Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram.
Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk
Kontakt Topas

Fakta om Ilulissat

Fakta om Ilulissat
De gigantiske isfjelde ved mundingen af fjorden er synlige fra stort set hele byen.
Læs mere om Ilulissat her!

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden

Grønland - Diskoøen og Ice Camp Eqi

Ref. GLDC

8 dages rundrejse til Diskobugtens highlights. En rundrejse på egen hånd, men hvor vi søger for alt det praktiske, så I kan fokusere på oplevelserne undervejs. Start i Ilulissat, hvor de kæmpemæssige isbjerge står i kø på deres vej ud i Diskobugten. Udforsk den spændende Disko ø — en naturperle i dette fantastiske land, hvor horisonten fremstår uendelig. Følg i den største franske polarforskers fodspor - Paul-Emile Victor, og oplev det smukke område ved Ice Camp Eqi, hvorfra det er muligt at vandre helt ind til indlandsisen.

  • Udsigt til kæmpe isbjerge, lige uden for hotellet i Ilulissat
  • Sejlads til den kælvende gletsjer Eqip Sermia
  • Overnatning i den grønlandske ødemark i de komfortable hytter i Ice Camp Eqi
  • Mulighed for vandretur op til indlandsisen med is så langt øjet rækker
  • Oplev midnatssolen stige over gletsjeren Eqip Sermia
  • Oplev dagligdagen på nært hold i en grønlandsk by
  • Mulighed for vandretur op på kanten af den gamle moræne, hvor I kan se gletsjeren kælve
  • Uforglemmelige oplevelser i noget af grønlands smukkeste arktiske natur
  • Mulighed for hundeslædekørsel på Lyngmarksbræen på Diskoøen
  • Lange lyse aftener — akkompagneret af hundenes hylen

Turen afvikles uden guide og på egen hånd
Printvenlig version
Appetizer – se zoomudgave på maps.google.dk Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Tirsdag: Ilulissat - byen med udsigt til de enorme isbjerge

På en klar dag tager indflyvningen til Ilulissat pusten fra de fleste. På vejen over Diskobugten ses Diskoøen mod vest med sine mere end 1.000 m høje basaltfjelde. Mod øst ses Ilulissat isfjord, og måske endda den mægtige Indlandsis. Diskobugten selv, er smykket med isfjelde i alle størrelser og former. Ingen kan være i tvivl om, at man nu er kommet til Vestgrønland! Hotel Arctic sørger for afhentning i Ilulissat lufthavn, og inden længe er man checket ind på hotellet. Her på ankomstdagen til Ilulissat, er det en god idé, at tage på en byvandring og danne sig et overblik over omgivelserne, og få den første fornemmelse af livet her i Vestgrønland. Allerede her kan man med fordel begynde at planlægge prioriteten af aktiviteter og evt. museumsbesøg, senere på turen. Mange ekskursioner er meget besøgte i sommerperioden, så det kan stærkt anbefales, at booke dem i god tid hos turoperatørene. Hvis tiden og vejret er til det, kan man også overveje at gå en tur ud til isfjorden ved den gamle boplads Sermermiut. Her findes informative tavler, der fortæller den spændende historie om palæoeskimoerne, der har levet og jaget i dette område i næsten 4500 år, og man kan ved selvsyn se resterne af deres tørvehytter m.m. Helt ude ved fjorden ligger "Kællingekløften", og herfra har man et fantastisk syn ind i isfjorden. Tilbage i centrum af byen, kan man tage hotellets shuttlebus til Hotel Arctic. Rejsen rundt i Diskobugten er begyndt, og morgendagen byder med garanti på nye spændende oplevelser!
-/-/-
Dag 2. Onsdag: Sejlads fra Ilulissat henover Diskobugten til Qeqertarsuaq, god mulighed for at spotte hvaler

Diskoøen har indtil nu ligget og lokket ude i horisonten, men nu er det tid til at komme derover. I stævner ud af havnen i Ilulissat, og her kan I betragte den heftige aktivitet af joller, der sejler til og fra fiskepladserne ude ved isfjeldsbanken. Her har fiskerne i mere end 100 år, fanget de berømte og velsmagende hellefisk på langline. Om sommeren er det verdens flotteste arbejdsplads i midnatssolens skær, og om vinteren i polarnatten en af de mest barske... Skibet sætter kurs direkte mod Disko, mod en position, der ligger nordligt for byen Qeqertarsuaq. Herved får I en flot sejlads ned langs kysten af Disko, med udsigt til bræerne på toppen af basaltfjeldene, og de mange vandfald der plasker ned af fjeldsiderne. I havområdet lige foran Qeqertarsuaq har pukkelhvalerne et af deres bedste fourageringsområder om sommeren. Der er rigtig gode muligheder for, at observere hvalerne fra skibet, såvel fra land under opholdet på øen. Umiddelbart efter anløbet i den hyggelige havn, bliver I kørt til jeres indkvartering, og bliver checket ind. Efter frokost, er det en god idé, at gå en tur, og få kigget lidt nærmere på byen. F.eks. er byens museum absolut et besøg værd. Her er en flot samling billeder af maleren Jakob Danielsen, ligesom byens historie bliver skildret på spændende vis.
M/-/-
Dag 3. Torsdag: Godhavn - varme kilder, basaltsøjler og arktisk station

Terrænet omkring Qeqertarsuaq er ideelt for vandreture, og der findes både korte og længere ture. Én af de ture, der er et must, er turen ud til Kuannit. Kuannit er det grønlandske ord for skærmplanten "kvan". Udover stedets frugtbarhed, er Kuannit området også kendt for de karakteristiske basaltsøjler, og de mange varme kilder. En kort tur, som man altid kan passe ind i programmet, er turen ud til "Udkiggen". "Udkiggen" er et punkt syd for byen helt ude fra kysten. Herfra er der en formidabel udsigt over den sydlige del af Diskobugten, og herfra har hvalfangere i såvel historisk tid som nutiden spejdet efter hvaler.

En vandretur ind i Blæsedalen er også en oplagt mulighed. På vej ud til Blæsedalen passerer man Arktisk Station, som ejes og drives af Københavns Universitet. I perioder er der en hektisk aktivitet på stationen, hvor forskere og studerende fra hele verden kommer op, og foretager deres arktiske feltarbejde. Herefter passeres broen over "Røde elv", hvorefter stien fører op i Blæsedalen. Efter arktiske forhold er dalen meget frugtbar, og en væsentlig del af Grønlands flora findes her, hvor lavarktis mødes med højarktis.
M/-/-
Dag 4. Fredag: Qeqertarsuaq - Ilulissat en sejlads i midnatssolens skær

Efter nogle begivenhedsrige dage, er det nu tiden til, at tage afsked med Diskoøen. I skal først sejle først på aftenen, så der er tid til, at få nogle af de sidste oplevelser i hus, og måske købt nogle unikke souvenirs. Hotellet sørger for, at køre jer ned til den hyggelige naturhavn, hvor færgen venter. Kort tid efter sættes kursen mod Ilulissat, på den anden side af Diskobugten, hvor man på lang afstand tydeligt ser den hvide linie lidt syd for Ilulissat, som er de grundstødte isfjelde, der "spærrer" for fjordmundingen. Hvert år sker det, at et af disse gigantiske isfjelde meget pludseligt, går i stykker eller vælter rundt, og det afstedkommer "slushice og isterninger" i det meste af Diskobugten - hvilket er et rigtigt sjovt fænomen at opleve. Ilulissat er Grønlands 3. største by, og den virker vitterligt som en storby efter bekendtskabet med den fredelige Qeqertarsuaq. I anløber Ilulissat sidst på aftenen, hvor midnatssolens bløde lys fra nord, farvelægger landskabet i flotte nuancer. Efter ankomst indkvarteres I på Hotel Arctic, som er jeres trygge base, på odysséen rundt i Diskobugten.
M/-/-
Dag 5. Lørdag: Eqi - den kælvende gletscher

Tidligt om morgnen sejler I mod nord, op til Ice Camp Eqi, beliggende lige overfor den kælvende bræ "Eqi Sermia". Umiddelbart efter udsejlingen fra havnen i Ilulissat, ses de første enorme isfjelde, der er kælvet af bræen "inde om hjørnet" i den så berømte Ilulissat Isfjord, der i 2004 kom på UNESCO´s verdensarvsliste. Båden runder "Nordre Næs", og fortsætter op igennem Attaa sundet med Arveprinsens Ejlande på bagbordsside. Lige syd for øen, ynder pukkelhvalerne at opholde sig om sommeren, så det er med at have kikkerten inden for rækkevidde. I Attaa Sundet passerer I et par store fjordmundinger mod vest, hvor mængder af havfugle ofte opholder sig. Umiddelbart inden ankomst til selve Ice Camp Eqi, sejler båden helt over til bræfronten, hvor Indlandsisens hvide kalot, danner baggrunden. Her nydes frokosten ombord, imens alle håber på, at bræen vil kælve is ud i bugten. Herefter sejler I over til "Port Victor", hvor I går i land og bliver indkvarteret to og to, i de charmerende træhytter. Hver hytte har sin egen veranda med udsigt til Eqi gletcheren, og herfra kan man betragte kælvingerne ledsaget af hule drøn. Vi ved af erfaring, at et ophold i Ice Camp Eqi er et af de højdepunkter, der står skarpest i folks erindring, efter en Grønlands rejse!
M/-/A
Dag 6. Søndag: Eqi - indlandsisen, morænelandskab eller blot afslapning med udsigt til et af naturens flotteste scenarier

Ved morgenmaden i Café Victor, bliver nattens og morgenens kælvinger ivrigt debatteret. Måske har nogen været heldige og/eller dygtige og fået det foreviget med kamera eller video? Dagen er fri til, at man kan gå på opdagelse i omgivelserne. Den franske polar forsker Poul Emilie Victor brugte Eqi som udgangspunkt for sine mange ekspeditioner ind på Indlandsisen, og hans ekspeditionshytte på stedet er stadig relativt velbevaret, og derfor et must at besøge. Fra Ice Camp Eqi har man mulighed for, at vandre helt op til Indlandsisen ad det gamle ekspeditionsspor. Mange gæster i Eqi, prioriterer denne tur, men mindre kan også gøre det. Personalet i Eqi er naturligvis behjælpelige med gode råd og kort, ligesom det oftest er muligt, at købe en guidet tur op til Indlandsisen, hvis man ønsker det (bør bookes på forhånd på www.worldofgreenland.com). Mange benytter også bare dagen til, at slappe af med en god bog, og gå små ture i omgivelserne, hvor man kan være heldig at se polarræv, snehare og ryper.
M/-/A
Dag 7. Mandag: Eqi - Ilulissat, sejlads over Ata sund med god mulighed for at se hvaler

Efter to overnatninger ved bræen, er de fleste kommet i "Eqi mode". Den på én gang utroligt flotte, men også på sin måde utroligt barske og vilde natur påvirker folk - på en god afslappende måde. Man bliver let lidt ydmyg, når man befinder sig så langt nord for polarcirklen, uden for civilisationen i disse spektakulære rammer. Skibet henter jer ved 14.00 tiden, og for dem der endnu ikke har været ovre ved bræen, kan formiddagen prioriteres til dette formål. Turen går uden om lagunen, og helt op på gletcherens sidemorræne. Herfra kan man fra helt tæt hold, se bræfronten og de mange sprækker og revner, som dominerer den. Og selvfølgelig vil kælvingerne set herfra gøre et stort indtryk! Skibet fører jer sydover til Ilulissat, hvor I ankommer til Hotel Arctic først på aftenen. Her nydes med glæde civilisationens komfort - hver ting til sin tid.

Så er jeres rundrejse i Diskobugten ved at nærme sig sin afslutning. Forud er gået nogle dage med interessante besøg rundt omkring i bugten, forbundet af nogle flotte sejladser, hvor den grønlandske natur og storhed måske er gået i blodet? "En grønlandsk kaffe" (berygtet & berømt velsmagende grønlandsk drink) på terrassen runder dagen og turen fint af.
M/F/-
Dag 8. Tirsdag: Hjemrejse

I checker ud fra jeres hotel i Ilulissat og flyver med Air Greenland retur til København.
M/-/-
Sværhedsgrad

Turen er kategoriseret som grad 1-2. Turen er uden turleder og i Grønland er der ikke nogen afmærkede stier. Man skal derfor være en smule rejsevandt. Bagagen kan medtages i båden til Eqi, dog skal man bære den et kort stykke op til hytterne (få hundrede meter).
Varighed

8 dage
Klima

Middeltemperaturer i Eqi, Ilulissat og omegn er i juni, juli og august måneder 5-8 grader. Temperaturene er angivet, som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen kan temperaturen stige betydeligt over det angivne. På grund af solen og den tørre luft, opleves temperaturen varmere end i det øvrige Europa. Nattemperaturen kan komme ned til frysepunktet på udsatte steder. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigt. Tåge og regn kan dog forekomme.
Adgang til el

Det er muligt at få opladet batterier til digitalkamera på hotellerne i Ilulissat og Qeqertarsuaq (med egen oplader). El kan dog ikke tilbydes i Eqi, da det bliver produceret af solceller og generator og er forbeholdt VHF, satellit telefon samt øvrige fælles faciliteter. Medbring derfor evt. ekstra batterier til dette ophold.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden.
Kort

Vandrekort Nordgrønland, Ilulissat. 1:100.000
Købes med fordel lokalt
Deltagerprisen inkluderer

Flytransport: København – Kangerlussuaq med Air Greenland t/r, inkl. skatter og afgifter
Flytransport Kangerlussuaq – Ilulissat med Air Greenland t/r
Bådtransfer: Ilulissat – Eqi t/r
Bådtransfer: Ilulissat – Qeqertarsuaq t/r
Transfer i Ilulissat fra havn og lufthavn til hotel
Bagagetransport mellem overnatningssteder
Måltider ifølge dagsbeskrivelserne, heriblandt halvpension under ophold i Eqi
Alle overnatninger
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge – herunder udgifter til drikkevarer
Beregn fra ca. 140 DKK pr. måltid til ikke inkluderede måltider
Rejse- og evt. afbestillingsforsikring
Evt. enkeltværelsestillæg, 4.000 DKK.

Aktiviteterne, som er beskrevet i dag til dag programmet, er ikke inkluderet. Dag til dag programmet skal ses som inspiration til, hvad man kan opleve på destinationen. Læs evt. mere om de forskellige aktiviteter her:

Ilulissat – World of Greenland – www.worldofgreenland.com
Diskoøen – Lyngmark Tours – www.lyngmark.gl
Ønsker du at rejse individuelt


Ønsker du at rejse individuelt rundt i Diskobugten? - klik her!
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig