Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


”Nille på Uhuru Peak”

Forfatter: Nille

Med Topasrejser og Chris McDonald til toppen af Kilimanjaro i Tanzania. Bestigningen fulgte Machame ruten og tog i alt 6 dage, startende i 1800 meter op til Toppen Uhuru Peak i 5895 højdemeter. Efter 4 dage på bjerget nåede vi frem til topnatten – den sidste march mod Afrikas tag. Med på turen var verdens bedste veninde Helene, 14 andre dejlige bjergbetvingere, Topasguide Klaus, Chris McDonald og de afrikanske bjergguider – ikke mindst Noah, min Noah.
Printvenlig version
Klokken er halv tolv, det er en kulsort nat på Kilimanjaro. Stormen rusker teltene løs fra klippen, de er fortøjet til og flænser dugen, der smælder og flagrer i alle retninger som et løbsk sejl. Kulden napper allerede i kinderne og sniger sig, sammen med stormen, ind i sprækkerne mellem lag af tøj.
Det er ”top-natten” på turen. Natten vi alle har set frem til - og frygtet. I fantasien har jeg været på toppen flere gange. Nu er det alvor. Virkelighed. Igennem hele rejsen hertil, har jeg haft det godt, ingen ømhed, ingen kvalme, ingen hovedpine. Nu står jeg her i natten opladet og spændt. Jeg er parat.
Den afrikanske chefguide Saidi placerer os på række efter en tilsyneladende gennemtænkt strategi. En efter én kigger han os direkte i øjnene, hvorefter vi føres til vores plads i rækken. Jeg bliver placeret bagest med Helene og Jeanette, og tænker, at vi tre udgør Saidis stærke bagtrop, for begge – men især Helene – har udvist bund solid stabilitet de sidste mange dage.
Jeg kan se, at Helene tænker det samme. Selv overvejer jeg, om jeg vil være i stand til at bære endnu en rygsæk, udover min egen, hvis en rejsefælle får brug for min hjælp. Karavanen til Afrikas top sættes i gang, og jeg når aldrig igen at overveje hvilke heltemodige gerninger, jeg kan bidrage med.
Vi går langsomt op. Fødderne forskydes med blot en halv fod på skift. Det minder mig om mit teenage-job i iscaféen hvor vi vaskede gulv, ved at sætte begge fødder på gulvkluden og derefter tøffe rundt indtil der ikke var flere tørre pletter på gulvet. Her går det bare opad, som på Geelsbakke i Holte, blot 150 gange længere og meget langsommere. Vi er 4700 meter over havet, luften er tynd, det er mørkt og snestormens chillfaktor er minus 25 grader. Foran os ligger 1195 højdemeter som skal besejres svarende til ca. 8 timers vandring.
Vores coach råber opmuntringer til os. ”godt arbejde!” og ” I går godt!” Da første time nærmer sig tilbyder han os ideen om at opdele bestigningen i 4 kvartiler af hver 2 timer. Jeg overvejer om jeg kan finde trøst i ideen, men oplever behersket begejstring ved tanken om, at vi kun er nået halvvejs ind i første kvartil. Jeg er allerede træt, og jeg mangler ilt.
En time til passerer. Selvom jeg kun har det allermest nødvendige med i rygsækken, føles vægten tung på mine skuldre nu. Jeg hiver efter vejret og tæller minutterne til næste mikropause, hvor én i rækken gør holdt et øjeblik. Der er tre fjerdedele tilbage, og vi rammer samtidig 5000 højdemeter. Månen er stået op bag os, den hænger på nattehimlen som et udmattet C og lyser blegt på stjernerne.
Janice spørger vores danske guide, Klaus, om det er normalt med to måner i Afrika. Jeg ved, hvad hun mener. Selv går jeg og overvejer, at finde ly i granskoven, som jeg kan se, når vi zigzagger mod højre. Det gælder om at holde fokus på skoven. Kigger jeg op slår håbløsheden mig i ansigtet. Så langt øjet rækker opad, ses lys-karavaner bugte sig. Det er ikke stjernehimlen, men mennesker med en mission som vores.
Jeg tænker på de mennesker, som jeg deler skæbne med i nat og på dagene, der er gået forud. Da jeg mødte gruppen første gang i Danmark, slog det mig, at være en større udfordring at tilbringe tid sammen med dem end at bestige et bjerg. Nu, efter 7 dage i tæt selskab både fysisk og mentalt, holder jeg af dem, bekymre mig for dem, føler med dem som har det skidt, og deler grin og hemmeligheder med dem som har det godt. De er blevet min bjerg-familie.
Med ét er jeg igen tilstede i stormen og kulden. Den er helt gal. Luftrøret har snøret sig sammen og det sortner for mine øjne. Kroppens afbryder er i gang med at lukke for strømmen i alle enheder. Jeg vælter om på en sten og bliver liggende. Helene passerer og gør tegn til mig ”er du ok?” jeg vinker hende videre. Vi har aftalt ikke at stoppe for hinanden på turen til toppen. Straks hun forsætter, føler jeg mig forladt.
”Hvad sker der?” Spørger Klaus. Jeg spytter langsomt forklaringen ud mellem abrupte åndedrag, imens jeg ser halen af karavanen glide forbi. Kort efter er der mørke, Klaus, mig og den afrikanske assistentguide Noah tilbage.
Der er knapt 6 timer til toppen Uhuru Peak. Klaus, Noah og jeg er bagud. Vi kan se vores lyskaravane snegle sig af sted på bjerget over os. Klaus holder min rygsæk, for Noah bærer allerede to, én på maven og én på ryggen. Og nu har han også mig på slæb – hængende uden på rygsækken med hænderne klemt ind under rygsækstropperne på hans skuldre og min kind hvilende på rygsækkens flap. Herfra kan jeg se ud med det ene øje, i en vinkel på 45 grader.
Vi haler langsomt ind på fortroppen. Det er hårdt og ved hver tiende skridt stopper vi, så jeg kan ”tanke” ilt. Er der gået en time? To? Tidsfornemmelsen er væk, og jeg går i en trancetilstand på mine sidste ressourcer.
Fra min udsynsvinkel spotter jeg en dunjakke med hue som spærrer vejen. Vi stopper, og jeg kan høre Klaus spørge, om det er Lene. ”Nej, det er da Malene”, svarer dunjakken og forsætter: ”hvor er det dejligt at se dig, Klaus! Tænk at du er her!” Klaus spørger, hvordan hun har det og Malene forklarer, at hun har det rigtig skidt. De to begynder at tale om gamle dage, især Malene taler – sådan forekommer det i hvert fald fra min vinkel bagved Noahs rygsæk. Irritationen breder sig i mig. Hvor meget tid skal vi bruge på Malene! Endelig foreslår Klaus, at hun forsætter med os og hun trækker ind i rækken bag mig. Nu kan vi komme videre. Da jeg vender mig om 5 minutter senere, er hun væk. Det undrer mig ikke.
Endelig når vi op til gruppen, som holder pause. Jeg kaster mig ned i sneen, velvidende at om lidt skal vi gå igen. Har jeg et minut, to, tre? Håber at se Helene i pausen eller bare lige høre hendes stemme, men hun kommer ikke og pausen slutter.
Jeg er skuffet. Er jeg ligegyldig for hende, nu hvor jeg ikke kan følge med? Skyder hurtigt tanken fra mig. Vi har været bedste venner i over 25 år, hun er min søster i livet. Jeg tænker på den strålende varme sommerdag på Strøget i København, hvor Helene ringede til mig på mobilen. ”Nille, du ved jeg har astma, jeg har dårligt knæ, jeg har aldrig nogensinde drømt om at bestige et bjerg. Hvis du bare havde spurgt mig, om jeg ville med til noget andet - en gåtur på Caminoen måske….. ”Jeg forstår dig godt”, begynder jeg, men bliver afbrudt af Helene med et: ”Ikke desto mindre har jeg købt den sidste billet til Kilimanjaro, fordi jeg gerne vil rejse sammen med dig!”
Først er jeg mundlam, alt omkring mig står stille, så skylder lykkerusen ind over mig som en ilter tsunami og jeg stikker i et ulvehyl. 44 år og iklædt pencilskirt og stiletter står jeg på Strøget foran den eksklusive Birger Christensen butik og tramper i asfalten af glæde. Vi skal til Afrika the rough way!
I pausen har guiderne besluttet at opdele os i to grupper. Min naturlige plads, såfremt jeg har en berettigelse på bjerget, er i gruppe 2. Gruppen er på 6-7 opkastende, diffuse, ilthungrene zombier, alle trådt ind i apatiens tomrum. Coachen er på vores hold, og har han ikke haft travlt på turen før, så får han det nu.
I pendul fart bevæger han sig rundt mellem os, for at tage bestik af hvem der skal have mest hjælp og med hvad. Kulden er blevet et stort problem for os alle. Coachens ekstra dunjakke går på omgang mellem mine zombie-allierede, alt imens en anden zombie i gruppen kaster op på jakken, coachen selv har på. Jeg forholder mig stille og frysende. Så længe jeg har Noah og så længe han varmer mine hænder på skift mellem hans, stryger mig over ryggen for at skabe varme og fortæller mig, at jeg nok skal klare mig, så går det. ”It´s gonna be fine” lover han. Det er nok.
Coachen forsøger at holde gruppen samlet videre op ad bjerget, men hele tiden fragmenteres den i to eller flere dele. Han er tydeligt frustreret over hjælpeguidernes manglende evne til at sættes sig igennem overfor zombiemassen. ”We must stay together!” råber han til guiderne ” 2 timer tilbage” råber han til os.
Horisonten bag os farves rosa af den opstigende sol. Jeg ser det ikke selv, for jeg orker ikke at dreje hoved, men Noah fortæller om det. ”Not so long now, Stella Point, up there” han peger op i himlen til et punkt, som synes lysår væk. Stella Point tabernes holdeplads. Stoppestedet før Uhuru Peak, toppen hvor alle fotos af udmattede bjergbesejrer knipses med skiltet Roof of Africa 5895 meter som baggrund. Der er aldrig fotos fra Stella Point. Jeg er ligeglad, jeg vil bare ned.
”Take me down, Noah” gentager jeg så ofte, jeg har en flig af ilt i overskud, hvilket er ganske sjældent. Men Noah forsætter. Vi er sidst i sidste gruppe og ikke bare sidst, men langt bagud. 200 meter før Stella Point kan jeg ikke mere. Ilten er opbrugt og mine ben ekses under mig. Jeg lægger mig ned. Noah gør tegn til Klaus, som kigger ned på os fra Stella Point. Næste øjeblik står Klaus overfor mig. Han spørger til blodsukkeret, og jeg kommer i tanke om, at jeg er diabetiker og ikke har tjekket blodsukkerbalancen i 7 timer. Det fylder mig med uro. Indtil nu har jeg kun bekymret mig om ilt og kulde, men faren for at få insulinchok, forekommer pludselig langt mere alvorlig og sandsynlig. Hvem har min rygsæk med nød-glukosesprøjten og mine sukkerrationer?
Noah og en anden hjælpeguide slæber mig de sidste 200 meter op til Stella Point. Jeg hænger i midten med en arm over hver guides skulder og fødderne trækkende efter mig. På Stella Point overraskes jeg over hvor mange mennesker, der har fulgt min færd mod toppen. Jeg omringes af ansigter som udstråler bekymring, og af Cecilie som udbryder ” Du gjorde det!”. Jeg kan mærke tårerne trænge sig på, og Noah griber hårdt min arm og hvisler ”Don´t you cry!” Det giver mening. Jeg har ikke ilt nok til sådan en luksus. Klaus og coach får sat mig ned. Finder min rygsæk. Jeg måler mit blodsukker, som er lavt men ikke alarmerende. Coach blander energipulver i min vand. Jeg drikker. Hvad nu? Spørger de. Jeg gentager mit mantra ”take me down”.
Coach´s øjne stirrer ind i mine. Han sidder helt oppe i ansigtet på mig, og jeg kan kun se hans insisterende blik. ”Nille, din sukkerbalance har vi styr på og du har hvilt dig lidt. Jeg siger, at du er rask nok til at tage den sidst bid til Uhuru Peak. Vil du virkelig stoppe nu, hvor der er så lidt tilbage?” Jeg overvejer. ”Går Noah med?” Han bekræfter ”Ja Noah går med og jeg går med, vi går sammen derop”
Langsomt kommer jeg på benene. Ok, så lad os komme op og ta´ det skide billede! En time senere står vi ved Uhuru Peak. Kl. er 8 den 20. februar 2012 og solens stråler omslutter os. Det er min tur til at træde op på podiet. Knips.
12 timer efter har jeg allerede takket Noah 50 gange for at passe på mit liv, Malene findes ikke siger Klaus, hun var en hallucination ligesom granskoven, for trægrænsen ligger på ca. 4000 meter. Der er i øvrigt kun én måne i Afrika. Jeg har frostskader på hænderne og kan ikke mærke min ene tå. Helene er naturligvis stadig min bedste veninde og jeg nåede op på Afrikas tag. Kilimanjaro, Uhuru Peak. 5895 meter.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig