Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

Book rejse

Nepal - på cykel med Himalaya i baggrunden
Garanteret afgang, begrænset antal pladser tilbage - turen er åben for booking.
02.10.2012
18.10.2012
 
DKK 19.970,-

rejseprogram

Dag 1
Afrejse fra Danmark til Kathmandu, Nepal
Dag 2
Ankomst til Kathmandu
Dag 3
Kathmandu Calling – På sightseeing i byen – Forberedelse af cykelturen
Dag 4
Fly til Pokhara - Første cykeldag langs søen Phewa Tal
Dag 5
Pokhara – Templer, landsbyer og solnedgang over Annapurna bjergene
Dag 6
Landsbyer, landbrug og dybe dale på vej mod Tansen
Dag 7
Enestående cykling til Lumbini – Buddhas fødeby
Dag 8
Gennem regnskovsjungle fra Lumbini til Chitwan Nationalpark
Dag 9
Safari i Chitwan Nationalpark
Dag 10
Morgen i Chitwan Nationalpark - Cykling langs floden til Hetauda
Dag 11
Opstigning og oplevelser ved det smukke Daman
Dag 12
Sneklædte bjerge og kulturelle hemmeligheder - Dakhin kali
Dag 13
Gennem landsbyer og over brusende floder til Godawari
Dag 14
Lange, smukke dale og gensyn med Kathmandus hemmeligheder
Dag 15
Kathmandus glæder og mystik - Swayambhu-stupaen og begravelsespladsen Pashupatinath
Dag 16
Afgang fra Nepal
Dag 17
Ankomst til Danmark

Lignende ture

Laos
Cykelferie ved Mekongfloden
Cambodia
Cykelglæder blandt tempelruiner og jungle ved Angkor Wat
Nordvietnam
Cykelferie ved Hanoi og Halong Bay


DRF Rejsegarantifonden

ASIEN

Nepal - På cykel med Himalaya i baggrunden

        Ref. NPMC

Der findes få lande i verden, som har så meget at byde på og så stor en diversitet som Nepal. Høje, sneklædte bjerge og dybe dale, hvor floderne snor sig igennem landskabet. Små landsbysamfund hvor livet leves som i det 17. århundrede — hvor naturen er levebrødet, og kulturen den altdominerende faktor. I storbyerne myldrer det med mennesker, templer og travle gader. I Nepal er der liv og glæde, og dette opleves allerbedst på cykel rundt i landet på de små og støvede veje.

Vi begynder vores cykelferie i Nepal i Kathmandu — landets gamle og smukke kongeby - som vidner om fortidens storhed og fald. I denne hektiske by findes imponerende templer, små travle gader og lommer af den kultur, som gennemsyrer hele landet. Udenfor Kathmandu cykles gennem små landsbyer, hvor tiden synes at stå stille, og hvor smilene fra de legende og nysgerrige børn er oprigtige. I Pokhara vil vi cykle langs områdets smukke søer og opleve den enestående solnedgang over Himalayas store og sneklædte bjerge. Turen fortsætter igennem regnskoven tæt ved den krokodillefyldte Rapti flod på vores vej mod Royal Chitwan Nationalpark, hvor vi på enten jeep eller elefant safari kan opleve næsehorn og (hvis vi er heldige) områdets sjældne tigere. Endelig vil vi besøge Buddhas fødeby Lumbini, hvor tusindvis af buddhister valfarter til årligt.

Nepal sætter sine spor på sjælen. Smil, ærlighed, åbenhjertighed og ægte cykelglæde er bare nogle af oplevelserne, som denne 17 dages rejse igennem det uberørte og uspolerede Nepal vil efterlade.

  • Cykelture i den fantastiske Kathmandudal
  • En af verdens smukkeste flyveture langs Himalaya bjergkæden fra Kathmandu til Pokhara
  • Cykelture igennem den uberørte jungle nær Chitwan Nationalpark.
  • Besøg og te hos de lokale i lavlandet
  • Tiger og næsehornssafari i Chitwan Nationalpark.
  • Cykelture igennem enestående natur
  • Lange nedkørsler og dybe, smukke dale
  • Solnedgange over verdens højeste bjerge
  • Indkøb, oplevelser og afslutning i Kathmandu

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.dk
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Nepal ligger som en lilleput-nation mellem de to stormagter Indien og Kina, og det har præget landets historie. I mere end 1.500 år var Nepal en samling af feudale småstater, domineret af forskellige etniske grupper og kongeslægter, der ofte var i krig. Slægten Malla herskede over den frugtbare Kathmandudal fra år 1.200 og cirka 250 år frem. Mallerne var hinduer og udviklede et stærkt aristokrati, der strengt respekterede det hinduistiske kastesystem. Under Malla kongedømmet blomstrede Kathmandudalen kulturelt, men det var slægten Shah, som samlede småstaterne til én nation og til det Nepal, vi kender i dag.
Dag 1. Afrejse fra Danmark til Kathmandu, Nepal

Afrejse fra Danmark til Nepal. Vi flyver mod øst og får derfor en kort nat i flyet.
-/-/-
Dag 2. Ankomst til Kathmandu

Allerede i bussen ind til hotellet i centrum, kan vi ud af vinduerne se og opleve den stemning og hektiske aktivitet, som afspejler Nepal og Kathmandu i særdeleshed. På hotellet er der tid til at slappe lidt af ovenpå den lange flyrejse, hvorefter vi samles og turlederen vil informere kort om Kathmandu og de kommende dages aktiviteter. Bagefter går vi ud i Kathmandus summende byliv og finder en restaurant, hvor vi kan spise sammen.
-/-/-
Dag 3. Kathmandu Calling — På sightseeing i byen — Forberedelse af cykelturen

Kathmandu er en yderst levende by, og allerede fra tidlig morgen er der stor aktivitet i de små gader. I bydelen Thamel, hvor vi bor, sælges alt lige fra trekkingudstyr til tibetanske antikviteter og smukke silkesjaler. Ud over at kigge på de mange spændende butikker og gadehandlere kan dagen bruges på at besøge de første af Kathmandus store seværdigheder, som f.eks. Durbar Square, Boudinath-stupaen eller Pashupatinath, hvor hinduerne brænder deres døde. I løbet af dagen vil turlederen afholde et informationsmøde, hvor cykelruten og hele turens forløb gennemgås. Det er også i dag, at vi skal have prøvet og justeret vores cykler, så de kan stå klar, når vi ankommer til Pokhara. Ligeledes kommer vores lokale cykelguider forbi og hilser på.
M/-/-
Dag 4. Fly til Pokhara - Første cykeldag langs søen Phewa Tal

Der er tidlig afgang til den lille indenrigslufthavn, hvor tingene ofte kan virke hektiske. Vi har en kort men smuk flyvetur foran os — i klart vejr kan vi i løbet af en lille halv time opleve det meste af den spektakulære Himalaya bjergkæde. Et syn der går lige i hjertet. Ved ankomsten til Pokhara køres vi den korte tur til hotellet, hvor vores cykler venter, og inden længe er vi på vej ud på vores første cykeltur i Nepal. Turen går langs den store og smukke sø Phewa Tal, hvor Pokhara ligger på den østlige brink. Vi følger den gamle vej ud af byen, og snart ses de første fiskerbåde i søen. Her fanges fisk på samme måde, som de nepalesiske fiskere ’altid’ har gjort, og de små fascinerende både kommer ofte ind til bredden for at lande deres fangst. Omkring frokost finder vi et egnet sted tæt på den smukke sø, hvor vi kan at spise vores medbragte picnic. Cykelturen på denne første stille dag tager to-tre timer hver vej - inklusiv masser af fotostop undervejs.
M/-/-
Dag 5. Pokhara — Templer, landsbyer og solnedgang over Annapurna bjergene

Efter morgenmaden cykler vi mod nord ud af byen, og følger den brusende Senti-flod til den lille by Charmi Dihi. By er måske så meget sagt, men det er en hyggelig lille plet, hvor de få lokale arbejder i marken eller med deres dyr. Snart kommer vi ud på små støvede og kuperede veje, som snor sig igennem landskabet, og undervejs besøger vi den smukke Bats’ Cave. Tilbage i Pokhara kan eftermiddagen bruges i byen og for de ekstra friske er der mulighed for en ekstra lille cykeltur. Hen under aften tager vi bussen op til det store og smukke udsigtspunkt ved Sarangkot i 1.600 meters højde for at nyde solnedgangen — et syn som overvælder de fleste, når Annapurnas bjerge lader solens stråler ramme sine høje, smukke tinder.
M/-/-
Dag 6. Landsbyer, landbrug og dybe dale på vej mod Tansen

I dag forlader vi Pokharadalen, og tager med bussen op i højlandet, hvor vi gør os klar til den første lange nedkørsel på cykel. Små byer og glemte dale suser forbi, mens vi cykler ned og ind i områdets store og nye landarealer. Til frokost finder vi en lille tebutik eller nyder vores madpakker på et udsigtspunkt. Bussen samler os op nede ved floden i byen Ramdi og kører os de sidste stejle 800 højdemeter op til Tansen. Eftermiddagen bruger vi igen på cyklen, og for de der har ekstra energi, er der udfordring i at nå hele vejen op til den smukke stupa oven for byen — på cykel. Turen går ad små skovstier, hvor lyset kun lige bryder igennem grene og løv. Her er store bløde sving på nedkørslen og smukke udsigter. Kaffen eller den kolde drink nydes på tagterrassen, alt imens solen slukker for lyset og aktiviteten i den ellers så travle by.
M/-/-
Dag 7. Enestående cykling til Lumbini — Buddhas fødeby

Vi starter dagen med endnu en fantastisk og lang nedkørsel. En tur, som bringer os igennem et landskab, hvor de tætbevoksede skråninger og den smukke flod følger os nedad. Fra den lille by Dumai i bunden af dalen, hopper vi efter en kop velfortjent te på bussen. Efter et lille hvil og frokost er vi igen klar til cyklerne, og denne gang går turen til Lumbini igennem et af de mest frodige landskaber i hele Nepal, hvor agerbrug, små hyggelige landsbyer, et væld af farver og glade børn står for god underholdning hele vejen. Lumbini Garden i Nepal er det sted, hvor Buddha blev født. Legenden siger, at han blev født på en dag, hvor Maya Devi, hans mor, var på rejse til forældrenes hjem. Da hun nåede Lumbini, besluttede hun at tage et hvil under et træ, og hun blev så paralyseret af skønheden på dette sted, at hun fødte en lille dreng. Derudover er Lumbini nok den vigtigste historiske by i Nepal — her findes nogle af landets mest betydningsfulde arkæologiske skatte, hvoraf enkelte går helt tilbage til 300 før Kristi fødsel. Der skal trædes godt i pedalerne, mens vi udforsker det store område ved Lumbini — for de som har lyst til at træde lidt mindre i pedalerne, kan en cykeltaxi også være en mulighed. Ud på eftermiddagen triller vi tilbage til vores smukke hotel, og nyder aftensmaden efter store oplevelser for både krop og sjæl.
M/-/-
Dag 8. Gennem regnskovsjungle fra Lumbini til Chitwan Nationalpark

Vi hopper tidligt på bussen og kører denne morgen nogle timer for at komme til byen Narayangadh og starten af junglen og det åbne, flade landskab langs floden Rapti Nadi. Cyklerne efterspændes af vores team, og vi er nu klar til en af de smukkeste og mest udfordrende dage på turen. Vejen til Chitwan er ikke ligetil - selv turlederen og de lokale guider må indimellem måske spørge områdets lokale om vej! En stor del af dagen cykler vi gennem jungle ad små, men gode stier, hvor de store træer og det tætte buskads kun lige akkurat giver plads til, at vi kan komme frem. En tur og oplevelse, som synes at høre til i en anden verden. Der er igen i dag mulighed for en kort eller lang tur igennem junglen, og for de ekstra stærke kender de lokale guider en vej som byder på endnu flere overraskelser. Vores trofaste bus følger os undervejs og giver en god sikkerhed. Sauraha er vores destination denne dag og samtidig porten til en helt ny verden — Chitwan Nationalpark.
Vi overnatter i luksuriøse safaritelte med eget bad og toilet. En oplevelse, som giver eventyrlysten et ekstra kick, mens vi forbereder os på morgendagens mulige aktiviteter.
M/-/-
Dag 9. Safari i Chitwan Nationalpark

Hele dagen bruges på at udforske de mange muligheder, som nationalparken kan tilbyde. Starter vi for eksempel tidligt med en tur i kano, har vi store chancer for at opleve både krokodiller og næsehorn, alt imens vi stille glider forbi. Er man til jeep-safari, kan man komme på en mini-ekspedition og lede efter områdets sjældne og meget sky tigre. En elefantsafari i regnskoven kunne også være en oplevelse med gode foto-muligheder. For de som ikke kan lade jernhesten stå, er en tur til de små omkringliggende landsbyer eller til ranger-stationen, hvor de opdrætter egne elefanter en stor og spændende oplevelse. Inden solen går ned, samles vi ved floden og ser himlen skifte farve og mørket lukke sig om den store skov. Tilbage ved teltene, hygger vi omkring bålet og deler dagens oplevelser, alt imens nattens og skovens lyde bliver nærværende — dyrene og naturen kommer helt tæt på.
M/-/-
Dag 10. Morgen i Chitwan Nationalpark - Cykling langs floden til Hetauda

Har vi ikke fået safari nok de foregående dage, kan denne morgen ligeledes bruges i Chitwan Nationalpark — en tidlig sejlads ned ad floden eller en udflugt på ryggen af en stor elefant kunne måske være en god start på dagen. Cykelturen i dag går ad små og ukendte veje ned til floden, som vil følge os det meste af turen. Vi kommer forbi marker, agerbrug og igennem åbne landskaber, mens vi nyder den friske luft og at være ude af den tætte skov. Langs floden går en vej, som kun bruges af lokale cyklister - så de smiler og griner både overrasket og venligt, når vi kommer anstigende med hjelme og tykke cykeldæk. Turen byder på et sjældent indblik i dagligdagen hos en ellers skjult og isoleret lokalbefolkning. Efter et te-stop og måske prøvesmagning af lokale fiskespecialiteter stiger vi på bussen og kører til Hetauda, hvor eftermiddagen kan bruges på hotellet og hotellets smukke have eller på at gå på opdagelse i den spændende by med mange lokale markeder.
M/-/-
Dag 11. Opstigning og oplevelser ved det smukke Daman

Vejen til Daman er den gamle rute ind i Kathmandudalen, og da denne sjældent anvendes i dag, er trafikken yderst begrænset, hvilket gør den til en perfekt cykelvej for os. Det første stykke følger vi dalen og floden under os. Vi gør et lille stop undervejs for at nyde en kop frisk te, inden opstigningen til Daman starter. En spændende og meget varieret vej , hvor udsigten kun bliver bedre og bedre, jo højere vi kommer op. Vores frokost spises i vejkanten, mens vi nyder solens stråler. Daman ligger i 2.300 meters højde, og ved ankomsten forstår man godt, hvorfor byen i sin tid blev grundlagt. Her en af Himalayas smukkeste og enestående udsigter til de helt store bjerge - fra Dhaulagiri til Mount Everest — verdens højeste bjerg. En udsigt, som vil imponere og gemmes i rygsækken sammen med turens andre gode oplevelser. Bussen følger igen med os hele dagen, så på opstigningen til Daman er der selvfølgelig mulighed for at stå af cyklen og i stedet nyde hele eller dele af opstigningen fra denne transportform.
M/-/-
Dag 12. Sneklædte bjerge og kulturelle hemmeligheder - Dakhin kali

Fra tidlig morgen, hvor lyset kun når de smukke sneklædte bjerge, nyder vi udsigten over Himalaya. Cyklerne står allerede klar, og på denne kølige morgen starter eventyret af gode brede veje. Snart ændrer landskabet sig i takt med, at vejene bliver mindre, og vi er igen helt alene i dette enestående landskab. Udsigten til verdens største bjerge følger os hele dagen med glimt af sneklædte toppe, når vi cykler igennem skoven og de mange små landsbyer. Snart op og snart ned, dagen byder på flere udfordringer for både krop og sjæl. Destinationen for cykelturen i dag er Dakhin Kali - stedet med mange store og meget betydningsfulde klostre. Vi besøger det hinduistiske tempel, Dakshinkali, som er berømt (eller berygtet om man vil) for dyreofringer, og her ofres fortsat til den blodtørstige gudinde Kali. I Dakhin Kali ligger buddhistiske og hinduiske templer side om side — der er plads til tanker og diversitet. Vi bruger eftermiddagen i byen og kan eventuelt tage cyklerne med på opdagelse.
M/-/-
Dag 13. Gennem landsbyer og over brusende floder til Godawari

Landsbyen Godawari er målet for denne fantastiske dag på cykel. Godawari ligger i de forbjerge, som omgrænser Kathmandudalen, og giver herfra et smukt skue over floder og de store bjerge i horisonten. Turen går først ad små men gode veje til floden, som vi derefter følger. Vi cykler igennem små landsbyer i det kuperede terræn og oplever igen den åbenhjertighed blandt befolkningen, som er kendertegnende på hele turen. Mennesker, som ikke synes at have meget, stopper op og sender os store, oprigtige smil. Vi bruger det meste af dagen på cyklen — stopper og nyder te, alt imens nysgerrige børn og voksne ser forundrede til.
M/-/-
Dag 14. Lange, smukke dale og gensyn med Kathmandus hemmeligheder

Denne sidste dag på cykel starter tidligt. Vi kører ad små, afsides veje og stier til floden i bunden af dalen, hvor vi stopper og drikker te. Her mødes flere floder, og der er livlig aktivitet af lokalbefolkningen. De små byer afløses af åbne marker og lange, dybe dale, og vi er snart på vej ind i Kathmandudalen, hvor eventyret startede. Langsomt øges trafikken og menneskerne omkring os bliver flere — stille og roligt bliver vi igen sluset ind i civilisationen. Storbyen nærmer sig, og vi cykler forbi mange af de smukke bygningsværker, som den spændende kultur har givet som afkast. Vi ender vores cykeltur et sted, hvor det hele måske begyndte — nemlig ved Boudinath-stupaen, som er en af verdens største og mest imponerende. Her valfarter buddhister til året rundt i deres søgen efter sjælefred. Et smukt og spektakulært syn — og et symbol på vores egen rejse og det indblik vi har fået i en kultur med farver og smil. Vi hopper på bussen, som bringer os sikkert igennem den travle by og tilbage til det velkendte hotel.
M/-/-
Dag 15. Kathmandus glæder og mystik - Swayambhu-stupaen og begravelsespladsen Pashupatinath

Denne dag er til egen disposition. I Kathmandu er templer ikke bare seværdigheder, men en aktiv og vigtig del af hverdagen, hvor man ofte bliver vidne til en religiøs ceremoni. Man kan eventuelt besøge begravelsespladsen, Pashupatinath, eller nogle af de utallige steder, hvor man kan købe håndlavet brevpapir, kunstfærdige håndmalede billedtæpper, tibetanske bedemøller og alt andet godt fra Østen. Den store og smukke Swayambhu-stupa på bakketoppen uden for byen, giver frihed til tankerne og vidner om en fantastisk kultur. Swayambhu-stupaen kendes også som abetemplet, idet meget af den skovklædte høj, som stupaen ligger på, vrimler med aber. Højen siges at have været en ø indtil den buddhistiske ’rådgiver’ Manjushri drænede søen med sit sværd. Det siges, at Kong Ashoka besøgte stedet for mere end 2.000 år siden, og inskriptioner viser, at tempelbyggeriet var i gang i 400 efter Kristi fødsel. Fra Swayambhu-stupaen er der en betagende udsigt over hele Kathmandu. Vi spiser til aften sammen på en restaurant i Thamel og tager afsked med hinanden og Nepal.
M/-/A
Dag 16. Afgang fra Nepal

Tidlig morgen i Kathmandus gader er noget helt specielt - byen vågner tidligt, så for de morgenfriske af jer er der her på falderebet stadig nogle store oplevelser at hente med hjem. Om formiddagen tager vi til lufthavnen og forlader Kathmandu og Nepal.
M/-/-
Dag 17. Ankomst til Danmark

Vi ankommer til Danmark med ferieminder for livet i bagagen.
-/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning

Vi overnatter alle dage på godt placerede hoteller af turistklassen. Enkelte dage kan hotellet fremstå simpelt, men der er på alle overnatninger mulighed for bad. Ønskes enkeltværelse påregnes et enkeltværelsestillæg som angivet nederst på siden.
Cyklerne

På denne rejse til Nepal er cykelleje inkluderet i prisen. For de af vore gæster der er specielt høje (over 190 cm) kontakt os venligst på forhånd, da det kan være svært at finde cykler i den rette størrelse. Det anbefales at bruge hjelm på alle cykelturene i Nepal, og cykelhjelme forefindes på stedet. Dog er det ofte mere bekvemt og hygiejnisk at medbringe sin egen. Drikkedunk kan medbringes, da der er drikkedunkholder på cyklen eller man kan vælge at have vandflasken i sin turrygsæk. Cyklerne er gode, veludstyrede og af mountainbike-typen. Vi har under hele turen personale til at forestå transport, service samt eventuelle nødvendige reparationer. Desuden er man velkommen til at medbringe egne pedaler, cykelsko, handsker, refleksvest samt saddel.
Varighed

17 dage. Der cykles hver dag i programmet — Kathmandu undtaget. Dagene skifter i sværhedsgrad, hvor enkelte kan forekomme mere udfordrende og andre lettere. Fælles for turen er, at den er sammensat, så alle kan følge med, og der er altid mulighed for at springe på vores bus, som følger os hele vejen. Turlederen vil informere om ca. tider og det præcise antal kilometer den enkelte dag. Generelt kører vi på turen mellem 20 og 70 kilometer om dagen. Nogle af dagene cykles der i et mere kuperet og varieret terræn.
Klima

Marts til maj samt efterårsmånederne september til november er de bedste. I disse måneder er vejret ofte klart og solrigt med dagstemperaturerne på 20 til 25 grader. De tidlige morgener ved for eksempel Daman (2.300 m) kan være kølige, så tag en ekstra trøje/fleecejakke med.
Visum

Visum til Nepal skaffes i lufthavnen i Kathmandu og koster ca. USD 50. Medbring selv 1 stk. pasfoto til visumansøgning i lufthavnen. Husk at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 udover opholdets varighed.
Valuta

Kontante US-Dollars som kan omveksles i Kathmandu
Vaccinationer

Kontakt egen læge ca. 30 dage før afrejse. Husk at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende. Du kan også finde relevant information på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse Danmark-Nepal t/r
Flyrejse Kathmandu — Pokhara
Alle overnatninger iflg. turbeskrivelsen
Dansktalende turleder
Lokale guider
Måltider som er indikeret i turbeskrivelsen
Al kørsel i bus under selve turen
Leje af cykler
Mekanikerassistance
Bidrag til rejsegarantifonden
Afskedsmiddag i Kathmandu
Deltagerprisen inkluderer ikke

Udgifter til drikkevarer
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser (beregn per dag ca. 150,- DKK)
Udgifter i forbindelse med visum 50 USD
Entre til museer og lignende
Aktiviteter i Chitwan Nationalpark (30 — 100 USD)
Drikkepenge ca. 55 USD
Rejseforsikring
Evt. tillæg for enkeltværelse 2.000 DKK

Kontakt os

FOTOS

Nepal - På cykel med Himalaya i baggrunden
Vis billedserien

PAKKELISTE

Nepal - På cykel med Himalaya i baggrunden
Læs

Kvalitets garanti i Nepal

Kvalitets garanti i Nepal
Karma Sherpa Lama er vores pålidelige samarbejdspartner i Kathmandu. Han overtog det nepalesiske....
Læs mere om Karma Sherpa Lama her.

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort