book rejse
|
Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram. Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk
|
rejseprogram
|
Dag 1 Afrejse |
Dag 2 Rundtur i Santiago |
Dag 3 Bustur op over Andesbjergene |
Dag 4 Cykeltur til vingård i Mendoza |
Dag 5 Valle dei Uco langs Andesbjergene |
Dag 6 Frokost i det fri ved foden af Andes |
Dag 7 På cykel til de luksuriøse termiske bade |
Dag 8 Guidet cykeltur rundt i Buenos Aires |
Dag 9 På egen hånd i Buenos Aires |
Dag 10 Søndagsfri i Buenos Aires |
Dag 11 På cykel ind til San Antonio, en gammel charmerende prærieby |
Dag 12 Cykeltur til ranch på prærien |
Dag 13 En rigtig argentinsk "asado"-grillaften" |
Dag 15 Ankomst til Danmark |
|
 |
SYDAMERIKA |
|
Argentina - Pampas og Buenos Aires på cykel
|
|
|

|
Maradona, Evita og verdens bedste bøffer.... Det er det, der dukker frem på nethinden hos de fleste, når snakken falder på Argentina. Men Argentina er utroligt meget mere; intenst, dramatisk, uendelige vidder, de store kontrasters land. Argentina rummer det meste, fra Buenos Aires, en moderne storby med sydeuropæisk charme til pampaen med cowboys og endeløse prærier. Fra junglen i nord og Andesbjergenes sneklædte toppe mod vest til Ildlandet tæt ved Sydpolen. Men Argentina er også frodige frugtplantager og vinmarker så langt øjet rækker. Argentina byder på stort set alt med sin gigantiske udstrækning, der tæller godt 3500 km fra nord til syd og godt 1000 fra øst til vest. Det er svært at nå bare en lille del på en enkelt rejse. Vi prøver at opleve et tværsnit af landet, men som altid i vores eget rolige tempo, adstadigt, på cykel. Ligeså mangfoldigt landet er, ligeså broget og sammensat fremstår dets befolkning. Argentina var indtil slutningen af det 18. århundrede beboet af de spanske efterkommere. Men med de store immigrationer fra Europa i slutningen af 1800-tallet blev Argentina med sine rigelige og frugtbare jorde immigranternes paradis. Heriblandt ikke så få danskere som var med til at grundlægge landets stolte landbrugstraditioner. På denne cykelferie begynder vi rejsen i Santiago, Chile. Kører i bus den fantastiske tur over Andesbjergene til det argentinske vinområde, Mendoza, hvorfra vores cykelferie udgår de næste mange dage. Dernæst i luksusnatbus til hovedstaden Buenos Aires, hvor vi er nogle dage, hvorefter den egentlige cykelferie på Pampaen slutter i den lille by, San Antonio de Areco. Besøg i Santiago de Chile.
- Flot bustur over Andesbjergene
- Cykelferie i vinområdet Mendoza
- Vinbesøg i Bodega Benegas, en hyggelig familieejet vingård
- Besøg i vingården Bodegas Alta Vista
- Cykelture i dalen Valle del Uco
- Med Andesbjergene som baggrund cykler vi til Villa Vicencio, et gammelt termal
- Vi cykler fra hotellet på den gamle vej til Chile til Hotel Termas i Cacheutas dal
- Buenos Aires på cykel. En anderledes oplevelse af den pulserende by
- Vi cykler ud på de store vidder og oplever den argentiske prærie
- En rigtig argentinsk "asado"-grillaften
|
|
|
Appetizer — se zoomudgave på maps.google.dk Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
|
Dag 1. Afrejse
Afgang fra København med ankomst i Santiago de Chile. /-
|
Dag 2. Rundtur i Santiago
Vi ankommer om morgenen (lokal tid) og bliver checket ind på vores gode hotel midt i centrum. Efter flyturen er det godt at bevæge sig lidt, så vi tager en guidet rundtur i centrum af Santiago til fods. Eftermiddagen er fri til at udforske Santiago på egen hånd eller måske tage tilbage til hotellet og få et hvil. Der er ikke plads til større grupper i Pablo Nerudas hus, til gengæld besøger vi: Cerro Santa Lucia (Santa Lucia bakken), Palacio de la Moneda (præsidentens palæ), Plaza de Armas (hovedplads) og Mercado Central. Vi spiser aftensmad på hotellet. M/-/A
|
Dag 3. Bustur op over Andesbjergene
Vi kører fra Santiago tidligt og begiver os op i Andesbjergene ad den samme vej som Inkaerne de sidste 3000 år. Vi krydser grænsen til Argentina med den mest spektakulære udsigt som baggrund og stopper for at se ‘puente del inca’ - inkaens bro, et utroligt naturfænomen, som er et resultat af millioner års mineralaflejring. Her spiser vi en let frokost. Andesbjergene ligger som en dramatisk og smuk baggrund til de frodige dale, hvor vinstokkene og frugttræerne gror i endeløse rækker. Her produceres nogle af de bedste af verdens "nye vine", der på få år har taget konkurrencen godt og grundigt op med de gamle producenter i Sydeuropa. Området omkring Mendoza er barskt og hårdt. Så snart man kommer lidt uden for byen er alt tørt, og jorden er dækket af støv og sten. Men rundt om er der små oaser, en bæk, et lille hus nogle græssende køer. Det er et fantastisk område at tage på cykel- eller trekkingtur i. Her oplever man for alvor den argentinske natur med de store vidder og enorme bjerge. En af vores cykelture går langs foden af Sydamerikas højeste bjerg, der udover at være et af argentinernes fortrukne skisportssteder om vinteren, også er den majestætiske kondors hjemsted. Vi ankommer ud på eftermiddagen til Mendoza, hvor vi bliver indkvarteret på vores hotel og får udleveret og justeret cykler. Vi bor i en lille forstad til Mendoza, der hedder Chacres de Coria. Her har vi fundet et charmerende udgangspunkt for cykelturene rundt i mellem de store vingårde. Bydelen har sit eget lille centrum med en sydlandsk plads ved kirken og masser af små butikker. Når man cykler ud derfra, rejser de slanke søjleformede træer sig mod himlen og danner en højtidelig ramme om de mange alleer. Om aftenen kører vi til Bodega Benegas, en hyggelig familieejet vingård, hvor vi får en behørig introduktion til områdets vinproduktion og nyder et glas Malbec, Argentinas nationaldrue. Alt imens bliver der gjort parat til vores aftensmåltid. M/F/A
|
Dag 4. Cykeltur til vingård i Mendoza
Efter den afslappende start på Argentina skal vi i sadlerne. Vi cykler om morgen fra hotellet rundt igenem forskellige landeveje på vingårdsområdet. Vi besøger vingård Bodegas Alta Vista med en lille smagsprøve. Vi spiser let frokost på Chacras de Corias hovedplads og cykler tilbage til hotellet. Sent om eftermiddagen kører vi en tur til Mendoza, hvor vi besøger centrum af byen. Der vil være lidt fritid til at gå rundt i centrum. Derefter kører vi til Almacen del Sur, en fin restaurant tæt på hotellet, hvor vi får aftensmad. M/-/A
|
Dag 5. Valle dei Uco langs Andesbjergene
Efter morgenmaden kører vi med bus til nabodalen Valle del Uco, hvor vi bliver sat af sammen med cyklerne. Herfra cykler vi gennem det fascinerende landskab langs foden af Andes, hvor det eneste selskab for det meste er køer, får, et par danske cyklister og måske en kondor langt oppe i bjergene. Vi spiser frokost et hyggeligt sted i højderne og bliver kørt med bus tilbage til vores hotel. Aftensmaden på egen hånd, enten på hotellets udmærkede restaurant eller en af de mange hyggelige steder tæt på. M/F/-
|
Dag 6. Frokost i det fri ved foden af Andes
Vi starter tidligt og kører op i højderne, hvor vi bliver sat af i byen Uspallata 120 km fra Mendoza. Efter en kort opstigning går det nedad igennem fantastiske dale med Andes som dramatisk baggrund, til vi kommer til Villa Vicencio, et gammelt termal. I Villavicencio spiser vi en let frokost i det fri. Derefter har vi mulighed for at udforske området og evt. besøge det gamle termalhotel og kirken, før bussen kører os tilbage til hotellet. Aftensmad på egen hånd. M/F/-
|
Dag 7. På cykel til de luksuriøse termiske bade
Vi cykler fra hotellet på den gamle vej til Chile til Hotel Termas i Cacheutas dal. Vi spiser stor frokost på hotellet og derefter har vi fritid til at benytte de luxuriøse termiske bade og nyde den imponerende udsigt af Mendozas floden, der løber igennem bjergene. Om eftermiddagen kører vi til hotellet, hvor vi bliver hentet af natbussen, der skal køre os til Buenos Aires. Aftensmad på vejen. M/F/A
|
Dag 8. Guidet cykeltur rundt i Buenos Aires
De sidste timer inden vi kommer frem til estancia’en, kører vi i dagslys over Pampaen — den endeløse argentinske prærie. Så langt øjet rækker er der stepper med græs og køer. Vi ankommer om formiddagen til Buenos Aires, hvor vi bliver indkvarteret på vores hotel midt i byen. Buenos Aires er en af verdens ‘store’ byer, ikke kun på grund af de 12 millioner indbyggere, der bor i byen og omegnskommunerne, men selve byens sjæl emmer af storhed, lige fra de store palæer og boulevarder til boheme caféer og gamle barer. Det er en forunderlig by at komme ind til. Kører man i bil eller bus, kommer man igennem endeløse forstadskvarterer, det ene mere trøstesløst end det næste. Motorvejen bliver bredere og bredere for til sidst at ende i centrum og blive til en 18 sporet vej — verdens bredeste boulevard! Men så indfinder den sig, Buenos Aires' charme. Pludselig nede blandt de latinamerikanske skyskrabere forstår man, hvorfor Buenos Aires er så speciel. Der er en lille bar, der minder en om Spanien, men så alligevel ikke. En restaurant med italienske specialiteter, produceret i Argentina. Et sted med hurtige pizzer på alle bordene, øl i lange baner og en lokal topkamp mellem to af verdens bedste fodboldhold på skærmen. Buenos Aires er en forunderlig blanding af en latinamerikansk hektisk storby tilsat en god del Italien og Spanien. Byens mange forskellige kvarterer byder på hver deres charme og særpræg, fra det historiske monumentale Retiro over det fashionable ‘Recoletta’ med den berømte kirkegård, hvor bl.a Evita ligger begravet, til San Telmos hyggelige boheme-stemning med antikmarkeder og tango i gyderne samt Palermos hippe-shopping-område. Og tilbage i centrum mærker man tydeligt historiens vingesus, når man går fra Præsidentpaladset op til kongressen af Avenida de Mayo med sine imposante bygninger. Efter indkvarteringen er der mulighed for at slentre lidt rundt og spise frokost på en af de mange cafeer og restauranter i området. Om eftermiddagen begiver vi os ud i Buenos Aires på cykel. Vores lokale cykelguide giver os en anderledes oplevelse af den pulserende by. Vi slutter turen ved en restaurant tæt på hotellet og spiser aftensmad. M/-/A
|
Dag 9. På egen hånd i Buenos Aires
Dagen er på egen hånd til opdagelse i en af kontinentets mest spændende byer. Byen er et virvar af forskellige stilarter og kvarterer med både grønne parker, intime gader med tangodans og Maradonas gamle hjemmebane. Man kunne eksempelvis besøge den berømte kirkegård, hvor Evita Peron ligger begravet, shoppe i det hippe Palermo Viejo eller suge atmosfæren og en kop kaffe til sig i de fornemme saloner, hvor Luis Borges og andre berømte argentinere er kommet gennem de sidste 50 år. Byens væld af museer, butikker og cafeer når man nemt til fods eller via det velfungerende metronet. M/-/-
|
Dag 10. Søndagsfri i Buenos Aires
Sidste hele dag i Buenos Aires kan man benytte til at få udforsket det, man ellers ikke fik nået. Vil man ud af byen, kunne man krydse over Rio de la Plata og besøge den hyggelige Colonia del Sacramento i Uruguay. Man kan også tage en tur op til floddeltaet nord for byen med rig mulighed for at sejle på de små kanaler og åer og opleve, hvordan folket fra Buenos Aires holder søndagsfri. Vi mødes om aftenen og spiser på en restaurant i nærheden af hotellet. M/-/A
|
Dag 11. På cykel ind til San Antonio, en gammel charmerende prærieby
Efter morgenmaden kører vi mod San Antonio de Areco (120 km fra Buenos Aires), en autentisk lille landsbyperle midt i den argentiske pampas. Her bliver vi indlogeret i landlig idyl på vores estancia, en autentisk argentisk landejendom blandt gauchoer og heste. Billedet, som de fleste forbinder med Argentina, er vel nok de store vidder med græssende kvæg, som drives op af lokale cowboys, gauchoerne, som stadig holder de gamle landbrugstraditioner i hævd. Om aftenen mødes de enten ved bålet eller tilbage på ranchen, hvor de fortæller røverhistorier og hygger til den lyse morgen. Man fornemmer virkelig de store vidder. Her har kvæget rigtig god plads, og det grønne tæppe fortsætter så langt øjet rækker. De traditionelle ranches eller ‘estancias’ udgør fortsat rygraden i den vigtige landbrugsproduktion, som for 150 år siden var med til at gøre landet til en af verdens rigeste. Nu suppleres kvægproduktionen med rekreationsturisme, der drives med den varme gæstfrihed, der får en til at føle sig som del af familien. Vi bor på en estancia i udkanten af den lille by San Antonio de Areco. Byen, som man kan cykle ind til, er en charmende gammel prærieby. I de små gader med lave huse får man en fornemmelse af, hvordan det var i gamle dage, og på mange måder stadig er i dag. Mange gauchoer kommer nemlig stadig ind til baren på hest efter en lang dag på prærien. Om aftenen spiser vi på en restaurant i byen. M/-/A
|
Dag 12. Cykeltur til ranch på prærien
Vores cykler står klar fra morgenstunden, og vi kører ud på de store vidder og oplever den argentiske prærie, hvor noget af verdens bedste kvæg går og græsser. Vi besøger en ranch i området og ser, hvordan kvægdriften foregår på prærien. Vi spiser en let frokost i det grønne og vender tilbage til San Antonio. Her er der rig mulighed for at besøge de små cafeer, antikforretninger og sølvsmede, som byen er kendt for. Aftensmad på egen hånd. M/F/-
|
Dag 13. En rigtig argentinsk "asado"-grillaften"
Der er næppe noget mere idyllisk og afslappende end at være på landet. Den storslåede natur og de gavmilde og venlige folk på gården giver ro til at nyde naturen. Som det sig hør og bør på en ‘estancia’ er der naturligvis også heste, hvis man ville ride en tur, eller stier i det bakkede terræn, hvis man hellere vil på opdagelse til fods. Området byder på mange cykelmuligheder og vores lokalkendte guide tager gerne med på en lille ekstratur for dem, der har lyst. Måske har man bare lyst til at slappe af med en god bog i de skønne omgivelser, og så er der ikke noget bedre sted. Om aften forebereder vores værter en rigtig argentinsk "asado"-grillaften. M/F/A
|
Dag 14. Afrejse til Danmark
Vi tager afsked med Argentina og rejser hjemad med masser af indtryk i bagagen. M/-/A
|
Dag 15. Ankomst til Danmark
Ankomst til København. M/F/-
|
Måltider
Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
|
Overnatning
Indkvartering er på gode hoteller i byerne. Der er mulighed for tilkøb af enkeltværelse mod et tillæg angivet nederst på siden.
|
Vaccinationer
Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende. Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
|
Klima
Overordnet set temperet klima med gennemsnitlige dagtemperaturer på 15-25 grader (om aftenen kan det i Mendoza-området godt være lidt køligere).
Sæsonerne skifter modsat den nordlige halvkugle, altså vinter i Maj-Aug og sommer Nov-Feb. I Mendoza er det overvejende tørt med mange solskinstimer (vigtigt med solcreme af høj faktor). På Pampasen og i Buenos Aires er der fugtigere, og der kan falde regn.
|
Valuta
Argentina er et anden-verdens land og ikke så billigt som f.eks. Vietnam, Laos og Cambodia. Prisniveauet er vel lidt under det almindelige vestlige. Medbring nogle kontante Euro eller US dollars samt kreditkort. Der er hæveautomater i de større byer.
|
Drikkepenge
Drikkepenge er ikke obligatoriske, men på restauranter er det forventet i størrelsesorden 10%.
|
Indrejse
Der må IKKE medtages madvarer af nogen art hverken til Chile eller Argentina, heller ikke tørret frugt eller nødder. Tolderne er meget emsige, og det kan koste store forsinkelser og bøder.
|
Cykler
Vi leverer cykler til deltagerne. Cyklerne er af god kvalitet, og der medvirker særdeles kompetente og hjælpsomme lokale servicefolk.
Der er ikke cykler til rådighed dag 11 og 12. Vi vurderer, at det er for farligt at cykle rundt på egen hånd i Buenos Aires. Vi cykler den dag, vi ankommer. Det er en søndag, hvorved det er relativt stille. Du skal selv medbringe cykelhjelm, hvis du ønsker at bruge en sådan.
|
Deltagerprisen inkluderer:
Fly Danmark/Santiago — Buenos Aires/Danmark, inkl. skatter og afgifter Natbus: Mendoza - Buenos Aires Alle overnatninger Dansktalende turleder Måltider som er indikeret i turbeskrivelsen Al lokal transport i forbindelse med afvikling af programmet Leje af cykler Mekanikerassistance Bidrag til rejsegarantifonden
|
Deltagerprisen inkluderer ikke:
Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer Entré til museer o. lign Drikkepenge til lokale guider Drikkepenge på restaurant m.m. Evt. enkeltværelsestillæg, DKK 3.900,- Evt. afbestillingsforsikring Rejseforsikring
|
|
|
|
 |
FOTOS |
 |
Cykelferie oversøisk |
|
Cykelferie oversøisk
|
På de oversøiske cykelferier findes cyklerne på stedet. Det vil enten være almindelige cykler eller mountainbikes, alt efter hvad der i det pågældende land er muligt at skaffe. Vi cykler rundt i de områder hvor vi bor og hvor også de lokale cykler. Kun i få tilfælde cykler vi fra sted til sted. Når vi skifter bosted foregår det med bus, båd, tog eller fly. På alle rejser er der danske turledere, lokale guider og servicefolk. Vær opmærksom på, at cyklen på de oversøiske rejser mest er at betragte som et oplevelsesmiddel. Det betyder ikke, at du ikke får en god gang motion, men veje og stier der benyttes er i beboelsesområder og ikke i bjergene.
|
|
 |
Gratis rejsebazar |
 |
FACEBOOK |
 |
Tip en ven! |
|