Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Spanien - De Kanariske Øer - Vulkanen Teide og La Gomera

Status:

Turen er udsolgt - kontakt Topas for at få hjælp til at finde alternativ rejse, eller hvis du ønsker at blive skrevet på venteliste. Udsolgt

Afrejse:

25.02.2018

Hjemkomst:

04.03.2018
 
DKK 9.970 ,-

Status:

Turen er udsolgt - kontakt Topas for at få hjælp til at finde alternativ rejse, eller hvis du ønsker at blive skrevet på venteliste. Udsolgt

Afrejse:

04.03.2018

Hjemkomst:

11.03.2018
 
DKK 9.970 ,-

Status:

Turen er åben for booking Garanteret afgang

Afrejse:

04.11.2018

Hjemkomst:

11.11.2018
 
DKK 9.470 ,-

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

11.11.2018

Hjemkomst:

18.11.2018
 
DKK 9.470 ,-

Status:

Turen er åben for booking. Åben for booking

Afrejse:

27.12.2018

Hjemkomst:

03.01.2019
 
DKK 10.470 ,-
Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.

Lignende ture

Spanien
Mallorca - Bjergtagende udsigter
Vandreferie i Europa med fast base
Hvad er det og kan jeg være med?


Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden
Print rejsen
Send til ven

personer synes godt om dette

         

De Kanariske Øer - Vulkanen Teide og Grønne La Gomera

Ref. ESTG

De kanariske øer byder på overraskende smukke landskaber

360-graders udsigt fra Teide til flere af de andre kanariske øer

Vi har tre flotte vandreture på den frodige grønne ø La Gomera

Yay! Turens først top Teide er i hus!

Sjælden laurasilva urskov i nationalparken Garajonay

Spaniens højeste bjerg, Pico de Teide (3.718m) ligger på Tenerife

Daddelpalmer er med til at give vandreturen et eksotisk præg

Vandring på små stier i La Gomeras idylliske landskaber

Tre vandredage i Tenerifes golde vulkanlandskab

Lange sorte 'lava-arme' i Teides vulkanlandskab

Shorts og sne - den perfekte kombination!

Solens stråler farver Teide helt orange i morgenlyset

Fra Tenerife sejler vi med færge fra Los Cristianos til La Gomera

Vores hyggelige familiehotel Los Telares i Hermigua på La Gomera

På vej op gennem Vallehermoso

Vandring i Baranco del Infierno

De mange grønne og blå farver går igen over det hele

Vandring på Tenerife i kløften Baranco del Infierno

Frokost i det grønne

Eminent vandring på vulkanøen La Gomera

Udsigter overalt til det dybblå Atlanterhav i horisonten

Vandring i ældgammel laurbærskov

Sødlige kanarisk bananer - blomsten er hankønnet og frugten hunkønnet.

Agavekaktussens blomst kan blive op til 8 meter høj

Argulo er en af kanarieøernes små maleriske kystlandsbyer

På Tenerife overnattes i en mindre by ved vulkanens fod

Bjergrefugiet Alta Vista hvor vi overnatter

Det farverige torv i landsbyen Valledemoso

En spansk kirkegård, hvor de fleste gravsteder er små ’skuffer’ i væggen

Den kuppelformede 250 meter høje vulkanmonolit Roque Cano

Pico del Teide dækket i sne

Solnedgangen fra Alta Vista byder på skyggebillede af Teides top

Ufarlige svovldampe siver ud af Teides top

Lange ben er en fordel på vandreture...

Stien til Teide - høje snedriver og højt humør

Flere millioner år gamle, symmetriske basaltsøjler af størknet lava

Øernes milde klima betyder blomster året rundt

Vandring i Roques Garcia - et geologisk slaraffenland

Lokalguide Ivan med glade Topas gæster på Teides top

Der er hele tiden noget at beundre langs stierne

Toppen af Teide sat 'i ramme'

Morgenstund på Teide

Det er en god ide at stoppe op og nyde nuet

Vi kommer helt til tops og får det hele med

Vandring blandt klippeblokke fra vulkanen - kendt som Teides 'æg'

Se gæsternes egne fotos for denne tur

Lige siden 1960’erne har De Kanariske Øer været stemplet som feriedestination for solhungrende nordeuropæere. Og hvorom de stadig flokkes hertil, så gemmer øerne på masser af uendelig smuk natur, lokalkolorit og eminent vandring, hvis man ellers bevæger sig væk fra hotelbyerne ved kysten. Og det er lige præcis det, vi vil gøre, på denne vandretur til Tenerife og La Gomera.

Vi starter ud på Tenerife, hvor vi varmer benene op med en vandretur i en af øens dybe kløfter, Barranco del Infierno, inden vi sætter kurs mod Spaniens højeste top - den 3.718 meter høje vulkan Pico del Teide, hvorfra vi vil se solen stå op over øens dramatiske og golde lavalandskab. Efter et par dage i Tenerifes dramatisk vulkanlandskab skifter vi både scene og ø. En kort sejltur tager os til den lille, idylliske ø La Gomera, som byder på vandreture af ypperste kvalitet gennem stejle, frodige kløfter, langs rå klippekyst og dybt ind i en af verdens største tilbageværende og sjældne Laurisilva urskove.

  • Oplev et af Europas smukkeste og mest spændende vulkanlandskaber
  • Sublim vandring i La Gomeras i stejle, dybe og frodige slugter
  • Overnatning i små bjerglandsbyer på både Tenerife og La Gomera
  • En nat tæt på stjernerne i bjergrefugiet Alta Vista
  • Afslut vandredagen med besøg hos lokal vinbonde i Vilaflor
  • Vandring blandt daddelpalmer, Agave kaktus og de mest fantastiske basaltsøjler
  • Ægte urskovsatmosfære i Garajonay nationalparkens gamle, krogede og mosbelagte lauerbærtræer
  • Bestigning ved solopgang af den 3.718 meter høje vulkan Pico del Teide - Spaniens højeste punkt
  • Teide nationalpark med snørklede klippeformationer, farver og 139 sejlivede plantearter
  • Vandring til La Gomeras højeste top (1.487m) - et dramatisk og begivenhedsrigt sted

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Dag 1. Ankomst Tenerife — Transfer til bjerglandsbyen Vilaflor

Vi ankommer til Tenerife og kører nordpå til byen Vilaflor, som ligger på øens sydcentrale side. Turen tager en god halv time og går opad via små veje, indtil vi når frem til Vilaflor, som ligger i 1.400 meters højde over havet.

Vilaflor er en mindre landsby, i øvrigt den højest beliggende på Tenerife, med ca. 1800 indbygger og datere helt tilbage til det 16. århundrede. Byen er omkranset af vinmarker, der skråner mod syd. I Vilaflor indkvarteres vi på et mindre pensionat, og der er efterfølgende mulighed for at se sig omkring i byen.

Turlederen vil afholde et informationsmøde om turen inden aftensmaden, som vi spiser på pensionatet.

-/-/-
Dag 2. Tenerife: Vandring fra Arona til Ifonche og 'Helvedeskløften'— Besøg hos vinbonde

Efter morgenmaden bliver vi hentet i bus og har en kort køretur til Arona, hvor dagens vandretur starter i udkanten af byen. Vi skal ud at vandre på nogle af Tenerifes ældste stier i fodsporene af både arbejdere og kongelige fra øens tidligere befolkning. Undervejs i landskabet vil vi se talrige eksempler på bøndernes udnyttelse af området med gedehold og agerbrug. Hele turen til Ifonche og Barranco del Infierno (Helvedeskløften) er præget af store udsigter ud over sydøen, ned i dybe kløfter og, hvis vejret er klart, helt til La Gomera. Frokostpausen holder vi på et af de flotte udsigtspunkter på stien op til Ifonche — sikkert med en del paraglidere på himlen. Bussen henter os midt på eftermiddagen og på vej hjem gør vi holdt hos den lokale vinbonde, hvor vi får en rundvisning på vingården, får fortalt lidt om produktionen samt smager på de gyldne dråber.
M/F/-
Dag 3. Tenerife: Vandring Teide nationalpark — Overnatning bjerghytte (3.260m)

Efter morgenmaden har vi god tid til at pakke vores rygsække med det vi skal bruge det næste døgn. Den øvrige bagage efterlader vi på hotellet. Vi starter igen køreturen i fyrretræsskov inden vi knap en time senere sættes af i det åbne landskab over trægrænsen ved foden af bjergtoppen Montaña Blanca.

Det er her i 2.350 meters højde vi starter vores vandretur op til bjergrefugiet Alta Vista, hvor vi skal overnatte. Vi skal vandre i godt fem timer og vil tilbagelægge 900 højdemeter over en distance på knap otte kilometer, så vi har en forholdsvis krævende opstigning foran os. Den relativt stejle opstigning kombineret med, at vi befinder os i godt tre tusinde meters højde betyder, at vi tager det stille og roligt, så alle kan følge med og nå at vænne sig til højdens lidt tyndere luft.

Ruten op mod Teide følger først en god, bred sti rundt om kuppelen Montaña Blanca i et smukt vulkanlandskab af lyse, beige, røde, brune og sorte farver samt flere bizarre geologiske formationer. Blandt andet kommer vi forbi nogle gigantiske, sorte vulkankugler - Huevos del Teide (Teides Æg) — som i sin tid blev slynget op fra vulkanen under et udbrud.

Efter picnicfrokost fortsætter ruten via en stejl siksak sti op over bjergkammen Lomo Tieso til det nyligt renoverede bjergrefugium Alta Vista, som ligger med udsigt så langt øjet rækker midt i Teides månelandskab øst for vulkanens top. Her skal vi selv forberede vores medbragte mad, og efter lidt stjernekiggeri og en varm kop te eller kaffe kryber vi til køjs.

M/F/-
Dag 4. Tenerife: Teide summit (3.718m) - Roques de García - Sejlads til La Gomera

Fra refugiet er der omkring to timers vandring og 400 højdemeter før vi står på toppen af Spanien, så vi bliver vækket tidligt, og efter en let morgenmad er det på med pandelampe og støvler og ud i mørket under stjernernes skær.

Vandringen mod toppen tager os blandt andet forbi det isede område ’Cueva del Hielo’, hvorfra man i tidernes morgen hentede isblokke og bragte dem via muldyr ned til Puerto de la Cruz.

Efter et par timer begynder vi at kunne ane lugten af svovl fra Teides 80 meter store krater — mere eller mindre på samme tid som solens første stråler rammer det golde vulkanlandskab og farver alt omkring os en dyb, varm orange.

Toppen er nær, og det sidste hårde stykke op glemmes hurtigt når man står med et enestående 360-graders vue over hele Teide nationalpark og de andre kanariske øer La Palma, El Hierro, Gran Canaria, La Gomera (og på en ekstrem klar dag også Fuerteventura og Lanzarote), der ligger som gigantiske åkander i et stort, mørkeblåt Atlanterhav.

Efter de obligatoriske ’summit billeder’ forlader vi toppen — ikke til fods, men med den berømte svævebane ’Teleférico del Teide’, der i løbet af blot ti minutter tager os retur til hovedvejen og de lidt tykkere luftlag. Ved bunden af svævebanen er det muligt at købe en sandwich, kaffe og lignende, og efter en lille pause skal vi igen ud på Teides vandrestier - denne gang til området omkring Roques de García, der med sine mange eroderede og unikke klippeformationer er en ren skulpturpark. Undervejs på vandreturen får vi et godt indblik i, hvordan vulkanen over tid har skabt Teides fantastiske landskab.

Vandreturen tager knap to timer, og herefter kører vi i bus tilbage til Vilaflor for at hente vores bagage, inden vi fortsætter til havnebyen Los Cristianos i Tenerifes syd. Fra Los Cristianos sejler vi til La Gomera vest for Tenerife. Det er en overfart på mindre end en time, og færgen lægger til i La Gomeras hovedby San Sebastian. Fra San Sebastian er der 15 kilometer til byen Hermigua og hotellet Los Telares, som er vores base de næste fire nætter.

Hermigua ligger tæt ved kysten i La Gomeras frodigste dal, og byens knap 3000 indbyggere bor fordelt på dalens øvre og nedre del - Valle Alto og Valle Bajo. Vores hotel Los Telares ligger i Valle Alto, og er et rigtig hyggeligt sted med god plads og en fantastisk udsigt til bananpalmer og de omkringliggende bjerge. Vi spiser til aften på hotellet.

M/-/-

Bemærk - på grund af skiftende afgangstider for færgen mellem Tenerife og La Gomera kan det forekomme, at dagens program må justeres en smule. Vi ankommer enten til La Gomera hen på eftermiddagen eller ved aftenstid. Vi gør vores bedste for, at optimere aktiviterne på denne dag i forhold til færgeafgangen.
Dag 5. La Gomera: Vandring i Vallehermoso - 'Den Smukke Dal'

En kort køretur bringer os efter morgenmaden til Vallehermoso i La Gomeras nord, som er øens grønneste og mest frodige del.

Vallehermoso betyder den smukke dal, og dette er så afgjort også et meget malerisk sted, hvor landsbyen af samme navn ligger lunt og godt mellem stejle bjergkamme ved basen af den 250 meter høje vulkanmonolit Roque Cano. Vores vandretur starter bag landsbyens fine kirkegård og går op gennem kløften ’Barranco de la Era Nueva’, som er strøet med daddelpalmer og enebærtræer.

Jo højere vi kommer op, jo mere stejl og tilgroet bliver stien, der går på kryds og tværs over en lille rislende bæk under tæt bambusvegetation. Godt 500 højdemeter senere topper vi ud på bjergkammen Tesselinde ved helgenskrinet Ermita Santa Clara (husk at medbringe en rose i offergave) til en spektakulær udsigt over La Gomeras dramatiske, stejle nordkyst, det dybblå Atlanterhav og de små huse nede ved kysten, som danner en af kanarieøernes mest isolerede bosættelser Arguamul.

Et fint sted for en picnic. Vores vandring fortsætter efter frokost via en god og bred sti langs Monte Calderas bjergryg — stadig med flotte udsigter til kyst, palmelunde, gigantiske kaktusser og smukke million år gamle vulkanske basaltsøjler. Efter en times tid med let og relativ flad vandring runder vi bjerget Montana Blanca, og herfra går turen tilbage ned til Vallehermoso. Det meste af vejen kan vi nyde synet af landsbyen og Roque Canos dominerende, runde vulkantop. Vi mødes på torvet til en kaffe eller en kold øl, inden vi køres tilbage til vores hotel i Hermigua.

Aftensmaden spiser vi enten på hotellet eller på en af Hermiguas restauranter.

M/F/-
Dag 6. La Gomera: Vandring Garajonay nationalpark — Alto de Garajonay (1.487m)

I dag starter vi vandreturen direkte fra hotellet og har en opstigning på lidt mere end 1200 højdemeter foran os - først gennem den smukke kløft El Cedro og derefter gennem et af verdens ældste skovområder til La Gomera øens højeste top Alta de Garajonay (1.487m).

Vi passerer først de to klipper ’Los Gémelos’ (tvillingerne) og følger vandingskanalerne op til det blågrønne vandreservoir Presa de los Tiles, som ligger rigtig fint midt i tyk, grøn vegetation for foden af stejle skråninger med de mest sirligt anlagte terrassesystemer. Turens anden halvdel tager os ind i nationalparken Garajonay og gennem sjælden urskov af gammel, kroget og mosdækket laurasilva vegetation. Urskoven er oftest indhyllet i en tung dis, men vi kan også være heldige, at det er netop i dag, at solens stråler trænger igennem den tætte vegetation, og straks ændrer skovens udseende fra det nærmest spøgelsesagtige til det rene eventyrland.

Garajonay har sit navn efter en legende om to unge guanches (øens oprindelige folk), Gara og Jonay, der forelskede sig, og begik selvmord sammen på Gomeras højeste top, Alto de Garajonay, fordi forældrene ikke tillod deres kærlighed. Og dette er bare én af mange dramatiske begivenheder, som er gået for sig her på øens højeste punkt og den endelige destination for dagens vandring.

For guanches var toppen et helligt sted, hvorfra man tilbad og ofrede til bjergguden Orahan, og det var også her, at mange af dem søgte tilflugt fra den spanske invasion og endelige erobring i 1498. I lidt nyere tid mentes det også at have været et mødested for hekse, men i dag er her fred og ro og (hvis ikke toppen er indhyllet i tåge...) en smuk udsigt til urskov så langt øjet rækker, hav på alle sider og til de omkringliggende kanariske øer.

Vores bus henter os tæt på toppen og kører os retur til Hermigua, hvor aftensmaden nydes enten på hotellet eller en restaurant i byen.

M/F/-
Dag 7. La Gomera: Vandring i dalen La Palmita til kystbyen Argulo

På turens sidste vandredag bliver vi i nærområdet og tager på vandring i den smukke dal Palmita (lille palme) nordvest for Hermigua og ud til kystbyen Argulo.

Vi starter vandreturen direkte fra hotellet og følger en række stentrapper op ad skråningerne over Hermigua, runder kløften Barranco de Liria og kommer via den brede bjergryg Lomo Gordo ind i Palmitadalen. Klimaet i dette område af øen er ideelt for dyrkning af blandt andet kartofler, tomater, palmehonning og bananer, og tidligere var Hermigua og Vallehermoso de bærende byer i La Gomeras økonomi. I dag er landbrug om end i mindre grad stadig en vigtig indtægtskilde i området.

I Palmitadalen ligger La Gomeras informationscenter, som har en indendørs udstilling om øen, befolkningen og nationalparken Garajonay. Udendørs kan man fornøje sig i en mindre park bestående af planter og blomster endemiske til området. Fra informationscenteret fortsætter vi ud til den attraktive, pastelfarvede landsby Agulo, der ligger billedskønt og yderligt på La Gomeras vilde klippekyst med Atlanterhavet og Teide i baggrunden.

Efter en kaffe eller en kold øl på torvet i Agulo tager vi med taxa tilbage til Los Telares og mødes om aftenen til en festlig afskedsmiddag i hotellets restaurant.

M/F/-
Dag 8. Fra La Gomera til Tenerife — Med fly til Danmark

Vi siger farvel til Hermigua og La Gomera og sejler med færgen tilbage til Tenerife. Herfra køres vi til lufthavnen og tager flyet tilbage til Danmark.

M/-/-
Pasoplysninger - færgeoverfart

VIGTIGT - på denne tur i Europa skal vi bruge dine pasoplysninger for at kunne bestille færgebilletter mellem Tenerife og La Gomera. Billetterne købes omkring en måned inden afrejse, så det er vigtigt for os, at du husker at indtaste dit pasnummer minimum en måned inden din afrejse. Får du nyt pas umiddelbart inden afrejsen, beder vi dig tage både dit gamle og nye pas med på turen. Ved påstigning af færgen tjekkes hver deltagers pasnummer med passagerlisten og du kan blive nægtet adgang, hvis dit pasnummer ikke stemmer overens med nummeret på passagerlisten.
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Morgenmaden på hotellerne er buffet, som typisk består af frugt, mælk eller yoghurt, ost, pølse, brød, kaffe, te og juice. På vandreturene medbringes enten picnic frokost eller madpakker. Prisen for at spise på restaurant ligger på €10-20 for en ’Menu del Dia’ (dagens menu), som normalt består af tre retter. Vores hotel i Hermigua har en hyggelig restaurant med en tre-retters aftenmenu til ca. €14. Der er ligeledes mulighed for, at man kan købe ind til sin egen picnic aftensmad hos købmænd i byerne.

Til opholdet i bjergrefugiet skal du selv medbringe din aftensmad. Refugiet har et meget lille køkken, hvor det der fungerer bedst er at koge vand. Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at du medbringer en pakke frysetørret mad, som kun skal tilsættes vand og evt. lidt salt. Frysetørret mad fås i udstyrsbutikker landet over (kan også bestilles online ved bla. Friluftsland), og mærkerne enten Mountain House eller Reiter Travellunch laver velsmagende, energirige og mættende retter som f.eks. chili con carne, spaghetti bolognese, indisk kylling og laks i dildsovs! Turlederen vil sørge for indkøb af den lette morgenmad dag 3 i refugiet, hvilket typisk vil være diverse energibarer, tørret frugt, nødder, kiks og ost.
Overnatning

På turen overnattes på hotel i topersoners værelser med undtagelse af overnatningen i bjergrefugiet, hvor der overnattes på sovesal. Der er mulighed for at bestille enkeltværelse mod et gebyr angivet nederst på siden (enkeltværelse er dog ikke muligt i refugiet).

HOTEL I VILAFLOR, TENERIFE
Vi har prioriteret at bo så tæt på vandreturene som muligt for at minimere transfers i bus, så på turens første del har vi derfor base i den lille bjerglandsby, Vilaflor, på byens eneste hotel velegnet til grupper. Vilaflor ligger i idylliske omgivelser tæt på Teide nationalpark og det lille, hyggelige og rustikke hotel bestyres af Andrés. En del af hotellets værelser har udsigt til bjerge - og enkelte værelser har terrasse eller balkon. Hotellet har sin egen restaurant, hvor der sættes en ære i at servere typiske lokale måltider. Fra tagterrassen er der både god udsigt og mulighed for at slappe af, og hotellet har også et lille spøjst museum med en samling af grammofoner, film-fremvisere og symaskiner. Der er varmeapparater på alle værelser til de dage på året, hvor den kølige bjergluft når ned til Vilaflor. Dog kan det være svært at varme alle hotellets fællesrum op til 'stuetemperatur', så vi anbefaler, at man har en varm trøje med til eventuelle kølige aftener og morgener på hotellet.

BJERGREFUGIET ALTA VISTA
I 3.260 meters højde ligger bjergrefugiet Alta Vista i Teide nationalpark. Stedets oprindelige refugium blev bygget i 1892 af en englænder, som havde bosat sig på Tenerife. Refugiet er sidenhen blevet overtaget af Cabildo Insular (som også opererer svævebanen) og restaureret i 1950 og igen i 2007. Refugiet består af tre sovesale med plads til i alt 60 overnattende, et lille, simpelt køkken, opholdsrum og toiletter (ingen bad). Der er gode madrasser, dynetæpper, lagner og hovedpuder i refugiet - medbring evt. din egen lagenpose. Man kan købe enkelte læskedrikke, vand, te eller kaffe i refugiet til priser lige så høje som refugiets beliggenhed!

HOTEL I HERMIGUA, LA GOMERA
Vores hotel Los Telares i Hermigua ligger billedskønt med udsigt til bananplantager og grønne bjerge. Hotellet har god plads med flere opholdsrum både inde og udendørs. Der er også en lille pool (ikke opvarmet). Værelserne er store og smagfuldt indrettede og de fleste med et lille køkken og balkon. Hotellet er ejet af familien Gámez og startet af Doña Gámez som på trods af sine snart 90 år stadig er involveret i driften. Det er dog primært datteren Luisa og hendes datter Ana, som står for driften. Fem minutters gang fra hotellet ligger deres restaurant (kun åben for hotellets gæster), hvor vi spiser morgenmad og enkelte dage også til aften. Familien dyrker selv deres grøntsager og frugter, laver deres egne marmelader samt bager lækkert groft brød af hjemmemalet korn. Som mange andre steder på la Gomera hersker her en ’grøn tankegang’ og hotellet gør meget ud af genbrug. Et rigtig hyggeligt og familiært sted, hvor servicen er i top, og man føler sig rigtig godt tilpas.

Bemærk - selvom de kanariske øer er kendt for sit 'bademiljø', så overnatter vi ikke på hoteller tæt ved kyst eller strand, hvorfor mulighederne for at bade på denne tur er begrænsede. Hvis man gerne vil bade på turen, betyder det som hovedregel, at man må tage en 'fridag' fra vandringen og selv tage til stranden.
Specifikke bemærkninger til bestigningen af Teide

Vi gør opmærksom på, at der kan være afgange af denne tur, hvor bestigningen af Teide ikke er mulig på grund af ugunstige vejrforhold. Myndighederne på Tenerife er hurtige til at ’lukke for adgangen til toppen’ enten på grund af sne, is eller kraftig blæst. Den største risiko for at ramme en uge med ’dårligt vejr’ på Teides top ligger i vintermånederne december-februar, men kan forekomme på (næsten) alle tider af året. Som oftest er den lukkede adgang til toppen en kortvarig affære, så det er lidt et spørgsmål om vejrguderne er med én, de dage man har planlagt bestigningen.

I det tilfælde, at Teides top er ’lukket’ på din tur, vil vores turleder i samråd med den lokale guide tage gruppen med på en af de mange alternative vandringer i Teides vulkanlandskab. Og er det ikke muligt at vandre op til refugiet for at overnatte, sover vi på hotel ved Teides fod.

For mange deltagere er bestigningen af Teide et af turens højdepunkter, og vi gør vores bedste for at gennemføre overnatningen i refugiet og bestigningen af toppen. I sidste ende er det dog vulkanens vejrforhold og de lokale myndigheder, som tager den endelige beslutning. Sker der, at vi ikke kan komme til toppen på netop din tur, så er der ingen grund til at fortvivle, da hele turen består af gode (og til tider udfordrende) vandreture med masser af udsigter — Teides top er kun én af dem.
Vandringen

Dette er en niveau 2-3 vandretur, hvor vi vandrer mellem 4-7 timer om dagen. Der er en del stejle op- og nedstigninger på turen - især på La Gomera, hvor vi på et par af vandreturene kommer over 1000 meters højdeforskel enten op eller ned. Desuden vil vi på toppen af Teide nå op i mere end 3.700 meters højde, som enkelte måske godt vil kunne mærke, men vi sætter selvfølgelig vandretempoet derefter.
Klima

Klimaet på de kanariske øer er, hvad man betegner som 'evigt forår' og betyder, at generelt er vejret behageligt året rundt og uden de helt store temperatursvingninger for årstiderne. Forventede temperaturer ligger forår og efterår på 14-24 grader om dagen og 10-16 om natten (lidt lunere om efteråret). I december måske nogle få grader lavere.

For både Tenerife og La Gomera gælder det, at øernes sydlige dele får mindre regn og mere sol end de nordlige. Således vil du finde flest strande og badegæster i syd og flere aktive besøgende i det mere, frodige og grønne nord. Oftest er La Gomera en smule køligere end Tenerife og har mere nedbør. Jo højere du kommer op over havets overflade, jo koldere bliver det, og temperaturerne på Teides top kommer let under frysepunktet, når ikke solen står på. Der falder også sne på toppen af Teide, og kraftige snefald vil lejlighedsvis kunne ’lukke’ bjerget og dermed adgang til toppen/svævebanen. Dette forekommer dog primært i månederne december-februar.
Kort & Litteratur

Discovery Walking guides: La Gomera Tour & Trail 1:35,000
Ministerio de Fomento: Teide Parque Nacional guide
(købes bedst lokalt)

Politikens: Turen går til Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro
Valuta

Medbring kontante Euro til turen. Det er også muligt at hæve kontanter i byerne La Laguna, Hermigua og Vallehermoso. På hotellet i La Laguna og Hermigua samt i større butikker og restauranter kan der betales med kreditkort (typisk visa eller master card).
Pico del Teide

Stratovulkanen Pico del Teide er Spaniens højeste punkt og - målt fra vulkanens bund dybt nede i Atlanten — den tredje højeste vulkan i verden. På land rejser dens perfekte kegleform sig mere end tre tusind meter op over havets overflade og dominerer landskabet fra alle sider på den kanariske ø Tenerife.

For øens oprindelige folk ’guanches’ var Teide et helligt bjerg, og ifølge deres mytologi boede den ondartede gud Guayota inde i vulkanen, hvor den blandt andet holdt lys- og solguden Magec fanget. Stadig kategoriseret som aktiv siver der i dag enkelte ufarlige svovldampe op af kraterets dybe hul, men ellers er der intet lusket at spore fra vulkanens indre, som så sit sidste udbrud for lidt over hundrede år siden. Tværtimod byder området omkring Teide på et scenisk og dramatisk månelandskab, der selvfølgelig bedst opleves til fods.
La Gomera

I skarp kontrast til Teides golde landskab og blot 30 kilometer vest for Tenerife ligger den lille, runde og frodige ø La Gomera. La Gomera er ligeledes en vulkanø, men har ikke set skyggen af vulkansk aktivitet de sidste ti millioner år, hvorfor erosionen har haft frit spil og skabt et utal af dybe kløfter og spektakulære klippemonolitter. På øens midte findes desuden den største rest i verden af laurisilva — en skov bestående af træagtige planter af laurbærfamilien, og som den sidste istid blev så godt som udryddet overalt i middelhavsområdet.

På La Gomera hersker der en rolig, afslappet og nærmest søvnig stemning blandt de 20.000 venlige og tilbagelænede indbyggere. Mere sprudlende og energisk er derimod øens mange storslåede og udfordrende vandreture, som følger et ældgammelt netværk af stier mange hundrede højdemeter op og ned i de stejleste kløfter og dale.
Flytider

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk.
Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.
Deltagerprisen inkluderer:

Flyrejse København — Tenerife t/r
Færgeoverfart Tenerife-La Gomera t/r
Lokal transport i forbindelse med vandreturene
Lufthavns og færge transfers
Alle overnatninger på turen
Dansktalende turleder
Lokal guide på vandreturene i Teide nationalpark
Besøg hos vinbonde
Svævebane ned fra Teide
Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne
Bidrag til Rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke:

Personlige lommepenge og udgifter til drikkevarer
Måltider ikke inkluderet under dagsbeskrivelserne (beregn ca. €15-20 pr. måltid)
Entré til museer og lignende
Eventuel rejse og afbestillingsforsikring
Eventuelt tillæg for enkeltværelse, 1.200,- DKK
Gå til toppen og Book rejse
Jette Hansen

Fantastisk at bestige Teide. La Gomera var et utroligt varieret vandrested hvor naturen hele tiden bød på nye indtryk. Meget smuk ø.

Charlotte Wang Skøtt

Kanarieøerne er fantastisk smuk natur, der virkelig bør opleves. Meget flotte vandrestier, meget få turister og udsøgt naturoplevelse.

Lene Jensen

Jeg kan varmt anbefale denne tur, hvis der søges udfordringer for fysikken, mentalt og egne grænser sammen med den rå natur. Jeg er under turen blevet bekendt med flere sider af mig selv. Helt igennem en fantastisk tur, sammenhold, oplevelser, super turleder. Perfekt.

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig