Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Nepal - Trekking i Dolpo

Status:

Turen er åben for booking Garanteret afgang

Afrejse:

25.10.2018

Hjemkomst:

15.11.2018
 
DKK 34.970 ,-

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

13.07.2019

Hjemkomst:

03.08.2019
 
DKK 34.970 ,-

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

28.10.2019

Hjemkomst:

18.11.2019
 
DKK 34.970 ,-

Lignende ture

Nepal
Trekking rundt om Manaslu
Nepal
Everest Base Camp og Cho La pas
Nepal
Annapurna Panorama


Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden
Print rejsen
Send til ven

personer synes godt om dette

         

Nepal - Trekking i Dolpo - Phoksundo Lake, tibetansk buddhisme og højalpine bjergpas

Ref. NPDP

Dolpos juvel: Phoksundo Lake i 3.700 m.

I Dolpo ses mange tibetansk buddhistiske varemærker

Trekkets andet højeste pas; Bagala La (5.100 m)

Fantastiske landskaber ved bosættelsen Dho Tarap

De lokale i område er hårdføre mennesker, der lever højt oppe

Buddhistiske bedeflag flagrer i vinden og ses i mange bjergpas

Fra sporet kan man skimte den hellige sø, Phoksundo Lake

Det smukke bjerg Dhaulagiri (8.167 m) tårner op ude i horisonten

Stupa Swayambhunath i Kathmandu

Lokale kvinder i marken

Phoksundo Lake er Nepals dybeste sø

Stien følger bjergsiden i bogstavelig forstand

Vi har egne telte med og camperer midt i Dolpos flotte natur

Farverige og altid livlige, skønne Kathmandu

Et stærkt team af lokale bærere, kok, guider og en dansktalende turleder

Terrænet på trekket er meget varieret

En lokal kvinde i Dho Tarap

Buddhistisk kloster i Dho Tarap

Oplev spirende græs på markerne om sommeren i Dolpo

Trekket starter i lavlandet

Bedeflag velsigne husene i landsbyen

Tenzing Sherpa - en af vores trofaste og altid glade sherpaer

Bosættelsen Ringmo smukt beliggende ved Phoksundo Lake

Vi bevæger os blandt 6000 og 7000 m høje bjerge i Dolpo

Bahakapur, Kathmandu

Det er ikke mange andre trekkere, man møder på stierne i Dolpo

På vej ned fra trekkets højeste pas: Numela La (5.315 m)

Hvad skulle vi gøre uden vores stærke bærere?

Alle veje (næsten) fører til Dolpo

Hårdføre planter overlever i Dolpos golde jord

I Dolpos øvre og køligere del møder vi yak okserne

Vi flyver med propelfly til Nepalgunj og videre til Juphal

Vandring tæt på floden, som bringer liv til bosættelserne

Det kræver lidt kræfter at give bedemøllerne et godt spin!

Hundrede år gamle buddhistiske stupaer

Dagens camp er nået og der pakkes ud

Buddhaer i alle afskygninger i Kathmandus butikker

NYT TREK I NEPAL!
Kom med på pionertur i efteråret 2018.
Max. 12 deltagere

I det nordvestlige Nepal har du nu mulighed for at komme med på en 22 dages trekkingtur til Dolpo. Dette gamle tibetansk-buddhistiske rige er en gemt skat og er kendt som et af de mest øde områder af Himalaya. Med denne vandretur har du chancen for at træde ind i den dybeste del af Himalayabjergene — på et varieret og udfordrende trek, der fører gennem dybe skove, over tibetanske græssletter, langs brusende floder og over højalpine bjergpas, hvor den tynde luft sætter åndedrættet på prøve.

Trekket i området Lower Dolpo er en særdeles interessant blanding af sneklædte bjerge, isolerede landsbyer, buddhistiske klostre og et indblik i en interessant nomadekultur. Den åbensindede lokalbefolkning har stærke kulturelle traditioner, hvis rødder rækker ind i Tibet. Plante- og dyrelivet er yderst varieret og du kan være heldig at se en sjælden sneleopard eller et knap så sjældent blåt får.

Dolpo er også kendt for krystalklare bjergsøer. Den mest bemærkelsesværdige af dem er den hellige sø, Shey Phoksundo Lake, også kaldet "Dolpos juvel". Den finder vi i Shey Phoksundo National Park, som er Nepals største, men samtidig en af de mindst besøgte. Shey Phoksundo Lake er foruden at være Dolpos varemærke også landets dybeste sø på 145 m. Krystalklar, dybblå og fuldstændig blottet for marineliv, ligger den smukt omgivet af skarpe klipper og bjerge i 3.700 meters højde. Trekkets to højeste pas, Numela La (5.315 m) og Bagala La (5.100 m), belønner os med udsigt til bl.a. Mt. Dhaulagiri (8.167 m) og Mt. Annapurna (8.091 m).

På det 14 dage lange trek camperer vi i medbragte telte, da her ikke er tehuse eller faciliteter for trekkere, som det ellers ses i mere populære regioner som Everest, Annapurna og Manaslu. Denne mangel på faciliteter ser vi som et aktiv, da det gør det muligt at opleve et isoleret og relativt uspoleret hjørne af Nepal. Turen ledes af en dansktalende turleder, der samarbejder med et rutineret nepalesisk team bestående af en kok, køkkenhjælpere, assistentguider og en sidar-guide.

  • Farverige og livlige Kathmandu med buddhistiske templer, stupaer og den gamle kongepalads Durbar Square.
  • To smukke flyvninger langs Himalaya bjergkæden — fra Kathmandu til Nepalgunj i lavlandet Terai og videre til Juphal i det nordvestlige Nepal
  • 14-dages camping trek i Lower Dolpo med telte, bærere, kokke og nepalesiske guider
  • Shey Phoksundo: Nepals største nationalpark, der som den eneste ligger i Trans-Himalaya
  • Indblik i et spændende område præget af tibetansk buddhisme og nomadeliv
  • Højalpine bjergpas Numela La (5.115 m) og Bagala La (5.100 m)
  • Sublime udsigter til to af verdens bjerggiganter, Mt. Dhaulagiri (8.167 m) og Mt. Annapurna (8.091 m)
  • Landsbyen Ringmo, hvor de lokale praktiserer Bon-religionen, en gammel animistisk og shamanistisk buddhistisk trosretning i Tibet.
  • Landets dybeste sø, Shey Phoksundo Lake, der også kaldes "Dolpos juvel"

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Pionertur:

Den første afgang af dette nye trek i Dolpo (ref. NPDP1801 fra den 25/10-15/11, 2018) gennemføres som en pionertur med max 12 deltagere. En pionertur betyder, at deltagerne får mulighed for at afprøve og udforske et 'nyt' området sammen med en af vores erfarne turledere i Nepal for første gang. Det er spændende og sjovt, men kun hvis man er eventyrlysten, åben, nysgerrig og tolerant i forhold til eventuelle ændringer. For at deltage på turen er det en forudsætning, at man er indstillet på, at turen ikke er gennemprøvet med deltagere før. Dette betyder naturligvis ikke, at vi ikke aner, hvad vi laver. Vi har i mange år kørt pionerture rundt omkring i verden med stor succes, og for mange af vores deltagere er det et stort aktiv at være med ude at se på et område for første gang. Desuden har vores rutinerede nepalesiske team været i området før, og selvom vores skarpe danske turleder betræder terrænet i Dolpo for første gang sammen med jer, har han eller hun stort kendskab til Nepal og et gedigent trekking-CV i landet.
Dag 1. Afrejse Danmark

Vi rejser fra Danmark og sætter kurs mod bjergnationen, Nepal.
Dag 2. Ankomst Nepal

Vi ankommer til Nepals hovedstad, Kathmandu, og har et par spændende dage inden trekket i Dolpo starter. Med bus kører vi fra lufthavnen igennem byens travle trafik, og igennem bussens vinduer får vi det første spæde indtryk af folket og landet — for ikke at nævne de alternative trafikregler. Ved ankomst til hotellet, som er centralt placeret i Kathmandu, står den først på indkvartering og derefter et velkomstmøde, hvor turen vil blive gennemgået. Spørgsmål vil blive besvaret og praktiske oplysninger og gode råd deles ud fra turlederens side.
-/-/-
Dag 3. Kathmandu og møde om trekket

Efter morgenmaden samles gruppen til et trekkingmøde, hvor turlederen vil sørge for, at alle føler sig ordentligt forberedte til det forestående trek. Trekket bliver gennemgået i overordnede træk på et kort, og turlederen kommer omkring praktiske ting som hygiejne, vand, mad og udstyr. Han eller hun vil også informere om vandreregler og højdetilvænning.

Efter mødet er dagen til fri disposition. Man kan naturligvis bruge dagen på at tage ud at se nogle af byens mange seværdigheder, men det er først og fremmest en god idé at få pakket og gjort sig klar til trekket, da der ikke er mulighed for at handle hverken Snickers, ørepropper, batterier eller andre nødvendigheder i Dolpo området. Kathmandu byder på et væld af spændende seværdigheder, som turlederen vil præsentere på mødet. De største turistattraktioner i Kathmandu er Pashupatinath templet, det gamle kongepalads Durbar Square og Sydasiens største buddhistiske stupa, Bodnath.
M/-/-
Dag 4. Med fly til Nepalgunj i lavlandet Terai

Der er tidlig afgang fra Kathmandus indenrigslufthavn. Der hersker ofte en småkaotisk stemning her, da den lille lufthavn i Kathmandu betjener små propelfly til landets forskellige distrikter og i alt 53 små lufthavne.

Vi flyver til Nepalgunj, som ligger tæt på den indiske grænse i den vestlige del af lavlandet Terai. Nepalgunj er en vigtig mellemstation for fly videre mod vestlige og mellemvestlige destinationer i Nepal, og vi gør holdt i Nepalgunj og venter på vores fly videre mod Juphal i Dolpo provinsen næste morgen. Overnatningen foregår på en lokalt hotel og måske er det på tide at smage turens første Dal Bhat, som er Nepals nationalret bestående af ris, linser, pickles og curry.
M/-/-
Dag 5. Videre med fly til Juphal og trek til Dunai (2.150 m)

Vi flyver ca. 35 minutter til Juphal, som ligger i bjergene længere mod nord. Her venter vores lokale mandskab på os: bærere, guider, kokke og køkkenhjælpere. Og efter at de har organiseret telte, mad og alt andet udstyr, vi skal have med, er vi klar til afgang. Trekkets første dag er på ca. 3 — 4 timers vandring og hen på eftermiddagen ankommer vi til vores første overnatningssted. Dunai (2.150 m) er en mindre landsby med en skole, en politistation og et par regeringsbygninger.
M/F/A
Dag 6. Trek fra Dunai til Tarakot (2.450 m, ca. 6 timer)

Vores kok er i gang med at tilberede morgenmad til os, mens vi endnu sover i teltene. Når solen står op, bliver vi vækket af de nepalesiske guider med te og et varmt vaskefad i teltene. Selvom et camping trek er primitivt, kan det alligevel føles næsten luksuriøst med dette morgenscenarie. Vi spiser morgenmad i spiseteltet og hjælper vores mandskab med at pakke lejren sammen. Vi har om formiddagen en længere opstigning på ca. 4 timer igennem dalen til den lille landsby, Lawan, hvor vi spiser frokost.

Vi trekker i lavlandet og det er sommetider muligt at se store hvide sommerfugle. Også cannabisplanter ses hyppigt i dette område. Efter frokost er der kun ca. en times vandring til dagens camp, som ligger tæt på floden med landsbyen Tarakot på en skråning bag floden. Fra campen har vi en fantastisk udsigt til Mt. Putha Himal (7.246 m), der i skumringen får et nærmest marmorlignende skær. Mt. Putha Himal er den syvende top i Mt. Dhaulagiri bjergkæden.
M/F/A
Dag 7. Trek fra Tarakot til Laine Odar (3.375 m, ca. 7 timer)

Vi har en længere dag foran os og starter tidligt. Først vandrer vi i bunden af dalen, men snart begynder en længere opstigning og solens varme vil før eller siden ramme os. Floden løber langt under os, mens vi vandrer i et smukt landskab, der kan minde om The Rocky Mountains. Her er forskellige former for fyrretræer, bl.a. Scots Pines. Efter et par timers vandring passerer vi en hængebro og ankommer til Laisicap, hvor vi skal fremvise vores trekkingtilladelser. Vi spiser frokost ved siden af floden Tarap Khola og fortsætter op langs floden i en lille times tid. Visse steder er det temmelig stejlt, så vi sætter et langsomt tempo, indtil vi når frem til vores lejr, Laine Odar.
M/F/A
Dag 8. Trek fra Laine Odar til Toltol (ca. 7 timer)

En fantastisk dag venter os. Vi starter tidligt for at undgå solen på den første hårde opstigning, som varer ca. en time. Herefter følger en længere passage med "nepali-fladt", som er nepalesernes udtryk for noget, der i deres øjne er fladt. Det vil sige, at man med ophav i et pandekagefladt land som Danmark, kan forvente mindre op- og nedstigninger i den moderate ende.

Vi bevæger os på et underlag af mica, som er et krystallignende mineral, der minder om et knust spejl, der reflekterer i sollyset. Adskillige gange skal vi passere floden via hængebroer, og vi camperer for natten ved Totol Bridge, hvor floden har en smuk marineblå farve. Imens vi pakker ud i teltene, er kokkene allerede i fuld sving med at forberede aftenens måltid i det lille køkkentelt.
M/F/A
Dag 9. Trek fra Totol til Dho Tarap (4.090 m, ca. 7-8 timer)

Morgenerne begynder at blive køligere og bjergene begynder at stå skarpere i horisonten. Det er Nepal, når det er bedst. På dagens vandretur har vi en relativt let morgen foran os med let kuperet terræn og uden de store op- og nedstigninger. Hvis vi er heldige, er det muligt at spotte ’blue sheep’ på denne strækning; en fåreart, der lever højt i Himalaya og som ses i bl.a. Nepal, Bhutan, Tibet og Pakistan. Fårets pels har en svag blålig farve, deraf navnet. Det er også muligt at se den lille ’pika’, et mindre marsvinslignende pattedyr, der gemmer sig under stenene, så snart der er rystelser i terrænet.

Vi følger floden frem til den lille bebyggelse Langa. Dalen åbner sig og sommetider vil man kunne se hundredevis af hvide får og sorte geder græsse på bjergskråningerne her. Vores kok og køkkendrenge låner et lokalt hus til at tilberede dagens frokost, og efter en god pause, har vi en relativt let eftermiddagsvandring frem til vores overnatning i Dho Tarap, som er en typisk Dolpo landsby. Der er et lille lokalt ’turisthotel’ og en campingplads i udkanten af byen, som vi benytter os af.
M/F/A
Dag 10. Akklimatiseringsdag i Dho Tarap (4.090 m)

For at give kroppen gode betingelser for at tilvænne sig til den øgede højde, tager vi en akklimatiseringsdag i Dho Tarap. Den bedste måde at øge kroppens højdetolerance på, er at være let aktiv. Vi kalder det aktiv akklimatisering.

Vi besøger bl.a. byens Gompa, et buddhistisk kloster, og hvis vi er heldige, får vi lov til at kigge indenfor i et af de lokale huse. Husene er primitive på disse kanter og er lavet af mudder. Tagene er flade og er afgrænset af træ, og de lokale kommer op på tagene ved at balancere op af et stykke træ, som har trin hugget i sig. Om eftermiddagen slapper vi af i vores camp. Det er også muligt at besøge landsbyens skole.
M/F/A
Dag 11. Trek fra Dho Tarap til Numala La High Camp (4.440 m, ca. 5 timer)

Trekket fra Dho Tarap til Numla La High Camp er en nogenlunde kort dag. Planen er at starte tidligt og spise frokost i campen. Terrænet bliver mere stenet og goldt, og vi begynder formentlig at kunne mærke højden. I roligt tempo bevæger vi os op igennem dalen, indtil vi når frem til Numala La Base Camp. Herfra stiger det stejlt op på en bjergkam med en fantastisk udsigt ud over bjergene. Vi ankommer til Numala La High Camp og spiser frokost i campen.
M/F/A
Dag 12. Trek fra Numala La High Camp via Numala La (5.318 m) til Dinegar (ca. 7 timer)

Dette er en af turens store vandredage, hvor vi skal passere trekkets første og højeste pas: Numala La, 5.318 m. Vi vågner formentlig til rimfrost på teltene, men alligevel starter vi tidligt ud, så vi har god tid til at klare opstigningen, og så vi optimerer chancerne for at få klart vejr over passet. Det er ofte sådan i Nepal, at morgenerne er klare og kolde, mens det skyer til hen på dagen.

Det er en af turens hårde dage, men det er anstrengelserne værd, og i passet kan vi se adskillige store Himalaya bjerge, hvor det smukke 8.000 meter bjerg Daulagiri (8.167 m) rager et godt stykke op over dem alle. Vi kan også se Annapurna- og Manaslu bjergkæden, Mt. Shey Shikar (6.139 m), Mt. Kanjirowa (6.883 m) og mange flere. Efter passet venter en stejlere nedstigning, som efter en times tid bliver mere moderat. Vi ankommer til vores camp sidst på eftermiddagen.
M/F/A
Dag 13. Trek fra Dinegar via Bagala La (5.190 m) til Yak Kharka (ca. 6 timer)

Vi har endnu en hård dag i vente, da vi skal over turens andet pas, Bagala La (5.190 m). Sporet zig zagger opad fra morgenstunden og efter et par timer rammer vi High Camp. Vi har floden langt under os nu og vi kan se sporet hele vejen til selve bjergpasset. Fra passet nyder vi de smukke udsigter til bl.a. Norbung Kang massivet og Baga La massivet, før vi starter nedstigningen, som kræver en smule koncentration, om end det ikke er teknisk vanskeligt.

Terrænet domineres af store klipper og sten med forskellige farvekombinationer. Det er en kontrastfuld dag og efter mange dage uden vegetation, kan vi sidst på eftermiddagen igen nyde et mere varieret og grønt landskab. Det sidste stykke frem til vores camp i Yak Kharka (3.982 m), byder på flere vandfald, og det er mærkbart, at der nu er kommet mere ilt i luften. Fra lejren kan vi se til bl.a. Kanjirowa Himal (6.612 m).
M/F/A.
Dag 14. Trek fra Yak Kharka til Phoksundo Lake (3.600 m, ca. 3 timer)

Efter to hårde vandredage er det en kærkommen kort vandredag til Phoksundo Lake. Vi har ca. tre timer vandring til næste camp, som ligger ved den smukke og berømte Phoksundo Lake. Vi camperer i nærheden af søen nær bebyggelsen, Ringmo, som er en charmerende landsby. De lokale her praktiserer Bon religionen, en gammel buddhistisk trosretning i Tibet, som er animistisk og shamanistisk. Selvom kvinderne klæder sig på næsten lignende måde som kvinderne i Dho Tarap, er det muligt at få øje på et par forskelle. F.eks. bærer de nederdele over bukser, og de bærer ligesom kvinderne i Dho ofte et yak-vævet klæde over bukser og nederdel. De lokale Ringmo-kvinder fremstiller smukke traditionelle vævede produkter, bl.a. bælter, tasker og tæpper.

Ringmo ligger på bredden af den hellige sø, Phoksundo Lake, som er landets dybeste. Søen har den smukkeste dybblå farve, mens den ude ved bredden er mere grønlig. Det krystalklare vand, som intet marineliv har i sig, er omringet af stejle klipper og snedækkede bjerge. Søens farve ændrer sig en smule i løbet af dagen, og det er som om, at øjet ikke kan mættes af dette smukke scenarie.
M/F/A
Dag 15. Lake Phoksundo - restitution, dagstur eller kloster

Vi bruger en ekstra dag ved Phoksundo Lake til enten at restituere eller rekognoscere. Oplagt er det at besøge landsbyens gamle tibetanske kloster. Det er også muligt at vandre en tur langs søbredden og endeligt er det et fantastisk sted at lade tankerne vandre, evt. på et liggeunderlag i solen. De lokale hævder, at man kan slippe af med sine dæmoner her… ¨
M/F/A
Dag 16 og 17. Trek fra Phoksundo Lake til Rechi og videre til Kageni

Efter at have trekket i stor højde, ændrer vegetationen sig hurtigt, som vi falder i højden. Vi skal i løbet af de næste to dage vandre ned til Kageni og vil formentligt campere i den lille bebyggelse, Rechi, på vejen. Det er turlederen, der afgør præcist, hvor der camperes på vej ned. Vi passerer nåleskove og åbent græsland og kan igen få øje på små, farvestrålende blomster. Det går primært ned ad disse dage, men som altid når man bevæger sig i Himalaya bjergene, er der ikke en nedstigning uden en opstigning, så forvent fortsat et kuperet terræn.
M/F/A
Dag 18. Trek Kageni til Jupjal (2.320 m, ca. 5 timer)

På trekkets sidste dag følger vi floden nedad fra Kageni og passerer flere små landsbyer, før vi endeligt ankommer til Juphal, som er slutdestinationen for vores trek. Vi starter om morgenen, så vi kan komme frem til frokosttid, og mens vi for sidste gang pakker alt vores habengut ud i teltene, tilbereder kokken frokost.

Eftermiddagen bruger vi på at bede til guderne for godt flyvevejr næste morgen, og hvis der er tid til overs, kan man se sig omkring i den lille lufthavnsby. Om aftenen siger vi farvel og tak til vores standhaftige bærere, der udover at have sikret, at vores bagage hver dag er kommet godt frem, er blevet en fast del af et efterhånden sammentømret team.
M/F/A
Dag 19. Fly til Kathmandu via Nepalgunj

Tidligt om morgenen er der check-in i den lille lufthavn i Juphal, hvorfra vi skal flyve tilbage til Nepalgunj. Herfra skal vi videre med fly til Kathmandu, hvor trafikken og det pulserende gadeliv formentlig virker overvældende efter vores trek i et øde område af Nepal. Efter indkvartering på det velkendte hotel i Kathmandu, er dagen fri til at tage et tiltrængt bad, gå på restaurant, gå tidligt i seng eller gå sent i seng. Efter 14 dages trekking med fuldt program, vælger deltagerne selv, evt. i mindre grupper, hvordan aftenen skal bruges.
M/-/-
Dag 20. Kathmandu

Dagen i Kathmandu kan bruges på shopping, seværdigheder eller afslapning. Stå evt. tidligt op og gå op til Swayambhunath ("Abe-templet"), der ligger på en bakke. Solopgangen er fremragende herfra. Har du allerede set seværdighederne i Kathmandu før trekkets start, kan du også tage en tur til Patan eller middelalderbyen Bhaktapur. Alternativt kan man slentre rundt i turistområdet i Thamel og lade sig overbevise til impulskøb af pågående nepalesiske sælgere. Kathmandu er fantastisk og mulighederne utallige. Om aftenen kan gruppen vælge at mødes og spise sammen på en god restaurant i Kathmandu.
M/-/-
Dag 21. Afrejse fra Kathmandu

Vi siger farvel til Nepal og hvem ved, måske bliver det et på gensyn. Vi flyver fra Kathmandu mod København med en mellemlanding undervejs.
M/-/-
Dag 22. Ankomst Danmark

PRAKTISK INFORMATION

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning

KATHMANDU - HOTEL:
I Kathmandu overnattes på et almindeligt turistklasse hotel. Enkeltværelse er muligt i Kathmandu mod et tillæg angivet nederst på siden. 

TREKKET - TELT:
Trekket er et campingtrek, hvilket vil sige, at der overnattes i to-personers telte på hele trekket. Derudover medbringer vi toilettelt, køkkentelt og spisetelt. Som udgangspunkt etablerer vores nepalesiske team lejren. Dette vil sige, at de sætter teltene op og tager dem ned igen. Vores deltagere er imidlertid altid mere end velkomne til at give en hånd med. Dette er også en måde at bidrage til turen og det gode teamsamarbejde mellem deltagere og det lokale team.

Vi har en kok og køkkenhjælpere med, som fremtryller 3 gode måltider til os dagligt (morgenmad, frokost og aftensmad). Morgenmad og aftensmad spises altid i campen, mens frokosten indtages et sted på sporet, hvor vores kok enten har forberedt frokosten fra morgenstunden og giver os det med i ’madpakke-form’ eller i form af varm og frisklavet frokost. Under alle omstændigheder får vi hver dag en god og mættende frokost.

Vi anbefaler vores deltagere at medbringe snacks til eget forbrug: nødder, rosiner, druesukker, energibarer, peanuts, kiks, etc.
Varighed

22 dage — heraf 14 vandredage med grad 4 vandring. 
Vi vandrer mellem 3 og 9 timer om dagen. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur. På dagen hvor vi passerer turens højeste pas, vandrer vi op mod 9 — 10 timer. 
Sanitære forhold

Et camping trek er i udgangspunktet primitivt, og det er sjovest at være på camping trek i Nepal, hvis du har et relativt afslappet forhold til netop sanitære forhold. Det er f.eks. ikke muligt at komme i bad på trekket. Når det er skrevet, kan man sagtens holde en form for hygiejne, og man kommer langt med vådservietter og håndsprit og det varme vaskefad med vand, som du hver dag vil modtage udenfor dit telt — enten i morgentimerne eller eftermiddagstimerne. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at der på trekket er langt til luksus og vestlige toilet og badeforhold. Det må man naturligvis være indstillet på inden afrejse.
Teamopbygning og ledelse af turen

Turen ledes af en dansktalende turleder og et erfarent og hjælpsomt lokalt team. Det lokale team består af bærere, assistentguider og en sidarguide. 

Bærerne bærer bagagen for to deltagere. Således bærer de maximalt på 24 kg i alt. Assistentguiderne vandrer sammen med gruppen og går til hånde med forskellige ting og opgaver. Endeligt er der den såkaldt sirdarguide, som er en slags chefguide for bærerene og assistentguiderne. Sidarguiden og turlederen sikrer et erfarent og professionelt lederskab turen igennem. Vi samarbejder med den samme lokale trekkingoperatør i Kathmandu på 20. år og efterlever naturligvis de gældende regler for bærere m.v.
Vægtbegrænsning på bagage på trekket

Af hensyn til bærerne og vægtbegrænsning på indenrigsflyvningerne (Kathmandu - Nepalgunj - Juphal t/r) må du max medbringe 17 kilo på trekket til Dolpo. Disse 17 kilo inkluderer både din store bagage (som bæres af bærerne) og din dagstursrygsæk (som bæres af dig selv).
Klima og vejrforhold 

Måske sidder du og tænker, at det jo er monsun i Nepal om sommeren? Og ja, det er det, men som et af de eneste områder i Nepal, er det muligt at trekke i Dolpo om sommeren. Faktisk er det helt ideelt, ligesom det også er i de to velkendte sæsoner forår og efterår. Regn og snebyger kan dog forekomme på alle årstider og alle programsatte afgange. 

På sommerafgange kan forventes en smule højere temperaturer end i foråret og efteråret - både i Kathmandu og i bjergene. Generelt ligger temperaturen på ca. 25 grader i Kathmandu og lavlandet. Dagtemperaturen i bjergene ligger mellem 15 og 20 grader. Om natten kan der forventes temperaturer mellem 10 graders varme og 10 graders frost i de højest beliggende lejre, så du skal huske den varme sovepose (se pakkelisten.)

Vi færdes store dele af turen i stor højde og åbent terræn. Det vil ofte være ensbetydende med lave temperaturer og meget vind. Det er svært at spå om vejrforholdene, men generelt kan det siges, at bjergvejr er omskifteligt vejr. Det gælder også i Himalaya, og netop de omskiftelige vejrforhold, man kan opleve, er en del af oplevelsen ved at vandre i Himalaya. 
Vand

Vi filtrerer på hele trekket selv vores drikkevand med keramiske filtre. Disse medbringes af Topas. Vi behøver derfor hverken at købe eller koge vand, og på den måde kan vi undgå at efterlade store mængder af plasticflasker.
Forbehold for ændringer

Vi bestræber os altid på at gennemføre turen, som den står beskrevet i turbeskrivelsen. Det er imidlertid en forudsætning for at deltage på en tur som denne, til et af de mest øde bjergegne i Nepal, at du er indstillet på justeringer og ændringer undervejs. Både vejr, vind og ruteforhold kan spille ind på turens gennemførelse. Det samme kan deltagernes helbred og form. 
Vi forventer, at du er åben for det fremmede 

Turen tager os ud i et af de mest yderliggående hjørner af Himalaya. Vi kommer op i stor højde og vandrer i storslået natur og goldt terræn. Det er spændende og anderledes end det, vi kender hjemme fra Danmark. Det er sandsynligvis også anderledes end det, du kender fra eventuelle tidligere vandreerfaringer i Europa og andetsteds. Vi vandrer i mange dage, og vi kommer tæt på hinanden i gruppen. Vi opfordrer til, at man efterlader krav til luksuriøse forhold hjemme - og at man som deltager er åben for at opleve landet på landets præmisser. Med andre ord kan vi godt lide at mærke, at vi er i Nepal, når vi er i Nepal. 
Visum

Visum til Nepal skaffes i lufthavnen i Kathmandu og koster ca. USD 40. Medbring selv 5 stk. pasfoto. 1 stk. til visumansøgning i lufthavnen og resten til anskaffelse af trekkingtilladelser. Husk at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdets varighed. 
Vacconationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Adgang til el

Der vil ikke være adgang til el på trekket. Sørg derfor for at oplade alle batterier fra Danmark eller Kathmandu og medbring gerne ekstra batterier på trekket. Vær opmærksom på at kulde tapper batterierne hurtigt. Det kan derfor være en god idé at putte kamera, musikafspiller o.s.v. i soveposen om natten, så holder de lidt længere. Er du afhængig af strøm, er en powerbank eller en lille soloplader et godt alternativ.
Mobil og internet

Der er mobildækning i Kathmandu. På trekket kan du ikke regne med mobildækning overhovedet. I landsbyerne er der satellittelefoner, hvis vi får behov for at tage kontakt. Af hensyn til gruppens øvrige deltagere henstiller vi til, at man undlader at sende SMS og ringe, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.

Der er mange internetmuligheder i Kathmandu. Efterhånden er der WIFI på mange hoteller og restauranter, som kan benyttes gratis eller mod betaling.
Pasbilleder

Medbring 5 stk pasfoto til visum og trekking tilladelse.
Valuta

Vi anbefaler, at du medbringer kontante US-Dollars. Disse kan veksles til lokal valuta overalt i Kathmandu til god kurs. Der forefindes ATM maskiner i Kathmandu, men for det første kan det svinge, om automaterne har penge i sig, og for det andet skal du være opmærksom på, at du maximalt kan hæve 2000 DKK per dag.
Litteratur

Lonely Planet: Trekking in the Nepal Himalaya.
Trailblazer: Trekking in the Everest Region.
Stephen Bezrucka: Trekking in Nepal.
Politikens Forlag: Turen går til Nepal
Kort

Lokale kort købes i Kathmandu.
Fly

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk.
Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Tjek mulighederne for flytilslutning under punktet Afrejselufthavn på bookingens første side på den enkelte afgang eller kontakt Topas for at høre mere. Flytilslutning er altid med forbehold for pladssituationen.
Rejseforsikring - specielle forhold når du bevæger dig i højderne 

Husk at din rejseforsikring skal være gældende for aktiviteter i mere end 4.000 m. Mange rejseforsikringer dækker ikke, hvis man på turen kommer over en hvis højde. Tjek med din forsikringsudbyder. GOUDA rejseforsikring dækker i alle højder og ved enhver aktivitet som afvikles på en Topas tur. Vi anbefaler derfor at du tegner en GOUDA forsikring til netop denne type af rejse.
Om højde og akklimatisering 

I højden falder ilttrykket og i 5.500 m er iltindholdet næsten halveret. På trekking eller bestigning i højderne skal kroppen tilvænne sig forandringerne for at kunne fungere. Denne tilvænning kaldes akklimatisering. Alle mennesker kan akklimatisere, men det er genetisk bestemt, hvor hurtig du er til det. Der er således individuelle forskelle på, hvor hurtigt man befinder sig godt i en given højde.

Du kan desværre ikke træne akklimatiseringen hjemmefra og god form er ingen garanti for, at du har let ved at akklimatisere. Alligevel er det vigtigt, at du er i god fysisk form, da det er ekstra krævende at vandre i stor højde. Det er vigtigt, at man ikke ser højdesymptomer som et svaghedstegn, men kroppens reaktion på forandringerne i trykket. På en tur som denne vil der altid være nogen, som mærker til milde højdesymptomer som fx hovedpine, let kvalme og appetitløshed, uden at det bliver problematisk. Andre går helt fri og mærker næsten intet. I tilfælde af at nogen skulle udvikle højdesyge — og dermed få moderate eller sværere højdesymptomer, er den eneste behandling at komme ned i lavere højde. Denne vurdering foretages af turlederen, som også igangsætter nødvendige tiltag. 

Der er en række faktorer, som har indflydelse på højdetilvænningen. Læs i det følgende hvad Topas gør for at fremme akklimatiseringen og hvad du selv kan gøre. 
Hvad gør Topas for at tilgodese akklimatiseringen på denne tur? 

Programmet tilgodeser den vigtige højdetilvænning bedst muligt. Det første tiltag er, at vi i videst muligt omfang følger princippet: "Go high — sleep low". Kroppens højdetolerance øges ved at man trekker op i fx 4.400 m for dernæst at falde og sove lavere. Oppe i 4.400 m registrerer kroppen dét iltindhold, som er til rådighed i denne højde. Nede i den lavere sovehøjde restituerer kroppen bedre og samtidig arbejder den aktivt for at akklimatisere til iltindholdet, som kroppen registrerede oppe i 4.400 m. Man kan sige, at kroppen på denne måde snydes til at tro, at den er højere. Og det er ekstremt effektivt og giver en klar fordel, når vi senere skal endnu højere. Et andet tiltag er, at vi i videst muligt omfang undgår at stige mere end 300 — 500 meter per dag i sovehøjde over 3.500 m. Denne langsomme opstigning giver kroppen den fornødne tid og ro. Som et tredje tiltag regulerer vi tempoet, da det er afgørende for god akklimatisering, at man undgår overanstrengelse og unødig høj puls. Vi hjælper den enkelte deltager og hele gruppen med at finde dét tempo, som vi ved, vil fremme den enkeltes højdetilvænning i stedet for at hæmme den. Et fjerde tiltag er, at turlederen under hele turen kommer med anvisninger på, hvordan du fremmer akklimatiseringen. Vi insisterer på tæt dialog med vores deltagere omkring helbred og højdesymptomer. 
Hvad kan du selv gøre for at kickstarte din akklimatisering? 

Selvom evnen til at akklimatisere i høj grad bestemmes af din genetik, kan og skal du heldigvis stadig gøre noget aktivt for at kickstarte og fremme din akklimatisering. Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem højdesyge og dehydrering. Det absolut vigtigste råd i højderne er at drikke vand, og netop væskeindtag er en komponent i akklimatiseringsprocessen, som ikke kan udfordres. Du bør drikke minimum 4 - 5 liter vand dagligt. En anden betydningsfuld faktor er lavt tempo. Accepter din hjertefrekvens og lad benene følge hjertets rytme. Ikke omvendt. Sørg desuden for at regulere din kropsvarme, så du er tilpas og hverken for kold eller varm. 

På trekking eller bestigning i højderne, kan du tænke på din krop som en lidt skrøbelig maskine. En maskine er stærk — det er din krop også. Men kroppen er under et ekstra pres i højderne, og derfor bliver det din opgave at hjælpe den, hvor du kan, bl.a. ved at følge ovenstående råd.  
Bag om prisen på Dolpo trekket

Måske du har bemærket, at dagsprisen på Dolpo trekket ligger højere end vore andre treks i Nepal (eks. Everest Base Camp og Annapurna). Det er der mange gode grunde til:

  • Lille gruppe. Turen afvikles med max. 12 gæster
  • Tilladelse. Trekkingtilladelsen til Dolpo er dyrere end til de fleste andre trekkingområder i Nepal. Det koster ganske enkelt mere at trekke i et "upcoming area" end i mere populære og populistiske områder som Everest og Annapurna.
  • Indenrigsfly. Områdets øde beliggenhed, som er et af turens store aktiver, spiller en stor rolle for prisen. Således kræver det i alt fire indenrigsflyvninger at komme til og fra området.
  • Udstyr. Et camping-trek er i udgangspunkt mere primitivt end et te-hustrek, og derfor virker det måske paradoksalt, at det samtidig er dyrere. Men det er det, fordi det koster mere at arrangere et camping-trek. Det er et langt større set-up. Der skal bruges utroligt meget udstyr - 2-mandstelte, køkkentelt, spisetelt, toilettelt, køkkenudstyr, brændere, gas, service, stole, borde osv.
  • Mandskab. Et telt-trek kræver ikke alene mere fællesudstyr. Der skal også tilsvarende mere mandskab til at bære det tunge grej. Vi betaler vores nepalesiske mandskab en ordentlig løn. Det gælder ikke kun vores 4 - 5 guider og 2 - 3 kokke, men også de ca. 35 bærere, som er med på sådan et trek. Desuden betaler vi for, at vores lokale mandskab er forsikret og at de har ordentlig beklædning og fodtøj til turen. Alt sammen er det med til at skrue turens pris i vejret.
  • Måltider. Sidst, men ikke mindst, e r næsten alle måltider inkluderet i turens pris. Du skal selv betale et par måltider i Kathmandu, men så snart vi ryger afsted på trekket, sørger kokken i køkkenteltet for at lave gode og varierede måltider til os morgen, middag og aften samt forkæle os med kaffe, te, kakao og eftermiddagssnacks.

Vi ved godt, at Dolpo til sammenligning måske ikke er den mest økonomiske trekking oplevelse. Men vi ved også, at vi har sammensat et trek og en rejse ind i et af de mest afsides områder af Himalaya, som er alle pengene værd, for de, der tilslutter sig.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse København - Kathmandu t/r
Lufthavnsskatter og afgifter
Indenrigsfly Kathmandu - Nepalgunj t/r
Indenrigsfly Nepalgunj — Juphal t/r
Alle transfers mellem lufthavn og hotel i Kathmandu
4 overnatninger på hotel i Kathmandu, inkl. morgenmad
14 dages camping trek med bærere, kokke, assistentguider, guide.
Alt mad på trekket (morgenmad, frokost, aftensmad)
2 overnatninger på lokalt hotel i Nepalgunj
Forsikring af lokalt mandskab 
Måltider som er indikeret under dagsbeskrivelserne
Afgifter til Shey Phoksundo Nationalpark
Tilladelser til Shey Phoksundo Nationalpark
Trekkingtilladelse til Dolpo området
Topas paksække til bagagen
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke 

Lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Omkostninger til visa i Nepal ca. DKK 250,- (Betales i kontante US-dollars)
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser. Beregn ca. 50 DKK pr. måltid i Kathmandu
Drikkepenge til portere/guider ca. DKK 600,-
Evt. tillæg for enkeltværelse i Kathmandu, 1.200 DKK
Entré til museer o. lign.
Evt. afbestillingsforsikring
Rejseforsikring

Gå til toppen og Book rejse
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig