Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram.
Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk
Pakkeliste: Nepal - Everest Base Camp trekking
Kontakt Topas

Kvalitets garanti i Nepal

Kvalitets garanti i Nepal
Karma Sherpa Lama er vores pålidelige samarbejdspartner i Kathmandu. Han overtog det nepalesiske....
Læs mere om Karma Sherpa Lama her.

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden

Nepal - Everest Base Camp trekking

Ref. NPEL

NY TUR! Drømmer du om at trekke til foden af verdens højeste bjerg uden at bruge alt for meget ferie til formålet, er vores nye 18 dages tur til Everest Base Camp måske noget for dig. Vi har suget det bedste ud af Everest området og komprimeret højdepunkterne i et 14 dages trek blandt verdens højeste bjerge.

Trekket starter i bjergbyen Lukla og går via den klassiske og legendariske rute op igennem sherpafolkets Khumbu region til Everest Base Camp. Vi tager en ekstra dag i Namche Bazaar (3.440 m) for at øge vores højdetolerance og igen i Dingboche (4.400 m), hvor der er mulighed for en toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m). I Everest Base Camp kommer vi helt tæt på den store Khumbu gletsjer, som løber mellem Mt. Everest (8.850 m) og nabobjerget Mt. Lhotse (8.516 m). Et andet nævneværdigt højdepunkt er turen op på Kala Pattar (5.545 m). Dette er trekkets højeste punkt og åbner for en udsigt i verdensklasse; et imponerende 360 graders panoramaskue over Himalayas bjerge.

På trekket spiser og overnatter vi i de såkaldte tehuse. Det er en perfekt måde at opleve Himalayas lokalliv og trekkingkultur på. Vores hjælpsomme bærere tager sig af din bagage, og du vandrer kun med din egen dagstursrygsæk.

  • Oplevelser og sanseindtryk i farverige Kathmandu.
  • Indenrigsflyvetur langs Himalaya bjergkæden fra Kathmandu til Lukla (2800 m)
  • Aktiv akklimatisering og oplevelser i Namche Bazaar; hovedbyen i sherpaernes Solu Khumbudistrikt
  • Mulighed for lille toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m)
  • Højalpine landskaber med udsigt til Khumbu gletsjeren ved Lobuche i 4.930 m
  • Toppen og udsigtspunktet Kala Pattar (5.545 m) og imponerende panoramaudsyn til bl.a. Pumori (7.134 m), Lhotse (8.516 m) og Mount Everest (8.850 m).
  • Legendariske Everest Base Camp (5.350 m) og helt tæt på det store Khumbu isfald.
  • Besøg i Khumbu områdets største buddhistiske kloster; Thyangbocheklosteret
  • Kulturelle møder og venlige sherpafolk.

Vi har mere end 20 års erfaring i Nepal og vores ekspertise er din kvalitetsgaranti. Turen ledes af en kompetent dansk turleder i samarbejde med et erfarent nepalesisk guideteam.
Printvenlig version
Appetizer — se zoomudgave på maps.google.dk
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Afrejse DK.

Afrejse fra Danmark mod Nepals bjerge. Vi flyver i østlig retning og får en kort nat i flyet.
-/-/-
Dag 2. Ankomst til Kathmandu i Nepal

Vi ankommer til Kathmandu. På køreturen fra lufthavnen til byen får vi et indtryk af den kaotiske og travle by. Vi bliver indlogeret på et hotel ikke langt fra bydelen Thamel. Her kan vi trække os lidt tilbage fra det pulserende liv, mens turlederen byder velkommen og informerer om det kommende trek. Herefter går vi en tur ud i byen, hvor der vil være mulighed for at proviantere det sidste til trekket.
-/-/-
Dag 3. Vores trekkingtur starter med fly til Lukla og vandring til Phakding.

Vi skal tidligt til lufthavnen og med fly til bjergbyen Lukla (2.850 m), som er udgangspunktet for treks i Everest dalen. I Lukla møder vi vores hjælpsomme bærere og guider, og de skal have lidt tid til at organisere sig, før vi kan begive os af sted på sporet. Turens første etape er relativt kort og går fra Lukla til den lille landsby Phakding. I denne nedre del af Solo Khumbu passerer vi igennem mange mindre landsbyer, og overalt hilses vi velkommen med den nepalesiske hilsen ”Namaste”. Vi passerer igennem Choplung i 2.660 m og videre over sidefloden Kusum Khola. I den øvre del af Ghat (2.490) passerer vi flere bedemøller og store dekorerede ’manisten’. Ud på eftermiddagen ankommer vi til Phakding (2.640 m), og her stifter vi vores første gang bekendtskab med overnatningsformen på trekket; tehusene.
M/-/-
Dag 4. Vi når frem til hovedbyen i Solo Khumbu, Namche Bazaar

Vi starter morgenen med at følge Dudh Khosi som betyder ’mælkefloden’. Kort efter start skal vi krydse floden på turens første hængebro. Broen er lang men solid, og på modsatte side følger vi nu vestsiden af Dudh Khosi hundrede meter over dens brusende vandmasser. Kort før bebyggelsen i Benkar (2.905 m) passeres et par vandfald. Dudh Khosi skal i dag krydses op til flere gange, og vi tager først afsked med den, når den løber sammen med Bhote Khosi. Foran os har vi en stigning på cirka 500 højdemeter op til Namche Bazaar i 3.450 m, der er sherpaernes hovedby i Solu Khumbu distriktet. -/-/-
Dag 5. Aktiv akklimatisering i Namche Bazaar

Vi bruger en ekstra dag i Namche Bazaar med det formål at tilvænne os højden. Akklimatisering er essentiel da vi senere skal overnatte i stor højde. Dagen bruges derfor på let aktivitet og stort vandindtag, som har en positiv effekt på vores højdetolerance. Der er flere muligheder for vandreture ud fra Namche og turlederen vil vurdere, hvad der passer bedst til den enkelte gruppe. Vi kan gå en tur ud i den smukke Thamedal eller vi kan lave en lidt hårdere tur til Everest View Hotel. Eftermiddagen bruges på afslapning i Namche, og der er tid til at kigge sig omkring i byen, som indeholder udstyrsbutikker, souvenirshops, bagerier, bogbutikker og internetcafeer.
-/-/-
Dag 6. Trekking fra Namche til Tengboche med Khumbuområdets største kloster.

Dagens exit fra Namche er også ensbetydende med ’et på gensyn’ til civilisationen. Vi starter med en kort stigning for at komme op på hovedstien. De næste par timer vandrer vi på god sti uden væsentlige op- eller nedstigninger. Udsigten er overvældende og vi har udsigt til Khumbus vel nok smukkeste bjerg, Ama Dablam (6.870 m). Vi kan også se den karakteristiske sorte pyramide i horisonten, Mount Everest, der dog ikke syner som verdens højeste bjerg fra distancen. Vi skal i løbet af vandredagen krydse floden og ved den lille samling tehuse i Phuni Thankhka (3.250 m) spiser vi dagens frokost. Om eftermiddagen fortsætter vi op gennem skov og lav bevoksning til Tengboche (3.860 m), hvor Thyangbocheklosteret ligger smukt i en stor lysning omgivet af Rododendron.
-/-/-
Dag 7. Trekking til Dingboche.

Vi har en flot vandredag foran os og træder for alvor ind i Himalayas højalpine landskab. I løbet af dagen vil beplantningen forsvinde og blive erstattet af goldt morænelandskab. Vi begynder for alvor at komme op i højden og de tyndere luftlag, hvilket sænker tempoet en smule. Ved bebyggelsen Tsura (4.190 m) krydses floden Imja Khola og herfra går det lidt stejlt op til Dingboche i 4.350 m. Området blev tidligere kun benyttet om sommeren til dyrkning af byg. I dag er her adskillige tehuse - som omringes af store og flotte bjerge som Ama Dablam, Nuptse, Lhotse og Tawoche – og det er et perfekt sted at blive en ekstra dag.
-/-/-
Dag 8. Dingboche og mulighed for toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m)

Vi bliver i Dingboche for igen at tilvænne os højden. Der vil være to muligheder for dagsture i dag. For de der føler sig stærke og godt tilpasse laver vi en toptur til Nangkartshang Peak (5.090 m), som er en lille top på højderyggen bag byen. En lidt hård tur som præmieres med en formidabel udsigt over bl.a. Makalu (8.481 m), Island Peak (6.180 m), Ama Dablam m.fl. Et mindre krævende alternativ er turen ud mod Island Peak i den golde og øde Chukkung dalen. Som et tredje alternativ kan man selvfølgelig bruge dagen på at slappe af i tehuset og gå lidt rundt i byen.
-/-/-
Dag 9. Højalpint morænelandskab ved Lobuche (4.910 m)

Trekket fortsætter i dag mod Lobuche og vi betræder for alvor Himalayas højalpine morænelandskab. Et par timer efter vi har forladt Dingboche passerer vi en række mindesmærker for store og betydningsfulde klatrere gennem tiden. Blandt andet Scott Fischer som var ekspeditionsleder - og omkom - på Lene Gammelgaards Everest ekspedition i 1996. Vi tager en længere pause i den lille bebyggelse i Tugla (4.620 m) inden vi fortsætter de sidste par timer mod dagens overnatning i Lobuche. -/-/-
Dag 10. Trekkets højeste overnatning i Gorek Shep og til Everest Base Camp.

Vi indleder turens flotteste vandredage og kommer helt tæt på Himalayas største bjerge. Vi tager tidligt fra Lobuche og efter tre timers vandring langs Khumbugletsjeren og Lobuche Khola når vi frem til Gorak Shep (5.140 m) som er vores højeste overnatning på trekket. Gorek Shep består af ganske få tehuse og er vores udgangspunkt for både Everest Base Camp og Kala Pattar. Efter en tidlig frokost sætter vi kursen mod Everest Base Camp. Vi følger det legendariske spor ind mod Base Camp og krydser til sidst over moræneaflejringerne fra Khumbu gletsjeren før vi er fremme ved målet, Everest Base Camp. Efter lidt tid i Base Camp returnerer vi sidst på eftermiddagen til Gorek Shep.
-/-/-
Dag 11. Trekkets højeste punkt og verdens smukkeste udsigt fra Kala Pattar (5.545 m)

Vi står op før solen og vandrer i de tidlige morgentimer mod Kala Pattar (5.545 m), som betyder ’sorte klippe’. Kala Pattar er en lille sort klippefold for foden af det smukke bjerg Pumori (7.140 m), og herfra er der et helt fantastisk 360 graders panoramaskue til Himalaya bjergkæden. Der er blandt andet frit udsyn til Mount Everests sorte og pyramideformede top, og vi kan se den massive Khumbu gletsjer presse sig ned mellem Everest og Lhotse (8.516 m). Vi suger roen, bjergene og stemningen til os inden vi vender tilbage til Gorek Shep hvor vi med det samme fortsætter ned til Lobuche. I Lobuche spiser vi frokost og fortsætter derefter videre til byen Pheriche. Efter et par dage i relativ stor højde nyder vores kroppe den mere iltholdige luft i Pheriches 4.400 meters højde.
-/-/-
Dag 12. Fra Pheriche via smukt beliggende højrute til Phortse.

Det går nu igen ned ad brede og kendte stier tilbage mod Pangboche. Umiddelbart inden vi når byen, drejer vi fra hovedstien og går mod Upper Pangboche hvor vi spiser frokost. Vi fortsætter om eftermiddagen ad stien som løber højt oppe på bjergsiden og har herfra en fantastisk udsigt til Thamserku og Kang Taiga på den modsatte side af Imja Kholadalen. Med lidt held kan man se vilde bjerggeder i området. Vores mål for dagen er byen Phortse i 3.840 m, hvor vi indlogerer os på et af byens få tehuse.
-/-/-
Dag 13. Fra Phortse via Mong La pas (3.990 m) til Munjo eller Pakding.

Vi har en lang, men flot vandredag foran os, og vi starter fra Phortse ved daggry. Først skal vi krydse Dudh Kosi som løber ned gennem Gokyo dalen tæt på Phortse. Vi fortsætter op mod Mong La passet i 3.973 m og kan nu gå ned mod Sanasa i 3.600 m. Her støder vi igen på stien til Namche Bazaar. Fra tehusene i Kyangjuma er der en sidste mulighed for at se Mount Everest og Ama Dablam – et indtryk der aldrig forlader nethinden. Vi spiser frokost i velkendte Namche Bazaar og fortsætter om eftermiddagen turen med den lidt stejle nedstigning til sammenløbet af de to floder; Bhote Khosi og Dudh Khosi. Vi overnatter i Munjo eller Pakding. Turlederen beslutter på dagen, hvad der er bedst i henhold til pladskapaciteten på tehusene og gruppens generelle tilstand.
-/-/-
Dag 14. Trekket slutter med vandring fra Monjo til Lukla.

Trekkets sidste dag går ad kendte stier fra Munjo og tilbage til udgangspunktet i Lukla. Vi ankommer til Lukla ud på eftermiddagen, og deltagerne kan slappe af mens morgendagens flyvning ordnes af turlederen. Om eftermiddagen samles vi med vores uundværlige nepalesiske bærere og guider og siger tak for deres hjælp.
-/-/-
Dag 15. Med fly fra Lukla til Kathmandu.

Der er tidligt check-in i Luklas lille og travle lufthavn. Flyveturen tilbage til Kathmandu er i klart vejr en smuk oplevelse og det er samtidig vores sidste udsyn til Himalayabjergene. Ved ankomst til Kathmandu kører vi til vores hotel, hvor der venter et formenligt tiltrængt bad efter mange dage væk fra civilisationen.
-/-/-
Dag 16. Seværdigheder og oplevelser i Kathmandu

Dagen er fri til at opleve Kathmandu, og turlederen vil informere om de mange muligheder. Dagen kan fx bruges på at besøge Kathmandus store seværdigheder som f.eks. Durbar Square, Boudinath stupaen eller Pashupatinath, hvor hinduerne brænder deres døde. Man kan også søge lidt væk fra byens pulserende liv og tage en afstikker til de gamle kongebyer i Kathmandudalen, Patan og Bhaktapur.
M/-/-
Dag 17. Fridag i Kathmandu

Dagen er til egen disposition i Kathmandu. Vi samles til en god middag om aftenen og mindes sammen turens højdepunkter og højdekurver.
M/-/A
Dag 18. Afrejse fra Kathmandu og ankomst til Danmark.

Det er blevet tid til at sige farvel eller måske på gensyn til Nepal. Med Himalaya på nethinden sætter vi os i flyveren med kurs mod Danmark.
M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -
GENERELT:

Overnatning Kathmandu

Der overnattes på et udmærket turistklasse hotel i Kathmandu hvor det er muligt at købe enkeltværelse mod tillæg. Det er derimod ikke muligt at få enkeltværelse på trekking turen.
Varighed

18 dage – heraf 14 vandredage, grad 4.
På denne tur vandrer vi 4-10 timer om dagen. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur.
TREKKET:

Tehuse

På trekket benytter vi os af de såkaldte tehuse. Disse ligger som små lokale gæstehuse overalt i regionen. Tehusene varierer i størrelse og komfort, men de har en række fællestræk: alle tehuse har et antal værelser og fælles toilet(ter) på gangen. Der er et køkken, hvor der laves mad til de logerende, og så er der en spise- og opholdsstue, hvor vi spiser vores måltider. I opholdsstuen er der en brændeovn, som forsyner os med varme om aftenen. Værelserne er ikke opvarmet – så husk en god sovepose.

Vi ser mange fordele i at bruge tehusene. Blandt andet er det mere hyggeligt, mere varmt og komfortabelt end alternativet; at bo i telt. Tehusene nærmer sig ikke hverken luksus eller hotelstandart – men det giver os tag over hovedet, en seng at sove i og en varm spisestue at samles i om aftenen.

Flere af tehusene er små og familiedrevne, og vi har en tæt kontakt med mange af familierne. Det sker også, at vi bruger de større og mere kommercielle tehuse. Disse har større kapacitet og kan huse flere mennesker. Uanset hvor vi kommer, mødes vi med varme og venlighed.

Som skrevet varierer tehusene i størrelse og komfort. Som tommelfingerregel kan det siges, at jo højere vi kommer i terrænet, desto mere spartanske vil mange opleve tehusene. Her er ingen luksus, men når man medtænker, at vi befinder os i Nepal, og langt oppe i bjergene, bliver selv det spartanske acceptabelt. Vi sover for det meste på dobbeltværelser, men det kan få gange forekomme, at vi overnatter i flere-sengs-værelse eller på sovesal.
Sanitære forhold

De sanitære forhold varierer fra tehus til tehus. For alle tehuse gælder det, at man ikke kan forvente luksuriøse toilet- og badeforhold, som vi kender det fra DK. Der vil i alle tehusene være fælles toilet(ter) enten på gangen eller i få tilfælde i uden for. I langt de fleste tilfælde er der tale om traditionelle asiatiske toiletter; altså et hul i jorden. Der vil mange steder være en håndvask med rindende vand, men flere steder ses alternativet; en spand med vand og en øse. Der er stort set ingen vestlige brusebade. Det vil dog være muligt at købe sig til et interimistisk bad i flere af tehusene, og alle steder vil det være muligt at købe et vaskefad med varmt vand.
Team opbygning og ledelse

Turen ledes af en dansktalende turleder og et erfarent og hjælpsomt lokalt team. Det lokale team består af bærere, assistentguider og en sidarguide.

Bærerne bærer bagagen for to deltagere. Således bærer de maximalt på 24 kg i alt. Assistentguiderne vandrer sammen med gruppen. De hjælper også til i tehusene, og generelt går de til hånde med adskillige ting og opgaver. Endeligt er der den såkaldt sirdarguide. Han er en slags chefguide for bærerne og assistentguiderne. Den nepalesiske sidarguide og turlederen sikrer sammen opretholdelse af professionelt lederskab turen igennem. Vi samarbejder med den samme lokale trekking operatør i Kathmandu på 20. år, og vi efterlever naturligvis de gældende regler for bærere m.v.
Klima og vejrforhold

På efterårs- og forårsturene kan der forventes temperaturer på ca. 25 grader i Kathmandu og lavlandet. Dagtemperaturen i bjergene ligger mellem 15 og 20 grader, om natten kan der forventes temperaturer mellem 10 graders varme og 10 graders frost i de højest beliggende tehuse.

På december turen kan der forventes behagelige og solrige dage med dagstemperaturer på op til ca. 19 grader i Kathmandu og lavlandet. I de højest beliggende tehuse kan nattemperaturen gå ned til ca. 15 graders frost. Til gengæld er himlen på denne årstid meget klar og stierne næsten ubefærdede.

Enkelte regn og snebyger kan forekomme på alle årstider og afgange.

Vi færdes store dele af turen i stor højde og åbent terræn. Det vil ofte være ensbetydende med lave temperaturer og relativt meget vind. Det er svært at spå om vejrforholdene, men generelt kan det siges, at bjergvejr er omskifteligt vejr. Det gælder også i Himalaya, og netop de omskiftelige vejrforhold, man kan opleve, er en del af oplevelsen ved at vandre i Himalaya.
Vand

Vi filtrerer på hele trekket selv vores drikkevand med keramiske filtre. Disse medbringes af Topas. Vi behøver derfor hverken at købe eller koge vand, og på den måde kan vi undgå efterlade store mængder af plasticflasker, som er et stort forureningsproblem.
Forbehold for ændringer

Vi bestræber os altid på at gennemføre turen, som den står beskrevet i turbeskrivelsen. Alligevel må man som deltager være indstillet på justeringer og ændringer undervejs. Både vejr-, vind- og ruteforhold kan spille ind på turens gennemførsel. Det sammen kan deltagernes helbred og form.
Vi forventer, at du er åben for det fremmede

Denne tur fører os rundt i Himalayabjergene og op i stor højde. Vi kommer helt tæt på verdens højeste bjerge. Vi vandrer i storslået natur og goldt terræn. Det er spændende og anderledes end det, vi kender fra hjemlige himmelstrøg. Måske er det også anderledes end det, du kender fra eventuelle tidligere vandreerfaringer i Europa og andetsteds. Vi vandrer i mange dage, og vi kommer tæt på hinanden i gruppen. Luksuriøse forhold og krav har vi efterladt i DK, og muligheden for at opleve et land på landets præmisser åbner sig. Med andre ord: vi kan godt lide at mærke, at vi er i Nepal, når vi er i Nepal.

Hvis du også er åben for det fremmede, er det direkte adgang til store og uforglemmelige oplevelser i verdens smukkeste bjergegn. Det garanterer vi.
PRAKTISK:

VIGTIGT: Rejseforsikring - specielle forhold når du bevæger dig i højderne

Husk at din rejseforsikring skal være gældende for aktiviteter i mere end 4.000 m. Mange rejseforsikringer dækker ikke hvis man på turen kommer over en hvis højde. Check med din forsikrings udbyder. GOUDA rejseforsikring, dækker i alle højder og ved enhver aktivitet som afvikles på en Topas tur. Vi anbefaler derfor at du tegner en GOUDA forsikring, til netop denne type af rejser.
Visum

Visum til Nepal skaffes i lufthavnen i Kathmandu og koster ca. USD 50. Medbring selv 3 stk. pasfoto. 1 stk. til visumansøgning i lufthavnen og 2 stk. til anskaffelse af trekkingtilladelser. Husk at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover opholdets varighed.
Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Adgang til el

Det vil være muligt at få opladet elektronisk udstyr (mobil, i pod, kamera etc.) i de lokale tehuse. Der er ikke strømforsyning og dermed ingen opladningsmuligheder på værelserne, men man kan de fleste steder betale sig fra at oplade i tehusets spisestue. Det koster mellem 25 og 50 kroner i timen at oplade. Vær opmærksom på, at der tit er ganske få stik til mange mennesker, så sørg for at lade op hjemmefra og medbring gerne ekstra batteri, hvor det er muligt.
Mobil og internet

Der er mobildækning i Kathmandu og i Namche Bazaar. Sommetider er der fra tid til anden også sparsommelig dækning få steder på trekket, men man kan ikke løbe an på dette. Generelt ønsker vi ikke, at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor vi gerne ser, at man undlader at sende SMS og ringe, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Der er adskillige internetsteder i Kathmandu, og det er billigt at benytte. Til gengæld er internetopkoblingen tit og ofte både langsom og ustabil. Der er også internetforbindelse i Namche Bazaar - dog til en noget højere minutpris.
Valuta

Vi anbefaler at du medbringer kontante US-Dollars. Disse kan veksles til lokal valuta overalt i Kathmandu til god kurs. Der forefindes ATM maskiner i Kathmandu. Vær opmærksom på, at der er maksimumbeløb, som du må hæve per dag (ca. 2000 DKK,-).
Litteratur

Lonely Planet: Trekking in the Nepal Himalaya.
Trailblazer: Trekking in the Everest Region.
Stephen Bezrucka: Trekking in Nepal.
Politikens Forlag: Turen går til Nepal.
Kort

Kort kan købes lokalt i Kathmandu og Namche Bazaar.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse: Danmark-Kathmandu t/r
Fly: Kathmandu-Lukla t/r
Transport mellem lufthavn og hotel
Dansktalende turleder
Nepalesiske portere til hjælp med oppakningen
Overnatning på tehus
Hotel inkl. morgenmad i Kathmandu
Måltider som er indikeret under dagsbeskrivelserne
Afskedsmiddag i Kathmandu
Trekkingtilladelser
Bidrag til rejsegarantifonden.
Deltagerprisen inkluderer ikke

Lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Omkostninger til visa i Nepal ca. DKK 250,- (Betales i kontante US-dollars)
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser. Beregn ca. pr. dag 175,- DKK på trek. I Kahmandu ca. 30 DKK pr. måltid.
Lufthavnsskatter ca. DKK 290,-
Drikkepenge til portere/guider ca. DKK 350,-
Evt. tillæg for enkeltværelse i Kathmandu, 1.200 DKK
Entré til museer o. lign.
Evt. afbestillingsforsikring
Rejseforsikring
Topas Travel

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688

Topas er tilsluttet:

REJSEGARANTIFONDEN


Reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort Webdesign & CMS by MCB
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig