De Kanariske Øer - Vulkanen Teide og Grønne La Gomera
Ref. ESTG
Tag med os til toppen af Spanien, hvor vi fra den 3.718 meter høje vulkan Pico del Teide vil se solen stå op over et dramatisk og goldt lavalandskab. Herefter går turen videre til den lille, idylliske ø La Gomera, som byder på vandreture af ypperste kvalitet gennem stejle, frodige kløfter, langs rå klippekyst og dybt ind i en af verdens største tilbageværende og sjældne laurasilva urskov.
Bestigning ved solopgang af den 3.718 meter høje vulkan Pico del Teide - Spaniens højeste punkt
Sublim vandring på La Gomera i stejle slugter blandt daddelpalmer, Agave kaktusser og de mest fantastiske basaltsøjler
En nat tæt på stjernerne i det nyrestaurerede bjergrefugium smukt beliggende i 3.260 meters højde - midt i Teides månelandskab
Ægte urskovsatmosfære blandt de gamle, krogede og mosbelagte lauerbærtræer i Garajonay nationalpark
Vandring i Teide nationalpark i et goldt lavalandskab af snørklede og imponerede klippeformationer i de mest fantastiske farver samt 139 sejlivede plantearter heraf en tredjedel endemiske
Udfordrende vandring til Alto de Garajonay (1.487m) - La Gomeras højeste punkt og rent historisk et dramatisk og begivenhedsrigt sted
UNESCO inskriptioner i flæng — universitetsbyen San Cristóbal de La Laguna (1999), Teide nationalpark (2007), Garajonay nationalpark (1986) og fløjtesproget ’El Silbo Gomero’ (2009) - en antik form for langdistance kommunikation i bjergene på La Gomera
Lige siden 1960’erne har de kanariske øer været stemplet som feriedestination for solhungrende nordeuropæere. Og hvorom de stadig flokkes hertil, så gemmer øerne på masser af uendelig smuk natur, lokalkolorit og eminent vandring, hvis man ellers bevæger sig væk fra hotelbyerne ved kysten. Og det er lige præcis det, vi vil gøre på denne vandretur til Tenerife og La Gomera.
Dag 1. Ankomst til Tenerife - Transfer til universitetsbyen La Laguna
Vi ankommer til Tenerife og kører nordpå til byen La Laguna, hvor vi skal overnatte. La Laguna var i mere end to hundrede år øens hovedstad, men selvom regeringssædet nu er flyttet til Santa Cruz, er La Laguna stadig Tenerifes primære kulturelle, religiøse og uddannelsesmæssige centrum. Uden strand i nærheden ser byen ganske lidt til øens turisme og ud af de knap 180.000 indbyggere, er godt 15 % studerende på det 300 år gamle universitet og med til at skabe energi og en god stemning i byen. La Laguna blev i 1999 indskrevet på UNESCOs liste over verdens kulturarv - dette på baggrund af byens ’fredelige’ layout som den første ikke-forskansede spanske koloniby. Vores hotel ligger i La Lagunas gamle og historiske kvarter i en stilfuld, ældre bygning tæt på katedralen, og efter indkvartering er der tid til at se sig omkring i byen, inden vi mødes om aftenen til informationsmøde om turen efterfulgt af middag på en af byens restauranter. -/-/-
Dag 2. Vandring i Teide nationalpark — Overnatning i bjerghytte (3.260m)
Efter morgenmaden pakker vi rygsækken, checker ud af værelserne og opmagasinerer vores bagage på hotellet i La Laguna, mens vi i nat sover tættere på stjernerne i Teides 3.260 meter højt beliggende bjergrefugium Alta Vista. Fra La Laguna har vi knap to timers kørsel til starten af vores første vandring. Vi lægger forholdsvis hårdt ud med en tur på 900 højdemeter, fordelt over en distance på knap 8 kilometer. Med start i 2.350 meters højde tager vi det stille og roligt, så alle kan nå at vænne sig til den lidt tyndere luft i højderne. Ruten op mod Teide følger først en god, bred sti rundt om kuppelen Montaña Blanca i et smukt vulkanlandskab af lyse, beige, røde, brune og sorte farver samt flere bizarre geologiske formationer. Blandt andet kommer vi forbi nogle gigantiske, sorte vulkankugler - Huevos del Teide (Teides Æg) — som i sin tid blev slynget op fra vulkanen under et udbrud. Efter picnic frokost fortsætter ruten via en stejl zigzag sti op over bjergkammen Lomo Tieso til det nyligt renoverede bjergrefugium Alta Vista, som ligger med udsigt så langt øjet rækker midt i Teides månelandskab øst for vulkanens top. Her skal vi selv lave mad, og efter lidt stjernekiggeri og en varm kop te eller kaffe kryber vi til køjs. M/F/-
Dag 3. Teide summit (3.718m) — Solopgang og vandring i Teide nationalpark
Fra refugiet er der omkring to timers vandring og 400 højdemeter før vi står på toppen af Spanien, så vi bliver vækket meget tidligt, og efter en let morgenmad er det på med pandelampe og støvler og ud i mørket under stjernernes skær. Vandringen mod toppen tager os blandt andet forbi det isede område ’Cueva del Hielo’, hvorfra man i tidernes morgen hentede isblokke og bragte dem via muldyr ned til Puerto de la Cruz. Efter et par timer begynder vi at kunne ane lugten af svovl fra Teides 80 meter store krater — mere eller mindre på samme tid som solens første stråler rammer det golde vulkanlandskab og farver alt omkring os en dyb, varm orange. Toppen er nær, og det sidste hårde stykke op glemmes hurtigt når man står med et enestående 360-graders vue over hele Teide nationalpark og de andre kanariske øer La Palma, El Hierro, Gran Canaria, La Gomera (og på en ekstrem klar dag også Fuerteventura og Lanzarote), der ligger som gigantiske åkander i et stort, mørkeblåt Atlanterhav. Efter de obligatoriske ’summit billeder’ forlader vi toppen — ikke til fods, men med den berømte svævebane ’Teleférico del Teide’, der i løbet af blot ti minutter tager os retur til hovedvejen og de lidt tykkere luftlag. Ved bunden af svævebanen er det muligt at købe en sandwich, kaffe og lignende, og efter en lille pause skal vi igen ud på Teides vandrestier - denne gang til området omkring Roques de García, der med sine mange eroderede og unikke klippeformationer er en ren skulpturpark. Undervejs på vandreturen får vi et godt indblik i, hvordan vulkanen over tid har skabt Teides fantastiske landskab. Vandreturen tager godt to timer, og herefter kører vi i bus tilbage til hotellet i La Laguna. Resten af eftermiddagen er til fri disposition - måske vi har lyst til at fejre topbestigningen med en kold drik, nyde en tapas eller to på et af de små tapas steder i nabolaget, besøge museet eller snuppe en lille middagslur. Vi mødes igen om aftenen til middag på en restaurant i byen. M/-/-
Dag 4. Færge til La Gomera — Hermigua og vandring ved Playa de la Caleta
I dag forlader vi La Laguna og sejler til øen La Gomera vest for Tenerife. Vi skal med færge fra Los Cristianos i Tenerifes syd — en sejltur på omkring 45 minutter, der tager os til hovedbyen San Sebastian på La Gomera. Fra San Sebastian er der 15 kilometer til byen Hermigua og hotellet Los Telares, som er vores base de næste fire nætter. Los Telares er et rigtig hyggeligt sted med god plads og en fantastisk udsigt til bananpalmer og de omkringliggende bjerge. Vi bliver taget godt imod af Luisa og Anna (mor og datter), og efter indlogeringen tager vi vores picnic med og går på opdagelse i nabolaget. Hermigua ligger tæt ved kysten i La Gomeras frodigste dal, og byens knap 3000 indbyggere bor fordelt på dalens øvre og nedre del - Valle Alto og Valle Bajo. Fra hotellet i Valle Alto går vi gennem byen og ned mod den ofte stormomsuste kyst og ud til Playa de la Caleta - en nydelig lille sort sand- og stenstrand, hvor nogle måske lader sig friste til en dukkert. Undervejs vil vi se resterne af en gigantisk kran ’pescante’ ude i havet, der under bananproduktionens højtid på kanarieøerne i 1900-tallet blev brugt til at hejse bananer ombord på fragtskibe. Endelig er der på turen mulighed for en flot panoramaudsigt over Tenerife og vulkanen Teide 30 kilometer mod øst. Vi spiser til aften på hotellet. M/F/-
Dag 5. Vandring i Vallehermoso, "Den Smukke Dal"
En kort køretur bringer os efter morgenmaden til Vallehermoso i La Gomeras nord, som er øens grønneste og mest frodige del. Vallehermoso betyder den smukke dal, og dette er så afgjort også et meget malerisk sted, hvor landsbyen af samme navn ligger lunt og godt mellem stejle bjergkamme ved basen af den 250 meter høje vulkanmonolit Roque Cano. Vores vandretur starter bag landsbyens fine kirkegård og går op gennem kløften ’Barranco de la Era Nueva’, som er strøet med daddelpalmer og enebærtræer. Jo højere vi kommer op, jo mere stejl og tilgroet bliver stien, der går på kryds og tværs over en lille rislende bæk under tæt bambusvegetation. Godt 500 højdemeter senere topper vi ud på bjergkammen Tesselinde ved helgenskrinet Ermita Santa Clara (husk at medbringe en rose i offergave) til en spektakulær udsigt over La Gomeras dramatiske, stejle nordkyst, det dybblå Atlanterhav og de små huse nede ved kysten, som danner en af kanarieøernes mest isolerede bosættelser Arguamul. Et fint sted for en picnic. Vores vandring fortsætter efter frokost via en god og bred sti langs Monte Calderas bjergryg — stadig med flotte udsigter til kyst, palmelunde, gigantiske kaktusser og smukke million år gamle vulkanske basaltsøjler. Efter en times tid med let og relativ flad vandring runder vi bjerget Montana Blanca, og herfra går turen tilbage ned til Vallehermoso. Det meste af vejen kan vi nyde synet af landsbyen og Roque Canos dominerende, runde vulkantop. Vi mødes på torvet til en kaffe eller en kold øl, inden vi køres tilbage til vores hotel i Hermigua. Aftensmaden spiser vi enten på hotellet eller på en af Hermiguas restauranter. M/F/-
Dag 6. Vandring i Garajonay nationalpark — Alto de Garajonay (1.487m)
I dag starter vi vandreturen direkte fra hotellet og har en opstigning på lidt mere end 1200 højdemeter foran os - først gennem den smukke kløft El Cedro og derefter gennem et af verdens ældste skovområder til La Gomera øens højeste top Alta de Garajonay (1.487m). Vi passerer først de to klipper ’Los Gémelos’ (tvillingerne) og følger vandingskanalerne op til det blågrønne vandreservoir Presa de los Tiles, som ligger rigtig fint midt i tyk, grøn vegetation for foden af stejle skråninger med de mest sirligt anlagte terrassesystemer. Turens anden halvdel tager os ind i nationalparken Garajonay og gennem sjælden urskov af gammel, kroget og mosdækket laurasilva vegetation. Urskoven er oftest indhyllet i en tung dis, men vi kan også være heldige, at det er netop i dag, at solens stråler trænger igennem den tætte vegetation, og straks ændrer skovens udseende fra det nærmest spøgelsesagtige til det rene eventyrland. Garajonay har sit navn efter en legende om to unge guanches (øens oprindelige folk), Gara og Jonay, der forelskede sig, og begik selvmord sammen på Gomeras højeste top, Alto de Garajonay, fordi forældrene ikke tillod deres kærlighed. Og dette er bare én af mange dramatiske begivenheder, som er gået for sig her på øens højeste punkt og den endelige destination for dagens vandring. For guanches var toppen et helligt sted, hvorfra man tilbad og ofrede til bjergguden Orahan, og det var også her, at mange af dem søgte tilflugt fra den spanske invasion og endelige erobring i 1498. I lidt nyere tid mentes det også at have været et mødested for hekse, men i dag er her fred og ro og (hvis ikke toppen er indhyllet i tåge...) en smuk udsigt til urskov så langt øjet rækker, hav på alle sider og til de omkringliggende kanariske øer. Vores bus henter os tæt på toppen og kører os retur til Hermigua, hvor aftensmaden nydes enten på hotellet eller en restaurant i byen. M/F/-
Dag 7. Vandring i La Gomeras vest samt i "Kongedalen" Valle Gran Rey
Den sidste vandredag på turen bliver på øens vestlige del, hvor vi efter vandreturen vil kigge forbi i kystbyen Valle Gran Rey (kongedalen). Med lidt held vil vi på denne side af øen også høre ’El Silbo’ — et helt unikt fløjtesprog som guanches opfandt for at kunne kommunikere på lang afstand i bjergene. El Silbo bevares i dag ved blandt andet at undervise i fløjtesproget i skolerne. Der er masser af vandremuligheder i Valle Gran Rey området, og turen vi vælger afhænger af vejret og gruppens formåen. En mulighed er med start i landsbyen Arure - en tur som opsummerer mange af La Gomeras kvaliteter; smukke udsigter, en venlig og imødekommende befolkning, idyllisk natur, eventyrskov, små landsbyer og atmosfærefyldte cafeer. Første del af turen er et loop, og tilbage i Arure følger vi bjergkammen på Barranco de Arure kløftens højre side til Valle Gran Rey — med nogle af de bedste udsigter over La Gomera undervejs. Valle Gran Rey er en samling små landsbyer i en dyb slugt, hvoraf den største koncentration af liv findes i området helt ude ved kysten mellem bananplantager, sorte vulkanstrande og rå basaltklipper. Valle Gran Rey var et af hippiernes fortrukne ’fristeder’ i de glade 60’ere, og stedet har stadig en meget afdæmpet og tilbagelænet atmosfære. Vandreturen slutter i byen, og inden vi køres tilbage til Hermigua bruger vi lidt tid i byen til enten at kigge på butikker, måske bade eller slappe af på en af de mange hyggelige cafeer med en kaffe mens byens liv passerer forbi. Tilbage i Hermigua spiser vi vores sidste aftensmåltid sammen enten på hotellet eller en restaurant i byen. M/F/-
Måltider
Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -. Morgenmaden på hotellerne er buffet, som typisk består af frugt, mælk eller yoghurt, ost, pølse, brød, kaffe, te og juice. På vandreturene medbringes enten picnic frokost eller madpakker. Prisen for at spise på restaurant ligger på €10-20 for en ’Menu del Dia’ (dagens menu), som normalt består af tre retter. Vores hotel i Hermigua har en hyggelig restaurant med en tre-retters aftenmenu til ca. €10 — eksklusiv drikkevarer. Der er ligeledes mulighed for, at man kan købe ind til sin egen picnic aftensmad hos købmænd i byerne.
Til opholdet i bjergrefugiet skal du selv medbringe din aftensmad. Refugiet har et meget lille køkken, hvor det der fungerer bedst er at koge vand. Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at du medbringer en pakke frysetørret mad, som kun skal tilsættes vand og evt. lidt salt. Frysetørret mad fås i udstyrsbutikker landet over (kan også bestilles online ved bla. Friluftsland), og mærkerne enten Mountain House eller Reiter Travellunch laver velsmagende, energirige og mættende retter som f.eks. chili con carne, spaghetti bolognese, indisk kylling og laks i dildsovs! Turlederen vil sørge for indkøb af den lette morgenmad dag 3 i refugiet, hvilket typisk vil være diverse energibarer, tørret frugt, nødder, kiks og ost.
Pico del Teide
Stratovulkanen Pico del Teide er Spaniens højeste punkt og - målt fra vulkanens bund dybt nede i Atlanten — den tredje højeste vulkan i verden. På land rejser dens perfekte kegleform sig mere end tre tusind meter op over havets overflade og dominerer landskabet fra alle sider på den kanariske ø Tenerife. For øens oprindelige folk ’guanches’ var Teide et helligt bjerg, og ifølge deres mytologi boede den ondartede gud Guayota inde i vulkanen, hvor den blandt andet holdt lys- og solguden Magec fanget. Stadig kategoriseret som aktiv siver der i dag enkelte ufarlige svovldampe op af kraterets dybe hul, men ellers er der intet lusket at spore fra vulkanens indre, som så sit sidste udbrud for lidt over hundrede år siden. Tværtimod byder området omkring Teide på et scenisk og dramatisk månelandskab, der selvfølgelig bedst opleves til fods.
La Gomera
I skarp kontrast til Teides golde landskab og blot 30 kilometer vest for Tenerife ligger den lille, runde og frodige ø La Gomera. La Gomera er ligeledes en vulkanø, men har ikke set skyggen af vulkansk aktivitet de sidste ti millioner år, hvorfor erosionen har haft frit spil og skabt et utal af dybe kløfter og spektakulære klippemonolitter. På øens midte findes desuden den største rest i verden af laurasilva — en skov bestående af træagtige planter af lauerbærfamilien, og som den sidste istid blev så godt som udryddet overalt i middelhavsområdet. På La Gomera hersker der en rolig, afslappet og nærmest søvnig stemning blandt de 20.000 venlige og tilbagelænede indbyggere. Mere sprudlende og energisk er derimod øens mange storslåede og udfordrende vandreture, som følger et ældgammelt netværk af stier mange hundrede højdemeter op og ned i de stejleste kløfter og dale.
Overnatning
På turen overnattes på hotel i topersoners værelser med undtagelse af overnatningen i bjergrefugiet, hvor der overnattes på sovesal. Der er mulighed for at bestille enkeltværelse mod et gebyr angivet nederst på siden (enkeltværelse er dog ikke muligt i refugiet).
Hotel i La Laguna, Tenerife Hotellet i La Laguna ligger i byens gamle kvarter i en tre hundrede år gammel, stilfuld bygning, hvor de enkelt indrettede værelser omkredser en skøn, fransk inspireret indendørs gård, der fungerer som hotellets café og morgenmadsrestaurant.
Bjergrefugiet Alta Vista I 3.260 meters højde ligger bjergrefugiet Alta Vista i Teide nationalpark. Stedets oprindelige refugium blev bygget i 1892 af en englænder, som havde bosat sig på Tenerife. Refugiet er sidenhen blevet overtaget af Cabildo Insular (som også opererer svævebanen) og restaureret i 1950 og igen i 2007. Refugiet består af tre sovesale med plads til i alt 60 overnattende, et lille, simpelt køkken, opholdsrum og toiletter (ingen bad). Der er gode madrasser, dynetæpper, lagner og hovedpuder i refugiet - medbring evt. din egen lagenpose. Man kan købe enkelte læskedrikke, vand, te eller kaffe i refugiet til priser lige så høje som refugiets beliggenhed!
Hotel i Hermigua, La Gomera Vores hotel Los Telares i Hermigua ligger billedskønt med udsigt til bananplantager og grønne bjerge. Hotellet har god plads med flere opholdsrum både inde og udendørs. Der er også en lille pool (ikke opvarmet). Værelserne er store og smagfuldt indrettede og de fleste med et lille køkken og balkon. Hotellet er ejet af familien Gámez og startet af Doña Gámez som på trods af sine snart 90 år stadig er involveret i driften. Det er dog primært datteren Luisa og hendes datter Ana, som står for driften. Fem minutters gang fra hotellet ligger deres restaurant (kun åben for hotellets gæster), hvor vi spiser morgenmad og enkelte dage også til aften. Familien dyrker selv deres grøntsager og frugter, laver deres egne marmelader samt bager lækkert groft brød af hjemmemalet korn. Som mange andre steder på la Gomera hersker her en ’grøn tankegang’ og hotellet gør meget ud af genbrug. Et rigtig hyggeligt og familiært sted, hvor servicen er i top, og man føler sig rigtig godt tilpas.
Vandringen
Dette er en niveau 2-3 vandretur, hvor vi vandrer mellem 4-7 timer om dagen. Der er en del stejle op- og nedstigninger på turen - især på La Gomera, hvor vi på et par af vandreturene kommer over 1000 meters højdeforskel enten op eller ned. Desuden vil vi på toppen af Teide nå op i mere end 3.700 meters højde, som enkelte måske godt vil kunne mærke, men vi sætter selvfølgelig vandretempoet derefter.
Klima
For både Tenerife og La Gomera gælder det, at øernes sydlige dele får mindre regn og mere sol end de nordlige. Således vil du finde flest strande og badegæster i syd og flere aktive besøgende i det mere, frodige og grønne nord. Generelt er vejret behageligt året rundt og uden de helt store temperatursvingninger for årstiderne. Forventede temperaturer ligger i både foråret og efteråret på 14-21 grader om dagen og 10-16 om natten (lidt lunere om efteråret). Oftest er La Gomera en smule køligere end Tenerife og har mere nedbør. Jo højere du kommer op over havets overflade, jo koldere bliver det, og temperaturerne på Teides top kommer let under frysepunktet, når ikke solen står på. Der falder også sne på toppen af Teide, og kraftige snefald vil lejlighedsvis kunne ’lukke’ bjerget og dermed adgang til toppen/svævebanen. Dette forekommer dog primært i månederne december-februar.
Kort & Litteratur
Discovery Walking guides: La Gomera Tour & Trail 1:35,000 Ministerio de Fomento: Teide Parque Nacional guide (købes bedst lokalt)
Politikens: Turen går til Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro
Valuta
Medbring kontante Euro til turen. Det er også muligt at hæve kontanter i byerne La Laguna, Hermigua, Vallehermoso og Valle Gran Rey. På hotellet i La Laguna og Hermigua samt i større butikker og restauranter kan der betales med kreditkort (typisk visa eller master card).
Deltagerprisen inkluderer:
Flyrejse København — Tenerife t/r Færgeoverfart Tenerife-La Gomera t/r Lokal transport i forbindelse med vandreturene Lufthavns transfers Svævebane ned fra Teide Alle overnatninger på turen Dansktalende turleder Lokal guide på vandreturene i Teide nationalpark Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne Bidrag til Rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke:
Personlige lommepenge og udgifter til drikkevarer Måltider ikke inkluderet under dagsbeskrivelserne Entré til museer og lignende Eventuel rejse og afbestillingsforsikring Eventuelt tillæg for enkeltværelse, 1.200,- DKK
Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899