Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil

Topas Turledere

Her kan du se en oversigt over de kompetente Topas turledere, som du kan være heldig at møde ude på din aktive rejse.

Turlederens rolle
Vores turledere er erfarne, engagerede og yderst kompetente til rejselederjobbet. De står først og fremmest for den praktiske del af turen, hvilket vil sige, at deres primære opgave er at forklare om ruten og sørge for, at alle deltagere kommer sikkert frem til bestemmelsesstedet samt at samarbejde med de lokale.

Det er forskelligt, hvor meget den enkelte turleder vil fortælle om naturen og kulturen i det område, der besøges. Det kan således ikke forventes, at turlederen råder over ekspertviden om disse emner, men turlederen vil have en almen relevant viden og en begejstring for destinationen.
Printvenlig version
Andreas Bastias Bech

Jeg har "lidt" af permanent rejsefeber, så længe jeg kan huske. Jeg holder særligt meget af at møde mennesker, der kan rokke ved min grundopfattelse af verden, og jeg er af den mening, at man kan forstå mere, des mere man har oplevet.

Jeg oplever, når jeg rejser, og jeg holder særligt meget af Latinamerika, hvor jeg kan begå mig med mit spanske. Jeg har dykket i mexicanske grotter, besteget toppe i Andes-bjergene og nydt chilensk vin - skænket af vinbonden selv.

Motto: ”Alle reiser, er en omveg heim.” citat Herbjørn Sørebø
Bjørn Schwartz

Som barn var jeg en af de heldige skolebørn som vandt konkurrencen om at komme nogle måneder til Nanortalik i Grønland. Følelse af frihed og skønhed i naturen og bjergene har jeg aldrig glemt siden. Heller ikke det fascinerende ved at lære en anden kultur at kende. Vi boede hos grønlandske familier, og i min plejefamilie gik vi på jagt og tog på hvalsafari i fiskerkutter.

Jeg husker tydeligt smagen af rå sællever skåret direkte ud af maven på en ny-fangen sæl. Måske havde sælen rejsefeber, som jeg blev smittet med, og måske er det derfor jeg har brugt så meget af mit liv på at udforske verden.

Især holder jeg af at være ét sted i lang tid, for det er den eneste måde man kan komme til at forstå livet der. Derfor var det naturligt for mig at uddanne mig til antropolog. Jeg lavede feltarbejde i undergrundsreligioner i Beijing hvor jeg boede et år. Jeg har også boet i Cairo, hvor jeg arbejdede i den egyptiske filmindustri, på Hawaii hvor jeg lavede feltarbejde hos den indfødte selvstændighedsbevægelse, og i Californien hvor jeg har familie. Siden har jeg arbejdet med kulturformidling på forskellig vis, først på Forsvarsakademiet hvor jeg underviste kommende sprogofficerer i Nordafrikanske landes samfundsforhold og nu hos Topas, hvor jeg er så privilegeret at kunne rejse i både kultur og natur - i godt selskab.

Som turleder sætter jeg en ære i at formidle min viden om de samfund jeg er turleder i, og deres historie og religion. Og så er mit mål at vi som gruppe skaber et fællesskab omkring oplevelsen, at vi skaber synergi, ved f.eks. at hygge og snakke og synge eller spille kort.

I min fritid interesserer jeg mig bl.a. for klippeklatring og tager jævnligt ud i verden for at teste formen på en smuk bjergvæg. Så hvis i ser mig kigge længselsfuldt efter stejle klipper vi vandrer forbi, er det derfor.
Bo Georgi Kristensen

Bjerge har altid fascineret mig. Naturens skønhed, udsynet, den friske luft, den fysiske udfordring, roen og tiden til at tænke over stort og småt i tilværelsen. Det er svært at beskrive, men i bjergene føler jeg en stor forbundethed med naturen og en indforståethed med menneskelivet, som det er og leves.

Startede som turleder hos Topas i 1988 med ekspeditionskøretøjerne i Asien, Afrika og Europa. Senere er det blevet til mange vandreture. Nepal har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Kilimanjaro og Korsika er også helt i top. Med fast arbejde og familie er jeg nu kun på 1-2 Topasture om året. På turene er det et stort privilegium at være sammen med folk i deres bedste tid. Der er altid gæster med, som bidrager til spændende samtaler.

I min fritid har jeg som regel gang i et byggeprojekt, men der skal også være tid til en løbetur. På Korsika er vi så heldige selv at have et hus oppe i bjergene, så her skal der både bygges og løbes.
Bo Pedersen

Naturen, og helst i fællesskab, har altid været en stor del af mig. Nu har jeg fået mulighed for at være en del af Topas-ånden som jeg glæder mig til at dele med andre.

Jeg har rejst meget og i store dele af verden igennem mit arbejde. Det har givet mig mulighed for at vende tilbage til nogle af de unikke og smukke naturoplevelser som jeg har besøgt lige fra de arktiske/nordlige egne i sydvest Grønland, Svalbard, Færøerne, Norge og Sverige til Syd Øst Asien, Sydkorea, Vietnam, Cambodia, Laos og Thailand. I Mellemøsten har jeg vandret i Libanon, Jordan, Syrien og Israel.

USA som jeg også elsker at rejse i har også ramt mig. Især står nogle herlige vandre ture i Yosemite National Park som et smukt minde. Europa er et vidunderligt vandre kontinent især i Alperne, Mallorca, Spanien, Korsika, Sydfrankrig og skønne Italien har mine vandrestøvler trampet rundt i.

Selvom en tur skal være berigende, sjov og munter så har mine erfaringer lært mig, at “Safety First” er et ubetinget krav. Det kræver at turlederen har overblik, balance og mod og ikke mindst med et stort smil i øjet! Det vil jeg gøre alt for at honorer, så mine gæster skal følge sig trygge, glade og muntre, så vi sammen kan få en unik og fantastisk oplevelse.
Camilla Bach Nielsen

”At rejse, er at leve” lyder meget fladt og klicheagtig – men ikke desto mindre, så ånder og lever jeg for, at opleve nye dele af vores fantastiske verden.

Jeg er meget betaget af at vandre og var på min første rigtige vandretur tilbage i 2007 i det nordlige Chile, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med højderne og en uforglemmelig natur. Siden da har jeg været draget af denne form for aktiv ferie og værdsætter i høj grad, at opleve nye steder og bestige nye bjerge. På de stier jeg har vandret og bjerge jeg har besteget, har jeg blandt andet været forbi Afrika, Australien, Tasmanien, New Zealand, Canada, USA og Sydamerika samt en række lande i Asien.

Jeg har rejst gennem 6 af jordens 7 verdensdele og er nu kommet til et punkt, hvor jeg ønsker at dele og videregive mine oplevelser med andre mennesker og forhåbentlig være med til, at skabe rammerne for andres uforglemmelige rejseminder her hos Topas Travel.
Camilla Hvalsø

Så langt tilbage jeg kan huske, har udendørsliv og rejser været en stor del af mit liv. Især holder jeg af at opholde mig i længere tid på samme sted for at lære områdets historie, kultur og ikke mindst befolkningen at kende.

Jeg har boet i San Francisco i USA, Buenos Aires i Argentina, Punta Arenas i Chile og siden 2007 har det smukke og dramatiske bjergområde Picos de Europa i Nordspanien været mit hjem. Her klatrer jeg på klippe, is og sne, nyder randonné skiløb og vandrer så meget som jeg overhovedet kan få tid til.

Generelt trives jeg bedst i kolde bjergområder, og mit første job som turleder ved Topas i 2007 tog mig til Diskobugten i Grønlands nordvest på vandre- og hundeslædeture. Det var kærlighed ved første blik, og Grønland vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte. Desuden har jeg de forløbne år haft fornøjelsen af at være turleder i blandt andet Chile, Argentina, Ecuador, USA, Marokko, Tanzania, Everestregionen i Nepal, bestigninger af Kilimanjaro og Stok Kangri og selvfølgelig på ture rundt omkring mit 'hjemland' Spanien.

Udover turlederjobbet er jeg til daglig en del af Topas’ operations- og udviklingsteam og arbejder som kontorets forlængede arm i Spanien.
Carsten Kjærgaard

Jeg faldt i en suppegryde i det vestnepalesiske højland, da jeg var 20. Siden da har det været lidt svært at komme op igen. Onde mennesker vil påstå, at jeg har taget skade: Eksempelvis har jeg mere styr på den nepalesiske kongerække end på arvefølgen i det danske kongehus. Og jeg er hæderligt god til Trivial Pursuit, så længe spørgsmålene drejer sig om reglerne i det hinduistiske kastehierarki. Ellers er jeg blank på det meste.

Mit første møde med Nepal i 1982 blev fulgt op med antropologisk feltarbejde i en nepalesisk landsby i 1989, og siden er jeg vendt tilbage mange gange.

Gennem årene har jeg vandret i bjerge rundt omkring i Europa og Asien. Og sommerferien i år går til Dolomitterne. Men jeg foretrækker helt klart udsigter, hvor man kan se Annapurna, Dhaulagiri, Machapuchhre og Manaslu på én gang bare ved en mindre panorering med øjnene.
David Garmark

Som ung elskede jeg at rejse i Italien og Sydfrankrig, og boede et par år i England. Jeg havde familie i fjeldene omkring Stavanger, hvor jeg ofte opholdt mig og tit holdt jul. Jeg synes ikke der er noget bedre, end at forlade den sorte sne og den ubarmhjertige våde kulde i Danmark i vintermånederne. Jeg er uddannet lærer, har arbejdet som skuespiller i mange år. Og for nylig er jeg blevet forfatter.

Min motivation for at rejse, ligger i at opleve og formidle. Jeg henter for eksempel inspiration til mine bøger, der ofte foregår i hele verden. Mangfoldigheden og fælleskabet med andre mennesker styrker mig som kreativt menneske. Det er vandreturene, der har min kærlighed. At dele målet med nogen. Hvor målet er naturen, stilheden, den blå himmel, den friske luft. Varmen. Det er den lokale mad, vinen, duftene, farverne. Det er arkitektur eller mangel på samme, det er sprog og lokalbefolkning. Det er jer som gæster, jeg deler det med, og det glæder jeg mig til. Vi ses derude.
Ditte Kjærgaard

Jeg faldt i Gardasøen som to-årig og måske det hele startede her. Min forældre har sjældent siddet stille mest på grund af mig. Jeg klatrede på Norgesbådens ræling som halvanden-årig og boltrede mig i den grønlandske sne som 6-årig. Jeg har altid vidst, at jeg ville rejse.

Som ung rejste jeg kloden rundt som backpacker og her besluttede jeg mig for at blive lærer, så jeg kunne rejse med mine børn og undervise dem selv. Siden har jeg fået 4 børn og rejst med dem igennem længere tid. Vi har rejst på egen hånd i bl.a Myanmar, Indien og bosat os et halv år i Vietnam, hvor min yngste datter kom i Vietnamesisk børnehaveklasse.

For mig, er det drømmen om alle de steder, jeg endnu ikke har set, som jeg brænder mest for. Sne, is, bjerge og vild natur, steder som ikke mange har set, er steder jeg gerne vil se. Bosætte mig i nye omgivelser, møde anderledes kulturer og få masser af kulinariske oplevelser er det, jeg gerne vil opleve. Så da vi kom hjem, besluttede jeg mig for, at præcis det at rejse, er det, som jeg gerne vil leve af og det jeg gerne vil med mit liv, det er her de ekstatiske øjeblikke, som skal blive ved med at gløde i mig, skal blive til.
Eric Eriksen

Glæde, spænding, forventning – sådan har jeg det før jeg skal besøge et ukendt sted. Jeg har været meget privilegeret gennem mit arbejde, hvor jeg har været på mange spændende rejser, men interessen for rejser på egen hånd og til det lidt mere ukendte, startede med en interrail tur rundt i Europa, da mine børn var små. Derefter har mine foretrukne ferieformer været vandring og cykling i skøn natur.

Det er blevet til mange steder i verden, bl.a. Italien, Spanien, Frankrig, Østrig, Island, Grønland, New Zealand og USA. Fællesnævner for alle disse ture har været nye oplevelser hver dag og hele tiden, ro og fordybelse, samt spændingen i at møde lokalbefolkningen og ikke mindst smage deres mad og vin.

Vandring har givet mig utrolig meget – og jeg husker stadig første gang jeg kom til toppen af et mindre bjerg i Italien sammen med Topas Travel. Efter alle strabadserne på vej op blev vi belønnet med en fantastisk udsigt som kunne nydes, mens vi slappede af med den medbragte picnic som smagte himmelsk.

Uanset hvor jeg har vandret har oplevelserne været intense og for mig giver det livet en ekstra dimension. Jeg glæder mig til at møde Topas' gæster. Det er en dejlig oplevelse, at være sammen med andre som deler interessen for vandring – det gør mig høj.
Finn Svendsen

Jeg har altid bevæget mig. Først gennem mange former for boldspil. Senere, efter jeg fik familie, gennem løb, cykling og skiløb. I forbindelse med skiløbet fik jeg interesse for at vandre i bjergene. Den interesse har nu for alvor bidt sig fast. Sammen med Topas har jeg vandret i Toscana, Dolomitterne, Korsika, Provence, Pyrenæerne, Madeira, Nepal samt New Zealand. Rejselysten har også altid styret mig. Denne fik fuld gas for ikke så længe siden, da jeg sammen med min kone tog et år ud af kalenderen og rejst jorden rundt – jeg kan kun sige: Prøv det !

Ud over den fysiske udfoldelse og den fantastiske natur, så betyder det sociale meget for mig. Friluftsmennesker er positive, glade, eventyrlystne, nysgerrige, åbne og omstillingsparate. For mig er det et fantastisk fundament for at få gode og sjove oplevelser sammen.

Jobbet som turleder i Topas er et fritidsjob, som jeg i øjeblikket passer ind i et fortrinligt samarbejde med min arbejdsplads.
Flemming Frimer

I 1995 blev jeg pludselig jobløs! Så må man jo se sig om efter et nyt job og kigge bredt. Topas søgte netop turledere til sæsonen og hvorfor ikke? Det lød da meget spændende. Så med baggrund i en mekanikeruddannelse og senere eksportchef kom jeg med på vognen, nemlig ekspeditionskøretøjet med start til Korsika.

Det, der skulle være et foreløbigt job for sommeren 1995, blev pludselig til stort set helårsjob. Det frie vandreliv, de nye kulturer og samværet med en utrolig masse positive mennesker gik i blodet. Efterfølgende var jeg turleder i Pyrenæerne, Irland, Nepal, Italen og de amerikanske midt- og veststater. Senest er Madeira kommet på cv'et. Et job som holder kroppen og sjælen i sund form!
George Meldrum

Født i Afrika hvor mine forældre drev en kaffeplantage - her startede lysten til rejseeventyr. En kort flirten med universitetsmiljøet endte i stedet med en karriere som professionel rugbyspiller i Frankrig.

Exodus Overland Expeditions i London blev i 1980 startskuddet til min karriere som professionel rejsende. De første ture var London til Sydafrika overland på 5 måneder med 20 eventyrlystne på ladet af et ekspeditionskøretøj.

Første tur med Topas var fra Danmark til Kathmandu sammen med Jørgen Nielsen og 24 Topasgæster i 1982. Siden er det blev til pænt over hundrede ture, hvor jeg på min egen afslappede facon nyder at formidle mange af denne verdens finurligheder. Jeg bor sammen med min familie i Sydfrankrig.
Gianni Nancesi

Min første rejse:
Som 3-årig lokkede tanten mig til at tage med hende til bjerglandsbyen, som min familie stammer fra. Jeg var væk hjemmefra i 3 måneder og spurgte aldrig om, hvornår rejsen skulle slutte. Jeg lærte den gang at vænne mig hurtigt til de lokale skikke: gedemælk, vildsvinekød og kastaniehonning. Lidt sværere var det at vænne sig til at glatte et blad i stedet for toiletpapir, men jeg nød resten så meget, at det snart blev ligegyldigt.

Min første oplevelse som turleder:
Som 6-årig lærte jeg at klatre op på en flot klippeknold, og jeg syntes også, min lillesøster på 5 skulle opleve den. Jeg skubbede hende derop, og jeg forventede jubel og stor taknemmelighed. Hun startede i stedet for at hyle helt vildt, og jeg var nødt at løbe ned for at finde hjælp. Men "hjælpen", i form af vores forældre, fandt hende før, jeg fandt dem. Derfor endte min første gang på en bjergtop med en gæst med tæsk og husarrest.

2 ting er derfor meget vigtige: At være tilpas hvor som helst - og aldrig at glemme nogen på toppen :-)
Gyda Breum

Natur. Bevægelse. Samvær. Tre vigtige ord i mit liv, tre vigtige ord for ture med Topas. At komme ud i naturen sammen med andre og være aktiv er helt fantastisk! Dufte den friske luft på vej gennem et skovområdet, sved på panden på en stejl opstigning og et godt grin sammen med ham eller hende, som går ved siden af. Der sker noget helt særligt, når man tager på tur sammen.

Kanotur. Pandekager på bål. Snehulebygning på vinterfjeld. Spejdertur med vennerne. Roning i hjemmebygget kajak. Friluftsliv og udeliv betyder meget for mig, og det har altid været en stor del af min livsstil, og er nu ikke kun livsstil men også levevej som uddannet friluftsvejleder. Ud over at arbejde med friluftsliv kan jeg også finde på at freelance som mediegrafiker.

Turlederjobbet er et ansvarsfuldt job, hvor jeg gør mit bedste for at skabe de bedste tur-oplevelser de grupper jeg har med på tur, hvorend i verden vi er. Ses vi? Det håber jeg vi gør!
Herman Trock

Cyklen har altid været et af mine foretrukne transportmidler: til skole, til kammerater, til arbejde, til indkøb, til hundeluftning.

I 1994 begyndte jeg som motionscyklist og føjede cyklen til min mangeårige frankofile tilbøjelighed. Siden 1996 har jeg også brugt cyklen til ferier, hvor jeg på mine mange cykelrejser med Region Rejser har kombineret tjansen som 2. chauffør med cykelmekaniker- og turlederopgaver, mest i Frankrig (incl. Korsika), men også Italien (Toscana + Umbrien) og Spanien (Catalonien).

Der må meget gerne været bjerge; det giver rig lejlighed til virkelig at beundre naturen, at bruge sanserne, nyde udsigten og duften, mærke anstrengelserne opad bakke, for bagefter at nyde suset nedad.
Iris Rysholt Christensen

Jeg er uddannet indenfor idræt, friluftsliv og pædagogik med studier både i Danmark og Norge. De seneste 3 år har haft den store fornøjelse at bo i Norge, og trives strålende i et så naturrigt land. For naturen sætter jeg stor pris på og jeg kan vel godt sige at jeg er afhængig af oplevelser og udfordringer i storslået naturoplevelser.

Siden jeg var helt lille har mine forældre taget mig med på vandreture og skiferier i Skandinavien. Dermed startede min erfaringsdannelse i den frie natur tidligt i livet. Det er siden blevet til et godt stykke over 100 udedøgn i alle tænkelig naturtyper på alle årstider. Jeg har rejst i Mellemamerika, Nordafrika, det meste af Europa og seneste Grønland. Om det er i kajak eller kanoen, på vandring mod høje tinder eller med ski på benene, så stortrives jeg i samspillet med naturen.

Gennem mit arbejde som turleder er det mig en stor fornøjelse, at kunne videregive glæden ved at færdes i naturen i godt selskab.

Jeg glæder mig allerede til næste tur!
Jakob Urth

Hvad mon der gemmer sig bag den næste bjergryg? Det er spørgsmål som dette, der har bragt mig ud på rejser i det meste af verden. Solens varme og snestormenes rasen! Oplevelser og indsigt i andre kulturer og mennesker har altid været en drivkraft og målet med mit liv!

Jeg har i de sidste 15 år klatret og besteget bjerge i mange af verdens opskure lande. Fjerne toppe i Kirgisistan og senest i Pakistan, hvor jeg lavede den første danske bestigning af verdens 13. højeste bjerg. Gasherbrum 2 på 8035 m.

Som turleder har jeg krydset Indlandsisen i Grønland og danset disko på Zanzibar. Spist tapas i Spanien og haft uforglemmelige oplevelser i Nepal. Har du hørt stilheden i Grønland? Det har jeg…..og det er en af grundene til, at jeg også pt. er bosat i netop dette fantastiske og helt unikke nordvestlige Grønland.

De sidste år har det været trekking og især bestigningsturen, som har været på programmet, når jeg er turleder for Topas. Senest havde jeg i februar 9 stærke gæster med på toppen af den 6962 meter høje Aconcagua i Argentina.
Jens Chr. Andersen

Siden jeg i 1980 for første gang cyklede i Italien, har jeg været der hvert år, og jeg er vild med at forcere bjergene og bade i god chiantivin.

Mit andet hjemland er Vietnam, hvor jeg har været guide siden 1998. Når man først har været der, er man solgt og kan ikke undgå at blive betaget af befolkningen og det smukke land.
Jesper Blangstrup Hansen

Jeg var som 12-årig med den lokale ungdomsklub i Lapland og gå på Kungleden. Selvom det regnede og blæste konstant under hele turen, mærkede jeg for første gang den frihed naturen kan give en. Alle hverdagens rammer var væk, man havde kun naturen som både med- og modstander.

Siden Lapland har jeg udviklet en god gammeldags eventyrlyst, som jeg prøver at få tilfredsstillet så meget som muligt. Det har ført min rygsæk og mig rundt på kloden, hvor jeg har oplevet alt fra bjergtoppe til nærkontakt med havets dyr. Jeg har mødt, boet og arbejdet med lokalbefolkninger på min vej, hvilket har givet mig et bredt indblik i andre kulturer og mennesker. Et indblik, der blev til en interesse, som har udmøntet sig i en læreruddannelse, da jeg derigennem har mulighed for at arbejde med mennesker og kulturer.

Jeg mener alle burde rejse og opleve, for at få nye nuancer på livet og udfordre sig selv. Det er mit grundlag for at være Topas Turleder, da jeg derigennem har mulighed for at give andre mennesker de oplevelser, som, for mig, har betydet ALT. Jeg glæder mig til at møde jer ude i verdenen og til at vi sammen skal få stillet vores eventyrlyst.
Juliane Rasmussen

At mærke stien under fødderne. Cyklen der ruller derudaf. Roen på en sten på en bjergtop. Ja, uanset om det foregår på to hjul eller i de udtrådte sko, nyder jeg i fulde drag dette job, fordi det indeholder mine største passioner.

Jeg har en umættelig interesse for kulturer og sprog, og arbejder til dagligt som sprogunderviser. Mødet mellem kulturer gør os rigere på flere niveauer, og det er også hvad der driver Topas-værket. Jeg har boet i en periode i hhv. Tjekkiet og Italien, og holder netop af at opholde mig et sted i længere tid ad gangen og dermed få et dybere kendskab til kulturen.

Jeg er især at finde i støvlelandet, hvor jeg nyder den alsidige natur, sproget, kulturen og ikke mindst maden.

Jeg er bl.a. uddannet inden for kunsthistorie og sætter formidlingen af de æstetiske oplevelser højt.
Kunsthistorie, naturhistorie eller en røverhistorie. Alle er spændende at høre fra en lokal, og det er en endnu større glæde at give den videre. Jeg glæder mig til at dele den grønne kultur med jer!
Jørn Wind

Fra jeg var helt ung, har jeg altid holdt af at bevæge mig i naturen. Det har gennem årene ført til mange spændende oplevelser forskellige steder i verden.

Senest har jeg været safariguide i Botswana og Sydafrika. Min kærlighed til friluftsliv stammer tilbage fra en tur tværs gennem Vestaustralien. Siden har jeg vandret en del i blandt andet Norge og Pyrenæerne. Desuden er jeg ivrig kajaksejler og elsker at klatre.
Kaj Lauridsen

Nysgerrighed og interesse for andre lande og kulturer har bragt mig rigtig meget rundt i verden. Jeg har i længere perioder boet i USA, Saudi Arabien, Letland og Cuba.

Som guide for Region Rejser gennem mange år har jeg haft fornøjelsen at videregive min begejstring for cykelferier i bl.a. Frankrig og Cuba. Cyklen er helt ideel til at opleve på. Man kan stoppe, når man vil! Tage billeder når man vil! Køre ad mindre veje og stier, og man får på cykel en rigtig god mulighed for kontakt med lokalbefolkningen.

De sidste mange år har jeg haft Cuba som mit speciale. Jeg er gift med en cubaner og har gennem hende og mine mange ture til Cuba fået et godt indblik i landet, dets kultur og politiske system.
Karina Gill

Jeg elsker at se nye steder og virkelig få et dybere kendskab til området jeg er i. Roen og friheden man får af at vandre i smukke omgivelser, kilden i maven når man på cykel kører ned ad bakker og sejren ved at bestige en bjergtop, det er lykken.

Glæden ved at rejse steder som ikke er overbesøgt, at drikke kaffe med lokalbefolkningen og nyde det simple bringer smilet frem hos mig.

Min baggrund som tjener og Sommelier gør at jeg altid er på jagt efter nye smagsoplevelser i det gastronomiske aspekt.
Min passion for, specielt Italien, begyndte da jeg arbejdede i Rom på én af de bedste restauranter.

Jeg glæder mig til at dele nye oplevelser og begejstres med dig i Sri Lanka, Italien og Spanien.
Kenneth Lynggaard

Stilheden i naturen. Udsigten fra bjergets top efter en god vandring. Frokosten på små skamler ved et gadekøkken i Vietnam. Snakken om livet med munke i Cambodia. Observere giraffens langsomme bevægelser samt følelsen af at have gjort noget, man ikke troede, man kunne. Sådanne rejseøjeblikke glemmes aldrig og dukker ofte op i en travl hverdag.

Jeg elsker at samle på sådanne rejseøjeblikke og opleve verdens diversitet i både natur og kultur, og jeg har i den forbindelse været mange steder i verden. Det drejer sig bl.a. om rygsæksrejser til Indien, Sydøstasien, Australien og New Zealand, krydstogter i Caribien, Østersøen og Mellemøsten, busrejse med safari fra Tanzania til Sydafrika samt charterrejser og camping i Europa og Nordafrika. Alle rejser har på hver sin måde sat spor for livet og udviklet mig som menneske – og for hver rejse bliver lysten til en ny rejse endnu større.

Til dagligt arbejder jeg som folkeskolelærer, og her er jeg vant til at samarbejde med mange mennesker, tage hensyn til alle og få det til at fungere i fællesskabet. Jeg glæder mig til sammen med dig at skabe et dejligt og sjovt Topas-rejsefællesskab, så vi sammen kan skabe uforglemmelige rejseøjeblikke. Vi ses derude!
Kitti Ølgod Sørensen

Jeg sprang ud som rejsetrold, da jeg var 16. Jeg rejser, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Jeg har en stor passion for at være i bjergene.

Vandring, klatring og skiløb er blevet en stor del af mit liv, og jeg fascineres af den oplevelse det er at leve sig ind i et lokalsamfund, hvor både sprog og kultur er helt forskelligt fra det danske. Italien, Frankrig, Nepal, USA, Afrika, Borneo ...

Jeg ser frem til det næste rejseeventyr - sammen med dig? Vi ses i bjergene!
Kirsten Böttger

Min nysgerrighed på livets oplevelser har gennem tiden ført mig gennem en spændende verden. Fantastiske eventyr som 'camp counselor' i USA’s bjerge, med dykkerudstyr i Sydøstasiens oceaner, på roadtrip i en gammel øse Australien rundt, 2000 km langturscyklist igennem Fransk Indokina, talrige trekking udfoldelser i Italiens og Perus fabelagtige smukke bjerge og intense kulturelle oplevelser i centralamerikanske lande.

Jeg udfordres af nye kulturer. At opleve, hvordan tingene kan se helt anderledes ud end den danske hverdag. Min trang til at holde liv i mavens sommerfuglefarm udfoldes stadig, idet jeg sidder i et fly på vej til en nye destinationer. Jeg står altid spændt i ankomsthallen, ventende på at møde den nye gruppe mennesker jeg skal lede til eventyrlige ferieoplevelser.

Glæder mig til at opleve med dig!
Kirsten Hanehøj

Enkelthed, frihed, fysisk udfoldelse og fællesskab. Det er nogle af grundene til, at jeg holder så meget af vandreferier.

Jeg elsker naturen og især bjergene. Her finder man en storhed og en skønhed, som når det først er kravlet ind under huden på én, ikke forsvinder igen.…

I bjergene finder jeg en indre ro. Jeg elsker det simple liv på vandreture, og at kunne bære alt, hvad jeg behøver i en sæk på ryggen. Det er skønt at blive mindet om, hvor få materielle ting, der i virkeligheden er nødvendige for at kunne klare sig. Kombineret med de fysiske udfoldelsesmuligheder, mærker jeg intenst hvad livet er, når jeg er på vandreture.
Jeg har vandret i Nepal, Pyrenæerne, Alperne, Indien, Sri Lanka og besteget Kilimanjaro. Fantastiske oplevelser hvor natur, menneskeligt samvær og fysiske udfoldelser er gået op i en højere enhed.

Jeg elsker at opleve nye destinationer, nye kulturer og møde nye mennesker, så jeg ser frem til at snøre støvlerne, pakke rygsækken og tage på nye eventyr i denne spændende verden.
Kirsten Panduro Findalen

Som ung rejste jeg på impulsive udlandsture i læseferien. Senere rejste jeg alene rundt med greyhound bus i USA. Det var denne tur der for alvor gav mig ”blod på tanden”. At opleve både natur, mennesker og kultur fra de store skove med bjørne og bævere mod nord, ved den canadiske grænse, igennem mange forskellige stater til den mexikanske grænse og videre ind i det farverige Mexico.

Jeg elsker naturen og friluftsliv,- vandring, kajakroning, skiløb, cykling, klatring m.m. Naturen er for mig mangfoldig, storslået og livgivende. Jeg elsker også at rejse og der bor nok en indre nomade i mig.

Jeg kan i sandhed skrive under på H.C.Andersens ord ”At rejse er at leve”. Jeg har rejst i over 30 lande,- mange af dem flere gange,- nogle af dem i længere tid. Jeg har boet i tre lande; Nordsverige, Italien og Holland. Jeg har rejst alene, sammen med andre og sammen med mine 4 børn.

Jeg er evig nysgerrig på at møde nye mennesker og udfordringer og jeg vil rigtig gerne dele min rejseglæde med andre.
At rejse er befordrende for rummelighed.
Klaus Nordvig Andersen

At tage på opdagelse i naturen har altid været noget helt grundlæggende for mig, og derfor "lå det til højrebenet" at jeg uddannede mig som biolog. Også nysgerrighed og oplevelsestrang efter nye steder er en drift, som jeg udlever, når muligheden er der - i det store udland såvel som i lille DK.

I 1999 havde jeg mine første Topas ture i Tanzania, og siden hen har jeg i Topas regi indåndet frisk bjergluft i bla. Canada, Frankrig, Italien, Spanien, og Island. Tilmed har min familie og jeg været udstationeret for Topas i to omgange, hhv. knap 2 år i Vietnam og 3 år i Grønland. I det høje nord var jeg på flere fantastiske slæderejser, men den største var utvivlsomt krydsningen af Indlandsisen med mit eget hundespand.

Dannelsesrejsen var en måneds kanoekspedition i Canadas North West Territories. Her gik jagt, fiskeri, kanosejlads, friluftsliv og godt kammeratskab op i en højere enhed!
Lars Bukkehave

Kombinationen mellem fysisk aktivitet og friluftsliv i flotte omgivelser er min store drøm. Jeg ser ligeledes mulighed for at videregive det, jeg elsker så højt til andre i tillæg med et hyggeligt møde med nye mennesker.

Jeg har en mastergrad inden for human fysiologi (idræt) fra Københavns Universitet og har de seneste år arbejdet som højskolelærer ved Gerlev Idrætshøjskole med ansvar Outdoor-linjen. Jeg har nu bosat mig i Lillehammer i Norge for at komme tættere på den uberørte natur hvor jeg arbejder som skiinstruktør.

Ved siden af mit arbejde og studie har jeg kørt adventurerace gennem 12 år. Jeg har, sammen med mit hold, kørt over 100 konkurrencer og rejst verden rundt: Canada, Alaska, Belize, Ecuador, Sydafrika, Abu Dhabi, Kina, Malaysia, Polen, Tjekkiet, Sverige, Spanien og Portugal.
Laura Bjerre

Jeg har altid haft en kæmpe passion for at rejse og det er efterhånden blevet en stor del af mit liv. Jeg finder det utroligt interessant at undersøge nye egne og naturen er for mig en kæmpe legeplads, der bare venter på at blive indtaget. Det at rejse giver en lang række oplevelser, eventyr og erfaringsdannelse, hvormed jeg hele tiden får udvidet min horisont.

Fra mit første møde med bjergene var jeg helt solgt og gang på gang betager de mig, hvilket har resulteret i en vinter i Østrig som skiinstruktør, utallige klatre- og vandreturer i alperne, en gletsjerinstruktøruddannelse og så har jeg været bosat 3 år i Norge. Herudover har jeg vandret i regnskove i Costa Rica, svømmet i grotter på Hawaii, oplevet Himalaya og overnattet i snehuler i Norge.

Jeg har en bachelorgrad i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet og Friluftsliv fra Norge, og når jeg ikke er ude i verden gælder det kandidatstudiet.
Louise Baarup

Måske blev kimen til min rejsefeber lagt da mine forældre tog mig med på elefantryg i regnskovene og på de fantastiske koralrev i Thailand, da jeg var blot 10 år gammel. Siden har jeg på egen hånd udforsket Australien med rygsæk i 12 måneder, og har afsluttet min uddannelse i Idræt og Sundhed med friluftsliv som tilvalg.

Via arbejde på sportssteder som La Santa Sport og Playitas har min passion for bl.a. dykning og triatlon gjort fysisk aktivitet til en stor del af min hverdag. Jeg er altid i gang med at planlægge mit næste eventyr, senest har jeg med rygsæk udforsket store dele af Afrika og bl.a. arbejdet som frivillig i Ghana og besteget Kilimanjaro.

Det er altid med stor glæde og forventning jeg møder nye mennesker og især nye kulturer. Jeg glæder mig hver uge til at få lov at dele min rejseglæde med Topas gæsterne.
Mads Dalby

Jeg var 3 år, da jeg tog på mit første tohjulede eventyr, og siden har jeg nærmest ikke stillet cyklen. Det er blevet til mange cykelture i Danmark og udland. Min store passion for cykling og cykler fik mit til at gå i lære som cykelmekaniker efter folkeskolen. Jeg blev færdiguddannet tilbage i 2010 og har efterhånden arbejdet med det meste inden for faget.

Efter to uheldige styrt på henholdsvis motor cross og cykel, som begge gange resulterede i en brækket ryg, besluttede jeg mig for at søge nye udfordringer, da lægerne gav mig grønt lys til, at jeg igen kunne udfolde mig. Jeg hev et år ud af kalenderen og rejste rundt i Nord- og Sydamerika. Under min rejse blev jeg draget af friluftslivet. Det var et område, jeg ikke rigtig havde udforsket før, men jeg blev bidt af det. Jeg føler mig privilegeret og nyder i dag mit drømmejob som turleder. Jeg kan nyde min passion inde for de alle områder, jeg kan lide. Jeg træder til, der hvor der er brug for mig, og jeg elsker nye udfordringer.

Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer indenfor Topas og få nogle fede rejseoplevelser med alle de skønne Topas gæster. Vi ses derude.
Margit Høj Hansen

Den røde tråd i mit liv har altid været oplevelser, og jeg opsøger dem, uanset hvor jeg er, og hvad jeg laver - både privat og som rejseleder/guide. Som 20-årig rejste jeg til Sydafrika og stiftede for første gang bekendtskab med den fantastiske frihed, der følger med at have en rygsæk på ryggen og vandrestøvler på fødderne.

Senere er det blevet til mange vandreture rundt omkring i verden, hvor nogle af de mest fantastiske oplevelser har været på The Appalachian Trail i North Carolina, i Island, på New Zealand og sidst i Vietnam. Jeg har boet 10 år i Baltikum, hvor bjergene er som i Danmark. Men naturen er unik, og det samme er mødet med balterne – og netop de to ting har jeg formidlet til rigtig mange danske grupper, der har besøgt landene.

Ved Topas har jeg været turleder i Skotland, Toscana, på Madeira, Korsika og ikke mindst på Mallorca, hvor jeg virkelig føler mig hjemme efter mange ture på både “Bjergtagende tinder” og "Bike & Hike”. Én af mine interesser er de kulinariske oplevelser / de lokale specialiteter, så det får altid stor fokus på mine ture!
Maria Kjelds

At verden er stor, har jeg altid vidst. Så snart jeg fik chancen, var jeg også på vej - langt væk! Først til et par arbejdsår i Cambodia. Et land, der på trods af en grum historie, stadig viser smil over alt. Med rygsæk igennem nabolandene med travlhed, trængsel samt fred og idyl på toppen af bjerget. Herefter til Australien med vandreture på Tasmanien og dykning lidt for tæt på lidt for store hajer på Great Barrier Reef. Siden blev det til Portugal, den amerikanske østkyst, Mexico, Skotland og Uganda.

Indimellem fik jeg tid til at færdiggøre mine studier i international udvikling og kommunikation - og at være rejseleder for Region Rejser (senere Topas Travel) , hvor turen er gået til Cambodia, Vietnam, Burma og Cuba.
Marie Damsbo-Svendsen

For mig er rejser lig eventyr. Jeg er meget fascineret af andre kulturer og elsker at vågne op til en ny dag i et fremmed land. Fascinationen begyndte, da jeg som barn fik fortalt historier om alverdens lande af mine forældre, som rejste en del med rygsæk i deres unge dage og med mine søskende og jeg, da vi var børn.

Første tur alene gik Europa rundt med Interrailpas, og siden rejste jeg et halvt år til Asien, hvor jeg blandt andet forelskede mig i den nepalesiske natur og Himalayabjergene. Den indiske kultur og det kinesiske samfund var også utroligt spændende at opleve. Jeg har gentagne gange været i Rocky Mountains (Canada) og vandret på Camino de Santiago i Spanien. I 2011 boede jeg desuden i forbindelse med mit studie et halvt år i byen León, der ligger på pilgrimsruten i Nordspanien.

Som turleder for Topas har jeg oplevet den storslåede natur på Korsika og i Toscana. Jeg må erkende, at jeg har det som en fisk i vandet, når jeg får muligheden for at kombinere bevægelse med naturoplevelser. "At rejse er at leve" sagde H.C. Andersen. Jo mere jeg ser af verden, jo mere får jeg lyst til at rejse og opleve. Jeg glæder mig til at udforske flere verdenshjørner og opleve nye eventyr sammen med jer!
Mathilde Brandstrup

Jeg er sportsentusiast med stort S, og min entusiasme for fysisk aktivitet smelter ofte sammen med mit eventyrgen, og lysten til at udforske verdenshjørner.

Jeg startede mine rejseoplevelser ved at ’gå’ fra farm til farm og arbejdede med alt fra rismarker i Indien til Norditaliens gademarkeder. Sidenhen har egne rejser og guideoplevelser blandt andet bragt mig til den amerikanske midtvest, Grønlands smukke fjorde, den sydøstlige del af Kaukasus og den islandske stilhed.

Intet kan slå oplevelsen af et lands kultur og natur, og derfor nyder jeg mit arbejde som turleder hos Topas, hvor jeg kan dele mine rejseoplevelser med andre. Jeg ser frem til at komme på eventyr og opdage verden sammen med dig.
Mette Bloch Andersen

Lande med laissez faire-stemning og bjerge topper min hitliste. De seneste 14 år har jeg fået pæne doser af begge dele i mere end 70 lande.

Min passion handler om lyden af is under støvlerne, rim på indersiden af teltet, et fokuseret øje på kroppens iltmætning, frysetørret mad (!), hvide tinder og tynd luft. Jeg har i mange år klatret og lavet alpine bestigninger i Alperne, Kaukasus, Andes-, Pamir- og Himalaya bjergene. Det er blevet til adskillige toppe, store ekspeditioner og lange ophold i tynd luft.

Som turleder har jeg bl.a. været udstationeret et par år i Vietnam, researchet nye destinationer og haft pionergrupper med til Cambodja, Kina og Etiopien. De seneste år har jeg fortrinsvist været turleder på bestigningsturene, og jeg har haft fornøjelsen af at se mange glade og stolte Topasdeltagere på kontinenternes tage.
Mike Kruse

”I dag gaar jeg her, i gaar gik jeg dèr, I morgen skal jeg sove under Sus af andre Trær. Det bruser i mit Blod, mens jeg vandrer på min Fod – Den store vide Verden, den stunder jeg imod!” - Det er digtet, jeg fik tildelt i horoskopet.

Min tid er altid hovedsageligt gået med at rejse – eller planlægge den næste. Jeg har på min cykel blandt andet fundet vejen fra Danmark til Thailand gennem en fjerdedel af vores enestående planet. Vandrestøvlerne har gennemtrådt steder som Himalaya, Kaukasus, New Zealand og Korsika. Smukke kulturer er oplevet i Iran, Nepal, Marokko, Korea, Japan og mange flere.

Jeg brænder for at udforske dét som gemmer sig rundt om det næste hjørne og sætte mig ind i og forstå den kultur jeg begiver mig rundt i. En af mine helt store passioner er derfor naturligvis at tilegne mig sprogkundskaber, således at jeg sætter mig i stand til at kunne kommunikere med de lokale, jeg møder på min vej. Rejselivet er for mig ikke en liste, hvor der bliver krydset ud, men en liste hvor der hele tiden bliver tilføjet nye steder.

Jeg holder meget af eventyret. Jeg holder meget af at vandre og cykle, og jeg holder meget af at vise verdens skønheder frem for andre rejselystne!

Jeg glæder mig til vi ses derude hvor græsset er grønnere, himlen lysere og bjergene højere!
Natalia Moreno

Hvor føler du dig hjemme? Det spørgsmål har jeg hørt lige siden jeg var barn. Nordjysk mor og sydspansk far og selv født i Madrid. Jeg har aldrig kunnet give det forventede svar: Spanien eller Danmark. Jeg føler mig nemlig hjemme begge steder, og med over 50 måneder på Grønland kan jeg nu også fange mig selv i at sige ”hjemme” her. Jeg er jo nok bare "hjemme i verden”!

Elsker naturen - og at vandre og klatre har i mange år været en god undskyldning for at rejse rundt i verden og lære andre steder og mennesker at kende.

I min bardom havde vi hus nord for Madrid - tæt på den landsby hvor jeg nu bor - og vi gik mange ture i bjergene. Mine forældre fortæller, at da jeg var 2 år skulle vi op på en top, og hver gang de forsøgte at hjælpe mig var mit svar: Jeg kan godt selv! Jeg tænkte nok dengang som nu: Jeg kan godt selv MEN... det er meget sjovere at have nogen at gå sammen med!!

Jeg nyder at være turleder for Topas: At have gæster med ud i verden, som møder og oplever andre steder og kulturer med respekt, hygger sig i fællesskab og prøver at få noget positivt ud af alle oplevelser. Vi ses!
Paul Klitnæs

Der sker noget med min måde at være i verden på når jeg kommer ud – ud i naturen eller ud i verden. Jeg vandrer og kører mtb og landevej i Danmark, og det er også sådan jeg kan lide at rejse. Mine oplevelser fra bjergene i Alperne, på Hawaii eller Mols deler jeg af og til med læserne af Opdag verden og det tyske Trekkingmagazin.

Som turleder har jeg foreløbig kørt de provencalske landeveje flade og delt den sitrende atmosfære på Mont Ventoux med gæsterne.

Jeg dyrker ikke det ekstreme, men jeg dyrker dybden i oplevelserne. Jeg ser frem til at dele min rejseglæde og glæde på rejsen med dig på en af turene med Topas.
Pernille Dyeremose

For mig er det vigtigste eventyret! Alt det spændende som lurer lige rundt om hjørnet. Det kan være alle steder - i Alperne, på en tropeø eller på Sydfyn. Det kan være en smuk udsigt, det kan være et træ man bare bliver nødt til at klatre op i, eller det kan være mødet med de lokale over en velfortjent øl efter dagens strabadser.

Jeg har altid været et sports-menneske med hang til naturen. Jeg har tilbragt utallige timer på hesteryg, på ski, i kajak, med løbesko på, med dykkerflaske på og ikke med mindst med vandrestøvler på, mange steder i verden.
Til daglig er jeg gymnasielærer i idræt. Med turene hos Topas prøver jeg at forene min glæde ved at være aktiv og for at formidle med min glæde ved naturen.

Nu er jeg klar til mit næste store eventyr som venter lige rundt om hjørnet – 3 måneder som gast på et sejlskib i det Indonesiske øhav og Stillehavet.

Jeg glæder mig også til at gøre flere ture til eventyr sammen med Topas' gæster.
Pia Riedel

Findes der noget bedre end at være aktiv i naturen sammen med andre? For mig er det ren livseleksir at vandre i bjerge, langs floder, over marker – ja, alle steder med spændende natur. Og helst i selskab med andre frie fugle, der også henter energi og glæde i samværet med rejsefæller.

Rejser til nær og fjern har altid haft høj prioritet i mit liv og har ført mig til mange magiske steder i verden; Vietnam, Australien, USA, Norge, Spanien, Italien mfl. Jeg har arbejdet i England og i Italien, været rygsækrejsende og slidt flere par vandrestøvler op i bjergrige egne. Lysten til at rejse og nysgerrigheden over for fremmede kulturer har bare altid boet i mig. Rejseeventyr beriger mig og inspirerer til nye tanker og friske synsvinkler på livet.

Vandring er min passion, selvom jeg også er glad for at ro havkajak, svinge mig op i cykelsadlen samt suse ned ad bakker på langrendsskiene. At vandre er for mig altid en proces, der skal nydes og ikke forceres. Jeg kan have et mål, men nærværet i processen er det, jeg sætter højst. At mærke kroppens muskler arbejde, lytte til åndedraget i den stille natur og nyde betagende udsigter fra bjergtoppe og dale. Kort sagt – at være til stede i nuet.

Som turleder hos Topas ønsker jeg at skabe trygge rammer for turdeltagernes rejseoplevelser. Jeg lægger vægt på fællesskab og gode grin samtidig med de fysiske udfordringer. Også den dybere samtale med den enkelte deltager, når der er mulighed for det, sætter jeg stor pris på. Så kære Topas gæst - lad os sammen skabe suveræne rejsestunder derude i verden. Husk vandrestøvlerne!
Sanne Schwartz

Den bedste gave jeg fik, da jeg for 10 år siden blev student, var en lækker backpack; så var jeg klar til at tage afsted ud i verden og fylde rygsækken med oplevelser. Siden da har mig og min backpack blandt andet været et halvt år i Mellem Amerika, på Cuba, i Indien, vandret pilgrimsruten El Camino i Spanien, og et halvt års udveksling på Hawaii.

For mig er det at rejse og være aktiv i naturen den bedste måde at sætte hverdagen i perspektiv, møde nye mennesker, koble af og udvide horisonten. Rejselysten er stadig intakt, så at jeg nu kombinerer denne glæde med at være turleder for Topas er en helt perfekt kobling.
Simon Grimstrup

Jeg startede med at løbe som 10-årig ved et tilfælde og har været bidt af en gal motionist lige siden siden. Som 18-årig tog jeg ud på et større cykeleventyr med mountainbike i bl.a. New Zealand, Sumatra og Vietnam - hvor også rejsefeberen fik tag i mig - og siden er det blevet til mange ture på mountainbike, trailsko eller med vandrestøvler.

Jeg har svært ved at undvære den daglige motion - og det har bragt mig omkring mange forskellige udholdenhedsidrætter - orienteringsløb, mountainbike og adventurerace og nu ultra-trailløb.

Jeg har desuden været med til at arrangere en del forskellige stævner i foreningsregi - hvor det også er naturformidling gennem oplevelse og sport, som har været det overliggende tema.

Topas Turleder og navigatør på Chris MacDonald/DR's Uturn-program, hvor en gruppe danskere med livstilssygdomme gik 800 km ad GR10 - på langs af Pyrenæerne.
Sofie Schiødt

Som 5-årig flyttede jeg med familien til Texas, og blev fascineret af den (mildest talt) fremmede kultur, samt de monumentale naturområder USA har at byde på. Siden da har rejselysten bare vokset, tit dirigeret mod lidt besøgte områder, og nogle af favoritdestinationerne inkluderer Peru, Indien og Sudan.

Efterhånden har denne rejselyst udviklet sig til, at jeg bruger cirka halvdelen af året i udlandet, og har bekræftet min tro på, at naturoplevelser og friheden ved at bevæge sig udendørs ikke kan matches af meget. Dette og det specielle fællesskab som Topas-rejserne byder på gør det uendeligt fascinerende og spændende at være turleder, en rolle som jeg nyder til fulde.
Stine Godsk

Jeg elsker at rejse! Så kort kan det siges. Lige fra jeg var helt lille, er jeg blevet taget med rundt i hele verden. Noget af det første jeg husker, er en 7-dages trekkingtur i Thailands jungle med mine forældre, da jeg var 9 år. Siden er det blevet til mange flere rejser, og jeg er kommet til at elske kombinationen af fysisk aktivitet og friluftsliv.

Hver eneste gang der er den mindste mulighed for at pakke rygsækken og tage af sted, er jeg smuttet. Når jeg så kommer hjem igen, længes jeg allerede efter næste tur og er ikke længe om at få den planlagt. Det er da heller ikke blevet til så få i tidens løb. Argentina, Mexico, USA, Grønland, Rusland, Nepal… Over 30 lande er det blevet til, og listen vokser.

Specielt har jeg kastet min kærlighed på bjergene. Der er noget helt magisk ved at være blandt disse kæmper. Pludselig er vi mennesker så små og helt overladt til naturens luner.

Jeg brænder for at komme ud i verden og møde andre kulturer, folkefærd og nye spændende steder. Verden er fuld af venlige mennesker, skønheder og eventyr, som bare venter på at blive opdaget.
Søren Konnerup

Jeg har altid været en sportsnørd - elsker og dyrker stort set al slags sport. Jeg har jeg altid været vild med naturen og det aktive liv. Så længe der er mulighed for at komme ud i det fri og bruge sine sanser og sin energi, så er jeg tilfreds, uanset vejret og vind.

Jeg elsker turlivet og det uforudsigelige i hvad dagen vil bringe. Det er når man er på tur, at man får tid og mulighed for at tænke de lidt dybere tanker, opleve, blive fascineret og ikke mindst få udvidet sin horisont!

Jeg er uddannet som bachelor i Idræt, med specialisering i Nordisk Friluftsliv - og læser pt. historie på Aalborg Universitet.
Jeg har været i Topas siden 2013, hvor jeg var på Korsika i 4 måneder. I 2014 har jeg været en tur på Korsika igen, derefter en tur i Albanien, Kosovo og Montenegro, en tur i Provence inden turen igen gik til Korsika.

I 2015 har jeg været 5 uger i Lake District (England) og skal i efteråret 6 uger til Marokko. Jeg glæder mig til at møde jer i fremtiden og høre om jeres liv og oplevelser!
Søren Lind

Mon man kan cykle dér? - har som regel været spørgsmålet når et nyt land har trængt sig på — og svaret har faktisk altid været et ja.

Siden jeg som ganske ung cyklede Danmark og Italien tyndt, har de fleste af mine rejser haft et eller andet med cykler at gøre. Både dem på egen hånd, i venners og families selskab og de rejser jeg gennem 20 år har arrangeret for først Region Rejser og siden Topas. I begyndelsen især til Frankrig og Italien, mit andet hjemland, og siden 1995 til mere eksotiske steder som Vietnam, Cambodia, Cuba, Burkina Faso og Bali. Kan man cykle dér? — ja, også der og det giver endda god mening. På cyklen ankommer du åben og i øjenhøjde med de folk du besøger.

Jeg vægter højt, at mine rejser er sociale og at der, ud over cyklingen, også er tid til kulturen, den gode mad og et godt glas ovenpå dagens udfordringer.

I mit civile liv er jeg uddannet bibliotekar og arbejder som udviklingschef på Svendborg Bibliotek.
Søren Simonsen

Selvom Danmark består af 43.094 km2, har det altid været svært for mig, at blive inden for dette areal. Som 17-årig pakkede jeg cyklen, og drog til Belgien på mit første eventyr. Og ugen efter tog jeg på highschool-ophold i USA. Derefter var kimen til min rejseaktivitet grundlagt. Jeg har siden rejst i ”Guds eget land” utallige gange….. Har blandt andet krydset landet fra øst til vest og fra nord til syd – på cykel. Jeg elsker fysiske udfordringer, og kan godt finde på at bruge en fridag til at cykle fra Skagen til Kruså.

Når kompasnålen vender væk hjemmefra, er jeg i mit es. Har været de fleste af turiststederne i Europa, vandret blandt elge i de svenske skove, gået på den kinesiske mur, og er blevet betaget af Niagara vandfaldenes buldrende vandmasser i Canada.

Jeg glæder mig til at møde dig ude i verden, hvor ”Topas-adventuret” bringer os sammen.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig