Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Tanzania - landet, hvor tid endnu ikke er et knaphedsfænomen

Forfatter: Anne Vinding Sillemann
Ref. TZKZ
Printvenlig version
Tanzania er et af verdens fattigste lande, men når det gælder storslående natur, imødekommende mennesker, enestående dyreliv og tid er landet måske et af verdens rigeste. Brudstykker fra 23 dages rundrejse i Tanzania - landet, hvor tid ikke er en mangelvare og der derfor stadigvæk er mulighed for reflektion og for at have sjælen med i sine oplevelser.

"For this is Africa", siger turleder Kasper Vad Jepsen "Vi må indstille os på, at tingene ikke altid sker præcist til de aftalte tider. Kl. 9:00 kan også godt være kl. 9:30 eller kl. 10:00. Men lad være med at begynde at stresse over det. Lad mig om det. Drik en kop kaffe, læs en bog eller benyt tiden til at opleve nogle af alle de ting , som I ikke ville have oplevet, hvis vi var kommet afsted til tiden".

Vi er lige ankommet til Tanzania og er på vej i bussen til Hotel Springland i Moshi. Arriverende fra en verdensdel, hvor tid har status som knaphedsfænomen og derfor oftest skal udnyttes med hysterisk effektivitet til sidste sekund, for den må endelig ikke gå til spilde, kan Kaspers ord kun få mig til at ånde lettet op. "For this is Africa - gud ske lov for det", tænker jeg og føler mig glad og priviligeret over at skulle tilbringe de næste 3 uger i et land, hvor tid ikke synes at være en mangelvare i dagligdagen. For dybest set er det aldrig helt gået helt op for mig, hvordan nogen kan mene at vide, hvad det i sidste ende vil sige at spilde tiden.

Hotel Springland er større og mere luksuriøst end jeg havde forventet. Der hersker en god stemning. Jeg fornemmer det straks. Dette hotel er vores base for de næste 2 uger. Lige så meget som jeg nyder hotellets åbne terrasse med blomsterbuskene, det smilende personale, fuglesang fra trætoppene og en kølig Kilimanjaro øl – lige så meget nyder jeg at liste mig ud af hotellets port – ud på jordvejen udenfor. Det er først, når jeg lukker den lave jerndør bag mig, at jeg rigtig føler, at jeg er i Afrika. Rent logisk ved jeg jo godt, at hotellet også er en del af Afrika, men det er ude foran porten, at ti unger kommer løbende for at holde mig i hånden, når jeg går tur; det er her jeg bliver mødt med åbne arme og smil, så snart jeg siger "Jambo" (goddag på swahili) og det er her, Berith og jeg bliver inviteret ind til morgen te hos Jackline og hendes familie, som vi har kendt i 10 minutter og pludselig et par timer senere står med en papaya frugt i hånden, som tak for besøget. Det får mig til at tænke på, hvor mange gange (eller ikke!), jeg har inviteret en fremmed til morgenkaffe eller måske bare givet vedkommende et æble.

Så ofte som jeg kan, smutter jeg mig ud af hotellets lave sorte jerndør.
Kilimanjaro – Afrikas tag

En tidlig klar morgen er vi heldige at få et glimt af Kilimanjaro – det bjerg, som vi er kommet for at bestige. Majestetisk ligger hun der – virkelig og uvirkelig på en gang. Som hun tårner op af intetheden ligner hun en kulisse malet på horisonten i smukke hvide, grå og blå farver. En sky bevæger sig langsom forbi toppen og minder mig om, at hun er ægte nok.

Et bjerg skal bestiges på to planer – det indre og det ydre. Det vidste jeg godt, inden jeg tog hjemmefra. Det ved vores turleder Kasper også og lige fra første dag bygger han os, på professionel vis, psykisk op til at skulle nå og stå på toppen 8 dage efter vores ankomst til Kilimanjaro lufthavn. Dag for dag bliver der lagt mere og ny information på. Nogle får et mentalt "spark i røven", andre "et klap på skulderen", alt efter, hvad der skal til for at få os videre. Ordene formuleres med omtanke, er velovervejede og de virker – vi fortsætter trods hovedpine, træthed og opkastninger.
Toppen – Uhuru Peak 5895 meter

Kasper springer op og ned af bjergsiden og sikrer, at vi alle har det godt – som en masai kvægfører sørger han for, at vi alle 16 kommer videre opad på den ene eller den anden måde. Vi befinder os på det sidste og nok hårdeste stykke af opstigning – det sidste stykke før Stella Point (5745 m). Bjergsiden er stejl og fyldt med løse sten, som gør at hver gang, jeg tager et skridt frem, ryger jeg et halvt tilbage.

Selvom jeg taget situationen i betragtning - vi befinder os i 5600 meter og har været igang de sidste 8 timer siden kl. 24 i nat - har det godt, priser jeg mig lykkelig for, at jeg kun skal sørge for, at jeg selv kommer op. Ikke mindst da jeg lidt efter pludselig bliver utrolig træt og har det som om jeg kunne stå op og falde i søvn. "Ikke lukke øjnene", tænker jeg og synger til mig selv "Every little cell in my body is happy" – men sangen synes ikke at fjerne sandet fra mine øjne. "Dur ikke" tænker jeg videre "ny strategi". Og som når man vil have et barn til at spise op og derfor giver det en skefuld for tante Olga og en for hunden Fido, tager jeg nu også et skridt for min far, et for min mor og søster Gitte, Rene og mine nevøer, også et for mine gudbørn Mie og Johan og deres forældre og sådan fortsætter jeg med at tage et skridt for de vigtige og betydningsfulde personer i mit liv. Og pludselig står jeg på Stella Point hjulpet op af mine nære – som de andre gange i mit liv, hvor de har skubbet bagpå, når det var svært at få flyttet fødderne derop, hvor jeg igen havde frit udsyn og kunne se situationens muligheder.

Et hvil, en slurk vand, en lille pakke rosiner og en bid af min hollandske K2 power energy muslibar får trætheden til at forsvinde lige så hurtig som den er kommet og jeg nærmest svæver de sidste 150 meter op til toppen. Målet er nået - det mål, jeg bestemte mig for for snart 12 år siden, da jeg stod på toppen af Mt. Blanc i snevejr. Og jeg tænker på Ghandis ord "Vejen er målet" og ved, at ordene er sande, for netop vejen rummer håbet.
Ned igen

Jeg løber ned og jeg leger, at jeg står på ski ned af de franske alper, mens Kilimanjaros løse sten forsvinder under mine fødder. Kasper er sidste mand og synet af ham, mens han i mægtig fart kommer ned imod mig, minder mig om de sene eftermiddage i alperne, hvor "pistørene" kører den sidste tur for at sikre, at alle nu også er kommet ned fra pisterne.

20 minutters pause med panoramaudsigt til Mount Meru får langsomt de sidste 11 timers oplevelser til at synke lidt ind i sjælen – tid til eftertænksomhed. Udsigten er fantastisk og jeg får lyst til at lave en 3D film om Kilimanjaro. Til min glædelig overraskelse får jeg straks at vide, at et sådan projekt allerede er igang. Jeg kunne tilbringe resten af dagen her – bare sidde og nyde stilheden, udsigten, storheden. Verden synes så betragende her, ikke længere kompleks, men ganske enkel og ligetil. Men jeg ved også, at 5500 meters højde ikke er en højde, vi ustraffet kan opholde os i for længe ad gangen. Modstræbende fortsætter jeg nedturen.
Tilbage i Moshi

En dag har vi til at omstille vores hjerner til denne turs andet eventyr, Ngorongoro krateret og Serengeti National Park. Jeg tager til Arusha med Berith og Jackline – vores tanzanianske veninde. Busturen i den lille, gamle lokale bus, er den, der gør størst indtryk på mig den dag. På vej hjem er der for lidt plads i bussen og for at få plads til alle, tager jeg en lille pige op på skødet. Pigen smiler genert til mig, mens hun sætter sig til rette. Handlingen får en af kvinderne i bussen til at udbryde "Sådan er det med Mzungus (hvide på swahili) – de tager vores børn, fordi de ikke kan finde ud af at lave dem selv". Ordene bliver ikke sagt som en anklage, mere som en konstatering og de skaber jubel blandt de mange kvinder i bussen. Der grines højlydt. For en sikkerheds skyld skynder Berith og jeg at sige, at vi ikke har nogen intentioner om at tage den lille pige med hjem og at hun skal blive hos sin mor. Efter et par stoppesteder står pigen og hendes famile af. Ikke så snart er de kommet ud af bussen, før pigen får en lussing af sin søster. Jackline har også set det og som svar på mit noget chokeret og spørgende blik "Har jeg gjort noget forkert?", svarer hun "Nej, søsteren var bare jalous over, at det ikke var hende, der sad på dit skød".
Afrikas savanne

Der går nogen tid før jeg rigtig forstår, at det ikke er Knutenborg safari park, vi kører rundt i – men på den ægte savanne. De er der alle samme – elefanterne, zebraerne, girafferne, garazellerne og næsehornene. Som i en Walt Disney film ser de ud til at leve i fred og fordragelighed med hinanden lige indtil en leopard bestemmer sig for at jagte en Thomsons gazelle.

Synet af 12 landrovere samlet i en lang række foran to løver, der er igang med at parre sig, får mig til at smile over det absurde ved situationen. Den ene store kameralinse efter den anden stikker ud af taget på landroverne og selv står jeg også parat med mit, omend noget mindre, så dog et kamera. Løverne synes at være ligeglade – de er nok efterhånden vant til dette cirkus eller kunne man håbe, så optaget af det, de er i gang med, at de ikke ænser bilerne, men det er nok mere det første end det sidste. Situationen gør mig ambivalent. På en side synes jeg, det er for meget, dette cirkus og på den anden siden ved jeg også godt, at det netop er vores tilstedeværelse, der bl.a. sikrer national parkernes overlevelse og dermed også dyrenes. Efter et par billeder bestemmer jeg mig for at putte kameraet i lomme og bare nyde synet, nuet og tanken om, at det stadigvæk er muligt at se løver i den fri natur her på vores jord.

Men om aftenen, når jeg fra vores teltlejr stirrer ud i mørket for at se, om jeg mon kan få øje på et par lysende dyre øjne derude et sted i mørket, kravler den afrikanske savanne langsom ind under huden på mig og jeg ved, at jeg må komme tilbage.
Zanzibar – krydderiernes hjemland

Zanzibar giver mig følelsen af at være kommet til et andet land. Den muslimske religion præger øen ligesom den kristne tro præger fastlandet – sådan er det og det er der ikke noget mærkelig i. Zanzibar er krydderiernes hjemland. Alt lige fra vanille, ingefær og muskatnødder til peber og kanel vokser her og vores Spice tour, også døbt "Salt & Peber turen" af Peter, er langt mere spændende end jeg havde forventet. Ikke mindst efter at vi skal smage på en lokal frugt, som viser sig at være så sur, at den får alle mine tømmemænd fra gårdagens fugtige udskejelser til at forsvinde som dug for solen. Alligevel gemmer jeg en frugt i reserve i lommen – man ved aldrig, måske er der tale om en korttidsvirkende lindring. Jeg overvejer om der måske er et indtil nu overset potentiale i denne frugt, sendt fra himmelen, til behandling af tømmermænd ligesom regnskovens mange planter stadigvæk gemmer på utallige skatte – så længe det varer!.
På havets bund

Det hvide sand dannet af knuste koraler får vandet til at få denne krystalblå farve, som jeg kun har set på Bounty reklamer og som jeg altid et eller andet sted har troet var det rene fup, hvilket det muligvis også var i reklamen, men her på Zanzibars nordkyst er farven ægte nok. Efterhånden som vi kommer længere ud fra kysten bliver vandets farve mørkere i takt med dybden. Ved hjælp af en GPS’er er vi sejlet ud i det, der synes at være "in the middle of nowhere". Vi skal dykke på sandbanken "Leven Bank" ud for Zanzibars nordkyst. Der er vind og den lille motorbåd gynger. Vi sidder med alt udstyret på, parat til at hoppe i, når drivemaster Mark har sagt 1,2,3. Der er strøm og vi må være sikre på at hoppe i det rigtige sted for at få det fulde udbytte af dette strømdyk. Mark tæller "1, 2, 3" og plask ligger vi alle 7 i vandet. Hurtig dykker vi ned – 30 meter er målet for dagens dyk. "Leven Bank" kan byde på alt eller intet. Hvis man er heldig, er der mulighed for at se hajer og kæmpe rokker. Vores tilstedeværelse synes dog ikke at pirre disse dyrs nysgerrighed idag – i hvert fald har de bedre ting at foretage sig end at komme og hilse på os. Strømmen er tilgengæld helt perfekt, langsomt fører den os forbi et flot sceneri af koraler, kæmpemuslinger, muræner og et væld af tropiske fisk i alle størrelser og farver.

Da vi sejler hjem møder vi delfiner. Jeg ligger mig ud i stævnen og lænende mig så langt ud som muligt, kan jeg næsten nå dem med hånden.
En bar på stranden

Marokkaner baren i Nungwi får gladelig en til at gå i 45 minutter langs stranden for at opleve stedet igen. Duften af pot hænger i luften på trods af, at det er udenfor og tjenerens røde øjne vidner om, at han nok også har smagt lidt på de tørrede blade. Bardisken er forstavnen af en gammel træbåd, kasseapparatet et hvidt toilet og øllene ligger til køl i et aldrende badekar. Stearinlysene oplyser natten og de to hængekøjer, som endnu er tomme. Vi er blevet trætte af øl og finder cocktailkortet. På det lille firkantede dansegulv med skrattende højtaler tilbringer vi natten med palmebladene svejende over vores hoveder og vandet skyllende frem og tilbage på stranden nedenfor, lige indtil tidevandet ubønhørlig kommer tættere på kysten og vi må gå hjem igen inden det er for sent - i bare tæer langs standen i måneskin.

Afrika, du tog mig med storm denne gang. Dit land Tanzania har æren herfor og jeg har efterladt lidt af min sjæl mellem Kilimanjaros rullesten, under et akacietræ i Serengetiparken, og i en kæmpemusling i vandet ved Zanzibars nordkyst. For this is Africa – stedet, hvor tid ikke er en mangelvare og der derfor stadigvæk er tid til at have sjælen med i sine oplevelser.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig