Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

book rejse

Stok Kangri bestigning
DKK 16,970.00
Se rabat- og gebyrpolitik
Topas Travel er tilsluttet:
Dansk Rejsebureau Forening
Rejsegarantifonden
Pakkerejse-Ankenævnet

rejseprogram

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Dag 2
Med fly fra New Delhi til Leh i Ladakh (3.500 m)
Dag 3
Let vandring og optimal akklimatisering i Leh og omegn.
Dag 4
Jeeptur til Khardung La (5.600m) og klargøring til trek.
Dag 5
Start på trek - Fra Chilling til Skiu (3.400m)
Dag 6
Fra Skiu langs Shingti floden til Shingo (4.200m)
Dag 7
Fra Shingo og over Ganda La passet (4.900m)
Dag 8
Gennem dalen og langs floden Rumbak til landsbyen Rumbag (4.200m)
Dag 9
Fra Rumbag over Stok La passet (4.850m) til Mankarmo (4.400m)
Dag 10
Mankarmo til Stok Kangri Base camp (4.950m)
Dag 11
Fra Base camp til High camp (5.300m)
Dag 12
Stok Kangri Summit (6.150m)
Dag 13
Fra Stok til Leh
Dag 14
Med Fly fra Leh til New Delhi
Dag 15
En dag i New Delhi
Dag 16
Ankomst til Danmark

Lignende ture

Rusland
Mt. Elbrus bestigning
Argentina
Aconcagua bestigning
Tanzania – Bestigning af Kilimanjaro


ASIEN

Indien - Stok Kangri bestigning

          Ref. INIK

Går du rundt med en lille bjergbestiger inde i dig? Har du været på toppen af Kilimanjaro, Mount Elbrus, på trek i Himalaya eller på anden vis stiftet bekendtskab med tyndere luftlag og udfordrende vandring? Måske du har fået smag for bjergtinder og suset af summit og leder nu efter din næste udfordring. Hvis det er tilfældet, har vi toppen til dig i Indiske Himalaya.
  • Udfordrende bestigning af Stok Kangri - en 6.000 meter i de indiske Himalaya bjerge.
  • Udsigter fra Stok Kangris 6.150 meters summit til store dele af Himalaya, Karakoram bjergkæden (med det berygtede K2) og langt ind i Tibet.
  • Få en smagsprøve på ægte alpinklatring, når vi med steigeisen og isøkse krydser en gletsjer og snemarker på vej til Stok Kangris summit.
  • Højdetrek i verdensklasse gennem Ladakhs fjerntliggende bjerge - et vildt, goldt og dramatisk landskab af høje pas, brusende floder og forrevne tinder.
  • Hyggelige eftermiddage og stjerneklare aftener i lejren i selskab med dine rejsekammerater, bjergbestigere fra andre lande, vores lokale personale og deres ponyer.
  • Sjov og spændende køretur i jeep til Khardung La passet via en af verdens højest beliggende veje (5.602m).
  • Tid til at opleve bykultur, menneskene og atmosfæren i Indiens hovedstad New Delhi samt provinsbyen Leh i Jammu/Kashmir.
  • Solopgange i kolde og klare farver - som du kun kan opleve den i bjergene.

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoomudgave på maps.google.dk
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Det 6.150 meter høje Stok Kangri er det højeste bjerg i bjergkæden 'Stok', som ligger i Ladakh regionen i det nordvestlige Indien. Et fantastisk smukt bjerg, hvis sneklædte top som en anden pyramide stolt knejser over Ladakhs ørkenagtige plateau. Fra bjergets summit har man på en klar dag udsigt til Karakorambjergkæden, en stor del af Himalaya og langt ind i Tibet. Trods sin imponerende højde er Stok Kangri på grund af sit forholdsvis lave tekniske niveau et af de mere tilgængelige bjerge i verden at bestige. Vi skal krydse en gletsjer og eventuelle snemarker, hvor brug af steigeisen og isøkse er nødvendig, og umiddelbart før summit passeres en kortere eksponeret sektion. Men ellers er bestigningen - højden taget i betragtning - mere eller mindre ligetil.

For at komme frem til Stok Kangri base camp skal vi trekke flere dage igennem Ladakhs dramatiske bjergområde. Vi har valgt en længere, mere afsides og smukkere rute til Stok Kangri base camp - primært for at være godt akklimatiseret til topforsøget, men også fordi dette spektakulære månelandskab inviterer til vandring og fysisk aktivitet. Ladakh regionen er kendt som 'Lille Tibet' eller 'landet med de høje pas', og vores trek vil tage os over to pas på knap 5.000 meter på vej til base camp. Dyrelivet heroppe i højderne byder blandt andet på blå får, godt seks kilo tunge Himalaya murmeldyr og - hvis man er rigtig heldig - måske et glimt af Himalayas sky og sjældne sneleopard.

Endelig er der undervejs rig mulighed for at suge til sig af Ladakhs charmerende og farverige kultur, som adskiller sig fra resten af Indien ved at have en hovedvægt af buddhister blandt befolkningen kombineret med en mindre gruppe af Kashmir-muslimer og hinduer. Ældgamle klostre, kunstfærdige mani-sten og blafrene bedeflag vil følge os overalt på denne udfordrende bestigning i et af verdens mest eksotiske og afsides hjørner.
Dag 1. Afrejse fra Danmark

Afrejse med fly fra Danmark til New Delhi. -/-/-
Dag 2. Med fly fra New Delhi til Leh i Ladakh (3.500 m)

Først på morgenen flyver vi fra New Delhi til Leh, som er hovedstaden i Ladakh regionen. Vi håber på en dag med klart vejr, så vi allerede fra luften kan nyde synet af det spektakulære indiske Himalaya og måske det første glimt af vores bjerg Stok Kangri. Efter ankomst indkvarteres vi på vores hyggelige gæstehus, og resten af dagen står på afslapning og restitution efter den lange flyrejse. Leh placerer sig i 3.500m højde, og det er ikke usædvanligt at mærke effekten af de tyndere luftlag allerede kort efter ankomst. Man bliver måske lettere forpustet og får en smule hovedpine, men disse milde reaktioner på højden er normale og forsvinder som regel efter kort tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi allerede nu begynder vores akklimatiseringsproces, som primært består i at få masser af væske indenbords samt undgå anstrengende fysisk aktivitet. -/-/-
Dag 3. Let vandring og optimal akklimatisering i Leh og omegn.

Vi bruger dagen iført vandrestøvler i Leh og omegn. Om formiddagen er der mulighed for en lille spadseretur gennem Leh’s gader til Sankar Gompa (kloster), som er hjemsted for omkring 20 munke fra den 'gule hat' sekt. I Leh bor kun omkring 26.000 mennesker, og befolkningen er en blanding af tibetanere, Kashmir-muslimer og hinduer. Omkring markedet ser man også Dardfolk, et nomadefolk, der kommer ind til byen for at sælge deres varer. Eftermiddagen byder på Leh's 'klassiske' vandretur op til ruinerne af Ladakhkongernes tidligere palads fra 1600-tallet, som ligger højt hævet over byen. Fra kongepaladset fører en kringlet sti os op til Tsemoklostret, hvorfra udsigten ud over Leh og de omkringliggende landsbyer er helt enestående. På vej ned bag om kongepaladset går vi via Sankar hen til den nyere japanskbyggede Freds-pagode, hvor der i klart vejr er frit udsyn til de bagvedliggende bjerge og Stok Kangri på den anden side af dalen. M/-/-
Dag 4. Jeeptur til Khardung La (5.600m) og klargøring til trek.

I dag skal vi ud på en spændende køretur med jeep op til Khardung La passet ('la' betyder pas på tibetansk), som ligger knap 40 km fra Leh i 5.602 kilometers højde. Khardung La var i tidernes morgen et vigtigt pas for handelskaravaner, hvor mere end 10.000 tungt læssede heste og kameler årligt passerede på ruten mellem Leh og Kashgar (Kina). Passet blev i 1988 åbnet for motorkøretøjer og har siden tiltrukket en mindre skare af eventyrlystne bilister, motorcyklister og "tråd-stærke" cyklister. Vi bevæger os fra 3.550 til lidt over 5.600 meters højde, og selvom højden vil kunne mærkes, kan vi fra vores jeep uden de helt store anstrengelser nyde omgivelserne og den imponerende udsigt over Zanskarbjergene. En rigtig smuk tur ad stejle bjergveje.

Tilbage i Leh er eftermiddagen sat af til de sidste og vigtige forberedelser til trekket og bestigningen af Stok Kangri. Turlederen vil gennemgå ruten og bestigningen i detaljer, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og diskutere emner som akklimatisering, sværhedsgrad, brug af steigeisen og isøkse, generelle forhold på bjerget, forplejning osv. Det er vores erfaring, at jo grundigere forberedt man er på bestigningen, jo bedre bliver oplevelsen og chancen for at nå på summit. M/-/-
Dag 5. Start på trek - Fra Chilling til Skiu (3.400m)

I dag påbegynder vi vores trek til Stok Kangri base camp. Umiddelbart efter morgenmaden kører vi til landsbyen Chilling, som er kendt for sine forekomster af metaller, såsom kobber, tin og sølv. I Chilling forlader vi vores køretøj og bliver fragtet over den brusende Zanskar flod i en forholdsvis primitiv lift. (Lidt af en oplevelse...) På den anden side af floden mødes vi med vores lokale personale og deres ponyer, og så snart ponyerne er lastet med al vores bagage og udstyr, er vi på vej. Dagen byder på forholdsvis let vandring med nogen op- og nedstigninger og med rig mulighed for at knipse løs på de spektakulære omgivelser. Vores vandring tager os først gennem den afsides Markhadal, som ligger kilet ind mellem Ladakh og bjergkæden Zanskar. Her følger vi Markhafloden, indtil vi hen på eftermiddagen ankommer til vores lejr tæt ved landsbyen Skiu, som sammen med nabolandsbyen Skaya stadig ernærer en lille gruppe bønder i området ved landbrug. Her dyrkes blandt andet abrikoser og byg. Vi indretter os i vores telte, og har du tid og lyst, kan du kigge nærmere på Skius kloster bygget i 1100-tallet. M/F/A
Dag 6. Fra Skiu langs Shingti floden til Shingo (4.200m)

I dag har vi en forholdsvis kort vandredag foran os, hvor vi følger floden Shingti gennem en imponerede kløft til landsbyen Shingo. I dette ellers golde landskab kan vi i dag fra tid til anden nyde lidt skygge fra kløftens mange grupper af piletræer, som vokser tæt ved Shingti flodens bred. Det er også her i kløften, at vi for alvor og på ganske tæt hold kan beundre Ladakhs unikke bjerglandskab og forundres over de stejle klippevægges mange forskellige farver og mineralsammensætninger. Farverne veksler mellem både lyse, grå, røde, orange, grønne og nærmest lilla nuancer. Omkring middagstid når vi frem til vores lejr, som ligger i 4.200 meters højde på en stor grøn mark umiddelbart før landsbyen Shingo. Eftermiddagen kan bruges på at slappe af eller gå sig en tur i området - enten op på en af bjergtoppene i nærheden eller en tur til den charmerende lille landsby Shingo, hvor omkring 10 indbyggere dyrker landbrug efter ældgamle traditioner. M/F/A
Dag 7. Fra Shingo og over Ganda La passet (4.900m)

Efter et solidt morgenmåltid er vi klar til endnu en dag på trek. I dag er en af de mere krævende dage, da vi skal have lagt godt 700 højdemeter til trekket og krydse over det 4.900 meter høje Ganda La pas. Da vi allerede befinder vi os i mere end 4.000 meters højde, sætter vi vandretempoet ned, så alle har optimal mulighed for at akklimatiserer til højden. Fra lejren har vi omkring fem timers vandring til passet, og på hele turen op kan vi nyde en rigtig smuk udsigt bagud ned mod den grønne dal omkring Shingo, hvor vi kom fra. Og udsigten bliver ikke mindre imponerende når vi når op i passet - herfra åbenbares de sneklædte tinder i både Zanskar- og Stokbjergkæden for vores øjne. Ud over de bjergtagende udsigter skal vi i dag også holde øje med dyrelivet, som heroppe ofte vrimler med charmerende Himalaya murmeldyr og 'bharal' - blå får (som egentlig mere ligner en ged/antilope). Begge hører med til den flygtige sneleopards livretter! Vi overnatter på den anden side af passet i vores lejr i 4.400 meters højde. M/F/A
Dag 8. Gennem dalen og langs floden Rumbak til landsbyen Rumbag (4.200m)

Dagens trek byder på en forholdsvis let nedstigning gennem en af områdets største dale (en tidligere gletsjerdal), hvor vi passerer hyrdelandsbyen Yurutse (1-2 huse!), inden vi når ned i dalens bund. Herfra følger vi Rumbak floden indtil vi ankommer til landsbyen Rumbag - en af de største i området. Ligesom i de andre landsbyer, ligger Rumbags charmerende, hvidkalkede huse (i den typiske 'Ladakh-stil') nærmest klistret op ad de golde bjergsider - forbundet af blafrende, kulørte bedeflag - hvilket giver en helt speciel stemning og liv i månelandskabet. Rumbag byder også på et rigt fugleliv, og sidst men ikke mindst er dette leopardland. Det estimeres, at der findes en population på ikke mindre end 200 af den sky sneleopard i området. Området (som også inkluderer Stok Kangri) hører under Hemis High Altitude National Park - grundlagt i 1981 blandt andet med henblik på at beskytte det sårbare dyreliv i Rumbag og Markha distrikterne. Vi overnatter i vores lejr i Rumbag i godt 4.200 meters højde. M/F/A.
Dag 9. Fra Rumbag over Stok La passet (4.850m) til Mankarmo (4.400m)

Fra Rumbag begynder opstigningen til det andet høje pas på turen, Stok La passet, som ligger i 4.850 meters højde i et grønt landskab omgivet af rødlige, forrevne klippevægge og sneklædte tinder. Dagen starter forholdsvis blidt, og vi går via en smuk og langsomt stigende rute. Derefter bliver stien mere stejl for at ende i et zigzag spor det sidste stykke op til toppen af passet i knap 4.900 meters højde. Fra passet har vi en fantastisk udsigt til Stok bjergkæden, og med lidt held kan vi skimte ruten, vi senere skal følge op til Stok Kangri bjergets 6.150 meter høje top. Vi nyder udsigten fra toppen af Stok La passet, inden vi forsætter på passets anden side ned mod smeltevandsfloden fra Stok Kangris gletsjer. Nede i den brede floddal følger vi Jinchen floden op, indtil vi ankommer til vores lejr Mankarmo beliggende i knap 4.400 meters højde omringet af lodrette klippevægge. M/F/A
Dag 10. Mankarmo til Stok Kangri Base camp (4.950m)

I dag er en kort men vigtig dag. Vi skal til Stok Kangri Base camp og have tilbagelagt godt 500 højdemeter over en jævn, forholdsvis kort opstigning. Ruten følger Stok floden hele vejen til base camp, som ligger i en stor dal tre-fire timers vandring fra Mankarmo. Her er normalt en livlig aktivitet af bjergbestigere fra hele verden og en stemning, som syder af forventning og energi. Fremme i campen spiser vi frokost, og om eftermiddagen tjekker vi vores udstyr til den kommende topbestigning. Hvis dagsformen er til det, og forholdene tillader det, går vi om eftermiddagen en akklimatiseringstur op til Stokgletsjeren eller op på morænekanten og øver os i brugen af isøkse og steigeisen. Hvis forholdene ikke gør det muligt at øve teknikken, vil turlederen demonstrere brugen af såvel steigeisen og isøkse, så alle føler sig forberedte og parate til bestigningen. M/F/A
Dag 11. Fra Base camp til High camp (5.300m)

Mange Stok Kangri topforsøg starter kort efter midnat fra base camp, og selv om dette er en mulighed, har vi i stedet valgt at flytte os endnu højere op til en af de to high camps på bjerget, inden vi starter vores topforsøg. Hvilken high camp der vælges afgøres på dagen af turlederen og den lokale klatreguide.

Der er adskillige fordele i at tilbringe den sidste aften inden topbestigningen i high camp. Først og fremmest er det godt for akklimatiseringen at opholde os i en større højde, og dernæst betyder det, at vores summitdag bliver lidt kortere, og kan startes tilsvarende senere på natten og dermed i mere dagslys. Det er forhold, som gør, at vores chancer for at nå til toppen øges betydeligt. Og så ligger der selvfølgelig en ekstra bonus i, at vi kan nyde en aften i high camp, som ligger fantastisk lige ved Stok Kangri gletsjeren - omringet af alpine bjergtinder. Ved ankomst til high camp vil turlederen komme med de sidste informationer omkring topbestigningen samt en vurdering af sæsonens aktuelle forhold. Resten af eftermiddagen står på afslapning og opladning. M/F/A
Dag 12. Stok Kangri Summit (6.150m)

Vi står tidligt op, og efter et solidt morgenmåltid er vi klar til vores topforsøg af Stok Kangri. En hård men spændende opstigning venter forude - vi skal tilbagelægge mere end 800 højdemeter i iltfattig luft på turens mest udfordrende terræn. Vi krydser gletsjeren, derefter går det stejlt op i løst grus og sten langs bjergets ryg, og det sidste stykke til toppen består af store sten og klippeblokke. Men belønningen venter deroppe. Udsigten fra Stok Kangris top er storslået: Under os ligger Leh og rundt omkring de sneklædte Himalayatoppe, Ladakh- og Zanskarbjergene rækker langt ud i horisonten i syd og mod nord ses Karakorumbjergkæden. Vi bruger lidt tid på at nyde bedriften, suge indtrykkene til os, tage de obligatoriske summitbilleder og genvinde pusten, før vi sætter ned ad mod base camp, hvor vores kok venter os med et måltid varm mad. Fra high camp til toppen tager det omkring 6-7 timer, og derefter 4-5 timer retur til campen. M/F/A
Dag 13. Fra Stok til Leh

Vi pakker vores lejr sammen fra den tidlige morgenstund, og bevæger os fra high camp (eller base camp - afhængigt af hvor vi overnattede efter topbestigningen) ned mod landsbyen Stok. Det er en god, lang vandredag på seks til otte timers vandring og op til 1500 højdemeter nedad. Selvom kroppen givetvis er lidt slidt ovenpå forrige nats topbestigning, er det mentale overskud formentligt ligeså stort. I landsbyen Stok mødes vi af vores køretøj, der vil transportere os tilbage til gæstehuset i Leh. Tilbage i mere komfortable omgivelser står den på brusebad og velfortjent fejring af den forhåbentligt vellykkede bestigning. M/F/-
Dag 14. Med Fly fra Leh til New Delhi

Vi siger farvel til Leh og de smukke bjerge i Ladakh og flyver tilbage til Delhi. Afhængig af vores flyafgangstidspunkt fra Leh vil vi have tid enten i Leh eller Delhi til at nyde omgivelserne og bylivet. Efter ankomsten til Delhi indkvarteres vi på et godt hotel i centrum af New Delhi. Eftermiddagen er fri til at opleve Delhi, og man kan passende tage på sightseeing i millionbyen, der er en skøn blanding af nyt og gammelt. Endeløse, smalle gader og kringlede basarer i Old Delhi og moderne kontorbygninger og forretninger i New Delhi. Østens mystik og moderne storbyliv er forenet i denne heksekedel, hvor man bombarderes af synsindtryk, dufte og lyde M/-/-
Dag 15. En dag i New Delhi

Hele dagen er til fri disposition i New Delhi. Man kan slentre rundt og bare nyde mylderet omkring sig, shoppe antikviteter, kunst, smykker eller håndvævede tæpper, opleve nogle af Delhis største attraktioner - som f.eks. det gigantiske 'Røde Fort', tidligere kongefamiliers residens bygget i 1638-48, eller landets største og mest imponerende moské, Jama Masjid. Man kan også vælge at hvile benene i en blød stol i en af Delhis flotte nye biografer og blive opdateret på den sidste nye Bollywood film! Efter aftensmaden tager vi i lufthavnen, og sætter kursen mod Danmark. M/-/-
Dag 16. Ankomst til Danmark

Ankomst til Danmark, fyldt op af gode oplevelser og 'en summit' i bagagen.
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderede, markeres disse med -.

Alle måltider er inkluderet på trekket, hvor man kan forvente enkle men velsmagende måltider. Snacks (nødder, energibarer, druesukker, tørret frugt, chokolade og lign.) skal medbringes på trekket, da man ikke kan påregne indkøbsmuligheder undervejs. Udvalget as snacks i Leh er begrænset, så har du klare præferencer bør dette medbringes hjemmefra.
Overnatning

I New Delhi bor vi på et godt hotel tæt på centrum. I Leh bor vi i et relativt simpelt gæstehus. Al logi er baseret på to personer pr. værelse. På trekket bor vi i lejre med rummelige topersoners telte samt messetelt, køkkentelt og toilettelt.
Der er mulighed for tilkøb af enkeltværelse ved overnatningerne i Delhi og Leh mod et tillæg angivet nederst på siden.
Varighed

16 dage, heraf 11 vandredage - 9 af disse på trek grad 4. "Topnatten" er grad 5/6. Alle dage går deltagerne med dagstursrygsæk.
Stok Kangri - Graduering og bjergbestigning

Turen er en grad 4-5. Topnatten/dagen vil være lang og hård, hvilket kræver, at man er motiveret og i god fysisk form. Den nøjagtige dag for bestigningen vil afhænge af vejrforholdene og blive disponeret af turlederen. Selvom der ikke er tale om en teknisk vanskelig bestigning, er steigeisen (crampons), klatresele og isøkse nødvendigt udstyr, og vi medbringer reb for ekstra sikkerhed. Efter en meget tidlig start krydser vi gletsjeren ved foden af opstigningen. Vi fortsætter ad den sydlige grat, der af og til kan føles lidt eksponeret. Ruten er ikke voldsomt stejl, men det er nødvendigt flere steder at støtte med hænderne på vej op gennem klipperne og de løse sten. Turen fra gletsjeren til toppen tager 6-7 timer og de sidste 45-60 minutters opstigning foregår i stejlt terræn med is og eller sne, hvilket kræver forsigtighed at krydse. Vores akklimatiseringsprogram, hvor vi gennem trekking og bestigninger gradvist tilvænner kroppen til højden, er en afgørende faktor for succes. Man bør dog være indstillet på, at det kan være nødvendigt at opgive topforsøget på grund af symptomer på højdesyge, da ikke alle bevæger sig "helt upåvirket" op over 5.000 m. Det er turlederen, der i samråd med vores bjergguide har det sidste ord i den endelige beslutning — højdesyge er kun farlig, hvis man forsøger at ignorere den. Turlederen og vores lokale partner har stor erfaring i at få så mange på toppen som muligt.
Forbehold for ændringer

En tur af denne karakter kan indebære ændringer, der kan skyldes alt fra sygdom, ændringer i fartplaner, tekniske problemer undervejs, sti og vejrforhold. Dette må man være indstillet på inden afrejse.
Klima

Vejret er generelt godt om sommeren i Ladakh, med varme dage (op til 30 grader i Leh) og kolde nætter, afhængig af højden. Det kan blive under frysepunktet i de højest beliggende lejre. Ladakh tilhører teknisk set det tibetanske højdeplateau og ligger beskyttet for den monsunregn, der hvert år rammer den øvrige del af landet, men af og til kan regntiden alligevel mærkes i området. Desuden gælder det, som i alle andre bjergegne, at vejret er uforudsigeligt. Man skal være forberedt på regn og blæst — evt. sne i højderne. Vær desuden opmærksom på den stærke UV-stråling, som i bjergområder kan være meget anstrengende for øjnene, så gode solbriller er et must. I New Delhi er vejret generelt meget varmt, og luften er fugtig.
Visum

Visum til denne tur er påkrævet. Topas kan sørge for visum til Indien for danske statsborgere. Det koster DKK 650,-. I den forbindelse er det VIGTIGT at bemærke, at du skal forvente at undvære dit pas i 2 måneder før afrejse. Passet skal være gyldigt i mindst 4 måneder fra indrejsedatoen. Du får flere oplysninger på din personlige side "Min Topas Rejse", når du har booket turen. NB. Visumregler kan variere for andre nationaliteter end danske statsborgere, der rejser på dansk pas. Derfor bedes øvrige nationaliteter selv kontakte ambassaden i deres hjemland.
Valuta

Medbring USD $ eller Euro i kontanter, som kan veksles om til indiske rupees ved ankomsten. I lufthavnen kan der ligeledes være mulighed for at omveksle danske kroner - dette er dog ingen garanti. Enkelte steder i både Leh og Delhi (f.eks på større hoteller, leje af udstyr) vil det være muligt at betale i USD eller Euro. Der findes få hæveautomater i Leh - flere i Delhi. Kreditkort kan benyttes enkelte steder i Leh (større butikker) og flere steder i Delhi.
Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Rejselitteratur

Trailblazer: “Leh & Trekking in Ladakh"
Lonely Planet: “Trekking in the Indian Himalaya"
Deltagerprisen inkluderer

Fly Danmark - New Delhi t/r, inkl. skatter og afgifter
Fly New Delhi — Leh t/r, inkl. skatter og afgifter
Dansktalende turleder
Lokale bjergguider
Portere og ponyer til fragt af bagage
Hotel inkl. morgenmad i Delhi og Leh
Lokal transport
Alle overnatninger
Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Visum
Lufthavnsskatter, ca. DKK 100
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser, beregn ca. DKK 30 pr. måltid
Drikkepenge (påregn ca. DKK 450)
Entré til museer o. lign.
Evt. enkeltværelsestillæg: 1800 DKK (gælder kun for overnatninger i Delhi og Leh - ikke på trekket)
Evt. afbestillingsforsikring
Rejseforsikring.

FOTOS

Indien - Stok Kangri bestigning
Vis billedserien

PAKKELISTE

Indien - Stok Kangri
Læs

Gratis rejsebazar

Gratis rejsebazar
Vi afholder vores årlige rejsebazar i både Aarhus & København

Læs mere her:
København d. 21. & 22. Jan
Aarhus d. 4. Feb

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort