Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


”Blandt menneskeædere på Ny Guinea”

Forfatter: Jens Kristian Overgaard
Ref. IDPA
Printvenlig version
- Jeg har stadig bogen på min hylde, og jeg husker endnu, hvordan jeg som dreng var fascineret af både bogens titel og af billedet på omslaget. Jens Bjerres bog stod på min fars bogreol, og den har helt sikkert været med til at tænde eventyrlysten i en tiårig drengs sjæl.

At jeg næsten 50 år senere selv skulle stå ansigt til ansigt med efterkommere af disse menneskeædere, havde jeg dengang ikke turdet tro var muligt.

Rejsen til det centrale Ny Guinea er en lang rejse. Det kræver fire på hinanden følgende flyrejser og tre døgn at nå fra København til udgangspunktet for vores ekspedition, Wamena i Baliem Valley, en frugtbar dal omkring Baliem-floden i hjertet af Papua-provinsen, den indonesiske del af Ny Guinea.

Dalen blev opdaget af hvide mennesker så sent som i 1938, da den blev observeret fra et fly, men ikke før end i 1954 nåede de første missionærer frem til Baliem-dalen.

Vi er 12 danskere, som skal på en trekkingtur i dette et af vores klodes mest jomfruelige områder. Turen er tilrettelagt af den hjemlige rejsearrangør Topas Adventure Travel.

Det er en større ekspedition, som bliver udrustet, da vi efter tre døgns rejse når frem til Wamena:

25 bærere inkl. køkkenpersonale, proviant, køkkengrej og telte. I dette område findes der ingen veje, kun de smalle stier, som de lokale stammefolk har brugt i århundreder. Der er heller ingen skiltning, og derfor er det bydende nødvendigt at have lokale guider med på vandringen.

Sporet fører os gennem et afvekslende landskab, op og ned ad bjergskråninger, gennem skove, over vide sletter, langs floder og over floder, og gennem en række små landsbyer, hvor livet leves på stenalderniveau.
Allerede den første dag oplever vi det:

En underlig skabning kommer mig i møde. Det er en midaldrende mand; han er helt nøgen, dvs. han har én beklædningsgenstand: et stort opadvendt hylster, som dækker mandens penis. Her er han altså, en af efterkommerne af Jens Bjerres menneskeædere. Da vi mødes, griber han min hånd og trykker den vedvarende og længe, mens vi kigger hinanden dybt i øjnene.

Han forsøger tilsyneladende at sige noget, men det bliver kun til nogle hviskende lyde ledsaget af nogle unaturligt store mundbevægelser.

Jeg føler, at jeg gennem dette håndtryk slår bro over årtusinder, og øjeblikket står for mig som et af rejsens mest sublime.

Manden tilhører dani-folket, et stammefolk, som har levet i Ny Guineas højland i årtusinder.

Det slår mig, at hvis denne mand viste sig på gågaden i Aalborg i denne ”påklædning”, ville han formentlig blive arresteret øjeblikkeligt, mens vi europæere i vores shorts og T-shirts på ingen måde bliver arresteret i papuanernes land. Så kan man jo overveje, hvilken kultur der er den mest tolerante …? Eller den mest sippede …?

På vores vandring møder vi mange gange dani’erne, hvis eneste påklædning – bortset fra et pandebånd og et halssmykke – er deres penisfutteral, lavet af en kalabas, en frugtskal fra et træ. Disse futteraler er typisk 30 – 40 cm lange og holdes opadrettede ved hjælp af en snor om livet.

De ugifte kvinder er klædt i græsskørter, mens de gifte kvinder bærer bastskørter lavet af stærke plantefibre. Kvinderne har bare bryster, og så godt som alle er udstyret med et bærenet lavet af tynde snore. Nettet bæres ved en snor om panden og bruges til at transportere så forskellige ting som søde kartofler, brænde, børn og grise…

Påfaldende mange voksne kvinder mangler flere fingerled, endog hele fingre. Det skyldes en ældgammel skik med at amputere ét eller flere led af en finger, når en nær slægtning dør. Skikken er i dag forbudt.

Alle de mennesker vi møder, børn såvel som voksne, er utroligt imødekommende over for os. Alle hilser os med et smil og nogle ord på det lokale sprog. Ikke så meget som én gang møder vi et afvisende ansigt. (En tanke sammenligner uundgåeligt med de hjemlige forhold …)

I dette afsides område føler jeg mig fuldstændigt tryg, også når jeg går alene og – som det ofte sker – møder en mand ”bevæbnet” med en stor, blinkende og knivskarp machete. Han kunne hugge mit hoved af i en håndevending, men sender mig i stedet et stort, varmt smil.

Børnene er et kapitel for sig. De er glade og humoristiske og meget nysgerrige. Et stort ”hit” er det at tage digitale fotos af dem og så præsentere resultatet på kameraets skærm. Det vækker jubel og samler hurtigt et imponerende opløb, der bedst tåler sammenligning med den sammenstimlen, der kunne være foran de første fjernsynsapparater i butiksvinduerne i Danmark i 50’erne!

I en lille landsby inviteres vi en lørdag aften som gæster i den lokale kirke, - et simpelt træhus, - til en kort børnegudstjeneste. Befolkningen her er efter intensivt missionsarbejde overvejende kristne. Det er en gribende musikalsk oplevelse, da 40 – 50 børn i fem til ti års alderen stemmer i med glade, religiøse sange, ledsaget af to guitarer og en hjemmelavet gulvbas. De synger med en stemmepragt og en entusiasme, som fremkalder gåsehud trods tropevarmen.
I en anden landsby besøger vi en morgen skolen. Der er ét klasseværelse, én lærer og 12 – 15 elever i aldre fra ca. seks til ni år. Udstyret består af simple træpulte og en lille sort tavle.

Vi følger overhøringen af eleverne og undervisningen, som foregår på indonesisk.

Da jeg er den eneste lærer i gruppen, opfordres jeg til midlertidigt at ”overtage” undervisningen. I mangel af ”overhead”, computer og projektor forsøger jeg med begrænset held på gammeldags vis at terpe tallene fra 1 til 5 på engelsk. Eleverne er imidlertid noget forlegne ved de mange fremmedartede gæster. De liver dog kendeligt op, da vi, de fremmede, pludselig ser os selv i rollen som elever, mens deres lærer herser med os i forsøget på at lære os at tælle på indonesisk:

satu – dua – tiga – empat – lima - - -

Nætterne på vores trekkingtur tilbringes i de medbragte telte, som vi får lov at sætte op i landsbyer på vores vej. En dani-landsby består af flere selvstændige dele, og i hver del findes mændenes hytter i den ene ende og kvindernes hytter i den anden. Desuden er der en køkkenhytte og en grisesti. Hytterne er cirkelformede, bygget af træ og dækket med et tykt tag af plantemateriale.

Mænd og kvinder sover hver for sig i henholdsvis mande- og kvindehytterne.

Polygami er almindelig hos dani’erne, og en mand kan have så mange koner, han har råd til. Brudeprisen for en kone kan fx være fem fiberskørter, 30 snore-bærenet og ti grise!

Social status for en mand måles ved det antal grise og koner, han har.

Der er ifølge traditionen forbud mod samleje fra fire måneder inde i kvindens graviditet og indtil tre – fire år efter barnets fødsel. Dette sikrer, at moderen ikke bebyrdes med flere små børn samtidig.

Vores køkkenfolk låner en køkkenhytte i landsbyen, og snart har de tilberedt et velsmagende måltid til os, altid med en grønsagssuppe som forret. I hovedretten indgår dani’ernes foretrukne spise, den søde kartoffel. Denne grønsag dyrkes i rigt mål på de stenede bjergskråninger, og den udgør helt op til 90 procent af dani’ernes føde.

Ved et uheld bliver vi en dag vidner til opvasken: Tallerkener og bestik skylles i et nærliggende vandløb med tvivlsomt udseende brunligt, plumret vand …

Toiletforholdene i vores natkvarterer er forudsigelige. Håndvask og tandbørstning foregår altid i det fri et eller andet sted uden for teltet, med vandflasken i den ene hånd. Der er hverken el eller rindende vand i nogen af de landsbyer, vi besøger.

De egentlige toiletters standard antager et jævnt faldende niveau, som turen skrider frem:

Den første aften er der et miniature-bræddeskur med en dør, som kan lukkes indefra. Den anden aften er der tilsvarende et miniature-bræddeskur, men uden dør. Den tredje aften er der ingenting.

I hele landsbyen findes der ikke ét toilet! Toiletbesøg foregår her i selskab med landsbyens øvrige beboere og deres grise i et afgrænset område tæt bevokset med ukrudt og nogle usædvanligt frodigt blomstrende buske.
Vi opholder os i Baliem Valley i ni døgn, og den sidste dag, vi er her, oplever vi beboerne i en nærliggende landsby i fuld krigsmaling!

Som optakt til en rituel slagtning af en gris (et helligt dyr her) opfører mændene en kampscene, som det traditionelt er foregået på Ny Guinea i århundreder. Med bue, pil og spyd ”kæmper” to grupper mod hinanden, overdådigt malede i ansigter og på kroppe med bl.a. svinefedt og trækul, og udsmykkede med fjer, vildsvinetænder og penisfutteraler. Det er et overmåde malerisk skue, og det føles meget autentisk at befinde sig midt på ”slagmarken”, mens digitalkameraet gløder!

Blot må man tage sig i agt for ikke at blive ramt af en vildfaren pil …

Det festlige optrin slutter med, at en gris skydes med en pil og tilberedes i en jordovn ved hjælp af glohede sten, og vi, de fremmede, inviteres til at deltage i det efterfølgende måltid.

Da vi forlader Ny Guinea for – som et led i hjemrejsen – at flyve til Bali, er det med en følelse af dyb taknemmelighed over at have fået lejlighed til at opleve et af de sidste steder på Jorden, hvor naturfolkene endnu lever deres liv stort set uspoleret af ”civilisationen” og i fuldkommen respekt for naturen. Og det står endnu en gang helt klart for mig, at ”civilisationen” ikke kun findes i én bestemt del af verden (vores…?), men mange steder!

Blandt andet på Ny Guinea!

Jens Kristian Overgaard
2005
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig