Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram.
Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk
Kontakt Topas

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden

Grønland - Rundrejse blandt isbjerge og hvaler i Diskobugten.

Ref. GLDB

Denne tur foregår i Diskobugten på Grønlands Vestkyst. Topas har i knap 20 år lavet ture i Grønland og er i dag dybt forankret i Grønland gennem flere partnerskaber i både syd, nord, øst og vest. Turen foregår i sidste halvdel af juni måned (samt august), hvor solen står højest på himlen, og midnatssolen er per definition på himlen døgnet rundt. Årets længste dag, sommersolhverv den 21. juni, er også Grønlands Nationaldag, og den oplever vi i Knud Rasmussens fødeby Ilulissat/Jakobshavn, smukt placeret ved udmundingen af den verdensberømte Ilulissat Isfjord - Kangia. Her i Ilulissat starter og slutter turen, der bringer os hele vejen rundt i Diskobugten. Vores gode skib ”Aleqqa Ittuk” (eller søsterskibet ”Aviaq Ittuk” – se beskrivelse af skibet senere i turbeskrivelsen), vil sejle os ”med uret rundt” fra Ilulissat via Isfjordssejlads ved Kangia isfjorden til bygden Ilimanaq/Claushavn, hvor vi spiser frokost og går en tur. Herfra sejler vi videre mod syd til Qasigiannguit/Christianshåb, hvor vi har 2 overnatninger. Næste mål er byen Qeqertarsuaq/Godhavn på den smukke Disko Ø. På sejladsen derover, sejler vi tæt forbi øgruppen ”Grønne Ejlande”, hvor vi utvivlsomt får lejlighed til at se havternerne, der her har deres største ynglekoloni i Grønland. Også på Diskoøen har vi 2 overnatninger, så vi har god tid til at besøge museum, Arktisk Station og få vandret i den smukke arktiske natur. På hele turen har vi gode muligheder for at se hvaler og sæler på sejladserne, men området ved Diskoøen er traditionelt et af de bedste steder at opleve pukkelhvalerne udfolde sig. Fra Diskoøen sejler vi til Ilulissat, således at vi har de 2 efterfølgende dage til at se nærmere på Ilulissat og opleve festlighederne omkring fejringen af Nationaldagen (på juni afgangen). Herefter går turen nu nordpå gennem ”Ata Sundet” til Nordgrønlands – måske – smukkeste sted, nemlig Eqi. Den aktive bræ/gletsjer Eqi Sermia kælver tonsvis og atter tonsvis af isfjelde og isskosser ud i havet døgnet rundt om sommeren, og dette fantastiske naturfænomen skal vi opleve fra første parket i ”Glacier Lodge Eqi”, hvor vi vil tilbringe 2 herlige døgn, med bl.a. en vandretur til Indlandsisen. Turen slutter i Ilulissat, hvorfra vi flyver retur til Danmark via Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord.
Printvenlig version
    12 dages Odyssé med skib rundt i Diskobugten i Nordvest Grønland
    Gigantiske isfjelde, midnatssol, fjelde og endeløse vidder
    Grønlandsk kultur og hverdagsliv i bygden Ilimanaq, samt byerne Ilulissat, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq, krydret med fejring af Nationaldagen i Ilulissat (på juni afgangen)
    2 overnatninger i ”Glacier Lodge Eqi” med udsigt til ”Eqi Sermia” bræen og dens kælvinger
    Utallige vandreture, bl.a. til Indlandsisen, Sermermiut i Ilulissat, Diskoøen m.m.
    Vandretur til morænen ved Eqi bræen, hvor vi kan se gletsjeren kælve på nært hold
    Friske grønlandske råvarer som fisk, rejer, rensdyr og moskus
    Isfjordssejlads ved Ilulissat Isfjord – Optaget på UNESCOs Verdensarvsliste
    Oplev hvaler, sæler, arktisk fugleliv og måske polarræv?
Appetizer – se zoomudgave på maps.google.dk
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. København – Ilulissat

Vi flyver fra København om morgenen til Ilulissat via Kangerlussuaq. Efter ankomst til Ilulissat bliver vi kørt til vores logi, nemlig Hotel Avannaa, der er flot placeret ovenfor byen. Om eftermiddagen vil turlederen holde et informationsmøde om turen og derefter guide en rundtur i byen. Der vil være mulighed for at vælge at besøge byens museum, som tidligere fungerede som byens seminarium og senere Knud Rasmussens fødehjem samt byens kunstmuseum, som bl.a. udstiller nogle flotte akvarelbilleder af lokale kunstnere. På havnen handles der hellefisk og rejer, som fiskerne har bragt tilbage fra Isfjorden og Diskobugten. På brættet, hvor fangerne og fiskerne kommer med deres fangst, sælges alt godt fra land og hav, afhængigt af sæsonen: hellefisk, havkat, røget fjeldørred, rødfisk, skællaks, rensdyr, moskus, sæl og på særlige dage hval eller måske endda isbjørn (meget sjældent!). Om efteråret sælges også lækre sortebær og blåbær! Byen summer af liv her i den korte og hektiske arktiske sommer. Efter en lang, mørk og kold vinter, nyder alle det rigelige sollys og de mange aktivitetsmuligheder, det fører med sig. Vi finder sammen et passende sted at spise aftensmad.
-/-/-
Dag 2. Isfjordssejlads, bygdebesøg i Ilimanaq og sejlads til Qasigiannguit.

Efter morgenmaden begiver vi os ned til havnen, hvor vores skib ligger til kaj. Vi går om bord, bliver præsenteret for besætningen og bliver introduceret til skibet. Umiddelbart efter kaster vi trosserne og sejler ud af havnen med kurs mod fjordmundingen lige syd for byen, hvor nogle af de store isfjelde grundstøder på den undersøiske morræne, uagtet at vanddybden minimum er 350 meter! Ude blandt disse ismastodonter sejler vi rundt (på behørig afstand selvfølgelig!) og får undervejs et foredrag om området, UNESCO optagelsen og Indlandsisen, som jo står fadder til isfjeldene godt 60 km inde i bunden af fjorden, alt imens der serveres en drink nedkølet af flere 1000 år gammel indlandsis. Således er turen nu skudt godt i gang, og vi fortsætter til bygden Ilimanaq, der ligger umiddelbart syd for isfjorden. Her får vi en lille bygderundvisning af en af bygdens beboere (der bor godt 40 mennesker i Ilimanaq), hvor vi ser kirken, servicehuset m.m. Derefter spiser vi frokost, inden vi sejler videre mod syd, til byen Qasigiannguit, hvor vi skal overnatte på Hotel Diskobay de 2 følgende nætter. Hotellet er smukt placeret ved vandet, og det er ikke usædvanligt, at man kan observere pukkelhvaler fra hotellets terrasse. Afhængig af ankomsttidspunktet til byen arrangeres der en kort byrundtur før eller efter aftensmaden.
M/F/-
Dag 3. Kulturoplevelser og vandretur i Qasigiannguit området

Vi har hele dagen til rådighed i Qasigiannguit, hvilket er godt, da der er en masse at se og opleve i området. Qasigiannguit er med sine ca. 1.200 indbyggere et rigtig godt eksempel på en Grønlandsk by af middelstørrelse. Dvs. den er væsentligt større end bygderne, men også væsentligt mindre end de grønlandske ”storbyer” Nuuk, Sisimiut og Ilulissat. Det vil være et must for de fleste at besøge byens interessante museum, der har en rigtig fin samling af palæo-eskimoiske redskaber m.m., og det disponerer vi selvfølgelig tiden efter. Qasigiannguit ligger i et naturområde med fjelde, tundrasletter, grønne pas, blå fjorde og bjergtoppe med udsigt til Isfjorden og Diskoøen. Området er særdeles velegnet til vandreture og turlederen vil lede en vandretur på 3-4 timer ud i fjeldet, hvor vi medbringer vores madpakker. Hotellet laver god aftensmad baseret på dejlige grønlandske råvarer, så alle interesserede skal huske at bestille plads til om aftenen!
M/-/-
Dag 4. Sejlads fra Qasigiannguit til Diskoøen med kig til havternekolonien på Grønne Ejlande

Efter morgenmaden kører vi ned til havnen, hvorfra vi sejler til byen Qeqertarsuaq på Diskoøen. Diskoøen er på størrelse med Sjælland men har kun hhv. en by og en bygd, begge placeret i det sydøstlige hjørne af øen – resten er uberørt vildmark! I første omgang sætter vi kurs mod øgruppen Grønne Ejlande. Her findes Grønlands største havternekoloni, og disse imponerende langdistanceflyvere flyver arktis – antarktis t/r hvert år! Vi passerer langsomt øerne på behørig og lovlig afstand, og kan være heldige at observere andre fuglearter såsom tejst, søkonge, lunde og sågar vandrefalk! Frokosten i form af madpakker indtager vi ombord på skibet. Herefter sejler vi mod nordvest, og i klart vejr har vi længe kunnet se Diskoøens fascinerende basalttinder, der er hævet over 1000 m.o.h. Efter ankomsten til Qeqertarsuaq køres bagagen til vores logi, som er øens vandrehjem. Om aftenen vil turlederen gå med interesserede ud til Qaqqaliaq, hvaludkiggen, og spejde efter fin-, pukkel-, og vågehvaler, som de lokale fangere har gjort det i århundreder.
M/F/-
Dag 5. Diskoøen, byliv, Arktisk station og vandretur til Kuannit

Om morgenen vandrer vi ud til Kuannit, som også er det grønlandske ord for kvan, der altid har været en yndet spise hos grønlænderne. De bruger kvan både som krydderi og som grøntsag. Stedet har nogle enormt flotte basaltformationer, og her findes nogle af de over 2000 varme kilder, der er på Diskoøen, hvilket gør stedet meget frodigt og grønt. De varme kilder er karakteristiske ved at plantevæksten næsten er skriggrøn i dens farvepragt og kan ses på lang afstand. Alt efter vejret spiser vi frokosten i det fri. Om eftermiddagen vil vi undersøge muligheden for at besøge Arktisk Station, (tilkøb) der blev grundlagt af Morten Porsild i 1906 og i 1953 overtaget af Københavns Universitet. Den benyttes i dag af forskere og studerende indenfor biologi og geologi. Nogen gange har forskerne for travlt til at have besøg/rundvisning, og så kan man som alternativ evt. besøge byens museum.
M/-/-
Dag 6. Sejlads til Ilulissat

Om morgenen tager vi afsked med Diskoøen og sejler tilbage til Ilulissat. I starten følger vi kysten nordpå, og undervejs kan vi skue ind over Diskoøens fantastiske landskabsformationer. Vi holder som altid udkig efter hvaler, og skulle vi få kontakt, tilbringer vi den tid vi ønsker med at iagttage dem. Sidst på dagen efter en smuk sejltur nærmer vi os igen den imponerende Kangia Isfjord, og lidt efter ankommer vi til Ilulissat. Tilbage i Ilulissat indkvarteres vi i vante omgivelser på Hotel Avannaa.
M/F/-
Dag 7. Ilulissat - vandretur til Isfjorden og den gamle boplads Sermermiut

I dag skal vi opleve isfjorden på tætteste hold fra landsiden. Vi går op gennem byen og ud gennem det gamle stenbrud, som også er en af byens større hundepladser idag. Herfra følger vi "den blå rute", som er en smuk vandretur, der fører ned til isfjorden og dermed nogle mildest talt imponerende udsigter. Madpakkerne nyder vi en route. Vi passerer forbi "kællingekløften" og umiddelbart efter den gamle Sermermiut boplads ved isfjorden, der er en af de største bosættelser både for de palæo-eskimoiske og de neo-eskimoiske samfund. Under Thule kulturens sidste bosættelse levede her op mod 250 mennesker. Der har været periodiske indvandringer i dette område, og man ved, at både den tidlige Saqqaq-kultur, Dorset- kultur og den senere Thule-kultur alle har været bosat på egnen omkring Ilulissat. Herude på klipperne ved fjorden og isfjeldene nyder mange lokale de stille sommeraftener, alt imens man håber at blive vidne til et isfjeld, der knækker over i kaskader af vand og isskosser ledsaget af bulder og brag. Har man gode ben, er det oplagt at forlænge turen med "gul rute", alternativt er der byens caféer, der måske kunne friste nogen med en forfriskning...
M/-/-
Dag 8. Ilulissat - Grønlands Nationaldag i Ilulissat – 21. juni

Nationaldagen den 21. juni er en folkefest i alle byer og bygder i Grønland. I alle byer har man lagt et program, som byder på fælles morgensang, taler, flaghejsning, gudstjeneste, kaffemik samt lokal underholdning i form af musik, folkedans, opvisning i kajakfærdigheder eller lignende. Byernes museer og kulturhuse markerer normalt også Nationaldagen med særlige arrangementer eller udstillinger.
I dag er der også rig mulighed for at shoppe i byens butikker i søgen efter souvenirs såsom sælskindsluffer, tupilakker og andet husflid/kunsthåndværk. Der er også stadig mulighed for at besøge byens museer og ellers kan en lille spadseretur ned til Zion kirken og forbi det lokale sygehus anbefales.
Det er op til den enkelte turdeltager, hvilke arrangementer man ønsker at opleve, og turlederen vil være alle behjælpelige med at få noget ud af dagen. M/-/-
Dag 9. Sejltur til Glacier Lodge Eqi ved Eqi bræen

Vi forlader Ilulissat fra morgenstunden og sejler nordpå for at gå i den største franske polarforsker Paul Emile Victors fodspor. Vi fortsætter op gennem Atâ Sundet med det høje fjeld på Arveprinsens Ejland på venstre side og adskillige fuglefjelde på højre side. Her trives skarve, måger og flere kjovearter på de rå og stejle klipper. Vi nærmer os gletsjeren Eqip Sermia, og mens vi nyder frokosten ombord, betragter vi det fascinerende syn, når tonstunge isstykker brækker af og styrter i vandet med et øredøvende brag - det er stærke kræfter, som er på spil! I Grønland er dette fænomen unikt for Eqi. Skibet lægger til ved Glacier Lodge Eqi, nærmere bestemt Port Victor, der ligger i behørig afstand af den kælvende gletsjer. Havnen er opkaldt efter den franske polarforsker Paul-Emile Victor, der kom hertil efter 2. verdenskrig for at udforske indlandsisen. På det tidspunkt var Eqi det bedste sted at komme op på indlandsisen med deres tunge ekspeditionsudstyr. Fra havet skal vi bære vores bagage et par hundrede meter op til Glacier Lodge Eqi, hvor vi installeres i de hyggelige rødmalede bjælkehytter. Om eftermiddagen kan en kort vandretur hen imod deltaet anbefales. Her yngler havørnen med års mellemrum, og det er en af de nordligst beliggende havørnereder i Grønland. Man kan også være heldig at se havlit og andre havfugle i deltaet. Aftensmaden indtager vi tilbage i den stemningsfulde Café Victor.
M/F/A
Dag 10. Vandring til Indlandsisen

Efter morgenmaden pakker vi madpakkerne i dagstursrygsækken, og begiver os af sted på en superflot vandretur. Målet for vores vandring er via Victors spor at komme op til indlandsisen og opleve den imponerende iskappe fra helt nært hold. Poul Emilie Victor brugte to tunge ekspeditionskøretøjer til at fragte udstyr ind til isen, hvor han opførte et sindrigt wiresystem til at forcere den sidste stejle stigning. Wirebanen er nedlagt, men meget af hans udstyr står stadig tilbage som minder fra en svunden æra. Vandreturen fra Eqi hytterne til Indlandsisen t/r tager normalt 8-9 timer, og undervejs kommer vi igennem et meget varieret terræn, hvor vi har gode chancer for at se sneharer, ryper og måske polarræv.
M/F/A
Dag 11. Vandretur til morænen ved Eqi gletsjeren

Morgenmaden spiser vi i caféen til lyden af - og udsigten til den (måske?) kælvende gletsjer. Herefter pakker vi vores frokost og bevæger os rundt om en lille lagune for at komme nærmere gletsjerkanten. Turen går op på kanten af en randmoræne, der er et levn fra gletsjerens tidligere storhedstid. Siden 1930 har gletsjeren trukket sig tilbage op ad bakken og samtidig mere op ad vandet. Det har betydet, at gletsjerkanten nu står mere end 100 meter høj, direkte op af havet, og man flere gange dagligt, ja nogen gange flere gange i timen, ser gletsjeren kælve tonstunge isstykker. Randmorænen giver os en sikker mulighed for at komme den fantastiske gletsjer ganske nær. Herfra kan vi overskue et godt stykke af den mere end 4 km brede gletsjerfront. Madpakkerne nydes med udsigt til dette unikke natursceneri. og bagefter vandrer vi tilbage til Glacier Lodge Eqi, således at vi er klar til at sejle retur til Ilulissat ved 14.00 tiden. Først på aftenen er vi tilbage i Ilulissat og indkvarteres i velkendte omgivelser på Hotel Avannaa. Umiddelbart herefter går vi ud og nyder en hyggelig afskedsmiddag sammen som en passende afslutning på turen.
M/F/A
Dag 12. Ilulissat – Danmark via Kangerlussuaq

Vi flyver med Dash fly fra Ilulissat til Kangerlussuaq og derefter videre til København med Air Greenlands Airbus.
M/-/-
VIGTIGT -Bemærk

Eventuel hundeslædekørsel på Lyngmarksbræen på Diskoøen (tilkøb).
Normalt er sæsonen for hundeslædekørsel på Lyngmarksbræen ca. 10. juni – 15. august, men det varierer fra år til år pga. vejrliget. Derfor kan vi ikke garantere, at det kan lade sig gøre på denne tur, men vi vil selvfølgelig holde os orienteret om mulighederne.

Denne tur er sat op både i juni og august måned. På turen i august, ref. GLDB1402 er der i sagens natur ikke nationaldag i Ilulissat/Grønland. Men Ilulissat er et spændende sted med mange muligheder, så man kan sagtens få en indholdsrig og aktiv dag, selvom det ikke er Nationaldag. Ex. vandreture, museumsbesøg, systue med udsalg, værksted for kunsthåndværk, udflugter købt hos turist operatører, besøg på havnen m.m. Turlederen vil være behjælpelig med, at tilrettelægge dagen.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –
På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland serveres gratis måltider og drikkevarer ombord. På skibet må man medbringe og nyde egne drikkevarer. Te/kaffe er gratis. Det er bevidst, at mange af aftensmadmåltiderne ikke er inkluderet i byerne, og det skyldes, at vi gerne vil give deltagerne mulighed for selv at bestemme, hvorledes man vil spise om aftenen. Du kan f.eks. spise på restaurant eller måske lave en picnic og nyde den i fjeldet?
Overnatning

Overnatningerne på denne tur vil variere i standard grundet de meget forskellige steder vi overnatter (byer og vildmarkshotel). I Ilulissat overnatter vi i alt 5 nætter på Hotel Avannaa i dobbeltværelser. Her er der tekøkken på værelserne, incl. køleskab, og et par kogeplader. I Qasigiannguit har vi 2 overnatninger på Hotel Disko Bay i dobbeltværelser. På Diskoøen har vi ligeledes 2 overnatninger i dobbeltværelser, og her er gruppen muligvis fordelt på 2 forskellige overnatningssteder af vandrehjemsstandard. Her kan man også benytte køkkenfaciliteter. I Glacier Lodge Eqi bor vi i komfortable hytter med hhv. 3 og 4 sengepladser pr. hytte. Der er ikke mulighed for at bestille enkeltværelse på denne tur.
Skibet

Skibet - Aleqa Ittuk eller søsterskibet Aviaq Ittuk (de er helt ens – se evt. www.diskoline.gl

Længde: 19.64m
Bredde: 5.82m
Dybdegang: 2.9m
Bruttotonnage ca. 87.6 ton
Nettotonage: ca. 26.2 ton
Kapacitet antal passagerer: 36 (denne Topas tur gennemføres med maksimalt ca. 25 passagerer)
Siddepladser: 36
Servicefart: 9.5 knob
Besætning 3 pers.
Motor: Scania DSL, 275BHP
Klasse: DNV+IA2 R45 Ice IC+MV
Skibsværft: Jeros Marine, Svendborg
Bygget: 1983
Glacier Lodge Eqi

Ca. 100 km nord for Ilulissat ligger den kælvende gletsjer Eqip Sermia i et naturskønt område. Som ét af de få steder i Grønland er det ved Eqip Sermia muligt at komme helt tæt på den 5 km lange gletsjerfront, der normalt kælver mange gange i døgnet. I perioden efter 2. verdenskrig tjente stedet som udgangspunkt for den franske polarforsker Paul Emile Victors udforskning af Indlandsisen, og i dag står hans hytte stadig som minde om hans mange ekspeditioner. Også den vej Victor anlagde ind til indlandsisen ses stadig. Glacier Lodge Eqi er en ægte perle beliggende med en storslået udsigt over den kælvende gletsjerfront. Vildmarkshotellet består af 10 hytter til overnatning, der alle har terrasse med udsigt imod gletsjeren samt en café-hytte, der huser den hyggelige Café Victor. Der er ingen rindende vand og el i Glacier Lodge Eqi. Til hver hytte, samt til Café Victor, er tilknyttet et tør-kloset, hvor poserne skiftes dagligt.
Fra Glacier Lodge Eqi er der rig mulighed for at drage på udflugter i området. Gletsjerens store aktivitet kan ses og høres flere gange i løbet af dagen. Et ophold i Eqi er en unik mulighed for at opleve et utroligt naturfænomen.
Ilulissat – ”Stedet med isbjerge”

Ilulissat er Grønlands 3. største by og hedder på dansk Jakobshavn. Kun hovedstaden Nuuk og Sisimiut er større. Byen rummer én af Grønlands største fiskerivirksomheder, nemlig Royal Greenland. Fabrikken forarbejder primært hellefisk og rejer. Byen er grundlagt af handelsmanden Jacob Severin og kommunen huser godt 5000 indbyggere og godt 4000 slædehunde. Til kommunen hører også 4 bygder, nemlig Oqaatsut/Rodebay, Ilimanaq/Claushavn, Saqqaq og Qeqertaq. Ilulissat er endvidere nabo til UNESCO Verdensarvs området Ilulissat isfjord/Kangia, som med sine over 60 km i længden er et imponerende skue. Kangia er stedet, hvor de velkendte mastodonter af isbjerge stammer fra. En sejltur i dette område er uforglemmelig for de fleste.
Diskoøen

På grund af sin yngre alder fremstår Diskoøen helt anderledes end fastlandet. Store dele af øen består af høje, stejle basaltfjelde skabt af vulkansk aktivitet for 25-65 millioner år siden.
Det grønlandske navn Qeqertarsuaq betyder ”den store” ø, men øen er på dansk opkaldt efter dens form. Selvom den ligger 100 km væk fra fastlandet kan øen i klart vejr ses fra samtlige byer i Diskobugten.
Byen Qeqertarsuaq ligger smukt placeret helt ned til bugten. Bag byen hæver basaltfjeldene sig i deres majestætiske fremtoning.
Qasigiannguit

Byen ligger syd for Ilulissat Isfjord i et naturområde med fjelde, tundrasletter, grønne pas, blå fjorde, bjergtoppe med udsigt til Isfjorden og Diskoøen. Området er særdeles velegnet til vandreture. Qasigiannguit betyder "små spraglede sæler" og det danske navn er Christianshåb. Byen ved Diskobugten har ca. 1.200 indbyggere. Allerede for 4.500 år siden slog de første mennesker sig ned på øen Qeqertasussuk, hvor en boplads fra Saqqaq kulturen er udgravet. Bygden blev grundlagt den 25. juni 1734 på et andet sted ved Bryghusbugten som handelskoloni af den danske købmand Jacob Severin og opkaldt efter Christian 6. Severin havde indtil 1749 det af kongen tildelte monopol over den grønlandske handel. 1739 fortrængte danskerne ved Qasigiannguit med magt hollandske handelsfolk og hvalfangere, der truede det danske handelsmonopol. Fra 1736 til 1740 virkede Paul Egede som missionær i Christianshåb. 1763 blev bygden flyttet til den nuværende mere vindbeskyttede plads. Ruinerne af den gamle bygd er stadig bevaret. Produktion af levende ressourcer er i dag hovederhvervet i byen. Qasigiannguit er en moderne by med en fabrik, der forarbejder hellefisk. Oprindeligt blev fabrikken bygget til forarbejdning af rejser i 1959 og med den steg indbyggertallet fra 300 til 1.400. Rejefabrikken blev nedlagt i 1999, og byen har nu i stedet en moderne hellefiskefabrik. Byen har både et sygehus og en erhvervsskole, og i 2009 åbnede ”Efterskolen Villads Villadsen”. Af seværdigheder er der de små træhuse i forskellige farver ved bugten, de gamle kolonibygninger og museet med udstillinger fra jæger- og fangerkulturen og om inuiternes tidlige historie. Specielt for området er de varme somre med temperaturer på op til 27 grader celsius.
Ilimanaq/Claushavn

Denne bygd ligger lige syd for Ilulissat. Bygden har en lille kirke, skole, butik og servicehus, og er således et interessant eksempel på det traditionsrige bygdeliv, som er så kendetegnende for Grønland. Hovederhvervet er naturligt nok jagt & fiskeri, eller følgeindustrier såsom ræklingeproduktion (lufttørret hellefisk) m.m.
Sværhedsgrad

Turen er kategoriseret som grad 2-3. I Grønland er der ikke nogen afmærkede stier og vi går derfor gennem varieret terræn. Turen har indbygget maksimal fleksibilitet. Dvs. at der i programmet er indlagt en mængde korte og længere gå-/ og vandreture, som alle naturligvis er velkomne på. Men hvis man af en eller anden grund ønsker at springe en gåtur eller flere over, ja så gør man bare det. På hele turen rundt bliver vores bagage transporteret fra skib til overnatningssted t/r, imens vi selv går de relativt korte distancer. Eneste undtagelse er Eqi, hvor man selv skal bære bagagen et kort stykke op til hytterne (få hundrede meter). Skulle det knibe, så får man hjælp til det. Man skal således kun bære på en dagstursrygsæk de dage vi er på vandreture og lignende, og her vil man ofte kunne gå sammen to og to om en rygsæk.
Varighed

12 dage, heraf ca. 5 vandredage grad 2-3 (valgfrit)
Klima og vejrlig

Middeltemperaturer i Eqi, Ilulissat og omegn er i juni, juli og august måneder 5-8 grader. Temperaturne er angivet som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen, kan temperaturen stige betydeligt over det angivne. På grund af solen og den tørre luft, opleves temperaturen varmere end i det øvrige Europa. Nattemperaturen kan komme ned til frysepunktet på udsatte steder. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigt. Regn kan dog forekomme.
Bemærk: Der er midnatssol ved Ilulissat Isfjord fra den 21. maj til den 24. juli. Derudover er nætterne meget lyse cirka en måned før og efter midnatssol-perioden.
Adgang til el

Det er muligt at få opladet kamera og telefon på hele turen (med egen oplader) med undtagelse af opholdet i Glacier Lodge Eqi, da elektriciteten her bliver produceret af en generator/solpaneler og er forbeholdt VHF og satellittelefon. Medbring derfor evt. ekstra batterier til dette ophold.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke, at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor det kun er tilladt at sende SMS og samtale, når man ikke er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Kort

Vandrekort Nordgrønland, Ilulissat. 1:100.000
Købes med fordel lokalt
Deltagerprisen inkluderer

Flytransport: København – Kangerlussuaq t/r, inkl. skatter og afgifter
Flytransport Kangerlussuaq – Ilulissat t/r, inkl. skatter og afgifter
Sejlads: Diskobugten Rundt jf. turbeskrivelsen, heriblandt Isfjordssejlads v. Ilulissat Isfjord
Transfer i Ilulissat fra lufthavn til hotel t/r
Alle overnatninger på hele turen (se særskilt afsnit vedr. overnatninger)
Bagagetransport mellem overnatningssteder og skib
Alle vandreture
Dansktalende turleder
Måltider ifølge dagsbeskrivelserne (ekskl. drikkevarer)
Afskedsmiddag i Ilulissat (ekskl. drikkevarer)
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge – herunder udgifter til drikkevarer
Beregn fra ca. 140 DKK pr. måltid til ikke inkluderede måltider
Evt. Hundeslædekørsel på Lyngsmarksbræen, pris ca. 760 DKK (tilkøb)
Evt. leje af skindtøj v. kørsel på hundeslæde, pris ca. 150 DKK (tilkøb)
Evt. rundvisning på arktisk station, hvis muligt (tilkøb)
Entré til museer og lign.
Rejse- og evt. afbestillingsforsikring
Enkeltværelsestillæg: Er desværre ikke muligt på denne tur.
OBS

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at en tur som denne er afhængig af vejrliget. Der kan derfor forekomme enkelte ændringer i programmet. Forsinkelser og aflysninger kan forekomme, specielt ved transport med fly og skib. Der ydes ikke kompensation eller erstatning for de første 24 timers forsinkelse eller rejseændringer pga. udefrakommende forhold. Din turleder på turen vil tilstræbe at mindske generne mest muligt og sørge for alternativt program eller udfylde den ekstra ventetid.
Ønsker du at rejse individuelt rundt i Grønland?


Ønsker du en individuel rundrejse i Grønland? - klik her.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig