Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Hele 3 ting - på en tur ! Ja, det kan sagtens lade sig gøre......

Forfatter: Karin Bodelund
Ref. TZKZ
Printvenlig version
Det hele startede med, at jeg var i Nepal med Topas i april måned 2001, fantastisk tur. På denne tur mødte jeg Elsebeth, som er blevet min meget gode rejseveninde. Efter at jeg havde haft det rigtig skidt i ca. 6 dage pga. højden (øgenavnet "hellere bræk sig end træk sig" blev mig tildelt!) bestemte Elsebeth og jeg os i fællesskab for at nu måtte det være tid til at bestige Kilimanjaro! Højden gør mærkelige ting ved én! At vores så absolut glimrende turleder Erik Lund også talte ganske varmt for Kili hjalp nok også en del til beslutningen. Vi kom hjem og bestilte i en fart vores næste bjergfærd, som blev til en kombineret Kilimanjaro, safari og Zanzibar tur med afgang i juli måned.
For nu ikke at trætte jer med alle oplevelserne jeg havde på denne helt fantastiske tur, har jeg valgt at beskrive 3 af dagene og dermed illustrere, at det med "hele 3 ting" fint kan lade sig gøre med Topas.
Første uge – Kilimanjaro - 22.7 – 23.7

Vi er i Baranco Camp i ca. 3860m. Ud af det lille grønne 2-mandstelt og til morgenmad ved 7-tiden. Uh, det er altså koldt og jeg er igen Jesper (vores fantastiske turleder) meget taknemmelig for hans gentlemands-gerning – at låne mig sine lange fleece underbukser – ellers ved jeg ikke helt, hvordan natten skulle være gået. Men nu er jeg jo også ekstra frossen-pinds-agtig. Efter at have siddet og nydt morgenmaden begynder den alvorlige del – i dag går den over Baranco Wall – på en eller anden måde, for umiddelbart ser kolossen bestemt ikke ud til sådan lige at være til at forcere. Måske er der en hemmelig tunnel, så man lige smutter igennem? Men nej, der er ingen vej uden om, vi må op! Det er heldigvis dejligt klart vejr og vi knokler op, op, op, ja nogle steder klatrer vi nærmest. Ja, altså så godt det nu kan lade sig gøre, når man nu engang efter sigende har "fået sat røv for tidligt"! Godt der er hjælpende hænder til både at hive og skubbe. Phyy, det er en hård dag på ca. 9 timer inden vi kl. ca. 17 når Barafu Camp i 4600 – den sidste camp inden toppen!
Med det samme bliver vi bedt om at pakke det vi skal have med på toppen senere på aftenen, men jeg mener, hvad skal jeg dog pakke? Jeg skal jo have det hele på! Så er der aftensmad kl. 18, men til trods for at jeg tager Diamox piller mod højden (skal ikke nyde samme skæbne som i Nepal) er appetitten væk, jeg kan ikke spise noget. Jesper opmuntrer os på en fast og alvorlig måde – vi skal vide at vi i nat bliver presset, som vi ikke er blevet presset før og gang så det med 10! Viljestyrken må køres i stilling. Til den øvelse napper jeg 2 Diamox piller og 2 hovedpinepiller og så er det i soveposen ved 19.30 tiden med det meste af tøjet på. Elsebeth og jeg kan ikke sove, vi er nervøse for, hvordan hele turen til toppen skal gå og om vi nu også vil klare den. Vi er dog fast besluttet på, at gøre alt hvad der står i vores magt for at komme op – ALT! Vi bliver vækket ca. 23.30, trækker i resten af tøjet (i alt 2 svedundertrøjer, tynd fleece, ski-pulli, windbreaker samt ski-jakke. Igen viser Jesper sig som en sand gentleman – eller er det mon nærmere for at minimere chancen for at jeg skal begynde og hyle længere oppe på "bakken"? De lange og varme fleece underbukser kommer på i en fart sammen med alm. bukser og regnbukser, desuden elefanthue og skivanter). For at batteriet til kameraet ikke skal fryse til bliver det placeret et varmt og sikkert sted – i sports bh’en. Vi får en kop varm te og et stykke chokolade. Og så bliver vi stillet i rad og række – Charles (vores lokale turleder) forrest og dernæst mig selv, klar med pandelampen tændt. Nu starter det som er næsten ubeskriveligt… Vi går i mørke og kulde med den klare stjernehimmel over os og pandelampernes faklen hen over sten og klippestykker. Selv om det er bælravende mørkt er vi ikke spor i tvivl – DET GÅR OPAD! Jeg aner helt alvorligt ikke, hvad jeg dog tænker på de næste 8 timer, koncentrerer mig kun om at sætte den ene fod foran den anden i et meget meget langsomt, men jævnt tempo. Jens Jacob har højdemåler med, men jeg kan ikke holde ud hele tiden at høre, hvor langt vi ikke er kommet, så vi aftaler, at de der gerne vil høre det får det hvisket. Jeg vil ikke tænke meter, jeg vil kun tænke toppen!
På et tidspunkt efter ca. 3 timer deler vi gruppen op – den forreste gruppe, som vil gå jævnt uden pauser, og den anden gruppe, som hellere vil stoppe op flere gange, men så til gengæld gå lidt hurtigere. Jeg tager den forreste gruppe og Elsebeth den anden gruppe. Vi fortsætter i stilhed – rigtig mange er nu for alvor mærket af højden. Jeg selv mærker det meget tydeligt i lungerne. Jeg er træt, mega træt og har bare lyst til at hænge mig fast i Charles’ rygsæk og så lukke øjnene lidt. Nej det går ikke, op, op, op. Jeg tænker et kort øjeblik på, hvordan dælen jeg nogensinde skal komme ned igen – mig med mine handicappede knæ! Men nej, lad være, ingen negative tanker må slippe ind – tænk kun på toppen! Jeg kan og jeg vil, jeg kan og jeg vil!! Og kan jeg komme op så kan jeg vel også komme ned igen… Nu er vi vidner til noget helt fantastisk, ca. 1 time inden vi når kraterkanten, Stella Point, står solen op og det er da det mest fantastiske syn. Der hænger jeg på siden af Kilimanjaro på min livs hårdeste tur og alligevel strømmer glæden og varmen gennem mig ved dette syn – helt fantastisk. Nå, det går ikke at dvæle for meget for så fryser vi fast, vi må videre… Det sidste stykke inden Stella Point er ikke for kyllinger, jeg må kaste mig ned i gruset et par gange, det er for hårdt og benene nægter næsten. Til sidst tager Charles, Heidi og jeg under armen og trækker os med det sidste stykke op på kraterkanten. NU er der pause! Vi pruster og stønner og kaster os ned. Vi ved det er en stakket frist – de andre kommer ca. 20 minutter efter os og så MÅ vi videre – Uhuru Peak venter på os! Tror vi går ca. 40 minutter og så sker det – vi er der. På toppen af Afrika i 5.895 meters højde – Uhuru Peak!! Fantastisk følelse. Efter at have været så presset både fysisk og psykisk, som jeg aldrig har oplevet før, er det her den mest fantastiske forløsning. Jeg har en følelse af, at være blevet meget meget rigere for resten af mit liv.

Nu skulle man jo så tro, at nedturen er den rene barneleg – for nogen ja, men nej, desværre ikke for mig. Mine knæ er ikke så glade for at gå nedad. Heldigvis låner jeg en stav af Tone og det hjælper mig meget. Elsebeth, Jesper og jeg danner bagtrop og jeg må bare tage det så roligt som muligt og igen koncentrere mig om, hvor jeg sætter fødderne. Jeg vil gøre denne del kort – jeg kom ned! Med stor støtte og opmuntring fra Elsebeth og Jesper. Er fremme kl. 14 i Barafu Camp – en times pause og så videre til Millennium Camp, hvor vi desværre ikke skal overnatte, så vi går videre ned til Mweka Camp. Det gør hammer ondt i knæene og jeg tror, jeg kniber en tåre. Os i bagtroppen er fremme kl. 20.30 efter en del famlen i mørket den sidste 1½ time, faktisk ret morsom episode! Ca. 20 timer på farten undtagen nogle få pauser gør, at jeg sover inden hovedet rammer det selvoppustelige liggeunderlag!
Anden uge – Safari – 27.7

Vi er ude midt på Serengeti sletten i Nyani (bavian) Camp. Op, ud af teltet og så er der morgenmad i "buret" – her på de vilde dyrs hjemegn er det os, der må være bag tremmer. Det sætter tingene lidt i relief og betydningen af "Survival of the fittest" er ikke til at tage fejl af – vi er de mindst fitte! Vi begiver os ud på en formiddags safari. Det er råkoldt, men alligevel vildt skønt at stå op i jeepen og spejde ud over sletten, som er ved at vågne. Vidderne er enorme. Vi kører rundt i små 4 timer og tager tilbage til campen og spiser frokost. Nu er det dejligt varmt og vi får 2 timers pause, som de fleste bruger på at ligge udenfor teltet og nyde solen og fordøje indtrykkene – nogle fordøjer dog noget mere højlydt end andre – snork, snork! Af sted igen i ca. 3 timer. Det er imponerede så tæt vi er på løver, gepard, giraffer, flodheste, gazeller og zebraer. Ufatteligt. Igen fyldt op til randen med indtryk kommer vi tilbage til campen, spiser aftensmad - Palandros den bedste - og hygger os og fortæller røverhistorier. Elsebeth, Jesper og jeg er igen de sidste tilbage, den sidste sjat vin indkøbt i Mtowambu må drikkes ud. De små telte emmer af sovende folk – det er kun os 3 og nogle af de lokale guider, som stadig er vågne. Jeg lyser rundt i buskene omkring campen, bare lige for at se om der måske skulle være en hyæne i nærheden. OG så sker det! DER ca. 20-25 meter fra os er der to lysende gule øjne!! Jeg siger det til Jesper og vi står lidt og joker med, hvad det mon er. Jesper siger, Elsebeth og jeg lige skal blive stående og lyse – Jesper forsvinder op til de lokale guider, som lyser mod øjnene og tænder en af bilerne et øjeblik. Vi står der og småfniser og pludselig ser vi ud af øjenkrogen Jesper – dvs. vi ser skosålerne af Jesper! Han er i hast på vej ind i sit telt… Vi råber til ham, hvad der sker, og han siger "piger, bare tis lige i nærheden af teltet, dryp af i en fart og gå i seng"! Jamen skal vi blive ved og lyse og Jesper, hvad er det? Hvorefter der er en lille tænkepause inden han svarer, "det er det I ikke vil vide det er – en løve"!!! Nu kan det så nok være jeg får bukserne ned i en fart – tåren jeg skal af med er blevet ret meget større på 2 splitsekunder. Bagefter Elsebeths tur, mens jeg lyser mod de gule øjne lige derhenne. Vi springer i bogstaveligste forstand på hovedet ind i teltet. Har ingen anelse om, hvordan jeg dog når at få støvlerne afmonteret. Vi ligger så tæt som aldrig før – vi er begge rædselsslagen! Hjertet banker, som jeg aldrig har hørt det før og jeg ryster - meget. Pludselig er der noget der snitter teltdugen og jeg er 100% sikker på, at min sidste time er kommet!! Samtidig har vi en mus under teltdugen, ubehagelig og kriblende fornemmelse, men vi bevæger os ikke en millimeter. Vi hvisker med bævrende stemmer til hinanden og prøver at overbevise hinanden om, at løver jo ikke springer på telte. Det ærgerlige er bare, at vi begge har set filmen med Val Kilmer og dræberløverne!
Anden uge – Safari – 27.7

Vi er ude midt på Serengeti sletten i Nyani (bavian) Camp. Op, ud af teltet og så er der morgenmad i "buret" – her på de vilde dyrs hjemegn er det os, der må være bag tremmer. Det sætter tingene lidt i relief og betydningen af "Survival of the fittest" er ikke til at tage fejl af – vi er de mindst fitte! Vi begiver os ud på en formiddags safari. Det er råkoldt, men alligevel vildt skønt at stå op i jeepen og spejde ud over sletten, som er ved at vågne. Vidderne er enorme. Vi kører rundt i små 4 timer og tager tilbage til campen og spiser frokost. Nu er det dejligt varmt og vi får 2 timers pause, som de fleste bruger på at ligge udenfor teltet og nyde solen og fordøje indtrykkene – nogle fordøjer dog noget mere højlydt end andre – snork, snork! Af sted igen i ca. 3 timer. Det er imponerede så tæt vi er på løver, gepard, giraffer, flodheste, gazeller og zebraer. Ufatteligt. Igen fyldt op til randen med indtryk kommer vi tilbage til campen, spiser aftensmad - Palandros den bedste - og hygger os og fortæller røverhistorier. Elsebeth, Jesper og jeg er igen de sidste tilbage, den sidste sjat vin indkøbt i Mtowambu må drikkes ud. De små telte emmer af sovende folk – det er kun os 3 og nogle af de lokale guider, som stadig er vågne. Jeg lyser rundt i buskene omkring campen, bare lige for at se om der måske skulle være en hyæne i nærheden. OG så sker det! DER ca. 20-25 meter fra os er der to lysende gule øjne!! Jeg siger det til Jesper og vi står lidt og joker med, hvad det mon er. Jesper siger, Elsebeth og jeg lige skal blive stående og lyse – Jesper forsvinder op til de lokale guider, som lyser mod øjnene og tænder en af bilerne et øjeblik. Vi står der og småfniser og pludselig ser vi ud af øjenkrogen Jesper – dvs. vi ser skosålerne af Jesper! Han er i hast på vej ind i sit telt… Vi råber til ham, hvad der sker, og han siger "piger, bare tis lige i nærheden af teltet, dryp af i en fart og gå i seng"! Jamen skal vi blive ved og lyse og Jesper, hvad er det? Hvorefter der er en lille tænkepause inden han svarer, "det er det I ikke vil vide det er – en løve"!!! Nu kan det så nok være jeg får bukserne ned i en fart – tåren jeg skal af med er blevet ret meget større på 2 splitsekunder. Bagefter Elsebeths tur, mens jeg lyser mod de gule øjne lige derhenne. Vi springer i bogstaveligste forstand på hovedet ind i teltet. Har ingen anelse om, hvordan jeg dog når at få støvlerne afmonteret. Vi ligger så tæt som aldrig før – vi er begge rædselsslagen! Hjertet banker, som jeg aldrig har hørt det før og jeg ryster - meget. Pludselig er der noget der snitter teltdugen og jeg er 100% sikker på, at min sidste time er kommet!! Samtidig har vi en mus under teltdugen, ubehagelig og kriblende fornemmelse, men vi bevæger os ikke en millimeter. Vi hvisker med bævrende stemmer til hinanden og prøver at overbevise hinanden om, at løver jo ikke springer på telte. Det ærgerlige er bare, at vi begge har set filmen med Val Kilmer og dræberløverne!
Tredje uge – Zanzibar – 2.8

Op og ud af bungalowen på Kendwa Beach på Zanzibar. Ned på stranden, hvor "restauranten" er og få morgenmad – skønt med sand mellem tæerne og udsigt over det turkise vand. I går tog jeg en, for mig, grænseoverskridende beslutning. Jeg vil prøve om jeg kan overvinde mit ikke helt gode forhold til at være under vandet ved at tage et prøvedyk! Vi læste teori (Elsebeth, Heidi og jeg) i går aftes og nu må vi af sted til Nungwi Beach længere nordpå. Det tager os ca. 45 min at gå derop langs stranden. Vi bliver placeret på skolebænken og må se på en horribel amerikansk intro-dykker film – alle statister er af hunkøn, blonderet og med lange negle. Mon det betyder noget, at jeg kun opfylder det ene krav? Vores engelske dykker guide kommer. Han tegner og fortæller om vejrtrækning, hvordan du kommer op og ned, puster luft ind og ud af vesten, samtidig med du lukker vand ud af masken, smiler og giver ok tegnet til din guide! En smule indviklet måske. Nå, men på med alt udstyret – og jeg mener, der er meget og det er tungt! Vejret er ikke med os i dag – det står ned i stænger og havet er bare en smule i oprør. Hvilket gør det lidt mere besværligt ikke bare at gå til bunds med det samme vi træder ud, hvor vi ikke kan bunde. Jeg prøver forsigtigt at stikke hovedet ned under vandet og trække vejret gennem mundstykket – jeg kan ikke rigtig lide det. Hyperventilerer næsten allerede. Guiden tager os skiftevis med ned under vandet, hvor han vil tage mundstykket fra os, for at vi bagefter skal tage det i igen og puste det fri for vand og vi skal lære at tømme masken for vand. Turen kommer til mig – ja, nu er det min tur. Jeg kan ikke! Jeg kan simpelthen ikke – jeg prøver, men kan mærke det hele stritter på mig – er overbevist om jeg ikke overlever dernede. Nej det går ikke. Jeg må simpelthen vende om og gå op. Jeg sunder mig lidt – hvad er nu det? Alt det jeg har overvundet på denne tur – er det her et nederlag? Nej, jeg beslutter mig for at det er det ikke!! For jeg prøvede jo og jeg vidste jeg ville få problemer – bare det jeg prøvede, tog springet er jo en kæmpeting for mig og min "under-vandet-fobi". Og jeg ved én ting – når jeg kan komme så mange meter op på Kili, så kan jeg 100% også komme nogle få meter under vandet! Det bliver bare ikke her på Zanzibar, men det skal nok lykkes…

Det klarer op senere på dagen og vi går hjem til Kendwa langs grusvejen, da der nu er højvande, hvilket gør strand-vejen ufarbar. Elsebeth er kommet hjem – hun klarede det – dog er hun åbenbart født "flyder", så den sølle guide havde haft travlt med at hente hende ned på bunden hele tiden. Det der med "som fisk i vandet" skal man altså øve sig ret meget i. Der er den smukkeste solnedgang og jeg sætter mig for at stirre nogle gevaldige store huller i luften - en rigtig god og sund øvelse. Sjusser og skøn fisk til aftensmad – en absolut værdig afslutning på endnu en begivenhedsrig dag.

Til alle jeg delte denne skønne ferie og helt fantastiske oplevelser med vil jeg gerne sige mange tak – og en speciel stor og varm tak til Elsebeth og vores turleder Jesper.

Karin Bodelund
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig