Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Patagonien og Ildlandet Glimt fra en ekspeditionstur

Forfatter: Bodil Svendsen
Ref. PTS

Printvenlig version
Mondongo

Vi var 23 forventningsfulde danskere der blev modtaget i Santiago af Johnny, vores danske guide, Freddy, hans bolivianske assistent, Roberto, chauffør på Mondongo, og kokken Domingo.
Mondongo er en lastbil der er blevet totalt renoveret og bygget om, så den nu kan rumme 26 passagerer + to i førerhuset. De 16 siddepladser er anbragt to og to med bord imellem, således at de 8 kører baglæns. De øvrige 10 pladser er tomandssæder med et lille bord foran – fire pladser bagerst og seks oppe foran. Bagvæggen er en skabsvæg, med plads til soveposer og liggeunderlag øverst, og til kokkens remedier og mad i resten af væggen. Mellem bagvæg og de bagerste sæder er der plads til en gasdreven fryser. Alle disponible steder er udnyttet til opbevaringspladser, bl.a. til snavsede støvler. Under sæderne har hver deltager plads til sine personlige ejendele, og i nettene over sæderne kan der ligge dagtursrygsække m.m. Udvendigt er der plads til brændstof, en god stor vandtank, samt særlige rum til telte, klapstole, og en transportabel ovn. På taget er der en bagagebærer til ekstravarer. Men hvorfor nu ”Mondongo”? Johnny beskrev malende hvordan de på den første køretur med bilen i Bolivia var kommet til et sted langt ude på landet, hvor de fik et måltid mad. Da de spurgte den gamle dame der serverede for dem hvad det var de spiste, svarede hun kun og gentagne gange, ”Mondongo”. Det betyder vist nok ’sammenkogt ret’, men kan også betyde ’lille dreng’. Det var på alle måder et godt navn til kolossen, der virkelig var sammensat af alt muligt, og som skulle transportere brogede rejseflokke. Så foran på køretøjet stråler en flot messingplade med MONDONGO indgraveret.
Pucon

Første stop efter Santiago var Pucon, der ligger smukt ved østenden af Lago Villarica, for foden af den aktive Villarica vulkan (2841m). Målet i Pucon var faktisk at bestige vulkanen, men det havde regnet i 22 dage da vi ankom, og til stor skuffelse for de fleste, var der ingen ture til toppen, der lå indhyllet i skyer. I stedet blev der arrangeret en vandretur i Parque Nacional Huerquehue. Vi gik vel i 6 timer, udstyret med leggings/gamacher. Det var meget smattet efter så lang tids regn - stien var ofte en lille bæk – så gamacherne skånede i høj grad vores bukseben. Turen gik til tre smukke søer og et fantastisk flot vandfald i flere etager. Chefguiden fortalte undervejs om mange planter, træer, fugle og andre interessante fænomener, bl.a. de gamle, op til 50 meter høje abetræer (araucaria araucana), der vokser på de øvre skråninger. Træets botaniske navn skyldes den oprindelige befolkning, araucanerne. Trods forlydender om det modsatte eksisterer de stadig som stamme og forsøger at bibeholde deres kultur, men de går meget stille med dørene. Så vidt jeg ved, er araucanerne en gren af mapuche indianerstammen, der i meget lang tid var i stand til at gøre modstand mod spanierne og senere kolonisatorer. Efter at have drevet spanierne ud i 1602, lykkedes det dem at holde området i hen ved 300 år. Med tiden indgik Chiles styre forskellige kontrakter med dem, og i 1883 nåede man en aftale så hele landet blev samlet under regeringen i Santiago. Siden er området ved Lago Villarica blevet et meget yndet og besøgt feriested, hvor boliger er skudt op overalt.
Termas de Huife

Vi var så småt begyndt at vænne os til dagens rutiner. Vi var inddelt i 3-4 mands hold med varierende pligter hver dag. De bestod i at vaske op efter måltiderne, hjælpe til hvis kokken Domingo havde behov for hjælp, og gøre let rent i bussen.

Dagens køretur var ganske kort – hen til Termas de Huife, hvor vi tilbragte en herlig eftermiddag i de varme bade, nogle så varme at de ikke var til at være i ret længe. Området omkring badene var smukt anlagt med rigtig mange blomster, bl.a. roser, azalea og hortensia.
Vi havde alle fået fat i noget vin i Pucon, så om aftenen kunne Domingos veltilberedte lammestykker skylles ned på behørig vis. Siden var der stemningsfuldt lejrbål under en stedse mørkere himmel, hvor stjernerne efterhånden trådte smukt frem. En del stjernebilleder blev lokaliseret, bl.a. Orion, der stod på hovedet.
Da vi kørte videre næste dag stod Villarica klar mod den blå blå himmel. Det er Chiles mest aktive vulkan, og det jeg først havde opfattet som en lille sky ved toppen, var faktisk en let røgfane, tydelig mod den blå himmel.
På vej til den argentinske grænse skulle vi over et pas på Mt. Lanins skulder. Lanin er områdets højeste vulkan (3776m). Det var en vældig flot tur – især på den argentinske side, hvor vi havde udsigt til Lanins smukke hvide kegle i utrolig lang tid.
El Bolsón og Cholila

San Carlos de Bariloche ligger meget smukt langs Nahuel Huapi søen, med udsigt til de (sædvanlige) sneklædte bjerge på den anden side. Domingo skulle proviantere, så vi fik et par timer til at se nærmere på byen. Hver gang vi krydsede mellem Chile og Argentina, var det det samme – der måtte ikke bringes friske grøntsager, frugt eller kød fra det ene land til det andet. Så Domingo havde hele tiden en logistisk opgave – at sørge for at det nødvendige var til stede, men blev spist op inden grænsen, og dernæst at få købt ind hurtigst muligt.
Turen gik hastigt sydpå til El Bolsón, der hævder at være en økologisk kommune og har erklæret sig som atomfrit område. Her afholdes et kunsthåndværksmarked tre gange om ugen, og det nåede vi lige at opleve.
Målet for dagens køretur var Cholila, eller rettere den hytte hvor de to amerikanske lovløse, Butch Cassidy og the Sundance Kid, havde boet i nogle år i begyndelsen af 1900-tallet. Man var i fuld gang med at restaurere rønnen, der var beboet indtil 1999. Provinsregeringen ”turistmodner” nu stedet for at kapitalisere på den nærmest kultiske interesse stedet har. Luksus har der ikke været meget af, men det var der vel heller ikke der hvor de to tog- og bankrøvere kom fra. I et spiselokale/bar på campingpladsen hvor vi boede, havde de en hel lille udstilling om de to mænd og Etta Place, som det var morsomt at kigge på efter at have været ved hytten. De mennesker har givet stof til mange myter, og en god film.
Piberi og narko?

På et tidspunkt blev det klart at Mondongo var ked af noget - den peb, så der blev holdt pause, mens Roberto og Johnny så efter hvad der kunne være i vejen, og Domingo stegte bøffer til bøfsandwich.
Vi skulle over grænsen igen med de forskellige grænseformaliteter. På den argentinske side blev en narkohund meget interesseret i et rum hvor Roberto havde sit værktøj, og fandt omsider frem til en bestemt tube pasta. Det viste sig at pastaen indeholdt acetone, som åbenbart også kan være et biprodukt ved oprensning af coca til kokain. Roberto blev frikendt, men Domingo måtte aflevere æg og citroner.
La Junta

På vej videre næste dag begyndte Mondongo atter at frembringe mærkelige lyde. Da vi nåede til La Junta, fik Johnny og Roberto Mondongo til mekaniker, og vi øvrige kunne søge ly for regnen, der øsede ned, i La Transportista caféen overfor. Jeg skal love for at der blev hentet kopper frem alle vegne fra da Mondongofolket bestilte kaffe m.m. La Junta er en lidt speciel lille by, der fik pande-rynkerne frem andetsteds i landet i 2001, da byen rejste et mindesmærke for General Augosto Pinochet i taknemmelighed over hans indsats for Carretera Austral – den nord-sydgående landevej – der har betydet nemmere samfærdsel for byerne langs dens rute.
Fejlen i Mondongos ædlere dele blev lokaliseret og udbedret, og 2½ time senere, i øsende regn, kørte vi videre mod Puerto Puyuhuapi, hvor vi fik 4 dejlige 7-mandshytter at sove i. En lille hyggewhisky efter middagen for vores hyttes beboere og så i seng.
Coyhaique

Efter en dejlig tur op til en flot hængende gletsjer gik turen til Coyhaique og Camping Las Salamandras. Den følgende dag fik en gruppe på syv en fantastisk river-rafting oplevelse på Simpson River i våddragt m.m. Andre valgte at gå på opdagelse i byen.
Las Salamandras har et stort og meget hyggeligt fælleshus, med toiletfaciliteter, opholdsstuer med pejs og internetforbindelse. Om aftenen serverede Domingo en lækker middag i huset, og vi hyggede os ved pejsen med guitarspil (ved Einar) og sang.
Pampas’en

Der var afgang kl.7.00. Det gjaldt om at komme tidligt af sted, da vi skulle over grænsen nok engang.
Efter grænsen var grusvejen videre stejl og snoet, så Mondongo måtte sommetider bakke for at kunne komme rundt i svingene. Det var ikke lige nemt at få dobbeltudkoblingen til at lykkes i de sving. Landskabet ændrede sig på den anden side af højderyggen – det blev tørt og pampasagtigt, med flotte udsigter på vej til Perito Moreno, hvor Domingo skulle købe ind.
På turen den dag så vi flere kondorer svæve højt over os. Senere oplevede vi guanacoer i større og mindre flokke, nanduer, bl.a. også med hele nandu-børnehaver, og harer. Men allerførst fik vi set en armadillo, et bæltedyr, der pilede væk i den tørre tuede pampasbevoksning.
Den aften camperede vi på pampas’en. Det blæste virkelig meget, så til trods for at vi næsten alle slog vores telte op i læ af små buske, blev det en drabelig kamp for at stænger ikke skulle bøjes og hele teltet blæse væk. Vi sikrede at indgangen vendte væk fra blæsten og tøjrede teltet godt. Og middagen blev indtaget i bussen.
Cuevas de las Manos

Efter en nat uden dramatik lagde vi ud med en dejlig vandretur på godt 2½ time til Cuevas de las Manos – ”Hænderhulerne”. Turen gik først stejlt ned i og så hen ad en flot canyon dannet af Rio Pinturas. Hernede var der grønt, og græsning for flere flokke kvæg. Her har fortidens Tehuelche indianere gået på jagt efter guanacoer, der naturligt er søgt herhen for at få fat i det grønne græs. Tehuelche’erne var jægere – de måtte følge de dyr, især guanacoerne, som de levede af. Alt blev udnyttet. De spiste kødet, brugte huderne til telte, ulden til tøj, ben til våben m.m. og sener til slynger og reb.
Da vi nærmede os et knæk i canyonens forløb, kunne vi se stien til hulerne i klippesiden 90m over floden. Det der har givet hulerne deres navn er hundreder af hænder i både positive og negative aftryk. Man har talt 829 hænder, hvoraf kun 36 er højre hænder. De fleste er ’negativer’, dvs. ’kunstneren’ har lagt hånden på klippefladen og pustet farve ud over hånden og klippen. De ældste malerier er mere end 9.000 år gamle, og den yngste gruppe er fra 3.000 f.kr og frem. Ud over hænder ses bl.a. guanacoer, nanduer, mennesker og puma.

Oppe fra hulerne var der fuldt overblik over canyonen op ad begge ”vinkelben”, så det har været et ideelt sted at spotte vildtet fra, det vildt de var så afhængige af. Det var en stor oplevelse på et umådeligt smukt sted med et ufatteligt tidsspand.
Roberto havde kørt bussen om til parkindgangen, så vi kørte videre derfra over den patagonske steppe, som er tør og ugæstfri, men ikke udelukkende flad. Der er også bakker og dale og ind imellem en sø, men landskabet virker ret trøsteløst og meget blæsende.
Hovedvej 40, ”La Cuarenta”, der strækker sig i næsten hele Argentinas længde for foden af Andesbjergene, og som vi fulgte på lange strækninger, er ved at blive lagt om og asfalteret. Arbejdet er lovet færdigt i 2008, i hvert fald så langt som til præsident Kirchners hjemby, El Calafate. Vi camperede nok engang i kraftig blæst.
El Calafate

Domingo tryllede pandekager frem til morgenmad - de fik ikke lov til at ligge længe på fadet. Og så gik turen videre, med fotostop for enden af Lago Viedma, til El Calafate, der ligger ved Lago Argentino. Efter en afslappet eftermiddag var vi en stor gruppe der gik hen og spise i Estilo Campo – landlig stil – hvor der var et stort tag-selv bord med rigtig mange retter – og dertil grillet kød. Tre hele lam stegte i ”wigwam” opstilling over et bål, og på en meget stor grill tilberedtes oksekød og kylling. Til sidst var der et stort udvalg af fine desserter.
Perito Moreno gletsjeren

Vi sad allerede i bussen kl. 6.30 uden morgenmad –kun Mondongo måtte have lidt at drikke inden vi forlod El Calafate. Målet var Perito Moreno gletsjeren, der ligger ved en gren af Lago Argentino. Turen dertil var meget smuk. Domingo fik hurtigt etableret morgenmad på parkeringspladsen da vi nåede frem, og så gjaldt det om at komme ned til udsigtsterrasserne.
Hvor var det flot! Der er anlagt bræddegange til flere udsigtsplatforme i forskellige niveauer, hvor man kan stå og se på gletsjeren, lytte til de brag og rumlen der kommer når den giver sig, og vente på at en kælvning.

Det er svært at fornemme størrelsesforholdene når der ikke er noget at sammenligne med, f.eks. en båd der sejler forbi. Gletsjerkanten er en 60-80 meter høj, L-formet, fuldstændig uregelmæssigt takket mur på en 4-5 km. Gletsjeren løber ned til Lago Argentino ved en albue i søen. På det smalleste sted hober isen sig op og lukker af for en arm af søen. Derefter stiger vandstanden i den afsnørede søarm. En gang imellem – det skete 15 gange i sidste århundrede - bliver vandpresset for stort og vandet sprænger sig vej igennem til den anden arm af søen med en eksplosionsagtig lavine af is og vand. Det skete sidste gang den 14. marts 2004, og man kunne se at isen var ved at lukke til igen. Dengang tiltrak det selvfølgelig en syndflod af tilskuere i dagene før, der ventede på naturfænomenet. Vi havde heldigvis stedet meget mere for os selv, men da vi kørte igen ved 11-tiden, var parkeringspladsen ved at fylde godt op.
Vi kørte tilbage til El Calafate og videre ad ”La Cuarenta”. Landskabet blev blødere, med store rundede træk, og endnu senere med mange får. Det var fårene der skabte Patagoniens velstand. Landet blev spækket med estanciaer/farme, som man kan se på lang afstand i landskabet, fordi de er omgivet af høje poppeltræer. Gårdene blev lagt ved vandløb, og man plantede træer for at få læ – poplen synes at kunne klare sig overalt i verden. Men grådighed eller manglende viden var bl.a. også årsag til nedgangstiderne. Stepperne blev overgræsset, og mange estanciaer måtte nedlægges. Nu er der udenlandske firmaer, bl.a. Benetton, der har investeret i store landområder, og driver fårefarmene mere videnskabeligt. De sørger for at der ikke er flere får end landet kan bære, og gradvis forbedres græsningen. Så nu er en ny slags kolonisering i gang.
Der var stille i Mondongo det meste af dagen – folk snorksov. Det var noget vi var blevet rigtig gode til.
Parque Nacional Torres del Paine

Lørdag eftermiddag satte Mondongo os af ved en smuk sø, Laguna Verde, og så havde vi 4 timers herlig vandring til et sted hvor bussen samlede os op igen og kørte os til en dejlig campingplads. Her slog vi lejr med alle tiders udsigt til Cuernos del Paine, de hornlignende toppe som må være noget af det mest fotograferede i denne del af verden. Paine er navnet på den flod der løber gennem parken.
Næste dag kørte Mondongo os til den nordøstlige del af parken, hvorfra der gik vandreture op til et punkt med flot udsigt til selve Los Torres. På vej dertil så vi rigtig mange guanacoer, men vi så også hvordan ilden havde hærget parken i februar 2005. Et væltet campingblus havde forårsaget en kæmpe-brand der varede i næsten en måned og lagde omtrent 5.500 hektar øde. Meget af det var græssteppe, og det regenerer hurtigt, gødes endda af branden. Men de 2.400 hektar langsomtvoksende bøgetræer var et meget bedrøveligt syn, som træerne stod der og strittede med deres sorte grene.
Torres del Paine parken er en stor attraktion, og der var flere grupper der skulle på tur, men det var endnu tidligt på sæsonen, og folk spredtes hurtigt, så der var ikke noget problem i det. Turen førte os højt op ad en bjergskulder og ind imod bjergmassivet. Per og jeg valgte kun at gå den halve tur, dvs. vi stoppede ved Albergue y Camping Chileno, spiste frokost der, og gik tilbage. Det var svært at fatte at både Los Torres (tårnene) og Los Cuernos (hornene) er rester af en vulkansk eruption der ikke blev til noget (for 10 millioner år siden). Magma-massen nåede ikke op til jordoverfladen, men kølede af under jorden og blev til granit. Derefter eroderede den blødere omgivende bjergmasse og frilagde disse fabelagtige formationer.
Om mandagen gjaldt det en dejlig sejltur til den anden ende af Lago Pehoé og en vandretur langs Lago Grey op mod Grey-gletsjeren. Lago Grey var smuk med isbjerge, der langsomt sejlede af sted mod floden der afvander søen. Jeg gik frem til et udsigtspunkt hvorfra der var et godt udsyn til det enorme gletsjerområde. Per blev tilbage hvor vi havde spist vores frokost, og nød udsigten til is-bjergene.
Under sejlturen på søen havde man flot udsigt til de tre Cuernos og fik set dem fra mange vinkler. Det kendteste billede af dem er det vi havde fra vores campingplads, og med det dejlige vejr vi havde, fik vi set dem i alle mulige belysninger.

Vi var i det hele taget heldige med vejret, som går for at være meget ustabilt i parken. Vi havde flot vejr indtil den sidste morgen, hvor der var lidt regn i luften.
Mylodon-hulen

Afgang fra Torres del Paine. På vej tilbage til Puerto Natales var der stop ved Mylodon-hulen, en kæmpemæssig hule, hvor Hermann Eberhard, en tysk fårefarmer, i 1895 fandt et stykke skind fra et ukendt dyr. Det blev senere slået fast at det drejede sig om Mylodon darwini, et kæmpedovendyr, der levede for 11.000 år siden, samtidig med sabeltigeren, flere andre kæmpedyr, en uddød hesterace, og også med de første mennesker på stedet. Da resterne af dyret var så velbevarede da man fandt dem, mente man at dyret måtte have levet ind i det 19. århundrede. Men kulstof-14 analyser har aflivet denne myte.
Punta Arenas

Vi skulle videre til Punta Arenas (spansk for Sandy Point, der var britiske sømænds navn for stedet). Med sine godt 116.000 indbyggere er Punta Arenas den største by i Patagonien og hovedbyen i Chiles Magellanes region. Indførelsen af får fra Falklandsøerne i 1860’erne satte gang i den økonomiske vækst, og området levede længe højt på salg af uld og fårekød fra de enorme estanciaer der skabtes på stepperne. Det tiltrak tilflyttere fra Europa, hvoraf nogle kom til at udgøre stedets aristokrati, heriblandt portugiseren José Nogueira, spanieren José Menéndez og Braun familien. Disse familier byggede flotte huse i byen, så som Palacio Sara Braun (1895), Casa José Menéndez, og Casa Braun-Menéndez (1904), som nu huser egnsmuseet.
Punta Arenas har selvfølgelig også sin plaza, Plaza Muñoz Gamero, opkaldt efter en provinsguvernør der døde under et mytteri i 1851. Midt på pladsen står et kunstfærdigt monument opstillet til minde om 400-året for Magellans rejse i 1520. Øverst står Magellan med en globus og sin logbog, og på soklen sidder en Selknam indianer som repræsentant for Ildlandet, en Tehuelche indianer som repræsentant for Patagonien, og en havfrue med chilenske og regionale våbenskjolde. Tehuelche indianerens bronzetå skinner som guld – det siges at den, der rører ved tåen, vender tilbage.
Pers og min tur standsede i Punta Arenas, hvor jeg måtte behandles for en øjenlidelse. De andre fortsatte til Ildlandet næste dag. Det var mærkeligt at skilles midt i det hele. Vi havde fungeret godt som hold. Og Johnny havde været alle tiders guide og problemknuser..
Per tog på en tur til et pingvinreservatet Isla Magdalena, Monumento Natural Los Pingüinos. Der går tre ture om ugen. Færgen lægger ikke til ved et færgeleje, sådan som vi ville forvente. Den er ret fladbundet og løber næsten helt ind til land, hvorefter den sænker forklappen ned på stranden og man går i land på den måde. Sejladsen til Isla Magdalena tager 2 timer, og man har så 1 time til at gå rundt på øen ad den afmærkede sti op til fyrtårnet på øens højeste punkt. Per fortæller at der gik et gib gennem passagererne på færgen, da det gik op for dem at alle de små prikker på øen virkelig var pingviner. Man tæller dem i par: 62.000 par Magellanpingviner - på 85 hektar. De lægger deres æg – normalt to – i huler de selv graver i jorden, så med meget kort afstand står en han eller hun med unge/unger, mens den anden voksne er ude at finde føde. Æggene lægges i oktober og udruges 40 dage senere i november/december, så det var lige den travle sæson da Per var der. I løbet af besøget blæste det op, og vinden var så kraftig at turen tilbage til Punta Arenas tog en hel time længere.

Så gjaldt det atter Danmark, med hovedet fuldt af vidunderlige billeder og sindet mæt af stemninger og gode oplevelser.

Bodil Svendsen, 2006.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig