Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Denne tur er ikke pt. aktuel i Topas’ rejseprogram.
Find og læs mere om vores mange spændende rejser på www.topas.dk
Kontakt Topas

Sportscykel - GRCK

Klik og læs mere her!

Elcykel - Flyer

Læs mere her!

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden

Grækenland – sejlads og cykelferie ved Korfu

Ref. GRCK

Tag med på vores nye rundrejse, hvor vi sejler ud på et fantastisk 8 dages eventyr og udforsker den betagende øgruppe i det Ioniske Hav. Øgruppen består af i alt syv forskellige øer, med hver deres uspolerede charme og særpræg.
På turen er vores base Panagiota, en smuk nyrestaureret motorsejler i træ. På Panagiota kan vi nyde, at den hyggelige besætning tager sig godt af os. Undervejs på sejladserne gør vi holdt ved de uimodståeligt smukke bugter og får en forfriskende dukkert i det klare blå hav.
Til lands cykler vi rundt på øerne ad små ubefærdede veje. Vi kommer forbi både kirker, klostre, tidløse landsbyer, over bjerge og igennem olivenlunde og frodig grøn natur. Vi oplever smukke panoramiske udsigtspunkter med udkig til øernes karakteristiske hvide kalkstensklipper og det indbydende klare blå hav.
Ofte slutter vi dagens cykeltur af med en svalende dukkert, inden vi om aftenen går ud og spiser på lokale tavernaer og smager de lækre græske specialiteter.

  • Sejlads mellem de stemningsfulde øer i det Ioniske hav.
  • 8 dages ophold på en charmerende træmotorsejler.
  • Ophold ved Porto Katsiki, en af Grækenlands flotteste strande.
  • Besøg i den underjordiske sø og grotte ved Mellisani
  • Cykling gennem olivenlunde og på smukke kyststrækninger
  • Eftermiddag i Korfu by, en oplagt mulighed for at ose rundt i de små gader
  • Besøg på det lokale olivenmuseum i Magazia.
  • Lækker fiske- og skaldyrs barbecue ombord på båden.
Printvenlig version
Appetizer – se zoom udgave på maps.google.dk
Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Se video fra båden og rejsen her..

Dag 1. Ankomst til Athen, indkvartering på skibet og middag på havnefronten

Efter ankomst til den græske hovedstad Athen, har vi en fire timers køretur til øen Lefkas, som er landfast. I den smukt beliggende havneby Nidri, tjekker vi ind i vores kahytter og hilser på den hyggelige besætning på båden Panagiota. Fra havnefronten kan vi kigge over på øen Skorpios, som tidligere var ejet af industri- og skibsmilliardæren Aristotle Onassis, som også bliver mindet gennem en statue på havnen. Aftenen byder på rig mulighed for at afprøve de lokale kulinariske specialiteter på en af havnefrontens mange hyggelige restauranter.
Dagens cykeltur: ca. 10 km i et plant terræn.
-/-/-
Dag 2. Cykling til Vasiliki og sejlads til Fiskardo, ophold ved stranden Porto Katsiki

Efter morgenmaden tager vi ud på dagens cykelrute. Så snart vi har forladt bymidten går turen igennem smukke olivenlunde hen til et nærtliggende vandfald, hvor der efter en mindre gåtur er mulighed for at få en svalende dukkert. Vi cykler videre ad små ubefærdede veje op til den isolerede bjergby Sivros. Her holder vi en længere pause og nyder dagens frokostpicnic med lokale specialiteter. Derfra går turen videre til den større havneby Vasiliki, hvor vores skib Panagiota samler os op. Hvis vejret tillader det, sætter vi anker efter en kort sejlads ved Porto Katsiki, som er en af de mest berømte strande i Grækenland. Stranden er omkranset af stejle hvide kalkstensklipper, som står i kontrast til det eventyrlige turkisblå vand, der fristende indbyder til en dukkert. Vi hopper i vandet direkte fra båden og sejler derefter videre til øen Kefalonia. Her ligger vi til havns i den charmerende havneby Fiskardo. Havnepromenaden er fuld af farvestrålende cafeer, som er et besøg værd bl.a. for at smage den lokale Robola vin.
Dagens cykeltur: ca. 29 km og 490 højdemeter.
M/F/-
Dag 3. Cykling fra Fiskardo til Sami og sejlads til Vathy på øen Ithaca

Kefalonia er den største af de syv Ioniske Øer og giver et væld af muligheder for cykelruter. På grund af øens størrelse er der stor spredning mellem de befærdede steder, og vi har mange strækninger helt for os selv. Dagens cykeltur bringer os fra Fiskardo til byen Sami. Ruten går langs den imponerende bjergrige vestkyst. Vi starter med en opstigning, hvor vi i løbet af 10 km stiger 360 højdemeter. De fantastiske udsigtspunkter vi passerer undervejs gør strabadserne det hele værd. Vi holder en velfortjent frokostpause ved et udsigtspunkt med panoramisk udkig ned til den betagende strand Myrtos. Inden vi når helt til Sami, cykler vi forbi den underjordiske sø og grotte ved Mellisani. Den bemærkelsesværdige grotte er af kalksten og er kun tilgængelig via mindre robåde. Naturfænomenet er et besøg værd, og for dem, der har lyst indlægger vi tid til det. Sidst på eftermiddagen går vi atter ombord på vores gode skib, der straks letter anker med kurs mod øen Ithaca og den stemningsfulde havneby Vathy. Her kaster vi anker og bliver natten over.
Dagens cykeltur: ca. 39 km. og 600 højdemeter
M/F/-
Dag 4. Cykeltur på Ithaca efterfulgt af sejlads og mere cykling på Meganisi

Om morgenen starter vi med at cykle fra Vathy til byen Frikes. Idet øen Ithaca primært består af et goldt bjergterræn, kommer vi væk fra de turistede strækninger og vi får derfor mulighed for at opleve den karakteristiske økultur med de afskallede oliventræer, det krystalklare hav og øens imødekommende beboere. Vi passerer den
charmerende landsby Stavros. Her spiser vi frokost i byens centrum, som prydes af en bronzestatue af Odysseus, den sagnomspundne konge af Ithaca. Pausen er en oplagt stund til en lille fortælling om de gamle grækere og den Trojanske krig. Cykelturen ender i kystbyen Frikes, hvor vores skib Panagiota ligger klar til at samle os op. Kursen er sat mod den lille og uspolerede ø Meganisi, som vi om eftermiddagen tager ud og udforsker på en mindre cykeltur. Vi runder dagen af med at slå anker ved Gerekas, en stille bugt, hvor vi nyder en udsøgt fiske- og skaldyrs barbeque ombord på vores hyggelige skib.
Dagens cykeltur: ca. 21 + 13 km og 510 højdemeter.
M/F/A
Dag 5. Cykeltur på fastlandet fra Parga til Sivota og sejlads til Korfu

Tidligt på morgenen letter Panagiota anker og sætter kurs mod fastlandet og byen Parga. Byen er smukt beliggende ved en lille bugt med hvid sandstrand og tyrkis-blåt vand omkranset af høje klipper med pastelfarvede huse. Vi starter dagens cykeltur fra den livlige havnekaj og cykler gennem Pargas smalle gader op til toppen af byen, hvor den gamle Venetianske fæstning ligger. Vi har her en fantastisk udsigt ud over hele byen og bugten. Turen fortsætter langs kysten ad ugenerede veje forbi primitive landsbyer og igennem uberørt natur til den afslappede lille fiskerby Sivota. Her venter Panagiota, og med os ombord sættes kursen straks mod Korfu, hvor vi lægger til i havnen med samme navn. Vi ankommer om eftermiddagen til Korfu by, så vi stadig har tid til at udforske og fornemme stemningen. Byen går for at være en af de smukkeste i Grækenland, og er med sit væld af smalle gader med fine små forretninger og cafeer et af feriens sande højdepunkter til at slå sig løs. Glæd jer!
Dagens cykeltur: ca. 28 km og 630 højdemeter.
M/F/-
Dag 6. Sejlads til Paxos og cykelrundtur på den grønne ø

Mens vi spiser morgenmad forlader vi Korfus havn og sejler mod den naturskønne ø Paxos, hvor vi ligger til havns i den charmerende havneby Gaios.
Paxos er den mindste af de Ioniske øer. Vegetationen består mestendels af oliventræer, hvilket giver øen en skøn sølvgrøn farve. Fra Gaias begiver vi os ud på dagens cykeltur, som er en rundtur på øen. Undervejs kommer vi op til den stemningsfulde landsby Magazia. Byen var tidligere øens hovedstad, da den med sin høje beliggenhed lå godt beskyttet i forhold til angreb fra kysten. I dag ligger Magazia forholdsvist isoleret, men får alligevel mange besøg på grund af dens lokale olivenmuseum. Vi holder en god frokostpause her, hvor der er tid til at besøge museet og få udvidet sin viden om den skønne olivenfrugts mange anvendelsesmuligheder. Vi afslutter turen med en forfriskende dukkert i Middelhavet ved en af de mange lækre strande vi kommer forbi. Aftenen tilbringer vi på en af Gaias hyggelige tavernaer, hvor de lokale specialiteter kan nydes måske sammen med et glas kølig Retsina.
Dagens cykeltur: ca. 23 km og 550 højdemeter.
M/F/-
Dag 7. Sejlads i det græske Ø-hav til Lefkas

Tidligt om morgenen fragter Panagiota os til Lefkas. Lige inden vi ankommer til havnen, sejler vi under svingbroen, som forbinder Lefkas med resten af Grækenland. Fra Lefkas by skal vi ud på den sidste cykeltur, som er turens kongeetape på hele 49 km. Vi kører over broen til fastlandet og fortsætter mod Mytikas. På vejen passerer vi bjerglandsbyer og har det meste af turen panoramisk havudsigt. Frokosten spiser vi på stranden i Palairos, hvor vi passende også kan få en tiltrængt dukkert. Panagiota ligger og venter på os i Mytikas havn. Vi vender tilbage til vores båd, som sætter kurs retur mod Lefkas. Om bord på skibet kan vi velfortjent hvile ud efter strabadserne og nyde den sidste eftermiddagssol på dækket inden vi når i havn. Om aftenen går vi ud og nyder en større afskedsmiddag på en af de lokale autentiske tavernaer. På denne sidste aften er det ikke utænkeligt, at der bliver spillet musik og budt op til dans.
Dagens cykeltur: ca. 49 km og 550 højdemeter.
M/F/A
Dag 8. En sejlads i det græske ø-hav slutter

Vi afslutter turen med morgenmad på båden. Herefter checker vi ud og tager vi afsked med besætningen og Panagiota. Vi flyver retur fra Athen til Danmark og vender hjem med en række uforglemmelige oplevelser fra det Ioniske Øhav.
M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning

Overnatning på Panagiota foregår i kahytter med dobbeltseng og aircondition. Alle kahytter har eget toilet og bad. Enkeltværelse er muligt mod et tillæg. Ønsker I at overnatte i trippelkahyt, vil det være muligt - kontakt Topas og hør nærmere.
Cyklerne

Cyklerne vi anvender på turen er gode sportscykler eller Elcykel. Mekanikere og servicefolk er altid klar til at hjælpe med cykelindstilling og nødvendige reparationer.

Det er vigtigt at fastslå, at elcyklerne på ingen måde vil hæmme andres cykel udfoldelser – snarere tværtimod. Der vil altså fortsat være rige og ubegrænsede muligheder for dem, der på vores almindelige gode sportscykler vil udfordre det smukke landskab i Grækenland. Vores turleder vil naturligvis give en grundig instruktion til E-Biken, og være behjælpelig med opladning etc.
Klima

Dagstemperaturer mellem 25 og 30 grader, nattemperaturer mellem 15 og 20 grader. OBS. På denne tur spiller vejret en stor rolle og vejret til søs kan variere. Der kan forekomme vejrforhold, hvor vi vil vælge at undlade at sejle pga. hensyn til passagernes sikkerhed og komfort
Varighed

8 dage – heraf 7 dage med cykling, grad 2. Vi cykler på denne tur 3-5 timer om dagen. De angivne tider er vejledende og kan variere fra tur til tur. Derudover 7 dage med nogle timers sejlads hver dag.
Skibet

Vores skib er en motorsejler i træ med plads til 20-30 passagerer. Max på Topas' afgang er dog 20 passagerer. Skibet er udstyret med 2-personers kahytter med eget bad og toilet, varmt vand, et spise/opholdsrum, en bar som er åben hele dagen (medbragte egne drikkevarer må ikke indtages ombord) og et lækkert stort soldæk. Maks. sejlehastighed er ca. 9 knob. Personalet ombord består normalt af kaptajnen, en styrmand, kok, tjener og sømand. Vi sejler kun om dagen og kaster anker i vige og bugte, når ‘bade-trangen’ ombord melder sig. Adgang til vandet fra skibet går via en trappe, så man ikke skal springe i fra dækket. Natten ombord tilbringes i havnen eller for anker ved de steder, vi besøger.
Valuta

Medbring kreditkort og/eller kontante Euro. Der vil være mulighed for at veksle/hæve penge enten i lufthavnen eller på havnen, før I stiger ombord på båden. Bemærk at det ikke kan forventes, at kreditkort kan benyttes ombord på båden. Her betales kontant med Euro.
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse Danmark –Athen t/r, inkl. skatter og afgifter
Transport med bus mellem lufthavn og Lefkas t/r
Sejlads med motorsejler alle dage
Overnatning i dobbeltkahytter med eget bad og toilet ombord på båden
Måltider som indikeret i dag-til-dag programmet
Morgenmad og frokost spises ombord på båden og tilberedes af skibskokken. Undtaget er de dage, hvor vi medbringer madpakker
Alle overnatninger
Dansktalende turleder
Engelsktalende guide
Mekanikerassistance
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Drikkepenge til restauranter og lign., beregn ca. 10%
Drikkepenge til besætning, beregn ca. 100 DKK
Rejseforsikring
Leje af sportscykel 795,- DKK eller Elcykel 1.295,- DKK
Evt. afbestillingsforsikring
Entré til museer m.v.
Evt. Kahytstillæg:
Twin/dobbeltkahyt hoveddæk, 1.000,- pr. person
Twin/dobbeltkahyt under dæk, 0,- DKK
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig