Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

Book rejse

Ama Dablam Base Camp
Garanteret afgang, begrænset antal pladser tilbage - turen er åben for booking.
02.10.2012
18.10.2012
 
DKK 16.970,-
Turen er åben for booking.
21.03.2013
06.04.2013
 
DKK 15.970,-

rejseprogram

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Dag 2
Ankomst til Kathmandu
Dag 3
Kathmandus pulserende liv
Dag 4
Fly til Lukla, vandring til Phakding i 2.640 m
Dag 5
Brusende floder og gyngende hængebroer til Namche Bazaar
Dag 6
Fridag i Namche Bazar
Dag 7
Udsyn til Mount Everest og besøg i Thayngbocheklostret
Dag 8
Akklimatisering i Pangboche
Dag 9
Mt. Ama Dablam Base Camp 4.570 m.
Dag 10
Dingboche og mulighed for toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m)
Dag 11
Phortse
Dag 12
Namche Bazaar og Monjo
Dag 13
Lukla
Dag 14
Med fly tilbage til Kathmandu
Dag 15
Kathmandu
Dag 16
Afgang mod Danmark
Dag 17
Ankomst til Danmark

Lignende ture

Peru
Machu Picchu, Inkaernes stier og Alti Plano
Nepal
Annapurna Panorama
Nepal
Everest Base Camp og Cho La pas
Nepal
Annapurna Base Camp
Peru
Rundt om Mount Alpamayo ved Cordillera Blanca
Nepal
Everest Base Camp trekking


DRF Rejsegarantifonden

ASIEN

Nepal - Ama Dablam Base Camp

          Ref. NPAM

17 dages tur i Nepal med trekking i Everestområdet. Den 10 dage lange vandretur går ind i dalen Imja Khola ved foden af nogle af verdens højeste tinder over 8.000 m — Everest, Lhotse og Nuptse. Vandreturen leder ind i hjertet af Himalaya og byder på vandring på gode stier og enestående panorama udsigter. Turen giver også et spændende indblik i sherpakulturen, mulighed for topudsigt fra Nangkartshang Peak (5.090 m) og besøg i Ama Dablam Base Camp (4.750 m). Bærere eller yakokser sørger for bagagetransport, og du bærer kun din egen dagstursrygsæk.

  • Bytur i Kathmandu
  • Spektakulære udsigter på flyveturen fra Kathmandu op til Lukla i 2.850 m
  • Til Namche Bazaar — hovedbyen i Solu Khumbudistriktet
  • Besøg på det tibetanske kloster i Thyangboche
  • Landsbyen Pangboche i 3.980 m — den højest beliggende permanente beboelse i Khumbu
  • Dagstur fra Pangboche til foden af verdens flotteste bjerg - Ama Dablam Base Camp (4.570 m)
  • Turens højeste overnatning i Dingboche i 4.350 m — med udsigt til "verdens smukkeste bjerg"
  • Ama Dablam
  • Mulighed for toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m) med udsigt til Makalu (8.481), Lhotse, Nuptse, Island Peak, Peak 38 og et utal af andre Himalaya toppe.
  • Op ad bjergsiden til landsbyen Phortse i 3.800 m — med udsigt over dalen Imja Khola og Thamserkubjerget
  • Over Mong Passet i 3.973 m

Med mere en 20 års erfaring i Nepal er vores ekspertise på destinationen uden sammenligning. Turen til Ama Dablam Base Camp ledes af en dygtig dansk turleder og et erfarent nepalesisk guideteam. Med Topas er du i gode hænder.

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.com
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Afrejse fra Danmark

Vi forlader Danmark og begynder den lange rejse mod øst.
Dag 2. Ankomst til Kathmandu

Vi ankommer til Kathmandu og får allerede på køreturen fra lufthavnen et indtryk af den kaotiske og travle by. Vi bliver indlogeret på hotellet i udkanten af bydelen Thamel og kan trække os lidt tilbage fra det pulserende liv udenfor. Når vi er kommet på plads på hotellet, kan vi gå en tur ud i byen, hvis vi har overskud efter den lange flyrejse. -/-/-
Dag 3. Kathmandus pulserende liv

Fra tidligt på morgenen er byen i fuld gang, morgnerne er kølige så der hektisk aktivitet. Inde i Thamel kan alt købes og de små forretninger bugner af eksotiske varer målrettet til trekkingturister.
Dagen kan bruges til at besøge de første af byens store seværdigheder som Durbar Square, Boudenath stupaen eller Pashupatinath, hvor der finder ligbrænding sted. Turlederen vil informere om de mange muligheder. M/-/-
Dag 4. Fly til Lukla, vandring til Phakding i 2.640 m

Dagen starter tidligt. Vi skal til lufthavnen og checke ind til flyveturen til Lukla — udgangspunktet for vores trekkingtur. I Lukla i 2.850 m skal vi organisere den videre færd med vore og portere, før vi begiver os ud på det nepalesiske stisystem. På turens første, korte etape får vi en fornemmelse af, hvad der venter os. Landsbyer med fritgående husdyr, små hyggelige tehuse og venlige, lokale beboere, der hilser os med et "Namaste". Vi følger stien, der her er meget trafikeret og derfor er bred og nogle steder brolagt. Vi fortsætter ned igennem Choplung i 2.660 m og videre over sidefloden Kusum Khola frem til Ghat i 2.490 m.
I den øvre del af Ghat passerer vi flere bedemøller og store, flot dekorerede manisten. Over en kort strækning går stien ind og ud mellem store sten og er derfor lidt vanskelig, men den bliver snart fin igen frem til Phakding i 2.640 m. Her flytter vi ind på turens første "Tehus", som de små hoteller kaldes. M/-/-
Dag 5. Brusende floder og gyngende hængebroer til Namche Bazaar

Hele formiddagen følger vi Dudh Khosi — "mælkefloden". Ved Phakding krydses floden på turens første hængebro. Broen er lang og gynger en smule, hvilket kan kræve lidt tilvænning. Vi følger nu vestsiden af Dudh Khosi ca. 100 meter over dens brusende vandmasser. Kort før Benkar i 2.905 m passerer vi et par vandfald. Ved det sidste er et tehus, hvorfra man kan skue vandets fald på 25-30 meter — et fint sted til en pause. Dudh Khosi skal krydses endnu nogle gange, inden vi siger farvel til den for en tid. Det sker, hvor den løber sammen med Bhote Khosi. Vi krydser en ny, solid og stabil hængebro, højt over den brusende flod. Foran os har vi en stigning på 500 højdemeter op til Namche Bazaar i 3.450 m — hovedbyen i sherpaernes Solu Khumbudistrikt.
Mens man kæmper sig op ad bjergstierne, kan det være lidt hårdt at se sig overhalet af tungtlastede portere, der ofte har overskud til både at synge, ryge og smile samtidig. Namche Bazaar er en "rigtig" by, med hovedgaden som det livlige midtpunkt. Her kan man finde alt fra Yakhaler til wienerbrød fra Hermans bageri og internetadgang. -/-/-
Dag 6. Fridag i Namche Bazar

I dag er fridag i Namche Bazaar, så vi kan akklimatisere os til højden. I denne livlige by findes mange små forretninger og gadehandlere, men man skal ofte handle længe for at komme ned på et rimeligt prisniveau. Her er også politistation, en bank og et lille posthus. Vi kan spise kager på de mange hyggelige restauranter og boder eller gå en tur i omegnen. Der er nok ingen tvivl om, at en vandretur gør mere for akklimatiseringen end kagerne. En mulighed er en tur op til Khumjung i 3.790 m, hvor Himalayan Trust — oprettet af Sir Edmund Hillary — har bygget en af de første skoler i Khumbu. Fra Khumjung kan man gå via Kunde i 3.840 m. Her ligger bl.a. et hospital, der også er sponsoreret af Himalayan Trust.
Et besøg i Thameklosteret er også en mulighed, hvis man vil på en heldagstur. -/-/-
Dag 7. Udsyn til Mount Everest og besøg i Thayngbocheklostret

Dagen starter med en stejl, men dog ret kort stigning ud af Namche. Derimod er de næste par timer uden væsentlige op- eller nedstigninger, og udsigten er overvældende — først og fremmest til Khumbus vel nok smukkeste bjerg, Ama Dablam — "moderen med brochen". Vi kan også se Mount Everest, verdens højeste bjerg, der dog syner af knap så meget herfra. Vi kan tage en kop te og nyde floden Dudh Khosi langt under os, og de imponerende tinder over os. Snart skal vi ned og endnu en gang krydse floden på en solid hængebro. Kort efter broen kommer en lille samling tehuse og en hel stribe vanddrevne bedemøller i små stenhuse. Lokaliteten hedder Phunki Thankhka og ligger i 3.250 m — et passende sted for frokost. Stien fortsætter op gennem skov og lav bevoksning, indtil vi passerer en kani-port. Vi er nu i 3.860 m og foran os er Thyangbocheklosteret, der ligger utroligt smukt i en stor lysning omgivet af Rododendron. Beliggenheden hører til blandt de mest imponerende i verden. -/-/-
Dag 8. Akklimatisering i Pangboche

Dagen byder på en kort vandretur fra Thyangboche til Pangboche i 3.980 m, hvilket er godt for akklimatiseringen. Hovedstien leder os ned gennem tæt skov til Milingo i 3.750 m, hvor vi skal krydse floden Imja Khola. I godt vejr er der herfra en fantastisk udsigt mod Ama Dablam. Vi har en nem opstigning til Pangboche i 3.980 m — tidligere den højest beliggende, permanente bebyggelse i Khumbu. Her ankommer vi inden frokost. Vi har eftermiddagen fri til f.eks. at besøge den lille, spændende "gomba" i Upper Pangboche og ellers slapper vi af inden morgendagens vandretur til Ama Dablam Base Camp. -/-/-
Dag 9. Mt. Ama Dablam Base Camp 4.570 m.

Vi skal på vandretur til Ama Dablam Base Camp. Bjerget betegnes af mange som verdens flotteste, og vi kommer i dag helt tæt på dette karakteristiske 'toblerone-formede' bjerg.

Vi starter med en nedstigning til floden Dudh Kosi, som vi krydser via en hængebro. Efter en kort og lidt stejl opstigning på modsatte side rammer vi stien og vi følger højderyggen ind i hjertet af Himalaya. Efter cirka 3 - 4 timers vandring fra Pangboche kan vi skimte teltene i Ama Dablam Base Camp, som ligger på en græssletten for foden af Ama Dablam. Herfra kan vi se bjergets mest populære klatreruter, og på den modsatte side af dalen dominerer Mt. Cholatse (6.440 m) mens Mt. Cho Oyu (8.201 m) viser sig i horisonten. Vi spiser vores medbragte frokost i base camp inden vi vender tilbage til Pangboche., hvor vi sover endnu en nat -/-/-
Dag 10. Dingboche og mulighed for toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m)

Vi starter tidligt fra Pangboche. Stien går jævnt opad, indtil Imja Khola krydses ved Tsura i 4.190 m og herfra går det noget stejlere op til Dingboche i 4.350 m. Området blev tidligere kun benyttet om sommeren til dyrkning af byg. I dag er her adskillige tehuse, hvor trekkere hygger sig omringet af et fornemt udvalg af verdens højeste tinder som Ama Dablam, Nupshe, Lhotse og Tawoche.

Efter ankomst og frokost i Dingboche vil der være forskellige muligheder for en eftermiddagstur. Vil man gerne over 5.000 m, fører en lille sti herfra op på Nangkartshang Peak (5.090 m) som er en lille top, der ligger på højderyggen bag byen. En lidt hård tur, men man belønnes med en fantastisk udsigt over det vilde landskab. Panoramasynet byder bl.a. på Makalu (8.481 m) og Barun dalen mod øst, Island Peak, Peak 38, Ama Dablam, Nuptse, Lhotse, Tawoche og Cholatse. En anden og lidt lettere mulighed er en tur op gennem dalen ind mod Everest Base Camp. F.eks. kan vi gå op mod Tughla til mindesmærket for adskillige store bjergbestigere eller vi kan gå en tur ud i Chukkung dalen -/-/-
Dag 11. Phortse

Det går nu igen ned ad brede og kendte stier tilbage mod Pangboche, men umiddelbart inden vi når byen, drejer vi fra hovedstien for at gå op til Upper Pangboche. Her vil vi spise frokost. Vi fortsætter om eftermiddagen ad stien som løber højt oppe på bjergsiden og har herfra en fantastisk udsigt til Thamserku og Kang Taiga ovre på den modsatte side af Imja Kholadalen. Med lidt held ser man også vilde bjerggeder i området. Vort mål er byen Phortse i 3.840 m, hvor vi indlogerer os på et af byens få lodges. -/-/-
Dag 12. Namche Bazaar og Monjo

Dette er turens længste vandredag. Først skal vi krydse Dudh Kosifloden, som løber ned gennem Gokyodalen tæt på Phortse. Vi fortsætter opad mod passet ved Mong i 3.973 m og kan nu gå ned mod Sanasa i 3.600 m. Her støder vi til Namchestien igen. Fra tehusene i Kyangjuma er der en sidste mulighed for at se Mount Everest og Ama Dablam — et storslået indtryk, der aldrig helt forlader nethinden. I Namche Bazaar spiser vi frokost og kan evt. nyde en kage fra et af bagerierne. Herefter fortsætter turen med den stejle og imponerende nedstigning til sammenløbet af Bhote Khosi og Dudh Khosi. Efter den hårde nedstigning overnatter vi i Munjo. -/-/-
Dag 13. Lukla

Trekket er ved at være slut og vi kommer igen til Lukla, som nu nærmest virker som en storby med stort vareudbud og lufthavn. Vi slapper af med en øl, mens forberedelserne til næste dags flyvning bliver ordnet af turlederen. -/-/-
Dag 14. Med fly tilbage til Kathmandu

Der er tidligt check-in i Luklas lille, travle og ofte lidt kaotiske lufthavn. Flyveturen her blandt Himalayas kæmper er en utrolig smuk oplevelse i godt vejr. Vel tilbage i Kathmandu kører vi tilbage til vort hotel -/-/-
Dag 15. Kathmandu

Dagen er til fri disposition og der er god tid til eventuelt at sammensætte en længere tur rundt i byen med afstikker til en af de andre gamle kongebyer i Kathmandudalen — Patan og Bhaktapur. Et er sikkert, man løber ikke tør for steder at se. Vi samles om aftenen til en god middag, hvor vi tager afsked med Nepal og mindes turens højdepunkter og højdekurver! M/-/A
Dag 16. Afgang mod Danmark

Vi forlader Nepal og flyver mod Danmark mange oplevelser rigere. M/-/-
Dag 17. Ankomst til Danmark

Vi ankommer til Danmark.
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning

I Kathmandu overnattes der på hotel. Enkeltværelse er muligt mod tillæg i Kathmandu. På trekket bruges små lokale »hoteller« — de såkaldte tehuse, hvor enkelt værelse ikke kan tilbydes.
Generelt

I Nepal skelner man mellem to slags trek, - tehustrekking og camptreks. Vi benytter tehusene, som er små familiedrevne hoteller. Vi bor for det meste på dobbeltværelser og spiser samtidigt måltiderne samme sted. På trek får vi hjælp af lokale portere og sherpaer, hvor porterne bærer bagage for to personer, i alt max. 24 kg. Foruden portere har vi to sherpaer eller assistant guides som de også kaldes, til at hjælpe deltagerne i løbet af dagen og til at reservere overnatning på næste hotel. Til sidst er der en såkaldt sirdar som er chef for de lokale folk og refererer til den danske turleder. Vi efterlever de gældende regler for portere/sherpaer og arbejder sammen med en seriøs nepalesisk trekkingoperatør på tyvende år.
På trekket filtrerer vi selv vores drikkevand med keramiske filtre. Vi behøver derfor hverken at købe eller koge vand, og på den måde kan vi undgå efterlade store mængder af engangs-plasticflasker, som er et af de største forureningsproblemer. Man skal være forberedt på, at dag-til-dag-programmet kan blive ændret undervejs på grund af vejret, transportproblemer og lignende.
Lidt om trekking

Da det måske kan være lidt svært at forestille sig en typisk dag på trek, skitseres her en typisk dag
  • Morgenvækning i lodgen kl. 07.00.
  • Pakning af vadsæk der bæres af portere — man ser ikke sin vadsæk igen før om aftenen.
  • Morgenmad kl. 07.30 og afgang kl. 08.00.
  • Vi vandrer — evt. med korte tehus-stop til kl.11.30.
  • Vi holder en god lang frokostpause, hvor der bliver lejlighed til at snuse rundt i lokalområdet — eller en halv time på ryggen inden eftermiddags-etapen.
  • Kl. 13.00 starter vi på dagens anden etape, og kl. 16.00 er vi fremme ved næste lodge. Vi får anvist vore værelser, og derefter er det tid til den obligatoriske kop te. Vi skifter de tunge støvler ud med sandaler og kan få "luftet" fødderne på en slentretur i den landsby, hvor vi er gæster.
  • Kl. 18.00 er der aftensmad, og senere er der mulighed for at afslutte dagen med varm "chang" eller andre lokale specialiteter.
Tehuse

På trekket benytter vi små, hyggelige tehuse i stedet for at bo i telt. Vi sætter pris på at få en komfortabel nat på trekket, så vi er friske til næste dags udfordringer.
I tehusene er der er en afslappet og god atmosfære, men det er vigtigt at gøre sig klart, at det er enkle, små familiedrevne steder, som vi ikke bør sammenligne med mere traditionelle hoteller og restauranter. Standarden af de tehuse, vi benytter, er imidlertid ganske god, når man tager i betragtning, at de ligger oppe i bjergene - mange dagsrejser fra nærmeste vej. I disse områder er der kun stiforbindelser til omverdenen. Det betyder, at alt skal bæres af portere eller æselkaravaner til bestemmelsesstedet. Der er mange gode råvarer til madlavning i Nepal, og de tilberedes med megen fantasi i de forskellige tehuse - eksempelvis kan en kop te med varm æbletærte være utrolig lækker lige efter en hård dags vandring.
Varighed

17 dage — heraf 10 vandredage, grad 3.
På denne tur vandrer vi fra 3 til 8 timer om dagen. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur.
Klima

I Kathmandu og lavlandet kan der forventes temperaturer på ca. 25 grader. Dagtemperaturen i bjergene ligger mellem 15 og 25 grader, om natten kan der forventes temperaturer mellem 10 graders varme og 5 graders frost i de højest beliggende tehuse. Der kan forekomme enkelte regn og snebyger på denne årstid.
Visum

Visum til Nepal skaffes i lufthavnen i Kathmandu og koster ca. USD 30. Medbring selv 1 stk. pasfoto. Husk at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 udover opholdets varighed.
Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Valuta

Kontante US-Dollars.
Adgang til el

Det er ikke muligt at få opladet batterier til digitalkamera på denne tur. Medbring derfor batterier til hele turen.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor det kun er tilladt at sende SMS og samtale, når man ikke er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Litteratur

Lonely Planet Trekking in the Nepal Himalaya.
Trailblazer Trekking in the Everest Region.
Stephen Bezrucka Trekking in Nepal.
Politikens Forlag Turen går til Nepal
Kort

Lokale kort købes i Kathmandu.
Rejseforsikring - specielle forhold når du bevæger dig i højderne

Husk at din rejseforsikring skal være gældende for aktiviteter i mere end 4.000 moh. Mange rejseforsikringer dækker ikke hvis man på turen kommer over en hvis højde. Check med din forsikrings udbyder. GOUDA rejseforsikring, dækker i alle højder og ved enhver aktivitet som afvikles på en Topas tur. Vi anbefaler derfor at du tegner en GOUDA forsikring, til netop denne type af rejser
Deltagerprisen inkluderer

Fly Danmark-Kathmandu t/r
Fly Kathmandu-Lukla t/r
Dansktalende turleder
Nepalesiske portere til hjælp med oppakningen
Overnatning på tehus
Hotel inkl. morgenmad i Kathmandu
Måltider som er indikeret i dagsbeskrivelserne
Afskedsmiddag i Kathmandu
Trekkingtilladelser
Transport til og fra lufthavnen i Nepal
Bidrag til rejsegarantifonden
Hvad der ikke er inkluderet

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Omkostninger til visa, Nepal, ca. DKK 250,- (Betales kontant i US-dollars)
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser. Beregn ca. pr. dag 150,- DKK på trek. I Kahmandu ca. 30 DKK pr. måltid.
Lufthavnsskatter, Nepal ca. DKK 290,-
Drikkepenge til portere/guider ca. DKK 250,-
Evt. tillæg for enkeltværelse i Kathmandu, 1.200 DKK
Indgang til museer og lignende
Rejseforsikring
Visum
Evt. afbestillingsforsikring

Kontakt os

FOTOS

Nepal - Ama Dablam Base Camp
Vis billedserien

PAKKELISTE

Nepal - Ama Dablam Base Camp
Læs

Kvalitets garanti i Nepal

Kvalitets garanti i Nepal
Karma Sherpa Lama er vores pålidelige samarbejdspartner i Kathmandu. Han overtog det nepalesiske....
Læs mere om Karma Sherpa Lama her.

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort