Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Med kurs mod Afrikas top

Forfatter: Hanne Møller
Ref. TZKS
Printvenlig version
I juli drog en flok håbefulde danskere sammen med to nordmænd til Afrika for at forsøge at bestige kontinentets højeste bjerg, Kilimanjaro. Én af dem var Hanne Møller fra Ry.
Endelig Afrika.

Varmen rammer som en mur, da vi stiger ud af flyveren i Kilimanjaros internationale lufthavn. Lugten er en blanding af fly-os, afrikanske krydderier og andre udefinerbare ting.
Er spændt på at møde de andre rejsedeltagere. En tre stykker har vi fundet, da de ligesom os rejser med deres store, tykke vandrestøvler på – efter opfordring fra Topas. Støvlerne er det mest uundværlige, hvis vores bagage ikke skulle komme frem.
Vi spotter flere vandrestøvler, da vi står i 50 dollars køen. Ikke før vi har betalt vores 50 dollars og fået et lille stempel i passet, kan vi gå ud i ankomsthallen, hvor Johnny Jensen, vores guide de næste mange dage, står og venter på os.
Her står så hele selskabet. En blanding af sportstrænede maraton-løbere, et par fjeldvante nordmænd, nogle kontorfolk, et par lærere, en bibliotekar og en journalist. Alderen svinger fra 32 til 60 år. Vi er 11 i alt – 12 med Johnny.
Efter en lille time med bus på én af Tanzanias hullede landeveje slutter asfaltvejen, og kort efter er vi fremme ved vores lille støvede hotel i udkanten af byen Moshi.
Dag 2

Efter en god nats søvn er der briefing om de næste dages strabadser. Luften emmer af forventning om den forestående bestigning af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.
Johnny fortæller om nogle af sine mange oplevelser med bjerget, strabadserne, smerten – og om begejstringen ved at nå toppen. Han fortæller også om højdesygen om kvalme, opkast og hovedpine. Jeg kan mærke, hvordan min mave nærmest krymper sammen af spænding og forventning, men også lidt bekymring.
Efter briefingen bevæger vi os ud i den afrikanske varme. Vi skal ind til Moshi for at spise frokost, veksle penge og mærke den afrikanske kultur. Undervejs vil små børn med bare maver have slik eller bare sige hallo. Vi møder også adskillige afrikanere på gamle cykler belæsset med de mest mærkværdige ting. Biler med mennesker, hø eller forskellige former for gods og guld indhyller os gang på gang i en kæmpe sky af støv. En kodriver kommer langsomt i vores retning. Høns og hunde er alle vegne. Og solsikkemarkerne står i fuldt flor.
Endelig når vi byen. Her er masser af små ”butikker”, og vi bliver budt indenfor i de fleste. Overalt sidder afrikanske kvinder i stærke, flotte farver og forsøger at sælge alt fra frugt og grønt til regnjakker og gummistøvler.
Eftermiddagen byder på tur i en nærliggende regnskov ad små stier. I rismarkerne står de lokale i vand til knæene, mens de planter små risplanter. Floraen og dyrelivet er nyt og spændende: Store flotte blomster, aber der svinger sig fra gren til gren og forsøger at tisse os ned i hovederne, flotte sommerfugle og farvestrålende biller. På en smal sti midt inde i regnskoven cykler mænd rundt med så meget brænde, at deres cykler er ved at brase sammen, mens kvinderne går rundt med deres børn på ryggen og ofte en tønde vand på hovedet. Arbejdstempoet er ikke højt. Alting sker i slowmotion. Vi går også langsomt og tingene sker, når de nu engang sker. Fascinerende, varmt og fremmed.
Dag 3 – Simba Camp

Endelig kan ekspeditionen begynde. Efter måneders forberedelser er vi helt klar. Bagagen er vejet. Max 12 kg i vores rygsække, som bærerne skal slæbe, resten må vi selv klare – seks-otte kg inklusiv vand.
Vi venter på bussen, som skal køre os den lange vej til Rongai Gate. Den er forsinket, det er jo Afrika, men den kommer. Alt bliver pakket op på taget af bussen – mad, telte, rygsække og hvad der ellers må være. Landskabet farer forbi bussens vinduer. Flotte træer, små landsbyer, mange mennesker og støv, masser af støv. En anden og meget anderledes kultur. Min mand Lars og jeg sidder på forreste sæde. Vi synes, det er forfærdelig varmt. De andre synes ikke at have det helt så varmt, formentlig fordi det er os, der sidder direkte ovenpå motoren, som bliver mere og mere overophedet. Til sidst må også chaufføren erkende, at motoren ikke har det godt. Selv på de mindste bakker bliver vi alle sendt ud på den støvede landvej, så bussen med nød og næppe kan slæbe sig op. Det viser sig, at koblingen er brændt af, så der må sendes bud efter en anden bus.
Den kommer hurtigt, og vi bliver proppet ind i den lille minibus. Herinde er der imidlertid så meget støv i luften, at vi knap kan se hinanden, ligesom det knaser kraftigt mellem tænderne. Tøjet har også fået en besynderlig støvet farve.
Fremme ved gaten venter vores 36 kulsorte bærere på os.
Første etape er kun på 600 meter. Højdemeter. Fra 2.000 til 2.600 meter over havet.
Vi føler os som rigtige opdagelsesrejsende, da vi lægger ud på vores ekspedition. Bærerne, der slæber hovedparten af vores bagage, stryger konstant forbi os. ”Porter” bliver der råbt, hvorefter vi træder ud til siden, så vores højt belæssede bærere kan suse forbi.
Allerede her fra starten er tempoet ekstremt langsomt. ”Pole, pole” får vi konstant at vide. Det betyder ”langsomt, langsomt” på swahili. Det kan bare ikke gå langsomt nok.
Her den første dag bevæger vi os gennem et landbrugsområde med majs og kommer lidt senere ind i regnskoven med alle dens lyde samt et par enkelte aber. Det sidste stykke af dagens etape går vi i en slags krat. Vi når frem til Simba Camp ved sekstiden. Bærerne har allerede været her et stykke tid, så vores telte er slået op. Spiseteltet står også klar. Der dufter af popcorn. Så efter at have rullet soveposer og underlag ud inde i teltene står den på velsmagende popkorn og kaffe. Bagefter skal der pumpes vand til næste dag samt spises aftensmad. Og så er det ellers i seng.
Den daglige rytme

Dagene får hurtigt en rytme: Vækning klokken syv med en kop dampende varm te. De fleste morgener er det frost udenfor, og så er det altså fantastisk at starte med en kop varm te inde i teltet. Herefter pakker vi frysende tingene sammen og stiller det ud til bærerne. De har i mellemtiden sat vaskefade med varmt vand frem til os, så vi kan få vasket ansigt og hænder og børstet tænder. Morgenmaden består af lækker suppe, æg, brød, frugt og kaffe eller te. Mellem otte og ni er der afgang. Vi er som regel fremme først på eftermiddagen. Teltene, bordene, klapstolene og det transportable køkken klarer bærerne, hvorefter vi indretter os, inden vi spiser frokost.
Herefter er der dømt hygge resten af eftermiddagen, hvor min medbragte yatzy er en stor succes. Mellem yatzyspillene skal der dog også pumpes drikkevand. Det foregår ved at filtrere det vand, bærerne har hentet i den nærmeste flod eller vandhul, gennem en af vores to små kulfilter pumper. Det er hårdt arbejde, der tager en del tid. Vandet smager ikke just som kildevand, men filteret fjerner 98 pct. af alle urenheder, så det kan vi fint slå os til tåls med. Under aftensmaden fortæller Johnny som regel et par skrækhistorier eller to, og så er det i seng. Ofte ligger vi i soveposerne ved otte-ni-tiden.
Dag 4 – Cave Camp

Terrænet bliver mere og mere stenet. Der er dog stadig vegetation. Smukke blomster står og svajer i vinden. Et sted har der tidligere været en større ildebrand, så her er alt sort. Vi er bestemt heller ikke rene længere. Vores guider behøver heller ikke længere råbe pole, pole til os, for det giver sig selv, at man skal gå langsomt. Hvis du går bare en lille smule hurtigt, bliver du forpustet, og hjertet banker, som om det er ved at falde ud. Da vi når frem til dagens lejr i 3.200 meters højde, har jeg det ikke særlig godt. Jeg er fuldstændig flad. De andre tøffer rundt og ordner, mens jeg sætter mig på en af de medbragte klapstole. Højdesygen har ramt mig. Jeg har kvalme. Frokosten kommer op igen. Det kommer helt bag på mig, for jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne blive højdesyg. De andre fejler tilsyneladende ikke noget. De griner og pjatter. »Drik alt det vand og te, du kan, og tis så meget som muligt,« lyder beskeden. Det resulterer i hyppig nattetisning i den frostklare nat. Her dukker den flotteste nattehimmel til gengæld op. Månen ligger ned her lige syd for Ækvator.
Dag 5 – 3.700 m.o.h.

I dag vågner vi op til frostvejr. Der ligger et pænt lag rim på teltene. Til gengæld skinner solen for første gang på turen fra en skyfri himmel, og Kilimanjaro står i sin fulde højde med sne på toppen og kigger ned på os. Morgenmaden foregår i det fri med hue og halstørklæde, men det gør ikke spor, for solen varmer, og udsigten er fantastisk. Efterhånden består vegetationen mest af sand og sten. Faktisk har vi ikke set mange dyr undervejs. Så da musen med zig-zag striben på ryggen dukker op, vækker den stor opsigt. Nogen forsøger at tage et billede, andre lukker hurtigt deres telt og hopper i sikkerhed oppe på en bænk. Der er også et par sorte ravne, som holder til ved lejren. Vi ”bjergbestigere” sidder i eftermiddagsvarmen og nyder udsigten til bjerget, mens vi sludrer og pjatter. Vi er et godt hold. Alle snakker med alle. Det er en god oplevelse, der giver en god stemning. Men så snart solen forsvinder, mærker vi lynhurtig, hvor koldt det i virkeligheden er heroppe i knap 4.000 meters højde. Men så rykker vi ind i spiseteltet og spiller yatzy. Også det er ved at blive tradition.
Dag 6 – Basecamp

Det er en meget lang dag i dag. Først går vi de 1.000 højdemeter op til Kibo Hut, der er en slags base camp for vores lille ekspedition. Højdesygen viser sig nu for alvor hos flere og flere. Hovedpine, kvalme og opkastninger. Omkring os er vegetationen væk. Terrænet er meget stenet. Og tempoet er ekstremt langsomt. Der bliver holdt mange pauser. Hver gang vi skal op over en sten, hamrer hjertet, og vi puster voldsomt. Men alle når frem. Luften er meget tynd, så alting kræver sin mand. Det er koldt, og det blæser.
Normalt ville kraftanstrengelserne være slut for i dag, men dette er dagen, hvor vi skal vise, hvad vi er lavet af. Klokken 23 skal vi stå den store prøve. Den sidste voldsomme opstigning helt op til toppen skal begynde. Inden da får vi lige lov at sove to-tre timer, og Johnny jager os op igen. Inde i spiseteltet smager teen ikke særligt godt. Faktisk vil den helst op igen. Hovedpinen har også meldt sin ankomst hos mange. Men alle melder sig klar. Da det er kulmørkt, har alle lygter med. Det er også hundekoldt, så folk er viklet ind i huer, vanter, halstørklæder m.m. Mange andre er også ved at gøre sig klar til den sidste opstigning.
Så går vi. Én lang række. Pole Pole – museskridt. Vi slæber os af sted op, op, op. Det gør ondt i hele kroppen. Jeg træder ud af rækken den ene gang efter den anden for at brække mig. Føler mig totalt energi forladt. I godt 5.000 meters højde vender jeg. Kroppen vil ikke mere, og jeg er klar over, at jeg ikke kommer helt op. De andre fortsætter ufortrødent. Går som zombier i en lang række. Lars falder flere gange i søvn, mens han går. På et tidspunkt ser han syner. Det er der også andre, der gør. Endnu en er vendt om. De når Gilmans point i 5.681 meters højde. Her vender en tredje om. Resten går de sidste 214 højdemeter op til toppen. Får fornøjelsen af at stå på toppen af Afrika. Da de senere kommer ned til Kibo Hut, er de både stolte og glade, men også vanvittig trætte og har gummiben. De fleste falder i dyb søvn. Men de får kun lov at sove nogle få timer, inden nedstigningen begynder.
Vi går med den mest populære rute, Coca-Cola ruten, ned. Efter stort set at have haft stien på Rongai ruten for os selv, føles Coca-Cola ruten nærmest som en slags hovedvej. Her er utroligt mange folk, og vi glæder os over, at vi ikke gik op her.
Klar igen

Da vi når ned til Horumbo Huts i 3.720 meters højde, er min højdesyge pist væk. Min kvalme og hovedpinen er en by i Rusland. Jeg er skrupsulten efter at have levet af suppe i fire dage. Er som født på ny. Alle pinslerne er også så godt som glemt. Jeg er selvfølgelig træt af, at jeg ikke kom helt op. Men selv om jeg i Base Camp svor, at jeg aldrig nogensinde igen ville udsætte mig selv for sådan noget, glemmer man hurtigt.
Da vi ankommer til hotellet i Moshi, er jeg klar igen. Næste gang vil jeg være forberedt på højdesygen. Jeg ved, hvad det er. Og en dag vil jeg helt sikkert komme til at stå på toppen af Afrika og mærke tilfredsstillelsen, stoltheden og glæden.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig