Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


- 4 dage + 1 nat mod toppen af Kilimanjaro

Forfatter: Vinnie Wissing
Ref. TZKS
Printvenlig version
4 dage og en nats vandring mod toppen, 5.895 meter over havet.

Efter flere måneders planlægning, herunder overvejelser om vi ville kunne klare toppen, samt det mere håndgribelige så som vaccinationer og indtagelse af malariapiller, stod vi endelig meget spændte i Københavns lufthavn fredag den 7. juli kl. 5.30. Vi, er hele familien bestående af Caspar 16 år, Louise 18 år, Vinnie 45 samt Lars 49.

Vi har gået i bjerge før men aldrig været højere på egne ben end ca. 2.500, så Kilimanjaro var virkelig højt for os, men også en drøm, vi havde haft i flere år. Så nu skulle det forsøges.

Især Louise havde haft sine betænkeligheder, men her hjalp et par besøg hos Topas i Nyhavn, hvor vi fik rigtig god information af Christian.

I Kastrup mødte vi nogle af de andre på holdet, i Amsterdam stødte flere til og endelig i Kilimanjaro lufthavn blev vi alle samlet med vores danske guide Klaus, som viste sig at være en uvurderlig hjælp under turen.

Efter et par omstillingsdage i Moshi, hvor vi blev vænnet lidt til den afrikanske kultur, drog vi endelig mandag morgen af sted til Park Gate, hvor bestigningen af Kilimanjaro begyndte i ca. 1.800 meters højde. Så der ventede os "kun" 4000 meter inden toppen. Det var jo ingenting, da vi stod der friske og fulde af forventning, klar til at give os i kast med Machame ruten, som betød, at vi ikke skulle samme vej ned, men følge Mweka-stien ned igen.

Ved Park Gate mødtes vi med vores portere. 21 i alt. De bar vores bagage, mad og telte og sørgede for, godt styret af vores lokale guider med Masoud i spidsen, at vi fik de dejligste måltider. Det er dog utroligt, hvad der kan bæres op ad et bjerg og blive til lækre måltider.

Første dag på bjerget gik vi gennem regnskov op til første lejr, Machame Camp, i ca. 3.100 meters højde. Vi ankom til lejren sidst på dagen, lidt trætte og meget snavsede af den mudrede vej, men lettet for adskillige liter vand, da væskeindtagelsen havde været stor. Vores telte var allerede stillet op, og efter et godt aftensmåltid fandt vi alle hurtigt vores soveposer. Nå ja, vi skulle også lige pumpe vand. Porterne hentede vand til os, men vores sarte maver krævede, at vi rensede det inden indtagelsen, hvilket viste sig at være et stykke arbejde, der skulle planlægges, når 15 mennesker skulle have flere liter klar til næste morgen. Men da vi først fandt rytmen, gik det fint.

Nu var det jo ikke nogen afslapningstur, så vi blev vækket kl. 6.30 næste morgen. Efter et hurtigt morgentoilette – det tager ikke så lang tid, når toilettet er et hul i jorden, dog afskærmet af et par brædder, og mængden af vand begrænser sig til at gnide øjnene – var vi klar til morgenmad kl. 7.00. Ikke engang vores telte skulle vi selv pakke ned, det klarede porterne. Selv om vi var de første, der forlod lejren, gik der ikke lang tid, før end vi blev overhalet af vores portere, og deres tøj og især fodtøj kunne ikke engang sammenlignes med vores. Vores gamle støvler hjemme i kælderen ville have været luksus for dem. Det skal huskes næste gang.

Dagens vandring bød på en noget anden natur. Nu er vi rigtig kommet i bjerge, langt oppe over skyerne og foran os kan vi se Kilimanjaro med sne på. Utrolig flot.

Vejret var pragtfuldt. Turen bød på en del højdemeter, så vi tog den med ro - pole, pole - som vores guider hele tiden sagde til os. Sidst på dagen nåede vi Shira Camp i 3.660 meters højde. Nu kunne vi godt mærke, at vi var kommet højt op. Natten var kold.
Atter tidlig op. Ristet brød, æg, frisk frugt og afrikansk kaffe. Aldrig har vi spist så mange æg på en ferie, og så er de båret op i bakkevis bundet sammen med en strik, og så har porteren måske også lige haft en tung taske på ryggen og en gasflaske på hovedet. Ja under de betingelser kunne man simpelthen ikke andet end nyde maden.

I dag går vi op, og atter op. Vi kan godt mærke, at luften er blevet lidt tyndere. Nogen tager en ekstra tur op i 4600 meter – til Lava Tower. Det havde været flot. Ja Louise var såmænd blandt dem, der tog denne ekstra anstrengelse. Vi andre sparede lidt på kræfterne. Ned igen til vores overnatning i Baranco i 3.860 m.

Ikke meget senere end kl. 20.00 gik vi til ro, og hvis ikke trætheden kunne få en til at sove hurtigt, ja så blev man efterhånden lidt bedøvet, når lynlåsen i teltet var lukket til. Først 2 par fødder, der ikke havde set vand i nogle dage, men været lukket inde i et par vandrestøvler, så 2 par sokker og til sidst skulle vi også lige have støvlerne ind. Jo, så sov man godt. Og måtte så bare håbe på, at man ikke skulle tisse midt om natten, for vinden var styg, der var buldermørkt og batteriet i lommelygten ikke for godt.

4. vandredag går det opad, lidt ned og atter op. Frokosten indtager vi på det skønneste sted i dejlig sol lige ved en bæk. Vores portere har stillet borde og stole op, og frokosten består af ikke mindre end stegt kylling og pommes frites og naturligvis frisk frugt. Det var et himmerigs måltid, men også det sidste rigtige mad i hvert fald for mit eget vedkommende de næste 24 timer, for nu bed højden sig fastere og fastere med lidt kvalme, lidt hovedpine og almen utilpashed. Sidst på dagen når vi til Barafu Camp i 4800 meters højde – udgangspunktet for den sidste vandring mod toppen. Her var barskt, men flot, med udsigt til toppen af Kilimanjaro, den top vi alle håbede at komme til at stå på næste morgen.

Solnedgangen var flot, men jeg må indrømme, at min tro på at nå toppen var meget lille. Jeg havde kvalme, frøs og smårystede, og havde absolut ikke lyst til det måltid, der blev serveret for os, inden vi gik i soveposerne kl. ca. 20.30. På det tidspunkt var jeg ikke indstillet på at stå op igen kl. 23.00 for at gå 1.100 meter op, hele natten. Men da vi så blev vækket, var det som om, at det gik lidt bedre og efter at have rådført mig med Klaus, skulle det alligevel forsøges, selv om jeg var sikker på, at det ville blive nødvendigt at gå ned igen.

Det var lidt af en oplevelse at stå der, alle 14, i måneskin og med huer, vanter og det varme overtøj. Jeg lagde mig lige tæt i hælene på Masoud, og det gik langsomt op, meget langsomt. Jeg tror, de fleste af os nærmest sov. Efter mange timer, hvor det bare gik op, blev vi automatisk delt i to grupper, nogen var lidt hurtigere. Jeg frøs fingrene, var noget træt, og vandet i vandflasken var begyndt at fryse, men med hjælp fra vores guider, ja så gik det. Et opmuntrende ord, et klap på skulderen og såmænd varmede de også mine fingre. Det hjalp alt sammen, men indimellem spørger man sig selv – hvad i al verden laver du her. Men så ser man bjerget i al sin pragt, og så kommer man lidt videre. Men det var sejt, og mange opkastninger gjorde det heller ikke bedre. Men Klaus forsikrede, at når det ikke var værre, ja så var det bare om at komme op, og vi havde jo også den Konyagi – Tanzania’s svar på Gammel Dansk - at se frem til, som han havde lovet, hvis jeg kom til toppen. Men havde han ikke været der og også de lokale guider, ja så havde jeg ikke nået toppen.
Men kl. 8.45 stod vi alle 4 på toppen. Målet var nået, men det havde været svært at komme fra Stella Point, den første top i 5.745 meters højde. Her var jeg faldet sammen. Hvis ikke Klaus havde sagt " Så går vi om 2 minutter", ja så havde jeg siddet der endnu.

Men Uhuru Peak, 5.895 meter, ja det var det jo det, vi gik efter, og det var også helt fantastisk at stå der, og også lidt uvirkeligt. Nu blev det nok heller ikke bedre af, at hjertet bankede, det føltes som der var vand i lungerne og nogle opkastninger blev det også til, men bortset fra det , ja så var det fantastisk. Tænk at sidde på toppen af Afrikas højeste bjerg, hele familien samlet. Der blev taget billeder og lidt gik vi også rundt, men samtidig var det også med at komme ned igen, for vi havde en lang dag foran os.

Klokken 12.30 var vores gruppe nede igen. Nogle havde været hurtigere, så de havde nået at få et hvil og lidt frokost. Hvile trængte vi også til, men nej det var der ikke tid til. Allerede kl. 13.00 skulle vi videre igen, ned til Mweka Camp i 3100 meters højde. Her var vi sidst på dagen, og nu var sulten ved at melde sig sammen med trætheden, for denne dags nedstigning havde været hård for knæene. Et højdepunkt her var imidlertid, at vi kunne købe en kold øl. Tænk kr. 10,- kr. for en halv liter Kilimanjaro-pils, og så var den båret op. Jeg tror, vi alle sov rigtig godt den nat, og højdesygen havde også fortaget sig, ja det lettede faktisk allerede på den første strækning ned fra toppen. Det var en meget mærkelig fornemmelse.

6. og sidste dag på bjerget. Igen tidlig op og et rigtigt godt morgenmåltid. Nu var sulten der igen. Vores guider og portere ville fejre, at vi alle 14 på holdet var kommet helt til tops. De samledes alle på pladsen, da telte mv. var pakket sammen, hvor de sang en særlig hyldestsang til Kilimanjaro, eller Kili, som det nu er tilladt at kalde bjerget, når man har været på toppen.

Men al denne hyldest fik også en ende, og så var det bare ned gennem regnskoven, om muligt mere mudret og stejl end opturen. En del af os undgik heller ikke at tage den på alle fire, hvilket var et kosteligt syn. Snavsede, trætte men opstemte nåede vi ned til Park Gate, hvor en flok små børn stod på spring for at vaske vores støvler, og naturligvis forventede de en skilling for det. De var så ivrige, så vi skulle passe på, at ikke alt vandet kom ind i støvlerne.

Nu ventede der os en gang kylling med ris og igen en kold øl inden vi satte os i bussen tilbage mod Moshi. Vi så lidt anderledes ud end for 6 dage siden, og vi lugtede heller ikke helt så godt, men vi var alle en meget stor oplevelse rigere.

På Green Cottage i Moshi ventede der os et varmt bad. Vi havde blot ikke helt taget hensyn til, at vi alle skulle i bad, samtidig med at personalet også var gået i gang med at vaske, vel at mærke håndvaske, vores tøj. Det betød, at mængden af vand og temperaturen af det måske ikke var helt lige god for alle. Men det gjorde godt.

Inden aftensmad, hvortil vi fik den lovede Konyagi samt indkøbt rødvin – vi skulle jo fejre vores sejr – fik vi fine diplomer overrakt af Masoud, vores lokale guide. Det var et stort øjeblik.

Søndagen, hviledagen, blev brugt til postkortskrivning og en tur i Moshi.

Mandag startede vores spændende safari, hvor vi så alle Afrikas dyr. En dejlig forlængelse af bjergturen.

Endelig var det herligt afslappende at slutte af med nogle dage på Zanzibar. Det ville vi ikke have undværet. Dejlig strand, klart, varmt vand. Det rene Bounty-land.

Lørdag den 29/7 landede vi i Kastrup, mange oplevelser rigere.

Tak til Klaus for stor viden, overblik, hjælp samt hyggeligt samvær. Det var 2. gang, vi rejste med Topas. Vi kommer helt sikkert igen.

Vinnie Wissing
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig