Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Indien - Ladakh trekking, Stok Kangri bestigning ogTaj Mahal

Status:

Turen er udsolgt - kontakt Topas for at få hjælp til at finde alternativ rejse, eller hvis du ønsker at blive skrevet på venteliste. Udsolgt

Afrejse:

08.07.2017

Hjemkomst:

23.07.2017
 
DKK 19.970 ,-
Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.

Lignende ture

Rusland
Mt. Elbrus bestigning
Argentina
Aconcagua bestigning
Nepal
Island Peak bestigning og Ama Dablam Base Camp
Marokko
Trekking i Høje Atlas med vandrebestigning af Toubkal


Kontakt Topas

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden
Print rejsen
Send til ven

personer synes godt om dette

         

Indien - Ladakh trekking, Stok Kangri bjergbestigning & Taj Mahal

Ref. INIK

Trekket til Stok Kangri Base Camp er startet – i smukke omgivelser fra start til slut

Det romantiske og storslåede Taj Mahal mausoleum er smukkest i dagens første eller sidste lys

Toppen af det blæsende Stok La pas (4.850m)

Bjerge så langt øjet rækker...

Vi går i reblag på den stejle grat tæt på toppen

Turen byder på eminent trekking - også for de, der ikke deltager i topbestigningen

Ladakh er et af de sidste steder i verden, hvor man finder traditionel tibetansk buddhisme

Ladakhs største by Leh ligger smukt i godt 3.500 meters højde

Gruppe på akklimatiseringsudflugt til Khardung La passet (5.600m)

Vilde roser pryder vandrestierne om sommeren

Parachutes – gamle faldskærme genbruges som tag på små kiosker i bjergområderne

Topas turlederen og det lokale team

Husene i de små bosættelser er bygget i naturens forhåndenværende materiale

Vores arbejdsomme ’pony-mænd’ er mødt op i næsten matchende outfit…

Stok Kangri Base Camp ligger i 4.950 meters højde

Gletsjeren vi krydser på vej til Stok Kangris top

Bedeflag i Khardung La passet med Karakoram bjergkæden i baggrunden

Khardung La passet ligger på en af de højeste veje i verden

Ganske få indbyggere lever et barskt men fredeligt liv i Ladakhs smukke golde bjerge

På vej mod Ganda La passet med Shingo og tibetanske stupaer i baggrunden

Der er dér vi skal op!

Udsigt til Stok Kangri fra vores camp efter Ganda La passet

Tid til at ’nyde’ en kop yak-butter te i et af Rumbaks gæstehuse

De tungtlastede ponyer har ’forkørselsret’ på vandrestien

Et helt anderledes landskab venter på den anden side af Stok La passet

Uhm, lækker lun frokost på vandrestien

Vores kok fremtryller femstjernede måltider på trekket

Teltlejren i Stok Kangri Base Camp

Udstyret tjekkes og gøres klart inden topnatten

Et velfortjent hvil i solopgangen på vej mod Stok Kangris top

En lokal bjergguide leder i samarbejde med en rutineret dansk turleder Stok Kangri bjergbestigningen

Stok Kangris 6.150m høje top er nået. Glæde, overskud og store smil

Nedstigningen fra toppen kan begynde

Sidste dag på trek går til landsbyen Stok, hvor vores transport venter

Turen starter med en smuk flyvning fra Delhi til Leh over de indiske Himalaya

Livet i Indien leves på gaden, så der er fuld underholdning på hele køreturen til Agra

Nysgerrighed, varme og store smil

De indiske kvinders farverige klæder er guf for kameraet

Se gæsternes egne fotos for denne tur

Er du til eksotiske bjergområder, udfordrende vandredage i højderne, et tiltalende kulturliv og suset af høje bjergpas og toppe? Så tag med os på trek i det indiske Himalaya med en valgfri bestigning af det 6.153 meter høje bjerg Stok Kangri sidst på trekket. Turen henvender sig således til både trekkere og bjergbestigere, og gradueres en grad 4 for selve trekket og en grad 5-6 for bjergbestigningen af Stok Kangri.

Ladakh regionen i det nordvestlige Indien ligger på et 3.000 meter højt plateau. Den dominerende kultur i dette område er buddhismen. I dette unikke og afsides bjergområde begiver vi os ud på et ni-dages trek, hvor vi overnatter i telt undervejs og vores bagage transporteres af bjældebeklædte ponyer. Vi krydser to bjergpas på knap 5.000 meters højde på vej til Stok Kangri Base Camp, og trekket giver således også den optimale akklimatisering for de af deltagerne, som har mod på bestigningen af Stok Kangri bjergets alpine top.

Turen sluttes af med et besøg i det verdensberømte og guddommelige Taj Mahal mausoleum i Agra.

  • Højdetrek i verdensklasse gennem Ladakhs fjerntliggende bjerge
  • Udfordrende bestigning af Stok Kangri - et 6.000 meter bjerg i de indiske Himalaya bjerge.
  • Vandring blandt ældgamle tibetanske klostre, kunstfærdige mani-sten og blafrende bedeflag
  • Dramatiske multifarvede klippeformationer som skifter farve med lyset
  • Ægte alpinklatring med steigeisen og isøkse over gletsjer og snemarker på vej til Stok Kangris summit.
  • Sjov og spændende jeeptur til Khardung La (5.602m) via en af verdens højest beliggende veje
  • Udsigter fra Stok Kangris 6.153 meters summit til store dele af Himalaya, Karakoram bjergkæden (med det berygtede K2) og langt ind i Tibet
  • Hyggelige stunder i vores teltlejr med dine rejsekammerater, vores lokale personale og deres ponyer.
  • Stjerneklare nætter og solopgange i kolde og klare farver
  • Tid til at opleve bykultur, menneskene og atmosfæren i Ladakhs hovedstad Leh
  • Besøg det smukke, romantiske og guddommelige Taj Mahal mausoleum i Agra

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Dag 1. Afrejse fra Danmark – Ankomst New Delhi lufthavn

Vi flyver fra Danmark og ankommer sidst på aftenen til lufthavnen i Delhi. Her mødes vi af vores lokale samarbejdspartner, som kommer for at hilse på og hjælpe os med transfer til indenrigsflyet mod Leh. Vi har nogle timer i New Delhi lufthavn inden afrejsen til Leh.

-/-/-
Dag 2. Med fly fra New Delhi til Leh i Ladakh (3.500 m)

Tidligt om morgenen flyver vi fra New Delhi til Leh, som er hovedstaden i Ladakh regionen. Vi håber på en dag med klart vejr, så vi allerede fra luften kan nyde synet af det spektakulære indiske Himalaya.

Efter ankomst indkvarteres vi på vores hyggelige pensionat, hvor man kan tage sig et hvil, inden vi efter frokost mødes i hotellets have eller på tagterassen til et informationsmøde om turen. Resten af dagen står på afslapning og restitution efter den lange flyrejse.

Leh ligger i 3.500 m højde, og det er ikke usædvanligt at mærke effekten af de tyndere luftlag allerede kort efter ankomst. Man bliver måske lettere forpustet og får en smule hovedpine, men disse milde reaktioner på højden er normale og forsvinder som regel efter kort tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi allerede nu begynder vores akklimatiseringsproces, som primært består i at få masser af væske indenbords samt undgå anstrengende fysisk aktivitet.

I Leh findes et utal af gode restauranter, markeder og hyggelige butikker, og der er ingen knaphed i udbuddet af lækre pashmina tørklæder og smukke kashmir tæpper i god kvalitet – skulle du allerede nu ønske at orientere dig omkring mulighederne for indkøb af souvenirs.

M/-/-
Dag 3. Let vandring og optimal akklimatisering i Leh og omegn

Vi bruger dagen iført vandrestøvler i Leh og omegn. I Leh bor omkring 26.000 mennesker, og befolkningen er en blanding af tibetanere, Kashmir-muslimer og hinduer. Omkring markedet ser man også Dardfolk, et nomadefolk, der kommer ind til byen for at sælge deres varer.

Dagen byder på Lehs 'klassiske' vandretur op forbi ruinerne af Ladakhkongernes tidligere palads fra 1600-tallet og videre af en kringlet sti til Tsemoklostret, som ligger højt hævet over Leh med en enestående udsigt over byen og de omkringliggende grønne dale. Fra Tsemo passerer vi Sankar klosteret (hjemsted for omkring 20 munke fra den 'gule hat' sekt) på vej til den nyere japanske 'freds-stupa' (buddhistisk helligdom), som ligger 500 trin oppe på en bjergtop over landsbyen Changspa. Herfra vil vi nyde freden, stupaens smukke bygningsstruktur og ikke mindst det frie udsyn til de bagvedliggende bjerge – inklusiv Stok Kangri - på den anden side af dalen.

Om eftermiddagen er det tid til at leje udstyr til de af deltagerne, som ønsker at bestige Stok Kangri og ikke har medbragt udstyr hjemmefra.

M/-/-
Dag 4. Spændende jeeptur til passet Khardung La (5.600m) - Klargøring til trek

I dag skal vi ud på en flot og spændende køretur med jeep op til Khardung La passet ('la' betyder pas på tibetansk), som ligger knap 40 km fra Leh i 5.600 meters højde. Khardung La var i tidernes morgen et vigtigt pas for handelskaravaner, hvor mere end 10.000 tungt læssede heste og kameler årligt passerede på ruten mellem Leh og Kashgar (Kina).

Passet blev i 1988 åbnet for motorkøretøjer og har siden tiltrukket en mindre skare af eventyrlystne bilister, motorcyklister og "tråd-stærke" cyklister. Vi bevæger os fra 3.550 til lidt over 5.600 meters højde, og selvom højden vil kunne mærkes, kan vi fra vores jeep uden de helt store anstrengelser nyde omgivelserne og den imponerende udsigt over Zanskarbjergene. En rigtig smuk tur ad stejle bjergveje.

Tilbage i Leh er eftermiddagen sat af til de sidste og vigtige forberedelser til trekket og bestigningen af Stok Kangri. Turlederen vil gennemgå trekkingruten og bestigningen i detaljer, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og diskutere emner som akklimatisering, sværhedsgrad, generelle forhold på bjerget, forplejning og brug af steigeisen og isøkse. Det er vores erfaring, at jo grundigere forberedt man er på både trekket og bestigningen, jo bedre bliver oplevelsen og chancen for gennemførslen af begge.

M/-/-
Dag 5. Trek: Fra Chilling (3.200m) til Skiu (3.400m)

I dag påbegynder vi vores trek til Stok Kangri base camp. Umiddelbart efter morgenmaden kører vi til landsbyen Chilling, som er kendt for sine forekomster af metaller, såsom kobber, tin og sølv.

I Chilling forlader vi vores køretøj og bliver fragtet over den brusende Zanskar flod i en forholdsvis primitiv lift. (Lidt af en oplevelse...) På den anden side af floden mødes vi med vores lokale personale og deres ponyer, og så snart ponyerne er lastet med al vores bagage og udstyr, er vi på vej.

Dagen byder på forholdsvis let vandring med nogen op- og nedstigninger og med rig mulighed for at knipse løs på de spektakulære omgivelser. Vores vandring tager os først gennem den afsides Markhadal, som ligger kilet ind mellem Ladakh og bjergkæden Zanskar. Her følger vi Markhafloden, indtil vi hen på eftermiddagen ankommer til vores lejr tæt ved landsbyen Skiu, som sammen med nabolandsbyen Skaya stadig ernærer en lille gruppe bønder i området ved landbrug. Her dyrkes blandt andet abrikoser og byg.

Vi indretter os i vores telte, og har du tid og lyst, kan du kigge nærmere på Skius kloster bygget i 1100-tallet.

M/F/A
Dag 6. Trek: Fra Skiu (3.400m) langs Shingti floden til Shingo (4.200m)

I dag har vi en forholdsvis kort vandredag foran os, hvor vi følger floden Shingti gennem en imponerede kløft til landsbyen Shingo. I dette ellers golde landskab kan vi i dag fra tid til anden nyde lidt skygge fra kløftens mange grupper af piletræer, som vokser tæt ved Shingti flodens bred. Det er også her i kløften, at vi for alvor og på ganske tæt hold kan beundre Ladakhs unikke bjerglandskab og forundres over de stejle klippevægges mange forskellige farver og mineralsammensætninger. Farverne veksler mellem både lyse, grå, røde, orange, grønne og nærmest lilla nuancer.

Omkring middagstid når vi frem til vores lejr, som ligger i 4.200 meters højde på en stor grøn mark umiddelbart før landsbyen Shingo. Eftermiddagen kan bruges på at slappe af eller gå sig en tur i området - enten op på en af bjergtoppene i nærheden eller en tur til den charmerende lille landsby Shingo, hvor omkring 10 indbyggere dyrker landbrug efter ældgamle traditioner.

M/F/A
Dag 7. Trek: Fra Shingo (4.200m) til Camp (4.400m) - Via Ganda La passet (4.900m)

Efter et solidt morgenmåltid er vi klar til endnu en dag på trek. I dag er en af de mere krævende dage, da vi skal have lagt godt 700 højdemeter til trekket og krydse over det 4.900 meter høje Ganda La pas. Da vi allerede befinder vi os i mere end 4.000 meters højde, sætter vi vandretempoet ned, så alle har optimal mulighed for at akklimatiserer til højden.

Fra lejren har vi omkring fem timers vandring til passet, og på hele turen op kan vi nyde en rigtig smuk udsigt bagud ned mod den grønne dal omkring Shingo, hvor vi kom fra. Og udsigten bliver ikke mindre imponerende når vi når op i passet - herfra åbenbares de sneklædte tinder i både Zanskar- og Stokbjergkæden for vores øjne.

Ud over de bjergtagende udsigter skal vi i dag også holde øje med dyrelivet, som heroppe ofte vrimler med charmerende Himalaya murmeldyr og 'bharal' - blå får (som egentlig mere ligner en ged/antilope). Begge hører med til den flygtige sneleopards livretter!

Vi overnatter på den anden side af passet i vores lejr i 4.400 meters højde.

M/F/A
Dag 8. Trek: Fra Camp (4.400m) til Rumbak (4.200m) - Gennem gletsjerdal og langs floden til Rumbak

Dagens trek byder på en forholdsvis let nedstigning gennem en af områdets største dale (en tidligere gletsjerdal), hvor vi passerer hyrdelandsbyen Yurutse (1-2 huse!), inden vi når ned i dalens bund. Herfra følger vi Rumbak floden indtil vi ankommer til landsbyen Rumbak - en af de største i området. Ligesom i de andre landsbyer, ligger Rumbaks charmerende, hvidkalkede huse (i den typiske 'Ladakh-stil') nærmest klistret op ad de golde bjergsider - forbundet af blafrende, kulørte bedeflag - hvilket giver en helt speciel stemning og liv i månelandskabet.

Rumbak byder også på et rigt fugleliv, og sidst men ikke mindst er dette leopardland. Det estimeres, at der findes en population på ikke mindre end 200 af den sky sneleopard i området. Området (som også inkluderer Stok Kangri) hører under Hemis High Altitude National Park - grundlagt i 1981 blandt andet med henblik på at beskytte det sårbare dyreliv i Rumbag og Markha distrikterne.

I Rumbak kigger vi indenfor i et af de små tehuse, hvor vi bliver inviteret på en kop traditionel Ladakhi 'smør te'. Vi overnatter i vores lejr udenfor Rumbak landsby i godt 4.200 meters højde.

M/F/A.
Dag 9. Trek: Fra Rumbak (4.200m) til Mankarmo (4.400m) - Over Stok La passet (4.850m)

I dag skal vi ud på nok turens smukkeste vandring. Fra Rumbak begynder opstigningen til det andet høje pas på turen, Stok La passet, som ligger i 4.850 meters højde i et grønt landskab omgivet af rødlige, forrevne klippevægge - hjemsted for den flygtige sneleopard.

Dagen starter forholdsvis blidt, og vi går via en smuk og langsomt stigende rute. Derefter bliver stien mere stejl for at ende i et zigzag spor det sidste stykke op til toppen af passet i knap 4.900 meters højde. Fra passet har vi en fantastisk udsigt til Stok bjergkæden, men det er de utallige lag på lag af multifarvede klippe 'katedraler' omkring os, som stjæler billedet.

Vi nyder udsigten fra toppen af Stok La passet, inden vi forsætter på passets anden side gennem grøn bevoksning på askegrå bund ned mod smeltevandsfloden fra Stok Kangris gletsjer. Nedstigningen starter ud en smule stejlt og følger derefter højdekurverne gennem to dale inden vi kommer ned til floden. Vi følger Jinchen floden op, indtil vi ankommer til vores lejr Mankarmo beliggende i knap 4.400 meters højde - omringet af områdets karakteristiske lodrette klippevægge. I den brede Jinchen floddal er der igen gode chancer for at se blå får.

M/F/A
Dag 10. Trek: Fra Mankarmo (4.400m) til Stok Kangri Base Camp (4.950m)

I dag er en kort men vigtig dag. Vi skal til Stok Kangri Base Camp og have tilbagelagt omkring 500 højdemeter over en jævn, forholdsvis kort opstigning. Ruten følger Stok floden hele vejen til Base Camp, som ligger i en stor dal tre-fire timers vandring fra Mankarmo. Her er normalt en livlig aktivitet af bjergbestigere fra hele verden og en stemning, som syder af forventning og energi. Fremme i campen spiser vi frokost.

Om eftermiddagen er der sat tid af til at forberede bestigningen for de som påtænker at deltage i Stok Kangri topforsøget. Forberedelsen består i en grundig gennemgang af udstyr og turlederen vil demonstrere brugen af reb, steigeisen og isøkse, så alle føler sig komfortable med udstyret og parate til bestigningen.

For de som ikke ønsker at deltage i bestigningen bliver der om eftermiddagen arrangeret en vandretur op mod Stok Kangri gletsjeren. Vi spiser aftensmad samlet og overnatter i Stok Kangri Base Camp i 4.950 meters højde.

M/F/A
Dag 11. Trek: High camp (5.300m)

Vi bruger formiddagen på en akklimatiseringstur op til High Camp i godt 5.300 meters højde. År tilbage startede mange Stok Kangri topforsøg herfra, men campen er nu af politiske årsager lukket. Turen til High Camp og tilbage til Base Camp tager omkring fire timer. Vi spiser frokost i camp, og herefter er det tid til at hvile samt foretage de sidste forberedelser til bestigningen. De deltagere, som ikke ønsker at deltage i bjergbestigningen, kan enten gå sig nogle mindre ture i området eller 'hænge ud' i det store fællestelt i base camp. Vi spiser aftensmad tidligt, og så er det i soveposen for at få den sidste søvn eller hvile, inden bjergbestigerne ved midnat starter ud mod Stok Kangris top. Overnatning i Base Camp.

M/F/A
Dag 12. Stok Kangri Summit (6.153m) - Eller trek til landsbyen Stok (3.480m) og med jeep til Leh

STOK KANGRI BJERGBESTIGERE:
Vi vækkes omkring midnat og efter en kop varm te og lidt at spise er vi på vej. Det er en fantastisk oplevelse at gå i mørket i pandelampens skær, velvidende (men uden at kunne se det) at vi skridt for skridt langsomt kommer nærmere mod toppen.

Ruten mod toppen går først stejlt op på en bjergryg og fortsætter derefter langs en bjergkam og over morræne med store klippeblokke indtil vi når gletsjeren for Stok Kangris fod. Her spænder vi steigeisen på og fortsætter hen over gletsjeren.

Fra gletsjeren går det videre op over ujævnt, klippet terræn, som kan være enten sne eller isdækket. Vi er nu nået så langt, at lyset så småt begynder at bryde frem, og vi kan fornemme bjergene omkring os. Langt nede under os ses nu den store gletsjer, som vi krydsede i de tidlige morgentimer. Et par timer før toppen når vi frem til en bjergryg, og herfra bliver terrænnet mere krævende – flere steder skal vi have hænderne til hjælp og afhængigt af forholdene fortsætter vi i reblag. De sidste omkring hundrede højdemeter før toppen går over stejlt terræn, hvor vi skal være ekstra påpasselige.

Bestigningen af Stok Kangri er spændende, udfordrende og lang – vi skal tilbagelægge godt 1.200 højdemeter i iltfattig luft på turens mest krævende terræn. Men belønningen venter på Stok Kangris top, hvor sejrsrusen får frit løb og udsigten er storslået. På lang afstand kan vi se Leh i miniature udgave og rundt omkring os knejser Himalayas sneklædte toppe. Ladakh og Zanskarbjergene rækker langt ud i horisonten i syd og mod nord ses Karakorumbjergkæden.

Vi bruger lidt tid på at nyde bedriften, suge indtrykkene til os, tage de obligatoriske summitbilleder og genvinde pusten, før vi sætter ned ad mod Base Camp, hvor vores kok venter os med et måltid varmt mad. Fra Base Camp til toppen af Stok Kangri tager det omkring 7-8 timer, og derefter 5-6 timer retur til campen. For de flestes vedkommende går resten af dagen med at slappe af, sove, spise og glæde sig over oplevelsen. Vi overnatter en sidste gang i Base Camp.

M/F/A



TREKKERE:
Efter en god nattesøvn (nu hvor bjergbestigerne har forladt Base Camp camp omkring midnat!) spiser vi morgenmad, pakker sammen og begiver os ud på turens sidste dag på trek. Det er en let men spektakulær vandretur ned gennem dalen til landsbyen Stok – vi befinder os igen omgivet af flerfarvede klippevægge, der nærmest skyder op af jorden fra den relativt flade floddal.

Vi har frokost med, som vi spiser undervejs. I Stok venter vores jeeps og tager os i løbet af en halv time tilbage til Leh. I Leh står den på afslapning resten af dagen, måske lidt shopping og sikkert et kærkomment bad.

M/F/-
Dag 13. Trek fra Base Camp til Stok og med jeep til Leh - Eller fridag i Leh

STOK KANGRI BJERGBESTIGERE:
Vi pakker vores lejr sammen fra den tidlige morgenstund, spiser morgenmad, og begiver os herefter ned mod Leh og civilisationen. Vi har en nedstigning på knap 1500 højdemeter foran os, og selvom kroppen givetvis er lidt slidt ovenpå forrige nats topbestigning, er det mentale overskud formentligt ligeså stort. Vi følger i fodsporene af gruppens trekkere, som i går gik den samme flotte tur ned gennem dalen til landsbyen Stok.

Vi spiser frokost undervejs, og midt på dagen ankommer vi til Stok, som ligger i en grøn oase i 3.480 meters højde. Her stiger vi ind i de ventende jeeps, og er efter en kort køretur tilbage i velkendte rammer i Leh. I Lehs står den på brusebad, genforening med resten af gruppen og sammen går vi ud om aftenen og fejrer et fantastisk trek og en forhåbentligt vellykket bjergbestigning af Stok Kangri.

M/F/-


TREKKERE:
Dagen i dag er til fri disposition. Måske der skal købes lidt souvenirs med hjem, men der er også rig mulighed for at tage på forskellige dagsture ud fra Leh. Én mulighed kunne være en rafting tur enten på den stille og rolige Indus flod eller – for dem som søger lidt mere gys og spænding - på den lidt mere 'livlige' Zanskar flod. Er man mere til en kulturel oplevelse, kan et besøg til Thikse klosteret, som ligger knap 20 kilometer øst for Leh, anbefales.

Thikse er det største kloster i den centrale del af Ladakh, huser den buddhistiske 'gul hat' sekt og klosterets struktur er kendt for sin lighed med det betydningsfulde Potala Palace kloster i Tibet. Man kan også hygge sig med en bog i hotellets have og vente på at bjergbestigerne kommer tilbage til byen. Om aftenen er der lagt op til at gruppen går samlet ud at spiser – vi skal feje et fantastisk trek og udveksle oplevelser fra de sidste dage hver for sig.

M/-/-
Dag 14. Fly fra Leh til New Delhi – Med bus til Agra i Uttar Pradesh provinsen

Vi siger farvel til Leh og de smukke bjerge i Ladakh og flyver først på dagen tilbage til Delhi. I Delhi stiger vi på vores private bus, passerer forbi Delhis trængsel og larm og sætter kursen mod Agra, hvor et nyt og helt anderledes eventyr venter.

Agra ligger godt 200 kilometer syd for Delhi i provinsen Uttar Pradesh, og byen er verdensberømt på grund af det ufattelig smukke og romantiske mausoleum, Taj Mahal. Køreturen til Agra er en oplevelse i sig selv.

I Indien leves livet i den grad på gaden, og der er så meget at se på gennem bussens vinduer, at man aldrig kommer til at kede sig. Det vrimler med mennesker, dyr, rickshaws, gadesælgere, små butikker, overfyldte taxa, skrammel, trafik, blomster, skolebørn, tiggere, forretningsfolk – alt sammen i en stor pærevælling. Det er underholdning i verdensklasse fra start til slut, og man keder sig aldrig på turen, som på trods af den korte distance tager det meste af en dag med diverse stop undervejs.

Ved ankomsten til Agra tjekker vi ind på et af byens bedre hoteller, hvor vi også spiser til aften i en af restauranterne.

M/-/-

Note – Taj Mahal monumentet er lukket hver fredag, så skulle turens 'dag 15' falde på en fredag, besøger vi i stedet Taj Mahal ved solnedgang på 'dag 14' ved ankomsten til Agra.
Dag 15. Besøg Taj Mahal mausoleum – Med bus til Delhi – Afrejse med fly fra Delhi

Taj Mahal bygningsværket er allermest besnærende først eller sidst på dagen, indhyllet i dis og badet i et blødt henholdsvis rødligt eller guldlignende skær. Så vi står tidligt op for at nyde synet til fulde.

Som dagen gryer, vil monumentets marmorflade skifte farve i takt med ændringer i lyset, og er man bare en lille smule interesseret i at fotografere, er det umuligt at løsrive sig stedet.

Taj Mahal blev færdiggjort i 1648 og er udtryk for det ypperste i mogulsk arkitektur. Dets konstruktion bygger i bund og grund på en kærlighedshistorie med en sørgelig slutning! Shah Jahan, søn af den berømte mogul hersker Akbar, byggede ’Taj’ som gravmonument for sin højtelskede hustru Mumtaz Mahal, der døde i barselssengen kun 38 år gammel under fødslen af deres 14. barn.

Vi giver os god tid til besøget, hvorefter vi kører tilbage til hotellet og spiser morgenmad. Og så skal vi tilbage til Delhi – denne gang tager vi den nye motorvej mellem Agra og Delhi, der på en god dag er et par timer hurtigere men knap så underholdende.

Undervejs til lufthavnen stopper vi for at spise aftensmad, og så er tiden kommet til at sige farvel og på gensyn til Indien og gå ombord på flyet til det noget fladere og mindre farverige Danmark.

M/-/-
Dag 16. Ankomst til Danmark

Ankomst til Danmark, fyldt op af gode oplevelser og 'en summit' i bagagen.
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderede, markeres disse med -.

Alle måltider er inkluderet på trekket, hvor man kan forvente energirige og velsmagende måltider. Snack (nødder, energibarer, druesukker, tørret frugt, chokolade og lign.) skal medbringes på trekket, da man indkøbsmuligheder undervejs er begrænsede. Udvalget af snack i Leh er begrænset, så har du klare præferencer bør dette medbringes hjemmefra.
Overnatning

I Leh bor vi i et relativt simpelt gæstehus, og i Agra på et større og mere luksuriøst hotel. Begge steder overnattes i to-personers værelse - dog er der mulighed for tilkøb af enkeltværelse ved overnatningerne i Leh og Agra mod et tillæg angivet nederst på siden. På trekket bor vi i mobile teltlejre i rummelige topersoners spidstelte. Vi medbringer derudover et messetelt, køkkentelt og toilettelt. Sidstnævnte sættes op hvor der ikke er toiletter tilknyttet teltpladsen. På trekket er det ikke muligt at bestille enkelt-telt.
Ladakh regionen

Ladakh er en region i det nordvestlige Indien også kendt som Lille Tibet eller Landet med de høje pas. Regionen ligger på et 3.000 meter højt plateau og spænder over bjergkæderne Himalaya og Karakoram samt den øvre del af Indus floddalen.

Ladakhs beliggenhed udenfor monsunens rækkevidde afspejles i områdets golde, barske og nærmest måneagtige landskab, og de gigantiske bjergformationer og forrevne, multifarvede klippetoppe tiltrækker geologer fra hele verden. Men på trods af det tørre klima myldrer bjergskråningerne om sommeren med små farverige blomster, og de mange grønne oaser langs floderne giver liv til området.

Den dominerende kultur i Ladakh er buddhismen og - isoleret fra kinesisk indflydelse - et af de sidste tilflugtssteder for den traditionelle tibetanske kultur.
Turens varighed

16 dage, heraf 11 vandredage - 9 af disse på trek grad 4. Alle dage går deltagerne med dagstursrygsæk.

Bestigningen af Stok Kangri er valgfri, men trekket er bygget op med henblik på at forberede deltagerne på topforsøget, og turens fokus vil være på bestigningen. På den anden side er trekkets længde, og ruten, vi har valgt til Base Camp, et fremragende og smukt trek i sig selv, som sagtens kan ‘stå alene’, hvis man ikke ønsker at deltage i bestigningen. Både trekkere og bjergbestigere er således velkomne på turen, og følges ad på hele turen pånær dag 12-13.

Af hensyn til planlægningen og forberedelse af udstyr forventes det, at deltagerne på informationsmødet den første dag i Leh tilkendegiver, hvorvidt man påtænker at deltage i bestigningen eller ej.
Stok Kangri bestigning: Graduering og teknisk niveau

Trekket er en grad 4 - selve bestigningen af Stok Kangri er gradueret 5-6.

Selvom der ikke er tale om en teknisk vanskelig bestigning, er steigeisen (crampons), klatresele og isøkse nødvendigt udstyr, og vi medbringer reb for ekstra sikkerhed. Det er en fordel men ikke en nødvendighed at have erfaring med alpin klatring. Turlederen vil sammen med den lokale bjergguide grundigt gennemgå brugen af ovenstående udstyr inden topforsøget, så alle er godt forberedte og fortrolige med udstyret.

Topnatten/dagen vil være lang og hård, hvilket kræver, at man er motiveret og i god fysisk form. Efter en meget tidlig start krydser vi efter et par timers vandring gletsjeren ved foden af opstigningen. Vi fortsætter ad den sydlige grat, der af og til kan føles lidt eksponeret. Ruten er ikke voldsomt stejl, men det er nødvendigt flere steder at støtte med hænderne på vej op gennem klipperne og de løse sten. Turen fra Base Camp til toppen tager 7-8 timer og de sidste 60-90 minutters opstigning foregår i stejlt terræn med is og/eller sne, hvilket kræver forsigtighed at krydse. Vores akklimatiseringsprogram, hvor vi gennem trekking og bestigninger gradvist tilvænner kroppen til højden, er en afgørende faktor for succes. Man bør dog være indstillet på, at det kan være nødvendigt at opgive topforsøget på grund af symptomer på højdesyge, da ikke alle bevæger sig "helt upåvirket" op over 5.000 m. Det er turlederen, der i samråd med vores bjergguide har det sidste ord i den endelige beslutning – højdesyge er kun farlig, hvis man forsøger at ignorere den. Turlederen og vores lokale partner har stor erfaring i at få så mange på toppen som muligt.
Forbehold for ændringer

En tur af denne karakter kan indebære ændringer, der kan skyldes alt fra sygdom, ændringer i fartplaner, tekniske problemer undervejs, sti og vejrforhold. Dette må man være indstillet på inden afrejse.

Den nøjagtige dag for bestigningen af Stok Kangri vil afhænge af vejrforholdene og blive disponeret af turlederen.

Det kan ske, at lufthavnen i Leh lukker under dårlige vejrforhold, så vi enten bliver forsinket ind eller ud af Leh. Er forsinkelsen ud af Leh betydelig, kan det medføre, at turen til Agra og Taj Mahal må aflyses. I så fald bruges tiden inden afrejsen tilbage til Danmark i New Delhi.
Klima

Vejret er generelt godt om sommeren i Ladakh, med varme dage (op til 30 grader i Leh) og kolde nætter, afhængig af højden. Det kan blive under frysepunktet i de højest beliggende lejre. Ladakh tilhører teknisk set det tibetanske højdeplateau og ligger beskyttet for den monsunregn, der hvert år rammer den øvrige del af landet, men af og til kan regntiden alligevel mærkes i området. Desuden gælder det, som i alle andre bjergegne, at vejret er uforudsigeligt. Man skal være forberedt på regn og blæst – evt. sne i højderne. Vær desuden opmærksom på den stærke UV-stråling, som i bjergområder kan være meget anstrengende for øjnene, så gode solbriller er et must. I New Delhi er vejret generelt meget varmt, og luften er fugtig.
Visum

Visum til denne tur er påkrævet.

Visum til denne tur er påkrævet. Topas kan sørge for visum til Indien for danske statsborgere. Det koster 650,- DKK. I den forbindelse er det VIGTIGT at bemærke, at du skal forvente at undvære dit pas i ca. 2 måneder før afrejse. Passet skal være gyldigt i mindst 4 måneder fra indrejsedatoen. Du får flere oplysninger på din personlige side "Min Topas Rejse", når du har booket turen.

NB. Visumregler kan variere for andre nationaliteter end danske statsborgere, der rejser på dansk pas. Derfor bedes øvrige nationaliteter selv kontakte ambassaden i deres hjemland.
Valuta

Medbring USD $ eller Euro i kontanter, som kan veksles om til indiske rupees ved ankomsten. I lufthavnen kan der ligeledes være mulighed for at omveksle danske kroner - dette er dog uden garanti. Enkelte steder i både Leh og Agra (f.eks på større hoteller, leje af udstyr) vil det være muligt at betale i USD eller Euro. Der findes få hæveautomater i lufthavnen i Delhi, Leh og Agra. Ønsker du at hæve penge i en automat, skal du være opmærksom på, at der er begrænsning på, hvor meget du kan hæve dagligt. Kreditkort kan benyttes enkelte steder i Leh (større butikker) og Agra.
Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Kort om højde og akklimatisering

I højden falder ilttrykket og i 5.500 m er iltindholdet næsten halveret. På trekking eller bestigning i højderne skal kroppen tilvænne sig forandringerne for at kunne fungere. Denne tilvænning kaldes akklimatisering. Alle mennesker kan akklimatisere, men det er genetisk bestemt, hvor hurtig du er til det. Der er således individuelle forskelle på, hvor hurtigt man befinder sig godt i en given højde.

Du kan desværre ikke træne akklimatiseringen hjemmefra og god form er ingen garanti for, at du har let ved at akklimatisere. Alligevel er det vigtigt, at du er i god fysisk form, da det er ekstra krævende at vandre i stor højde. Det er vigtigt, at man ikke ser højdesymptomer som et svaghedstegn, men kroppens reaktion på forandringerne i trykket.

På en tur som denne vil der altid være nogen, som mærker til milde højdesymptomer som fx hovedpine, let kvalme og appetitløshed uden at det bliver problematisk. Andre går helt fri og mærker næsten intet. I tilfælde af at nogen skulle udvikle højdesyge – og dermed få moderate eller sværere højdesymptomer, er den eneste behandling at komme ned i lavere højde. Denne vurdering foretages af turlederen, som også igangsætter nødvendige tiltag.

Der er en række faktorer, som har indflydelse på højdetilvænningen. Læs i det følgende hvad Topas gør for at fremme akklimatiseringen og hvad du selv kan gøre.
Hvad gør Topas for at tilgodese akklimatiseringen på denne tur?

Programmet tilgodeser den vigtige højdetilvænning bedst muligt. Det første tiltag er, at vi i videst muligt omfang følger princippet: ”Go high – sleep low”. Kroppens højdetolerance øges ved at man trekker op i fx 4.400 m for dernæst at falde og sove lavere.

Oppe i 4.400 m registrerer kroppen dét iltindhold, som er til rådighed i denne højde. Nede i den lavere sovehøjde restituerer kroppen bedre og samtidig arbejder den aktivt for at akklimatisere til iltindholdet, som kroppen registrerede oppe i 4.400 m. Man kan sige, at kroppen på denne måde snydes til at tro, at den er højere. Og det er ekstremt effektivt og giver en klar fordel, når vi senere skal endnu højere.

Et andet tiltag er, at vi i videst muligt omfang undgår at stige mere end 300-500 meter per dag i sovehøjde over 3.500 m. Denne langsomme opstigning giver kroppen den fornødne tid og ro.

Som et tredje tiltag regulerer vi tempoet, da det er afgørende for god akklimatisering, at man undgår overanstrengelse og unødig høj puls. Vi hjælper den enkelte deltager og hele gruppen med at finde dét tempo, som vi ved, vil fremme den enkeltes højdetilvænning i stedet for at hæmme den.

Et fjerde tiltag er, at turlederen under hele turen kommer med anvisninger på, hvordan du fremmer akklimatiseringen. Vi insisterer på tæt dialog med vores deltagere omkring helbred og højdesymptomer.
Hvad kan du selv gøre for at kickstarte din akklimatisering?

Selvom evnen til at akklimatisere i høj grad bestemmes af din genetik, kan og skal du heldigvis stadig gøre noget aktivt for at kickstarte og fremme din akklimatisering. Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem højdesyge og dehydrering. Det absolut vigtigste råd i højderne er at drikke vand, og netop væskeindtag er en komponent i akklimatiseringsprocessen, som ikke kan udfordres. Du bør drikke minimum 4 - 5 liter vand dagligt. En anden betydningsfuld faktor er lavt tempo. Accepter din hjertefrekvens og lad benene følge hjertets rytme. Ikke omvendt. Sørg desuden for at regulere din kropsvarme, så du er tilpas og hverken for kold eller varm.

På trekking eller bestigning i højderne, kan du tænke på din krop som en lidt skrøbelig maskine. En maskine er stærk – det er din krop også. Men kroppen er under et ekstra pres i højderne, og derfor bliver det din opgave at hjælpe den, hvor du kan, bl.a. ved at følge ovenstående råd.
Rejselitteratur

Trailblazer: “Leh & Trekking in Ladakh”
Lonely Planet: “Trekking in the Indian Himalaya”
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse Danmark - New Delhi t/r
Flyrejse New Delhi – Leh t/r
Lufthavnsskatter og afgifter
4 overnatninger på hotel i Leh inkl. morgenmad
1 overnatning på hotel i Agra, inkl. morgenmad
Jeeptur til Khardung La
Jeep til Chilling
Privat bus Delhi – Agra t/r
Alle transfers mellem lufthavn og hotel i Delhi og Leh
Dagsvandretur fra Leh
Indgangsbillet til Tsemo klostret
Dansktalende turleder
Lokal guide, assistent guides, kokke, køkkendrenge og hjælpere på trekket
Ekstra bjergguider på topnatten
9 dages trekking, inkl. bestigning af Stok Kangri
Tilladelser og gebyrer til trekket og bestigningen
Fuld forplejning på trekket; morgenmad, frokost, aftensmad samt varme drikke
Ponyer til fragt af bagage
Engelsktalende lokal guide på turen til Agra/Taj Mahal besøget
Indgang til Taj Mahal
Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Visum
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser, beregn ca. DKK 30 pr. måltid
Drikkepenge (påregn ca. DKK 450)
Entré til museer, klostre og lignende
Eventuelle aktiviteter i Leh på dag 13
Evt. enkeltværelsestillæg: 1800 DKK (gælder kun for overnatninger i Agra og Leh - ikke på trekket)
Evt. afbestillingsforsikring
Rejseforsikring.
Gå til toppen og Book rejse
Kim Bredsgaard

Flot tur, godt planlagt, udfordrende og spændende med en meget god turleder.

Christian Sætre

Godt organisert, hyggelige guider, bra opplegg, gode turer

Joan Svejgaard Sørensen

Fantastisk oplevelse - super gruppe og en endnu bedre turleder.

 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig