Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Beretning fra en tur til Vietnam

Forfatter: Bendt Nielsen
Ref. VNVA
Printvenlig version
Forfatteren rejste med sine 2 børn, Tobias på 13 og Signe på 16 år.
Hos bjergstammerne

Turens mest specielle højdepunkt var nok mødet med bjergstammerne i Sa Pa distriktet. Vi besøgte forskellige stammer, som vi overnattede hos under vidt forskellige forhold: I telt, private bambushjem og Topas´s egne bambushytter. Vi vandrede gennem regnskov med øredøvende junglelyde fra cikader og løvfrøer og gennem dyrket land med ris-terrasser, klukkende vand, dovne vandbøfler og nysgerrige børn i traditionelle klædedragter.

Vi kom lidt sent af sted, men af sted kom vi — med portere og levende høns og mad til de følgende dage. Opstigningen på den første dags vandring var lang og hård, men belønnedes med en storslået tur gennem junglen i passet. Især Olaf var meget betaget af de fantastiske udsigter på vejen op, og han glædede sig meget til nedstigningen til den første Black H´mong landsby, Saomiti. Her ankom vi, da byens unger drev vandbøflerne hjem. Vi følte os lidt til overs, da vi blev bedt om at slappe af, mens porterne slog teltet op og lavede dejlig mad over bål. Sang forsødede tilværelsen med kaffe og lidt til den søde tand, og den første nat faldt vi i søvn til lyden af vandets rislen i floden og med Sangs drillende advarsel om, at vi skulle tage os i agt for tigre og sorte, kinesiske bjørne — dyr som faktisk er i området om end yderst sjældne.

Næste morgen væltede tågen bogstaveligt talt ned fra bjergsiderne. Jeg stod og talte med Sven uden for teltet, da vi nærmest blev væk for hinanden i en kold og klam tågebanke. Så vi fandt regnslagene frem, da vi efter morgenmaden skulle videre. Vi kunne desværre ikke se ret langt frem for os, men fornemmede det smukke landskab derude i tågen et sted. Vejret blev ikke meget bedre før frokost, men det gav os til gengæld indirekte en oplevelse, som vi ikke ville være foruden i dag. Sang og porterne fandt det rigtigst at søge ly under frokosten, og vi fik lov til at benytte et Black H´mong hus, som lå i en lille landsby på vores vej. Familien her havde næppe tidligere haft besøg af blege, høje vesterlændinge, og vi var også en anelse betuttede, da vi blev bænket omkring det åbne ildsted og langsomt vænnede os til mørket.

I husets tilsodede kroge sad den gamle bedstemor og bandt hørtråde, husfruen ammede den sidste i en lang række af unger og husets herre suttede lidt i vandpiben, mens drengen på briksen vendte sig om for at kigge lidt nærmere på os. Både vi og husets unger blev mere og mere modige, efterhånden som vores tøj blev tørt ved det varme bål. Og Signe fik gang i sin Gekko — en lille grøn hånddukke, som hun havde syet i toget fra Hanoi til Sa Pa. Husets unger og kvinderne fandt den rigtig morsom, og det blev ikke sidste gang, at Gekkoen var "dåse-åbner" for kommunikationen mellem os og ungerne i landsbyerne. Det digitale kamera var en anden dåseåbner, som vi også fik afprøvet her for første gang. Det vakte stor forundring blandt børn og voksne, at de kunne se sig selv på det lille display, og det var en god måde at få deres accept af, at vi tog billeder i den dunkle hytte.

Turen fortsatte efter frokost, og det lysnede lidt i vejret, men stien var stadig våd. Vi passerede med hjælp fra H´mongerne et par vandløb. Plasket fra bagtroppen viste sig at være en turdeltager, som fik lidt våde støvler ... m.m.

Dagens rute afsluttedes med, at vi "kravlede" op til den højtliggende Red Dao landsby Ta Tungho, hvor en hoben unger nysgerrigt modtog os i kanten af landsbyen. Som så mange andre steder havde ungerne her lært at sige "hello — bye, bye", og det sagde de en del gange.
I Ta Tungho blev vi installeret på en hems i landsbylederens hus. Folkene i byen lod vejen gå forbi, så de fik stillet deres nysgerrighed om, hvad vi var for nogle. Byen var forholdsvis stor, og de mange huse var placeret smukt i landskabet med udsigt over rismarkerne nedenfor på skråningen mod dalen. Porterne lavede igen lækker mad i husets køkken, mens vi fik beset husalteret til forfaderdyrkelsen, den kinesiske "bibel" på væggen og fjernsynet, som viste, at civilisationens "goder" var på vej ind i landsbyen — strømmen kom fra en lille generator i et vandløb, og der var nok til den lille glødetrådspære over vore hoveder.

Kvindernes store, røde hovedbeklædning med masser af hængende kvaster var meget iøjnefaldende og dækkede ifølge litteraturen over en skaldet isse. De fleste slæbte rundt på småbørn, som også var iført forskellige pyntede huer. En af kvinderne havde et grimt og meget stort sår på benet. Det vakte Svens nygerrighed, hvilket førte til, at hun af en eller grund senere mente, at vi alle hellere måtte se det lige inden aftensmaden. Måske håbede hun, at vi havde lidt medicin eller kunne helbrede hende ved trolddom. Det får stå hen i det uvisse.

Aftenen gik med at fortælle Sang gåder og vitser på engelsk. Det viste sig, at Signe var ret god til at forklare sig engelsk. Tobias og jeg var meget trætte og gik tidligt i seng, mens de andre fortsatte lidt tid endnu.

Det blev en urolig søvn til lyden af grise, høns og heste, som vi havde på fornemmelsen også ville se os an ved at aflægge natligt besøg inde i huset under vores hems. Signe havde det lidt skidt, så hun vækkede mig tidligt, fordi hun gerne ville ud i den friske luft. Der sad vi så og kiggede på, at landsbyen vågnede, og ungerne kom ud for at stå på stylter og køre halsbrækkende ture ned af bjergsiden på en hjemmelavet træ-cykel. De modigste kom for at se nærmere på os, og vi udvekslede nogle talrækker, så måske kan de stadig tælle til 5 på dansk. Vi har glemt, hvordan det foregik på lokalsproget.

Efter morgenmaden tog vi afsked med husets beboere og landsbyens unger og bevægede os videre mod næste overnatningssted. "Hello — bye, bye" lød det igen fra de glade unger, som fulgte opmærksomt med i vores afgang.

Vejret på den tredje vandredag blev igen bedre, og solen tittede undertiden frem gennem skydækket. Vi gik i begyndelsen langs rismarker og passerede forbi flere Red Dao bebyggelser, indtil vi gik op i bjergene og gennem et pas indhyllet i bambusskov. De fedtede skovstier betød, at jeg fandt ud af, at de brune partier på bambus-stammerne ikke er gode at gribe om, for de rummer tusindvis af små torne, som det bagefter tager en evighed at pille ud af hånden.
Til frokosttid var vi kommet frem til en Red Dao landsby, hvor vi igen lånte et privat hus til fremstillingen af frokosten. Fra landsbyen kunne vi se den nye vej, som er ved at blive ført frem fra Sa Pa. Allerede nu er en del af vejen i brug, og det kunne bl.a. ses i denne landsby, for moderne bekvemmeligheder som plastikstole blev sat frem til os. Vi valgte dog at indtage frokosten i det fri lige udenfor huset, da vejret var blevet endnu bedre. Den yngste af H´mong-porterne, Sah, havde under hele turen charmeret sig mere og mere ind på selskabet. Han havde hovedpine, og Maja prøvede at "løsne" den lidt ved at masserer Sah´s tindinger. En af de andre H´monger havde også en metode, som blev afprøvet — en nål fra hatten og derpå frilufts-akupunktur på træstablen uden for hytten.

Efter frokost gik vi videre gennem den opdyrkede dal mellem ris-terrasser. Her sås flere steder store skred, som er et resultat af opdyrkningen og dermed fjernelsen af regnskoven, som ellers ville holde på jordlagene. Hen på eftermiddagen nåede vi landsbyen Nam Sia under Xa Pho stammen — en af de mindste minoriteter i Vietnam Her gjorde vi ophold ved skolen nedenfor landsbyen, da der her var vand til at vaske os i. Imens forhandlede Sang og porterne med den sky stamme om mulighederne for at overnatte i landsbyen. Xa Pho-stammens medlemmer havde en afvisende attitude, som vi ikke havde set tidligere. Selv de små børn holdt armene over kors og stak næsen i sky som tegn på deres afstandtagen til os.

Mens vi ventede på at måtte komme op i landsbyen, spillede vi badminton — Signe spillede lidt med den ene af skolens lærerinder, og Sah ville spille med Tobias. Det gav os varmen, og landsbyens unger trillede tøndebånd, og fik efterhånden armene ned i normal stilling. De lod sig igen imponere af Signes Gekko og Tobias´evner som klovn og artist med en badmintonketsjer. Sah blev mere og mere interesseret i at lege med, og han fandt efterhånden ud af at udvikle en slags venskab med Tobias. Sah var 15 og gift for et års tid siden med en jævnaldrende pige hjemme i landsbyen ved Sa Pa.

Vi indtog aftensmaden i mørket foran skolen med udsigten til ildfluer i mørket. Ude i dalen kunne vi se, at flere huse havde elektrisk lys — ganske vist i begrænset omfang, men der var mange små lys i mørket. Det viste sig muligt også at finde et telefonsignal i mørket og Sang fik ringet fra min mobil hjem til sine forældre nær Hanoi, hvor de sad og fejrede hans 24-års fødselsdag. Det var han meget rørt og taknemmelig over. Derpå foretog vi turens eneste opkald hjem til Danmark, for at høre om farmor havde det godt — en lidt underlig følelse af forbindelse mellem fortid og nutid.

Endelig kom da tidspunktet, hvor vi blev inviteret op i landsbyen. Her var der gjort klart til os i landsbylederens nye hus, hvor de familien selv sov bag forhænget ved siden af vore myggenet. Vi fik en kop aften-te på gulvet, der bestod af flækkede bambus på et lag strøer af meget tykke bambus. Gulvet var hævet 1-1,5 meter over terrænoverfladen, så grise, høns og hunde kunne gå i ly under husets gulvet — ifølge Sang et levn fra den tid, da slanger og tigre var største trussel mod husdyrene. Gulvet knagede og bragede dejligt, når man gik hen over den "levende" overflade, hvor man fint kunne titte ned igennem.

De korslagte arme var en udtryksform, som alle landsbyens beboere benyttede, men armene kom efterhånden ned igen, og vi følte os mere og mere velkomne.
Vi havde efterhånden fundet ud af, at det var godt at sove med ørepropper, så lydene fra høns, hunde, grise og heste ikke blandede sig alt for meget med drømmene. Denne morgen vågnede vi imidlertid til en stampende lyd, som ørepropperne ikke kunne dæmme helt op for. Det viste sig at være et par af husets kvinder, som stød stænger ned i en stor "morter" — sandsynligvis for at lave rismel.

Ungerne ville til sidst — på Signes og Majas store forarbejde — gerne fotograferes.

Efter morgenmaden — det var vist pandekager med indbagt banan og chokolade — vandrede vi igen ned til skolen, hvor det viste sig, at der var eksamination og et par meget overspændte og tændte lærerinder, som vist havde haft lidt nattesjov med kokken og Sang. Solen tittede frem, og det tegnede til at blive en meget varm dag.

Vi vandrede ned i bunden af dalen til Tay-landsbyen Than Phu, hvor vi krydsede vandløbet på en stor, ældre hængebro. Her så vi de små generatorer, som man satte ned i strømløbene for at producere strøm til belysningen. Og på den anden side af floden blev vore portere meget interesserede i at besigtige en lille kinesisk traktor — den eneste i miles omkreds og i deres øjne et teknisk vidunder, som det var en stor fornøjelse at sætte sig op på.

Turen gik videre opad og opad mod Dao-landsbyen Cin Chai — det sidste stykke gik vi på den nye vej. Cin Chai er en stor to-delt landsby, hvor Topas har bygget en række overnatningshytter. Her nåede vi op til frokost og havde således hele eftermiddagen "på egen hånd". Sah var nu blevet så fortrolig med Tobias, at han med håndfagter og morsomme lyde inviterede mig og ungerne på en lille ekstra tur ud i landskabet til nogle fantastisk flotte udsigtspunkter, som han kendte til.

Sah viste os, hvordan man kan anvende en stor bille som legetøj ved at brække et ben af den og fæstne den til et strå, så den snurrer rundt som en helikopter, når den flyver. Og han viste os, hvordan en række planter er spiselige eller kunne bruges som brækmiddel. Sah var en stor charmetrold, og det var en fornøjelse at se en dreng så fortrolig med naturen, som han var. Han nød tydeligvis rollen som "turleder" og slog ud med armene og grinte over hele hovedet, når der var noget han ville vise. Efter godt en times rundtur, hvor Sah havde udpeget hele vores vandrerute fra udsigtspunkterne, fandt vi tilbage til landsbyen, hvor vi kunne købe cola og øl i nabohuset. Ved skolen holdt sågar en motorcykel, som der var stor ståhej omkring hele dagen. Nu nærmede vi os altså for alvor civilisationen igen.

Ellers bød eftermiddagen på afslapning i solen, indtil aftensmaden var klar, og porterne forsynede hytterne med myggenet og levende lys — meget hyggeligt. Desværre havde Tobias lidt dårlig mave, men om morgenen ville flere af porterne prøve at kurerer den blege ungersvend med pudsige løfteteknikker m.v.

Efter indtagelsen af nudler til morgenkaffen gik turen nu nedad mod dalens bund igen. Først på stier i bambusskoven, men så senere ad den nye vej. Vi dvælede lidt ved brobyggeriet i bunden af dalen, hvor vi kunne betragte de meget aktive arbejdere i varmen. Inden længe vil flere af landsbyerne fra vores trekking blive "landfaste" med den øvrige del af Vietnam via den nye vej og broerne, og så er der åbnet for nye udviklingsperspektiver. Vi håber, at stammefolkene kan bevare deres stolthed, egenart og kultur alligevel.
I bunden af dalen kom vi således til et udskænkningssted og en række småbutikker, hvor man kunne købe læskedrikke, cigaretter m.v. — hentet ned til landsbyen fra Sa Pa på motorcykel. Her nød vi en cola og en øl i omgivelser, som viste, at man har tænkt sig at følge med udviklingen og få så meget ud af det som muligt — selvfølgelig. Vi bød porterne på en cola, som de glade indtog, inden de gik videre.

Lidt oppe ad floden ventede porterne atter på os. De havde krydset floden med al grejet, og flere viste os nu i pausen — som vi holdt på hver sin side af floden — at de var gode svømmere. Det lykkedes mig desværre ikke at indfange nogle af de meget flotte sommerfugle ved floden med kameraet. Efter pausen nåede vi hurtigt frem til sidste overnatningssted i Thay-landsbyen Ban Ho.

Her blev vi indkvarteret på en slags guest-house, hvor der ikke var mange husdyr udover et par vandbøfler. Sah havde allerede med fagter og skuespil forberedt os på, at her ville vi sove virkelig godt. Inden da kunne vi benytte eftermiddagen til en tur til den nærliggende flod, hvor der var et rigtigt dejligt badested. Både H´mong-porterne og vi fik et fornøjelig stund ved den dejlige "lagune" nedenfor et lille vandfald. Her muntrede bl.a. Sah sig med en tømmerflåde af bambusstokke, som han fik lov til at styre rundt mellem klipperne med Sven eller en af de andre H´monger som passager. Sang viste her tydeligt — hvad vi undertiden havde på fornemmelsen — at han var en underfundig fyr, som undertiden sagde ting, som ikke passede — bl.a. havde han bedyret, at han ikke kunne svømme, hvilket viste sig ikke at være i overensstemmelse med sandheden.

Den dejlige aftensmad beredte H´mongerne i husets køkken, og bagefter fik vi te. Vi spiste bl.a. de sidste høns udendørs på et lille halvtag foran huset i skæret fra et par stearinlys. Og i den mørke aften prøvede vi efterfølgende at lære H´mongerne at spille kort og terning, og de prøvede at lære Maja og Theis et par spil også. Måske lykkedes det? Det viste sig at være rigtigt, at vi sov mere fredeligt her.

Efter morgenmaden var der en forholdsvis kort klatretur op til landevejen, hvor et par jeeps ventede på os. Tilbage i Sa Pa fik vi et bad på hotellet og en god frokost på Café Mimosa. Derpå gik turen med minibus tilbage til stationen i Lao Cai, hvor vi fik aftensmad klods op ad den kinesiske grænse. Turen tilbage til Hanoi i liggevogn gik bedre, end rygtet havde lovet os. Faktisk sov vi det meste af vejen, inden vi meget tidligt om morgenen blev lukket ud i den vågnende — men endnu mørke — storby og fragtet tilbage til hotellet i cykel-taxaer. Jeg var lidt bekymret, for Signe havde fået den absolut mest dovne chauffør, så jeg kunne ikke altid se, om hun stadig var med i rækken, når jeg kiggede bagud i mørket. Det gik heldigvis, uden at vi mistede nogen af turdeltagerne.

Den efterfølgende morgengåtur rundt om Hoan Kiem Søen viste os, at Hanois indbyggere også tænker på sundheden og løber, dyrker Tai Chi eller udfører aerobic til skrattende radioer.

Vi var igen tilbage i storbyen og var blevet meget, meget klogere og en stor, stor oplevelse rigere.

Bendt Nielsen
Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig