Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Trekking på Madagaskar

Forfatter: Keld Mortensen
Ref. MGMD
Printvenlig version
Mandag d. 17. september 2001.

Stod op kl. 5 og gik i gang med det sædvanlige gedemarked med at få bagagen ned i en rygsæk, der tilsyneladende var skrumpet voldsomt ind, siden vi var taget hjemme fra. I hvert fald blev det efterhånden som turen skred frem stadigt vanskeligere at finde plads til det hele. SUK!!

Klokken 6 var der morgenmad: kaffe og te, samt noget sejt og blødt brød fra i går, med honning af sirupsagtig konsistens. Til de heldige – og hurtige – var der en banan til overs fra i går aftes. Dette var igen en fejlvurdering af behovet for kalorier inden en krævende dagsmarch, og det lykkedes da også nogle stykker at true sig til nogle rester af pastaen fra aftenen i forvejen.

Morgentoiletten var hurtigt overstået. Rindende vand findes på de kanter kun i vandløb, så vi havde kun en opvaskebaljefuld vand til disposition, som bærerne havde hentet i det nærmeste vandløb. For de flestes vedkommende blev det derfor kun lige til en våd vaskeklud tværet lidt rundt i ansigtet, og så en kost i munden.

Til gengæld var der et toilet, om end af en noget anden standard end den, vi er vant til. For at komme til toiletbygningen, som var et skur af blikplader, skulle vi ned ad en stejl skråning ved den ene langside af skolens fodboldbane. Og selve toilettet var såre simpelt: det var simpelthen et hul på ca. 10 x 10 cm, der var savet ud i plankegulvet, og efterladenskaberne dumpede så ned i en grube nedenunder.

Inden vi var klar til at tage af sted, var mange af skolebørnene allerede dukket op – de fleste af dem med at par stykker træ i hånden. Det viste sig, at det var brænde til læreren. Han blev ganske vist lønnet af staten; men dette var åbenbart et ekstra tillæg til lønnen, som landsbybeboerne selv skulle betale.

Inden afgang skulle vi også have filtreret vand til dagens forbrug; men det viste sig vanskeligere end som så: begge de keramiske filtre, Jesper havde med, viste sig at være defekte. Ved at kombinere dele fra dem begge lykkedes det dog at skrue ét sammen, der virkede nogenlunde. Det havde dog den ulempe, at en pakning af og til gik løs, så det var nødvendigt at skille filtret ad og sætte det på plads igen, så det tog LANG tid, bare for at få filtreret vand nok til den første del af turen.

Klokken 7.10 var vi så endelig klar til at tage af sted på turens længste etape, og vejret var perfekt til at vandre i: gråvejr, men tørvejr. Terrænet var stærkt kuperet, og stierne mudrede og vanskeligt fremkommelige efter gårsdagens regn. Allerede få minutter efter vi havde forladt skolen, stiftede vi bekendtskab med en øvelse, vi skulle komme til at gentage masser af gange i løbet af de næste par dage: hvordan man krydser et vandløb uden at få våde sokker. Hver gang stod man i dilemmaet: skulle man lade dovenskaben sejre og forsøge at komme over uden at tage støvler og sokker af, og dermed risikere at få våde sokker - eller skulle man være fornuftig og tage bøvlet med at tage støvler og sokker af og således være sikker på at holde sokkerne tørre. Efterhånden som tiden gik, vandt dovenskaben i tvivlstilfælde oftere og oftere over fornuften, hvilket selvfølgelig resulterede i, at de færreste slap tørskoede igennem dagen. Og selv jeg måtte skrive en våd sok på tabskontoen.
Ved 13-tiden holdt vi frokostpause ved indgangen til Masoala Nationalpark. Bærerne var som sædvanligt gået i forvejen og havde te parat til os, da vi kom, og mens de forberedte frokosten (spaghetti), kunne vi slappe af i og uden for "hytten", som kun havde tag og gulv, men ingen vægge. Jeg var godt tørstig, så jeg nåede at bælle tre krus te, inden vi kastede os over spaghettien. Det var noget andet end en blød baguette!!
Efter frokosten forsøgte vi så igen at filtrere vand; men efterhånden måtte vi konstatere, at Topas’ filter ikke kunne bruges. Anne Birgitte havde heldigvis selv medbragt et lille filter, så det kunne vi så bruge til at fremstille nødforsyninger, som vi så måtte supplere op med den overskydende kaffe/te, samt med hvad vi kunne købe i landsbyerne undervejs.

Efter frokosten gik vi så ind i nationalparken, og det var den eneste gang på hele turen, hvor vi kom til at gå i egentlig regnskov. Det mest karakteristiske var, at der var meget mørkt – og vådt, og i begyndelsen var det meget anstrengende at gå der, for stien gik op ad en meget stejl skråning med meget høje trin. Et lille stykke ind i skoven så jeg for første gang på turen lemurer: ca. 25 m borte fra stien sad en gruppe "red ruffed" lemurer og holdt siesta. Paul påstod, der var fire; men jeg kunne nu kun se tre.

Om formiddagen var jeg på et tidspunkt ved at gå "død", fordi jeg gik i et for højt tempo; men efter at have gearet ned, gik det egentlig forbavsende godt – i betragtning af, at jeg lige havde været syg.
Efter at være kommet ud af regnskoven igen gik vi det meste af tiden i sandaler – eller for de sejes vedkommende: i bare tæer – fordi der hele tiden var nye vandløb, der skulle krydses. Da vi endelig sidst på eftermiddagen skulle til at tage støvler på igen, sagde Paul (lokalguiden), at det ikke kunne betale sig, for der var kun ca. 60 meter til vi skulle krydse floden igen for at komme over til den landsby, hvor vi skulle overnatte. Men enten var der noget i vejen med Pauls afstandsbedømmelse, eller også med hans evne til at formulere sig på engelsk, for vi gik snarere 600 m, før vi endelig – kl. 17 – kunne krydse floden for sidste gang og indlogere os på skolen i Ampokafo, efter en dagsmarch på ca. 10 timer og ca. 34 km. Fødderne var godt ømme, og jeg havde fået en vable på spidsen af højre fods 2. tå; men da en af landsbyens handlende kom med øl, var al dårligdom og træthed glemt – undtagen for Børge, som smed sig på ryggen i en stak sand uden for skolen og straks faldt i søvn! Købmanden havde også noget såkaldt rom med – noget hjemmebrændt stads, som lugtede og smagte som en blanding af sprit og rensevæske! Men Birgit sagde, at virkningen var udmærket – og hendes udsagn virkede troværdigt!!
Mens vi sad uden for skolen og slappede af med øl, sodavand og såkaldt rom, mens vi ventede på at aftensmaden skulle blive færdig, stimlede landsbyens børn sammen omkring os. Om det var "rommen" der inspirerede ham, skal jeg ikke kunne sige; men i hvert fald sprang Store-Claus pludselig op og forsøgte at lære børnene at synge "Yes, we have no bananans", alt i mens han dirigerede på en måde, der ville have gjort selv en Leonard Bernstein grøn af misundelse. Trods hans ihærdige anstrengelser faldt resultatet dog kun mådeligt ud. Bagefter forsøgte vi at få dem til at synge nogle sange på malegassy. I begyndelsen var de lidt generte og pippede kun ganske svagt; men så pludselig tog fanden ved dem og de skrålede løs, så det var en fornøjelse. En fantastisk oplevelse, der midt i mørket.

Aftensmaden var denne aften to ænder og en kylling, der ingen var hakket i småstykker og kogt til suppe. Igen var det umuligt at finde et regulært kødstykke; men heldigvis var der masser af suppe til at få risen til at glide ned.
Opstemt af maden, sin succes som dirigent og måske også lidt af malegassy-rommen, holdt Store-Claus foredrag for kvinderne om, hvor frastødende, uromantisk og usexet han syntes det var, når kvinder gik rundt med pandelampe efter mørkets frembrud. Som han sagde: "Hvem har lyst til at forsøge at kysse en kvinde, når man får sådan en lyskegle lige i øjnene?" – Efter den tid gik alle "pigerne" rundt med pandelampe om aftenen!!!!

Selv krøb jeg i posen allerede kl. 20 for at skrive dagbog; men jeg faldt i søvn, før jeg nåede at få den fundet frem. Jeg vågnede dog kortvarigt flere gange i aftenens løb. De første gange da jeg blev fanget i en krydsild af snorken fra Børge på den ene side og Birgit på den anden – og ydermere kommenterede Birgit højlydt i søvne et eller andet, som jeg ikke rigtigt opfattede, hvad var. Da de så endelig havde indstillet skydningen og jeg var faldet i søvn igen, vågnede jeg pludseligt ved et ordentligt brag, efterfulgt af en højlydt banden: "natteravnene" var nu (kl. 21.30) på vej i seng, og på vej ud for at "pudre næse" lykkedes det ikke helt for Store-Claus at styre uden om de skole-pulte, der var stablet op henne ved døren i den ene ende af lokalet, så de røg i gulvet med et hult drøn.
Tirsdag d. 18. september 2001.

Igen i dag stod jeg op kl. 5.15, og morgenrutinen var den sædvanlige: pakke bagagen sammen, morgenmad kl. 6, morgentoilette (d.v.s. børste tænder), og så kl. 7 af sted til en ny dags spændende oplevelser.

Vi syntes egentlig selv, at vi havde krydset mange vandløb dagen i forvejen; men i dag skulle det blive endnu værre, hvilket Paul heller ikke havde undladt at bemærke i sin turbeskrivelse. Under formiddagens rute havde han lakonisk skrevet: Many river. Og det var der!! Og denne gang skulle vi ikke bare krydse floder/vandløb (ofte den samme flere gange). Her vadede vi også lange strækninger på langs ad en flod.

Da vi drog af sted var det overskyet og tørvejr; men i løbet af formiddagen brød solen igennem skyerne, og der blev nu drøn varmt. På et tidspunkt kom vi til at svede lidt ekstra, for da vi efter igen at have krydset et vandløb holdt mandtal, manglede der pludseligt én. Det var Kjeld. Og nu var gode dyr rådne. Var han på et tidligere tidspunkt på ruten gået forkert? Var han sakket agterud, uden at kunne finde vej op til os? Var han druknet under en af de mange vandgange, uden at give besked om det? Eller var han måske blevet ædt af en krokodille? Paul og Jesper mente dog, at det var usandsynligt, at han var bagude et eller andet sted, så de blev enige om at vente med at sende en eftersøgningsekspedition ud og lede efter ham, før vi havde nået det sted, hvor vi skule holde frokostpause. Det var en meget god beslutning, for det viste sig, at han var gået forud, sammen med bærerne – en disposition han måtte indkassere en del kritik for.
Da vi nåede frem til det sted, vi skulle holde frokostpause, brændte solen ned fra en skyfri himmel. Heldigvis var der en lille butik på stedet, hvor man kunne købe sodavand, og i løbet af ingen tid havde jeg næsten tømt den halvanden liters sodavand, jeg lige havde købt, samt to krus te. Da jeg havde fået min frokost udleveret (spaghetti), satte jeg mig uden for i solen, for at nyde den; men der gik ikke lang tid, før jeg måtte trække ind i skyggen. Mine lår var simpelthen ved at blive svedet af!

Som regel kunne man ikke købe vand i de lokale butikker (lokalbefolkningen kunne jo sagtens tåle vandet på stedet); men undtagelsesvis havde man her et par flasker, og jeg var så heldig at kunne lægge min klamme hånd på en halvandenliters flaske, så nu havde jeg noget til eftermiddagens strabadser – og det var påkrævet, for da vi kl. 14.15 drog videre, viste termometeret 41 grader!!

Nu gik det så videre i et meget afvekslende terræn, som dog havde én ting til fælles: det var det meste af tiden vanskeligt fremkommeligt:
Det blev en varm eftermiddag, og vi "støvsugede" alle de landsbyer, vi kom igennem, for læskedrikke af enhver tænkelig art. Jeg regnede senere ud, at jeg den dag havde drukket over 5 l. væske, og jeg har med garanti aldrig nogen sinde drukket så meget sodavand på så kort tid, som jeg gjorde den eftermiddag!
Kl. 17 ankom vi til målet for dagens vandring: skolen i Antsambalahy, gennemblødt af sved og med meget ømme fødder. Jeg blev endnu mere træt bare af at se på de lokale drenge, der tonsede rundt og spillede fodbold på skolens fodboldbane. De betingelser, man kunne spille fodbold under her, var unægtelig noget anderledes end dem, vi er vant til hjemme i Danmark. Banen var MEGET ujævn og skrånede stærkt. Målene var nogle bambusstolper, der var klampet sammen, og det personlige udstyr var – i det omfang, det overhovedet fandtes – meget spartansk. Der var ikke fodboldstøvler til alle, så tilsyneladende havde man så delt dem, så så mange som muligt kunne få. I hvert fald var der mange, der spillede med kun én støvle, og endnu flere spillede helt uden. Men det slog tilsyneladende ingen skår i glæden. De spillede med stor entusiasme og havde det tilsyneladende vældigt sjovt.

Vi sad uden for skolebygningen og drak en dejlig øl, mens vi så fodbold og hvilede de mødige lemmer, alt imens vi som sædvanligt havde en stor tilskuerskare stående i en hel kødrand omkring os. Men efterhånden som mørket faldt på, blev det sværere og sværere at holde dem væk fra vores øl og sodavand, og da nogle unge fyre efterhånden blev ubehageligt nærgående i deres forsøg på at tigge smøger og /eller øl fra os, blev vi for første – og eneste – gang på turen nødt til at trække os tilbage inden døre for ikke at risikere ubehageligheder.

Skolen var blevet stærkt beskadiget under den cyklon, der hærgede øen i 2000. En del af taget manglede stadigt eller var stedvist midlertidigt erstattet med en presenning fra UNESCO.

Regeringen havde udstedt dekret til alle de landsbyer, hvis skoler var blevet ødelagt af cyklonen, at de selv inden for en bestemt periode skulle skaffe sand og grus nok til at bygge en ny skole efter en standardmodel, som skulle anvendes over alt. Regeringen ville så på et eller andet tidspunkt sende de øvrige byggematerialer.

Aftensmaden bestod denne aften af ris, 3 høns og to ænder (parteret på sædvanlig vis), suppe med bønner og en ukendt spinatagtig slags grøntsager; men denne gang blev maden serveret på tallerkener – måske for at kokken ville undgå "fiskeri" i kødgryden??

Denne aften kom jeg usædvanligt sent i posen, nemlig først kl. 21.20. Var jeg monstro ved at blive hærdet??
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig