Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Turen til Kilimanjaro - Set gennem alderspræsidentens runde briller

Forfatter: Jørgen Aalling
Ref. TZKZ
Printvenlig version
Afrejsen 6. juli

Det er midnat på Nyborg Station. Toget har netop forladt perronen, og Kirsten er forsvundet i mørket. Jeg er på vej mod Afrikas højeste bjerg og formentlig min største fysiske udfordring i mange år.
"Husk at nyde turen op gennem bestigningens nederste etaper - så har du fået en oplevelse, selv om det skulle kikse til sidst", har Kirsten sagt. Hun har ret. Til syvende og sidst ved jeg ikke om viljestyrke, 25 minutters konditionstræning hver anden dag siden jul, erfaring fra fjeldture i Grønland for mange år siden samt perfekt udstyr er nok til at bringe mig op på toppen af Afrikas højeste bjerg. Jeg giver på forhånd mig selv 50 % chance for at nå toppen.

Seks timer senere sidder jeg i flyet, og medens flyet taxier ud mod startbanen passerer vi 2 stk. Airforce 1. Vi har besøg af præsident Bush.
Jeg skifter fly i Amsterdam. Sidder og venter i lufthavn og smugkigger på dem, der rejser i bjergstøvler. Jeg elsker at flyve, men sidder dog i 9 timer klemt inde mellem en amerikaner og en italiener. Jeg taler ikke med dem. Gider ikke. Sidder i stedet og glæder mig over den gode servering og den kommende ferie. Det bliver mørkt tidligt i Tanzania. I juli er det mørkt klokken 7 om aftenen. Vi forlader flyet og spadserer til ankomsthallen, som ikke er ret stor. Der bliver set pas og ordnet visum for 50 $. Uden for står guiden Johnny. Bjergbestiger og tidligere professionel soldat og meget andet. Altid rask i replikken og god for en historie. Vi bliver læsset på en bus og kørt til hotellet Springland i udkanten af Moshi. Jeg kommer til at dele værelse med Michael, og klokken er vel efterhånden 10.
Ophold i Moshi 7. juli

Morgenmad og morgenbreefing. Derefter i samlet flok på spadseretur til Moshi.. Her er meget landbrug, og byen ser ok ud efter afrikanske forhold. Efter lunch i byen vandrer vi hjem til hotellet for derefter at gå en lille tur gennem områdets rismarker og en lille jungle. Vi får set aber og støvlerne gået varme. Vel hjemme igen får vi smagt de lokale øl: Kilimanjaro og Safari.
Strabadserne begynder 8. juli

Vågner lidt sent, men når det. Halvdelen af mit tøj må blive i Moshi. Jeg får pakket 8 kg i en rygsæk til bærerne og 6 kg i rygsækken til mig selv. Med en times forsinkelse kører vi af sted mod Rongai Park Gate, som ligger på Kilimanjaros nordside 2000 m over havets overflade.
Vegetationen er nu ændret. Store skove af en type silkefyr. Ind imellem lidt majs. Rongai er vistnok den lille fattige by bestående af træhuse, som ligger ved parkgaten i 2000 m’s højde.
Her venter vore bærere og guider. Der er mange: 2 bærere til hver af os plus en guide for hver 7. af os. Desuden et par kokke — så vi 11 bjergbestigere får et følge på mindst 30 afrikanere.
Bærerne skal bære alt for os undtagen vores dagrygsæk. Desuden naturligvis deres eget grej. Der skal være nok af alt til de næste 6 dage. Bærerne stiller vore telte op, kommer med varmt vaskevand, piller telte ned og serverer morgente. De klarer alt det praktiske, så vi kan koncentrere os om turen.
Efter en del venten og formaliteter starter vi opstigningen i enkeltkolonne. En afrikansk guide forrest, os 11 vandrere og sidst Johnny. Sådan skal det være, og det viste sig at være den rigtige metode, hvis man skal holde til at gå opad dag efter dag. Men hold kæft, hvor går det langsomt. Pole, pole - vistnok swahili for langsom. Vi skal vænne os til højden og den tyndere luft og finde en rytme, så vi ikke bliver forpustede. Det virker. Vi gik 2 — 3 timer gennem en ikke særlig smattet regnskov. Det går lidt opad, og vi ser nogle aber.
Kort før mørkets frembrud når vi Simba Camp (løvelejren). Min pandelampe lyser fantastisk, hvilket især er en fordel, når jeg i nattens mørke skal finde de i øvrigt ulækre toiletskure. Sorte træskure med et firkantet hul i gulvet. Ikke alle rammer lige præcist, når de forsøger at holde balancen i hugsiddende stilling! Nu ligger jeg i soveposen. Det hele fungerer fint. Stjernehimlen over os på bjerget er fantastisk klar, som den, Kirsten og jeg oplevede i Wisconsins store skove for nogle år siden. Den tiltagende måne ser sjov ud. Som en banan, der ligger næsten vandret. Vi er oppe i 2600 meter.
Vandring over skovgrænsen. Det bliver koldt 9. juli

Jeg sover ikke for godt, men står tidligt op, pakker og spiser med de andre i spiseteltet. Maden er udmærket: havresuppe, brød, marmelade, frugt, te, kaffe og oven i købet cornflakes med varmt pulvermælk. Det prøver jeg kun to gange: første og sidste. I øvrigt vil jeg, belært af tidligere erfaringer, på denne tur undgå at spise frugter og grøntsager, som ikke er skrællede. Jeg vil også undgå stegt og grillet kød. Så går vi igen — pole, pole. Vandet i mine Pepsi-colaflasker er koldt og relativt velsmagende. Det er filtreret gennem et keramisk filter og skulle ifølge Johnny være 99.9% rent. Husk at drikke! Første rigtige vandredag — op til 2. Cave Camp i 3200 m’s højde. Det går bare langsomt! Jeg puster, når det går stejlt opad, men får vejret igen, når det går mindre stejlt opad. Det er ikke hårdt endnu. Kigger vi bagud, ser vi langt under os i nordlig retning savannen i Kenya. Landskabet synes lysebrunt. Der er dis, og der er både skyer, som ligger under os og over os. Vi har stadigvæk ikke set det mindste glimt af Kilimanjaros top. Men den må være et sted deroppe i skyerne på vores højre side. Vi går gennem stenet terræn med gyvelbuske, græs og blomster. Der er lavet en pæn sti op ad bjerget. Vi går — pole, pole, pause. Vi går igen. Det er nemt. Ved middagstid er vi fremme ved 2. Cave Camp. Jeg har aldrig været så højt oppe før, men føler ingen væsentlige gener endnu bortset fra, at jeg nemmere bliver forpustet end normalt. Vore portere er ved at slå telte op. Vi skal snart spise. Hvad skal jeg få tiden til at gå med? Det blæser og er råkoldt. Solen er væk. Vi har set et glimt af noget, der kunne være toppen langt, langt oppe. Michael og jeg ligger i vores kolde telt. Jeg læser lidt i min bog. Sover lidt. Er ikke særlig social. Endelig er det aften. Jeg ligger og akklimatiserer i 3200 m’s højde. Denne aften spiser vi aftensmad i overtøj og med hat og huer. Vi ligner en flok nordpolsfarere og ikke en flok turister tæt på Ækvator.
Jeg putter mig godt ned i soveposen kl. 8 og skal først op kl. 7 næste morgen. Læser lidt ved min pandelampe, snakker lidt med Michael og prøver at sove. Det går skidt. Det er koldt.. Klokken 11 skal jeg ud i kulden og mørket. Har vistnok sovet lidt. Mørkt, men stjerneklart — det lover godt for i morgen. Tager fleecejakken på i soveposen. Falder endelig i søvn. De første i vores lille gruppe har allerede været syge om eftermiddagen: højdesyge og dårlig mave. Jeg klarer det endnu. Men hvor længe?
Solskin, kulde og tynd luft 10. juli

Vågner 6:30 efter en lang træls nat. Endelig morgen. Fumler rundt i teltet inden morgenmad medens jeg forsøger at undgå at vælte den varme te, som vore venlige kokke har forsynet os med, da vi vågnede.. Endelig får jeg pakket og kigger ud — jubi, solskin. Vi kan se toppen i dag!! Jeg tager billeder og spiser morgenmad med god appetit. Snart er vi på vej opad igen - pole, pole. Vi siger farvel til Kenyas sletter mod nord, efterhånden som vi vandrer af sted mod 3. Cave Camp 3 — 4 timer borte. Vores gruppe splittes op i smågrupper. Jeg er hele tiden med fremme. Føler mig rask og har det godt. Solen skinner hele tiden. Vi kan til stadighed se toppen. Er der virkelig over 2½ km derop? Vi vandrer langsomt opad gennem et stenet terræn med gule blomster og masser af hvide evighedsblomster. — pole, pole. Ved middagstid er vi fremme ved 3. Cave Camp. Jeg har nydt turen. Det har været let til nu. Måske har jeg trænet unødvendigt meget? Nogle af mine yngre medrejsende ser mærkede ud. Jeg tør nu tro på, at jeg kommer op. Jeg giver mig selv 70% chance. Men det er i morgen, den store prøvelse begynder. Vi er nu i 3700 m’s højde. Herfra skal vi de næste 2 døgn uden egentlig søvn stige mere end 2000 m til toppen og kravle ned igen til samme højde, som vi nu befinder os i. Vi vil formentlig blive syge, hvis vi prøver at overnatte i 4700 m’s højde, fortæller Johnny. Vi hygger os så godt det lader sig gøre i betragtning af, at der hele tiden blæser en kold vind hen over vores støvede lejrplads. Jeg finder mig en nogenlunde varm plet i solen, læser og skriver dagbog. Jeg pumper vand og går hen og snakker lidt med de andre. De andre er yngre ambitiøse mennesker i trediverne og i begyndelsen af fyrrene. Folk med gode stillinger og indtægter. De dyrker sport som maraton, cykling, skiløb osv. og er alle i god form. Er vant til at rejse til eksotiske steder med fysiske udfordringer. Det ser heldigvis ud til, at jeg kan være med. Jeg har været heldig til nu. Jeg har ikke været syg. Bortset fra dårlig nattesøvn og lidt hovedpine i dag, har jeg det fint. Jeg er spændt på i morgen. Det er i de næste to dage, det skal vise sig, om jeg har kræfter nok.
Vandring til "Base Camp". Det bliver alvor - 11. juli

Vandring til Kibo Hut i 4700 m’s højde. Jeg har alligevel ikke trænet for meget!!! Vandringen bringer mig (og flere af de andre) ud til grænsen for vores ydeevne. Jeg holder mig hele tiden forrest i feltet, men pulsen hamrer, når det går stejlt opad i for lang tid. Pole, pole - vi går med små skridt. Luften er nu tynd, iltindholdet er halveret, og jeg har hovedpine. Jeg har det ellers ganske fint sammenlignet med mange af de andre, som ser meget slidte ud. De er ellers topatleter, mange af dem. Vi kan se toppen til højre for os det meste af tiden. Hvide skyer jager hen over himlen. Bjerget består heroppe mest af goldt, brunt lavagrus. Her gror ikke meget. Det er koldt, men sliddet giver os den indre varme. Jeg føler mig godt gående. Jeg betror Mogens, at jeg nu tror 90% på succes. Jeg har undgået mavepine og højdesyge og har hele tiden gået med de forreste. Jeg kan følge med. Endelig når vi Kibo Hut i 4700 m’s højde (Kibo = Kilimanjaro). Her er råt. En kold vind blæser ubønhørligt hen over lavamarkerne. Bærerne er ved at slå telte op. Det er middag og snart spisetid. For første gang er jeg slet ikke sulten. Hovedpinen trykker, og jeg bliver forpustet af ingenting. Vi skal hvile, men helst ikke sove, idet vi så akklimatiserer dårligere. Vi finder alt det varme tøj frem, medens det er lyst. Tænker ikke for hurtigt. Endelig ligger det klart i en bunke: overtræksbukser, polarhue, handsker, de tykkeste sokker sammen med alt det andet. Klokken 5 er der aftensmad. Jeg har stadig hovedpine, men har opgivet at få det væk. Med næsten alt mit overtøj på vakler/vralter jeg ind i spiseteltet. En efter en dukker folk op. Ingen siger noget. Jeg spiser kun lidt. Det er koldt. Jeg er spændt. Jeg har det bedre end mange af de andre. Vinden er løjet lidt af. Himlen er stjerneklar. Det ser helt godt ud. Tavse, spændte og mere eller mindre højdesyge sidder vi og nipper til maden. Ingen har appetit. Lidt varmt te, lidt spaghetti og lidt grøntsagsstuvning. Det er, hvad jeg får ned. Tavse går vi til vore telte. Kan vi få sovet lidt inden nattens topforsøg. Maven rumler. Mavepine nu vil være fatalt for mit vedkommende. Jeg har gemt en af mine Jolly-colaer fra Svendborg Brugs. Den gør godt. Maven falder til ro. Michael kommer ravende ind i teltet. Det sidste bliver igen lagt frem i bunker.. Vi arbejder langsomt, tænker langsomt — endelig er vi klar. 3- 4 lag tøj, handsker, halstørklæde, polarhue. Jeg sover lidt.
Klokken 23 vækkes vi, klokken 23:30 er der te. Folk kommer vraltende ind til te. Det er svært at genkende hinanden. Stemningen er trykket. Ingen siger noget. Johnny giver os de sidste instrukser.
Topforsøget - 12. juli

Ved midnat mødes vi uden for teltet og bliver stillet op i en række. 4 — 5 guider fordeler sig i vores kolonne. Pandelamperne tændes, og vi sætter os i bevægelse mod toppen, som nogle af os vil nå om 8 timer. Langsomt, langsomt bevæger kolonnen sig opad mod den sorte bjergtop, som kan anes som en mørk streg mod den stjerneklare himmel. Pole, pole — jeg har min trofaste støttestav fra junglen med. Jeg har igen lagt mig forrest i feltet. Denne gang har min efterfølger lagt sig lige bag mig. Min pandelampe lyser fantastisk. Sceneriet føles uvirkeligt — drømmeagtigt. Man ser kun et par oplyste støvler, som rytmisk og ubønhørligt bevæger sig fremad og opad. Alt omkring mig er sort nat. De eneste lyde består at en rytmisk knasen i lavagruset og en tung prusten. Bjerget stiger 45 grader. Vores rute går i zigzag op ad en bred stribe sedimenter. Vi stiger måske 10 — 20 %. Det er hårdt! — og det bliver ved og ved og ved …. Jeg kan intet se undtagen guidens fødder, som ubønhørligt fortsætter opad og opad. Der går en time eller to (tiden føles uendelig lang), pulsen hamrer, brillerne iser til, og jeg prøver at slå hjernen fra og gå over på automatpilot. Det lykkes ikke. Efter lang tid når vi 5000 m mærket. Vi har taget 300 højdemeter — der er stadig 700 m til kraterkanten. Det drømmeagtige forvandler sig efterhånden til et mareridt. Vores lille lysslange af pandelamper snor sig stadig opad. Men vi er blevet delt i 2 grupper. Halvdelen er faldet tilbage og har store problemer. Jeg er stadig med oppe foran. Jeg begynder at få hallucinationer, og ser røde grønlandske skure og hundehuse ud af øjenkrogene. Det er helt normalt, har Johnny sagt. Vores lille kolonne på vel 6 — 7 mand tramper uophørligt opad. Jeg kigger nedad og ser en masse små lysende slanger i bevægelse opad. Der er også nogle foran os. Men kraterkanten er stadig uendeligt langt væk. Jeg hører min efterfølgers tunge åndedræt bag ved mig forandre sig til en ubehagelig hiven efter vejret. Et øjeblik efter styrter han omkuld bag mig. Søren, som virker stærk, har fået en hånd i ham. Han vakler, kan ikke mere og falder tilbage til vores bagerste gruppe. Vi holder ikke mange pauser. Jeg indser, at jeg ikke kan følge med førergruppen ret meget længere og beslutter at lade mig falde tilbage til vores bagerste gruppe, som vel er 10 minutter efter os. Men hvor mange er tilbage?? Mine briller iser til, jeg ser uklart, men tænker klart og siger til de andre, at jeg lader mig falde tilbage. Så er jeg alene. Jeg kan ikke genkende de skikkelser, der passerer mig. Pludselig står Johnny foran mig og kommanderer mig ind bag Bente. Jeg lystrer og tøffer lettet videre. Tempoet er ikke så hårdt her nede. Men gruppen synes skrumpet. Gitte vil gerne hjem. Johnny siger, at hun kan komme op. Kraterkanten er nærmere men stadig ufatteligt langt væk. Hvor lang tid har vi gået? 3 timer? 4 timer? Eller 5? Dette er et mareridt. Pludselig hører vi jubelråb fra kraterkanten. Vores førergruppe er tilsyneladende kommet op. Bare ½ time til, siger Johnny. Han vil gerne have os op. Hvor mange har vi mistet?
Kun Johnny virker frisk. Gruset er nu afløst af store lavablokke, som vi skal kravle op over. Det er hårdt. Er det isblokke. Glatte. Jeg ved det ikke, men det er hårdt med trappetrin på ½ m i en højde af næsten 6000m. Vi kravler, stopper, puster, kravler igen … Rækken er gået i opløsning. Vi kæmper os opad med de sidste kræfter. Endelig, endelig kan jeg kravle op på kraterkanten ved Gillmanns Point. 5685 meter over havet. Jeg vakler hen og sætter mig på en lavablok, medens jeg ser de andre kravle op én efter én. Men det er stadig bælgmørkt. Det blæser iskoldt. Temperaturen er -10 grader. Her er ikke et sted for hvile!! Man ville besvime efter kort tid, hvis man blev fløjet herop og sat af. Jeg er dødtræt. Er egentlig tilfreds med at stoppe her - omstændighederne taget i betragtning. Jeg nåede kraterkanten — blot ikke den allerøverste del af den. Klokken er 6. Jeg har været gennem de 6 fysisk hårdeste timer i mit liv. Jeg føler mig nærmest færdig. Johnny kommer op. Kigger rundt og lyser os i ansigterne for at bedømme, om det er forsvarligt at lade os fortsætte. En af pigerne er færdig og må følges ned. Er jeg også færdig? Spændingen stiger. Heldigvis får Lars, Bente og jeg lov til at fortsætte og forsøge at nå selve toppen, Uhuru Peak, som ligger to timer længere fremme og 200 m højere oppe. Jeg er dødtræt og må holde mange pauser. Jeg kan ikke følge med Bente og Lars, som tilsyneladende har hentet nye kræfter frem. Han går uden rygsæk og nærmest futter af sted. Bente arbejder sig sammenbidt af sted med sine to stave. Jeg er nu bagerst. Johnny følges med mig og hjælper mig. Han tilskynder mig til at kæmpe videre, hvilket jeg kan, såfremt jeg må holde mit lave tempo med mange pauser. Så står solen op. Den lave sol kaster lyset på den brune lava og farver den rød. Gletscheren til venstre for os forvandles af sollyset til et krystalpalads i blå og grønne farver. Jeg tager handskerne af og tager nogle billeder. Det føles ikke så koldt længere, men toppen er stadig langt væk. Enhver stigning føles uovervindelig i min tilstand. Alligevel nærmede vi os toppen. Snart møder vi Mogens, Søren, Henrik og nordmændene Ole og Tanja. De er på vej tilbage. De ser elendige ud, men går den rigtige vej. Vi klasker hænder og ønsker tillykke. Toppen er kun 300 m borte. Jeg vil nå toppen!! Jeg kæmpede, stod stille, kæmpede, stod stille … og pludselig kunne jeg se det forjættede træskilt, som markerer toppen Uhuru Peak 5895 meter over havet.
Fem minutter efter står jeg der!! Hvilken følelse. Jeg har nået målet. Jeg skriger af glæde og begejstring og trækker den medbragte gl. Dansk frem og byder rundt. Nej, sådan er det ikke. Jeg er for træt. Jeg sørger for at tage nogle billeder hele vejen rundt og for at blive fotograferet foran skiltet. Der bliver taget gruppebillede af Lars, Bente, Johnny og jeg og et af mig alene. Hvis nogen skulle tvivle. Solen står nu højt på himlen. Klokken er måske halv 8 — måske 8. Det er bidende koldt. "Vi skal ned nu," siger Johnny. "Vi bliver syge heroppe i næsten 6000 m’s højde". Det føltes også sådan.
Så begynder nedstigningen, som inden dagens slutning skal bringe os mere end 2000 højdemeter ned. Det er ikke rart at tænke på. Jeg bliver igen bagefter Lars og Bente. Den mindste stigning synes at kræve en kraftanstrengelse. Johnny følges med mig hele vejen ned til vores Base Camp: Kibo Hut, hvor vi var startet ved midnatstid for mange, mange timer siden. Nedstigningen tager to timer. Min vilje til ikke at tabe ansigt tvinger mig ned. Jeg ødelægger mine fødder under nedstigningen på grund af dårlig teknik, men jeg kommer ned 10:15 efter mere end 10 times uafbrudt vandring på bjergets top. Jeg er helt flad, da jeg bliver modtaget med velkomstdrik og gratulationer fra de tre, som måtte vende om, før de nåede toppen. Vi var 8, som nåede Uhuru Peak. Jeg sover lidt og vågner ved middagstid. Hele min krop værker. Jeg kan ikke spise nogen fast føde — kun lidt suppe. Klokken et vandrer vi igen nedad. Vi skal gå i 4 timer ned til Horombo Hut nede i 3700 m’s højde, hvor vi skal sove. Det går bedre end ventet og tager kun tre timer. Hovedpinen er forsvundet, i morgen skal vi hjem til Springland og have et varmt bad, og dagen efter flyver vi tilbage til Danmark. Men først skal jeg lige gå 20 km ned til Parkgaten på mine ødelagte fødder. Det er intet problem. Jeg har lært at leve med smerte gennem det sidste døgn.
Langsomt går det op for mig, at jeg har gjort det. Det er jo fantastisk.
En uendelig tilfredshed med min ferie og min indsats fylder mig.
Jeg er bare glad..
Hvorfor gjorde jeg det?
Fordi jeg ville se, om jeg kunne.
Det kunne jeg.
Men det gør heller ikke noget, at andre ser det. Derfor er det smukt, at vores tur kan følges i Lars’ artikelserie i Jyllandsposten.
Eftertanker efter hjemkomsten

Det er skønt at kunne svare bekræftende, når folk spørger, om jeg kom op. Det er skønt, at jeg ikke behøver at fundere over, hvad jeg gjorde forkert.
Det er skønt, at jeg ikke behøver at komme tilbage til Kilimanjaro for at gøre et nyt forsøg.
Det tror jeg ikke, jeg orkede. En tidligere bestiger af Kilimanjaro hævder, at der kunne skrives 2 beretninger for hver deltager: Den sande og den editerede. Den sande fortoner sig hurtigt og erstattes efterhånden af den editerede version. Derfor bliver topnatten smuk. Derfor vender folk tilbage for at gentage det fysiske mareridt.

Jørgen Aalling
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig