Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil

Himalaya Challenge 2013 - Dagbog


Her kan du læse Jakob Urths dagbog. Han sender med jævne mellemrum opdateringer hjem fra sit store bjergprojekt - en dobbelt-bestigning af verdens 14. højeste bjerg (Shishapangma på 8.027 meter i Tibet) og 8. højeste bjerg (Manaslu på 8.163 meter i Nepal). Shishapangma er aldrig før besteget af danskere. Kun to danskere har tidligere toppet på Manaslu. Det, der gør ekspeditionen til noget særligt, er, at Jakob Urth vil bestige de to bjerge uden brug af ilt-flasker, fix-reb og sherpaer/guider på bjerget.

Jakob sender løbende GPS-opdateringer hjem, så vi kan se, hvor han er henne. Følg linket her for at se hans sidste location: Himalaya Challenge 2013 GPS Location

Vi ønsker dig god fornøjelse med eventyret!
Printvenlig version
10.10.13 Opdatering nr. 10 Himalaya Challenge 2013

Let's call it a day…

Efter nogle lidt svære, men fuldstændigt nødvendige hviledage her i Kathmandu er beslutningen taget. Der er ikke mere at komme efter for mig, og et forsøg på en bestigning af Manaslu synes ikke realistisk.

De fleste ekspeditioner på Manaslu er allerede afsluttede, eller også sker det inden for ganske få dage. Sæsonen på verdens højeste bjerge er kort og intens – jeg fik lov at betræde et af disse sagnomspundne kæmper, og det er jeg taknemmelig for. Planen var nu et helhjertet forsøg på det smukke Manaslu (8164m), men min tidsplan og sæsonen er ikke til det længere.

Bjerget er der stadig næste år……og måske er jeg der også. ?

Jeg håber min blog her på Topas.dk har været spændende. Jeg håber den har givet jer et glimt ind i min verden og af de bjerge jeg holder så utrolig meget af.

Vi ses derude…

Store Bjerghilsner
Jakob Urth

Ps. Næste bjergtur for mig bliver i januar og februar 2014 – Jeg er igen Turleder for Topas på Aconcagua bestigningerne. Et fantastisk bjerg i et ubeskriveligt smukt land. Jeg tror stadig der er få pladser tilbage.
07.10.13 Opdatering nr. 9 Himalaya Challenge 2013

Jeg gjorde det!

"Jeg vender mig om en sidste gang og kigger op mod bjerget. Der er ikke så meget at se. Shishapangma er dækket af skyer, og vindfanen fra toppen ses tydeligt. Der er storm, og lige nu er det umuligt at betræde dette smukke og hellige bjerg. Jeg var der heldigvis på det helt rigtige tidspunkt. Jeg har en klump i halsen, og mine øjne er fugtige bag solbrillerne, da jeg begynder mit trek ned mod lavlandet og væk fra Advanced Basecamp (ABC). Bestigningen er gået godt, og det er med stor ydmyghed og respekt, at jeg ligger bjerget bag mig."

Topforsøget starter søndag den 29. september med en vejrudsigt, der lover relativt godt og stabilt vejr. Det er derfor med stor optimisme, at jeg tager afsted mod Camp 1. Dagene forinden i ABC er gået med at nærstudere og diskutere vejrforhold (udover at berette om damer og ekspeditioner er vejret det store samtaleemne). De større kommercielle ekspeditioner har ligefrem ansat metrologer til at opdatere dem med præcise prognoser. Det er en dyr og effektiv metode, der er uden for rækkevidde for små ekspeditioner som min. Jeg kan så til gengæld gøre brug af deres viden, og på den måde fungerer det hele.

Der er flere teams, der som jeg vil forsøge at nå toppen i perioden fra den 1. til den 4. oktober. To kommercielle ekspeditioner har forladt ABC, så der er ganske tomt i lejren, som nu kun består af fire hold eller 12 bjergbestigere.

"Solen brager ned fra en skyfri himmel. Refleksionen fra sneen brænder sig ind i min ansigtshud. Det store isfald inden Camp 1 er ikke blevet lettere her sidst på sæsonen. De store istårne danner en kæmpe labyrint, som jeg nu forsøger at bevæge mig igennem. Nogle tårne er 15-20 meter høje med lodrette vægge og dybe smeltevandssøer i bunden. Fantastisk smukt, men forbandet hårdt arbejde. Jeg beder til, at det bliver sidste gang, at jeg skal op den her vej."

Efter en okay nat i knap 6.400 meter forlader jeg Camp 1. Med stærke ben tager jeg hul på det stejle stykke op mod Camp 2. Fixrebet lokker. Jeg ved, hvor mange kræfter, der kan spares ved at benytte det. Jeg kigger på rebet og så på den spanske klatrer Carlos. Han tænker det samme, men vi lader det blive ved tanken og fortsætter sammen op ad den alternative rute, som jeg har åbnet tidligere på sæsonen.

"Jeg vågner med et sæt. Teltdugen blafrer, og lyden er øredøvende. Jeg kan høre, at vinden kommer fra flere retninger. Det er bestemt ikke, hvad vejrudsigten har forudsagt. 'Fuck nu det pis,' tænker jeg. Jeg må kæmpe for at få teltet pakket ned i en alt for lille pose. Blæsten er konstant. Jeg når lige at fange min ene handske, før den bliver taget af vinden. Det er koldt og blæsende, men ellers helt klart. Vejret er med andre ord okay til et topforsøg."

Camp 3 ligger i knap 7.500 meter på selve graten af Shishapangma. Det er en vindblæst og hård camp, som er strategisk godt placeret. Der er ikke langt til selve toppen, og nedstigningen derfra kan i godt vejr gøres nogenlunde sikkert. Problemet er bare at komme derop. Vejret er dårligt, da jeg og seks andre starter ud fra Camp 2. For at nå Camp 3 skal der vandres i små tre timer på et relativt fladt stykke, men i over 7.000 meter er tempoet reduceret. Derefter starter selve klatringen op ad en stejl 350-meter-væg, der fører direkte op til Camp 3.

"Jeg svinger mine økser endnu engang. Isen er hård som granit – det giver et stød i min krop, hver gang stål og is mødes. Sneen er næsten blæst væk fra væggen op mod Camp 3. Jeg begynder at mærke det hårde arbejde sætte sig i kroppen. Mine muskler syrer til, men der ikke intet at gøre. Jeg skal op til lejren, og det skal snart til at være."
Efter en ret hård opstigning til Camp 3 sidder jeg nu og prøver at smelte sne til vand. Det er en langsommelig proces – især når temperaturen er minus 28 grader i teltet, og al aktivitet foregår i duntøj og med enten handsker eller luffer på. Det er besværligt, og da jeg vælter gryden med vand, er jeg tæt på at forbande det hele. I så stor højde er væske en ekstremt vigtig ting – uden væsken mister kroppen al energi – så jeg er på lånt tid! Fejltagelser og uheld kan koste den ultimative pris. Bjergbestigning og ophold i over 7.000 meter er ikke for sjov.

"Kom nu for Fanden, tænker jeg, mens jeg slår mine hænder hårdt mod hinanden i håb om at fremtvinge lidt blodcirkulation. Klokken er 04.00, og jeg skal mod toppen! I det sekund, jeg kravler ud af teltet, rammer vinden og kulden mig. Jeg får et chok. Det er forbandet koldt."

(...)

"Solen er nu næsten stået op, og det er ikke længere så galt. Teltene kan tydeligt ses i lejren, da jeg vender mig om. Det er en fantastisk morgen. Jeg fornemmer storheden fra de omkringliggende bjerge. Jeg er på vej mod toppen, og jeg føler mig stærk."

Tre timer fra Camp 3 begynder vejret at ændre sig. Den gode sigtbarhed bliver afløst af tunge skyer, der samler sig omkring bjerget. Et vejrsystem bygger op til sne og endnu mere blæst.

"Jeg ser de sorte skyer trække op nedefra, og på minutter er jeg omringet af sne og tætte skyer. Min højdemåler viser 7.856 meter, og sneforholdene på den stejle grat er langt bedre, end jeg havde turdet håbe på. Jeg stopper op og prøver at få pulsen ned, så jeg kan tænke klart. 'Det her kan ende galt,' siger jeg til mig selv, mens jeg hviler kroppen op ad en hård isvæg. Jeg har lyst til at fortsætte, men jeg er oprigtigt bange for, at vejret vil blive dårligere. Det er det her, du har læst om. Det er det her, du altid har sagt ikke måtte ske for dig. Jeg forbander mine egne tanker og råber ud i vinden, selvom ingen kan høre det. Kom nu for Fanden!"

Jeg tror, jeg sidder og tænker i en lille halv time. Jeg vurderer hvert et vindstød og hvert et snefnug. Vinden er stabil, men hård. Den kommer fra syd – altså fra den modsatte side af bjerget. Problemet er sneen og måden, hvorpå den ligger sig på bjerget.

"Jeg tager igen fat på opstigningen. Det er stejlt nu, og jeg fornemmer virkelig højden. Hvert skridt pumper i min krop, og pulsen er på max. Mine økser bider ikke i væggen længere. Den dybe sne synes at have overtaget. Jeg ved, at det er farligt, men jeg ved også, at jeg er på et relativt sikkert sted. Her er for stejlt i forhold til laviner, og det har kun sneet i få timer."

Min plan er at følge den kinesiske rute. Ruten, som bjerget blev besteget ad første gang i 1964. Den følger graten fra Camp 3 til et stort klippeparti. Derefter vil jeg lave en travers ind mod selve hovedtoppen i 8.027 meter.

"Jeg ser igen på min højdemåler og bliver overrasket. Den viser 8.002 meter. Jeg er næsten på centraltoppen, men sigtbarheden er lig nul. Jeg venter 10–15 minutter, indtil en lille åbning i skyerne gør, at jeg kan se eller i hvert fald fornemme, hvor jeg er. Jeg ser nu den grat, der fører mod hovedtoppen. Jeg ser også, hvor tæt jeg faktisk er på centraltoppen. 'Det er jo lige der,' tænker jeg, mens jeg tager endnu et skridt op i den efterhånden ret dybe sne. Hjertet banker, mens jeg forsigtigt prøver at gå mod venstre og ud under graten. Jeg ved, at der på den anden side af graten er et næsten frit fald på 2.600 meter ned ad Sydvæggen, og jeg ved, hvor skarp kanten er. Pulsen pumper, og fokus er kun på næste skridt."

(...)
"Jeg kigger op. Der er nu fem-otte meter op til graten. Jeg ser tilbage ad den vej, jeg er kommet. Jeg kan tydeligt se mine egne spor. 'Et godt tegn,' tænker jeg, mens jeg tager hul på de sidste meter op til selve hovedtoppen."

I det sekund jeg stikker hovedet op over graten, rammes jeg af sne og kraftig vind.

"Jeg er her! Jeg er her! Og jeg gjorde det! Jeg er lettet og bange på samme tid. Lettet over, at jeg endelig er på toppen. Bange for nedstigningen og for, at jeg skal fare vild i snestormen."

Efter det, der nok må betegnes som mit korteste ophold på en bjergtop nogensinde, begiver jeg mig nu samme vej tilbage mod mit telt i Camp 3. To timer fra toppen er jeg igen på graten ned mod lejren, og jeg ved, at faren er nogenlunde overstået. Problemet er, at der nu er faldet meget sne, hvilket øger risikoen for laviner fra Camp 3 og ned.

Efter tre timers hvil i lejren beslutter jeg mig for at stige ned mod Camp 2. Næste dag vil jeg så bevæge mig hele vejen ned til ABC. Den her tur bliver ubeskriveligt hård, fordi jeg må kæmpe mig igennem snemasser i op mod 1,5 meter.

Der var andre på bjerget den dag og dagene efter, men deres historie er deres alene. For en af dem blev det den sidste ekspedition!

I Camp 1 er mit telt begravet af sne. Det tager næsten to timer at få det fri, men målsætningen om ikke at efterlade noget må stadig gælde, selvom jeg er fuldstændigt udmattet.

"Jeg kan se isfaldet nu. Tre måske fire timer ned til ABC. Jeg kan ikke mere. De høje istårne gør mig svimmel og usikker. Jeg er i knæ, og igen bliver mine øjne fugtige bag solbrillerne. 'Hvorfor alt det her?' spørger jeg stille mig selv. Jeg er træt som aldrig før. Jeg rejser mig igen og ser op mod bjerget. Jeg gjorde det. Jeg fik lov at betræde dette smukke og helt fabelagtige bjerg."

Sometimes the fastest way to get there is to go slow. And sometimes if you wanna hold on you got to let go.

(...)

Jeg er nu tilbage i Katmandu, hvor jeg restituerer. Mad, mad og lidt mere mad er det eneste, min krop tillader. Altså bortset fra søvn, der skal få min død-trætte krop op i gear igen ;-)

Men hensyn til anden halvdel af Himalaya Challenge 2013 er jeg gået i tænkeboks. Jeg er super motiveret og har lyst til at bestige Manaslu (8.164 meter) her i Nepal. Udfordringen er tilladelsen og især tiden på bjerget. Sæsonen er stort set slut, og langt de fleste ekspeditioner er taget hjem. Ligesom på Shishapangma i Tibet er der måske kun et enkelt eller to hold tilbage. Indtil nu har forholdene på Manaslu været okay. Flere ekspeditioner har været på toppen. Jeg har bare brugt for lang tid på Shishapangma i forhold til min stramme tidsplan. Det piner mig meget lige nu, men måske er der ikke så meget at gøre. Som sherpaerne siger:

"Bjerget er der også næste år!"
Så snart jeg ved, hvordan jeg "dealer" med udfordringen, lover jeg at dele min plan med jer her i dagbogen.

Jeg vil gerne slutte for nu med at sige tak til alle jer, der har fulgt mit lille eventyr. Tak for den positive energi, der er kommet min vej. Den er jeg oprigtigt taknemmelig for. Jeg vil også gerne takke mine sponsorer for deres støtte og for at give mig chancen for at forfølge mine drømme. Det er ubeskriveligt stort for mig!

En særlig stor tak til Topas Travel. Tak for troen på projektet og til alle på kontoret. I har været en stor hjælp – det glemmer jeg ikke.

Bjerghilser fra Jakob
PS
Turen tilbage til Katmandu var et lille eventyr i sig selv! Det skal I ikke snydes for...

Mit udstyr skal igen med yak-okser fra ABC og ned mod lavlandet. På grund af kraftig sne er den store flod, der løber ned i dalen, fyldt med koldt smeltevand. Udfordringen ligger i at krydse floden – især for trækdyrene, der har 50 kilo gear på ryggen. Tre yak-okser bliver taget af strømmen, da de forsøger at krydse. Dramatisk og en katastrofe for de lokale tibetanere, hvis levebrød er disse stærke dyr.

En af yak-okserne er "min", og store dele af mit udstyr forsvinder i floden. Og til de, der ikke allerede ved det: En duffel fra The North Face er ikke vandtæt! Og den synker efter 10 minutter i en brusende flod.

Det tager fire timer at redde gear og yak-okser op. To yak-okser dør. Det samme gør en af mine ekspeditionstønder med frysetørret mad, gas og klatreudstyr. Jeg får reddet min duffelbag, men laptop og andet teknisk udstyr er noget gennemblødt! Satellit-telefonen har heldigvis klaret det overraskende godt.
Ikke mere bjerg

02.10.13 SMS fra jakob Urth

Kom på toppen. Super fedt! Men også meget farligt på grund af sne og storm.

Bjerghilsner fra Jakob
28.09.13 Opdatering nr. 8 Himalaya Challenge 2013

Så er det nu

Mit topforsøg på Shishapangma starter søndag.

Efter fire nætter her i advanced basecamp (ABC) føler jeg, at kroppen er klar. Derudover har vi studeret vejudsigter, snemængder og vindforhold så meget, at et job på DR1's Vejret ikke burde være den store udfordring :)

Jeg håber på en stabil periode mellem den 1. og 3. oktober til selve topforsøget. Den 4. oktober er der meldt cirka 20 centimeter sne og vind på 85 m/s. Forhold, som gør bjergbestigning både besværligt og ikke mindst farligt! Den 4. oktober skal jeg derfor være nede igen i Camp 1 og helst i ABC.

Alt er klar, og jeg føler mig i ganske god form. Det er nu, at det gælder! Det er nu, at de mange måneders forberedelse og træning skal bære frugt. Jeg har tænkt mig at gøre et helhjertet og oprigtigt forsøg. Mere kan jeg ikke forlange.

Forholdene på bjerget er forholdsvist gode. Det betyder, at den meget sne, der er faldet, ligger fast, hvilket betyder, at faren for laviner er mindre, end den kunne være. Jeg håber på hård is og fast klippe, og så håber jeg, at bestigningen bliver en kæmpe udfordring og oplevelse.

I dag er min fødselsdag! Jeg bliver 37, og det er fantastisk at kunne fejre dagen blandt gigantiske bjerge og ubeskriveligt smukke udsigter. Det giver mig ro i sjælen - en ubetalelig gave.

I 2010 var jeg også på ekspedition på min fødselsdag på bjerget Cho Oyu (8.201 meter), der også ligger her i Tibet. Fantastisk bestigning. Den 28. september sad jeg i Camp 1 med en italiensk klatremakker. Øjeblikke og stemninger, som jeg nok aldrig glemmer! Bjergene og bjergbestigning giver meget igen for alt det hårde arbejde.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at komme igen?

Jeg håber på god karma og en masse positiv energi fra jer :) Resten skal jeg nok selv klare ;)

Store bjerghilsner fra Jakob
26.09.13 Opdatering nr. 7 fra Himalaya Challenge 2013

Mister Jakob, please help me

"Vinden og den tiltagende sne gør det næsten umuligt for mig at se mere end ti meter frem. Jeg bøjer hovedet mod viden og tager endnu et skridt op mod Camp 2 i 6.880 meter."

Den billige kaffe og de to hårdkogte æg ligger noget uroligt i maven, da jeg starter ud fra advanced basecamp (ABC) tidligt mandag morgen. Planen er klar og lige til! Camp 1 og Camp 2 skal gøres helt klar, og jeg skal gerne nå op omkring 7.000 meter, før jeg returnerer til ABC, den gode mad og mine sherpavenner.

Mandag eftermiddag rammer jeg Camp 1 uden de store udfordringer. Jeg har jo været her før, og de små 6.400 meter har kroppen akklimatiseret sig til. Jeg er igen alene i campen, og stilheden er næsten øredøvende! Der er helt vindstille. Kun lyden fra min gasbrænder bryder dette perfekte øjeblik. Kroppen fungerer som den skal, og min tidsplan er næsten som planlagt. Jeg er tilfreds og ser frem til turen op mod Camp 2 næste dag.

"Sneen og vinden gør, at der dannes et tyndt lag af is på min beklædning - især fra den side, hvor vinden kommer fra. Mine fingre er næsten følelsesløse, og jeg ved, at jeg har mindst tre timer til Camp 2."

I løbet af natten ændrer vejret sig. Jeg må ud for at tjekke teltet og snemuren, inden jeg med ro i kroppen kan tillade mig at falde i søvn til den tiltagende vind.

"Den stejle snevæg er 65 grader, og de små 250 meter op synes uendeligt lange lige nu. Jeg har jo været her før, og dengang gik det uden problemer. ’Hvornår fanden rammer jeg det flade område før campen?’ spørger jeg mig selv. Jeg må holde en lige linje, for på begge sider af mig er der store spalter - især mod syd. Jeg kan ende i et frit fald på små 1.000 meter, hvis jeg ikke holder fokus nu. Problemet er bare, at der er ingen sigtbarhed, og snestormen er en meget nærværende realitet."

"Kom nu! Jeg siger det igen og igen. Den tunge rygsæk gør ikke fornøjelsen større, men jeg ved, at campen er tæt på. De planlagte tre-fire timer er blevet til syv. Kulden og højden kan efterhånden mærkes langt ind i kroppen."
Da jeg endelig når Camp 2 er det med en følelse af respekt og ydmyghed. De sidste ti dage på bjerget har været uden den store vejrmæssige udfordringer, og akklimatiseringen er forgået planmæssigt. Der har været højtryk over Himalaya. Nu har bjerget givet igen, og jeg har fået lært, hvad respekt er! I løbet af få timer havde det hele ændret sig, og hver meter på bjerget krævede en kamp. Jeg er på et af verdens højeste bjerge, og det er bestemt ingen leg. Det her er bjergbestigning i det fantastiske Himalaya.

De to kommercielle ekspeditioner er ankommet til Camp 2 dagen før, og klienterne ligger sikkert i teltene. Den tyske leder har sendt deres sherpaer op til Camp 3 i 7.350 meter for at forberede campen og for at deponere udstyr – han har bare ikke taget højde for vejret.

"Jeg ligger i teltet og smelter sne og isstykker til vand. Min gasbrænder hvæser, men ikke nok til at overdøve den tiltagende vind på den anden side at teltdugen. Jeg har oplevet mange storme og søvnløse nætter i telte over det meste på kloden. Den her lader dog til at blive en af dem, jeg kommer til at huske. Min iPod er på max, og det fantastiske Staind-nummer 'It's Been Awhile' pumper inde i mit hoved."

"Råb og høje stemmer vækker mig fra min drømmeløse tilstand. Sherpaerne fra den ene kommercielle ekspedition er nu endelig tilbage i campen, men stormen gør det umuligt for dem at slå telt op. Jeg kender en af dem fra en tidligere ekspedition i Nepal og ved, at Lakpa er en stærk og stolt mand. 'Mister. Mister,' råber han op i den hårde vind. 'Mister Jakob, please help me.' Jeg er ude af teltet på få sekunder, men jeg må erkende, at kulden rammer mig hårdt. 'Come on into my tent,' råber jeg tilbage. De to forfrosne og ret pressede sherpaer kravler ind i mit telt, og det hele er overstået på få minutter."

Efter en kop varm te og lidt mad er alt tilbage ved det gamle hos sherpaerne – smil og overskud i en klasse, der er umulig at beskrive. Vi har en hyggelig aften og en noget klemt nat i det lille telt. Næste morgen er de igen klar til at servicere tyske klienter og til at bære 30 kilo op til Camp 3. Se her er der tale om helte og rigtigt mandsmod!

Jeg er tilbage i ABC og afventer nu vejret før mit topforsøg. Jeg har etableret Camp 1 og 2. Jeg har brug for tre-fire dages hvile og masser af mad og drikke. Problemet er, at min tidsplan ikke ser ud til helt at holde. Det er dog stadig muligt at gennemføre mit projekt, men nu kræver det også, at mange ting spiller 100% for mig. Vejret er ustabilt, og meteorologerne har lovet sne de næste tre dage træk! Langt fra perfekt, da de ellers relativt gode forhold på min udvalgte rute til toppen kan/vil ændre sig.

Jeg må vente på godt vejr, og når det kommer, er jeg klar.

Bjerghilsner fra Jakob

"Only those who risk going too far can possibly know how far they can go."
T. S. Eliot
Øverst th: Morgen efter 80 cm sne i C1 / Øverst tv: Tidlig morgen og klar til en ny dag i bjergene / Nederst: De to sherpaer
21.09.13 Opdatering nr. 6 fra Himalaya Challenge 2013

Bundesligahår og bræspalter

I dag har været en god dag!

Solen har varmet, og udsigten til bjergene og især Shishapangma har været helt ubeskrivelig. Det er hviledag for mig, hvilket også betyder forberedelse til min næste tur på bjerget. Det er et stort logistisk arbejde at få alt mit gear op til de forskellige camps på det rigtige tidspunkt. Jeg er jo alene om at bære gearet. Det er hårdt, men friheden og især selvstændigheden betyder meget for mig.

Jeg har også haft tid til at kigge forbi de forskellige ekspeditioner her i advanced basecamp (ABC) for at snakke bestigningsplaner og få det sidste sladder fra de store bjerge. Det er altid ret cool at møde andre med samme sommetider sindssyge planer. Der er for eksempel den spanske ekspedition med et kæmpe setup. En klatrer, fire sherpaer, et filmhold, en journalist, en manager og to guider. Ret så spændende fyre, der - som mig - ønsker at bestige selve toppen af Shishapangma!

Ja, det lyder underligt, men 95% af alle dem, der "bestiger" bjerget, kommer kun op på centraltoppen, der er 8.013 meter. Selve toppen, der også kaldes hovedtoppen, er 8.027 meter. De 14 meters forskel på de to toppe lyder måske ikke af meget, men det er faktisk en helt anden bestigning. Ved hovedtoppen skal der klatres alpint - is og sne op til 85 grader på lange strækninger og i højder mellem 7.500 og 8.000 meter. Det er præcis det, jeg er forberedt på og har trænet til.

Måske er den alpine udfordring en af grundene til, at ingen danskere har været på hovedtoppen. Jeg ved det ikke, og jeg er sådan set også ligeglad. Nu er jeg her, og jeg vil gøre et oprigtigt forsøg.

Der har kun været cirka 250 bestigninger af selve Shishapangma (8.027 meter), hvorimod der har været over 5.000 mennesker på toppen af Mount Everest. Ruten, jeg og det spanske hold ønsker at bestige, hedder Inaki-ruten. Det er en travers fra Camp 3 i 7.350 meter og direkte op mod hovedtoppen.

Der er også andre nationaliteter tilstede i ABC. Der er de kommercielle ekspeditioner som de tyske, der kører helt deres eget show. Så er der en lille gruppe polske fyre. De er også ret cool, men holder meget af ABC samt vodka og smøger! Der er desuden et par russiske fyre, der også er i en klasse for sig. "We climb this mountain the Russian way," siger de. "We go up in good weather and we only go down when we have no food and no cigarettes - one trip and one mountain." Det er en hård udmelding, men russiske klatrere hører til i den absolutte elite.

"Das ist super geil…" Det er ordene fra Franz. Han er en af de tre andre, jeg deler tilladelse og camp med. Han er tysker med stort T og som taget ud af en 80'er-film fra Tyrol. Han har bundesligahår og hører kun tysk slagermusik. Franz er en helt fantastisk fyr med et stort hjerte. Han er tidligere professionel skiløber og en dygtig klatrer - han har min fulde respekt, og den er ikke helt nem at få på et bjerg fyldt med gigantiske egoer og utallige fantast-historier.

I morgen tidlig (søndag ved syv-tiden) starter jeg ud. Jeg ønsker at etablere Camp 2 i 6.880 meter og at nå op i cirka 7.300 meter for at se min rute videre op ad bjerget. Det er derfra selve klatringen starter. Det er der, udfordringen i bestigningen ligger. Dertil ønsker jeg at akklimatisere yderligere før et topforsøg. Vejrudsigten lover godt vejr de næste tre-fire dage, hvorefter der igen kommer sne og kraftig vind over 7.000 meter.

Vejrudsigter er i øvrigt noget, der bliver nørdet med her i ABC. Der findes to-tre gode sites/institutter, hvor der er pålidelige udsigter. Vi snakker om sneforhold, temperaturer og hældninger på bræfaldet, men også om hvornår der er mindst chance for at falde ned i en bræspalte! Det er nørdet, og det er super fedt :)
Min Himalaya Challenge er med andre ord i fuld gang, og jeg føler, at jeg er godt med. Min tidsplan skrider lidt i øjeblikket, da vejrforholdene her på Shishapangma har været ret ustabile. Jeg håber, at jeg kan indhente noget af det tabte, så jeg stadigvæk har en reel chance på Manaslu. Men lige nu er fokus 100% på Shishapangma. Når jeg engang er færdig her, og toppen har fået et reelt og oprigtigt forsøg, så er det tid til at se frem mod næste bjerg.

Jeg føler mig stærk og i topform. Mine tal ligger på 87/59 (iltmætning/puls), hvilket ikke er helt skidt her i 5.640 meter.

God karma og bjerghilsner fra Jakob
20.09.13 Opdatering nr. 5 Himalaya Challenge 2013

Frostbid og syrede nætter

Namaste

Efter yderligere to overnatninger i ABC er det mandag og tid til at prøve kræfter med Shishapangma. Min plan er at gå direkte til Camp 1 for at overnatte der i to nætter og derefter en overnatning i Camp 2.

"Argh! Frosten bider i mit ansigt, og vinden viser heller ikke hensyn. Jeg er i 6.200 meter - lige under Camp 1. Jeg forbander min tunge rygsæk og ønsker den hen, hvor solen aldrig skinner. Jeg har prøvet det før og ved af erfaring, hvor vigtig denne første tur på bjerget er. Jeg skal presse mig selv, og jeg skal føle kroppen arbejde lidt. Det er måden, jeg akklimatiserer på. Det er sådan jeg opbygger min krop til ekstrem bjergbestigning."

Efter en hård, men ganske okay dag rammer jeg Camp 1. Seks timer fra Advanced Bacecamp (ABC) og en-to timer hurtigere end de fleste andre! Camp 1 ligger helt fantastisk smukt. Den er klemt inde blandt høje is- og snevægge og ligger midt i et stort bræfald. Det betyder, at mit telt er omgivet af spalter, hvor de fleste synes at ende direkte i Helvede! Bjerget er kommet tæt på nu, og fornemmelsen af storhed ligger lige for. Det er altsammen med til at holde mig skarp :)

"Pulsen banker, og kroppen arbejder på højtryk, da jeg igen svinger isøksen på den stejle snevæg. Der er 65 grader stejlt, hvilket er mere end, hvad jeg havde forventet. Jeg er hurtig og har en god rytme i kroppen – det her er bjergbestigning, og jeg er midt i det."

"Sneen er hård, og mine økser bider perfekt i den hårde sne. 50 meter ved siden af mig hænger et fixreb, som jeg bevidst har undgået. Jeg er her for mig selv og min egen ambition. Det er tanker, der fylder mit hoved, imens jeg prøver at holde fokus. Der er små 400 meter under mine støvler og endnu 200 meter op, til jeg rammer Camp 2. Pulsen banker stadig, men jeg ved hvor vigtig denne tur er for mig."

Første nat i Camp 1 er lidt som forventet. Jeg har svært ved at sove. De første nætter i stor højde er ret syrede – en tilstand af drøm og virkelighed. Det er nok noget, man skal have oplevet for virkelig at forstå det. Sorry.

Dagen efter er vinden tiltaget, og snefyningen er kraftig. Min plan er dog stadig Camp 2 i 6.880 meter for så igen at returnere til Camp 1 for natten – en vigtig del at akklimatiseringen. Samtidig er turen med til at opbygge et mentalt overskud, hvilket bestemt er en fordel, når jeg rammer de store højder, og det hele bliver endnu mere seriøst.

"Nu ser jeg nogle telte, og overskuddet i kroppen er igen til at tage at føle på – Camp 2 er nået. 6.880 meter og jeg er kommet hertil på bare tre timer fra Camp 1. 'Perfekt,' tænker jeg og går de sidste flade meter til gruppen af telte i campen. Jeg er helt alene. Bjergene og storheden overvælder mig næsten. Jeg sender en GPS-opdatering til Topas og stener lidt i et af teltene. Jeg er glad. Jeg ved, at jeg er i gang med det helt rigtige. Jeg er, hvor jeg allerhelst vil være."

Turen ned fra Camp 1 til ABC er noget hård, men kokken Pempa og den gode mad, der ventede, gjorde det faktisk til en okay dag. Nu gælder det bare om at restituere – det vil sige spise og drikke så meget som muligt.
For mig er måltiderne på bjerget noget af det bedste. På et stort bjerg forbrænder man langt flere kalorier, end det er muligt at indtage. Det betyder, at der må spises alt, hvad hjertet kan begære og især alt, hvad der indeholder kalorier. Tro mig… Det er jeg ret god til!

Her kommer lige et par godt idéer til weekenden :)

- Chips med tysk pomfritshows og dertil 200 gram rød Ritter Sport.
- En liter proteindrik (80%) med 5 x den anbefalede dosis og dertil en Marsbar og 150 gram Power Gums med koffein. Bare til info: Lad være med at spise mere end 150 gram Power Gums inden natten, da det svarer til 10 kopper kaffe!

Planen er, at jeg tager på bjerget igen søndag eller mandag. Det kommer lidt an på vejret og forholdene. Jeg vil så etablere Camp 2 og prøve at nå 7.300 meter. Om det bliver til et topforsøg ved jeg ikke endnu, men det er bestemt en mulighed – hvis bjerget og Shishapangma ønsker det!

Bjerghilsner fra Jakob
17.09.13 Sms fra Jakob Urth

Jeg er nu i Camp 1. Her er hård storm, men jeg har det okay. I morgen går jeg op i 7.000 meters højde og retur til Camp 1, hvis vejret tillader det.


Bjerghilsner fra Jakob
15.09.13 Opdatering nr. 4 fra Himalaya Challenge 2013

Super karma i kroppen

"Endelig er jeg på vej ind mod bjerget og advanced basecamp. Jeg føler en stor lettelse og fornemmer landskabets storhed langt ind i kroppen."

Efter to overnatninger i basecamp (BC) ankommer vores yak-okser. Deres opgave er at transportere vores udstyr til advanced basecamp (ABC) i 5.640 meters højde for foden af bjerget. Jeg har prøvet det før, men det er altid noget helt specielt, når jeg ser de store dyr dukke op i det åbne landskab. Fantastiske skabninger, der synes at høre fortiden til. Jeg har godt 60 kilo gear og mad til denne ekspedition. De tre andre, som jeg deler camp med, har tilsammen 285 kilo – altså knap 100 kilo per mand! Efter planen vil det tage vores yak-okser syv-otte timer at nå ABC.

"What the fuck we do? spørger tyske Frans ud i mørket. Jeg ser på de tre andre og finder ikke svaret. Klokken er 23:30 nu, og vi har været i ABC siden først på eftermiddagen. Vores yak-okser er forsinkede, og det er begyndt at blive lidt småkoldt her i over 5.000 meter uden andet end en skaljakke og et hårdkogt æg fra min madpakke."

ABC er et vindblæst sted med en fabelagtig udsigt. Her skal jeg tilbringe de næste uger, når jeg ikke arbejder hårdt på bjerget. Hun - Shishapangma - ligger lige foran os, når vi lyner op for teltene. Helt ubeskriveligt smuk og skræmmende på samme tid. Det er præcis det, der gør ekspeditionslivet så spændende.

"Da det igen bliver min tur til at sidde yderst for at skærme for vinden, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det her ikke er den bedste start på turen mod toppen. Italienske Daniello bander og siger ting, jeg ikke helt forstår… Han fryser, kan jeg se."

Lørdag morgen har vi vores puja. En puja er en form for velsignelse af os, vores udstyr og især vores færden på bjerget. Normen siger, at du ikke betræder bjerget, før du har afholdt din puja. Jeg kunne aldrig drømme om andet! En hellig lama (buddhistisk munk) skal afholde pujaen. Han har vandret i to dage for at nå frem. Lørdagen er efter sigende den bedste dag til velsignelsen. En dag, hvor bjerget, solen og især vinden tillader ceremonien. En pudja må ikke afholdes på hvilken som helst dag.

For mig er det en stor dag. En dag, hvor jeg går lidt ind i mig selv. Det er først her jeg føler mig 100 procent klar til eventyret og det hårde arbejde på bjerget. Pujaen bliver en unik oplevelse, og jeg har svært ved at holde følelserne på afstand.

"Klokken er nu 02:30. Det er helt stjerneklart, men jeg værdsætter ikke det fantastiske syn, som jeg burde. Jeg er også begyndt at fryse. Jeg er nu på vej tilbage for at lede efter vores yak-okser."

Med velsignelsen og super karma i kroppen starter vi lørdag ud mod bjerget. Det skulle egentlig kun have været en akklimatiseringstur, men jeg og de andre tre i campen fylder rygsækkene og går med depot til campen i 5.900 meter. Et lille sted, hvor jeg deponerer lidt gear for ikke at skulle bære alt for mange kilo første gang, jeg skal mod camp 1 i 6.350 meters højde. Godt at komme i gang og mærke højden.

"Jeg ser lys og kan også høre lyden af de store yak-okser, der nærmer sig. Vores kok Pempa råber op, da han hører min stemme. Han undskylder med et 'sorry sorry sir' og lægger begge arme om mig. Han er glad, men også presset af situationen og de mange timers arbejde. Jeg ved, at det ikke er hans skyld, og det er også ligegyldigt nu. Jeg er oprigtigt glad for at se ham og vores to yak-hyrder, selvom der mangler fire yak-okser, og noget udstyr er faldet af undervejs."

"Stemmen knækker på den ellers hårdt pumpede fyr Elco. 'I need my back and need to sleep now,' siger han stille, da vi alle er samlet efter, at jeg er kommet retur med Pempa og yak-okserne. Jeg venter med at fortælle om de forsvundne dyr og udstyret, der er faldet af. 'Need to know only,' tænker jeg, før jeg falder i en dyb og yderst velfortjent søvn."
Det er nu søndag aften. Endnu en hviledag er ved at være forbi. Tingene bliver efterhånden lettere, og højden synes ikke så rå mere. 5.640 meter er faktisk højden på Elbrus - det højeste bjerg i Europa. Fascinerende, hvad kroppen kan vænne sig til. Mere spændende bliver det, når jeg skal presse den over 8.000 meter!

Jeg er akklimatiseret, og i morgen tager jeg mod camp 1 i 6.350 meter. Jeg håber også at kunne etablere camp 2 i 6.980 meter, før jeg igen vender tilbage til Green Zone (ABC) og den gode mad ;-)

Nu starter klatringen og udfordringen for alvor. Nu starter den mentale kamp mod mig selv, kulden og ambitionen om at blive første dansker på Shishapangma. Jeg har aldrig været mere klar end nu!

Bjerghilsner fra Jakob
13.09.13 Jakob er nu ankommet til ABC

11.09.13 Opdatering nr. 3 fra Himalaya Challenge 2013

Nu ligger hun lige der!

Efter endnu en trekking-peak og overnatning i Nyalam er det tid til afgang mod basecamp.

"Et fantastisk landskab åbner sig, da vi kører ud af den stadig sovende by. Kun gadehundene reagerer på vores tilstedeværelse."

Aftenen inden afgang får vi pakket vores ekspeditionsgear i en lastbil. Utroligt, hvor meget mad og udstyr fire bjergbestigere og personale har brug for. Mit setup er blevet ændret i sidste øjeblik, fordi min makker af personlige grunde ikke kunne deltage. For mig betyder det ændringer med hensyn til udstyr, men ellers ikke det store. Jeg er før taget på ekspedition alene og er kommet hjem med en +8000-bestigning. Det agter jeg at gøre igen.

Vi passerer små bebyggelser og landsbyer, mens det storslåede landskab suser forbi. Den halvgamle jeep kører for fuld pedal, og med en topfart på 120 km/t af de til tider meget snoede veje, har vi nok at gøre med at holde fast.

Efter et par nærdødsoplevelser når vi basecamp (BC) til Shishapangma i godt 5.000 meters højde. Et øde og helt ubeskriveligt smukt sted. Vi er de første, der rammer BC denne sæson, så vi har hele området for os selv. Her er en lille flod, der snor sig igennem landskabet. Omkring os ligger uendelige åbne vidder.

Himalaya-bjergene synes et stenkast væk, og for første gang kan jeg se bjerget – Shishapangma på 8.027 meter. Et fantastisk syn.

Kun ganske få skyer omgiver det smukke og hellige bjerg. Jeg får en klump i halsen. Så lang tids planlægning og forberedelse, så mange timer med træning og andre bjergture. Nu ligger hun lige der!

"Med et går bilen i stå og kraftig damp kommer op af motorrummet. I løbet af ingen tid er vi ude af bilen og blikket i vores chaufførs øjne siger alt! Jeg ser mig omkring og så langt jeg overhovedet kan se i alle retninger er der øde og åbent landskab.”

I morgen tidlig pakker vi BC ned. Alt gear skal på ryggen af yak-okse. Næste stop er advanced basecamp (ABC) i 5.450 meters højde. En tur på små 20 kilometer igennem morænelandskab for foden af den bræ, der fører op til selve Shishapangma. Jeg ser frem til at komme helt ind til bjerget. Jeg glæder mig til at kunne fornemme hendes storhed og til at kunne danne mig et indtryk af forholdene på bjerget denne sæson.

Status på mig selv er okay. Jeg føler mig stærk og akklimatiserer som planlagt. Hvilepuls på 58 og ilt-mætning på 90. Jeg har dog ret ondt i ryggen af en eller anden grund! Håber, at smerterne forsvinder efter de otte-ti timers vandring til ABC.

Bjerghilsner fra Jakob
08.09.13 Opdatering nr. 2 fra Himalaya Challenge 2013

Drama på grænsen mellem Nepal og Tibet

”Stop! Stop! You cannot go!"

"Den kinesiske grænsevagt råber højt, mens han blæser i sin fløjte. Efter få sekunder er jeg omringet af 15 vagter med håndvåben og noget, der ligner politiknipler.”

Det er tidligt lørdag morgen, da vi forlader Katmandu. Alt vores gear, vores kok og to chauffører var lige præcis det, der kunne være i bussen. Ekspeditionen kan tage sin begyndelse, og jeg føler en stor lettelse.

Den ellers så hektiske by ligger stille hen. Det er som om, at vi er de eneste her. En følelse af ro og ligevægt strømmer igennem min krop.

Efter seks timer kørsel er vi ved grænsen mellem Nepal og Tibet/Kina. Friendsship Bridge forbinder de to lande. Efter min mening er venskab dog ikke det rigtige ord at bruge. Midt på broen har nogen malet en rød streg, og på hver side af stregen bevogter vagter grænsen. En fra Nepal og fem fra Kina. Ved grænsen bliver alt tjekket. Pas og dokumenter skal vendes og drejes.

En tysk fyr, der er med på ekspeditionen, har problemer med sit pas. Han er nu alene på den nepalesiske side. For at hjælpe ham går jeg tilbage mod Nepal. Det er desuden mig, der har den originale tilladelse, som alle bjergbestigeres navne står på.

”To vagter tager hård fat om mine arme. Den mindste og mest ondsindede råber kinesiske gloser ind i mit ansigt, som jeg ikke forstår. Jeg bliver ført ind i et rum med en stol og intet andet. De peger på stolen. Jeg tænker: Nu straffer de mig med deres knipler eller det, der er værre."

Efter 10 minutter får jeg lov til at gå. De kinesiske vagter har ikke gjort mig noget. Det skulle da lige være at få min puls op på 180! De tilbyder mig cigaretter og te, inden jeg forlader rummet. Fejlen var, at jeg var gået uden om nogle vagter uden at have vist dem mit pas. Den tyske fyrs fejl var, at han har et mellemnavn, der ikke var opgivet korrekt.

Jeg er nu i byen Nyalam i 3.800 meters højde. En gudsforladt by, der ligger midt i et fantastisk landskab. Byen er omgivet af grønne bjerge og dybe dale – grænsen til det rigtige Tibet. Her går yak-okser og græsser. Farvestrålende bedeflag ses på alle bjergtoppene. Her er smil fra de få oprindelige tibetanere, der ikke har givet op, selvom modstanden mod dem er stor. Smukt...

Jeg har brugt søndagen på akklimatisering og på at få lidt gang i kroppen efter de mange kilometers transport. Jeg vandrer en fantastisk tur til en top på 4.400 meter. I morgen er min plan at gå til 4.800 meter og derved få endnu mere tilvænning, før vi rammer basecamp om nogle dage.

Den rigtige akklimatisering er nøglen til succes på de højeste bjerge. En af tingene, man kan gøre, er at tage det roligt i starten. Basecamp ligger i 5.000 meters højde, og jeg kommer til at tilbringe mange uger over denne højde. Det er en opgave, der kræver grundig forberedelse.

Bjerghilsner fra Jakob i Nyalam
06.09.13 Opdatering nr. 1 fra Himalaya Challenge 2013

Byen med de mange ansigter

Billedet er fra i aftes, hvor der var ekspeditionsmiddag. De to fyre i lyseblåt skal med til Shishapangma. Resten af gruppen møder jeg på Manaslu senere. Den lille baby skal også til Manaslu - dog kun til basecamp :-)
Ankomst Katmandu og forberedelse til Shishapangma

”Tirsdag eftermiddag og under et døgn til afgang mod Kathmandu! Jeg kan mærke, at kroppen arbejder i en tilstand af stress og forventning. Det meste af mit gear ligger spredt ud på gulvet i lejligheden, og overblikket syntes forsvundet i bunken af bjergstøvler, reb, is-økser og tre kilo god chokolade.”

Efter lidt diskussion frem og tilbage og med et Privilege Club-kort lykkes det mig at tjekke mine mange kilo ind på Qatar Air flyet mod Doha og Katmandu – uden at skulle betale det store. Man er vel en gammel og snu turleder.

Katmandu er en by med mange ansigter. Her er støvet, beskidt og fyldt med alt for mange biler på uhjælpsom infrastruktur. Mange vil kalde det kaos – jeg elsker det!

Jeg har været her et utal af gange, og jeg holder mere og mere af byen, jo oftere jeg kommer. Her er liv, farver og dufte. Her er smil og en venlighed, jeg ikke oplever andre steder på kloden. Det man ser og får her er 100% ægte og oprigtigt, og det er værdifuldt for mig.

I morgen – 07.09.13 – begynder ekspeditionen, og vi tager mod Tibet.

Jeg skal dele basecamp med tre andre, men ellers være selvstændig på bjerget. De tre er fra Tyskland, Holland og Italien. Nogle ret så seje fyre. En af dem vil stå på ski ned fra toppen.

Vi starter tidligt og kører mod grænsen mellem Nepal og Tibet (Kina). Jeg har været der to gange før, og der opstår altid udfordringer. De kinesiske grænsevagter er helt specielle, og alt ens gear skal med stor sandsynlighed tjekkes igennem. Det er ikke tilladt at medbringe noget med tibetanske symboler - især ikke flag eller ting, hvor den mægtige og hellige Dalai Lama er afbilledet. Faktisk kan det medføre både bøde og indrejseforbud! Derfor har jeg gemt mine tibetanske ting godt…

Den politiske situation mellem Tibet og Kina er stadig meget anspændt. Det gør mig ked af det at vide og især se de store ændringer og restriktioner, der sker mod dette ellers så fredelige og smukke folkefærd.

Alligevel glæder jeg mig til i morgen og til at komme i gang. Mange måneders forberedelse, hård træning og spændende møder ligger bag denne tur. Snart starter endnu en ekspedition og for mig et kæmpe bjerg-eventyr. Jeg er klar og vil gøre mit for, at du kan følge eventyret i dagbogen her.

Jeg vil forsøge at give dig et indblik i min verden i form af billeder, tekst og tanker fra de højeste bjerge her på kloden – tanker fra når det hele går godt, og når det hele snerper til, og jeg er presset til det yderste.

Det eneste, jeg ønsker i retur, er positiv energi.

Bjerghilsner fra Jakob
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig