 |
Book rejse |
USA - Vandring i Vestens Vildnis
17.06.2012
04.07.2012
DKK 25.970,-
06.09.2012
23.09.2012
DKK 25.970,-
23.09.2012
10.10.2012
DKK 25.970,-
rejseprogram
|
Dag 1 Med fly til Las Vegas |
Dag 2 Las Vegas – På opdagelse i 'Syndens by' |
Dag 3 Transfer til Zion nationalpark – Vandring til 'Angel's Landing' |
Dag 4 Zion nationalpark – Vandring til Observation Point (1.983m) |
Dag 5 Bryce nationalpark – Vandring mellem ’hoodoos’ |
Dag 6 Grand Staircase-Escalante – Vandring i snævre kløfter |
Dag 7 Grand Canyon nationalpark — Vandring på kanten af ’South Rim’ |
Dag 8 Grand Canyon - Vandring South Kaibab Trail |
Dag 9 Grand Canyon - Vandring til Havasupai basecamp — Supai indianerreservat |
Dag 10 Grand Canyon — Vandring i Havasupai eller afslapning i basecamp |
Dag 11 Grand Canyon - Vandring op fra Havasupai — Transfer til Death Valley |
Dag 12 Death Valleys ørken og miler — Transfer til Mammoth Lakes |
Dag 13 Yosemite, Tioga Pass — Vandring ’Cloud’s Rest’ |
Dag 14 Yosemite Valley - Vandring ’4 mile trail + Panorama Trail’ |
Dag 15 Til San Francisco – På egen hånd i byen |
Dag 16 San Francisco - På egen hånd i byen - Mulighed for cykeltur Golden til Marin Headlands |
Dag 17 Fly fra San Francisco |
Dag 18 Ankomst Danmark |
|
 |
MELLEM- OG NORDAMERIKA |
|
USA - Vandring i Vestens Vildnis
|
|
|
.JPG)
|
Tag med til USAs vilde vest — med 11 dages vandring i nogle af verdens mest unikke landskaber. Med start i ørkenbyen Las Vegas og afslutning i kystbyen San Francisco besøger vi en perlerække af nationalparker og naturområder undervejs, som rækker lige fra Yosemites lyse granitbjerge, Death Valleys uendelige klitter, de surrealistiske klippeformationer i røde, orange og lyse nuancer i Bryce, Zions uendelige udsigter til det imponerende Grand Canyon.
I Grand Canyon vil vi ikke alene nyde udsigten fra kanten af den flere hundrede kilometer lange kløft (selvom det i sig selv er imponerende nok..) — vi vil som kun en lille procentdel af Grand Canyons årligt besøgende vandre ned i selve kløften, hvor et landskab sammensat af røde sandstensklipper, frodige lunde, kaskader af vandfald og glinsende turkise søer giver ordet pittoresk en helt ny dimension.
- Tre dages vandring i Grand Canyons dybe bund, hvor imponerende vandfald fosser ud af røde sandstensklipper og danner de smukkeste turkise søer
- Bryce Canyon, hvor du kan slentre omkring i det mest eventyrlige amfiteater af klippeformationer og pink ’hoodoos’
- Yosemites glinsende grå granitbjerge, idylliske grønne enge og dybe, mørkeblå gletsjersøer - Californiens ubestridte vandremekka med mere end 1.300 kilometer vandrestier
- Udfordrende vandreture til ‘Observation Point’ og ’Angels Landing’ med himmelske udsigter i Zion
- Sand, sjov og de mest fantastiske billeder i Death Valleys landskab af bølgende klitter og riflede miler
- Nyd livet i vores atmosfærefyldte basecamp i Grand Canyon - smukt beliggende under skyggefulde kapoktræer tæt ved Havasupaikløftens turkisgrønne vandfald.
- Besøg to af vestens mest interessante storbyer — den nærmest selvlysende, uvirkelige og overdådige Las Vegas og den liberale, multikulturelle og charmerende San Francisco
|
|
|
Appetizer — se zoomudgave på maps.google.dk Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
|
Dag 1. Med fly til Las Vegas
Vi flyver fra Danmark til Las Vegas. Ankomst om aftenen, hvorefter vi kører til vores hotel i Las Vegas for at overnatte. -/-/-
|
Dag 2. Las Vegas — På opdagelse i 'Syndens by'
Slaraffenland for mafiaen, skjulested for gangstere, bizarre bryllupskapeller, Elvis Presley imitationer, spillemaskiner i endeløse rækker, overdådige shows, glimmer, glitter og gigantiske elregninger Selvom man prøver, så kan Las Vegas kan ikke beskrives — det er en by, som ganske enkelt må opleves. Spillekasinoerne er åbne 24 timer i døgnet, men mange af Las Vegas omkring 48 millioner årligt besøgende kommer ikke til ørkenbyen for at spille men for at opleve byens helt specielle atmosfære. Vi starter dette eventyr i det vestlige USA med morgenmad på hotellet efterfulgt af en gåtur langs Las Vegas berømte boulevard ’The Strip’, hvor prangende hoteller - på størrelse med en mindre dansk landsby og bygget over temaer som New York City, Pyramiderne og Romerriget - kæmper for at overgå hinanden i størrelse, arkitektur og underholdning. Når det kommer til mad, så skuffer Las Vegas heller ikke - byen er ligeledes berømt for sine overdådige buffeter, så efter gåturen er der mulighed for at nyde en lækker buffet frokost på et af de store hoteller. Resten af dagen i ’Syndens by’ er til fri disposition — det kan anbefales enten at købe billet til et af Vegas’ storslåede aftensshows (f. eks Cirque du Soleils ’Mystere’ eller ’O’), gå rundt og betag af byens mange lys og reklameskilte i overstørrelse eller måske bare slappe af og lade op til de næste dages store naturoplevelser. Overnatning Las Vegas. M/-/-
|
Dag 3. Transfer til Zion nationalpark — Vandring til 'Angel's Landing'
Efter tidlig morgenmad forlader vi Las Vegas og ankommer cirka tre timer senere til Zion nationalpark, der ligger i den sydvestlige del af staten Utah. Med sine høje plateauer, labyrinter af smalle, dybe slugter og iøjnefaldende klipper i cremet, rosa og rødlig sandsten indeholder den godt 600 kvadratkilometer store Zion nationalpark noget af det mest sceniske kløftlandskab i USA. Den 260 kilometer lange Virgin River — en biflod til Colorado River — har haft afgørende betydning i skabelsen af Zions enestående landskab, lige fra ’smeltningen’ af klipperne til de nuværende skulpturelle tårne til det grønne bånd af vegetation, der løber parallelt med floden. Navnet Zion er hebraisk og betyder ’refugium’ og er givet til kløften af mormonske pionerer i midten af 1800-tallet. Mange dyr og planter søger ly i dette oase-lignende grønne bælte, hvor også mennesket, helt tilbage til de første bosættelser for 12.000 år siden, har søgt tilflugt fra det ubarmhjertige ørkenklima. Ved ankomsten til Zion spænder vi vandrestøvlerne på, og begiver sig ud på turens første vandring, som går til toppen af den 1.763 meter høje monolit ’Angel's Landing’, som er så smal på toppen, at ’kun en engel kan lande deroppe’ (deraf navnet). Turen starter ud ganske blidt i skyggen af kapok og platantræer ved kanten af floden Virgin River, men inden længe begynder den udfordrende opstigning til Scout Lookout og derefter følger ruten en relativ smal landtange til toppen. Vandreturen til ’Angel's Landing’ er med rette anset for at være en af de mest exceptionelle stier i Zion — fra toppen synes hele verden at ligge for ens fødder. På tre sider er man omgivet af den eroderende Virgin River, der snor sig som en slange gennem kløften flere hundrede meter nede i dalen, indtil den forsvinder i disen langt ude i horisonten. Vi er tilbage sidst på eftermiddagen og kører ud af parken til byen Springdale, hvor vi har to overnatninger. Springdale er en hyggelig lille by i udkanten af nationalparken, hvor Zions klippevægge knejser over de små cafeer, restauranter og lokale kunstbutikker. M/-/-
|
Dag 4. Zion nationalpark — Vandring til Observation Point (1.983m)
Efter morgenmaden tager vi af sted på vores anden vandretur i Zion, som går til endnu et af nationalparkens imponerende ‘højdepunkter’. Vi kører med nationalparkens shuttelbus langs floden Virgin River til ‘Weeping Rock’ stoppestedet, hvor stien til Observation Point starter. På den første del af vandreturen zigzagger vi op ad Zion Canyons østlige bjergvæg og fortsætter derefter ind gennem den smalle kløft Echo Canyon. Undervejs i landskabet ses de i Zion meget karakteristiske tofarvede Navajo sandstensklipper, som er spidse, kantede og røde forneden og bløde, afrundede og hvide foroven. Efter en god times tid drejer stien fra mod nordvest, og terrænet bliver en smule mere stejlt og stien smallere. Vandreturens destination - det 1.983 meter højde punkt Observation Point - ligger på en small klippe-halvø, som nærmest hænger ud over Zions bund. Fra toppen har vi frit udsyn næsten hele vejen omkring os. Et par hundrede højdemeter under os kan vi se toppen af Angel’s Landing, og langt nede i kløftens bund Virgin River, som laver en stor bue (Big Bend) rundt om klipperne Angel’s Landing og The Organ. Desuden har vi udsigt til bjergtoppene Three Patriarchs, Great White Throne og Watchman, som alle tre hører til blandt Zions imponerende landmærker. Turen tilbage fra Observation Point er den samme som på vej op, og resten af eftermiddagen kan bruges enten i Zion (evt. med en vandretur op til starten af den snævre kløft ‘The Narrows’) eller i Springdale, som har masser af små steder hvor man kan nyde en kaffe, kold øl eller en stor is! Vi spiser til aften på en restaurant i byen. M/-/-
|
Dag 5. Bryce nationalpark — Vandring mellem ’hoodoos’
Fra Zion Canyon til Bryce Canyon — efter morgenmaden har vi et par timers kørsel i nordøstlig retning til den mindre — men ikke mindre spektakulære - Bryce Canyon. På trods af navnet ’canyon’ (kløft) er hovedattraktion i Bryce ikke en kløft, men et gigantisk ’amfiteater’ af klippetoppe, skabt ved erosion af det tyve millioner år gamle Paunsaugunt plateau. Erosionen har blotlagt nogle helt unikke op til 60 meter høje og spinkle ’hoodoos’ (spidse klipper), hvoraf mange i facon godt kan minde lidt om en gigantisk totempæl. Disse tilfældigt arrangerede hoodoos, i hele farvepalettens cremede, orange og røde nuancer, har skabt det mest forunderlige landskab at vandre i. Vi spiser frokost på plateauet og begynder herefter dagens vandring, som først går langs kanten af amfiteateret og dernæst ned i en ren labyrint af surrealistiske hoodoos. Hen på eftermiddagen trækker vi os tilbage til vores hotel i Tropic, som ligger tæt på Bryce Canyon. M/-/-
|
Dag 6. Grand Staircase-Escalante — Vandring i snævre kløfter
Få minutters kørsel fra Bryce ligger Escalante, en lille by omgivet af et af Utahs mest isolerede og stenede landskaber kendt som ’Grand Staircase’ (den store trappe). Det 8.000 kvadratkilometer store område (lidt større end Sjælland) var det sidste stykke vildnis i USA til at blive kortlagt, og de første geologer i området i midten af 1800-tallet delte området ind i fem forskellige geologiske tidsaldre baseret på farver (rosa, grå, hvid, orangerød og chokolade). Sidenhen har nutidens geologer yderligere inddelt de farvede ’trapper’ i individuelle klippeformationer. Men det er ikke kun geologer, der kan begejstres over området — det er også et fantastisk, øde og smukt sted for dem, der godt kan lide at vandre. Vandreturen i dag tager os langs (og nogle gange må vi vandre nede i) floden i en af områdets kløfter, hvor vi kan nyde de dejligste runde former af eroderede, forstenede sandmiler. Måske vi også lægger turen forbi nogle flere hundrede år gamle men stadig velbevarede helleristninger i kløften. Grand Staircase Escalante er et af vestens mindst besøgte områder, så vi møder ganske få (hvis nogen overhovedet på turen i dag. En rigtig god dag at gå i sine egne tanker og eget tempo og nyde de smukke, unikke omgivelser. Hen på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel i Tropic og overnatter. M/-/-
|
Dag 7. Grand Canyon nationalpark — Vandring på kanten af ’South Rim’
Vi starter igen i dag tidligt med en smuk køretur på godt fem timer, der tager os fra Bryce til vestens mest kendte naturperle — Grand Canyon i staten Arizona. Grand Canyon er en 446 kilometer lang, 29 kilometer bred og knap to kilometer dyb kløft - skabt af den 2.330 kilometer lange flod Colorado River, der gennem de sidste godt 17 millioner år har haft sin kurs gennem området. Grand Canyon er en af USA's første nationalparker (1906), og længe før europæiske immigranter kom til området, boede forskellige stammer af indfødte amerikanere i mindre bosættelser og grotter nede i kløftens bund. Uanset hvor mange billeder man tidligere har set fra kløftens kant, bliver man stadig overvældet af kløftens enorme dimensioner, når man står i levende live og kigger ud over området. Så vi dvæler lidt ved synet, mens vi nyder vores frokost. Eftermiddagen kan bruges på en let vandring langs langs kanten (South Rim), som er et af de mest besøgte steder i nationalparken. Undervejs på stien står skilte med ’pædagogiske’ forklaringer om Grand Canyons geologi og historie, som man eventuelt kan fordybe sig i. Der er på denne dag også mulighed for en helikopter tur i Grand Canyon (tilkøb.) Dette skal arrangeres i god tid, så er man interesseret vil turlederen allerede de første dage være behjælpelig med at arrangere. Vi overnatter i Flagstaff tæt på Grand Canyons South Rim. M/-/-
|
Dag 8. Grand Canyon - Vandring South Kaibab Trail
Med udsigtspunkter kendt som blandt andet ‘Ooh-aah’ er forventningerne fra starten lagt for dagens vandretur til Skeleton Point i Grand Canyon. Vi starter dagen tidligt og kører fra hotellet i Tusayan til Yaki Point Road på Grand Canyons sydlige kant. Herfra starter vi vores vandring, som tager os via en stejl højderyg i retning mod kløftens bund. Kan vi huske, hvad vi læste om Grand Canyons geologi på turen langs kraterkanten i går, så er der i dag rig mulighed for på tæt hold at studere kløftens geologiske udvikling. Klippevæggen, som vi går langs, skifter i både struktur og farver afhængigt af, hvilket geologisk lag af sandsten vi passerer. Den første del af stien skærer sig gennem den østlige side af kløften Pipe Creek indtil vi kommer til Ooh-aah Point, hvor klippevæggen pludselig ‘drejer’, og foran os åbner der sig en 360-graders udsigt Grand Canyons østlige del. Fra Ooh-aah zigzagger stien til Cedar Ridge og fortsætter nu knapt så stejlt til Skeleton Point, hvor vi spiser vores medbragte frokost til synet af den mægtige Colorado flod, der knap en kilometer under os skærer sig gennem Grand Canyons bund. Ud over at glæde sig over udsigten kan vi også se frem til de næste tre dage, hvor vi, som en ganske lille procentdel af Grand Canyons mange besøgende, vil kaste os ud i den ultimative oplevelse, som består i vandring nede i selve kløften. Turen op igen fra Skeleton Point tager lidt længere tid og koster lidt flere kræfter end turen ned, men først på eftermiddagen er vi igen oppe ved kraterets kant. Herfra kører vi mod Williams for at overnatte. Williams er en hyggelig by beliggende på USAs berømte ’Route 66’, og stedet emmer af nostalgi. Vi spiser til aften på ’The Singing Pig’ eller en af byens andre ’historiske’ restauranter. M/-/-
|
Dag 9. Grand Canyon - Vandring til Havasupai basecamp — Supai indianerreservat
Fra Grand Canyons kant i cirka 1.600 meters højde starter vi vores 3-dages tur ned i kløften. Vandringen går først via en relativ stejl og lang serpentinersti, som senere flader ud og tager os ind i en labyrint af Grand Canyons karakteristiske røde sandstensklipper. Jo dybere vi kommer ned i kløftens bund, jo mere synes de stejle klippevæggene at vokse omkring os. Vi spiser picnic frokost undervejs. Få kilometer før vores basecamp bliver kløften bredere og vegetationen mere frodig, og vi ankommer til Supai, som er USA's mest isolerede landsby og et af de få steder i verden, hvor posten stadig ankommer med pakhest! Her i godt 1.000 meters højde holder vi en lille pause inden stien leder os ind i kløftens bagland blandt høje kapoktræer og forbi fossende vandfald til vores smukt beliggende basecamp. Vi ankommer midt på eftermiddagen, og mens vores lejrpersonale forbereder et lækkert aftensmåltid, kan vi enten gå på opdagelse i området, bade i floden eller nyde livet (og ferien) med en bog i hængekøjen ved bækken. Vi overnatter i Havasupais ’luksuriøse’ basecamp i rummelige telte - eller hvis du har lyst - under en åben, stjernepakket himmel. M/-/A
|
Dag 10. Grand Canyon — Vandring i Havasupai eller afslapning i basecamp
Vi vågner op til duften af friskbrygget kaffe, og efter et solidt morgenmåltid skal vi ud og nyde kløftens uberørte og helt unikke natur. Dagens tur byder på vandring langs floden til andre af Havasupais smukke vandfald som blandt andet Mooney Falls. Vi kommer sikkert også til at vandre i de smukke floder og der bliver også en del lettere kravlen i snævre sprækker, som kløftens flere hundrede meter høje sandstensklipper har levnet os. Og så er der selvfølgelig mulighed for en dukkert eller to undervejs i en af de maleriske blågrønne søer — konstant tilført vand fra høje, imponerende vandfald. Vi har frokosten med, som vi nyder undervejs i de naturskønne omgivelser. Hen på eftermiddagen vender vi tilbage til vores camp, hvor vi kan slappe lidt af, mens personalet fremtryller et lækkert aftensmåltid. Igen i nat kan du vælge, om du vil sove inde i teltet eller tage sovepose og liggeunderlag med udenfor og tilbringe natten i det fri. M/F/A
|
Dag 11. Grand Canyon - Vandring op fra Havasupai — Transfer til Death Valley
Modvilligt forlader vi Havasupais magiske paradis, men flere og nye eventyr venter. Først skal vi dog lige op af kløften igen, hvilket betyder en godt 16 kilometer lang og relativt udfordrende opstigning, som rigeligt belønnes af den sejrslignende fornemmelse det er, at nå op på kløftens kant! Vi er fremme ved kanten omkring middagstid, og efter frokost kan du slappe af og lade oplevelserne komme til dig på vores køretur fra Grand Canyon til Death Valley. Aftensmaden spiser vi på en restaurant undervejs. Ved ankomsten til Death Valley tjekker vi ind på vores hotel, hvor et velfortjent bad venter. M/F/-
|
Dag 12. Death Valleys ørken og miler — Transfer til Mammoth Lakes
Death Valley er en ørken i det østlige Californien og kendt for at være det lavest beliggende (86 meter under havets overflade), mest tørre (årligt regnfald på 40 mm) og varmeste (rekordmåling i den vestlige atmosfære på 56.7 grader i 1913) sted i Nordamerika. Området dækker et areal på knap 8.000 kvadratkilometer, hvoraf kun én procent er dækket af sand — resten består af sneklædte bjerge, mangefarvede klippelag, vand-kanaliserede slugter og et kæmpestort vildnis. En lille gruppe indianere fra Timbisha Shoeshone har hjem i Death Valley — sammen med nogle sejlivede og unikke planter og dyr, der formår at overleve i ørkenens barske klima. Nu vi er i Death Valley, vil vi selvfølgelig bruge et par timer på at udforske en af ørkenområdets kæmpestore ’sandkasser’, inden vi fortsætter mod nordvest og Yosemite - Californiens mest berømte nationalpark. Vi overnatter udenfor Yosemite nationalpark i byen Mammoth Lakes. M/-/-
|
Dag 13. Yosemite, Tioga Pass — Vandring ’Cloud’s Rest’
Yosemites skinnende lysegrå granitbjerge, frodige enge, vandfald, alpinsøer og mørkegrønne fyrretræsskove står farvemæssigt i stærk kontrast til de foregående dages oplevelser i ørkenen blandt røde sandstensbjerge. Det er som at komme til en helt anden verden. Med mere end tusind kilometer vandrestier er Yosemite det rene mekka at vandre i, og valgmulighederne er uendelige. Hvis vejrforholdene tillader det, vil vi i dag begive os ud på vandreturen ’Cloud’s Rest’, som ligger i Tioga Pass i Yosemites østlige og langt mindre besøgte del af parken. ’Cloud’s Rest er en relativ udfordrende 24 kilometers lang vandretur med flere hundrede højdemeter, der skal forceres. Men når man kommer op på toppen, har man den mest fantastiske 360-graders udsigt over hele verden (næsten) samt nogle af Yosemites mest kendte vartegn så som Tenaya Lake, Half Dome samt dele af Cathedral Rocks og den berygtede klatrevæg El Capitan. Efter vandreturen kører vi til Curry Village i Yosemite Valley for at overnatte. M/-/-
|
Dag 14. Yosemite Valley - Vandring ’4 mile trail + Panorama Trail’
Yosemite Valley er der hvor hovedparten af nationalparkens besøgende kommer til for at opleve stedets forholdsvis lille men helt unikke gletsjerdal, hvis lodrette klippevægge rækker flere hundrede meter direkte op i vejret (bl.a. den 900 meter høje klatrevæg El Capitan). Vandreturen i dag ligger i hjertet af Yosemite Nationalpark, og vind og vejr er igen bestemmende for hvilken tur vi vælger. Planen er at vandre til Nordamerikas højeste vandfald, Yosemite Falls, der sender kaskader af vand mere end 700 meter ned fra vandfaldets start til Merced River i bunden af dalen. Hvis vi ikke fik opstigning nok i går, har vi chancen for igen i dag til at få trænet lårmusklerne med knap tusind højdemeter jævnt fordelt på tre-fire timers vandring fra Yosemite Valley til Glacier Point. Herfra er der mulighed for at følge stien Panorama Trail med (som navnet siger) panoramiske udsigter tilbage til vejen, hvorfra vi kan tage nationalparkens shuttlebus tilbage til Curry Village. M/-/-
|
Dag 15. Til San Francisco — På egen hånd i byen
Efter tidlig morgenmad vender vi snuden mod vest og ankommer til San Francisco omkring frokost. San Francisco er Californiens fjerde største by og blandt andet kendt for sine lyse bygninger, liberale holdninger og stejle gader. Eftermiddagen er på egen hånd - måske du har lyst til at besøge Alcatraz — øen med det berømte fængsel, der i midten af 1900-tallet husede en række store og kendte forbryder som blandt andet Al Capone. Er vejret godt, kan du gå en tur gennem den knap fem kilometer lange Golden Gate park, som ender ved den ofte stormomsuste strand Ocean Beach ved Stillehavets kyst. Eller du kan slentre rundt (og op og ned af bakkerne!) i byen og nyde stemningen i de forskellige nabolag som f.eks. China Town, det italienske North Beach, det tidligere hippiekvarter omkring Haight/Ashbury, de smukke victorianske huse i det velhavende Pacific Heights og Nob Hill, tage byens berømte kabeltog til ’turistfælden’ Fisherman’s Wharf eller shoppe løs i de eksklusive butikker i downtown. Endelig har byen museer i flæng, så mon ikke der er et eller to, som kan fange din interesse. M/-/-
|
Dag 16. San Francisco - På egen hånd i byen - Mulighed for cykeltur Golden til Marin Headlands
Du kan vælge at bruge turens sidste dag på egen hånd i San Francisco — her er nok at tage sig til, og måske skal der også købes en souvenir eller to med hjem! Alternativt vil turlederen kunne arrangere (og selv tage med på) en cykeltur over Golden Gate broen - San Franciscos berømte og smukke vartegn - til det smukke Marin Headlands. Cykelturen starter ved byens bugt og går gennem parken Presidio, hvor duften fra de mange eukalyptustræer er helt euforisk. Og så skal der trædes godt i pedalerne for at komme op til cykelstien over broen. På den anden side ligger det smukke, bakkede område Marin Headlands — berømt for sine fantastiske udsigter over Golden Gate, hele det såkaldte Bay Area og Stillehavet. Vi nyder udsigten og fortsætter derefter til byen Sausalito, hvor vi spiser frokost på en af de hyggelige restauranter ved bugten. Herfra kan man vælge enten at cykle tilbage igen til San Francisco eller tage med færgen fra Sausalito over San Francisco. Om aftenen mødes vi til en drink efterfulgt af en festlig afskedsmiddag på en af San Franciscos utallige gode restauranter. M/-/-
|
Dag 17. Fly fra San Francisco
Efter et eventyr med mange store naturoplevelser i det vestlige USA er det blevet tid til at tage til lufthavnen og med fly tilbage til København. M/-/-
|
Dag 18. Ankomst Danmark
Vi ankommer til Danmark.
|
Måltider
Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Frokosten på vandredage er typisk picnic, som man køber ind til dagen i forvejen. På ture af denne type laver vi ofte ’madhold’ blandt deltagerne, som skiftes til at købe ind og evt. forberede til picnic. Der er køleboks og køkkenredskaber (skærebræt, knive, skåle o.s.v.) i minibussen. På transfer dage holder vi typisk ind i små byer, hvor man har mulighed for at købe sin egen frokost enten i et supermarked (og lave sin egen picnic) eller gå på café/restaurant.
Aftensmaden spises på restaurant, hvor man kan vælge at gå ud sammen med gruppen, eller alene hvis man fra tid til anden har lyst til dette. Mange steder er der også mulighed for at købe ind til sin egen 'picnic' eller en sandwich til aftensmad.
|
Overnatning
På turen overnatter vi primært på hoteller i topersoners værelser. I San Francisco overnatter vi i topersoners værelser på et mindre hotel i byens centrum, hvor nogle af værelserne har fælles toilet og bad.
I Havasupai overnatter vi i en permanent basecamp (teltlejr) — fuldt udstyret og smukt beliggende ved et mindre vandløb under skyggefulde kapoktræer (en poppel som gror i Nordamerika) og tæt på nogle af kløftens kæmpemæssige vandfald. Her sover vi i rummelige topersoners telte, men som nævnt i dag-til-dag beskrivelsen er du også meget velkommen til at tage sovepose og liggeunderlag med udenfor teltet og overnatte under åben himmel. Der er permanente tørklosetter i lejren samt mulighed for et solopvarmet brusebad. De fleste vælger dog en tur i floden, hvis man vil have skylle støvet af kroppen.
I Yosemite bor vi i overdækkede hytter, som har senge, puder, lagner, tæpper og varmeapparater (skulle det blive nødvendigt). Hytterne er af forskellige størrelser og vi indkvarteres 2-4 personer i hver hytte. Der er fælles bad og toilet tæt på hytterne.
|
Vandringen
Dette er en niveau 2-3 vandretur, hvor vi vandrer 3-6 timer om dagen — måske med en enkelt eller to lidt længere dage.
|
Transport
På turen har vi vores egen minibus (med en anhænger til bagagen) til rådighed under opholdet, hvilket giver os en stor grad af frihed. Den lokale guide på turen vil også fungere som chauffør. Køretiden mellem nationalparkerne varierer fra to til fem timer. I mange af USA's nationalparker er det (for at begrænse trafikken) ikke tilladt selv at køre rundt i parken. I stedet tager vi parkens egen bus (shuttle) til og fra vandrestierne.
|
Klima
Sidst på foråret og først på efteråret er de bedste tidspunkter på året for en vandretur i det vestlige USA. Sommerheden har endnu ikke gjort sit indtog i ørkenen, og vejret er ofte klart, mildt og tørt med kølige nætter. Temperaturerne i vesten varierer en del afhængigt af, hvilket område og ikke mindst hvilken højde vi befinder os i. Varmest bliver det sikkert nede i Grand Canyon kløften og i Death Valley, hvor gennemsnitstemperaturerne ligger på 20-30 grader om dagen og 10-20 om natten, og køligst i Yosemite med dagtemperaturer på mellem 10-25 grader og nattemperaturer på 5-15 grader. San Francisco kan også være på den kølige side, skulle den berømte tåge rulle ind og lægge sig som et tæppe over byen.
|
Visa
Til en tur som denne behøver man som skandinavisk statsborger generelt ikke visum, men kan nøjes med at udfylde en simpel formular på U.S. Department of Homeland Security’s hjemmeside ESTA (Electronic System for Travel Authorization) www.cbp.gov som giver tilladelse til rejse i USA i 90 dage. Rejsetilladelse skal medbringes i lufthavnen og fremvises ved check-in. Mere information omkring udfyldelse af denne formular vil være tilgængeligt på din personlige side ’Min Topas Rejse’, som du kan logge ind på efter du har tilmeldt dig turen.
|
Særlige forhold omkring turen
Med en aften i Las Vegas er det oplagt at tage ind og se et af byens storslåede shows. Det anbefales at købe billet på forhånd (via internettet), hvis man vil være sikker på at få billet til et bestemt show og/eller gode pladser. Der er et hav af hjemmesider med oplysninger om, hvilke shows der er oppe i Las Vegas, og hvor man også kan købe billetter (f.eks. www.vegastickets.com eller www.vegas.com). Alternativt kan man tage chancen, og vente til vi er ankommet til Vegas og forsøge sig med et ’godt tilbud’ mellem udbuddene.
|
Valuta
Medbring USD i kontanter og/eller hævekort (visa, mastercard eller American Express). Der er rig mulighed for undervejs at hæve kontanter samt at betale med kreditkort. Vær dog opmærksom på eventuelle gebyrer.
Bemærk - i de fleste stater i USA lægges der ved køb og restaurantbesøg en 8-10% salgsskat oveni den oplyste pris.
|
Deltagerprisen inkluderer
Fly Danmark-USA t/r (ind Las Vegas, ud San Francisco), inkl. skatter og afgifter Lufthavnstransport Las Vegas og San Francisco Transport med minibus på turen Dansktalende turleder Nordamerikansk chauffør/lokal guide Alle overnatninger Indgang til alle nationalparker, samt evt. vandretilladelser Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne Bidrag til rejsegarantifonden
|
Deltagerprisen inkluderer ikke
Lommepenge; herunder udgifter til drikkevarer Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne (beregn USD 15-25 pr. aftenmåltid og USD 8-12 pr. frokost) ESTA gebyr for rejsetilladelse (ca. USD 14) Evt. leje af cykel i San Francisco(ca USD 20) Evt. færgebillet Sausalito-San Francisco (ca. USD 10) Drikkepenge til den lokale guide/chauffør (ca. USD 125) Drikkepenge ved restaurantbesøg (beregn 15-20% af regningens beløb) Evt. afbestillingsforsikring Evt. tillæg for enkeltværelse DKK 5000,- (excl. de 4 overnatninger i hhv.Havasupai og Yosemite Valley) Entré til aktiviteter, museer m.v. Rejseforsikring
|
|
|
|
 |
Kontakt os |
 |
FOTOS |
 |
TESTIMONIALS |
Else-Marie Dupont
USLA1101
"Jeg har holdt ferie i over 30 lande, og har efterhånden fundet ud af, hvorfor denne tur var den bedste i mit liv. Ud over søde rejsefæller og super guider, så var det den måde turen var tilrettelagt på - med nye, store naturoplevelser hver dag, som næsten ikke kunne måles med dem, der var oplevet dagene i forvejen. Min venner og familie har været nysgerrige for at høre, om turen nu havde indfriet de upnåelige forventninger, de syntes, jeg havde til turen. De er ikke længere i tvivl. Tak Topas for min bedste ferie/tur nogensinde."
|
Frede Scheye
USLA1101
"Oplev kontrasterne i vestens forskellige slags vildnis, fra det urbane, over spændende natur til den rustikke verden i Supai med kompetente guider."
|
Else-Marie Dupont
USLA1101
"Jeg har holdt ferie i over 30 lande, og har efterhånden fundet ud af, hvorfor denne tur var den bedste i mit liv. Ud over søde rejsefæller og super guider, så var det den måde turen var tilrettelagt på - med nye, store naturoplevelser hver dag, som næsten ikke kunne måles med dem, der var oplevet dagene i forvejen. Min venner og familie har været nysgerrige for at høre, om turen nu havde indfriet de upnåelige forventninger, de syntes, jeg havde til turen. De er ikke længere i tvivl. Tak Topas for min bedste ferie/tur nogensinde."
|
|
|
|
|
 |
BRUGERFOTOS |
 |
PAKKELISTE |
 |
FACEBOOK |
 |
Tip en ven! |
|