Det ukendte Toscana findes ikke, ej heller det uberørte, men omkring den fantastisk beliggende middelalderby, Pitigliano i det sydvestlige hjørne mellem Siena og Rom, tæt på både Lazio og Umbrien, kan vi endnu finde det "autentiske" Toscana. De mange småbyer med de kringlede gader, passager, trapper og rene kilder, den gode lokale restaurant, den beskedne bar og fantastiske iscafe, det storslåede toscanske landskab med de mange små slyngede og utrafikkerede veje. Frem for alt møder vi toscaneren i dagligdagen. Turister? Selvfølgelig, men ikke i de mængder vi ser omkring mere kendte lokaliteter.
Det er her i italienernes eget Toscana, at vores cykelferie udspiller sig. Vi cykler til de spektakulært beliggende landsbyer, Sorano og Sovana og rundt om Lago di Bolsena. Vi kommer med bushjælp og på cykel til Maremma Nationalparken og til den uberørte middelshavsstrand. Her er både korte, slyngede og småbakkede cykelture og længere og mere udfordrende. Her er noget for alle i almindelig eller god cykelform.
Vi besøger etruskergrave, vincooperativet eller vinbonden med de mange specielle vine, som området er så rigt på, og hvor vi også kan finde de gode pecorinooste lavet på fåremælk.
Kort sagt! Toscana som i gamle dage - og lige nu.
7 dage på Hotel Guastini i Pitigliano
Fællestur på cykel til de spektakulære landsbyer Sorano og Sovena
Besøg i "Tomba Hildebrande", Italiens største etruskiske grav
Vandring ad "Vie Cave" de etruskiske indhuggede veje
Besøg i "Piccole Gerusalemme", det gamle jødiske kvarter
Med bus og på cykel rundt om Bolsenasøen
Mulighed for besøg i Terme di Sorana og Terme di Saturnia
Med bus og på cykel til Parco di Maremma og Middelhavet
Vinsmagning på Cooperativet i Pitigliano eller hos vinbonde
Mulighed for at besøge forskellige kunsthåndværkere
Dag 1. Afrejse
Vi ankommer til Pitigliano, Toscana, hvor vi indkvarteres og får udleveret vores cykler. Herefter tager vi på en lille byvandring i Pitigliano (ca. 4000 indbyggere), som nærmest balancerer helt oppe på en stejl tufstensklippe. Oprindelig blev Pitigliano grundlagt af etruskerne, hvilket området i høj grad stadig bærer præg af. Historien er lang og til tider ganske dramatisk. I 1293 blev byen overtaget af den magtfulde Orsini familie, i 1455 en del af Sienas magtsfære og endelig i 1562 blev byen lagt ind under storhertugdømmet Toscana. I 1569 udviste Pave Pius IV jøderne fra Rom, hvoraf en del endte i den lille ghetto i Pitigliano med tilnavnet Piccolo Gerusalemme, Lille Jerusalem. I dag ser vi et lille jødisk kvarter, som blev genopbygget i 1995 med bl.a. synagoge og et jødisk museum. Flere restauranter, bl.a. vores egen Ristorante Guastini, har spændende hebræisk mad på spisekortet. I udkanten af Pitigliano findes masser af spor fra etruskerne. Vi ser de imponerende gravkamre og de fantastiske ’Vie Cave’, veje der er indhugget i klippen - op til 20 meter dybe og 3 meter brede. Disse veje er såkaldte "Hellige veje" der forbandt nekropolerne (gravpladser), men sandsynligvis også har været brugt som beskyttelse, således at man har kunnet flygte i skjul.
Hotel Guastini ligger, som det eneste hotel i byen, i centrum på en af byens pladser og på kanten af klippen. Den har en fin restaurant med piatti tipici (typiske lokale retter). Hotellet har været i familiens eje i over hundrede år og den nuværende værtinde Loretta Lazzeri-Guastini giftede sig som 20-årig i 1945 ind i hotellet - og er stadig i fuld vigør. Hun er i en alder af 87 ubestridt den ansvarlige, den der om aftenen lukker og slukker, og den der møder os ved det gode morgenbord! Værelserne er små, men fine rene og med bad/toilet, og du vil overalt møde en unik venlighed og hjælpsomhed fra hele familien Guastini og de ansatte. Cykelparkering og værksted har vi selvfølgelig i en af byens mange huler, hugget ind i tufstensklippen — og lige rundt om hjørnet. -/-/A
Dag 2. Fællestur til nabobyerne
Efter morgenmaden mødes vi med vores cykler på pladsen foran hotellet. Vi begiver os op ad en lille bakke ud af byen, derefter har vi nogle lette kilometer henover højsletten mod Sorano. De grønne marker, kun afbrudt af velplejede vinparceller, byder på nogle flotte udsigter nedover Lentedalen. En rigtig god start på denne første sociale cykeltur. Soranos middelalderhuse klynger sig til de tre høje byen er bygget på. Vi gør holdt på byens fine torv og bruger her en times tid, dels på indkøb til dagens picnic og dels på at besøge den lille bys mange kunsthåndværkere i de kringlede gader og passager. Fra Sorano cykler vi ned ad den spektakulære vej, hugget ind i klippen, ned mod Lentafloden og derefter følger dagens drøje 2 km opkørsel indtil vi igen er oppe på højsletten og kan trille af sted mod næste by, Sovana. Vi cykler dog i første omgang videre til en af de mange etruskiske nekropoler, hvor vi i skyggefulde omgivelser holder dagens frokostpause. Har du lyst til at se nærmere på disse etruskergrave kan man mod en mindre entré komme ind til blandt andet Tomba Hildebrande, som er det største etruskiske mausolæum i Italien. Efter besøget her cykler vi tilbage til den lille charmerende og stilfærdige by, Sovana til eftermiddagskaffe på en af byens caféer. Domkirken 500 udenfor byen er absolut et besøg værd Her slutter den samlede fællestur. Man kan vælge den direkte vej hjem 8 km til Pitigliano, men vi har masser af gode forslag til at forlænge turen med flere flotte kilometer og udfordringer på cykel. M/-/A
Dag 3. Individuelle cykelture eller i små grupper
Der er masser af cykelmuligheder i vores smukke område omkring Pitigliano. Måske vælger du den lange tur rundt om naturparken Monte Civitella, småvejene mod Acquapendente eller den ultimative tur op på Amiata bjerget (1738 m.), Toscanas højeste bjerg og svar på Provence’s Mont Ventoux. Måske er det i stedet hyggelige småture til nabobyerne. I Sorano er der en række kunsthåndværkere og kunstbutikker af høj klasse, f.eks. en spændende keramiker. Området er også kendt for sine termer, varme bade. Tættest på os, mellem Pitigliano og Sorano, finder vi Terme di Sorano og noget længere væk det berømte Terme di Saturnia, hvor du hele eftermiddagen kan nyde livet i vandet fra de naturlige varme kilder. Og glem så ikke vores egen by, Pitigliano, der afgjort fortjener en rundtur, måske et besøg i det jødiske kvarter, måske i Palazzo Orsini, og ikke mindst i byens imponerende mange og flotte enoteca'er og specialforretninger. Hvad man end vælger er vores turleder og mekaniker altid klar med gode råd og vejledning, og du vil helt sikkert have stor glæde af de udleverede Turforslag, som du inden afrejsen kan finde på "Min rejse", men som også sammen med gode vejkort vil blive udleveret på rejsen. M/-/-
Dag 4. Rundt om Lago de Bolsena
Denne dag cykler vi fra hotellet til Bolsenasøen - og rundt om den med busopsamling i byen af samme navn, hvorfra vi kan blive kørt hjem til Pitigliano. Dette er en tur på i alt 67 km, men synes du, at det er for meget, kan du cykle direkte til byen Bolsena og dermed nøjes med 30 km nord om søen. Vi cykler ad den smukke landevej til Bolsenasøens nordlige bred og følger herfra søen, flere steder helt nede i vandkanten. Undervejs er der gode bademuligheder. Capodimonte, der ligger på en halvø ude i søen, er den første egentlige by på ruten. Måske er det her, man tager dagens første cafépause. Nogle kilometer længere fremme ser vi Montefiascone liggende spektakulært højt oppe på en bakketop, 300 m over søen, så her venter dagens store cykelmæssige udfordring. Det er en lang sej opkørsel men uden de store procenter. Til gengæld for strabadserne er udsigterne uforlignelige og byen med den imponerende domkirke øverst oppe er absolut et besøg værd. Måske er det her, man vælger at spise lunch eller lave picnic på en af byens fine pladser. Overalt i området er der gode vine, men hvidvinen fra Montefiascone har sin helt egen historie. En tysk biskop skulle til Rom til Kejserens kroning. Han var tilsyneladende mere interesseret i god vin og sendte sin mundskænk en dag i forvejen. "Vinum Est Bonum", (vinen er god) skulle mundskænken skrive ved indgangen til de udvalgte kroer. I Montefiascone skrev han EST ! EST! EST!, her var den særdeles god. Efter den kejserlige kroning vendte han tilbage til Montefiascone og blev her til sin død! De sidste 15 km cykeltur til Bolsena by er ren ferie, nedad bakke og friløb næsten hele vejen. Bolsena er en fin lille by ved søen af samme navn. En flot platanallé fører lige ned til søen - og måske til et bad i det rene vand. Og som nævnt bringer bussen os tilbage til Hotel Guastini - med mindre man altså vælger at cykle... M/-/A
Dag 5. Den store cykel og badedag
Måske skulle man begynde dagen tidligt på det ugentlige marked. Efter morgenmad starter vi ud fra Pitigliano i bus og kører til den lille by, St. d´Alberrese, hvorfra vi begynder dagens rekreative cykeltur på kanten af Parco di Maremma (naturpark) og ud til Middelhavet. De første kilometer følger vi den gamle smukke landevej, herefter følger den nyanlagte cykelvej på kanten af Nationalparken. Efter 7 km når vi den lille uberørte, men fine sandstrand. På denne ellers turistede kyst, er der lige netop her perfekte muligheder for, i fred og ro, at tage et kølende bad fra sandstranden eller en vandretur langs den fine strand grænsende op til Naturparken, Parco di Maremma Efter et par timers ophold cykler vi tilbage til bussen, der bringer os retur til Pitigliano. Skulle du ønske at cykel retur i stedet for at tage bussen, er der absolut gode muligheder, beregn omkring 75 km. Vi hjælper gerne med en egnet cykelrute. M/-/-
Dag 6. Flere smukke cykelture, individuelle eller i små grupper
Se Dag 3. Der er masser af gode, smukke, lette og svære cykelture. Hvad man end vælger er vores turleder og mekaniker altid klar med gode råd og vejledning, og du vil helt sikkert have stor glæde af de udleverede Turforslag, som du inden afrejsen kan finde på "Min rejse", men som også sammen med gode vejkort vil blive udleveret på rejsen. M/-/-
Dag 7. Flot cykling i mindre grupper
Se Dag 3. Vi har endnu en dag med mange fine muligheder for på cykel at udforske dette sydlige hjørne af Toscana. Husk, at vores turleder og cykelmekaniker altid er behjælpelige også med at foreslå korte eller længere cykelture. I løbet af dagen og efter nærmere information arrangerer vi et vin- og ostebesøg i Pitiglianos flotte vincooperativ eller et besøg hos en lokal vinbonde. Og husk så, at det er den sidste hele dag i Pitigliano. Måske er der noget man skal se, måske er der nogle små toscanske specialiteter, der skal købes med hjem. M/-/A
Måltider
Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med —.
Overnatning
Alle hotellers værelser har eget bad/wc. Der er dobbeltværelser samt mulighed for triple- og enkeltværelser. Ønskes enkeltværelse påregnes et tillæg som angivet nederst på siden.
Lidt om cykelferie
Turlederen forestår fællesarrangementerne og er i det hele taget behjælpelig med såvel råd og vejledning som praktiske ting. På denne cykelferie udleveres et hæfte med kommenterede turforslag. Der er mulighed for ture for enhver, både for dem, der vil tage det med ro og nyde naturen, og for cykelmotionisten, der har mere travlt. På flere af dagene kører vi samlet, ellers i mindre grupper eller individuelt. Bemærk: Der er i denne tur indbygget en vis fleksibilitet. Det kan medføre "ombytning" på dagene eller ændringer i enkelte af ruterne.
Elcykler eller E-Bikes, som de populært kaldes, er blevet et seriøst produkt, som man spår en stor fremtid, ikke mindst som et alternativ til biltrafik. I Topas Travel har vi nøje fulgt udviklingen, og vi mener nu at tiden og kvaliteten af el cyklerne er moden til at introducere el cyklerne i det bakkede og smukke Toscana. På alle cykelrejserne til Toscana, ref.ITTC, vil der i begrænset omfang være mulighed for at leje en E-Bike (kapaciteten er ca. 2 stk. E-Bikes pr. afgang).
Leje af E-Bikes kunne være interessant:
- For dem, der har svært ved at følge med ægte-/ eller rejsefællen. - For dem, der har nogle mindre fysiske udfordringer. - For dem, der måske bare ikke har lyst til at arbejde hårdt op af bakkerne. - For dem, der er nysgerrige og gerne vil afprøve denne nye spændende mulighed.
Det er vigtigt at fastslå, at Elcyklerne på ingen måde vil hæmme andres cykel udfoldelser — snarere tværtimod. Der vil altså fortsat være rige og ubegrænsede muligheder for dem, der på vores almindelige gode sportscykler vil udfordre det smukke Toscanske landskab. Vores turleder vil naturligvis give en grundig instruktion til E-Biken, og være behjælpelig med opladning etc.
Fakta om E-Bikes = ElCykler:
En E-Bike er på ingen måde en "knallert", men en cykel, hvor du får hjælp efter behov — ved at slå el motoren til eller fra. Man skal altså aktivt cykle, selvom motoren er slået til. Man kan også slå motoren helt fra, spare på strømmen og derved øge rækkevidden. Hvis man kører tør for strøm, kan man altså cykle almindeligt på cyklen. Når cyklen når en hastighed af ca. 25 km/timen, slår elmotoren automatisk fra.
Bonus info: Elcykler larmer ikke, og deres udseende er stort set som almindelige cykler — se billede. Vi benytter nye Giant E-Bikes, der har et helt nyt design med letvægts aluminiumsramme og helt ny nav motor i baghjulet. Gear systemet er Shimano Deore med 24 gear, og de hydrauliske bremser giver ekstra bremsekraft og kontrol. Cyklerne har en rækkevidde på over 50 km pr. opladning.
Hvordan booker jeg en E-Bike til en ITTC rejse?
Det er nødvendigt at booke E-Bikes før rejsen. Book rejsen på normal vis, og send derefter en email til info@topas.dk, med ønske om leje af E-Bikes. Leje på hele rejsen kr.985,- (leje for alm. sportscykel kr.785,-).
Varighed
8 dage - heraf 6 cykeldage. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur.
Klima
Dagtemperaturer sommer 20-28 grader, efterår 17 — 25 grader. Vejret er generelt stabilt på denne tid af året, men der kan også komme en regnvejrsdag i ny og næ - ellers var der ikke så smukt og grønt.
Adgang til el
Der er god adgang til strøm til opladning af batterier på denne tur.
Mobiltelefon
Der er mobildækning på denne tur. Vi henstiller dog, at man af sikkerhedsmæssige grunde ikke snakker i mobiltelefon, mens man cykler og i øvrigt tager hensyn, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Deltagerprisen inkluderer
Flyrejse København - Rom t/r, inkl. skatter og afgifter Bustransport Rom - Pitigliano t/r (ca. 2 timer) Alle overnatninger i delt dobbeltværelse Dansktalende turleder Mekanikerassistance Bushjælp ifølge turbeskrivelse Måltider som indikeret i turbeskrivelsen Entre til Etruskisk nekropol ’Tomba Hilde' Vinsmagning med ost og skinke Bidrag til Rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke
Personlige lommepenge og udgifter til drikkevarer Måltider ikke inkluderet ifølge turbeskrivelse Entré til museer og lignende Leje af cykel DKK 785,- Leje af E-bike DKK 985,- (begrænset antal) Evt. rejse- og afbestillingsforsikring Evt. tillæg for enkeltværelse DKK 1.600,-
På flyrejserne i Europa har vi cykler på stedet og det er således IKKE muligt at medbringe egen cykel. Udlejningscyklerne i Toscana er af Mountainbike typen af særdeles god kvalitet, langt over det normale udlejningsniveau. Cyklerne er udstyret med slick dæk som ruller rigtig godt på landevejen og passer til alle mænd og kvinder fra 150 -195 cm.
Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899