Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Aconcagua – På toppen af Amerika

Forfatter: Allan Wahlers
Printvenlig version
På toppen af Amerika

Den 28. februar vendte 13 Topas-rejsende hjem fra Sydamerika. Ni af dem havde ugen forinden besteget kontinentets højeste bjerg, Aconcagua, på 6.962 meter, og højden taget i betragtning var det et imponerende antal, der nåede toppen.

Aconcagua er nemlig på ingen måde for børn. Det er heller ikke for folk, der ikke har nogen erfaring med høje bjerge. Kroppen reagerer på den ekstreme højde på de særeste måder, og det er en klar fordel at have prøvet noget lignende før. De fleste af turens deltagere måtte døje med forskellige grader af højdesyge, og to måtte simpelthen blive nede i de lavere højder for at vente på, at de fik det bedre.
To uger undervejs

Det hele var startet næsten to uger forinden. Så lang tid skal man bruge på akklimatiseringen, hvis man skal have en chance for at besejre Aconcagua, der frit oversat betyder noget i retning af "Skildvagten af sten". Allerede dagen efter vi var landet i Mendoza i Argentina, sad vi i en bus på vej til et hotel langs hovedvejen til Chile. Hotellet lå i 2.700 meters højde ved et skisportssted, der er velbesøgt om vinteren.

Næste dag blev vi kørt lidt længere op ad hovedvejen og sat af, hvor selve Aconcagua-nationalparken begynder. Her skulle vi registreres af de lokale myndigheder for at få lov til at gå videre ind, og snart var på vej op mod den første teltlejr, Confluencia, i knap 3.400 meters højde. Allerede da vi begyndte at gå, fik vi det første glimt af bjerget, som lå lige fremme i horisonten med sne på toppen, og man kunne kun drømme om, hvordan det ville være – måske – at stå på toppen halvanden uge senere. Meget kunne stadig gå galt med vejret og helbredet.

Det tog omkring fire timer at gå til Confluencia-lejren, som ligger smukt placeret midt i et flodleje, hvor to brede dale på hver sin side af Aconcagua mødes.
Gletcher i skjul

Næste dag blev vi så udsat for den første alvorlige akklimatiserings-øvelse. Vi skulle gå en smuk tur op igennem den østlige Horcones-dal, som leder hele vejen op til foden af Aconcagua, og hvor dalen slutter, ligger den lejr, som er udgangspunkt for de dristige ekspeditioner, der forsøger at overmande Skildvagten via den stejle og frygtindgydende sydvæg. Vi havde ikke gået så langt, før der pludselig dukkede en mørk tunge af firkantede skabninger op, som viste sig at være en godt camoufleret gletcher. Tættere på afslørede den dog sig selv med smeltelyde, knagen og bragen.

Netop denne gletcher er i modsætning til så mange andre af verdens gletchere i færd med at vokse i disse år – et særligt fænomen, der optræder med mange års mellemrum, som betyder, at den bliver op til 10 meter længere hver eneste dag. Det kan have store konsekvenser for strømmen i den flod, der udløber fra den, og det kan i sidste ende true Confluencia-lejren, der ligger længere nede i flodlejet.

Der skete heldigvis ikke noget, mens vi opholdt os dér – et ophold, der blev forlænget med én overnatning, fordi det pludselig blev uvejr oppe i nærheden af bjerget. Det betød, at der på kort tid faldt mere end 10 centimeters sne ved basecamp-området, så vores argentinske chefguide mente, at det var bedst at vente med at gå derop. Den ekstra dag gik med kortspil og afslapning, men alle var mere end klar til at komme videre, selv om vi også var blevet mindet om, hvor stor en del af turens succes, der afhang af vejret.
Evigheder

Det tager omkring otte timer at gå de 20 kilometer igennem den vestlige Horcones-dal. Dalen drejer kun langsomt, og den synes at fortsætte i evigheder, men turen er spændende. Efterhånden, som vi kom opad, forsvandt den sparsomme vegetation, der primært bestod af græs og lave buske, og undervejs skulle vi passere floden flere gange – det var dog ikke værre, end man kunne hoppe over med et godt tilløb, men andre gange kan man være mere uheldig med vandstanden.

Det er herfra den normale rute, som slanger sig op ad bjerget fra den noget mere fremkommelige nordvestlige side, starter. Derfor var vores næste fem overnatninger henlagt til Refugio Plaza de Mulas, som praler med at have verdens højest beliggende postkontor og være verdens højest beliggende hotel i næsten 4.400 meters højde. Det lange ophold ville sikre en god akklimatisering, og iltindholdet i blodet skulle gerne nærme sig normalen i slutningen af perioden – det blev målt med en særlig fingerklemme hver aften, som også kunne vise pulsen.
Rammerne i top

Mulas må samtidig være et af de sværest tilgængelige hoteller i verden, for kun muldyr og bjergbestigere går gennem den nærmest uendelige dal med de smukke og forvitrede bjergtoppe til begge sider. Det er heller ikke alle hoteller, der kun har elektrisk lys mellem klokken 19 og 22 om aftenen, en gennemsnitstemperatur omkring frysepunktet og varme bade begrænset til højst fem minutter pr. person. Men beliggenheden taget i betragtning var det fine forhold – der blev serveret varm mad to gange om dagen, og rammerne for en god tilvænning til højden var i top.

Selve hotellet ligner en større barak midt på en forhøjning af løs jord. Vi havde en sovesal for os selv oppe under taget, og bare det at gå op af trapperne de to etager var nok til at tage pusten fra de fleste. Vi havde også vores eget køkken, hvor et enfoldigt familiemedlem til den argentinske chefguide ind imellem sørgede for, at der var lidt at spise og varmt vand.

Drikke- og toiletvandet blev hentet fra en sø med smeltevand lige ved siden af hotellet, og foran hotellet tårnede Aconcagua sig truende op og indgød behørig ærefrygt for den kommende opgave.
Søjler af is

Af de fire hele dage, vi skulle være på hotellet, var de to af dem regulære hviledage, hvor vi bare skulle sørge for at slappe så meget af som muligt, spise en masse og få fyldt væskedepoterne op. Efter den første hviledag gik vi næste dag en tur i området. Den bragte os blandt andet igennem en gletcher, der havde en noget pænere overflade, end den anden, vi havde set. Vinden havde samtidig formet den, så den var spækket med søjler af is, der ind imellem var højere end et voksent menneske. Andre steder var den helt dækket af sten i alle størrelser, og kun de helt store sten, som stod på en piedestal af is, afslørede, at underlaget stadig var en gletcher, som bevægede sig med to meter om dagen.

Den næste dag var blandt de hårdeste. Her skulle vi bære vores mad til resten af bestigningen op til lejr 1, Camp Alaska, i 5.300 meters højde. Turen havde en konstant stigning ad stier, der zigzaggede sig op ad bjergsiden, og det gjorde, at tempoet var mere end adstadigt, og behovet for pauser var stort. Så var det straks nemmere at gå nedad i løjperne af løse sten og grus, der nærmest indbød til, at man brugte skisportsteknik.

Efter en hviledag mere blev det for alvor barskt. Næste overnatning var i Lejr 1, og det var ikke meningen, at vi skulle ned igen, før vi havde været på toppen. Egentlig skulle vi have sovet her i to nætter, men på grund af en ildevarslende vejrudsigt skønnede den rutinerede lokale chefguide, at vi allerede næste dag måtte gå til Lejr 2, Camp Berlin i knap 6.000 meters højde. Tiden gik med at smelte sne til drikkevand og koge det, så vi kunne spise vores frysetørrede lækkerier.

Selve natten forløb med at koncentrere sig dybt om at trække vejret – det er som om, lungerne ikke gør det af sig selv i den anselige højde. Samtidig blæste det kraftigt, så teltene blafrede larmende, men det lød nok værre, end det egentlig var. Alligevel kom man i kraftig tvivl, om anstrengelserne overhovedet skulle ende med at bære frugt.
En tur, der trak tænder ud

Højdesygen begyndte også at vise sig på andre måder end bare ved hovedpine. Ind imellem kan man være ved at miste balancen og være længe om at "rette op". En af deltagerne havde det så slemt med balancenerven, at han slet ikke kunne gå ved egen hjælp, før han kom ned til basecamp igen. Og så kan man også komme ud for at skulle arbejde mentalt med at bevare fokus – man kan komme ud for at opleve begivenhederne lidt forskudt og ikke rigtig føle, at man har styr på sine egne handlinger.

Der var sne, de fleste steder, vi gik nu, og vores dobbelte plasticstøvler kom fint til deres ret. Det meste af tiden gik det stadig opad med en pæn stigning, og turen op til lejr 2 varede omkring fem timer. Det var også rigeligt til at være godt mør, da vi nåede frem og skulle arrangere os i teltene. Nu gjaldt det om at få spist bare en lille smule, selv om man ikke havde nogen appetit, og smelte sne nok til, at man ikke tørstede. Selve lejren lå både barskt og smukt på et klippefremspring, og udsigten var allerede her fænomenal.

Natten i Camp Berlin varede kun til klokken 2. Så skulle der smeltes sne nok til at dække vores væskebehov på vej mod toppen, og klokken fem skulle vi alle være klar til at gå, med pandelamperne monteret, adskillige lag varmt tøj på kroppen og pigge monteret på de dobbelte plasticstøvler.
Én lang kæde

Det er en særlig fornemmelse at begive sig af sted mod en bjergtop, mens det stadig er mørkt. Luften er kold og frisk, man har en masse tøj på, og alle går ekstremt langsomt. Når alle desuden har pandelamper på og slynger sig adstadigt opad i kæde, kan det ikke undgå at give minder om en amerikansk chaingang. Og alle er også opfyldt af det samme mål – vi tænker alle på vores eget helbred og vores egen bestigning, men samtidig er vi dybt afhængige af at have nogle at støtte os til, ikke mindst mentalt.

Efter et par timer blev vi belønnet med en billedskøn solopgang, men selv om det lunede med det smukke syn, var der stadig lang vej at gå. Vi fortsatte i stadig mindre grupper opad, og efter et par timer mere, nåede vi op til den sidste lille træhytte i omkring 6.400 meters højde, Independencia Hut, som muligvis også er det højeste af sin slags i hele verden. Hytte er så meget sagt – det er bare nogle brædder, der kan tjene som ly for de, der pludselig bliver fanget af en storm.

Efter at have forceret en stejl bjergkam dækket af is kom vi til det sidste lange og udfordrende stykke, den frygtindgydende Canaleta. Her går man på tværs af bjerget, jævnt opad, på en smal sti over en skråning af løse sten, som kan være en uoverstigelig plage for nogle, fordi man hele tiden synker et skridt tilbage, når man har taget to. Samtidig er det heller ikke sted, man skal stoppe og slappe af, for vinden er ofte hård, og det kan være svært at holde varmen. Men vi var heldige, for vejret blev ved med at være godt, og der var næsten ingen vind. Canaleta’en var samtidig dækket af en smal stribe sne, som vi kunne gå på med vores cramponer uden at synke bagud.
Trætte og lykkelige

Sne eller ej, turen var barsk. Men har man først klaret sig forbi Canaleta’en, tør man efterhånden begynde at tro på det. På dette tidspunkt tænker man ikke på meget andet end det næste skridt, på at bevare fokus og på at trække vejret. Men efterhånden som man nærmer sig toppen, og man ligefrem begynder at kunne se den tæt på, begynder man også at få en klump i halsen og småtude lidt. Tænk, at det skulle lykkes efter alle de dage, al den vandring, al den usikkerhed omkring vejret og alle de mærkelige symptomer på højdesyge, som ens krop havde udsat én for...

Efter syv timers vandring nåede de første toppen af Aconcagua i 6.962 fantastiske meters højde – med langsomme skridt og desperate lunger, trætte og lykkelige som aldrig før. Intet sted i Amerika eller på den vestlige halvkugle for den sags skyld er der et sted, der er højere. Man skal helt til Himalaya.

Udsigten var overvældende – især når man kiggede over mod den vældige sydvæg af bjerget – og vejret blev ved med at være klart og stille. Derfor var det heller ikke specielt koldt. Det var nok at have almindelige handsker på og en elefanthue, så kunne man såmænd blive hængende deroppe i timevis. Hvis det ikke lige var fordi, at kroppen er under et konstant og hurtigt nedbrud, som har sin pris, og som man gerne skulle være i tilbage i lejr 2 for at klare sig igennem.
Nedad, bare nedad

Er det hårdt at gå opad, er det næsten lige så anstrengende at bevæge sig nedad med trætte ben, selv om det selvfølgelig går noget hurtigere. Underlaget er stadig is og løse sten, og man bruger mange kræfter på at holde igen, så man ikke falder. Derfor er man da også mere død end levende, når man endelig finder frem til Camp Berlin igen. Guiderne var søde til at varme suppe og give mad, men man tænkte egentlig bare på at komme hen i teltet og ligge.

Natten gik med svedeture og kuldegysninger, og næste morgen var hovedpinen total. Det var den slags hovedpine, man kun kender fra sine værste tømmermænd, og som ikke forsvinder ved hjælp af almindelige hovedpinepiller. Det eneste, der hjælper, er at komme nedad. Derfor kunne det næsten kun gå for langsomt med at få pakket teltene sammen og komme af sted. Fire timer efter stod vi nede på vores elskede hotel Plaza de Mulas, der denne gang virkede ekstremt civiliseret i forhold til første gang, vi kom frem til det. Efter et bad og lidt mad var det tid til at fejre triumfen med nogle flasker champagne, og så var vi ellers mere end modne til at gå i seng endnu en gang.

Den næste dag var anstrengende på ny. Men det var til gengæld den sidste af slagsen. Vi skulle gå hele vejen fra Mulas, gennem dalen, forbi Confluencia-lejren og videre ud til hovedvejen, hvor vi skulle transporteres tilbage til skisportshotellet. En smuk tur, også fra den anden side, men 25 kilometer nedad med trætte ben var en ordentlig mundfuld, og var der nogen kræfter tilbage, forsvandt de i hvert fald her.
Mendoza og Santiago

Resten af turen kunne ikke undgå at være meget anderledes. Efter to uger på bjerget skulle vi være en uge i Mendoza og Chiles hovedstad Santiago – en mere traditionel ferieform i to store byer, hvor vi brugte tiden på at restituere og hygge os om aftenerne. Mendoza er en fin by, som dog er begyndt at forfalde en smule efter de seneste års økonomiske problemer i Argentina. Vi fik blandt andet set vores chefguides lille vingård og smagt på hans druer, og vi fik prøvet riverrafting på en af de brusende floder, som løber ned mod byen.

Var Mendoza i forfald, havde forfaldet stået på i Santiago i årtier. Malerfaget kan ikke være særlig udbredt på de kanter. Alligevel har byen en slags sydeuropæisk charme over sig, og man er ikke i tvivl om, at metropolen fungerer på sin egen specielle måde. Folk var generelt kønne og venlige, og vi fik gået nogle ture og spist noget spændende fisk, inden vi alle var mere end klar til at tage hjem.

Vi var allerede mætte på oplevelser, og mindet om bjerget varmede og gjorde én stolt. Og det styrkede én i en grad, man ikke umiddelbart kan forestille sig, hvis man ikke har prøvet noget lignende – det være sig et andet bjerg, et maratonløb eller en anden kæmpe udfordring; når man har kunnet klare den, er der ikke meget andet, man føler, man ikke kan klare. I alle livets sammenhænge.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig