennemtænkte og varierede. Der var tænkt på alt, både turene, forplejning og det sociale. Helt igennem velkomponeret tur."
Eva Marie Tang Kirk
FRKC1102
"Topas' rejser er noget for mig som elsker vandring, socialt samvær med spændende mennesker, smuk natur og at møde nye kulturer. Samtidig er det rart, at jeg ikke skal tænke noget videre over planlægning af turen - det er klaret på forhånd."
Kristian Fogh
FRKC1106
"Blandt mange af de ture jeg har været på, har denne været en af de bedste. Huset vi bor i er ikke luksus, men fuld af charme og med en paradisisk beliggenhed. De meget varierede vandreture byder på et væld af skønne udsigter."
Bjarne Jessen
FRKC1004
"Vi er et ægtepar på 48 og 49 år, der for første gang var med Topas - en rigtig god oplevelse - til trods for at programmet var hårdt - sikkert på grund af for lidt træning til de fysiske strabadser i bjergene. Vi nød de mange timers samvær med gruppen. Kæmpe ros til vore guider Felicia og Bendicte."
Se alle

BRUGERFOTOS

Frankrig - Korsika – Vicinato - FRKC0803 af: John Hansen
Vis billedserien
Frankrig - Korsika - Vicinato - FRKC1003 af: Lise
Vis billedserien

VIDEOER

Korsika Vincinato - KC
Se video
Video - Korsika - Canaglia
Se video
Video - Korsika - Corte
Se video
Video - Korsika - De 5 Brødre
Se video
Video - Korsika - Ile Rousse
Se video
Video - Korsika - Vicinato
Se video
Video - Korsika - San Pedrone
Se video
Video - Korsika - Morosaglia
Se video
Video - Korsika - Monte Cinto
Se video

REJSEBREVE

Bag om Vicinato Forfatter: Lars Lihme
Bag om Vicinato

PAKKELISTE

Frankrig - Korsika - Vicinato
Læs

Gratis rejsebazar

Gratis rejsebazar
Vi afholder vores årlige rejsebazar i både Aarhus & København

Læs mere her:
København d. 21. & 22. Jan
Aarhus d. 4. Feb

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort