Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Pakkeliste: Papua - Ekspedition med stammefolk, Baliemdalen og Korowai regnskov

Ref. IDKU
Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til vores gæster, når der skal pakkes til turen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer om vores vandreture, samt hvad det er godt at medbringe på den enkelte tur.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til, hvad man kan medbringe til turen, og ikke som en liste over ting, som skal medbringes. Det er imidlertid vores erfaring, at de nævnte ting er gode at medbringe, og ting som er markeret med SKAL, skal medbringes.
Printvenlig version
Regler for bagage

Af hensyn til flyvesikkerheden er der fastsat en grænse for, hvor meget den indcheckede bagage og håndbagagen må veje hos de forskellige flyselskaber. Information om antal kilo i bagagen på din rejse vil blive opgivet på den personlige side "Min Topas Rejse" 60 dage før afrejse.

EU har vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage:
- I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
- Du må godt medbringe mere end én beholder i din håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.

Ved sikkerhedseftersynet skal du fremvise de beholdere, du medbringer, som indeholder væsker eller væskeformige stoffer.

Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig f.eks. om medicin o. lign., som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Du bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.

Du må i øvrigt ikke medbringe skarpe genstande, såsom vandrestave, lommeknive, strikkepinde, neglesakse o. lign. i håndbagagen. Sådanne genstande pakkes i stedet i den indcheckede bagage.
Gode råd omkring beklædning/pakning til turen

Medbring T-shirts, trøjer og undertøj i uld eller syntetiske materialer (polyester, polypropylene eller polyamid) og ikke i bomuld. I modsætning til bomuld er uld og syntetiske materialer svedabsorberende og hurtigttørrende, hvilket er væsentligt, så du undgår at blive kold under vandringen.

Opbyg din beklædning "lag-på-lag" således at du kan tage mere tøj på efterhånden, som det bliver koldere, og omvendt tage tøj af når vejret bliver varmere. På denne tur er det essentielt, at dit yderste lag tøj er vandtæt, eftersom der kan forventes nedbør på turen.

Mod myg: Vi anbefaler tyndt, løstsiddende bomuld eller lærredstøj med lange ærmer og ben, som sammen med myggebalsam er den bedste beskyttelse mod myggene om aftenen.

Det er vigtigt, at alt indholdet i din rygsæk og vadsæk er pakket tørt, hvilket bedst gøres ved først at pakke dine ting i mindre vandtætte poser eller kraftigt plastik, og derefter lægge dem i rygsækken/vadsækken i én stor kraftig plastiksæk. For rygsækken anbefales det desuden at afslutte ’imprægneringen’ med at sætte et regnovertræk udenpå rygsækken.

Endelig er det som regel en god ide at have dine vandrestøvler på under flyrejsen (eller have dem med i håndbagagen), skulle din bagage mod forventning blive forsinket.
Bagage på selve turen

Du skal medbringe 3 stykker bagage til turen: en dagstursrygsæk (25-35L); en blød vadsæk/rygsæk/sportstaske; og en tynd taske/stor pose, der kan lukkes. Sidstnævnte er til evt. opbevaring af overskydende bagage på hotellet i Bali.

Vi vil gerne have at bagagen pakkes i en blød vadsæk, rygsæk eller sportstaske og ikke i en kuffert, da en kuffert er svær at transportere rundt og umulig at bære for vores bærere på trekket til Manopteropo.

I dagstursrygsækken skal der være plads til de ting, du har med på en dagsvandring – regntøj, ekstra trøje, kamera, vand, førstehjælpstaske o.s.v.

Det er vigtigt, at man pakker alt vandtæt. Både dagstursrygsæk (sørg især for at beskytte kamera og værdipapirer mod vand og fugt) og den store bagage, som bæres af bærere. Det fungerer bedst at pakke vandtæt indefra - fx med store og solide plastikposer.
Klima

Papuas beliggenhed tæt ved ækvator gør, at vejret er nogenlunde ens året rundt. Klimaet er tropisk og der er høj luftfugtighed, særligt i regnskoven ved Kuruwai folket. Der falder en smule mere nedbør i regntiden, som typisk går fra november til marts. Dog skal du også være forberedt på regn på alle tider af året - også udenfor regntiden. I højlandet ligger dagstemperaturerne normalt mellem 20-28 grader og i lavlandet på 25-30 grader. Nattemperaturerne ligger mellem 10-15 grader.
Fodtøj

Vandregummistøvler (SKAL MEDBRINGES)
Hellange vandre gummistøvler skal medbringes. Både til ind og udstigninger af båden, men først og fremmest til vandring i den mudrede og våde regnskov.

Vandrestøvler
Bruges på vandringerne i det mere tørre og tempereret området i højlandet. Vi anbefaler vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten og lignende fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Let fodtøj
Medbring derudover evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når man er færdig med dagens vandretur.
Feltflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 2 1/2 liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. På turen drikker vi enten kogt vand eller filtrerer vi selv vores drikkevand med keramiske filtre. Vi behøver derfor ikke købe vand, og på den måde kan vi undgå at forurene yderligere med engangsplastikflasker.
Sovepose og liggeunderlag (SKAL MEDBRINGES)

Medbring sovepose og liggeunderlag til de dage vi er på trek og overnatter i telt. Husk at pakke sveposen i en kraftigt plastik under trekket, så den ikke bliver våd. Det bedste og mest behagelige liggeunderlag er et oppusteligt underlag som f.eks. Therm-A-Rest
Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2 vandrestave. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt. Vandrestave øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn og ved krydsning af vandløb – og aflaster dine knæ betydeligt på såvel opstigninger som nedstigninger. Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.
Tøj til vandring


    2 par tykke vandresokker
    Evt. 2 par tynde indersokker
    2 par lette vandrebukser/vandreshorts (hurtigttørrende)
    Svedtransporterende undertøj evt. uldent undertøj
    1-2 tynde trøjer (uld eller syntetisk materiale)
    1-2 T-Shirts
    1 tynd fleece
    1 tyk fleece (til aftenerne i højlandet, hvor det kan blive køligt)
    1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
    1 par regnbukser
Mod solen

    1 tørklæde mod sol og til kølige dage
    Hat med bred skygge
    Gode solbriller
    Solcreme og læbepomade med faktor
Diverse

    Afslappende tøj til Bali og efter vandring – som f.eks. lette bukser/nederdele, T-shirts, let skjorte, strømper, undertøj osv.
    Lommelygte m. ekstra batterier, helst pandelampe (SKAL medbringes)
    Et stort og et lille håndklæde
    Badetøj
    Paraply (SKAL medbringes, gerne en taskeparaply, som ikke fylder ret meget, bruges til beskyttelse mod sol og regn på båden, som ikke er overdækket)
    Myggebalsam
    Toiletartikler
    Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter (Vær opmærksom på at visse lande kræver at dit pas skal være gyldigt i mindst ½ år efter afrejse fra Danmark).
    2 ekstra pasfotos til rejsetilladelse i Papua (SKAL medbringes)
    Pengebælte
    Medicin til eget brug inkl. sportstape og vableplaster og evt. knæbind.
    Toiletpapir (til vandredagene)
    Kamera + ekstra batterier/ + evt. oplader
    Alkohol gel til at vaske hænder i, før picniclunch. (Kan købes på apoteket eller hos Matas).
    Evt. piller mod transportsyge
Helbred

Medicin skal medbringes af den enkelte til eget forbrug. Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medikamenter, du bruger regelmæssigt, sørg da for at medbringe rigeligt til hele turen.
Almindelige Vandreregler

1. Gå aldrig alene.
2. Medbring altid ekstra varmt tøj og regntøj.
3. Følg altid den afmærkede og aftalte rute.
4. I tilfælde af tvivl: gå tilbage ad den samme vej. Forsøg aldrig med en genvej.
5. Giv besked om hvor du går hen.
6. Medbring altid vand nok.
Turlederen

Der påhviler lederen et stort ansvar ved at føre en gruppe mennesker på en vandretur. Vi håber derfor, at hver enkelt deltager vil hjælpe og respektere lederen. Det er vigtigt at huske, at selvom den tekniske succes afhænger af vore forberedelser, vil den endelige vellykkede gennemførelse afhænge af din egen entusiasme og samarbejdsvilje.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig