Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Penisfutteraler og stenalderfolk!

Forfatter: Michael Pedersen
Ref. IDPA
Printvenlig version
Det lille propelfly bragede igennem det tætte skydække, der havde indhyllet det siden starten ved hav niveau, for godt en lille time siden. Det havde taget det meste af 3 dage at komme hertil fra Danmark, og nu åbenbarede rejsens mål sig foran os.
Baliem dalen i det centrale højland af Indonesiens forsømte del af Papa Ny Guinea også kaldet Papua Irian Jaya. Øen er jordens 2. største, og den indonesiske del har altid været det sorte får, helt tilbage fra dengang hollænderne styrede deres koloni imperium. Hollænderne prøvede et par gange at landsætte i starten af det 16. århundrede, men det var først i det 20. århundrede at verden opdagede de kystnære strækninger og bosatte sig.
Det centrale højland var stadig langt uden for rækkevidde, da Amerikaneren Achibald kom flyvende i sin lille vandflyver i 1938. På en af sine lange rekognosceringsflyvninger over det endeløse og altid overskyede højland, faldt han pludselig over en kæmpe dal, forsænket og gemt i højlandet. Da han fløj nærmere opdagede han vandingskanaler, og så sindrige systemer til at forebygge erodering af de frodige marker på de stejle skrænter ned til den brusende centrale flod.
Efter nogle ekspeditioner i 1950’erne fandt amerikanske missionærer ud af, at her må der da være nogle folk at omvende. Så fra midt i 60’erne ankom de i små grupper. Det viste sig dog at være noget af en opgave, da kannibalisme og heftige stammekrige stadig var vidt udbredt.
I starten af 1990’erne fik regeringen i Jakarta øjnene op for de mange naturlige ressourcer, der er på Papua Irian Jaya, og straks gik de i gang med at tvangsflytte folk til Wamena, den nyopførte ”by” i centrum af Baliem dalen, samtidigt med at de begyndte at tvinge den oprindelige befolkning til at opgive deres skikke, som f.eks. at gå med penisfutteraler og spise hinanden.
I midten af 90’erne opdagede regeringen i midlertidigt at der var mange penge i turisme, og nu måtte stammefolkene gerne gå med penisfutteraler igen. I dag har der været turister i området i ca. 10 år, men med turister menes fra ca. 500 om året i 1994 til omkring 4000 i 2004. I de ti dage vi var i området så vi maks. 10 andre hvide mennesker, alle inde i byen. De er stadigvæk vilde, og man skal ikke mange dagsvandringer fra byen, for at komme steder, hvor de stadig spiser hinanden.
Efter den hårde landing blev vi modtaget af Dr. Werner Weiglein, en tysk læge der har boet i området i 18 år. Han har været på utallige ekspeditioner og skabt sig mange gode kontakter rundt om i dalen. På vores trekkingtur skulle det hurtigt vise sig at hans navn åbne døre til områder, der for andre var lukket land. De første par dage boede vi på et lækkert ressort han har fået opført på skråningerne i den østlige del af dalen. Herfra tog vi på dagsture, og senere på en 4 dages trekkingtur, hvor vi overnattede i små landsbyer. Her følger nogle sjove/interessante oplevelser.

Fra gammel tid har der været en sti, over det areal, som nu er landingsbanen. Så det er ikke unormalt at se folk kravle over et 3 meter højt stålhegn for at krydse landingsbanen, over et andet hegn, og så fortsætte deres vandring.

Under et besøg på det store marked, gik jeg rundt i de listige sidegader, og så en masse folk samlet i et lille skur, hvor høj musik væltede ud fra. Indenfor stod markedets stolthed – et splinternyt karaoke anlæg. Lynhurtigt blev de indonesiske toner skiftet ud med den eneste engelsksprogede cd de havde, og forventninger var høje til den hvide mand fra den store verden, da jeg pludselig var blevet skubbet ind i midten af svedige cirkel og havde fået smidt en mikrofon i hånden. Lidt nervøst kiggede jeg rundt på de afsindigt mange mennesker, der nådesløst stirrede på mig i forventning om et mindre mirakel….Teksterne begyndte at rulle, var det nu noget jeg kendte?…. Michael Learns To Rock, Danmarks svar på verdens første BoyBand……..
Vi kom kørende forbi en flod hvor folk vaskede tøj og badede. En ældre mand, havde fundet et privat sted og var nu kommet op af vandet og skulle til at tage ”tøj” på. Uden hans penisfutteral er han jo teknisk set nøgen, og da han fik øje på bilen krøllede han sig sammen, som en femårig dreng i en svømmehal, der snart ikke kan holde sig længere.

Rygning er kommet til området, og da der ofte er lidt regn om eftermiddagen, er cigaretterne potentielt i fare for at blive våde. Man skal passe på med at kalde disse folk for primitive, for opfindsomheden kender ingen grænser. Når penisfutteralet er eneste beklædningsgenstand, og tasker kun er for kvinder – ja så må man jo gemme sine smøger i … ja lige præcis….

Børnene inde i byen var heller ikke tabt bag en vogn, og når de mødte os velnærede blege nordboere, råbte de tit ”Ami Pita Gula Gula Kra” efter os. Som turleder ville jeg jo helst kunne fortælle mine gæster at det betød ”Velkommen til dalen, vi håber at De nyder deres ophold her”, men i virkeligheden betød det ”Giv os noget Slik Slik Slik”. Heraf kan vi så aflede, at der nok har været andre vestlige gæster end europæere.
På en vandretur kom vi forbi en landsby hvor de havde en 160 år gammel mumie. Eller sagt på en anden måde, de havde taget en krigsfange, sat ham på et stativ og røget ham med penisfutteral og det hele. Nu viste de ham frem til alle – mod betaling selvfølgelig.

Hvis en kvinde mister en nær slægtning, lader hun et eller flere af sine led, på den ene finger hugge af, med en stenmejsel og en stor sten. Og ja – det er uden bedøvelse. Jo flere afhuggede led, jo større familie og jo større rigdom.
Kristendommen er ved at brede sig i dalen, og flere steder blander den sig med deres oprindelige tro, en knusende hård animisme i meget destruktiv/monoton udgave. Vi var til ”grisefest” hvor de, på klods hold, skød en gris med bue og bil så blodet sprøjtede. Efter de havde bygget en form for jordovn, pakkede de grisen ind i blade og grøntsager, og dækkede det hele til. Ventetiden blev brugt til at synge og danse. Mændene råbte de høje lyde, imens kvinderne nærmest lavede en form for slasket løb på stedet imens de slog sig på maven, og lavede lyde som et dovent damplokomotiv. Deres frodige bryster svingede i takt med den monotone dans. For en udenforstående lignede alle sange og danse hinanden, men efter et par timer blev grisen heldigvis gravet op, og så var der mad. I hvert fald til mændene. Kvinderne spiste bladene og de grøntsager mændene ikke gad at røre!
På vores 4 dages trekkingtur var det nærmest som at rejse med et cirkus. Vi havde regnet med at rejse inkognito og studere dem, sådan lidt på afstand. Men uanset hvor vi gik fulgte børn efter os, folk hilste og holdt man pause havde man lynhurtigt 10 børn omkring sig. I de små landsbyer kunne vi imponerer med lidt gymnastik. En håndstand, en kikkert, en bold eller et simpelt trylletrick kunne udrette små mirakler. Var man ikke den fysiske type, kunne man selvfølgelig bare gribe i rygsækken og hive noget trekkinggrej frem, den var sikker hver gang. Ofte sang børnene sange for os, når vi spiste aftensmad, eller viste os nogle danse. Men det mest spændende for børnene, var når nogen af os skulle i seng, i de medbragte iglotelte. Der var rift om de gode tilskuerpladser, for at se hvad, der foregik derinde.

En aften på trekket fik vi lov til at komme ind i kirken, og være med til en gudstjeneste for børn. Man kan her mene hvad man vil om den kristne tros missionsudbredelse, men de her børn fandt i hvert fald noget de ikke kunne få andre steder. Det var en stor oplevelse at opleve dem synge igennem og finde sammen her i ly for regnen og det evindelige mudder. Interessant at tænke på at en olielampe, en guitar og 4 bambusvægge med tag, var nok til at udgøre det for en kirke.
Der er mange forskellige stammer i Baliem dalen. Yale, Yalit, Dani og Lani for at nævne de store. Dani er de folk man normalt ser med penisfutteraler – lange tynde naturfarvede rør. Lani, som vi var til ”grisefest” hos, har meget tykke og ofte flot malede futteraler. De har en snor omkring halsen eller maven, for at holde fast på dem, og for at få den til at stritte lige op i luften.

Vi overnattede i en lille landsby, hvor toiletstedet, for os gæster, var i et lavere plateau end en pladsen børnene brugte til at spille fodbold på. Deres fodboldteknik begrænsede sig vel nærmest til ”Kick and Rush”. Bedst som jeg sad og funderede over livet, på hug med en rulle toiletpapir i hånden, hører jeg lyden af et veltilrettelagt vristspark og ser så bolden svæve ud over plateauet og ned til mig. Straks efter hører jeg de ivrige børn nærme sig i raskt løb………..

Alt i alt en spændende og meget interessant tur, hvor man virkelig får en indsigt i hvordan de oprindelige stammefolk lever, samt hvordan fremtiden ser ud. Der er ingen tvivl om at den vestlige verden nærmer sig med hastige skridt, og det kan ikke varer mange år inden det unikke sted, ikke længere er så unikt. Vi var heldige fordi vi arbejder sammen med Werner, der har så mange kontakter, og kan sørge for at vi kommer længere ud end ”alm. turister”. Det er uden tvivl det mest interessante og mest uberørte naturfolk jeg har mødt endnu. Deres levemåde og mentalitet er så langt fra vores som man overhovedet kan komme, men alligevel er de åbne og utroligt venlige.

Venlig Hilsen

Michael Pedersen
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig