Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Marrakech og trekking i Høje Atlasbjerge

Forfatter: Kim Greiner
Ref. MAMT
Printvenlig version
Er du glad for eventyr, er du optimistisk, konstruktiv, fleksibel, nysgerrig og tolerant overfor andre? Tiltrækkes du samtidig af et aktivt friluftsliv i både kulde og varme, er glad og socialt anlagt og i det hele taget er rar at kende, så er du en ægte topaser, og kan uden betænkning melde dig til en af Topas aktive rejser.

Min kone Gitte og jeg mener nok, vi kan svare ja til det meste, så for 3. gang indenfor de seneste år havde vi meldt os til en Topas rejse, og denne gang til en trekkingtur i Høje Atlasbjerge i Marokko.
I store træk skulle turen foregå således, at vi skulle flyve til Casablanca, derefter med minibus til Marrakech og videre op i Høje Atlasbjerge, hvor vi under trekket overvejende skulle overnatte i 2 mandstelte, og enkelte steder i refugier. Lokalguide, kok og muldyrdrivere var af berbisk herkomst, og de ville finde vej over bjergene, lave vores mad og transportere vores tungeste bagage.Turens højdepunkt ville være en bestigning af Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal på 4.167 m, hvis vejret og guderne ellers var samarbejdsvillige.

Det siges, at intet sted i verden er kontrasten mellem 2 nabolande større, end forskellen mellem Spanien og Marokko. Blot ved at krydse de 15 kilometer over Gibraltarstrædet, kommer man fra de rige Eurolande til en hel anden og anderledes verden i Afrika og det tør siges.
Ankommet til Marrakech kørte vi op foran Hotel Foucould, der er et mindre gammeldags hotel, midt i centrum mellem Marrakechs vartegn Koutoubia-Moskeen og den berømte plads Djemaa El Fna. Hele hotellets forside ud mod vejen er dækket af kakler, og det osede af arabisk mystik, iblandet nogle vindtørre bøjede postkort.
Det var blevet ret sent om natten eller rettere sagt tidligt om morgenen, så vi slumrede ind til den begyndende morgenstøj igennem den åbne altandør. 10 minutter efter lød morgenbønnen fra højtaleren fra den meget, meget nærliggende Koutoubia-Moske: "Godmorgen, nu er det tid til at bede din morgenbøn og komme op og på arbejde" eller hvad det nu var, der blev sunget. Men det gjaldt helt sikkert ikke os, så vi kunne vende os om på den anden side, inden eventyret begyndte.
Marrakech største attraktion er Djemaa El Fna, der er en stor asfalteret plads, og den indgår i Unescos verdenskulturarv, ikke på grund af asfalten, men på grund af det liv, der udfolder sig på pladsen. Morgenen begynder roligt, men i løbet af dagen opbygges der et leben, der først kulminerer efter solnedgang. Forskellige dufte driver hen over pladsen, efterhånden som madboderne stilles op, og saften sprøjter fra boder med friskpressede appelsiner. Boder med frugt, grønt, krydderier, nødder, elektronik og tøj stilles op, og så kommer akrobaterne, historiefortællere, healerne, musikerne, slangetæmmere og vandsælgerne. Det er langfra kun sat op for turisterne, for det er en handelsplads for de lokale, og i rundkredsene omkring de optrædende ses kun få vesterlændinge, og i sneglebaren, hvor man kan købe en portion kogte havesnegle, så vi ikke en eneste europæer.

Topas havde arrangeret en rundtur ind i Soukens labyrint af stræder og gyder, og hvis man aldrig før har været i en arabisk medina, er det svært at forestille sig, at der kan være så meget af alting ved siden af hinanden, oven i hinanden og ellers overalt hvor der er en ledig plads. Stik mod forventningerne ifølge "Turen går til Marokko" var der kun mikroskopiske få antastninger af sælgere og anmasende guider, og for det meste gik vi helt uantastet rundt på oplevelse i den spændende by.
I Danmark er et vindpust det samme som lidt kølighed, men det er slet ikke tilfældet på en 40 graders varm sommerdag i Marrakech. Her kan vindpustene komme direkte fra Sahara, og det er som luften fra en hårtørrer eller en blæselampe. Vi blev noget betænkelige for varmen ved den kommende trekking i bjergene, men vi skulle blive positivt overrasket.

Næste formiddag læssede vi vores bagage på taget af to minibusser, og vi forlod Marrakech med åbne vinduer, og efter et par timer var vi nået op til bjerglandsbyen Imlil, der er endestation for almindelig kørende trafik mod nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal. Temperaturen var faldet omkring 10 grader siden Marrakech, så det var behageligt med kun 30 grader, og vindene virkede kølige og forfriskende, som ordentlige vinde bør gøre. Vores bagage blev læsset på en 4-hjulstrækker til det sidste stykke, og vi fik selv snuset lidt til det kommende vandreliv ved ad slyngede bjergstier at gå til den lille berberlandsby Around, hvor vi skulle tilbringe natten i Laschens Guesthouse.

I løbet af eftermiddagen blev det lidt diset, og senere overskyet, og der kom et enkelt regndryp. For et døgn siden ville jeg have forsværget, at det kunne være muligt, at sidde i Marokko og småfryse, men det var muligt, så det var ikke så tosset at krybe ned i en varm sovepose.
Høje Atlas bjerge går i en bue syd om Marrakech, og når op i over 4.000 meters højde og hvor bjergtoppene om vinteren er dækket af sne. I de ensomt beliggende bjerglandsbyer lever berberne, der er Marokkos oprindelige befolkning, inden araberne kom. Berberne lever overvejende som bønder, og de lever især i bjergene og ørkenen, hvortil de trak sig tilbage i takt med arabernes invasioner for hundredvis af år siden.
Det var blandt berberne og igennem deres spændende fjerntliggende bjerglandsbyer, at vi de næste 1½ uge skulle vandre, og vi glædede os til oplevelsen.

Det var let skyet på den første vandredag, og der var en behagelig morgentemperatur på 21 grader. Vi fik hilst på Mohammed, der var vores lokalguide, og chef for den lokale del af ekspeditionen, og for første gang lød et langstrakt okayyyy, og det var startsignalet fra Mohammed om morgenen, og iøvrigt hver gang vi i løbet af dagen havde holdt en pause, og det var tegnet til, at vi skulle lette måsen og spænde rygsækken, for nu gik vi om 30 sekunder. Det endelige mål for vores trekking var bestigningen af Jebel Toubkal, og fra Around kunne vi nå derop på 2 dage. Det var dog ikke meningen, at vi bare skulle få det hurtigt overstået, for vi ville nyde bjergene i fulde drag, så vi startede turen mod Toubkal ved at gå i den modsatte retning.
Til nogle af landsbyerne går der smalle grusveje, men de fleste byer er kun forbundet med muldyrstier, og det var disse stier, vi overvejende benyttede til vandringen. Trekket foregik ellers således, at vi pakkede vores telte ned om morgenen og lagde vores muldyrbagage i en bunke, som vi så ikke spekulerede mere på den dag. Den første vandredag var der heldigvis ikke så meget sol, for sveden den dryppede, medens vi bevægede os opad igennem landsbyernes frodighed mod de golde og tørre bjerge. Ved halvtolvtiden nåede vi passet Tizi n´ Tamatert, hvor der var et par enkelte fremmede vandrere, men det var faktisk også de sidste, vi så i den næste uges tid, for Topas går helst sine egne veje. Medens vi sad i passet og nød udsigten, passerede vores muldyr, og de fik lidt forspring, inden vi begyndte på en lang nedstigning til bunden af dalen, hvor kokken var igang med forberedelserne til frokosten. Marrokanske frokoster, eller ihvertfald berbiske bjergfrokoster er meget vegetariske, og som vi senere ville vide alt om, var hovedingredienserne næsten altid hakket salat, ris, fisk på dåse, brød og myntethe både før og efter måltidet. Salaten var dog mange slags farverige ting, og altid lagt i pæne mønstre, som det næsten var synd at ødelægge.
Efter et par dage fik vi vandrelivet ind i blodet, og pas blev besejret, og udsigter blev beundret, og oplevelserne vekslede mellem øde bjergstrækninger og kontakten til berberne. Fremme ved landsbyen Labasserne blev teltene slået op på to små terrassemarker, og da øvelse gør mester, tog det efterhånden ikke mere end et kvarter at få slået teltet op og rullet luftmadrasserne ud og installeret os. Toiletteltet, samt en lille kilde og et par vaskebaljer bag en sten var de sanitære installationer, og efter etagevasken kunne vi resten af eftermiddagen kikke på udsigten over dalen til de fjernere bjergtoppe, eller på nogle af aktiviteterne på landsbymarkerne. Aftensmad med ris med tilbehør af kartofler og grønsager, og underholdning fra køkkenteltet. Jeg tror egentlig, det var for deres egen skyld, at kokken og muldyrdriverne nogle aftener kom i stemning og gav nogle numre med høj sang og trommespil på gryder og potter. Ellers var aftenunderholdningen under og efter aftenspisningerne topasernes egne historier og tidligere rejser, men uvægerligt kom samtaleemnerne ind på toiletforhold og middagsretter med saftige bøffer.

Som dagene gik blev passene højere og højere og kulminerede i turens højeste pas Tizi n´Ouanoums i 3.660 m , men der var også dage med tid til afslapning i naturlige vandbassiner og i det krystalklare vand i bjergsøen Ifni. Ved et af de højeste pas så vi i det fjerne vores endelige mål Jebel Toubkal, og vi kunne se de sidste rester af vinterens sneklatter. Efter yderligere et par dage fik vi besejret turens sidste stejle pas, og for foden af Jebel Toubkal i 3.207 m, nåede vi frem til Neltner Camp hvor der også ligger et refuge. Vi havde hele eftermiddagen til at bade, dase, læse og nyde udsigten over dalen på refugiets terrasse, og ellers samle mod og kræfter til næste dags topbestigning. Det havde ellers været sol hele dagen, men sidst på eftermiddagen var skyerne nede i vores højde, og det blev klamt og køligt, så vi fortrak til soveposernes lunhed.
Der går ingen muldyrstier op på Toubkal, for muldyr interesserer sig ikke for udsigter, og muldyrdrivere vil hellere have en slapper end kravle op på toppen af et bjerg. Manglen på muldyrstier gør, at ruten går stejlere op og er uden de serpentinsving, som vi var vant til, så selvom jeg frøs om fingrene, blev jeg hurtig våd på ryggen. Nogle steder skulle der kravles i lidt klipper, andre steder gik det over blokmark, og mange steder gik det over fast skrånende klipper garneret med lidt smågrus. Gruset var ikke det store problem på vej op, men senere på nedturen kunne man godt skride i det, og sætte sig lidt hårdt. Det var mørkt da vi startede, men blev hurtigt lyst, og solen skinnede gyldent på bjergtoppene, medens vi bevægede os opad, og efter 3 timer og 15 minutter var der ikke flere bjergtoppe at kikke op på, for nu stod vi selv på toppen af Nordafrikas højeste bjerg, og kunne skue ud i hele den vide verden. Ingen, der ikke har prøvet at stå på et lands højeste bjerg, kan fornemme den følelse af velvære, der strømmer igennem kroppen, efter at have klaret en strabadserende tur og nu få belønningen af en fantastisk udsigt.
Vi havde været heldige med vejret, da det var skyfrit hos os med udsigt mod det lavere Antiatlas, hvor bjergtoppene stak op i det uendelige. Mod nord kunne vi kikke langt ned i dalen mod Around, men længere ude var der et tykt skydække, og det var de sikkert glade for i Marrakech. Toppen af Toubkal er markeret af en stor jerntrekant, der står på kanten af en stejl klippekant, så til de to af siderne er der ikke meget plads inden afgrunden, men vi fik da taget et gruppebillede. Det var vindstille, og selvom der faktisk kun var 10 grader på toppen, føltes det meget behageligt, så vi blev deroppe en timestid, medens vi nød en makrelmellemmad med udsigt.
Efter programmet skulle vi egentlig blive i Neltner Camp om eftermiddagen og overnatte samme sted, men i forening havde vi besluttet at bryde lejren ned efter bestigningen af Toubkal, og fortsætte de 10 kilometer ned til civilisationen i form af Lachen Guesthouse i Around. Inden da fik lokalguiden og vores muldyrdrivere deres drikkepenge, en smuk tale og håndtryk hele raden rundt, og fra min side kan jeg også kun udtrykke stor tilfredshed med berbernes effektive arbejde og gode humør. På nedturen til Around gik det igen stejlt nedad, og i bunden af kløften kunne vi på lang afstand se en hvidmalet sten, så stor som et hus, og omgivet af en lille klynge huse. Det var det muslimske valfartsted Sidi Chamarouch, og stenen er hellig og har efter sigende helbredende evner. Omkring stenen er bygget en malerisk samling bygninger og boder, der servicerer pilgrimmene og tilfældige vandrere med sodavand og deslige. Næsten ved mørkets frembrud, og 12 timer efter, at vi var startet om morgenen, var vi fremme ved vores gamle guesthouse i Around, der i vore øjne havde gennemgået en stor forandring i løbet af de sidste 10 dage. Hvad der før havde været meget simpelt, var nu et palads med vild luksus, for der var vand i hanerne, bad og toilet og kylling i grønsagerne.

Sen morgenmad inden vi vandrede det sidste lille stykke ned til landsbyen Imlil, hvor et par minibusser ventede os, og langsomt blev Høje Atlasbjerge lavere og lavere, og tilsidst var vi igen ude på den tørre flade slette, og tilbage i Marrakech, hvor der var god tid til at sige ordentlig farvel til 1001 en nats eventyr. Sidste aften i Marrakech beundrede vi Koutoubia-moskeen fra hotellets tagterrasse, hvor Topas var vært for en overdådig buffét med alskens marrokanske retter i koldt og varmt og med alt det kød, vi orkede. Solen var gået ned, og lyste rødt på himlen, og lysene tændtes i byen og i moskeen, og vi sad i godt selskab i det lune aftenvejr og spiste og drak, og måtte konstatere "at livet ikke er det værste, man har". Det havde været en spændende rejse i flere dimensioner, for besøget i den gamle by Marrakech med det sprudlende gadeliv, og nærkontakten til berberne i deres middelalderlige bjerglandsbyer var to vidt forskellige oplevelser. Og så var der selvfølgelig trekkingdelen i Høje Atlasbjerge, hvor vi efter en uge helt nede på jorden, sluttede med en fantastisk udsigt på toppen af Nordafrikas højeste bjerg.
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig