Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse

Book rejse

Grønland – Gastronomi blandt isfjelde i Diskobugten

Status:

Turen er åben for booking Garanteret afgang

Afrejse:

29.08.2018

Hjemkomst:

06.09.2018
 
DKK 28.970 ,-

Lignende ture

Grønland
Rundrejse fra bygd til vildmark
Nordvest Spanien
Vin, Vandring og Gastronomi
Grønland
Diskobugten, Glacier Lodge Eqi og gigantiske isbjerge
Grønland
Hundeslædetur til Indlandsisen ved Diskobugten


Kontakt Topas

Tip en ven!

DRF Rejsegarantifonden
Print rejsen
Send til ven

personer synes godt om dette

         

Grønland - Gastronomi blandt isfjelde i Diskobugten

Ref. GLGJ

Glacier Lodge Eqi ligger smukt i ødemarken ved Eqi bræen

Fra de nye arkitekttegnede cabins i Ilimanaq kan man ofte se hvaler om sommeren

Lokale, grønlandske råvarer, der har været under kærlig behandling af kokkene i Ilimanaq Lodge

Ilimanaq Lodge ligger med fantastisk udsigt til Ilulissat Isfjord og Diskobugten

Snehare ved Eqi

Vores skib Aleqa Ittuk er bygget til arktiske farvande

Næste generations slædehunde er på vej!

Storblomstret gedehams - Grønlands nationalblomst

Barbeque på Glacier Lodge Eqi med polarræv og bræfront som kulisse

Udsigt over Eqi bræen fra den gamle morrænekant

Opmærksom polarræv

Skipper Jørgen Kristensen fortæller levende om Isfjorden, Indlandsisen m.m. på isfjordssejladserne

Ginn & Tonics på isfjordssejlads nedkølet at indlandsis

Flot udsigt med Qasigiannguit - Christianshåb i baggrunden

De to sorte huse i Ilimanaq er Grønlands ældst bevarede og fredede huse fra kolonitiden

Bygden Ilimanaq - Claushavn

Bygde kirken i Ilimanaq

Afslapning og udsigt i Ilimanaq Lodge

Hotel Diskobay i Qasigiannguit

På svampejagt i fjeldet

Nordgrønlands ældste europæiske træhus fra 1734 - i dag Qasigiannguit Museum

Pukkelhval hvor blåsten - udåndingsluften tydeligt ses

Pukkelhval gør klar til et dybde dyk

Glacier Lodge Eqi - med Poul Emile Victors originale ekspeditionshytte nederst til venstre

Fjeldpryd - et passende navn til denne arktiske plante

Lav på Grønlandsk grundfjeld

Den gamle morrænekant ved Eqi-gletsjeren

Qasigiannguit betyder 'stedet med de spraglede sæler'

Qasigiannguit

Typiske farvestrålende huse i Ilulissat

Hotel Icefiord - den lyseblå bygning i baggrunden - lever godt op til sit navn

Ilulissat - "Stedet med i isfjelde", smukt beliggende i Diskobugten

Vandring til lagunen ved Eqi

Vores skib Aleqa foran Eqi bræfronten

Anløb ved Glacier Lodge Eqi

Zionskirken i Ilulissat med Diskoøen i baggrunden

Hotel Icefiord er vores base i Ilulissat på denne tur

Den gamle kolonibestyrerbygning i Ilulissat er i dag kunstmuseum

Lodden troldurt

Stemningsbillede fra Diskobugten, hvor lys og isformationer er i evig forandring

Pause ved Sermermiut lige ud til mundingen af Isfjorden

Sortebær i rå mængder

Frokost stemning på terrassen ved Hotel Icefiord

Der tørres fisk i Ilimanaq

Ilimanaq Lodge med bygden i baggrunden

På selve Indlandsisen ved Eqi

Denne tur finder sted i Diskobugten på Grønlands vestkyst og tager sit udgangspunkt i Ilulissat/Jakobshavn, der ligger smukt placeret ved udmundingen af den verdensberømte Ilulissat Isfjord – Kangia.

Vi har prioriteret gastronomien højt på denne tur og tager afsæt i de mange lækre, friske grønlandske råvarer (såsom fisk, skaldyr, vildt og måske grønlandsk lam), og vi laver den interessante kobling mellem mad & vin, hvor vinen leveres af Bichel Vine. Stort set alle måltider er således inkluderet i rejsens pris. Kokken på Hotel Diskobay i Qasigiannguit vil stå for madlavningen 2 aftener på turen, hvor deltagerne er meget velkomne til at deltage, men det er absolut ikke et krav.

Undervejs kommer vi godt rundt i Diskobugten med dens mange highlights og smukke arktiske natur, som vi oplever på sejladser og på vandreture. Har du sat næsen op efter at se hvaler og sæler er der rigtig gode muligheder turen igennem på alle sejladserne - området ved Qasigiannguit er traditionelt et af de bedste steder at opleve pukkelhvalerne udfolde sig, og fra terraserne i Ilimanaq Lodge har man udsigt til isfjelde. Vi skal også nordpå gennem ”Ata Sundet” til Nordgrønlands – måske – smukkeste sted, nemlig Eqi. Den aktive bræ/gletsjer Eqi Sermia kælver tonsvis og atter tonsvis af isfjelde og isskosser ud i havet døgnet rundt om sommeren. Dette fantastiske naturfænomen skal vi opleve fra 1. parket i ”Glacier Lodge Eqi”, hvor vi vil tilbringe 2 herlige døgn, med bl.a. en vandretur til Indlandsisen. Turen slutter i Ilulissat.

  • 3 overnatninger i Ilulissat/Jakobshavn på Hotel Icefiord beliggende helt ned til Isfjorden, 2 overnatninger på Hotel Diskobay i Qasigiannguit/Christianshåb beliggende ud til Diskobugten, 1 overnatning i Ilimanaq Lodge og 2 overnatninger i Glacier Lodge Eqi
  • Sejladser fra Ilulissat til Qasigiannguit, samt til den kælvende gletsjer Eqip Sermia
  • Sejlads fra Qasigiannguit til Ilimanaq, samt fra Ilimanaq til Ilulissat
  • Udsigt til kæmpe isbjerge lige uden for hotellet i Ilulissat
  • Overnatning i den grønlandske ødemark i hytter v. Glacier Lodge Eqi
  • Overnatning i Ilimanaq Lodge i bygden Ilimanaq/Claushavn
  • Vandretur op på selve Indlandsisen med is så langt øjet rækker
  • Vandretur op på kanten af den gamle moræne ved Eqi, hvorfra vi kan se gletsjeren kælve på nært hold
  • Uforglemmelige vandreture i noget af Grønlands smukkeste arktiske natur i Qasigiannguit, Ilulissat m.m
  • Oplev hvaler, sæler, arktisk fugleliv og måske polarræv?
  • Oplev den grønlandske dagligdag på nært hold i bygden Ilimanaq og byerne Ilulissat og Qasigiannguit
  • Lyse aftener — akkompagneret af hundenes hylen
  • Måltider med grønlandsk inspiration – bl.a. i Eqi med udsigt til den aktive bræ
  • Pluk svampe og bær i fjeldet og fang fisk i Isfjorden – tilbered velsmagende måltider fra super friske grønlandske råvarer, og nyd dem ledsaget af gode Bichel Vine!

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Dag 1. København – Ilulissat

Vi flyver fra København til Ilulissat via Kangerlussuaq. Efter ankomst til Ilulissat bliver vi kørt til vores logi, nemlig Hotel Icefiord, der er flot placeret helt ned til Diskobugten. Her spiser vi en god frokost, hvorefter turlederen vil holde et kort informationsmøde om turen og derefter guide en rundtur i byen. Hvis tiden tillader det, kan man evt. vælge at besøge byens museum, som tidligere fungerede som byens seminarium og senere Knud Rasmussens fødehjem eller besøg byens kunstmuseum, som bl.a. udstiller nogle flotte akvarelbilleder af lokale kunstnere. Alternativt kan man prioritere museumsbesøg på dag 5 i programmet.

På havnen handles der hellefisk og rejer, som fiskerne har bragt ind fra Isfjorden og Diskobugten. På brættet, hvor fangerne og fiskerne kommer med deres fangst, sælges alt godt fra land og hav, afhængigt af sæsonen: hellefisk, havkat, røget fjeldørred, rødfisk, skællaks, rensdyr, moskus, sæl - og på særlige dage hval eller måske endda en isbjørn (meget sjældent!). Om efteråret sælges også lækre sortebær og blåbær! Byen summer af liv her i den korte og hektiske arktiske sommer. Efter en lang, mørk og kold vinter nyder alle det rigelige sollys og de mange aktivitetsmuligheder, det fører med sig. Vi finder sammen et passende sted at spise aftensmad.

-/F/-
Dag 2. Isfjordssejlads, langlinefiskeri og sejlads til Qasigiannguit

Efter morgenmaden begiver vi os ned til havnen, hvor vores skib ligger til kaj. Vi går om bord, bliver præsenteret for besætningen og bliver introduceret til skibet. Umiddelbart efter kaster vi trosserne og sejler ud af havnen med kurs mod fjordmundingen lige syd for byen, hvor nogle af de store isfjelde grundstøder på den undersøiske morræne, uagtet at vanddybden minimum er 350 meter!

Ude blandt disse ismastodonter sejler vi rundt (på behørig afstand selvfølgelig) og undervejs holder turlederen et oplæg om området, UNESCO optagelsen og Indlandsisen, som jo står fadder til isfjeldene godt 60 km inde i bunden af fjorden, alt imens der serveres en drink nedkølet af flere 1000 år gammel indlandsis. En lokal fisker har sat en langline fra morgenstunden, og vi ser nu ophalingen af langlinen og får derved demonstreret denne fiskeform, som er så karakteristisk for fiskeriet efter især hellefisk her i Ilulissat området.

Vi sejler videre mod syd, til byen Qasigiannguit, hvor vi skal overnatte på Hotel Diskobay de 2 følgende nætter. Hotellet ligger ubeskriveligt smukt placeret ved vandet, og det er ikke usædvanligt, at man kan observere pukkelhvaler fra hotellets terrasse. Umiddelbart efter check in spiser vi frokost på hotellet. Området ved Qasigiannguit er særdeles velegnet til vandreture og i eftermiddag vil turlederen lede en vandretur på 3-4 timer ud i fjeldet, over til den flotte Paradisbugt. Vi er således tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, hvor man kan nyde udsigten ud over Diskobugten fra hotellets terrasse.

Aftensmaden udgøres forhåbentlig af vores friskfangede fisk fra langlinen tidligere idag, samt andre maritime delikatesser - ledsaget af et godt glas vin naturligvis.

M/F/A
Dag 3. Kulturoplevelser og vandretur i Qasigiannguit området

Vi har hele dagen til rådighed i Qasigiannguit, hvilket er godt da der er en masse at se og opleve i området.

Qasigiannguit er med sine ca. 1.200 indbyggere et rigtig godt eksempel på en grønlandsk by af middelstørrelse. Det vil sige den er væsentligt større end bygderne, men også væsentligt mindre end de grønlandske ”storbyer” Nuuk, Sisimiut og Ilulissat.

Om formiddagen skal vi besøge byens interessante museum, der har en rigtig fin samling af palæo-eskimoiske redskaber m.m. Qasigiannguit ligger i et naturområde med fjelde, tundrasletter, grønne pas, blå fjorde og bjergtoppe med udsigt til Diskobugten og Diskoøen.

Vi skal også i dag på en flot vandretur, og turen går mod nord til området ved Laksebugten. På vejen går vi forbi nogle hundepladser, og får fortalt historien om den grønlandske slædehund, som er et spændende kapitel helt for sig selv. Frokosten udgøres af vores medbragte madpakker. Hvis der er nogen der kunne tænke sig, at lave en snaps/bjedsk på grønlandske urter, så bestræber vi os på, at få plukket noget med hjem.

I dag vil menuen nok være over temaet vildt, såsom moskus eller rensdyrsteg med selvplukkede bær/svampe – naturligvis med en passende rødvin til.

M/F/A
Dag 4. Sejlads fra Qasigiannguit til bygden Ilimanaq med overnatning i Ilimanaq Lodge

Umiddelbart efter morgenmaden går vi til havnen, hvorfra vi påbegynder sejladsen til Ilimanaq. Efterhånden som vi nærmer os Ilimanaq, kan vi ane de kolossale isfjelde mod nord, som er grundstødte på isfjeldsbanken ved Kangia/Ilulissat fjordmundingen. Der er mange pukkelhvaler i Diskobugten om sommeren, og vi holder udkig efter blåst (udåndingsluft), som typisk afslører deres tilstedeværelse. Skulle vi få kontakt, venter der en stor oplevelse for alle naturelskere.

Vi anløber Ilimanaq lige foran bygdens butik, og snart får vi en introduktion til stedet og vores indkvartering i eksklusive hytter, nærmest i vandkanten. Byen rummer 2 af Grønlands ældste huse fra kolonitiden (1751), som nu er nænsomt restaureret og rummer henholdsvis en hyggelig restaurant samt et indhandlingssted for fisk og vildt. Efter indkvarteringen går vi en tur rundt i bygden, og får et indblik i bygdelivet, inden vi spiser frokost i restauranten.

Efter frokost, vil turlederen arrangere en vandretur nordpå langs kysten. Undervejs ser vi hustomter og inuit grave fra Thule kulturen, samt den gamle kirkegård tilhørende udstedet ”Nordre Huse/Avannarliit”, som blev forladt i 1950’erne. Vandrestien følger kystlinjen og går gennem typisk arktisk fjeldterræn med pil, lyng og græsser. De dominerende fuglearter her er gæs (Canadagæs), ryler, ryper, ravn, laplandsværling, snespurv m.m. - og er vi meget heldige, kan vi se polarræv og måske endda moskusokse!

Turens varighed tilpasser vi på dagen, så den passer ind i vores program. Det lader sig nemt gøre, idet vi går ud/hjem ad samme rute. Turen vil typisk tage mellem 4-6 timer t/r.

Aftensmaden nyder vi i de historiske omgivelser i bygdens restaurant.

M/F/A
Dag 5. Sejlads fra Ilimanaq til Ilulissat - vandretur til Isfjorden og den gamle boplads Sermermiut

Om formiddagen tager vi afsked med Ilimanaq og sejler tilbage til Ilulissat, hvor vi passerer hele isfjordsmundingen og isbjergene for 2.gang på denne tur. Vi bliver afhentet på havnen i Ilulissat, og kørt "hjem" til Hotel Icefiord, hvor vi spiser frokost.

Om eftermiddagen skal vi opleve isfjorden på tætteste hold fra landsiden. Vi går ud gennem byen og passerer bl.a. tæt forbi et par hundepladser på vejen. Fra udkanten af byen følger vi "den gule rute", som er en smuk vandretur, der fører ned til isfjorden og dermed har nogle mildest talt imponerende udsigter.

Vi kommer til den gamle Sermermiut boplads ved isfjorden, der er en af de største bosættelser både for de palæo-eskimoiske og de neo-eskimoiske samfund, og umiddelbart efter til ”kællingekløften", der har sin helt egen historie… Under Thule-kulturens sidste bosættelse levede der op mod 250 mennesker i Sermermiut. Der har været periodiske indvandringer i dette område, og man ved, at både den tidlige Saqqaq-kultur, Dorset-kultur og den senere Thule-kultur alle har været bosat på egnen omkring Ilulissat.

Herude på klipperne ved fjorden og isfjeldene nyder mange lokale de stille sommeraftener, alt imens man håber at blive vidne til et isfjeld, der knækker over i kaskader af vand og isskosser ledsaget af bulder og brag. Hvis man gerne vil opleve et eller begge af byens museer idag, koordineres det med turlederen. Aftenen er til fri disposition, så man kan vælge at spise på Hotel Icefiord eller en anden af byens restauranter.
M/F/-
Dag 6. Sejltur til Glacier Lodge Eqi ved Eqi bræen

Vi forlader Ilulissat fra morgenstunden og sejler nordpå for at gå i den største franske polarforsker Paul Emile Victors fodspor. Vi fortsætter op gennem Atâ Sundet med det høje fjeld på Arveprinsens Ejland på venstre side og adskillige fuglefjelde på højre side. Her trives skarv, måger og flere kjovearter på de rå og stejle klipper.

Vi nærmer os gletsjeren Eqip Sermia, og mens vi nyder frokosten ombord, betragter vi det fascinerende syn, når tonstunge isstykker brækker af og styrter i vandet med et øredøvende brag - det er stærke kræfter, som er på spil! I Grønland er dette fænomen unikt for Eqi.

Skibet lægger til ved Glacier Lodge Eqi, nærmere bestemt Port Victor, der ligger i behørig afstand af den kælvende gletsjer. Havnen er opkaldt efter den franske polarforsker Paul-Emile Victor, der kom hertil efter 2. verdenskrig for at udforske indlandsisen. På det tidspunkt var Eqi det bedste sted at komme op på indlandsisen med deres tunge ekspeditionsudstyr.

Fra havet skal vi bære vores bagage et par hundrede meter op til Glacier Lodge Eqi, hvor vi installeres i de hyggelige rødmalede standard bjælkehytter. Om eftermiddagen kan en kort vandretur hen imod deltaet anbefales. Her yngler havørnen med års mellemrum, og det er en af de nordligst beliggende havørnereder i Grønland. Man kan også være heldig at se havlit og andre havfugle i deltaet. Aftensmaden indtager vi tilbage i den stemningsfulde Café Victor.

M/F/A
Dag 7. Vandring til Indlandsisen

Efter morgenmaden pakker vi madpakkerne i dagstursrygsækken, og begiver os af sted på en superflot vandretur. Målet for vores vandring er via Victors spor at komme op til Indlandsisen og opleve den imponerende iskappe fra helt nært hold.

Paul-Emilie Victor brugte to tunge ekspeditionskøretøjer til at fragte udstyr ind til isen, hvor han opførte et sindrigt wiresystem til at forcere den sidste stejle stigning. Wirebanen er nedlagt, men meget af hans udstyr står stadig tilbage som minder fra en svunden æra.

Vandreturen fra Eqi-hytterne til Indlandsisen t/r tager normalt 8-9 timer, og undervejs kommer vi igennem et meget varieret terræn, hvor vi har gode chancer for at se sneharer, ryper og måske polarræv.

Café Victor danner igen rammen om vores aftensmad og aftenhygge.

M/F/A
Dag 8. Vandretur til morænen ved Eqi gletsjeren

Morgenmaden spiser vi i caféen til lyden af - og udsigten til den (måske?) kælvende gletsjer. Herefter pakker vi vores frokost og bevæger os rundt om en lille lagune for at komme nærmere gletsjerkanten. Turen går op på kanten af en randmoræne, der er et levn fra gletsjerens tidligere storhedstid. Siden 1930 har gletsjeren trukket sig tilbage op ad bakken og samtidig mere op ad vandet. Det har betydet, at gletsjerkanten nu står mere end 100 meter høj, direkte op af havet, og man flere gange dagligt, ja nogen gange flere gange i timen, ser gletsjeren kælve tonstunge isstykker.

Randmorænen giver os en sikker mulighed for at komme den fantastiske gletsjer ganske nær. Herfra kan vi overskue et godt stykke af den mere end 4 km brede gletsjerfront. Madpakkerne nyder vi med udsigt til dette unikke natursceneri. og bagefter vandrer vi tilbage til Glacier Lodge Eqi, således at vi er klar til at sejle retur til Ilulissat ved 14.00 tiden.

Først på aftenen er vi tilbage i Ilulissat og indkvarteres i velkendte omgivelser på Hotel Icefiord. Umiddelbart herefter skal vi nyde en hyggelig afskedsmiddag sammen som en passende afslutning på turen.

M/F/A
Dag 9. Ilulissat – Danmark via Kangerlussuaq

Vi flyver med Dash fly fra Ilulissat til Kangerlussuaq og derefter videre til København med Air Greenlands Airbus.

M/-/-
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –
På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland serveres gratis måltider og drikkevarer ombord. På skibet må man medbringe og nyde egne drikkevarer. Te/kaffe er gratis.

BEMÆRK: På denne tur, er det faktisk kun aftensmaden på dag 1 og dag 5, der ikke er inkluderet. Bichel Vine kobler vin til aftensmåltiderne på dag 2 og 3. Disse vine er inkluderet i rejsens pris.
Overnatning

Overnatningerne på denne tur vil variere i standard grundet de meget forskellige steder vi overnatter (bygd, byer og vildmarkshoteller).

I Ilulissat overnatter vi i alt 3 nætter på Hotel Icefiord i dobbeltværelser. I Qasigiannguit har vi 2 overnatninger på Hotel Disko Bay i dobbeltværelser. I Ilimanaq Lodge bor vi i hytter med 2 personer pr. hytte. I Glacier Lodge Eqi bor vi i "standard hytter" med 2 personer pr. hytte.

Vi har kun 2 enkeltværelser til rådighed på denne rejse, og det gælder hotellerne i Ilulisat og Qasigiannguit – IKKE hytterne i hhv. Ilimanaq og Eqi. Se prisen for enkeltværelsestillæg i afsnittet ”Deltagerprisen inkluderer ikke” nederst i denne turbeskrivelse.
Lidt om skibene, som skal sejle os fra Ilulissat til Qasigiannguit; Qasigiannguit til Ilimanaq; Ilimanaq til Ilulissat og fra Ilulissat til Eqi t/r:

Som udgangspunkt vil skibet - Aleqa Ittuk eller søsterskibet Aviaq Ittuk (de er helt ens) sejle gruppen på sejladserne mellem Ilulissat - Qasigiannguit - Ilimanaq - Ilulissat

Længde: 19.64m
Bredde: 5.82m
Dybdegang: 2.9m
Bruttotonnage ca. 87.6 ton
Nettotonage: ca. 26.2 ton
Kapacitet antal passagerer: 36 (denne Topas tur gennemføres med maksimalt ca. 25 passagerer)
Siddepladser: 36
Servicefart: 9.5 knob
Besætning 3 pers.
Motor: Scania DSL, 275BHP
Klasse: DNV+IA2 R45 Ice IC+MV
Skibsværft: Jeros Marine, Svendborg
Bygget: 1983

Som udgangspunkt vil skibet Najaaraq Ittuk sejle gruppen fra Ilulisat - Eqi t/r

Længde: 26.21m
Bredde: 6m
Dybdegang: 3.12m
Bruttotonage: ca. 121 ton
Nettotonage: ca. 37.8 ton
Kapacitet antal passagerer: 60
Siddepladser: 60
Servicefart: 15 knob
Besætning: 4 personer
Motor: Deutz TBD 620 2050BHP
Class: DNV+IAI R3 Ice C
Skibsværft: Hvide Sande Skibs og Bådbyggeri
Bygget: 1999

Note: Rederiet Diskoline som forestår de omtalte sejladser på turen, råder over en flåde af forskellige fartøjer, og det kan ske, at man på denne tur vil sejle med andre fartøjer end de beskrevne ovenfor. Se evt. www.diskoline.gl for yderligere information.
Glacier Lodge Eqi

Ca. 100 km nord for Ilulissat ligger den kælvende gletsjer Eqip Sermia i et naturskønt område. Som ét af de få steder i Grønland er det ved Eqip Sermia muligt at komme helt tæt på den 5 km brede gletsjerfront, der normalt kælver mange gange i døgnet.

I perioden efter 2. verdenskrig tjente stedet som udgangspunkt for den franske polarforsker Paul-Emile Victors udforskning af indlandsisen, og i dag står hans hytte stadig som minde om hans mange ekspeditioner. Også den vej Victor anlagde ind til indlandsisen ses stadig.

Glacier Lodge Eqi er en ægte perle, beliggende med en storslået udsigt over den kælvende gletsjerfront. Vildmarkshotellet består af 14 hytter til overnatning, der alle har terrasse med udsigt imod gletsjeren samt en café-hytte, der huser den hyggelige Café Victor. Der er ingen rindende vand og el i Glacier Lodge Eqi. Ved siden af Café Victor finder man lodgens toiletter (med træk og slip) og brusebad, som de overnattende er fælles om. Fra Glacier Lodge Eqi er der rig mulighed for at drage på udflugter i området. Gletsjerens store aktivitet kan ses og høres flere gange i løbet af dagen. Et ophold i Eqi er en unik mulighed for at opleve et utroligt naturfænomen fra 1.parket.
Ilulissat – ”Stedet med isbjerge”

Ilulissat er Grønlands 3. største by og hedder på dansk Jakobshavn. Kun hovedstaden Nuuk og Sisimiut er større. Byen rummer én af Grønlands største fiskerivirksomheder, nemlig Royal Greenland. Fabrikken forarbejder primært hellefisk og rejer. Royal Greenland i Ilulissat har nu fået en konkurrent i form af Halibut Greenland, som er et indhandlingssted for fisk, stiftet og ejet af fiskerne selv.

Byen er grundlagt af handelsmanden Jacob Severin og kommunen huser godt 5000 indbyggere og knap 4000 slædehunde. De nærmeste 4 bygder er Oqaatsut/Rodebay, Ilimanaq/Claushavn, Saqqaq og Qeqertaq. Ilulissat er endvidere nabo til UNESCO Verdensarvs området Ilulissat isfjord/Kangia, som med sine over 60 km i længden er et imponerende skue. Kangia er stedet, hvor de velkendte mastodonter af isbjerge stammer fra. En sejltur i dette område er en uforglemmelig oplevelse for de fleste.
Qasigiannguit

Byen ligger syd for Ilulissat Isfjord i et naturområde med fjelde, tundrasletter, grønne pas, blå fjorde, bjergtoppe med udsigt til Diskobugten og Diskoøen. Området er særdeles velegnet til vandreture. Qasigiannguit betyder "små spraglede sæler" og det danske navn er Christianshåb. Byen ved Diskobugten har ca. 1.200 indbyggere.

Allerede for 4.500 år siden slog de første mennesker sig ned på øen Qeqertasussuk, hvor en boplads fra Saqqaq kulturen er udgravet. Bygden blev grundlagt den 25. juni 1734 på et andet sted ved Bryghusbugten som handelskoloni af den danske købmand Jacob Severin og opkaldt efter Christian 6. Severin havde indtil 1749 det af kongen tildelte monopol over den grønlandske handel.

I 1739 fortrængte danskerne ved Qasigiannguit med magt hollandske handelsfolk og hvalfangere, der truede det danske handelsmonopol. Fra 1736 til 1740 virkede Paul Egede som missionær i Christianshåb. 1763 blev bygden flyttet til den nuværende mere vindbeskyttede plads. Ruinerne af den gamle bygd er stadig bevaret.

Produktion af levende ressourcer er i dag hovederhvervet i byen. Qasigiannguit er en moderne by med en fabrik, der forarbejder hellefisk. Oprindeligt blev fabrikken bygget til forarbejdning af rejer i 1959 og med den steg indbyggertallet fra 300 til 1.400. Rejefabrikken blev nedlagt i 1999, og byen har nu i stedet en moderne hellefiskefabrik.

Byen har både et sygehus og en erhvervsskole, og i 2009 åbnede ”Efterskolen Villads Villadsen”. Af seværdigheder er der de små træhuse i forskellige farver ved bugten, de gamle kolonibygninger og museet med udstillinger fra jæger- og fangerkulturen og om inuiternes tidlige historie.

Specielt for området er de varme somre med temperaturer på op til 27 grader celsius.
Ilimanaq/Claushavn

Denne bygd ligger lige syd for Ilulissat. Bygden har en lille kirke, skole, butik og servicehus, og er således et interessant eksempel på det traditionsrige bygdeliv, som er så kendetegnende for Grønland. Hovederhvervet er naturligt nok jagt & fiskeri, eller følgeindustrier som f.eks. ræklinge produktion (lufttørret hellefisk) m.m. Turisme i form af bygdebesøg som vores, spiller også en vigtig rolle for bygden. I 2017 blev Ilimanaq Lodge som vi skal bo på indviet, og det har genereret flere arbejdspladser i bygden. Ilimanaq Lodge består af 15 luksus hytter placeret ved vandet med imponerende udsigt over Diskobugten.
Sværhedsgrad

Turen er kategoriseret som grad 2-3. I Grønland er der ikke nogen afmærkede stier, og vi går derfor gennem varieret terræn og underlag. Rigtige vandrestøvler er et krav til denne turs vandreture.

Turen har indbygget maksimal fleksibilitet, dvs. at der i programmet er indlagt nogle relativt korte og én længere gå-/ og vandreture, som alle naturligvis er velkommen til at deltage på. Men hvis man af en eller anden grund ønsker at springe en gåtur eller flere over, ja så gør man bare det.

På hele turen rundt bliver vores bagage transporteret fra skib til overnatningssted t/r, imens vi selv går de relativt korte distancer. Eneste undtagelse er Eqi, hvor man selv skal bære bagagen et kort stykke op til hytterne (få hundrede meter). Skulle det knibe, så får man hjælp til det.

Man skal således kun bære på en dagstursrygsæk de dage vi er på vandreture og lignende, og her vil man ofte kunne gå sammen to og to om én dagstursrygsæk.
Varighed

9 dage, heraf ca. 5-6 dage med vandring af grad 2-3 (valgfrit).
Gastronomi & vin på denne tur

”Vi skal på en Grønlandstur, hvor vi også sætter focus på det gastronomiske i Disko-bugten.

Herhjemme ser vi hellefisk og rejer fra Grønland, men vi går lidt dybere og går på opdagelse i Diskobugten og på fastlandet.

I bugten gemmer der sig fremragende snekrabber, muslinger,rejer, torsk, havkat og fjeldørreder – skællaksen kommer til kysten i september.

På fastlandet er der kød fra rener og moskus, krydderurter, rørhatte, skørhatte og sortbær og blåbær.

Vi fanger fisk og samler svampe og bær efter bedste evne i forhold til sæsonens muligheder. Vi går måske selv i køkkenet og hjælper med til at klargøre en række spændende middage i samarbejde med kokken på Hotel Diskobay. Vi får fragtet Bichel vine til Diskobugten, så vi kan lave de gode mad og vin koblinger”
Klima og vejrlig

Middeltemperaturen i Eqi, Ilulissat og omegn er i august og september måned 2-6 grader. Temperaturene er angivet som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen, kan temperaturen stige betydeligt over det angivne. På grund af solen og den tørre luft, opleves temperaturen varmere end i det øvrige Europa. Nattemperaturen kan komme ned til frysepunktet eller endda lidt under på udsatte steder. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigtbarhed. Regn kan dog forekomme.

Bemærk: Der er midnatssol ved Ilulissat Isfjord fra den 21. maj til den 24. juli. Derudover er nætterne meget lyse cirka en måned før og efter midnatssol-perioden.
Adgang til el

Det er muligt at få opladet kamera og telefon på hele turen (med egen oplader) med undtagelse af opholdet i Glacier Lodge Eqi, da elektriciteten her bliver produceret af en generator/solpaneler og er forbeholdt VHF og satellittelefon. Medbring derfor evt. ekstra batterier til dette ophold.
Kort

Vandrekort Nordgrønland, Ilulissat. 1:100.000
Købes med fordel lokalt
Deltagerprisen inkluderer

Flytransport: København – Kangerlussuaq t/r, inkl. skatter og afgifter
Flytransport Kangerlussuaq – Ilulissat t/r, inkl. skatter og afgifter
Sejlads: Al sejlads jf. turbeskrivelsen, heriblandt Isfjordssejlads v. Ilulissat Isfjord
Transfer i Ilulissat fra lufthavn til hotel t/r
Alle overnatninger på hele turen (se særskilt afsnit vedr. overnatninger)
Bagagetransport mellem overnatningssteder og skib
Alle vandreture
Dansktalende Topas turleder
Måltider ifølge dagsbeskrivelserne (ekskl. drikkevarer), men de 2 aftensmåltider (dag 2 og 3) ledsages af udvalgte Bichel Vine, der er inkluderet i rejsens pris.
Afskedsmiddag i Ilulissat - ekskl. drikkevarer
Entré til Qasigiannguit Museum
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Personlige lommepenge – herunder udgifter til drikkevarer
Beregn fra ca. 140 DKK pr. måltid til ikke inkluderede måltider
Entré til museer og lignende i Ilulissat
Rejse- og evt. afbestillingsforsikring
Evt. enkeltværelsestillæg, 3.000 DKK. Dog ikke muligt i hytterne ved Ilimanaq og Eqi.
OBS

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at en tur som denne er afhængig af vejrliget. Der kan derfor forekomme enkelte ændringer i programmet. Forsinkelser og aflysninger kan ske, specielt ved transport med fly og skib. Der ydes ikke kompensation eller erstatning for de første 24 timers forsinkelse eller rejseændringer pga. udefrakommende forhold. Din turleder på turen vil tilstræbe at mindske generne mest muligt og sørge for alternativt program eller udfylde den ekstra ventetid på bedste vis.
Gå til toppen og Book rejse
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig