Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Pakkeliste: De Kanariske Øer - Vulkanen Teide og Grønne La Gomera

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til vores gæster, når der skal pakkes til turen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer om vores vandreture, samt hvad det er godt at medbringe på den enkelte tur.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til, hvad man KAN medbringe til turen, og ikke som en liste over ting, som SKAL medbringes på turen. Hvad deltagere på en tur pakker af tøj, såvel til vandring som til afslapning, er lige så forskelligt som antallet af deltagere på turen. Vores erfaring er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.
Printvenlig version
Regler for bagage

Af hensyn til flyvesikkerheden er der fastsat en grænse for, hvor meget den indcheckede bagage og håndbagagen må veje hos de forskellige flyselskaber. Information om antal kg i bagagen på din rejse vil blive opgivet på den personlige side "Min Topas Rejse" 60 dage før afrejse.

EU har vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage:
- I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
- Du må godt medbringe mere end én beholder i din håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.

Ved sikkerhedseftersynet skal du fremvise de beholdere, du medbringer, som indeholder væsker eller væskeformige stoffer.

Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig f.eks. om medicin o. lign., som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Du bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.

Du må i øvrigt ikke medbringe skarpe genstande, såsom vandrestave, lommeknive, strikkepinde, neglesakse o. lign. i håndbagagen. Sådanne genstande pakkes i stedet i den indcheckede bagage.
Bagage på turen

På vandreturene skal du medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge eller har på i løbet af dagen, som f.eks. vind og vandtæt jakke og bukser, en ekstra trøje, solcreme, solhat, solbriller, vand, frokost og kamera. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyrejsen.

På vandringen op til refugiet Alta Vista (og til toppen af Teide den efterfølgende dag) skal din rygsæk desuden kunne indeholde følgende af dine personlige ejendele, som vi anbefaler at du medbringer til overnatningen i refugiet: en varm fleece trøje eller uldsweater, lange underbukser, hue, vanter, de mest nødvendige toiletartikler/medicin og evt. en lagenpose samt et lille håndklæde.

Der er senge, madrasser, dynetæpper og puder i refugiet, så du skal altså hverken have sovepose eller liggeunderlag med til overnatningen.

Mens der overnattes i Alta Vista refugiet forbliver din øvrige bagage på hotelværelset i Vilaflor.
Et godt tip til din håndbagage!

Det sker desværre fra tid til anden at bagagen bliver forsinket. Hvis uheldet er ude på din rejse, kan du selv være med til at minimere generne ved at være forberedt. Du kan pakke følgende i din håndbagage og /eller rejse i det:

Vandrestøvler
Vind og vandtæt jakke (evt. regntøj)
Alle rejsedokumenter og værdier (penge, pas, telefon, oplader)
2 par sokker
2 T-shirts
Ekstra undertøj
En varm trøje
Tandbørste og de toiletsager du MÅ have med som håndbagage
Personligt medicin samt kontaktlinser og lignende
Klima

For både Tenerife og La Gomera gælder det, at øernes sydlige dele får mindre regn og mere sol end de nordlige. Generelt er vejret behageligt året rundt og uden de helt store temperatursvingninger for årstiderne. Forventede temperaturer ligger i både forår og efterår på 14-21 grader om dagen og 10-16 om natten (lidt lunere om efteråret). Oftest er La Gomera en smule køligere end Tenerife og har mere nedbør. Jo højere du kommer op over havets overflade, jo koldere bliver det, og temperaturerne på Teides top kommer let under frysepunktet, når ikke solen står på. Der falder også sne på toppen af Teide, og kraftige snefald vil lejlighedsvis kunne ’lukke’ bjerget og dermed adgang til toppen/svævebanen. Dette forekommer dog primært i månederne december-februar.
Støvler og fodtøj

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til. Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket. Ud over dine vandrestøvler anbefales det at medbringe sandaler eller andet let fodtøj til at skifte med, når man er færdig med dagens vandretur.
Feltflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 2½-3 liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.
Vandrestave

Vandrestave skal medbringes på denne tur, da de hjælper med at holde balancen, skulle vi komme ud for at skulle vandre i sne eller is på Teide. Derudover vil vandrestave være en fordel at benytte specielt på nedstigninger, hvor de vil aflaste dine knæ og igen hjælpe dig til at holde balancen. Mange benytter med fordel også vandrestave til opstigninger. Justerbare vandrestave er at foretrække, da de kan indstilles i forhold til terrænet, og hægtes på rygsækken når de ikke er i brug. Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen.
Tøj til vandring

    2-3 par tykke vandresokker
    Evt. tynde indersokker
    1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
    Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
    Lange underbukser
    2-3 T-shirts (hurtigttørrende kunststof eller uld er at foretrække fremfor bomuld)
    2-3 trøjer med lange ærmer (igen bedst i kunststof el. uld)
    1 varm fleecetrøje/uldsweater/tynd dunjakke til kolde dage/refugiet
    1 vind- og vandtæt skaljakke med hætte (Gore-tex eller lign.)
    1 par åndbare regnbukser
    Hue og vanter
    1 tørklæde mod sol og til kølige dage
    Hat med bred skygge eller baseball kasket
    Gode solbriller
    Solcreme (min. faktor 20)
Andet tøj

    Badetøj
    Rejsetøj
    T-shirts
    Skjorter/langærmet bluse
    Strømper
    Undertøj
    1 par lette sandaler til pauserne
Diverse

    Toiletartikler
    Aftensmad til refugiet - frysetørret mad som f.eks Mountain House er at anbefale (SKAL medbringes)
    Ske eller gaffel samt kop til varme drikke til overnatningen i refugiet (SKAL medbringes)
    Pandelampe - vi starter ud i mørke til toppen af Teide på dag 4 (SKAL medbringes )
    Pas, valuta/hævekort, rejsedokumenter
    Medicin til eget brug inkl. sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
    Toiletpapir (til vandredagene)
    Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
    Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
    Energibarer/yndlingssnack
    Ørepropper
Helbred

Medicin o. lign. skal medbringes af den enkelte til eget forbrug. Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medikamenter, du bruger regelmæssigt, sørg da for at medbringe rigeligt til hele turen.
Turlederen

Der påhviler turlederen et stort ansvar ved at føre en gruppe mennesker på en vandretur. Vi håber derfor, at hver enkelt deltager vil hjælpe og respektere turlederen. Det er vigtigt at huske, at selvom den tekniske succes afhænger af vore forberedelser, vil den endelige vellykkede gennemførelse afhænge af din egen entusiasme og samarbejdsvilje.
Almindelige vandreregler

1. Gå aldrig alene
2. Medbring altid ekstra varmt tøj og regntøj
3. Følg altid den afmærkede og aftalte rute
4. I tilfælde af tvivl: gå tilbage ad den samme vej. Forsøg aldrig med en genvej
5. Giv besked om hvor du går hen
6. Medbring altid vand nok
En normal vandredag

Vi starter tidligt. Først gennemgås ruten på kort, og det aftales, hvor gruppen første gang skal samles undervejs. Derefter starter vandreturen, og det er vigtigt, at alle finder deres egen rytme (tempoet skal indrettes efter vejrtrækningen - ikke omvendt). Efter første mødested holdes en kort pause, og næste mødested aftales. Frokostpausen er normalt på 1 times varighed, så alle kan få en længere pause. Turlederen går normalt bagerst, men i nogle tilfælde ved vanskelig orientering kan det være nødvendigt at gå forrest.
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig