Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Uddrag af rejsedagbog fra Vietnam

Forfatter: Keld Mortensen
Ref. VNVA
Printvenlig version
Rejsedagbog: Vietnam Adventure, d. 14. oktober til d. 4. november 1999.

Mandag d. 18. oktober.

For første gang på turen stod vi op til sol fra en fuldstændig skyfri himmel. Efter morgenmaden kørte vi op til det, som denne by er mest kendt for: et fængsel, som franskmændene byggede i begyndelsen af århundredet til at "opbevaring" (i mange tilfælde med dødelig udgang) af vietnamesere, som modarbejdede det franske kolonistyre. Det meste af fængselet er i dag en ruin, fordi det blev bombet sønder og sammen af amerikanerne under vietnamkrigen, ikke fordi det udgjorde noget militært eller politisk mål, men kun fordi amerikanske fly på vej tilbage efter bombetogter mod Hanoi og/eller Haiphong (Hanois havneby) ikke rigtigt vidste, hvad de ellers skulle bruge de bomber til, der var blevet til overs.

Mens vi slentrede rundt blandt ruinerne og i det lille museum i en tilstødende administrationsbygning, hvor man havde udstillet en række folkedragter, tilhørende nogle af områdets bjergstammer og andre minoritetsgrupper, lå Mads uden for under et skyggefuldt træ. Moralsk støttet af sin kontubernal Berthel prøvede han igen at få kontrol over sit mave-tarmsystem, der natten igennem havde gennemført et autonomt oprør mod resten af kroppen, sådan lidt lige som ovre på Nørrebro, hvor små, hætteklædte røvere i destruktivt oprør mod autoriteterne render rundt og smider både den ene og den anden vej med hvad, der nu lige er i nærheden. Heldigvis var han dog i stand til at holde sig på benene, og selv om det de næste par dage stadig rumlede lidt med oprørske bevægelser, så var han snart frisk igen. Og det var heldigvis det eneste udslag af maveproblemer, forårsaget af den fremmedartede kost, vi var ude for på turen. Lige bortset fra Ullas ildebefindende oppe i Sin Chai den følgende uge; men de fleste af os var nu af den opfattelse, at det her drejede sig om almindelig morgenkvalme, der bare kom på et lidt underligt tidspunkt på grund af tidsforskellen!! Hvilket Ulla kraftigt bestred; men vi får se…..

Turen fortsatte nu ad samme slags elendige veje som dagen forinden. Undervejs gjorde vi holdt i en landsby for at strække benene lidt og læske ganen. Det, der gjorde dette stop interessant var, at der på det lokale marked var adskillige medlemmer af bjergstammer, som vi ikke havde set tidligere. Især kvindernes påklædning var meget kunstfærdig og farvestrålende. Dagens clou var, da Kirsten efter en af sine sædvanlige handelsekspeditioner kom tilbage med tørklæde af den slags, som de lokale kvinder med stor kunstfærdighed kunne sno om hovedet. Da Kirsten med knap så stor elegance forsøgte at vikle tørklædet om hovedet, forbarmede en ældre kvinde sig over hende og kom hende til hjælp. Hun havde imidlertid også sit hyr, så snart efter var endnu en lokal kvinde involveret i projektet. Endelig lykkedes det; men under den afsluttende fotografering fik de pludselig øje Kirstens fysiske fremtoning, med bare arme og ben, og pludselig begyndte de at klappe hende på både arme, lår og bagdel, samtidig med at de sagde en hel masse og skreg af grin!! Hvad de sagde, vidste vi – heldigvis - ikke; men vi fik en klar fornemmelse af, at de syntes, hun så ret sjov ud!
Frokost fik vi i landsbyen Tuan Giao. Denne landsby lignede i store træk alle de andre landsbyer, vi kom igennem: der er kun én gade, som husene ligger langs med, på begge sider. Ca. midt mellem husene og gaden var der en slags grøft, som tilsyneladende tjente som kloak, og hen over den var der ud for hvert hus en overkørsel af brædder eller beton i husets bredde. På vejen var der kun lidt trafik: et par cyklister kom med store kurve, fyldt med brænde (ca. 1 m lange og 10 cm tykke, flækkede træstykker); i skyggen af et træ stod nogle teenagers og sludrede, inden en af pigerne med den traditionelle hovedbeklædning, som efter min mening slet ikke passede ind i denne situation, hoppede op bag på den motorcykel, som en af de unge mænd holdt og gassede op, hvor efter de drønede ud af byen; og fra den anden ende af gaden kom et par vandbøfler dovent luntende af sted, helt smurt ind i mudder, tilsyneladende helt på egen hånd (eller klov). Vi blev dog enige om, at de nok blev ledsaget af et par små knægte på 6-7 år, der kom daskende 15-20 m længere bagude, på modsatte side af gaden.
Restauranten var af den sædvanlige, folkelige type, der var kendetegnet ved et skilt med teksten "Com Pho", som betyder noget i retningen af "Ris og nudelsuppe". Selve lokalet var her som alle andre steder ikke indrettet på en måde, som vi ville forbinde med begrebet "hygge": det var et nærmest garageagtigt rum med betongulv, betonvægge og betonloft. Væggene var som regel nøgne, men i nogle tilfælde kunne der dog hænge en kalender med reklame for øl, benzin eller lignende. Og belysningen var i de fleste tilfælde et neonrør eller en nøgen pære.

Maden smagte for så vidt ikke så ringe; men den var ikke særligt spændende og var uden de store overraskelser. Den var i langt de fleste tilfælde skåret over den samme læst: kogt ris eller nudler; et par kødretter, der var kogt og/eller stegt ind til enhver smag var fjernet fra det; et par forskellige slags kogte grøntsager; salt og peber fandtes som regel ikke, så vi brugte i stedet soja til at krydre med; og som rosinen i pølseenden en banan som dessert. Og til at skylle det hele ned: øl (Tiger, Halida (brygget på licens fra Carlsberg), Hanoi eller 333 var de mest kendte mærker) eller vand på flaske.

Efter frokosten gik turen videre ad snoede bjergveje. Gang på gang åbnede der sig den mest fantastiske udsigt: rismarker, bananplantager, vandmøller, lange skrøbeligt udseende hængebroer, svævebaner, regnskov, o.s.v., så det blev til mange fotostop, inden vi ved 17.30-tiden – efter en køretur på ca. 150 km - nåede frem til dagens mål: Dien Bien Phu, der ligger kun 16 km fra grænsen til Laos.

Under formiddagens besøg i Son La-fængslet blev det klart for mig, at der manglede noget i min tilværelse: solen brændte så hårdt lige ned oven i issen, at der begyndte at stå røg ud af ørerne. Nu skulle jeg altså have fat i noget hovedbeklædning! Ikke bare en almindelig stråhat, som man kan få fat i over alt, næh, det skulle være en tropehjelm. For det første fordi jeg havde en ide om, at det måtte medvirke til at levendegøre illusionen om den store opdagelsesrejsende, der udforsker en ny og ukendt verden ("Magister Mortensen, I presume…"). For det andet fordi de fleste vietnamesiske mænd brugte sådan en som daglig hovedbeklædning, så måske kunne jeg så lettere bevæge mig anonymt rundt blandt de indfødte?

Det blev derfor hovedformålet (!) med mit besøg på markedet i Dien Bien Phu at få fat i en tropehjelm. Det lykkedes også at finde et sted, hvor de handlede med dem. Manden i boden lagde ud med at forlange 80.000 Dong for den. Heldigvis havde jeg dog været involveret i et salgsforsøg i Hanoi, hvor jeg kunne få en for 15.000 Dong, så nu havde jeg så et godt argument på hånden i det videre forløb. Jeg var dog i en lidt defensiv position, for jeg havde besluttet mig til, at jeg skulle have én, næsten uanset hvad, så jeg kunne ikke tillade mig at lade handelen gå i vasken på grund af prisen. Jeg havde derfor besluttet, at jeg ville forsøge at lade handelen lande på 20.000. Slutresultatet blev 19.000 Dong, hvilket er lig med ca. 9,50 kr., så selv om det blev dyrere end i Hanoi, syntes jeg egentlig, jeg havde gjort en god handel. Ved samme lejlighed købte Kirsten en skjorte. Der blev forlangt 120.000 Dong for den, men hun fik den for 60.000 (ca. 30 kr.). Det var egentlig her, vi rigtigt fandt ud af, hvordan vi skulle handle. Da vi havde fået de indledende priskrav, besluttede vi os til, hvad vi nogenlunde ville give, og så kunne vi afpasse vores bud efter sælgerens, så vi kunne afslutte handelen på det niveau, vi i forvejen havde lagt os fast på. At vi så i langt de fleste tilfælde blev "snydt" alligevel, fordi vi havde fastlagt vort slutniveau i relation til danske priser og ikke vietnamesiske, er en ganske anden sag.
Men jeg havde nu fået min tropehjelm og var nu parat til at kaste mig ud i den glohede vietnamesiske sols prøvelser. Det skulle imidlertid senere vise sig, at den mest kom til at tjene som regnhat, og en enkelt gang som styrthjelm, hvorved den uden tvivl reddede mig fra et kraniebrud. Men det vender vi tilbage til senere.

Efter aftensmaden skulle vi lige have os en godnatøl. Vi gik derfor hen til et lille fortovs-udskænkningssted. Ejeren havde imidlertid kun 4 havestole af plastik, så han måtte ind til naboen og låne et par stykker. Og da vi så også ville have en øl (Tiger) mere, var det også galt med ølforsyningen, så han måtte igen over og låne hos naboen!

Keld Mortensen
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig