Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Bag om Vicinato

Forfatter: Lars Lihme
Ref. FRKV
Printvenlig version
Det følgende er en følelsesladet og subjektiv beskrivelse af mit møde med Casterniccia og dets befolkning i 1997, hvor ideerne til Topas´ ture omkring landsbyhuset i Vicinato opstod.

Første gang jeg begav mig ind i Casterniccia, åbnede en helt ny, eller rettere sagt gammel verden, sig for mig. Jeg kendte allerede de forrevne, barske tinder på det inderste af øen og de hvide strande ved Middelhavet, men da jeg kørte ind på de smalle, snoede veje der slynger sig gennem makien og de store skyggefulde kastanielunde, var jeg kommet til et Korsika jeg ikke kendte.

Da jeg første nat lagde mig til at sove under åben himmel ved et lille vandløb, havde jeg fornemmelsen af at dette her på en eller anden måde var "Topasland" og at der måtte være muligheder for at lave spændende vandreture.
For at gøre en lang historie lidt kortere, så havde Topas to år efter købt og fået sat et gammelt landsbyhus istand, i den lille landsby Vicinato. Vandreture og programmet i øvrigt var lavet med en idé om at give Topasgæsterne et indblik i hvordan korsikanerne stadig kan leve enkelt og holde traditionerne i hævd i et moderne Europa.

Det store spørgsmål var nu, hvordan beboerne i Vicinato ville have det med, at der ankom 16 danskere, der talte et fremmet sprog og kom fra en "moderne" verden, der ligger langt fra Casternicia. På forhånd var kommunen med borgmesteren i spidsen, blevet involveret og var sammen med beboerne i de to landsbyer Saliceto og Vicinato meget åbne og mente at det blev spændende at møde nye mennesker og desuden glædede de sig til at "vise egnen frem", som de er åbenlyst stolte af og nyder at bo i.

Jeg forlod Danmark med en 16 personers rød bus og parkerede nogle dage senere foran kirken i Vicinato. Til at møde mig, var en mindre delegation mødt op, bestående af landsbyens ledende dame, Fideria og naboen Lucien og hans to tvillingesøstre. Delegationen udgjorde ca. 1/3 af landsbyens fastboende befolkning på omkring 12 personer.

Lucien tog bussen i nærmere øjesyn (han er gammel lastvognschauffør) og damerne diskuterede indgående på korsikansk, hvad alle de ting der var stuvet sammen inde i "Den røde" dog skulle bruges til. Man kunne ligefrem føle deres nysgerrighed og forventningerne, til det forestående "rykind" af gæster.

Der var et par dages arbejde med at gøre huset helt klart til at modtage den første gruppe, inden det var blevet tid til at køre ned til lufthavnen i Bastia, for at hente dem. Ved 9-tiden om aftenen sad der i bussen, 11 forventningsfulde danskere parat til 10 dages oplevelser.
Efter at have kørt en ½ times tid på hovedvejen, drejer vi ind på de små veje og begynder at køre op mod landsbyen. Efterhånden går det op for de fleste at det er et meget specielt sted de er på vej til. Undervejs arbejder bussen sig 350 højdemeter op ad de små bjergveje, for til sidst at nå de første huse i Poggio, der ligger umiddelbart før Vicinato.

I middelhavslandene bliver det tidligt mørkt og natten er kulsort, så det var ikke meget man her ved 10-tiden kunne se af landsbyen. Vi nøjedes derfor med at drikke et glas vin på terrassen og nyde stilheden og den lune aften.

Dagen efter, over morgenmaden på terrassen går snakken livligt om omgivelserne og landsbyen, som nogle allerede har været ude for at udforske. Ingen havde rigtigt forestillet sig, hvor smukt og uberørt landskabet er omkring Vicinato.

Går man en tur hen forbi kirken, hvor de små frodige haver ligger ved de gamle huse eller sidder man på terrassen og stiller blikket ind på uendeligt, mens man kigger på bakkerne og bjergene, der fortaber sig i en blålig dis i det fjerne, er det som et filter der fjerner forstyrrende tanker og får én til at fokusere på de enkle ting.
Nå !, vi kan jo ikke sidde og falde i staver hele dagen, så vi starter ud på den første vandretur der bringer os ad gamle stier gennem maki (1) og lidt nåleskov til den nærmeste større landsby, Morosaglia. Turen går gennem flere af de utallige små landsbyer der ligger spredt over hele Casterniccia. Olmi er den første og her hilser vi på de gamle mænd med solbrændte ansigter der sidder på bænken foran kirken og længere fremme, i sin have, står Antoine, der er krigsveteran fra Indokina, har mistet sit stemmebånd og derfor siger "Bonjour" med mavesækken.

Vi følger et vandløb nedenfor landsbyen og krydser i bunden af dalen en ældgammel stenbro der ligger i næsten jungleagtig bevoksning ved en rislende strøm og to gamle ruiner af vandmøller. Antoine har senere fortalt mig at han da han var dreng blev sendt med sække på æslet ned til den ene af møllerne for at få malet korn og at den anden i øvrigt var en olivenmølle. Efter et hvil i skyggen kommer vi ud i makien og macheten må tages til hjælp, - et par velrettede hug med den store kniv får de værste torne af vejen, så vi kan komme igennem. Der er ikke rigtigt nogle stier her, så jeg er nødt til at finde vej efter forskellige kendemærker, såsom ruiner eller store træer, - de mærker jeg har sat med gul maling gør det ikke alene.

Efter opstigningen til Morosaglia, hvor vi kun farer vild nogle få gange (Det er jo første gruppe!), holder 12 noget svedige danskere deres indtog på byens førende bar. Vi taler her om et stykke korsikansk kulturhistorie, hvor de lokale mødes, spiller kort, ryger Gaulloises (2) og drikker Pastis (3). Lokalet er lille og højloftet , hvor det meste af interiøret er holdt i nikotingule nuancer, men der er god stemning og der skænkes i glassene med rund hånd. Her er folk åbne og nysgerrige og myten om korsikanere som tillukkede, skumle og sortsmudskede banditter (4) bliver for alvor gennemhullet.

For endnu en gang at forsøge at gøre en lang historie kortere, kan de følgende dages vandreture beskrives som en rejse ind i korsikansk historie, med besøg i landsbyerne hvor livet ikke har forandret sig meget i århundreder, krydret med aftensmåltider på små restauranter der disker op med lokale specialiteter. I det korsikanske køkken bruges der især råvarer der findes på øen, det kan f.eks. være kalv og vildsvin (5), med kartofler, pasta eller polanta (6). Til at afslutte måltidet er der den uforlignelige gedeost, der kan opleves i udgaver fra helt frisk til en 3½ år gammel gærlignende udgave, der har en usædvanlig kraftig smag af Dijonsennep, (En nordjyde der normalt taler lige ud af posen, udtalte ved mødet med osten: "At det uden for enhver tvivl var det værste han nogensinde havde smagt").

De sidste dage bruger vi bl.a. på at begive os ind til det miderste af Korsika. Her ligger Monte Cinto, der med sine 2706 m er øens højeste bjerg og for foden af "Hende", starter vi ud på turen rundt om bjerget, De Fem Brødre ( Cinque Frati).

Allerede når man stiger ud af bussen på p-pladsen for enden af grusvejen, fornemmer man den friske bjergluft med en svag duft af fyrrenåle, for vi er blandt de korsikanske kæmpefyr, der står med enorme, tykke stammer spredt op ad bjergsiderne. Det er træer der vokser meget langsomt og opnår stor styrke, hvilket i sejlskibenes tid gjorde dem eftertragtede som skibsmaster.
Vi forlader fyrretræerne og kommer ud i det åbne terræn, hvor der er fornem udsigt til de højeste tinder på øen og passerer ruinerne af et bergerie (7), der markerer begyndelsen på det sidste af opstigningen til det lille pas ved De Fem Brødre. Stien snor sig op ad bjergsiden gennem ellekrat og de fleste har fået forhøjet puls og sved på panden, når de endelig står i passet og kan nyde udsigten til Monte Cinto og byen Calacuccia nede ved den turkis-blå sø. Så går det nedad mod landsbyen Calasima, der er korsikas højest beliggende landsby i 1100 meter. I udkanten af byen benytter vi lejligheden til at springe i en af de naturlige pools, der bliver dannet i det nærliggende vandløb. Det er godt nok med himmelvendte øjne at de lokale betragter de badende danskere - i, hvad der for en korsikaner er meget koldt vand og derfor kun kan bruges til at komme i pastis.

Efter sådan en dag i bjergene har de fleste udviklet en naturlig tørst og der snakkes om kolde øl og lign. i bussen, mens vi kører ned til Calacuccia. Her finder vi hurtigt en café på hovedgaden, hvor man kan sidde og følge med i den livlige trafik af firehjulstrækkere med kvægtrailere, der vidner om at her lever folk af at lave gedeost, drive kvægbrug eller fremstile Charcuteri (8), af kød der har opnået sin gode smag, fra græsset på de solbeskinnede bjergskråninger.

Sidste dag før hjemrejsen blev et af turens højdepunkter, som er "bestigningen" af Monte San Pedrone der ligger bagved landsbyen og som er Casterniccias højeste bjerg på 1767 m. Der er en herlig skyggefuld vandretur i bøgeskoven op til den nøgne top, hvorfra der er udsigt til samtlige områder og landsbyer, hvor turens vandringer har fundet sted. Som kronen på værket blev der om aftenen lavet min (I al beskedenhed) egen udgave af den nordafrikanske ret, couscous, kaldet Couscous Royale de Vicinato (9).

Det var med stort vemod jeg, dagen efter, sagde farvel til de 11gode venner der havde gennemgået den første Vicinato-tur og havde været med til at sætte præg på, hvad der senere kom til at foregå på de efterfølgende ture, med gode ideer, forslag og som pionerer der i nogle tilfælde betrådte stierne for første gang (bortset fra grisene).

Mit ophold i Vicinato fortsatte endnu 3 måneder, dette år. Lige siden er jeg igen og igen vendt tilbage til Vicinato, for at lede nogle af de ture der har været en del af Topas´ programmet lige siden.

En stor del af grunden er beboerne i Vicinato, som jeg her i ´97 mødte første gang. De er måske ikke vidt berejst, har ikke de store dyre meninger om verden som sådan, men til gengæld er de passionerede og temperamentsfulde omkring deres familie og de ting der omgiver dem. De har egentlig et sundt syn på livet og lever i harmoni med den natur der omgiver dem og det har fået mig til at respektere dem dybt.

Den modtagelse jeg fik den sommer i Vicinato, har på mange måder forandret mit liv (Ja, ja det er store ord, men…).

Da jeg parkerede foran kirken første gang, drømte jeg ikke om at jeg, (i øvrigt i lighed med flere andre medarbejdere i Topas), skulle få venner i Vicinato, som i sammenhæng med stedets skønhed, gør at man kommer igen og igen.
Ordforklaring :

1) Maki: Et ubestemmeligt virvar af forskellige lave buske, der vokser uhæmmet på bakkerne og bjergsiderne. De fleste af disse vækster glimrer ved næsten alle at være i besiddelse af torne, der gør vandring med bare ben gennem maki til en yderst pinsom oplevelse.

Romerne i "Asterix på Korsika" farer vild i makien i årevis og det var før i tiden almindeligt at folk "Gik i makien" og gemte sig i årevis, hvis der var problemer med vendettaer eller det franske politi.

2) Gaulloise: Franske "Klassiske" cigaretter, lavet af sort tobak. De fås med og uden filter, men rigtige rygere foretrækker dem uden. Gaulloise "Mais" er i majspapir og foretrækkes af de gamle mænd der sidder og snakker på bænken i skyggen og for dem er Gaulloisen nogenlunde hvad cigarstumpen er for Egon Olsen.

3) Pastis: En forfriskende drik lavet på anisfrø, der har stor udbredelse i middelhavsområdet. Der er to lokale korsikanske mærker: Dami og Casanis (Bestilles ved at sige: Un Casa s´il Vous Plais), der drikkes med en sjat isvand og holder 40% alkohol. Følger man korsikanernes eksempel og drikker 3-4 stykker i siestaen, kan man få seriøse problemer med at udnytte resten af eftermiddagen til noget fornuftigt.

4) Bandit: Efter sigende skulle ordet bandit være korsikansk og dækker over folk der er "Gået i makien" af den ene eller anden grund og må ernære sig ved landevejsrøveri.

5) Vildsvin på Korsika: Det meste af svinekødet på Korsika stammer fra, hvad man må betegne som vilde tamsvin. De lever frit i naturen, hvor jævnlige besøg fra ægte vildsvin, har stor indflydelse på deres udseende og nogle gange gør det svært at skelne. Svinene lever af kastanier der gør deres kød mørkt og velsmagende.

6) Polanta: Tilbehør lavet af kastaniemel, der kan være blandet med gedemælk og formet til noget der kan minde om klatkager. For bare 100 år siden var kastanierne den vigtigste basisføde på øen og var grunden til casterniccias høje befolkningstæthed og den relative velstand.

7) Bergerie (Bærsjeri): Meget lille bjerglandbrug hvor der som regel produceres gedeost under primitive former. På bergerier bor der "bergeres", som er betegnelsen for de ofte lidt halvskøre personer der flytter langt ud bjergene med deres geder, fordi der her, i de høje bjerge, ikke er nogen maki at "Gå i".

8) Charcuteri (Sjarkytteri): Kraftigt krydret pølse, skinke, nakkekam eller filet af "Vildsvin", der er røget og tørret, så man kan have det med i bjergene i dagevis, uden at mangle god mad. Korsikanerne fremstiller efter min ydmyge mening de bedste røgvarer i verden.

9) Couscous Royale de Vicinato: Man tager en stor gryde (12-16 pers.), får nogle entusiastiske folk til snitte og hakke en anselig mængde grøntsager (F.eks. gulerødder og squash), hælder det i gryden og koger det sammen med nogle kikærter, merguespølser, tomatsauce og et en krydderiblanding der hedder Ras el Hanout.

Når grøntsagerne er godt kogt ud tilsættes en stak lammekoteletter der er brunet på panden først. Derefter er der kun tilbage at hælde bouillon på de forkogte semuljegryn der har lagt navn til retten. Det er nemt at lave og smager godt, Bon appetit!.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig