Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Vietnam – Et fantastisk dejligt land

Forfatter: Berith Herner Jensen
Ref. VNVS
Printvenlig version
En fugtig varme kommer os i møde. Vi er netop trådt ud af flyet og bevæger os målrettet hen til den lange visa kø i Ho Chi Minh lufthavnen. Forude venter tre ugers storslåede oplevelser.
Først indtryk af Vietnam

’Dyt dyt dyt’ lyder det i ørene. Vi står på fortorvet – 12 mennesker, der forsøger at krydse den 4-5 meter brede gade. Et virvar af motorcykler kører i begge retninger. Ranke piger i flotte hvide dragter, Ao Dai’er – den traditionelle vietnamesiske skoleuniform – slanger sig graciøst gennem trafikken. Familiefaren kører stilsikkert igennem den kraftige trafik. Han er omgivet af sine to børn: den lille 3-4 årige dreng, der sidder foran ham og holder afslappet på styret, og den lidt ældre bror, der bagved holder faren om maven. En cyklist træder tålmodigt på pedalerne midt ude på vejbanen, mens motorcyklerne overhaler både udenom og indenom. I dette tilsyneladende kaos hersker der orden. Alle kommer stille og roligt frem. Når gaden krydses af gående, træder de bare ud på vejbanen – og tro det eller ej – de kommer sikkert over vejen. Og her står vi – kigger på hinanden, smågriner, mens usikkerheden hersker i baggrunden. Hvordan kommer vi dog over det trafikkaos ? Lige pludselig opstår der et lille hul i trafikken. Nu må vi slå til ! 2-3 af os vover pelsen – vi må bare gå ud og håbe det bedste – og minsandten om vi ikke i løbet af kort tid er kommet over på den anden side. Nu bliver de andre modigere – samme teknik udøves – og endelig står vi alle foran krigsmuseet i Ho Chi Minh City.
Amerikakrigen

Her får vi indtryk af den forfærdelige krigshistorie, der har udspillet sig i det pittoreske Vietnam – især den udmarvende Amerikanerkrig, som vietnameserne kalder den, er eksponeret. Da vi træder ud af museet, sidder specielt ét billede tilbage på nethinden: Billedet af en amerikansk soldat, der med den ene hånd på skulderen holder en sønderrevet vietnamesisk krop. Fra overkroppen og nedad ser man hudflænser. Kun hovedet, arme og dele af overkroppen er tilbage. Resten af kroppen af forsvundet. Jeg bliver grebet af øjeblikket, min kritiske sans er forsvundet for en stund, og jeg ænser dårligt det propagandistiske billede, som er tegnet. Et par dage efter ser vi de nederdrægtige fælder som Viet Cong’erne satte op overfor amerikanerne ved det underjordiske tunnelnet – Cu Chi. Det bestyrker bare min overbevisning om, hvor forfærdelig krig er, hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden, når man er sat til at udføre en krigsmission.
Mekong floden

En let bølgende bevægelse luller mig i søvn, mens jeg ser dagens hændelser passere revy. ’Nej, hvor har vi oplevet meget i dag’ tænker jeg, mens jeg kæmper med at holde mine øjne åbne. Vi har været i Vietnam i knap 48 timer – jeg kan stadig mærke trætheden fra den lange rejse fra Danmark i min krop. Vi har nu i flere timer sejlet på Mekong floden og fulgt livet fra vandkanten. Observeret hvordan vietnameseren knokler med at få høsten i hus, set hvordan livet spænder af i de små faldefærdige skure, tænkt på, hvordan en befolkning mon lærer, at man ikke skal gå i bad nedenfor toilettets afløb, nydt det grønne frodige landskab af grøn vandspinat og lotusblomster, besøgt små hjemmebrug, hvor vi er blevet en hel del klogere på risens mangfoldige anvendelsesmuligheder: Popcorn, karameller, rispapir til de velsmagende friske forårsruller, risnudler og pandekager.
Biker pigerne

Jeg sidder og drejer på håndtaget. Jeg gør alt for at overbevise udlejningskontoret om, at jeg som det naturligste altid har kørt motorcykel. De 10 meter, som jeg kører ude på vejen, går da hæderligt – især når fodbremsen – mine sandaler – hjælper med at vende monstrumet. Vi skal jo bare køre 50 km til My Son – så det skal da nok gå, konkluderer jeg. Da jeg kommer tilbage har udlejningsbureauet vurderet, at vi alligevel er for uerfarne til at leje motorcyklerne. I stedet foreslår de, at vi lejer en bil med chauffør, så vi kan komme ud og se UNESCO monumentet My Son. Det tilbud tager vi gladelig imod. Vi er positivt overrasket over at bilen straks er til rådighed. Da vi kører igennem landskabet, finder vi ud af vejens tilstand: skiftevis asfaltvej og svær fremkommelig stenvej. Vi ser på hinanden: det havde vi aldrig klaret på de små japanske Honda’ere uden at sætte vort liv på spil.

Senere på ferien kører jeg ved siden Monica og Lise. De smiler over hele ansigtet og nyder, at håret tvinges tilbage af den modgående vind. Vi kører på vores lejede motorcykler på Cat Ba – ø’en i Halong bugten. Fra kystvejen ser vi de flotte kalkstens øer, der majestætisk skyder sig op af havet, som isbjerge. Selvom ingen af os har kørt motorcykel før, får vi hurtigt taget og føler os sikre. Fra at speedometeret ligger på omkring de 20 km/t mærker vi et lille sug i maven, når det sniger sig over de 40 km/t. Selv i vanskeligt terræn mestrer vi Mille og Mulle, som vore motorcykler nu er døbt. Vi er hurtigt blevet fortrolige med motorcykelkørslen. Selvom vi er lidt hævede i lårene, og læggene er kulsorte af at trykke på kickstarteren, har vi alle fået blod på tanden til at tage et motorcykelkort derhjemme. Det skulle jo nødig være en forhindring en anden gang på et andet sted på kloden.
Kulturel indsigt

Ude i horisonten ser vi den komme - regnen. Tuyête – vores fantastiske lokale guide – kører uanfægtet videre på cyklen. Selvom tanken om at vi nok burde tage vores regnslag på strejfer mig, fortsætter vi bare med at køre efter Tuyête. Det har praktisk taget ikke regnet, medens vi har været i Viêtnam. Som en lyn for en klar himmel er regnen over os. Vi stopper først op, da vi mærker de første store dråber. Men så har vi også travlt. Inden vi har fået gebærdiget vores blå regnslag på, er vi blevet gennemblødte af den overbrusende uvirkelige styrtregn. Da vi kører videre kan jeg ikke lade være med at grine: Gennemblødt af den varme regn kører jeg igennem de største vandpytter, jeg længe har set. Vandet sprøjter op på mine fødder. Men det gør intet. Det er så befriende at have et skalkeskjul for at gå tilbage i barndommens leg. Mens jeg kører midt i Hués store boulevarder henledes mine tanker til de mange oplevelser, vi har haft i løbet af dagen. Vi har cyklet rundt for at besøge de mange kongegrave, er blevet indført i historien og hørt om den rangorden, der herskede mellem kejserne og mandarinerne – kejserens nærmeste hjælpere.

Tuyête har beredvilligt svaret på alle mine spørgsmål om vietnamesiske sæder og skikke. Blandt andet om betydningen af hendes navn, der betyder sne. Men at hun ikke kan forstå, at hendes forældre valgte det navn, da de aldrig har set sne. Og sne forbinder Tuyête ikke med noget poetisk smukt, som blomsternavne, men derimod som noget koldt. Mange vietnameseres fornavne består nemlig ofte et blomsternavn. Hun beretter også om skolesystemet, hvor alle vietnamesere går i skole i minimum to år. Herefter er det op til forældrene, om de vil betale for deres børns yderligere skolegang. Mange gør dog det, da børnene starter så tidligt i skolen, at de kan hjælpe hjemme med risdyrkningen efter skoletid. Denne dag har været en meget oplevelsesrig dag ikke bare for øjet, men også for sindet. Hvor var vi heldige at have en veltalende lokal guide, der var ovenud begejstret for at fortælle om den vietnamesiske levevis.
Minoriteterne

Find lige en grimasse der kan passe ! Monica står og tager sig til sit bare lår. En Black H’Mong kvinde har lige nevet hende under buksekanten på shorten. Vi kigger på hinanden. Hvad er det der sker? Det er på ingen måde truende, men kom bare helt uventet. Via tegnsprog spørger den flotte sortklædte kvinde nu, om hun må stikke en nål ind i Monicas lår. Situationen leder straks tankerne hen på en tidligere episode: Som et lyn nåede en vietnamesisk kvinde at lægge hånden på Mariannes ene bryst. Nu begynder det så småt at gå op for mig. Ligesom vi synes, at det er interessant at se de karakteristiske benstykker, hatte og broderidraperede dragter, så synes de også, at vi er spændende med vores europæiske korpus – for der er jo ingen tvivl om, at vi bare er større mennesker end dem.

Som en æstetisk nydelse for øjnene vandrer vi gennem det flotte terrasselandskab af rismarker. Her hersker fred og ro. Sjælen befinder sig i et højere luftlag. Red Dao’erne – en anden minoritetsstamme - arbejder hårdt og ivrigt med at få høstet. Vi undrer os over, at de afbryder arbejdet og rejser sig for at iagttage os. Indtil det går op for os, at vi bevæger os i et område, hvor det er helt tydeligt, at hvide mennesker ikke kommer i hver dag.

Børnene synes, at vi er spændende. De nærmer sig os forsigtigt – men røre ved os tør de færreste. Når afstanden mellem vore arme er svundet ind til 5-10 cm, trækkes armen hurtigt tilbage. Under en morgentur, hvor Monica og jeg går alene, vover en lille pige pelsen. Hun kommer os i møde. Jeg tager hendes hænder og begynder at klappe kage med hende. Hun tør godt klappe kage. Hendes lille veninde kigger på hende med store øjne: Tør hun virkelig gøre det ? Nu kigger hun på Monica. Modet er kommet til hende – og lige pludselig står de to også og leger. Det er første gang i de 4 dage vi har været i Sapa området, at de lokale børn har turde røre og lege med os. Tidligere har vi kun kunnet se hinanden an. Denne gang er forskellen nok, at vi kun er to vesterlændinge og ikke en hel gruppe. Jeg er glad for, at mit børnetække også fungerer herude.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig