Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil

Ti Gode Råd i Højderne

Ubehag i forbindelse med trekking i tyndere luftlag kan ramme alle uanset alder, køn, ens fysiske form eller om man tidligere har/eller ikke har haft problemer i højderne. Som udgangspunkt har alle deltagere på en tur derfor de samme muligheder for at nå toppen. Det handler primært om, hvor god din krop er til at vænne sig til højden, og det er i høj grad genetisk bestemt. Alligevel er der en række ting, som du selv kan gøre for at ’hjælpe din akklimatisering’.
Printvenlig version
1. Drik vand

Drik mellem fire og fem liters væske i døgnet. I højderne fordamper væske hurtigere (via dit åndedræt) så drik jævnligt - gerne mange og små slurke - og før du føler dig tørstig.
2. Søvn og hvile

God nattesøvn og hvile er vigtigt. Medbring et behageligt liggeunderlag og en sovepose, som kan holde dig ordentlig varm.
3. Hold dig varm

Reguler din kropstemperatur hele tiden med mere eller mindre tøj. Hvis du har det for varmt eller for koldt tappes din krop for værdifuld energi.
4. Gå let

Medbring kun det mest nødvendige i din dagstursrygsæk. Der er ingen grund til at slæbe på tunge kameralinser og bøger. Din energi bør bruges på vandringen.
5. Spis løs

Spis jævnligt og rigeligt. Der serveres velsmagende måltider med et højt indhold af kulhydrater, som giver dig den nødvendige energi. En snack eller to i pauserne under vandringen gør, at du hele tiden får tilført ny energi. Så husk sukkerholdige snacks.
6. Gå langsomt

Tag det roligt og sæt tempoet helt ned. Så tilpasser kroppen sig langsomt højderne. Din turleder vil sikre, at vi vandrer i det rette tempo fra første til sidste skridt på bjerget.
7. Fyld lungerne

Træk vejret helt ned i lungerne. Jo højere du kommer op, jo lavere er lufttrykket, og jo mindre ilt er der i den luft du indånder. Få rigeligt af den ilt, der er. Føler du dig en lille smule svimmel, så tag en rigtig dyb indånding og pust derefter kraftigt ud mellem læberne (tøm lungerne), for at give plads til mest mulig ‘ny’ luft. Gentag 5-10 gange inden du vender tilbage til din ‘normale’ vejrtrækning.
8. Find din rytme

Jo højere du kommer op, jo vigtigere er det, at du har en god rytme mellem dine skridt og din vejrtrækning. Galopperer dit hjerte derudaf, er det et tegn på, at du skal sætte tempoet ned.
9. Tag hovedpinen i opløbet

Det er helt ok at tage kanten af en eventuel hovedpine med en pille. Aspirin, Treo, Kodimagnyl virker hurtigt - Pinex, Panodil og Pamol er lidt blidere ved din mave.
10. Diamox eller ej?

Om du vil tage Diamox/Acetazolamid i højden, er dit valg. Nedenfor kan du læse en speciallæges beskrivelse og anbefaling af medikamentet. Du bedes drøfte medicinske anliggender med en læge, da vi ikke må rådgive dig om vaccinationer, malariatabletter eller højdemedicin. Vi kan dog sige, at det ikke er et must at tage Diamox i højderne. Vi kan også sige, med afsæt i stor praksiserfaring, at det ikke skal ses som et vidundermiddel, der sikrer dig ubesværet adgang til toppen. I en gruppe vil der altid være nogen, som tager Diamox. Der vil også altid være nogen, ofte flertallet, som ikke tager medikamentet. Blandt de deltagere, som når toppen, er både Diamox-brugere og ikke-brugere. Og begge grupper er også repræsenteret blandt dem, der ikke når toppen.
Et perspektiv på Diamox - skrevet af speciallæge Torben Seefeldt

”Højdesyge kan være et problem i starten af ophold i høje højder (over 3000 moh) med lavt ilt-tryk. Tilvænning til disse forhold tager nogen tid, men kan forkortes med et stof, der tages over 3-5 dage fra 3000 moh. Det kaldes akklimatisering, når man tilvænner sig højden, og stoffet der kan fremme denne proces kaldes Acetazolamid.
Stoffet kan almindeligvis fås under navnet Diamox, men det kan være vanskeligt at fremskaffe. I stedet kan man få, på særlig udleveringstilladelse, stoffet som Glaupax. (Evt. kan man få stoffet som magistrel ordination på Skanderborg Apotek).

Azetazolamid fås som tabletter a 250 mg og indtages i dosering ½-1 tablet 2 gange dagligt. Stoffet er en smule vanddrivende og har som bivirkning lidt snurren i fingrene, der kan ses som et tegn på, at der er effekt af stoffet. Bivirkningerne forsvinder når behandlingen ophører efter max. 5 dage."

Skrevet af Torben Seefeldt, MD, DTM, Speciallæge.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig