Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil

Vietnam - Vandring i Nordvest blandt minoriteter

Ref. VN42
Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til vores gæster, når der skal pakkes til turen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer om vores vandreture, samt hvad det er godt at medbringe på den enkelte tur.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til, hvad man KAN medbringe til turen, og ikke som en liste over ting, som SKAL medbringes på turen. Hvad deltagere på en tur pakker af tøj, såvel til vandring som til afslapning, er lige så forskelligt som antallet af deltagere på turen. Vores erfaring er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.
Printvenlig version
Regler for bagage

Af hensyn til flyvesikkerheden er der fastsat en grænse for, hvor meget den indcheckede bagage og håndbagagen må veje hos de forskellige flyselskaber. Information om antal kg i bagagen på din rejse vil blive opgivet på den personlige side "Min Topas Rejse" 60 dage før afrejse.

EU har vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage:
- I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
- Du må godt medbringe mere end én beholder i din håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.

Ved sikkerhedseftersynet skal du fremvise de beholdere, du medbringer, som indeholder væsker eller væskeformige stoffer.

Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig f.eks. om medicin o. lign., som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Du bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.

Du må i øvrigt ikke medbringe skarpe genstande, såsom vandrestave, lommeknive, strikkepinde, neglesakse o. lign. i håndbagagen. Sådanne genstande pakkes i stedet i den indcheckede bagage.
Bagage på selve turen

Bagagen skal pakkes i en blød sportstaske, rygsæk eller vadsæk, ikke i en kuffert. På trekket pakker du den bagage, du skal have med på selve trekket, om i en Topas vadsæk, som udleveres og bæres af portere. Selv bærer du blot på din dagstursrygsæk, der indeholder alt det, du skal bruge i løbet af dagen. Overskydende bagage kan efterlades på vores hotel i Hanoi og i Sapa.

Vi anbefaler en dagtursrygsæk på ca. 30-40 liter. En dagtursrygsæk af den størrelse har en bedre bærekomfort end en mindre rygsæk. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage. Det er derudover praktisk, at bagagen pakkes vandtæt. Medbring derfor evt. sorte skraldesække eller plastikposer, så tasken kan gøres vandtæt indefra.
Støvler

Medbring gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte.
Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.
Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.
Andet fodtøj

Medbring let fodtøj, f.eks. sandaler og/eller sportssko, til at skifte med, når man kommer frem til landsbyerne og til cykling.
Feltflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke.
Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.
Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2 vandrestave. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.
Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:
- Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
- Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.
Tøj til vandring

    2 par tykke vandresokker
    Evt. 2 par tynde indersokker
    1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts (gerne noget ældre tøj der kan tåle at blive lidt snavset eller mudret)
    Svedtransporterende undertøj evt. uldent undertøj
    1 tynd uldtrøje
    1 sweatshirt/ulden sweater/fleecetrøje
    1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
    Regntøj; bukser og jakke. Regnslag eller poncho er et udmærket alternativ til alm. regntøj (giver luft, men dækker også rygsækken). Regnslag kan evt. købes billigt i Vietnam (ca. 10-15,- DKK).
Andet tøj

    Evt. bukser til bybrug
    T-shirts
    Skjorter
    Strømper
    Undertøj
    BH til kvinder (det er skik at bruge BH i Vietnam)
    Håndklæde
    Badetøj
Mod solen

    1 tørklæde mod sol og til kølige dage
    Hat med bred skygge
    Gode solbriller
    Solcreme og læbepromade med faktor
Diverse

    Håndklæde
    Lommelygte
    Ørepropper
    Badetøj
    Toiletsager
    Skrivesager
    Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter (Vær opmærksom på, at visse lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i mindst ½ år efter afrejse fra Danmark).
    Pengebælte
    Medicin til eget brug inkl. sportstape og vabelplaster og evt. knæbind.
    Toiletpapir (til vandredagene)
    Sysæt til mindre reparationer
    Lommelygte m. ekstra batterier, evt. pandelygte.
    Ørepropper (små gule, i skum: ca. 4 DKK på apoteket) til brug mod hanegal og andre nattelyde
    Kamera og evt. oplader og ekstra baterier
    Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic frokost (kan købes på apoteket eller hos Matas).
    Vådservietter
    Myggebalsam
    Evt. køresygepiller til bustransport
    Evt. vandrestave
Specifikke turbemærkninger

Mod myg:
Topas sørger for myggenet, og derudover anbefaler vi tyndt løstsiddende bomuld/lærredstøj med lange ærmer og ben, som sammen med myggebalsam er den bedste beskyttelse mod myggene om aftenen.
Sovepose, lagenpose og liggeunderlag

Sovepose:
2-sæsons eller med en komforttemperatur på 0 grader. Det er en god idé at kunne lyne den helt ned til fødderne, så den kan bruges i varmt vejr. På afgangene i vintermånederne kan overnatninger være kolde, ned til 0 - 5 grader.

Liggeunderlag:
Gerne Thermarest el. lign. med god komfort, men et almindeligt liggeunderlag er også helt ok.

Lagenpose:
Bomuld eller silke. Sidstnævnte er meget behagelig i varmen (kan evt. købes i Hanoi: ca. 50 DKK).
Helbred

Medicin o. lign. skal medbringes af den enkelte til eget forbrug. Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer under trekket. Er der medikamenter, du bruger regelmæssigt, sørg da for at medbringe rigeligt til hele turen.
Almindelige Vandreregler

1. Gå aldrig alene.
2. Medbring altid ekstra varmt tøj og regntøj.
3. Følg altid den afmærkede og aftalte rute.
4. I tilfælde af tvivl: gå tilbage ad den samme vej. Forsøg aldrig med en genvej.
5. Giv besked om hvor du går hen.
6. Medbring altid vand nok.
En normal vandredag

Vi starter tidligt. Først gennemgås ruten på kort inden dagens vandring, hvorefter vandreturen starter, og det er vigtigt, at alle finder deres egen rytme (tempoet skal indrettes efter vejrtrækningen ikke omvendt). Frokostpausen er normalt på 1 times varighed, så alle kan få en længere pause. Turlederen går normalt bagerst, men i nogle tilfælde, ved vanskelig orientering, kan det være nødvendigt at gå forrest.
Turlederen

Der påhviler lederen et stort ansvar ved at føre en gruppe mennesker på en vandretur. Vi håber derfor, at hver enkelt deltager vil hjælpe og respektere lederen. Det er vigtigt at huske, at selvom den tekniske succes afhænger af vore forberedelser, vil den endelige vellykkede gennemførelse afhænge af din egen entusiasme og samarbejdsvilje.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig