Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Forventninger til Vietnam

Forfatter: Mette Berger
Ref. VNVA
Printvenlig version
Hvor store forventninger kan man tillade sig at have til en trekkingtur i Vietnam ??
Da jeg gik og pakkede min rygsæk til en 17 dages tur til Vietnam i slutningen af marts måned, havde jeg store og mange forventninger til turen og var egentlig lidt nervøs for, om jeg forventede mig for meget.

Først og fremmest glædede jeg mig naturligvis til at opleve selve landet - til at møde den Vietnamesiske kultur og befolkningen, smage det fantastiske køkken og vandre i den smukke natur. En lige så stor del af turen var for mig dog også at skulle tilbringe godt to uger sammen med de andre turdeltagere - jeg glædede mig meget til at få nye input fra mennesker, jeg aldrig havde mødt før og måske stifte nye venskaber.

Efter at være kommet hjem kan jeg konstatere, at alle mine forventninger og mere til er blevet opfyldt.

Når man i Danmark ser billeder fra Vietnam, ser man altid rismarkerne, som er dækket af vand, vietnamesiske kvinder med de karakteristiske kegleformede hatte, cykler over alt osv. og det var også dette syn, som mødte os, da vi kørte i bus fra lufthavnen og ind til

Hanoi centrum. Vores turleder, som havde hentet os i lufthavnen, måtte igen og igen lægge øre til alle vores begejstrede udråd: "Hold da op, der er nok 20 bakker æg læsset på den cykel", "Det er jo li´som man ser i fjernsynet, der er jo rismarker over alt", "tænk, at de virkelig går med de her lampeskærme". De begejstrede udråb fortsatte alle 17 dage.

Efter min mening er Hanoi en by, man kommer til at elske at hade. Li´så hurtig som man bliver træt af den hektiske atmosfære, li' så hurtig kommer man til at savne den, når man er hjemme igen. Vi boede i den gamle bydel, hvor hver gade er kendetegnet ved, hvad der sælges i gaden. Der er motorcykelsadel-gaden, maler-gaden, hængelåse-gaden etc. og så selvfølgelig den berømte silke-gade, som må være enhver piges drøm at blive sluppet løs i - hvem kan sige nej til at få skræddersyet et helt sæt tøj i silke for 200 kr. ????

En af de største prøvelser man kommer ud for i Hanoi, er at kommer over en gade. Cykler og scootere kører ud og ind mellem hinanden, og det lyder som om, hornet er tapet fast i bilerne, som der nu engang også er nogle stykker af. Vi havde fået af vide, at vi nok ville opleve, at vi i starten ville gå rundt og rundt om kar'reerne nogle gange i håbet om, at der på et eller andet tidspunkt ville komme et ophold i trafikken - det er dog ikke noget, man skal satse for meget på. Når man skal krydse en gade, gælder det om, at gå ud i trafikken i et konstant tempo, så cykler og scootere kan køre udenom én, mens det begynder at knibe for dem at køre udenom, hvis man standser pludseligt op eller begynder at løbe. I starten lukker man øjnene og håber, at man kommer levende over, men efterhånden er der ikke den gade, som ikke kan krydses.
I starten tager det et godt stykke tid at finde ud af, hvordan man nogensinde skal blive mæt, når man skal spise med pinde, men efterhånden får man et tæt forhold til pindene og kan slet ikke forstille sig at skulle hjem og spise med kniv og gaffel igen.
Efter et par dage i Hanoi fortsatte vores tur med tog til Sa Pa, hvorfra vores trekkingtur skulle starte. Det var en spændende togtur, hvor vi kørte gennem utrolig smuk natur. Jo længere væk fra Hanoi vi kom, jo mere frodigt og grønt blev omgivelserne. Overalt sås dale og terasser med ris, og i baggrunden anede man de smukke grønne bjerge - forventningerne til naturen på trekket steg.

På trekket havde vi det skønneste vejr med høj sol, hvilket naturligvis gjorde det ekstra varmt at vandre men også nemmere, idet vi slap for smattede og mudderet stier.

I de seks dage som trekket varede, kom vi igennem meget afvekslende natur. Det ene øjeblik gik vi i åbent landskab af forholdsvis brede stier med udsigt til de bløde grønne bjerge, som blånede i varme-disen, og i det næste gik vi i regnskoven på smalle halvvåde stier omgivet at grønne træer og bambus, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at vride om eller skride ned at de stejle skråninger.

Undervejs på trekket skulle vi også krydse floder, hvilket for mange af deltagerne betød, at en del grænser blev overskredet, idet det ikke var alle steder, at hængebroerne var lige tilgængelige.
De steder, hvor broerne kunne benyttes, måtte vi ofte kun gå over én ad gangen for at være sikker på, at broerne kunne holde. Hængebroerne fik vi hurtigt dømt om til "Hugo-broer", eftersom det nogle gange gjaldt om at træde/hoppe over de steder, hvor der manglede et bræt eller gå med tungen lige i munden, hvor wiren, som skulle gøre det ud for rækværk, manglede.
Hvis man på vej over sådan en bro tillod sig selv at stoppe op og løfte øjnene fra det næste manglende bræt, blev man belønnet med udsigt til den smukkeste natur - en brusende flod omgivet at grønne stejle skråninger og blågrønne bjerge i det fjerne - hvis ikke turen over broen havde taget vejret fra en, gjorde dette syn det.

På trekket overnattede vi i forskellige landsbyer. Nogle steder boede vi i landsbylederens hus, en enkelt nat overnattede vi i telt, og endelig boede vi i nogle bambushytter, som er blevet opført i den pågældende landsby på foranledning af Topas. Da vi kom til disse hytter, blev vi alle glædeligt overrasket over al den luksus, vi så. Hytterne, som var lavet 100% af bambus, havde to rum, hvor vi skulle bo to og to. Til hver hytte var der en bambus veranda. Her kunne man så langt øjet rakte nyde den smukke natur og stå og vinke til indbyggerne i landsbyen, når de kom gående hjem fra dagens arbejde. Derudover var der et bad med "dejligt" koldt vand og et toilet med rindende vand - hvilken luksus.

Overalt, hvor vi gik, blev vi mødt med den største venlighed.

På selve trekket var vi ledsaget af ca. 14 H'monger, som fungerede som bærere. Den effektivitet og service vi blev mødt med fra deres side, skal jeg sent glemme. Selv om de ofte gik langt foran os andre på trods af, at de hver bar ca. 20-25 kg., var de altid på pletten, hvis vi skulle bruge noget hjælp til fx. at komme over en flod, de bar al vor bagage, sørgede for at vi fik mad og kaffe, satte telte op, pumpede vand.

I vores gruppe var vi et par stykker, som altid endte med at sidde lidt længere oppe end resten af gruppen. Når vi ikke var så mange samlet på en gang, var H'mongerne knap så sky over for os, hvilket gav os en fantastik mulighed for at opleve, hvordan de hyggede sig, når det var "fyraften". Derudover kunne vi også gennem vores lokale vietnamesiske guide tale med H'mong-lederen og herved få et lille indblik i H'mongernes liv. Det var en kæmpe oplevelse at komme så tæt på dem, og gjorde det ekstra trist at skulle sige farvel, da de seks dages trekking var slut.
Også i Hanoi oplever man vietnamesernes imødekommenhed og gæstfrihed, og det er svært ikke at smile igen til damen, som bærer sine kurve med ananas eller den lille mand, som tramper hårdt i pedalerne på sin cyclo, hvorfra to turister nyder at lade sig transportere rundt i Hanois gader.
Fordelen ved at rejse i en gruppe, hvor det er de færreste, som kender hinanden hjemmefra, er naturligvis at alle er utrolig imødekommende og åbne overfor hinanden.

Når man er hjemme i Danmark, synes jeg ofte, man kommer ud for, at folk har nok i sig selv. På trekket var vi mange i gruppen, som på skift blev lidt syge, sandsynligvis pga. dehydrering. Da vi jo ikke sådan lige kunne tage en ekstra overnatning for at komme til hægterne eller gå på apoteket efter diverse medikamenter, var det utrolig dejligt at opleve, hvordan alle bekymrede sig om hinanden og prøvede at hjælpe på bedste vis.

Seks dages trekking og to dage ombord på en båd i Ha Long bugten er jo en god anledning til at få talt sammen med de andre deltagere på turen. Hvilket jo er en fantastik mulighed for at få nye input og måske få sat tingene i et lidt andet perspektiv, da det jo ikke kan undgås, at der er deltagere, som man under normale omstændigheder ikke ville have truffet.

Det overraskede mig en hel del, at jeg med mine 29 år, var den anden yngste i vores gruppe, hvor gennemsnitsalderen nok har været omkring 35 - 36 år. På flyveturen til Vietnam var jeg blevet placeret ved siden af den yngste deltager, hvilket skulle vise sig, at være en rigtig god placering. Allerede inden afgang fra Kastrup var vi i fuld sving med at knevre, og spørger man de andre deltagere, vil de jo nok mene, at munden ikke stod stille på os, de 17 dage vi var afsted. Efter vi er kommet hjem ses vi stadig og er for øjeblikket i gang med at finde ud af, hvor vores næste rejse skal gå hen.

Så jeg kan kun sige, at man absolut ikke kan have for høje forventninger til en trekkingtur til Vietnam, og at jeg kan anbefale sådan en tur til alle, som ønsker sig nogle gode minder for resten af livet.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig