Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Et rejsebrev fra Madagaskar

Forfatter: Fie Mulvad-Thiim
Ref. MGMD
Printvenlig version
"Mora Mora"

Vi mødtes i køen i Københavns lufthavn og begyndte langsomt at undre os over, hvad vi havde meldt os til, da vi opdagede, at vi skulle have sække med mad med fra Topas — senere kendt under navnet "speciel danish food".
Vi ankom til Antananarivo ved 22-tiden, hvor vi blev mødt af en temmelig lang kø til hr. og fru Madagaskar, som solgte dyre "frimærker" til vores pas. Allerede her blev vi bekendt med udtrykket "Mora Mora". Ting tager den tid ting skal tage — specielt for danskere i kø uden "møve-gen". Fra lufthaven gik turen i en glimrende bus til centrum af Antananarivo, hvor vores hotel lå. Da Mads undervejs beskrev de oplevelser og udfordringer, vi kunne se frem til, meget malende, kunne vi igen overraskes stort over de simple forhold der er i landet.
Antananarivo

Vel ankommet og lettere chokerede indledte vi turen med at gå på diskotek med live-musik og "lokalt kødmarked". Da ingen havde vekslet penge endnu, måtte vi overleve på lommepengene fra turlederen, og de blev hurtigt spenderet i baren. Vi gik ikke ligefrem i et med omgivelserne, men fik samlet kæberne op fra gulvhøjde og begyndte at nyde turen.
Efter et par dage med sightseeing og kulturoplevelser bl.a. på det gamle kongeslot gik turen med fly nordpå. Turen blev lidt forlænget af en ekstra mellemlanding, da det regnede voldsomt og sigtbarheden var for dårlig til, at piloten kunne se, om der stadig var kvæg på landingsbanen i Maroantsetra.
Naturreservatet Nosy Mangabe

Maroantsetra var udgangspunktet for vores første naturoplevelse — naturreservatet Nosy Mangabe. Her oplevede vi til stor jubel, at lemurerne var der til at byde os velkommen. Det var også her vi så de første slanger, edderkopper, kamelæoner, gekkoer og frøer i regnskoven.
Nosy Mangabe var også stedet, hvor vi stiftede bekendtskab med vores lokale guide Paul og kokken Jeanne D’Arc. Begge lagde ud med at imponere os med hhv. deres evne til at spotte kryb og at lave mad.
Tilbage i Maroantsetra fik vi som ekstra bonus mulighed for at se Pauls og Jacobs (Pauls højrehånd) hjem og familier plus adskillige naboer.
Cykeltur

Inden cykelturen for alvor kunne starte, skulle cyklerne testes — Når Topas skriver at cyklerne er af "ikke europæisk standard", så mener de det!! Det tog adskillige timer at få dem alle tilpasset, så mere end to gear virkede og de passede i højden. Bremserne taler vi ikke højt om. Til vores trøst, vidste vi at bicycle-repair-man ville følge os i tykt og tyndt. Det var imponerende så mange reparationer han kunne lave med lidt værktøj og næsten ingen reservedele. På de følgende 3 ½ dages cykeltur kom vi til at lære cyklerne at kende på godt og ondt. Vi kørte godt nok på hovedvejen, men allerede her var der gode muligheder for at observere mudder i flere farver. Nogle valgte at gå tættere på end andre. Udsigten over det indiske ocean fik os dog hurtigt til at glemme ømme bagdele, hænder og mudder. Man skal heller ikke undervurdere effekten af de heppekor i tour de france stil, som var i alle de landsbyer vi kom igennem. Det er jo svært bevare pessimismen, når man mødes af glade ansigter og "salut varzha".
Overnatningerne foregik primært på skoler placeret dejlig tæt på bountystrande, som udgjorde vores aftenbadekar (sæbe virker ikke i saltvand….)
Vi måtte hurtigt erkende at vores blotte tilstedeværelse altid vakte stor opsigt, da hvide mennesker kun ses meget sjældent på disse kanter. F.eks. er teltopslagning, badning, solbadning, vandring, frivillig cykling, vandrestøvler og digitalkameraer med mulighed for at se sig selv (måske for første gang!) af stor underholdningsværdi for de lokale. Selv vores affald, såsom plasticflasker og tomme compeed-æsker, var der kamp om at få fat i — Til gengæld er deres ansigtsudtryk, glæde og nysgerrighed af lige så stor underholdningsværdi for os.
Efter de 3½ dages cykeltur ankom vi til Mananara, hvor det til alt held var søndag og dermed store gå-i-byen-dag. Vi endte på et lokalt diskotek, hvor drinks købes på hele flasker (1 flaske whisky = 30 kr.). Her måtte vi indse at vores evner på et afrikansk dansegulv var begrænsede, på trods af Jeanne D’Arcs ihærdige forsøg på at lære os at ryste ballerne i takt til musikken. Alligevel var vores popularitet så stor, at Jacob og de andre portere til tider måtte hjælpe os fri af de ihærdige lokale. Stemning, pris og klientel kan ikke findes tilsvarende nord for Alperne.
Trekking

Vandreturen startede med vores livs længste 4 km. cykeltur, i vores verden nok snarere 8 km!!! Vi lagde pænt ud med rent tøj til vandreturen, og passede på mudderhullerne, da vi ikke ville være beskidte allerede, med udsigt til overnatning uden "badefaciliteter". Det viste sig dog hurtigt at være omsonst, da turen gennem junglen op i bjergene bød på dyb mudder og krydsning af diverse vandløb, med og uden broer (mest uden). Mads havde ringe forståelse for vores manglende lyst til at tage den direkte vej gennem mudderet, som han udtrykte det "stol på støvlerne - 9 ud af 10 gange går mudderet ikke over støvlekanten". Vi blev dog bedre i løbet af vandreturen, selvom det ind i mellem føltes, som havde vi skøjter på. Og vi nåede vist også alle, at opleve den ene gang ud af de ti, hvor mudder og vand gik over støvlekanten!!!
Efter dagens mudderoplevelser kom vi til en lille by i bjergene, hvor de kun ser hvide mennesker to gange om året, når Topas kommer forbi, dvs. en lidt skræmmende oplevelse for de lokale børn, som holdt sig på passende afstand. Endnu engang var vi heldige, at vi lige præcis fik slået teltene op i tørvejr, og lige netop fik kastet bagagen ind, inden det væltede ned med regn.
Thomas var så privilegeret næste morgen, at vågne op i egen sø, der heldigvis holdt sig uden for teltet.
Turen ned fra bjergene startede gennem regnskov og derefter med den smukkeste udsigt over Det Indiske Ocean, hvor vi kunne nyde nogle fritimer om eftermiddagen på endnu en bountystrand med skønne bølger, eneste klage var, at palmerne skyggede for solen på stranden sidst på eftermiddagen, så vi ikke helt opnåede "indianerfarve"!!
De sidste 2½ dages vandretur gik af hovedvejen langs oceanet, hvor vi endnu engang krydsede floderne på flere forskellige måder, bl.a. bac (en slags pram/færge der kunne tage op til flere biler), pirogger ("udhulede træstammer"), broer lavet af brædder, mere eller mindre holdbare, hvilket Fie viste på en yderst elegant måde, da hun røg igennem et ikke holdbart bræt! Til stor morskab for alle foregik en enkelt transport også i grabben på en gravko, da broen var ved at blive renoveret. Endnu engang var der vist nogle lokale, der undrede sig over vores store støvler. Det er da mere praktisk at gå uden fodtøj, som de lokale, så man bare kan gå igennem vand og mudder.

Det var også dagene, hvor vi til tider blev lidt stressede over den "voldsomme trafik" på vejene, nogle dage mødte vi op til to biler og lastbiler, to andre turister og en slange der krydsede vejen! Sikke et overrendt sted Topas har valgt!
Indrømmet var det også dagene, der blev brug for lidt "tudebolcher" pga. vabler og diverse andre småklager, men det kunne ikke overskygge de mange gode oplevelser.
Uhga uhga

Efter vandredagene havde vi en enkelt dag, hvor vi kunne slappe af ved stranden i en ægte turistby, dvs. der var andre end os på stranden, op til flere endda….Paul vores lokalguide kunne undrende fortælle turlederen, at "all the clients are at the beach and uhga uhga", ja, vi er altså lidt mærkelige, os hvide der lægger sig i solen……
Moramanga

Så var det desværre tid til at forlade Det Indiske Ocean, vores trofaste og smukke følgesvend gennem flere uger. På vej tilbage til Tana op gennem højlandet gjorde vi holdt et par dage i Moramanga, hvor vi besøgte to forskellige nationalparker for at se lemurer. Det blev på forhånd beskrevet som et par afslappende vandreture på nogle få timer, det er også rigtigt, det ikke var så mange timer, men til gengæld var det et meget spændende terræn, hvor vi ind i mellem måtte gribe fat i de små træer, der var i siderne, for ikke at glide ned af de stejle skrænter, men hvem gider også vandre på godt nedtrådte stier, når man er i en regnskov med mulighed for at se forskellige dyr? Så det var bestemt oplevelsen værd, og vi fik set flere forskellige lemurer i Perinet National Park, bl.a. indrien, som er den største lemurart. De er kendt for deres karakteristiske skrig "hvalsang", dette var vi så heldige at høre på meget tæt hold, mens vi kunne se de sort/hvide "bamser" sidde lige over os i træerne. I Mantadia nationalpark så vi sifaka-lemurer.

Derefter kørte vi resten af vejen tilbage til Tana, hvor vi efter et dejligt brusebad og aftensmåltid skulle forlade Madagaskar og flyve tilbage til Paris og Danmark, efter nogle helt unikke og fantastiske oplevelser i et smukt land med nogle dejlige mennesker, der nok er fattige på penge og materielle goder, men rige på så mange andre områder.
Malagazy ordbog:

Mora Mora: Slap af — ting ta’r tid (og det gør de)
Salut varzha: Hilsen til hvide — oftest sagt med et kæmpe smil
Uhga Uhga: Når dumme danskere slikker solskin så de bliver indianerfarvede af det…
Nå: Nå — nu skal der ske noget, eller nå — nu viste jeg ikke lig hvad jeg ellers skulle sige. Det er ikke altid let at adskille de to versioner. Mest brugt af turlederen.
Kiri Kiri: Brugt i en sang vi lærte af bærerne. Betyder lidt det samme som "Nå" i den første mening.
THB: Three Horse Beer — den lokale øl
Speciel danish food: Norsk pulvermad fra Danmark, som bragte stor begejstring for lokal guide mv.
Fie Mulvad-Thiim, 2006
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig