Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram.
Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk
Kontakt Topas

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden

Grønland – Trekking, mountainbike og havkajak

Ref. GLMA

Grønland – verdens største ø, intet mindre! Arktisk sommerklima, dybe fjorde med isfjelde og isskosser flankeret af fjeldtoppe på op til 1.700 meters højde er de fysiske rammer for denne tur til Sydgrønland, der har udgangspunkt i området ved Narsarsuaq på vestkysten. I netop dette område levede nordboerne for godt 1000 år siden og vi skal opleve ruinerne fra Erik den Rødes egen gård, Brattahlid, beliggende i bygden Qassiarsuk, som vil være vores base i et par dage. De sidste 100 år er det fåreholderne, der har vundet hævd på den, efter arktiske forhold, så frodige egn. Turen er bygget op omkring nogle særdeles flotte vandre- og mountainbiketure, krydret med en tur i havkajak i Tasiusaq bugten blandt tusindvis af isskosser og mindre isfjelde. Turen igennem har de mange flotte og spændende oplevelser afsæt i henholdsvis naturen og kulturen. Naturen i Sydgrønland byder på dramatiske overgange mellem fåreholder stedernes kulturlandskaber, som er grænsende op til den rå, storslåede og fascinerende vildmark. På strategiske steder i fjordenes læsider er små maleriske bygder placeret - bestående af træhuse i alle regnbuens farver og hvor hav- og fjeldudsigt er en selvfølge! Over turens 10 dage får du muligheden for, at opleve det sydgrønlandske landskabs mange facetter og møde de gæstfrie grønlændere på deres hjemmebane.
  • 10 dages multiaktivitetstur i Grønland, hvor aktiviteterne foregår til fods, på mountainbike og i havkajak.
  • Besøg ved Brattahlid – Erik den Rødes egen gård (ruiner og rekonstruktioner)
  • Fridagen i Igaliko kan du bruge til lystfiskeri eller udflugter til fods m.m.
  • Ravne, havørne, snespurve og sneharer kan med stor sandsynlighed ses i terrænet og for det vågne øje, måske sæler på sejlturene
  • Havkajaksejlads i Tasiusaq bugten ved Brede Fjord
  • Mountainbiketure på Narsaq halvøen
  • 3 overnatninger på vandrehjem i nordboernes gamle bispesæde - bygden Igaliko
  • Bestigning af det historiske Burfjeld (1.752m), som belønnes med en imponerende udsigt over den isfyldte Qooroq fjord
  • Isfjordssejlads blandt isfjelde ved Qorooq fjorden
  • Vandretur gennem Blomsterdalen til Den Døde Bræ (en gletscherarm fra Indlandsisen) bag Narsarsuaq og brævandring i reblag på selve Indlandsisen
Printvenlig version
Appetizer – se zoomudgave på maps.google.dk
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Ankomst til Sydgrønland

Afrejse med fly fra Danmark til Narsarsuaq. Efter ankomst indkvarteres vi på vandrehjemmet i byen, der er placeret ved foden af ”Mellemlandet”. Efter indkvartering afholdes et informationsmøde om de kommende dages aktiviteter og turen som helhed. Dagene er lange på denne årstid og eftermiddagen bruger vi på at få udleveret mountainbikes og få dem justeret til hver enkelt deltager på turen. Herefter cykler vi en tur rundt i Narsarsuaq og de nære omgivelser og bliver dus med cyklerne, så vi er klar til at cykle i terrænet de følgende dage.
-/-/A
Dag 2. På mountainbike fra Narsarsuaq til Qassiarsuk

I dag skal vi cykle fra Narsarsuaq og ind til bunden af Eriks Fjord og videre til Qassiarsuk, bygden hvor Erik den Røde bosatte sig i år 985. Dagens etape er på ca. 30 km, og vi får ”traktorhjælp” til krydsning af en elv eller to undervejs om nødvendigt. Landskabet er domineret af græsarealer og lav bevoksning og er således ideelt til fårehold. Vi har ”Tunulliarfik/Eriks Fjord” på vores venstre hånd hele vejen, og der er gode muligheder for at opleve havørne på denne strækning. Ved ankomsten til Qassiarsuk bliver vi indkvarteret i et træhus med dejlig fjordudsigt. Herefter skal vi ud og opleve den afslappede stemning, der hersker i grønlandske bygder. Bla. skal vi hen og se ruinerne fra Erik den Rødes bosættelse - Brattahlid. I sommeren 2000 blev Langhuset og kirken genopført, og man har muligheden for at se de flotte rekonstruktioner på nært hold.
M/F/A
Dag 3. På mountainbike tværs over Narsaq halvøen og havkajaksejlads på Tasiusaq bugten

Fra morgenstunden cykler vi op i baglandet ved Qassiarsuk og følger grusvejen de ca. 8 km til fåreholderstedet Tasiusaq. Vi har vores dagtursrygsække på ryggen med vores frokost og andre fornødenheder. Fremme ved farmen har vi udsigt over både Tasiusaq bugten, hvor vi skal ro i kajak, men også Brede Fjord i baggrunden, som er fyldt med is fra de enorme bræer inderst i fjorden. Den store tidevandsforskel sætter scenen for et fascinerende skuespil, når isbjergene driver ind og ud af det smalle sund. Vi begiver os ned til vandet, hvor kajakkerne ligger klar til os. Kajakguiden vil nu give en grundig introduktion til kajakroning og indskærper de præmisser, der er gældende for kajakturen (holde gruppen samlet, ekstra tæt på sin makker osv.) Vi tager bestik af vejret på dagen og planlægger turens forløb derudfra. Hvis vejrudsigten taler for det, har vi mulighed for at bytte om på dag 3 og dag 4 og således optimere rammerne for turen. Undervejs på turen går vi i land og finder et godt sted at nyde vores medbragte frokost. Kajakken har, som fartøj, lange og stolte traditioner på Grønland og i Arktis generelt, hvilket man forstår til fulde, når man glider helt lydløst gennem vandet med uspoleret natur 360 grader rundt om kajakken. Ud på eftermiddagen bærer vi kajakkerne på land, klæder om og cykler op over Narsaq halvøen tilbage til Qassiarsuk, hvor vi skal overnatte i velkendte omgivelser.
M/F/A
Dag 4. På mountainbike fra Qassiarsuk via Sillisit fåreholderstedet til Kangerlua fåreholderstedet og retur til Sillisit

Dagens cykeltur (i alt ca. 30 km) bringer os gennem Erik den Rødes land, et storslået landskab med små fjeldsøer og udsigt til de isfyldte fjorde. Undervejs vil vi sikkert se havørne, da der er en stærk bestand af dem i området. Fårene støder vi sikkert også på - eller måske en flok af fåreholdernes islandske heste, som ofte går frit omkring i fjeldene, når de ikke lige er i brug ved fåresamlingen. Ved middagstid når vi frem til fåreholderstedet Sillisit, flot placeret helt nede ved Eriksfjorden med udsigt til de strandede isfjelde på morænen ved mundingen af Qooroqfjorden. I Sillisit overnatter vi på et lille vandrehjem, der ligger med udsigt over fjorden og med det sagnomspundne Burfjeld i baggrunden. I første omgang spiser vi blot vores frokost her, for derefter at cykle videre over Narsaq halvøen til fåreholderstedet Kangerlua, der ligger idyllisk placeret ved Kangerlua bugten og Brede Fjorden. Dagens cykeltur bringer os tværs over Narsaq halvøen, hvorfra der er et imponerende skue tilbage over Erik den Rødes land, Eriksfjorden, de høje bjergtinder på Narsaqfjeldene og indlandsisen i baggrunden. Vi nyder det storslåede landskab, går måske en tur i de flotte omgivelser og returnerer derefter til Sillisit ved aftenstid. Det er også en mulighed at blive ved Sillisit om eftermiddagen med en god bog eller tage på fisketur efter ørreder eller torsk, hvis man skulle ønske det. Vandrehjemmet er beliggende ved siden af et fåreholdersted, hvilket betyder, at det også vil være muligt at se nærmere på gården, samt få et indblik i hverdagslivet på stedet.
M/F/A
Dag 5. På mountainbike til Qassiarsuk og sejlads til Itilleq

Efter morgenmaden cykler vi til den lille havn i Qassiarsuk, hvor vores båd venter os. Den vil efter godt en times sejlads bringe os til Igalikos anløbssted - Itilleq, der egentlig blot er et beskedent træskur. Vi vandrer ad Kongevejen til det gamle bispesæde Igaliko, hvilket tager godt en times tid. Bagagen bliver kørt til vandrehjemmet. I Igaliko kan man på førstedagen passende besøge de historiske seværdigheder, som blandt andet indbefatter resterne af katedralen fra den tid, da Igaliko var nordboernes bispesæde. Igaliko er en malerisk grønlandsk bygd med farverige huse placeret i det græsgrønne landskab op imod de golde høje fjelde og det azurblå vand i fjorden. Vi overnatter på vandrehjemmet, hvor der er mulighed for selv at lave aftensmad. Alternativt er der mulighed for at købe aftensmad i vandrehjemmets lille restaurant.
M/F/-
Dag 6. Bestigning af Burfjeld (Illerfissalik på 1.752m)

I dag gælder det turens kongeetape i form af vandreturen til toppen af Burfjeld. Generelt byder området omkring Igaliko på meget smukke vandremuligheder. Turen starter fra Igaliko, hvor vi tager rygsækken på og sikrer os, at vi har husket madpakken og ”trail snacks” – for vi får virkelig brug for energitilskud til dagens vandreudfordring! Alt i alt skal vi regne med at turen t/r kommer til at tage ca. 12 timer inklusiv pauser. Vi vandrer ind i bunden af fjorden og her, ved foden af Burfjeld (1.752m), hvor nordboerne havde en udkigspost, er der rigtig gode chancer for at finde de fluorescerende månesten og andre smykkesten. Herfra starter opstigningen og kunsten er nu at finde travet og den rette balance mellem antal pauser og længden af dem – det vil turlederen selvfølgelig stå for. Flotte udsigter bliver nemt en kliche, når man beskriver bjergvandring, men ikke desto mindre er det jo noget alle bjergvandrere sætter stor pris på og hvis ellers sigtbarheden er i orden denne dag, så bliver vi ikke skuffede! 360 graders panorama vue over fjorde, fjelde, bræer og selve indlandsisen… Heroppe bliver landskabsdimensionerne virkelig sat i perspektiv – nogle vil blive rørt og de fleste vil sikkert blive ydmyge overfor denne enorme vildmark og endeløse natur, der udfolder sig lige så langt, som øjet rækker – og længere… Efter oplevelsen på toppen vandrer vi stille og roligt tilbage til Igaliko. Tilbage i bygden venter et varmt bad og et godt, velfortjent måltid. Morgendagens program er valgfrit for den enkelte, så man kan roligt afvente resultatet af en god nats søvn, inden man bestemmer sig for aktivitetsniveauet for dagen. Se fakta om bjerget nederst i turbeskrivelsen.
M/F/-
Dag 7. Fridag i Igaliko

Igaliko er, udover sin status som gammelt bispesæde og sin interessante historie, et meget smukt sted. De farverige huse, livet i bygden, fjeldene og det turkisblå hav udgør de perfekte rammer for at nyde en dag uden fastlagt program. Der er selvfølgelig gode muligheder for en ekstra lille vandretur, men der vil også være mulighed for at leje fiskegrej eller opleve en kaffemik hos en fåreholderfamilie (tilkøb).
M/-/-
Dag 8. Vandretur via vandfaldene til Itilleq og sejlads til Narsarsuaq indeholdende Isfjordssejlads på Qorooq

Efter at have tilbragt nogle dage i disse smukke omgivelser vandrer vi tilbage til Igalikos havneby (Itilleq). I stedet for at vandre ad Kongevejen (som vi gjorde, da vi ankom til bygden) vandrer vi opad gennem det grønne landskab syd for Igaliko - over flade strækninger, afbrudt af små terrasser, der skal forceres. Vi nærmer os toppen af Nuuluks stejle vestskråning (for de friske er der mulighed for en ekstra lille "bestigning" her) og går ad fårestier, til vi når ned til Sø 380. Vi går rundt om søen og følger herefter dens udløb nedad mod fjorden. Elven danner flere flotte vandfald undervejs og dalen er frodig og rig på forskellig vegetation. Samtidig har vi en fantastisk udsigt over Tunulliarfik fjorden med isfjelde fra Qooroq gletscheren. På vej tilbage mod Igaliko skråner vi indover landskabet, rammer Kongevejen og fortsætter til Itilleq. På sejlturen tilbage til Narsarsuaq sejler vi hen over den undersøiske moræne, hvor isfjeldene fra Qooroq fjorden strander på deres vej ud mod havet og videre ind i Qooroq fjorden. Vi kommer helt tæt på de imponerende isfjelde, der ligger her i smukke blå, hvide og turkise farver. Vi slukker motoren og nyder stilheden og omgivelserne, alt imens skipperen serverer en drink, hvor isterningerne er ren Indlandsis… Fremme i Narsarsuaq vandrer vi til de kendte faciliteter på vandrehjemmet (bagagen bliver kørt).
M/F/-
Dag 9. Vandring ind til "Den Døde Bræ" og brævandring på Indlandsisen

Vi vandrer fra Narsarsuaq ind gennem Hospitalsdalen og Blomsterdalen. Dalene er formet af den "Den Døde Bræ" (da den stadig var levende…), som vi ser længere inde i dalen med Indlandsis ”kuplen” i baggrunden. Turen følger Narsarsuaq Elven, der udspringer ved "Den Døde Bræ". Vi vandrer op over en højderyg - og derefter lidt nedad, for endelig at stå ved selve isen. Vi tager nu seler på, og etablerer et reblag, hvorefter vi går ind på selve bræen, hvor man kan fornemme de kolossale kræfter, der har formet landskabet gennem millioner af år. Netop fra denne gletscher er der gode muligheder for at se den meget karakteristiske blå is, der stammer fra de nederste lag af indlandsisen. Under det hårde tryk fra de overliggende ismasser er alt luft presset ud og kun vandets lyse blå farve kan ses. Vi tilbringer ca. 1 time på isen, hvorefter vi vandrer tilbage til Narsarsuaq, hvor vi skal hygge os og nyde vores sidste aften i Grønland.
M/F/-
Dag 10. Hjemrejse

Tiden er nu inde til at sige farvel og måske på gensyn til Grønland. Før vi skal hjem, kan vi dog nå et kig på det lille museum, som rummer mange billeder og effekter fra tiden omkring 2. Verdenskrig, hvor Narsarsuaq lufthavn var amerikansk base for de fly, der skulle frem og tilbage imellem Europa og USA.
M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med - På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland, serveres gratis måltider og drikkevarer ombord.
International afgang

Turen sælges internationalt, så udlændinge har mulighed for at booke denne tur. Det vil sige, at turen vil blive afholdt på både dansk og engelsk.
LIDT OM STEDERNE:

Sydgrønland – Grønlands have

Sydgrønland er grøn, frodig og har en varieret natur med dybe fjorde og høje fjeld tinder. Her er der ikke langt mellem by og land. I Sydgrønland finder man den mest varierede natur med alle de “musts”, som hører Grønland til: Isbjerge, Indlandsisen, fjorde, grønne fjelde, samt de maleriske og farverige byer og bygder. Sydgrønland er uden tvivl et af de absolut bedste vandreområder i Grønland.
Narsaq halvøen

Et af Sydgrønlands smukkeste natur og vandreområder med søer, fjelde, en fantastisk flora og et rigt fugle- og dyreliv er halvøen Narsaq. Området beboes af adskillige fåreholdere, som er særdeles driftige landmænd. Flere af fåreholderne har ombygget deres tidligere bolig, så de i dag fungerer som vandrehjem.
Igaliko

Der bor kun omkring 30 mennesker i bygden Igaliko, der er smukt placeret i bunden af fjorden omkranset af fjelde i fine, røde nuancer. Fjeldet Illerfissalik (Burfjeld på 1.752m), der er kendt for sine månesten, findes ligeledes her. Stedet har en utrolig spændende historie, der kan dateres helt tilbage til dengang, hvor Erik Den Røde huserede i Sydgrønland. Området er meget specielt… Grønne fjelde og farvestrålende huse ligger side om side ned til den blå fjord. De mange fåreavlere i Igaliko er direkte efterkommere af det grønlandske folk, der dyrkede området som de første for ca. 100 år siden. En lille spadseretur i fjeldene vil vække interessen for de smukke og farvestrålende sten for de fleste. I Igaliko findes der en lille butik, der forhandler de mest essentielle varer, såsom madvarer, tøj, benzin og værktøj.
Fakta og historiske anekdoter fra Wikipedia omhandlende Burfjeld

”Burfjeld er et 1.752 meter højt fjeld i Sydgrønland beliggende lige øst for Igalikutangen, der adskiller Tunulliarfik (Skovfjorden) fra Igalikup Kangerlua (Igaliku Fjord). Toppen er det meste af året dækket af en kappe af is og sne, og den er synlig fra store dele af nordboernes gamle Østerbygd. Navnet Burfjeld optræder første gang i Ívar Barðarsons Grønlandsbeskrivelse fra 1360'erne (Burfjelld). Her omtales fjeldet som skellet mellem Eriksfjordens (Tunulliarfik) bosætning og Einarsfjordens (Igaliku Fjord) bosætning. Ordet bur kan betyde lille hus, opholdsrum, forrådshus. Det grønlandske navn for Burfjeld er Igdlerfissalik eller Illerfissalik, som kan betyde 'lillekiste/kasse'. I 1888 blev Burfjeld besteget af. K.J.V. Steenstrup. Han konstaterede nogle ”stenkredse” på fjeldets top. På grund af vejrforholdene var det ikke muligt for ham at undersøge dem nærmere. I 1894 foretog Daniel Bruun en bestigning af Burfjeld sammen med en grønlænder, Ole, der også havde ledsaget Steenstrup til toppen i 1888. Også Bruun fandt to ”stenkredse” på toppen og tolkede dem som rester af to nordbohytter. H. E. Liden og J. Motzfeldt besøgte toppen i 1965, men de kunne ikke finde spor af ruiner, men derimod en nyere opført mur”.
PRAKTISK:

Overnatning

Fåreholdere
I Sillit overnatter vi på vandrehjem, som er udstyret med køkken og køjepladser.

Vandrehjem
Vi overnatter på vandrehjem i Igaliko og Narsarsuaq i 2, 4 eller 6 sengs værelser. Vandrehjemmene er begge veludstyrede med køkken, køjepladser, toilet og bad. Der er mulighed for, på eget initiativ, at lave middag i vandrehjemmets køkken i både Igaliko og Narsarsuaq. I Qassiarsuk bor vi i det ”blå hus”, en privat indkvartering af vandrehjemsstandard, samt i et mongolsk telt (Yurta), som er indrettet med 4 senge og rensdyrskind m.m.
Enkeltværelse

Det er IKKE muligt at få enkeltværelse på denne tur, da antal værelser ved lokal indkvartering er begrænset.
Fordeling af opgaver

For at sikre en effektiv gennemførelse af en tur som denne vil turlederen uddelegere forskellige praktiske opgaver til deltagerne – efter tur. Der vil f.eks. være hold for bagning af brød, madlavning og opvask.
Sværhedsgrad

Turen er kategoriseret som grad 3. I Grønland findes der ikke egentlige vandrestier, hvorfor vandring hen over uberørt terræn ofte finder sted. Bagagen vil blive transporteret mellem vore overnatningssteder med traktor eller båd. Man skal således kun bære sin dagtursrygsæk.
Varighed

10 dage - heraf 4 dage med vandreture og 2 sejlture på de azurblå fjorde. Sejlturenes længde varierer mellem ca. 1 og 2½ time. Vandreturene har en længde på mellem ca. 2 - 12 timer.

De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur. På de fleste dage er det valgfrit, om man vil deltage på dagens tur eller slappe af i vandrehjemmenes omgivelser. På den måde kan turen i høj grad tilpasses deltagernes individuelle ønsker.
Vandreturene

På denne tur vil der være to kortere vandreture på hhv. dag 5 og dag 8. Det drejer sig om strækningen fra anløbsstedet Itilleq til Igaliko af Kongevejen (ca.5 km) og den omvendte tur, men nu via nogle flotte vandfald (ca.12-13 km). Der vil også være to længere vandreture på hhv. dag 6 og dag 9. Det er dels turens kongeetape, nemlig bestigningen af Burfjeld (1.752m) på dag 6, som i alt vil vare ca.12 timer, hvis man går helt til toppen. Sidste vandretur på dag 9 går ind til ”Den døde bræ”, som er en gletsjerarm fra Indlandsisen bag ved Narsarsuaq. Turen tager ca. 8 timer i alt - heraf vil vi tilbringe ca. 1 time på selve Indlandsisen, hvor vi vil gå i reblag og se og opleve isen på nærmeste hold.
Mountainbiketurene

Vi cykler i alt fire dage på denne rejse (to hele og to halve dage). På dag 2 og dag 4 cykler vi ca. 30 km hver dag. På dag 3 og dag 5 cykler vi ca.15 km hver dag. Cyklerne er udstyrede med gode bremser, så man til enhver tid kan kontrollere hastigheden. Undervejs på cykelturen vil gruppen som udgangspunkt have turlederen forrest til at vise vej m.m. Turlederen vil også være behjælpelig ved eventuelle punkteringer/reparationer m.m. Ruterne vil foregå på en blanding af sten-/grusveje og mindre stier i terrænet. Cyklerne er velholdte mountainbikes (uden klikpedaler, du kan dog vælge at medbringe dine egne samt evt. værktøj til montering) og der udleveres cykelhjelme på Grønland. Vi anbefaler kraftigt, at man medbringer cykelbukser og cykelhandsker fra DK.
Havkajakturen i Tasiusaq bugten i Brede Fjord (Sermilik)

Kajakkerne er dobbelte havkajakker og de er meget stabile. Der udleveres skørt/spraycover, redningsvest, kajak støvler og "semi dry" jakke og bukser til alle. For at deltage aktivt på kajakdelen er det en forudsætning, at man kan svømme, men ellers stilles der ikke krav til forhåndskundskaber i kajakroning. Til info er havtemperaturen ved Grønland omkring 2-4 grader celsius om sommeren. Kajakguiden giver en grundig introduktion til teknik og kajakker inden turen påbegyndes, og Topas turlederen deltager naturligvis også på turen. Vores kajaktur foregår i den beskyttede Tasisaq bugt, som er en del af Sermilik/Brede Fjord og vi vil derfor kunne forvente at ro på roligt vand, hvor vi ikke er udsatte for store bølger og stærk strøm. Længden og varigheden af selve kajakturen er meget fleksibel i forhold til gruppens ønsker, men vi skønner, at der vil være mindst 3-4 timers effektiv tid på vandet.
Klima

Middeltemperaturer i Narsarsuaq og omegn er mellem juni og september måned mellem 12-17 grader. Temperaturerne er angivet som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen, kan temperaturen stige betydeligt over det angivne. På grund af solen og den tørre luft opleves temperaturen varmere end i det øvrige Europa. Nattemperaturen kan komme ned til frysepunktet på udsatte steder. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder, at man ofte har en god sigte. Regn kan dog forekomme.
Valuta

Der benyttes danske kroner. Hos fåreholdere og i bygderne modtages der kun kontanter. I Igaliko og Narsarsuaq er det muligt at benytte Dankort.
Adgang til el

Der er kun sparsom adgang til at få opladet batterier på denne tur. Ved fåreholderen benyttes der generator. Vi kan derfor ikke være sikre på, at disse er tændt længe nok til at sikre en fuld opladning af batterierne. Medbring derfor rigeligt med batterier f.eks. til dit digitalkamera. I Narsarsuaq og Igaliko vil der være opladningsfaciliteter.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke, at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor vi gerne ser, at man undlader at sende SMS og ringe, når man er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Kort

Kan med fordel købes lokalt
Vandrekort Sydgrønland, Narsarsuaq 1:100.000
Vandrekort Sydgrønland, Narsaq 1:100.000
Evt. kan ovenstående erstattes med oversigtskort:
Sydgrønland – Østerbygden 1:250.000
Litteratur

Naturguide til Grønland, Benny Génsbøl, Gads Forlag 1999
Grønlands dyr og planter, red. Bent Gynther og Aqigssiaq Møller, Gyldendal 1999
Litteratur og kort kan købes hos www.scanmaps.dk
Bemærk

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at gennemførslen af en tur som denne er afhængig af vejret. Der kan derfor forekomme enkelte ændringer i programmet. Forsinkelser og aflysninger kan forekomme, specielt ved transport med fly og skib. Der ydes ikke kompensation eller erstatning for de første 24 timers forsinkelse eller rejseændringer pga. udefrakommende forhold. Din turleder på turen vil tilstræbe at mindske generne mest muligt og sørge for et alternativt program eller udfylde den ekstra ventetid.
Deltagerprisen inkluderer

Fly Danmark-Narsarsuaq T/R, inkl. skatter og afgifter
Dansktalende turleder
Alle overnatninger i 2-, 4- eller 6-sengs værelser
8 overnatninger på vandrehjem i byer eller bygder
1 overnatning ved fåreholderstedet Sillisit
Måltider som indikeret under de enkelte dage
Sejlads mellem Qassiarsuk og Igaliko (anløbsstedet Itilleq)
Sejlads mellem Igaliko (anløbsstedet) Itilleq og Narsarsuaq via Qorooq Fjorden
Entré til Erik den Rødes bosættelse - Brattahlid i Qassiarsuk (rekonstruktioner)
Leje af havkajak og mountainbike
Bagagetransport til og fra lufthavn og havne
Bagagetransport mellem overnatningsstederne
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Rejse og evt. afbestillingsforsikring
Måltider som indikeret under de enkelte dage. Det er dog muligt selv at lave mad i Narsarsuaq og Igaliko. Prisen pr. måltid vil da være ca.50 DKK per person
Entré til museer og lignende
Evt. leje af fiskestænger etc.
Ønsker du at rejse individuelt rundt i Grønland?

 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig