Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Dagbog fra Grønland - Udvalgt passage om Ilimanaq

Forfatter: Helle Okkels
Ref. GLGI
Printvenlig version
Isbjerge, og vandring i og omkring Ilimanaq tirsdag 19. juli

Op og afsted til havnen. Nej, hvor hyggeligt, det er skipper og søn fra midnatssejlladsen, som skal sejle os til Ilimanaq. Denne morgen passer beskrivelsen fra den ellers noget Hollywood-agtige brochure præcist til den udsigt vi iagttager: vi passerer fjordmundingen fra Kangia gletscheren, og ser nogle enorme isbjerge, dette er en stor del af det ”ægte” Grønland også i min hjerne. Det smukkeste er at tøffe afsted gennem fuldstændigt blikstille vand, forbi kæmpestore isbjerge, med smeltevand der pibler ned, og malemukkerne der stryger afsted hen over vandoverfladen; jeg er helt misundelig på deres flyveture gennem det smukke landskab.

På båden orienterer Martin (turlederen) lidt om fordeling af sovepladser, om Ove ”bolighaj”, og de næste par dages program. Endelig ankommer vi til havnen i Ilimanaq, og skal med bagagen balancere op ad en noget gyngende gangbro – åh-åh... Og videre endda, da Martin tildeler Elise og jeg ”det blå hus” at sove i. Vi slæber rygsækkene opad, forbi hundegårde, ad smattede sten, indtil vi endelig kan træde ind ad døren. Oppe på første sal smider vi taskerne på sengene, og tager en lille gennemgang af huset. Det er luksus: rigtige senge, et kæmpe TV i stuen, ghettoblaster og køleskab i køkkenet, 3 store vanddunke, og et lokum, der endnu ikke stinker ret meget….
Så er der afgang til endnu en vandretur. Vi vandrer opad, gennem mos og lav i flotte farver, ovenpå grønlandsk marmor, som er meget smuk, hvid med røde gnister og årer. Det kribler i fingrene på mig efter at tage noget marmor i lommen, men vi har alle erklæret os enige i, at man selvfølgelig skal efterlade naturen som man finder den, og det retter jeg mig naturligvis efter, og prøver i stedet at ”suge” alle indtrykkene dybt ind i både hjernen og hjertet.

Mens vi vandrer i det smukke, barske landskab, tænker jeg på, hvorfor lige netop dette er sådan en dejlig måde at holde ferie på. Er det fordi de største beslutninger er taget på forhånd, der er ingen krav om at burde vide ”alt” og komme med en mening, man kan ”bare” være tilstede og forholde sig til de basale ting som temperatur, mad og påklædning? Plus det altid interessante, nemlig at tale med andre mennesker, mens man går. Ikke altid dybe, filosofiske samtaler, lige så tit en slags ”mountain small talk” om landskabet, om grønlænderne, og de sk… myg.
Vi kommer til et højt sted, hvor Martin fortæller om bygdens historie, og hvor der er nogle ”gravhuler”, hvori vi kan se kranier. Jeg har det lidt spøjst med at stå (eller rettere ligge på knæ) og glo ind på nogen’s forfædre, men situationen bliver reddet med et forslag om at vise vores respekt ved at lægge blomster på en af gravene. Jeg plukker nogle blomster, og mens jeg lægger dem foran en af hulerne, bliver jeg enig med mig selv om, at forfædrene nok synes det er ok, at vi deler deres forrygende udsigt. Turistens typiske efterrationalisering - tja…?

Vi vandrer videre, op og ned, og rundt. Jeg er imponeret over min egen fysik (!), og over at mine støvler er gode nok til at gå næsten lodret op af klipperne, og over at myggene tilsyneladende ikke længere irriterer mig – selv om det er svært at distrahere sig fra lyden af små bump mod myggenethatten.
Tilbage i bygden går vi til de forskellige huse, for at hvile, bade, eller hvad man nu foretrækker. Vejen til ”vores ” hus går forbi en hundeplads med en tæve med fem hvalpe som er to uger gamle. Oves datter flaskefodrer hvalpene, som simpelthen er nuttede. Men det bedste er to lidt større hvalpe, to måneder gamle ifølge Ove, som ”bor” tæt på det blå hus. Jeg kalder dem Pølse 1 og Pølse 2, og begge pølser kaster sig glade over os, hver gang vi går forbi i den tid vi er i bygden, og efter at være kommet sig over skuffelsen over, at vi ikke har mad med til dem, er de tilfredse med at blive kløet bag ørerne og på maven, og bide i alt fra støvler til fingre. Allergi eller ej, hvem kan stå for sådan to livlige uldbundter!
Vi samles ved aftenstid i Oves hus. Som bygdens utrolig sympatiske ”bolighaj” ejer han de huse Topasgruppen bor i, og skal være vores guide næste dag, til en byrundtur. Ove og hans kone Janne serverer lækker fisk med grøntsager, som vi spiser med stor appetit, og med udsigt til isbjerge, mens han fortæller lidt om sig selv og familien.

Efter maden går vi hver til sit. Vores blå hus er ret lummert pga. opvarmning fra solen, men udsigten fra 1. sals soveværelse er fantastisk ud over havet, hvor der er ´parkeret´ et stort isbjerg, og husejerne har sørget for sengetøj, så vi behøver ikke engang pakke soveposerne ud.
Vandring syd for isfjorden søndag 20. juli

Efter fælles morgenmad i det grønne hus, starter vi med en bygderundtur. Ove viser den lille bygd frem. Med sine nuværende 96 indbyggere, heraf 11 skolesøgende børn, burde den tur egentlig ikke fylde meget. Men det er imponerende alligevel. Vi ser det lokale kommunekontor og på afstand fiskefabrikken, hvor hele byen arbejder i vintermånederne. Udover bygningen, som huser fælles badefaciliteter og vaskemaskiner, er kirken et samlende, socialt sted, hvor alle indbyggere kommer til alle kirkelige begivenheder, uanset hvor religiøs man er.

Indvendig adskiller kirken sig ikke synderligt fra en dansk landsbykirke, den er blot meget mindre, og med grønlandsk tekst på tavlerne med salmenumre. Nå ja, og så oplever vi et specielt fænomen: løse kirkebænke. Kirken står direkte på jorden, som har ”flyttet” sig gennem årene pga. permafrost og optøning, dvs. visse steder buer gulvet, og det giver sig udslag i, at man ikke skal støtte sig til bænkene, for de svinger rundt – det giver anledning til en del ”Uh!” og fnis i krogene, da gruppen skal videre, og folk intetanende griber fat i ryglænet på bænken foran, for så forskrækket at prøve på ikke at falde.
Trods myggenet er det en interessant bytur, hvor vi også ser nogle af de ældste bygninger, og hører gode historier om Ove´s forfædre, og om moderne bygdeliv. Sidste på turen spørger Ove igen, hvor mange af os, der vil have sælsuppe om aftenen. Kraftigt indoktrineret af Martin melder ca. halvdelen sig på suppeholdet. Og da turen er overstået, og vi har lidt tid, inden den uigenkaldeligt sidste vandretur, råder Martin os til at købe evt. vin til aftensmaden nu, da butikken vil være lukket når vi kommer tilbage. Så sagt, så gjort, Elise og jeg tropper op i butikken, og giver os til at kigge på vin. Vi bliver hurtigt klar over, at vores fælles kendskab til vin kan være på et meget lille sted, så Elise spørger en venlig dame (butiksbestyreren?), hvilken vin, helst rød, hun vil anbefale til sælsuppe? Af en eller anden grund, sikkert baseret på mine danske fordomme, lyder det lidt absurdt i mine ører, men som det naturligste i denne verden giver den venlig dame sig til at studere flaskerne bag disken, og henter et par stykker frem, men anbefaler specielt en fra Chile, som gør Elise 117,- kr. fattigere, muligvis den dyreste men hvad ved vi om sælsuppe og rødvin?!?
Denne sidste aften, hjemme hos Ove og Janne, føler jeg mig ikke som betalende turist, men som gæst, og det er jeg ikke alene om. Faktisk er stemningen så god, at Martin til sidst næsten smider os ud. Det viser sig, at han vil have os tilbage til vores ”fælleshus”, hvor han vil bage en chokoladekage til os, nu det er vores sidste aften i Grønland. Altså, den mand har valgt det forkerte studie, jeg mener, hvem har brug for flere stressede læger, næ, lad os få noget mere hjemmebagt brød og lækre kager!
Sidste aften er hyggelig, med kaffe/te, chokoladekage og de sædvanlige 10.000 myg, mens vi sidder på terrassen foran det grønne hus, og ser på solen – som stadigvæk ikke vil gå ned, men bliver ved med at være på himlen, så man mister enhver tidsfornemmelse. Derfor er det også mærkeligt at sige godnat, da aftenen slutter, når det stadig er lyst. Elise og jeg sætter os i køkkenet i det blå hus, hælder de sidste dråber rødvin i nogle små kaffekopper, takker hinanden for en god ferie og ønsker en sikker hjemrejse.

Helle Okkels
November 2005
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig