Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


Vietnam Adventure

Forfatter: Willi Nielsen
Ref. VNVA
Printvenlig version
Mandag 1/10 2001 - 1. dag. Ankomst, Hanoi.

En times tur fra lufthavnen til centrum ad en forholdsvis ny 4-sporet hovedvej. Det sædvanlige forvirrende indtryk fra et trafikmønster, der ligger en del fra vores normer, både hvad angår typer af køretøjer samt måden disse bliver brugt på.

Jo nærmere centrum, jo tættere trafik – logisk nok. Til min forbavselse var der relativt få cyklister, men til gengæld et væld af mini-motorcykler.

Hotellet (bed mærke i navnet : "Hong Ngoc") ligger i den gamle historiske bydel – særdeles imødekommende velkomst fra det altid smilende personale.

Hurtigste måde at omregne til vor hjemlands pekuniære værdi : Fjern 3 nuller og divider med 2 – og læg "lidt" til. Jeg havde altså vekslet ca. DKK 1.600, som jeg klarede mig for de næste 3 uger, alt inklusive.

Der blev kaldt til fællesmøde : Nu var holdet fuldtalligt, da tyvstarterne, Maya & Hanne, Rebekka & Jette, var med os. Vi præsenterede os pænt for hinanden, og det var jo betryggende at finde ud af, at i vores midte var der både en læge og en laborant – og det ud af en flok der spændte fra 12 somre til 64 vintre.

Inden længe kendte man samtaleteknikken : "Where do you come from", "wonderful postcards just for you", "special price", "map of the city marked with signs for you", og lignende salgsfraser. Det blev hurtigt en del af et fast ritual – som man bare måtte lære at leve med.

Ud om aftenen til den første af mange fælles middage – vi brugte en del energi til at finde ud af hvem vi var. De fleste af os vidste det godt selv, men det gjorde naboen jo ikke.
Moon festival.

Den første fuldmåne i den 10. månekalender måned.

Vi var heldige at ramle ind i denne festival. Efter vi havde været ude til middag, drog en del af os ned til søen, Hoan Kiem, for at kigge på folkelivet – og der var fuldt flor af begge dele. Som nyankommen fik man indtrykket af, at der var valget mellem to muligheder : Enten at køre "dørtræk" med hele familien på motorcykel rundt om søen, eller slå sig ned i parken rundt om samme. Overalt sad der grupper af familier, venner og andet godtfolk. Der blev smagt på alskens godt fra den lokale picnic kurv. Jeg kunne jo ikke dy mig og måtte studere det hele lidt på nært hold og fik da smagt på melon, klisterkager, og andet ubestemmeligt, som jeg ikke kunne genkende i mørket. Til gengæld bød jeg på fladklemte Cecil cigaretter – og vi var alle glade.

Efter at ha’ nydt den venlige (men kaotiske) atmosfære en times tid ventede der er en seng – for første gang i 42 timer (for nogen var det mere).
Tirsdag 2/10 2001 - 2. dag. Turisten i Hanoi.

Dagen til fri rådighed.

Ned til søen HOAN KIEM - som jo hurtigt blev krumtappen i ens orienterings verden - og vende sig til at krydse en gade, mens motorcyklerne – bemandet med en, to eller tre personer – vrimler om en. Men alt har jo sin charme – og som i Kina ser man forbavsende få trafikuheld i forhold til trafikmængden.
Lidt om Hanoi.

Hanoi (altid to stavelser for "Floden" og "indre side") med ca. 3 mill indb. er rigets hovedstad – første gang i år 1010 og i nyere tid siden 1910. Præget af århundreders Vietnamesisk kultur i den såkaldte gamle bydel og tydeligt præget af Fransk arkitektur gennem 120 år på visse centrale pladser og boulevarder. Den gamle bydel er et sandt vidunder af leben; hver gade har sin håndværker- eller salgsvaretradition.

Blikkenslager gaden, snedker gaden, papir handel gaden (i alt 36 special gader), samt fødevaregader, hvor der slagtes kaniner, plukkes levende kyllinger, flås levende frøer, sælges – for os – mærkelige fisk, og alskens udvalg i frugt og grønt. Og ikke at forglemme : Silke gaden, hvor en del af holdet fik lagt lidt penge.

Inspirerende, spændende, engagerende – men ikke lige indbydende for en gennemsnits dansker – så det var jo godt, at der ikke var mange af den slags i dette kvarter – (men måske en halv time efter).

Jeg gætter på, at vores hold brugte 80-90 % af vores sparsomme fritid i Hanoi i eller lige omkring dette kvarter.
Tilbage til min egen dag.

Udstyret med et rimeligt godt bykort drog jeg sydover for at finde Kvinde museet. Undervejs nød jeg i fulde drag stemningen af folkelivets pulserende bevægelsesmønstre. Store (i Vietnamesisk sammenhæng) gadekryds sendte bølger af motorcykelentusiaster frem til næste knudepunkt.

Grunden til valget af dette museum var at få et indtryk af den officielle mening om ligeberettigelse. Den fik jeg tydeligt demonstreret, idet museet var lukket grundet et mandligt murer-sjak skulle udføre diverse vedligeholdelses arbejde. Det kunne også være en udvidelse – da ligeberettigelsen er meget udtalt i de officielle statistikker, som jeg fik et indblik i noget senere på dagen.

Videre øst på til Historisk museum, som var ganske interessant med en særudstilling om de minoriteter, der bor i bjergene nord for Hanoi. Og det var jo lige dem, vi skulle ud at hilse på i de næste 2 uger.

Turismen som industri er ikke helt udviklet efter vores målestok, så museer holder middagslukket, altså måtte jeg pænt forlade denne ellers udmærkede lokalitet efter bare en lille time – men ingen grund til klage, da jeg ikke havde haft mulighed for at betale entre; kustoden sov trygt, da jeg ville betale.

Fandt en mindre turist shop ude i haveanlægget – her kostede de samme postkort, som mine ivrige gadesælgere havde tilbudt til special price, kun det halve, men så var kvaliteten også bedre – altså i shoppen - samt de indkøbte kort blev pakket ind af en smilende gammelmor, der sikkert ikke var en dag ældre end jeg.

Tværs gennem byen til fortidens dannelsescenter : Vietnams første universitet, Van Mieu.

Templet for litteratur, Van Mieu, er et stille museum med park, boliger, værktøjsrum (workshops); her blev Viet-Nams første universitet oprettet i 1076. I dag er det meste blevet nænsomt restaureret i original stil, og her viste ligestillingen sig ved at kvinderne slæbte tegl hen til og op på taget, hvor mændene lagde dem sirligt på plads.

Da jeg nu var på et forhenværende universitet, der måske i fortiden havde 100 udvalgte "studenter" ad gangen, ville det jo være passende at besøge Hanois nuværende universitet – og da der nu stod en engelsk talende student udenfor og tilbød dette – så sagde jeg efter en del palaver om transporten : Jo Tak, det kunne da være sjovt.

Han ville køre mig derud på sin søsters Bike, men jeg ville gå for at ha’ tid til at indsnuse livet. Vi, fra den fortravlede danske hverdag, opfører os mærkeligt, når vi er ude. Men vietnamesere er et tålmodigt og venligt folkefærd, så han kørte og jeg gik. Universitetet lå uden for mit bykort, men pyt, hver gang vi kom til et større kryds – var det "lige derovre" udtalt på godt engelsk med overbevisning, smil og fagter – og han havde ret – efter 4 gange.

Universitetet er en by i byen, ca. 30.000 studenter fra hele landet bor, spiser, spiller bold, køber bøger, hører musik, drikker øl – og studerer - under vilkår, som lidt mildt sagt virker lidt trænge. Fik i løbet af et par timer et overfladisk indblik, tænkte på skolen hjemme i min nuværende provinsby, hvor et klasselokale til 15 børn i 4.klasse her husede 35 voksne elever med 20 PC’er, samme antal skærme, 2 printere, 3 gruppe ledere, 1 lærer; men det bedste var at iagttage iveren til at uddanne sig - Vietnam har en meget ung befolkning og et særdeles højt uddannelsesniveau i forhold til alle andre udviklingslande.

Min glade student studerede Medicin, som jo er deres egen lærdom i en tradition, som af os kaldes alternativ medicin, men studerede også vores vestlige medicin, som der kaldes alternativ - logisk nok, når man reflekterer lidt over det. Han var gået i faderens fodspor; samme fader havde været i Italien, Tyskland, Brasilien for at holde foredrag om den såkaldte "alternativ medicin". Sønnen ville gerne til Canada – men hverken han eller familien havde råd, men han var dog i fuld gang med at søge legater – via internettet. Udviklingen spores overalt.
Tiden gik hurtigt og vi skulle jo mødes til bestemt klokkeslæt til anden runde i gruppens fællesspisning, så op på hans søsters vovse, nej Bike, og af sted det gik gennem aftenens myldretrafik tilbage til hotellet. Som tak for en god eftermiddag havde jeg beredvilligt betalt vores 2 liter øl, garneret med lidt lokale ris-kager samt lotusindpakkede dampede røde frikadeller (fin kombination) og mit gode hjerte overtalte mig til et bidrag til hans udenlandsophold – i det mindste tror mit naive andet jeg, at pengene går til noget sådant.

Mens jeg havde været på universiteter, havde andre været til den tidlige forestilling af vanddukke-teater. En tradition, som nu kun holdes i hævd for turisterne - fra Asien.

Ud og spise Hot-Pot, som er en slags vand-fondue med disse ingredienser : Fisk, 2-3 slags kød, dild, forårsløg, andre løg, eddike, chilli, peanuts, mynte, kål, bønnespirer, tynde ris-nudler og dertil et par lokale øl. Kostede ca. DKK 50, heraf opslugte ølomkostningen 1/3-del.
Onsdag 3/10 2001 - 3. dag. "Ud på landet", Son La.

Turens første større begivenhed kaldte.

Op kl. 6, af sted kl. 7 på den såkaldte Jeep Tur vestpå og nordpå til SAPA. En tur på 860 Km over 4 dage med 3 overnatninger undervejs. Vores vietnamesiske turguide, SANG, var stødt til, så vi var nu 14 turister og 3 tur-ledere, plus 4 chauffører = 21 i rejsetruppen. (SANG boede i SAPA, alder (gæt) 30, havde været i Danmark på besøg hos Topas).

Første dag skulle bringe os ad hovedvej 6 til byen SON LA, ca. 340 Km vest for Hanoi.

Jeeps var det nu ikke, men Toyota Landcruiser modeller. Ind med al folket, 3 landrovers med 4 passagerer, én med 5, dertil bagage og de famøse mountain bikes op på taget. Vinke farvel til vores hotelpersonale og så af sted – spændingen sad i kroppen. Den blev dog relativt hurtigt kølet ned på grund af hektisk morgentrafik. Det tog os en pæn time at komme ud af byen, men vi fik da et godt indtryk af, hvordan 3.456 motorcykler kommer gennem en rundkørsel, hvor der står 3-4 evigt fløjtende gadebetjente, som alle synes at ignorere.
Endnu engang forskellen til en storby i Kina : Få cyklister, få biler, alle bruger motorcykler. Da det at være solbrændt er udtryk for lav status (kun "bønder fra landet" er solbrændte), bærer de fleste moderigtige kvinder handsker med lange ærmer, og andre har støvmasker for ansigtet. Vi sidder i vores biler og kigger på dem, de kigger på os med vores bølle-hatte, t-shirts og shorts, og begge hold undrer sig.

Uden for byen bliver vejenes asfalt dårligere, ris-markerne breder sig, trafikken bliver mere praktisk betonet, med få busser, en del to-takter traktorer, gamle lastbiler, blandet med muldyrs-trækvogne, og dertil ænder og høns i vejkanten. Markerne er overalt udnyttet : Alskens grønsager, kartofler, ris.

Uden for byen HOA BINH (75 Km fra Hanoi, 75,000 indb.) skulle vi besøge et stort vandkraftværk. Det havde vores chauffør vistnok overhørt – og vi andre (Marianne, Gitte, Karen-Marie, ego) vidste jo ikke, hvor det var. Hvorom alt var, så begyndte det at gå opad mod højlandet, vejen blev smallere, lastbiler tøffede, stønnede af sted med 20 KM/t og vi vovede nu og da en overhaling.

Indtryk var der nok af :

Små huse langs vejen,
Somme tider et marked,
Derfor også "underholdning" med godt slidte billard og poolborde i vejkanten til den yngre generation, overdækket med de karakteristiske store blå-røde-hvide plastik presseninger til beskyttelse mod solen,
Skolebørn i uniformer,
Frodigt, men kuperet terræn,
Tørring af ris-strå på vejen,
Ufrivillig Pause.

Pludselig ville vores køretøj ikke mere. Og der stod vi med en smilende chauffør på en landevej i Vietnam. Der var lidt spredte mindre landbohuse omkring os – men langt til næste by. Han rodede lidt rundt med mekanikken, uden held. En del børn fra nabolaget kom og ville studere os, og vi dem. Landbomutter kom og tilbød sukkerrør og bananer - mod betaling (1-2 DKK). Jeg troede vores bil var den bagerste i gruppen, men efter en lille time kom de tre andre. De havde været på kraftværket, der dog var lukket for besøgende. Efter lidt rådslagning på diverse sprog, blev vores uheldige chauffør, lokalguide SANG og Sidsel tilbage, og vi andre stuvede os sammen i 3 biler og drog videre mod den ventende frokost.
MAI CHAU og mer pause.

Et idyllisk område med flere små landsbyer tæt på hinanden og vores udvalgte hed Lac Village, der nu i høj grad var præget af turisme; nogle syntes det var udviklende – andre, at det var beskæmmende – at iagttage. Ca. 100 huse i landsbyen, der grundet en skøn beliggenhed i rimelig afstand fra Hanoi (135 Km) fik en del endags besøgende (20-30??). Der blev solgt alskens lokalt håndværk og husflid. Vores første indtryk af minoriteter, her var det "White Thai", deres bolig stil var som hos deres beslægtede "Dai" folk i Syd-Kina : husdyrene i stueplan, med familien boende på 1.sal.

Vores frokost blev indtaget i byens største hus : "Set menu" med bl.a. kartoffel-suppe.

Vi andre kunne kun væbne os med tålmodighed og vente – i 35 gr. varme. Det afholdt os dog ikke fra utallige sammenligninger over, hvordan man havde løst denne opgave hjemme i kære DK – men der var vi jo ikke.

Oprindeligt skulle vi være ankommet til SON LA ved 17-18 tiden.

Kl 16:39 lettede vi fra landsbyen, og der var "kun" 200 Km til Son La. Lidt hurtig simpel hovedregning sagde, vi ville være fremme kl. 23:34 (-:.

Vi fik et godt aftensmåltid i byen MOC CHAU – og Hanne spenderede en lokal snaps som en opmuntring; enkelte betragtede det som en afstraffelse, men intentionen blev vel modtaget. Moc Chau er berømt for sin udsøgte te på markerne omkring. Dem kunne vi ikke se, da det jo bliver bælgmørkt ca. 18:30. Men vi lod os lokke til at købe te.

De sidste 5-6 KM før hotellet blev der kørt stærkt : ingen trafik overhovedet, byen sov, så den stod på boulevardfræs, og vi ankom lige inden midnat.

Mette, Klaus og jeg delte en (nej tre) godnat øl – og så i kanen – med myggenet.
Torsdag 4/10 2001 - 4. dag. "Rigtigt på landet" mod DIEN BIEN PHU.

Grundet den sene ankomst blev vi bevilget en times længere søvn, inden morgenmaden ventede. (Hvis du kommer forbi hedder vores hotel "Phong Lan no. 2").

SON LA er amts-hovedstad i amtet (Province) af samme navn, en let søvnig by på ca. 65.000 indb. i ca. 900 meters højde. Det havde regnet om natten, var jævnt overskyet men dog ca. 25 gr. Jeg havde taget min mobiltelefon med, og der var dækning i alle de byer, hvor vi overnattede – dog ikke ude i terrænet. Som overalt i Asien er der et enormt marked for mobiltelefoni, da fastnet forbindelser ikke eksisterer. Men det varer sikkert "lidt endnu" før indkomstniveauet tillader at ha’ en mobiltelefon øverst på ønskeseddelen.

Ved 4-tiden om morgenen var vores reserve-bil dukket op, samt Sang, Sidsel og ny chauffør.

Dette var en rigtig vietnamesisk jeep. En kort beskrivelse af dette vidunder :

"Baseret på russisk teknologi fra 1950-erne. Produceres stadig i Vietnam efter de daværende tegninger, og der er absolut ingen ændringer i design over de sidste 45 år, det skulle lige være dørhåndtagene, der nu er af plastik og derfor oftere brækker af. Vinduer kan ikke rulles ned, hvilket er en fordel, når man møder modgående biler på en støvet vej, men så absolut ikke når man kører rundt i 30-35 gr. varme med høj luftfugtighed. En fordel er, at den simple teknik er robust og næsten alt kan klares med en skruetrækker og en svensknøgle; intet behov for topnøglesæt og andet moderne bras. Kort og godt : Simpel og effektiv."

Og den beviste sit værd. Jeg meldte mig til at være passager og min gæve chauffør lærte mig at ryge vandpibe, når vi holdt pauser. Han kunne en del brokker engelsk, men under turen kunne vi ikke tale for larmen fra motor og undervogn.

Dagens tur var på 165 Km til Dien Bien Phu, en tur på 7-8 timer inkl. diverse pauser.
Et Marked (af mange) og en prut (af få).

Jeepen overtog det meste af bagagen og så gik det videre til THUAN CHAU, der havde et lokalt berømt marked.

Her fik vi mulighed for at øve os i kunsten at prutte om prisen. En helt naturlig vane for alle, for alle varer, til alle tider – men uvant for os fra de aftale-afrettede-afstemte priskontrollerede samfund. Jeg fik givet lidt gode råd til Hanne(-mor – ikke Tur-Hanne), der slap med halv pris (fra start punktet), Jytte fik et sæt til barnebarnet, Maya&Rebekka en skoletaske, alt til mellem 40-50% af startpris. Alle var glade, især sælgerne – der garanteret havde lagt startprisen væsentligt over, hvad en lokal beboer var blevet tilbudt. Men begrebet at prutte om prisen er netop, at alle skal føle sig glade over den forhandlede pris.

Videre mod frokost byen Tian Giao sølle 50 Km fremme = 1.5 times kørsel.

Her parkerede vi alle foran et hyggeligt gæstgiveri, og vi smuttede alle ind. Tur-Hanne kom lidt senere, så for at udnytte tiden bestilte jeg en øl og et passende udvalg af retter til hele gruppen. Effektivitet ligger jo i blodet på os fra Nord. Hanne dukkede op – bare for at fortælle, at der var bestilt plads og mad på en anden restaurant ovre på den anden side. Jeg nød dog min øl, og det var et plaster på såret, at alle 4 chauffører høfligt ytrede, at maden var bedre her – og ikke der – men skik følge eller "gruppe" fly og jeg var tilbage i flokken.

Videre og stadig masser af indtryk :

Meget kuperet med små-bjerge, køre langs floder, op over små pas, ned igen,
Afhængig af jordbundsforhold, højde og vandstand blev der dyrket majs, bananer, kartofler, grøntsager, jordnødder, kaffe,
I alle småbyer (der er ingen store) : Mødte mange børn i alle aldre, de fleste gik hånd-i-hånd, eller kærligt omslynget, ivrigt pludrende, og ditto vinkende,
Næsten alle børn havde skole-skjorter på, blandet med deres egen nationalbeklædning samt skoletasker vævet og farvet af lokale materialer,
De fleste kvinder i nationaldragter, og chaufføren var flink til at pege forskellighederne ud : White Thai, Black Thai, Dao, Flower H’Mong,
Mange folk i markerne,
Tegn på velstand, når man så en andedam/mindre sø med 1.000 ænder, eller huse med tegltag i stedet for siv (risstrå),
En sjælden gang en enkelt ko uden for huset, men en del grise, der løb frit omkring, mange høns,
Vandbøfler på vej og marker, med kun nede i dalene, hvor man dyrkede ris,
Højeste pas var i ca. 1.600 m højde, ingen træer men stadigt frodigt og grønt,
Mødte to vesterlændinge – på cykel – kæmpende sig op over PHA DIN passet – De eneste tur-cyklister vi overhovedet mødte. Ingen tvivl om at de li’som faldt lidt uden for rammerne for den der herskende livsstil. (Det er pionerer som dem, der får Topas til at slæbe to cykler til bjergene omkring SaPa.)
Gøre holdt ved en vandmølle langs floden, straks kommer alle børn fra de nærmeste huse og så underholder vi os med at kigge på hinanden – men herligt livsbekræftende at mærke hvor langt man kommer med et smil og en venlig gestus,
Tanke op ved landsbyens eneste tankstander til (vistnok) 3 Dkk per liter – som helt sikkert er en formue i lokal købekraft,
Vejen blokeret af en flok vandbøfler, der drives hjem af et par børn – ridende på de forreste,
El-ledninger findes langs vejen i dalen, med levende træer som bærende stolper; men ingen el når man kommer opad eller til siden,
Gennem hele dagens kørsel er der rig mulighed for at stille mange perspektiver op, som ikke umiddelbart kan besvares:
Hvorfor er der ikke mange, der ryger i Vietnam, når der er mange kinesere 200 Km væk, der gør det,
Hvad sker der, hvis man kører en gris, en and, en høne over, hvem er ejeren og hvordan klares erstatning,
Hvad hvis det er en vandbøffel – og bilen ikke klarede det, men bøflen gjorde,
Ankom til dagens rejsemål, DIEN BIEN PHU kl. 17:30, og rytmen med at tjekke ind, aflevere pas, fordele bagage, fordele værelser, aftale mødetid, pakke ud, få en skyller, mødes igen – alt dette er nu ved at falde ind i en fast rytme.

Ud i aftenens mørke til en "rederant" i udkanten af byen – udsøgt mad over en sikker recept : lidt kylling, lidt svin, lidt okse, 2-3 grøntsager – garneret med soja sauce, eddike-dip med chilli - samt lokalt øl til fornuftige priser, billigere end ungernes Cola.

Hotel Vietnam Airlines, byens næstbedste ifølge Lonely Planet, bød på gode senge, et fungerende brusebad, og myggenet.
Fredag 5/10 2001 - 5. dag. "Dybbøl Skanse" og mod LAI CHAU.

DIEN BIEN PHU er Vietnams nationalsymbol for en af deres mange selvstændighedskampe; i nyere tid den næst-mest vigtige : symbolet på at slippe af med Fransk overherredømme i 1954 – afslutningen på 120 års Fransk indflydelse i hele det som var kendt som "Indo-Kina". (Den vigtigste i nyere tid er afslutningen af borgerkrigen Nord/Syd i April 1975).

Dien Bien Phu er nu en hurtigt voksende provinsby, der tilmed i 1993 er blevet amts (Province) hovedstad i amtet LAI CHAU, da den forhenværende hovedstad (vi kommer til den næste dag) måske må nedlægges grundet planer om et større dæmningsprojekt.

Byen ligger kun 30 Km fra grænsen til Laos. Den har ca. 30.000 indb., men det går stærkt med udvikling og tilflytning. Brede boulevarder, nye huse, ny lufthavn. Den eneste by, hvor der ikke var trafikkaos på hovedfærdselsårene.

Vores formiddag gik med at besøge museum, bunkers, mindesmærker fra den 2 måneders kamp i April-Maj 1954, der kostede 25,000 Vietnamesiske liv at udrydde hele den Franske styrke på 13,000. Og det sidste skud faldt på samme dag som en fredsforhandling fandt sted på den anden side af kloden (i Geneve), der endte med at dele Vietnam i Nord og Syd – men kun for et år, da der så skulle afholdes folkeafstemning. Alt dette er nu – bare 48 år senere – helt glemt, og mange andre begivenheder fik ændret vilkårene for Vietnams udvikling. Men vi Danske kan heller ikke erindre meget om, hvordan Danmark blev ændret grundet et slag på Dybbøl Banke. Livet går videre.

Historien skrives altid af sejrherren, både i øst, vest, nord og syd. Dette gælder også Museums film, udstillings plancher, billeder, bøger på museet i Dien Bien Phu, - og på Sønderborg slot. Men efter nu at have kørt i bare to dage gennem dette uvejsomme landskab, så må jeg imponeres over, hvordan Vietnameserne kunne slæbe alskens krigsmateriel, forplejning, ammunition, til en større hær – og det meste per håndkraft. Over floder uden broer, gennem skove uden veje, over bjergpas hvor vejen var et pløret hjulspor. Franskmændene var ankommet med fly og faldskærm, både for mænd og materiel.

Tiden læger alle sår, så siden 1994 (50 års "jubilæum") har Franske familier og veteraner fået lov til at besøge kirkegårdene i området – og hvordan gøres dette : Per faldskærm - som undsættelsestropperne dengang.

Og hvad har byen så valgt som vartegn : En mindre udgave af Eiffeltårnet, der samtidig er byens antenne til satellit fjernsyn og mobiltelefoni.

Efter en formiddag med fortidens krig, - og rosenmarker, hvor hver blomst er pakket stramt ind i gammelt avispapir for at holde på formerne - kastede vi os over nutidens kostnydelse i form af en nudelsuppe. Alle nabo-borde var optagne af et større, og særdeles livligt, selskab. Jeg påtog mig skylden for at overbevise min bord-ende om, at dette var en bryllupsfest – indtil Sang fik fortalt os, at det bare var en firmafest. Men festligt var det og masser af risbrændevin, der blev solgt på de samme plastic flasker, som vores "kildevand".

Jeg ringede kort til Danmark for at høre fodbold resultatet fra en "totalt ligegyldig" VM-kvalifikations kamp. Grundet alle de mange nye indtryk fra vores rejse, havde jeg glemt, at den først blev spillet et par dage senere. Her købte jeg også mine første vietnamesiske cigaretter, valgte tilfældigt et mærke, betalte mine Dong 3.000 (DKK 2) og smagte på varerne – ikke værst. Spurgte bagefter SANG om hans mening, og noget af smagen forsvandt, da han sagde, det var noget billigt skidt.
Vejen skifter, vejret ikke.

Lige over middag kastede vi os over den korte tur på 105 Km til byen LAI CHAU. Det tog 4 timer.

Efter ca. 40 Km var det slut med asfalt vej, så nu hed udfordringen huller, små og store, jordskred, mudder. Kort og godt, chaufførerne måtte vise deres evner – nogen gjorde det bedre end andre.

Men stadig et flot landskab og vejret er med os : sol, let skyet, 25-30 gr. Vi kører midt oppe på bjergsiden af en dal, med floden smukt slyngende sig (dybt) nede, masser af vegetation, og bare den mindste smule jord, der udgør et fladt stykke bliver dyrket. Meget spredt bebyggelse, primært Red H’mong minoriteten (kvinderne med det store opsatte hår), der lever af jagt og lidt primitivt landbrug.

Herfra disse indtryk:

Ingen trafik, vi mødte kun 3 modkørende, alle gamle lastbiler, hvis fart ingen udfordring var for motionsfolket i Marselisborg/Eremitage udskejelserne – men vej/stiforhold kan ikke sammenlignes,
Sværere at køre nedad end opad, grundet pludselige huller i vejen,
Jordskred og nedfaldne træer,
Åbne kulbrud (stenkul) direkte fra skåningen til vejen; der læsses, mens vi må vente,
Vejen skyllet væk af vand fra bjerget, sølle 5 meter vejstrækning, men nok til at en lastbil sad fast, og vi skulle udenom – klares med lidt gå-på-mod og hold tungen lige i munden, men ikke mellem tænderne, da man hopper op i taget og lander hårdt på sædet, flere gange,
De sidste 5-6 Km er en lang gade af bondehuse, hvor børn, grise, høns, ænder, hunde helt har indtaget vejen som deres boltreplads – et (vid)under, at vi ikke ramte nogen – den konstante brug af hornet havde ringe virkning.
Og så var vi ankommet til LAI CHAU, en by på sølle 20.000 i 600 m højde, hvor to floder mødes.

Men sikken et hyggeligt guesthouse (det bedste af byens 3) man havde udsøgt til os.

Her blev bilerne spulet efter dagens strabadser. Vi skyllede halsen, og de fleste af os blev indkvarteret i hyggelige træpavilloner med hver 6-8 værelser. Her bredte charmen sig, da alt var af tyndt træ, så hvis ens sprogøre kunne klare lidt mere, så var der rig mulighed for at blande sig i kommunikationen mellem værelserne.

Vi fik alle en god middag på balkonen; jeg fik mig en snaps med chaufførerne, vi kunne 10-15 simple sætninger på vores fælles fremmedsprog, men glæden ved at dele en "local drink" med de hjemmehørende er den samme i alle de lande, jeg har bevæget mig i.
Lørdag 6/10 2001 - 6. dag. "Ikke langt, men længe" mod SAPA.

Bilturens sidste stræk. Præget af gårsdagens oplevelser var det ikke afstanden, der var vigtigt. Turen var på ca. 250 Km, hvor lang tid skulle der afsættes til dette?. Og vi skulle over Vietnams højst beliggende pas (vistnok kaldet TRAM TON) i en højde af 1.900 m.

Jeg vågnede kl. 5:30 og i stedet for at kaste mig om på den anden side (af hvad), så op og i klunset og ud for at se byen vågne. Men den var allerede vågen – godtnok lidt søvndrukken, men den lokale smedje var i gang, ligeledes snedkeren; skolebørn på vej med slidte tasker og gnaskende på lokale frugter , og alt dette kl. 6:20.

Fortove og hele vejen blev fejet (med de karakteristiske riskoste), mange hunde løb omkring. Her så jeg ingen Tai Chi (morgengymnastik) som i Hanoi, her er den daglige dont motion nok. Fjernsynet kører i de små hjem langs vejen; en bolig her er en forretning, et værksted, et kontor direkte ud til vejen, hvor det praktiske rum samtidigt er dagligstue, med soverum og køkken bagved.

Afgang kl. 8:00 og afsted til nye oplevelser. Direkte nordpå op mod grænsen til Kina. Vi var "kun" 20 Km fra grænsen (én time i bil). Vi fulgte floddalen det første lange stræk, men den venlige flod havde dog ædt en del af vejen på en strækning af 2-300 meter. Vores Four Wheeler klarede også dette, da vi kørte gennem eng-arealet ved siden af den forsvundne vej.

Dagens inspiration:

Gøre holdt for en vandpibe smøg,
Møde en jæger – en gammel forlader er hans våben, der nedlægger fugle og aber,
Gøre holdt i lille by, studere lokal handel på markedet, en symaskine bliver solgt. Den gode gamle "Singer" model med håndsving og trædepedal som ekstra udstyr (husk ingen elektricitet),
Tærskeværk for ris, kulfyret dampmaskine som trækkraft, kunne tærske en spandfuld på 15 min,
Ude i terrænet: Pludselig én moderne bulldozer og tyve mand ved at springe sig vej gennem klipperne for at få vejen væk fra et faretruende flodleje, der 100 meter længere nede havde undermineret bjergsiden (gad vide hvornår det sker). Vores vej er den eneste i hele provinsen som går nordpå,
Vi mødte ca. 10 modkørende biler på hele formiddagen - og overhalede ingen,
Troværdighed og ærlighed synes at være fremherskende, jeg havde aldrig betænkeligheder ved at efterlade bilen ulåst – (af den simple grund at den ikke kunne låses).
Over passet.

Vi gjorde holdt for frokost i byen PHONG THO. På en "rederant", der tilsyneladende havde disse "trekking hold" som hovedindtægtskilde. Herlig nudelsuppe, dagens variation bestod af kylling og ikke svin – suppen synes måske simpel men kan smage fortrindelig – og gør det oftest.

Opad mod passet under Vietnams højeste bjerg, PHAN SI PANG, på 3143 m. Det blev køligere men ikke koldt, men vejret skiftede brat, da passet var passeret.

Efter 4 dage på landet med overvejende sol og lidt tyndt skydække, temperaturen omkring 20-30 afhængig af højden, så kom vi nu over på den anden side med primært højere luftfugtighed, derfor megen tåge, klamt, varmt, intet kunne eller ville tørre. Naturen er forunderlig.

Nu gik det nedad de sidste 15 Km mod målet : SaPa. Ankom kl 17:00, så hele dagens tur var på 9 timer for de 250 Km inkl. frokost og andre mindre pauser. Et andet skift end vejrliget var vejliget = underlaget. Vi var nu på asfalt igen.

Havde hørt meget om SaPa, var derfor spændt på hvordan og hvorfor denne by havde al den opmærksomhed. Blev indlogeret på hotel "Trade Union" ved siden af Topas’ rejsekontor i byen (mere korrekt : Deres samarbejdspartner) . De kære mountain bikes fra lille Danmark havde nået deres mål.

Og hvad skulle vi foreslå til middag efter dagens mættende oplevelser : God gedigen Pizza på byens eneste italienske restaurant, naturligvis til priser, der var 3 gange højere end de lokale retter. Men pyt - prisen for een kop kaffe var den samme som et helt måltid dagen før.

Andre førstegangs indtryk:

Alt liv foregår på 2-3 gader i byen; her ligger markedet og spisestederne, samt en del barer for turisterne - fik afprøvet en enkelt af disse (barer) efter 4 dage i "felten"
Hvis man ikke har mødt minoriteten Black H’mong før, så findes de her ( , der og alle vegne); relativitets begrebet er lige smuttet : Her er det majoriteten. Man "overfaldes" af ivrige sælgere, kvinder i alle aldre, med eller uden børn, med eller uden tænder, men altid med varer til salg. Disse bliver holdt op, holdt frem, bundet om én – så det kræver tålmodighed og mange overbærende smil at sige Nej Tak, 250 gange i timen. Gadesælgerne i Hanoi har meget at lære i pågåenhed.
Men på værelset var der fred, Go’nat.
Søndag 7/10 2001 - 7. dag. "Rekreation i SAPA".

Ingen morgenmad på hotellet, men derimod hos "Mimosa" nede på hovedgaden. De var vandt til udlændinge, for inden man kunne spørge til en udsøgt nudelsuppe, blev der serveret juice, kaffe, baguette, smør, lidt marmelade, lidt frugt = standard morgenfoder for udlændinge. Den kunne varieres en anelse : Lipton posete i stedet for kaffe.
Sa Pa.

Black Hmong´s ved Sa Pa

Oprindeligt en landsby med minoriteten Black H’Mong, Blev udvalgt af franskmændene omk. 1920 som udflugtsmål fra sommerens varme i Hanoi, da stedet mindede om den bløde del af de franske alper. Da den fremmede befolkning forsvandt efter 1954 sygnede SaPa hen til et ukendt sted, men vågnede op igen da turismen kom til landet – og blev tilladt – efter 1980. Og nu er turismen – på godt og ondt – byens indtægtskilde. Fra min datters besøg i 1995 til nu 6 år efter, er antallet af hoteller / guesthouses (dog stadig den mindre udgave af typen) steget fra 3 til 20. Byen ligger i en højde af 1.600 m, har nu ca. 25.000 indb.

Faldt i snak med en yngre mand på en "havesti" neden for byen. Han var 20 år, havde afsluttet high school, men havde ikke råd til at drage til hovedstaden for at studere, så nu måtte han hjælpe til med at forsørge familien. Hans far arbejdede i byen Lao Cai, 2 timers buskørsel væk (45 Km) og kom kun hjem hver anden weekend. Det ville koste ham USD 500 (DKK 4.200) per år, hvis han skulle studere i Hanoi. Hans håb var at kunne spare dette beløb op over 2-3 år ved at være turistfører for alle "jer rige" fra udlandet.

Om eftermiddagen tullede jeg uden mål ud af byen ned ad den vestlige udfaldsvej. I udkanten af byen blev jeg antastet af en yngre mand, der ihærdigt forsøgte at stoppe mig. Jeg troede det var en turistsælger, der ville prakke mig en motorcykeltur på. Efter en del udveksling af ord på hvert vores hjemmesprog, lidt skubben frem og tilbage, kom der en lokal og fik min tælleprås til at virke. Jeg skulle betale turistskat for at komme ud af byen. Ungersvenden var "grænsebetjent" i civilt antræk. Altså fulgte jeg pligtskyldigt med tilbage til stedet, hvor manden havde begyndt at råbe efter mig. Og der stod et skilt – samt en åben bom – der med klar skrift bekendtgjorde, at udlændinge skulle erlægge en "vejafgift" på 5.000 Dong (3 DKK). Jeg havde overset begge dele; betalte og sagde undskyld for min ringe opførsel overfor en embedsmand. Forsøgte at give et råd om at medbringe hans billet-kupon-hæfte næste gang han jagtede en sløset turist.

Nu var solen kommet frem, men mere vigtigt: nu kunne man nyde udsigten over dalen – og det var da ganske pænt. Nej, det var flot.

Jeg travede 4-5 Km ud og ned, fik hilst på 3 piger mellem 10-17 år, der var ved at høste ris. Marklodderne var små (300-1000 Kvm) og alt foregik per håndkraft, risene blev skåret med et håndsegl, tærsket ved at slå stråene mod en "trillebør", kastet op i luften for at fjerne løse strå, og efter mange timer havde man de "løse ris". Og så videre til næste jordlod. Landsbyen Cat-Cat lå længere nede i dalen, og "knallertkørerne" fra SaPa tjente til livets ophold ved at agere taxier for bonden, der havde været til marked i SaPa. Samt for alle de energiske kvindelige sælgere, der skulle hjem og hente nye forsyninger af husflidsarbejder.

På hovedgaden i Sapa blev der spillet badminton – jævnligt afbrudt af biler, der skulle forbi. Jeg fik lov at spille med – og høstede anerkendende bemærkninger for baghånd og bag ryggen slag – kontakt via en sport sker hurtigt.

Efter fællesmiddagen var et nyt modebegreb ved at bide sig fast : Pandekager, og i dag efterfulgt af en snaps fra flasken med en slange i = den lokale "cognac".
Mandag 8/10 2001 - 8. dag. "Trekking på prøve (i SAPA)".

Vi skulle på en endags travetur, som opvarmning til 4 dages trekket dagen efter.

Vi vandrede ud af byen i vores spraglede udstyr, og ingen tvivl om at de lokale kiggede på os med undrende miner. Der blev passet godt på os. Hanne og Sidsel var danske tur-ledere. Vietnam Sang havde fået assistance af TWYN, som skulle være vores hoved-guide på de næste 4 dages trek; derudover 2 kokke, SONG (ikke at forveksle med SANG) og GIAN, og en lokal bærer, Mister Li. Der var rigtig godt tjek på arrangementet.

Efter 3-4 km var det væk fra alfarvej og ind på de lokale stier, og så gik det ganske jævnt opad. Efter en time var de fleste mere våde indefra end fra den svage finregn, der fulgte os et par timer. Af med regntøjet og disen lettede efterhånden for at åbenbare et frodigt landskab. Stierne var godt plørede – og glatte, de fik et par hidsige kommentarer, når man mistede fodfæstet. Havde det være tørt og solrigt havde vi sikkert klaget over støvet og solstik. De lokale gik uden problemer i deres plastik sandaler.

Middagsopholdet var i en lille landsby, HAU THAO. Vi fik kigget på skolen, som tit var samlingspunktet i landsbyerne. I modsætning til jeep-turen kom vi her meget tættere på dagligdagen i en landsby. Børn er jo meget hurtigere til at få skabt kontakt og inden længe havde Maya og Rebekka en flok af nysgerrig ungdom omkring sig. Maya fik forklaret, at hun var 12 år, de lokale piger var 15 og 13, men 30 cm lavere. Stor moro opstod, da Maya og Hanne blev præsenteret som datter og mor (hvad de jo var).

Efter et udsøgt nudelmåltid afsluttet med lokale appelsiner og bananer gik det i behageligt opholdsvejr hjemover. Vi mødte vandbøfler og deres hyrder. Disse store dyr kunne klare skråninger og glatte underlag, som vi ikke ville ha’ vovet os ud på. Hjemme i SaPa ved 16:30 tiden. Jeg havde ikke været på toppen grundet min halsvirus, men en tur under bruseren og 2 timer under tæppet gjorde mig klar til fællesspisning, men jeg stemplede ud efter måltidet og gik i kanen. De andre var ude for at få sig en pandekage og endnu en slange-snaps.
Tirsdag 9/10 2001 - 9. dag. "Ud på Trek, til SIN CHAI".

Turens højdepunkt : 4 dages trekking i dalene omkring SaPa.

Efter 9 timers søvn var jeg nogenlunde frisk til starten. Vi havde alle lidt svært ved at forestille os, hvad der ventede os. (Men det var ikke slemt).

Turguide SANG havde forladt os for at ta’ tilbage til næste hold i Hanoi. Tak til ham for behageligt (men lidt genert) samvær.

Pakkeforvirringen i den tidlige morgenstund :

Vi havde hver fået udleveret en stor vandtæt "pølsesæk", der skulle huse vores almene bagage (sovepose, ekstra tøj,,), (vores egen rygsæk og overflødigt gods blev efterladt på hotellet),
Dagstur-rygsækken blev pakket med vand, foto, lidt ekstra udstyr, regnslag,
Vi havde 8-10 bærere, alle fra stammen Black H’Mong. De imponerede ved at slæbe alle vores bagagesække, plus mad og kogeudstyr, bestik, og andet praktisk udstyr (såsom myggenet),
Kokkene, SONG og GIAN, samt Mister Li sørgede for alt det praktiske,
TWYN og Hanne fortalte om ruten, vi lyttede og Sidsel tog notater til eget brug,
Vi blev kørt i jeeps ca. 15 Km uden for byen til landsbyen SU PAH. Herfra skulle vores færd gå.
Der blev udleveret lange vandrestokke, der viste sig særdeles praktiske, da vi senere skulle vandre på de smalle jordskel i rismarkerne.
Vandring nedad dalen til næste landsby : BAN HO, hvor vi spiste frokost.

Videre : Nedad – hen langs floden – lidt op – ned – op – henad – mest op – og så var der gået 5 timer siden start – og vi kunne stadig se, hvor vi var blevet sat af. Fra BAN HO var ruten langs floden i bunden af dalen, dog ikke sådan at vi gik "langs med" floden, da vi bevægede os en del op og ned ad stier på den ene dalside. Varmt og fugtigt, men ikke klamt som i SaPa, da vi nu var nede i ca. 700 m højde.

Vores mål var landsbyen SIN CHAI B - der er også en Sin Chai A liggende lidt højere oppe end B. Vi krydsede floden på en gammel gangbro – og senere også en nyere – for så at begynde at kravle opad, da vi skulle over et mindre pas for at komme til SIN CHAI. Vi fik tanket frisk vand i THAN PHU inden opstigningen.

Flokken blev spredt godt ud grundet forskelligt tempo – men lige inden mørkets frembrud var vi alle fremme ved "hotel Bamboo". Landsbyen, der bestod af ca. 20 huse (og en skole) var beboet af "Red Dao". Ved et af de større landhuse havde Topas fået bygget 5 simple bambushytter, der nu blev vort hjem for 3 nætter. Hver hytte husede to par.

Oppe i "stuehuset" var husets største rum ("opholdsstuen") ryddet og tjente som vores spisestue. For os med lange lemmer og korte sener er det en prøvelse at sidde på de lave taburetter (25 cm høje) i længere tid. Så luksus var at sætte sig over langs væggen, hvile ryggen mod væggen og strække benene ud – med en dåseøl i hånden.

Her sidder så 16 danskere i en landbolig og spiser mad fra køkkenet ved siden af. Lerstampet gulv, åbent ildsted, en elektrisk lyskilde – et neonrør kaster et sparsomt lys over bordet med 3-4 termokander varmt vand til pulver kaffe, lokal te og øl. Ellers er det tællelys i lamper, der må klare bordbelysningen.

Mæt af indtryk kaster vi os i poserne – nogle før end andre.
Onsdag 10/10 2001 - 10. dag. "Heldags tur omkring floden".

Første morgengry i "hotel Bamboo" byder på hanegal, gryntende grise, vrinskende muldyr, og kort efter de første menneskestemmer. Dyrene bliver fodret først, så menneskene bagefter. Børn bliver sendt i skole.

Vi udlændinge har et skur med en stor balje vand som vaskerum, og et andet skur med pedal-lokum, med konstant rindende vand fra en mindre bæk længere op ad højdedraget.

Vores morgenmad er store majs pandekager – med eller uden bananer. Efter behørig kø-kultur ved toilet-skuret starter vi på dagens trek. Op til skolen på toppen i SIN CHAI A og her den klassiske oplevelse : Vi omringes af 20-30 børn, og vi kommenterer hinandens opførsel, påklædning og udseende. Et par yngre lærere holder sig lidt genert i baggrunden. Drengene er mere pågående end pigerne, men hvis vi kommer helt tæt på, bliver de enten forlegne eller overstadige og trækker sig lidt tilbage.

Vandringen går derudad på lerede småveje, senere stier, roligt tempo, behageligt vejr, kun lidt sol. Nedad til en ny landsby ved floden. Vi skulle krydse en mindre flod, men vandstanden var lige en anelse for høj til at komme tørskoet over. Altså måtte vores "køkkenhold" bygge en "spring fra sten til sten" overgang. Dagens ingeniørarbejde blev klaret i fin stil med megen morskab.

Vi holdt middagspause ved en overdækket træbro over en anden flod. Mens køkkenholdet gik i gang, gik vi andre til badning i floden. Fra landsbyen nær ved, SUOI THAU, kom er 15-20 børn for at studere os. Mellem store sten i floden var der et par "laguner", der gav plads til en herlig dukkert i klart og varmt vand.
Middagen blev serveret efterfulgt af kaffe – og herligt klart vejr.

Vietnams ødemark : Kigge op, kigge ned, kigge rundt, skyomkransede højdedrag, rismarker, en muldyrskaravane, et par kvinder (Red Dao) i marken, grønt, frodigt - et landskab der er rammen om et primitivt, simpelt og harmonisk men hårdt liv.

På hjemturen delte vi os i to hold, en normal rute og en nemmere rute. Den nemme rute viste sig at byde på en udfordring for Niels-Erik, der tog et forkert skridt og styrtede 2-3 meter ned ad skrænten. Mister Li fik ham hurtigt hevet op og plukket nogle lokale urter/blade til at stoppe blodet fra hudafskrabningerne, (man skal høre meget før ørene falder af).

Men det hørte vi andre først om, da vi var kommet hjem fra vores tur, der bød på :

Plukning af vilde figner,
Spisning af andre vilde frugter, som TWYN og SONG fandt undervejs, samt søde blå kartofler,
Krydse floden, vi havde badet i, længere nede; af med støvler og sokker, bare for at finde ud af at vores velplejede fodsåler ikke egner sig til at gå på småsten, krabber, eller hvad der nu måtte være dernede i vandet. Vi måtte alle støtte os til vores kære gode lokale folk, mens vi balancerede gennem strømmen,
Og så gik det opad ad en sti eller mangel på samme, i lang tid. Sidsel tog hendes højdemåler i øjesyn, Klaus havde vandret i andre bjerge før, så de udvekslede meninger og erfaringer, mens jeg bare koncentrerede mig om de næste 3 meter foran mig,
Og så efter 1 times (mere var det ikke) udsøgt fysisk anstrengelse var vi oppe, drivvåd af sved, overophedet kropsmotor, nyde den sidste slurk vand, og tilbage i hotel Bamboo endnu engang en forfriskende etagevask med bjergvand fra det store trug. Ens egen sæbe passer ikke til det bløde vand. Men frisk igen.
Torsdag 11/10 2001 - 11. dag. "Tur til NAP THAN og en Føs’da’".

Jette havde føs’da. Da morgenlydene havde kaldt til samling var de kreative oppe og havde dekoreret med improviserede flag (rødt og hvidt fra Cola dåser) og vilde blomster.

Dagens tur førte os til NAP NEU, hvor vi efter den obligatoriske pause ved en skole, igen delte os i to hold. De med energi – fortsatte vandringen til NAP THAN, der bebos af Flower H’Mong.

Vi fik lavet frokost nudelsuppe hos en tilfældig lokal familie.

På hjemturen kom vi igen til NAP NEU; på pladsen foran skolen var der et større sammenrend. Man havde fået landsbyens første motorcykel. Den skulle jo prøves af alle de unge mænd. De springer som gazeller rundt på vanskelige stier og på smalle rismarker, men holde balancen på en motorcykel voldte dem en del vanskeligheder. Vandbøflerne var i gang med deres mudderbad lige ved siden af pladsen.

Efter endnu en dejlig skyller i vores nu efterhånden hyggelige badeskur var det tid til at fejre Jette’s store dag. Desværre bød min maves tilstand mig at holde igen på alle goderne :

Helstegt pattegris,
Friskslagtet høne,
Rødvin, slæbt hele vejen fra SaPa af vores tålmodige bærere,
Skænket i vinglas i en rå hytte ude "i vildmarken",
Lagkage med lokale frugter,
Afsluttet med lokal "likør" (frugtvin),
Tillykke blev der sagt, sunget blev der også,
Og Jette så glad ud – nu en erfaren person på 53,
Maya og Rebekka lærte alle de af landsbyens piger, der havde samlet sig i huset (8-9), at synge på dansk.

Familien, hvis hus vi var i, var på 3 generationer, med bedsteforældre på 60-62, næste generation på 30-35 med fire børn.

Trods festlig stemning måtte Mette søge hvile, da vi kom tilbage fra dagens tur.

Nogle af holdet havde megen moro om aftenen med vores vietnamesiske guide TWYN og kok nummer to GIAN. Kok nummer et, SONG, var på besøg hos sin kæreste. Hun var lærerinde i en landsby 1 times motorcykelkørsel fra os. SONG havde selv været lærer i (vistnok) 7 år i hele dal-området, så han kendte en del børn rundt omkring.
Fredag 12/10 2001 - 12. dag. "Hjemover til BAN HO".

Sige farvel til hotel Bamboo. Pakke sammen og sidste besøg i vores opholdsstue, hvor der nu hænger et postkort af Københavns Nyhavn.

Vores almene tilstand bevirkede, at vi delte os i to hold. Mette var blevet sløj. Den korte tur var over THAN PHU til BAN HO. Den vej tog vores bærere samt mødregruppen, plus Vibeke, Jytte, Mette og Klaus.

Vi andre holdt fanen højt og drog op til passet ved skolen i SIN CHAI A, hilste på børnene for sidste gang.

Ned ad bjerget til floden fra første dag, godt vandrevejr men som sædvanligt fugtigt og sveden piblede hurtigt frem. Flot tur gennem et par landsbyer (NAM SAI), før vi nåede frokoststedet i skolen XA PHO. Det var her SONGs kæreste var lærer. Jeg fik mig en middagsslapper i de to kvindelige læreres værelse, mens de andre underholdt børnene med at indvi dem i Danske hinkeruder. De lokale drenges yndlingslegetøj var trillebånd af ståltråd eller en lang kæp med en tværstang, der gjorde det ud for en motorcykel – deres kæphest.

Sidsel tegner hinkeruder

I stedet for at vælge den nemme løsning med at følge stier hen ad dalsiden, var der jo andre muligheder. SONG og GIAN kendte stier, der førte os op – og op ad dal-siden. På et sted valgte vores lokale bærer, Mister Ting, en vej og SONG&GIAN en anden; ingen ulykke - men det tog lige lidt ekstra tid at få samling på tropperne. Vi holdt et par pauser ved nogle af de mange små vandfald. Flot tur.

Sidste på eftermiddagen var vi atter i BAN HO; i huset hos byens "landbetjent" hvor vi havde spist frokost den første dag. Her var der 2 brusere omme bagved og fælles sovesal på loftet – med myggenet. Vibeke og Jytte kunne berette fra deres korte tur, at Mette & Klaus plus mødregruppen havde fået organiseret et par jeeps til at køre dem fra THAN PHU tilbage til SaPa. Mette var meget sløj.

Huset i BAN HO blev brugt af en del trekking folk. Dagen efter kom et hold fra Holland – alle pensionister.

Vi nød trekkingturens sidste aftensmåltid, der i dagens anledning var lidt ekstra smagsfyldt. Aftenen gik med underholdning af hinanden, kortspil med guiderne og selv et par af vores lidt generte bærere kom og deltog. Vi erfarede, at nogle af bærerne havde været med TWYN og en anden dansk Topas-guide oppe på det højeste bjerg, Phan Si Pang (de 3143 m); det er en tre dages trekking/klatre tur fra SaPa.

Der blev delt cigaretter rundt, køkkenholdet gav en risvin, og der blev talt til ti, på mange sprog og dialekter.

God afslutning.
Lørdag 13/10 2001 - 13. dag. "Bad i floden og hjem til SaPa".

Strålende sol bød dagen velkommen, hyggeligt morgenbord.

Vi drog ned til flodens bedste "lagune", der var et flot sted. Et relativt stort vandfald, omkranset af høje skrænter, et par store sten og klippeformationer, hvorfra man kunne springe i det klare – og dybe - bjergvand. Og et lille stykke flodbred med fint sand. Her dukkede to andre danskere op – som Gitte (??) kendte. (Verden er så stor, Mor???)

Efter at ha’ leget og solbadet en time eller mere gik det tilbage til huset. Temperaturen nåede hele feriens højdepunkt : 38 gr. Jeg røg en Cecil – og det hele svimlede : Solstik, væskemangel, opbrugte depoter – aner det ikke. Men jeg slukkede smøgen.

Vi havde to (måske lidt mere) timers vandring op til udgangspunktet, SU PHA, hvor vi skulle afhentes af Jeeps. TWYN og Hanne havde lavet rådslagning om, at det var for varmt, og blev enige om, at sådan var det. En motorcykel blev sendt af sted for at fortælle de ventende jeeps om at komme ned og hente os. Hanne fremhævede med myndig mine, at dette var mod Topas’ principper. Vi andre nikkede samtykkende – og var glade for at slippe for disse principper – bare lige denne dag.

Vi samlede drikkepenge til vores bærere og nød turens sidste nudelsuppe. Den gav god næring og fyldte mine depoter langsomt op igen.

Hele banden inkl. vores bærere kom hjem med jeep til et klamt SaPa, der lå 90 minutter væk og 1.000 meter højere oppe. Vi fik hvide knoer af at holde fast, mens vores jeep-kortege på 3 kæmpede sig gennem stenbrud, lerskred, mindre vandløb ad en hullet vej, der af de lokale betegnes som "fremkommelig vej". Vores jeep kogte over, så al vor resterende drikkevand kom til at gøre nytte, nu da vi ikke skulle bruge det til vores egen krops vanddepoter.

Kommet op til SU PHA, hvor vi startede for 5 dage siden, kunne vi nu se ud over den dal, der havde været vores boltreplads – og kostet os blod, sved men ingen tårer.

Vores hotel, Trade Union, ventede på os, og efter den obligatoriske flytten rundt på pakkenellikerne var det ud til - Pizza. Fem dages trek havde sat sine mentale spor. Da jeg ikke havde kunnet smage på den rødvin, der var gratis omdelt ved Jettes store dag, tillod jeg mig den vilde luksus at betale mig til en hel flaske fransk rødvin nu. Den kostede mig DKK 100, som var det samme, som jeg havde brugt sammenlagt på alle 5 trekking dage plus de to dage i SaPa.

Jeg afsluttede aftenen oppe ved et hotel tæt på den franske katedral; her var der optræden af nogle "folklore" grupper, der sang, spillede og dansede traditionelle "sanglege for voksne". En bambus-stang dans var inspirerende at se på, den var tilsyneladende almen kendt, da publikum blev inviteret op på scenen for at være med. Lange bambusstænger holdes vandret tæt mod jorden, parvis sidder 3-4 hold "stang førere" overfor hinanden, hvorved der dannes et rektangulært mønster "på danse gulvet". I takt til musikken klappes stængerne sammen, mens danserne elegant (eller modsat) flytter fødderne rundt uden at komme i klemme.
Søndag 14/10 2001 - 14. dag. "Nattoget til Hanoi".

Hviledag samt læse og skrivedag.

Nu havde vi været to uger i Vietnam, heraf den meste tid i højlandet nordvest for Hanoi. Her bor der ingen (meget få) etniske Vietnamesere men primært diverse stammer af Bjergbønder, omtalt som minoriteter. De er de eneste, der grundet tradition, livsformer, værdinormer kan klare at opretholde livet i et oprindeligt selvforsynende landbrugssamfund. I disse egne er H’Mong den mest udbredte minoritet (ca. 500.000), der igen deles op i diverse undergrupper (Black, Red, Flower), men der lever andre 10-15 minoriteter i dette område. Da dette højlandsområde er rimeligt stort (300 x 400 Km) og gennemkrydses af bjerge, dale og floder, var det ikke dagligdags at besøge nabo-stammen i den anden dal. Hver stamme havde specialiseret sig gennem årtusinder til et liv i dalen eller et liv i højden. H’Mong er mere til højden, White Thai til de brede dale, og Dao sådan midt imellem. Mange af disse minoriteter er spredt ud over Syd-Kina, Laos, Thailand, da naturens levevilkår ikke kan sammenblandes med en politisk eller militært aftalt landegrænse.

Midt på eftermiddagen af sted til stations- og grænsebyen, LAO CAI. Fik sagt farvel til TWYN, kokkene SONG og GIAN (der havde lært at sige Mi’an = Marianne) og de andre omkring Topas’s partner i SaPa, hustruen og sønnen. Med GIANs tegnsprog af hjerter og roser som afsked gik det nedad – 35 Km til grænsebyen til Kina. Én times kørsel i bus. Byen var større end forventet, men typisk indtryk af "bikset småindustri" blandet med store cementværker, grusgrave og hastigt opført boligbyggeri.

Stationen var godt pakket med 90% lokale og 10% blanding af backpackere og andre turistgrupper; alle slæbende på deres former for bagage.

Tjekke ind på hardsleeper vogn nr. 9, kupeer med plads til 6. Vi var 13, så Hanne delte kupe med de lokale. Afgang kl. 18:45 (til tiden) og sølle 340 Km skulle nu klares på 10 timer, og mod forventning var det overstået på 9 1/2 .
Mandag 15/10 2001 - 15. dag. "Tilbage i Hanoi".

Søvnige på sjæl og legeme fik vi bakset vores bagage ud af toget og slæbt det ud til en ventende minibus fra vores Hanoi hotel.

Vi var blevet taget på sengen med at toget var ankommet før tid, så lidt hektisk fik vi alt pakket sammen. De lokale slæber jo ikke rundt på liggeunderlag, sovepose, natkluns bare for en sølle tur med nattoget.

Vi vækkede hotelpersonalet kl. 5:30, fik alle et værelse, et bad, arrangeret vasketøj, vesterlandsk morgenfoder, og så var der dømt rekreation.

Jytte og Niels-Erik gjorde det ved at gå til Tai Chi morgengymnastik ved søen, Marianne gik til køjs - uden Gian, og jeg tog på kød-markedet nord for det store Dong Xuan marked, som er byens største "markedsrum".
Travede den gamle bydel på kryds og tværs, ud til den gamle bro over Red River. Den eneste bro over floden, der her er 7-800 bred, indtil år 1986 – og det i en million by. Den gamle bro er nu kun for tog og cyklister.

Om aftenen havde 7 frivillige (Maya og Hanne, Vibeke og Ole, Marianne, Karen-Marie og jeg) ofret sig – ikke til guderne – men formedelst DKK 50 til at smage den lokale ål : slange. Vi kørte ud til "slange restaurant kvarteret", hvor vi blev modtaget af en kro-fatter. Det var jo inspirerende at se, at han manglede en pegefinger, som han havde sat til i sin omgang med hans indtægtskilde.

Fra et stort bur blev der hentet to friske slanger, bragt op i vores lokale, slagtet på stedet, presse blodet ud i et vandglas, skære hjerte og galden ud, og så ud med slangerne til køkkenet. Vi kunne så more os med at få skænket blodet i snapse glas, blandet med en lokal brændevin, og "Gong Lai" (Tomt glas), ned med eliksiren.

Nu kom turen til hjerterne.

To frivillige, Vibeke og Marianne, fik æren. Op i glasset, mer alkohol på, og lige så snart hjertet holder op med at pulsere (det tog 3-4 min) var det tid til at synke. Det kneb for Vibeke i første forsøg – men øvelse gør mester og hun fik bugseret det lille hjerte ned bag svælget (hendes eget). Efter denne manøvre oplyste en plakat i lokalet, at de havde taget det første skridt mod forebyggelse af alskens sygdom (en liste på 17 almene sygdomme eller skavanker).

7 retter kom der ud af vores to slanger, og det klassiske spørgsmål : Hvordan smager det? En ret som kylling, suppen var god med en pikant smag af fisk, de stegte stykker var der ikke meget kød på, de friturestegte var bedst, men manglede lidt saft i kødet, hale-og-hoved biksemaden var fint dryppet med soja og chilli, og resten har jeg glemt - men jeg har smagt bedre slange-retter.

Hvis slange ikke er sagen : I en anden del af Hanoi ligger der en gade med 60 restauranter, der alle kun har "hund" på menuen).

Sluttede af med en fadøl på den internationale bar henne på hjørnet ved hotellet.
Tirsdag 16/10 2001 - 16. dag. "Afgang til bade ferie, Ha-Long Bay".

Efter de foregående 2 ugers oplevelser ude i terrænet var der set frem til denne del af turen, som skulle være indslaget for badenymferne.

Jeg har kun positive kommentarer til den måde hele ferien er komponeret på. Først lidt tilvænning til livet på landet via en bil-tur, der langsomt - men sikkert - bringer os ud i mere primitive leveformer, dernæst en "øvelsesdag" til trekking, så selve trekking turen, og indimellem lidt pause dage på gode standard hoteller (SaPa, Hanoi). Og nu slutteligt lidt oplevelser på vandet - i afslappet tempo.

En fin airconditioneret minibus bragte os fra Hanoi til Ha-long City. En tur på 120 Km over 2 timer med en pause i SAO DO, hvor alle turister gør holdt for at købe kunsthåndværk og håndfremstillet souvenirs fra et center for handicappede børn.

Vi kører igennem området langs den Røde flod, der er Vietnams vugge. Store og små floder kommer fra bjergene op mod Kina og danner grobund for ris- og grøntsagsdyrkning.

Den første halvdel af strækningen er vejen 4 sporet og fører til Hai-Phong, der er Vietnams største havneby, Denne vejstrækning er den bedste i Vietnam – for motoriseret trafik, men det afholder dog ikke muldyrs køretøjer fra at foretage hasarderede manøvrer på tværs af vejen.

I Halong turisthavn venter vores båd, én af mange (100??). Ombord og lette anker. En "luksus liner" med plads til ca. 30, så der var god plads til os 15.

Ud af havnen og inden længe var frokosten klar : "Alt godt fra havet". Der blev serveret store rejer, små rejer, krabber, 2-3 slags fisk, grøntsager. Det hele fint anrettet med dug på bordet – og man kunne købe herlig kølig fransk hvidvin. Ikke ringe. Og sikken en udsigt.

Ha-Long Bay med de karakteristiske limstens formationer tittende op af det smaragdgrønne vand med passende uregelmæssighed. Der er ca. 3000 af disse ubeboede små øer.

Oven på frokosten var der lidt motion, idet vi lagde an til en grotte, hvor vi kunne fornemme lidt af en drypstens hule.

Eftermiddagen gik

Badning fra båden,
Ta’ billeder af det imponerende landskab,
Vinke til andre lidelsesfæller = turister på andre både,
Få fiskebåde, men lidt perle og østers "dambrug" i form af fastliggende ynglebåde,
Solbade, pludre, læse, hygge,
Sammenlignede hele sceneriet med bjergene i Guilin i Kina : Samme topologi, der på land, her i vand,
Middag med solnedgang – og mere seafood,
Ankre op for natten i en bugt, med et par andre både i nabolaget - meget lydt på havet,
Kortspil og morskab,
Arrangere natteleje oppe på dækket,
Vågne op til morgendis og lidt små rappe vindstød, der tog et par håndklæder (Gittes) med ud over rælingen.
Onsdag 17/10 2001 - 17. dag. "På øen Cat Ba".

Kun en kort tur fra overnatnings bugten og vi var ved havnen i byen Cat Ba på syd-siden af øen med samme navn. Vi blev afhentet af en bus, der bragte os til et af de ca. 10 nye hoteller, der enten lige var eller snart ville åbne. Turismen melder sig.

Vi blev indkvarteret på "Sunflower", nyt hotel på 8 etager, god motion at gå hele vejen op. Strålende sol, gætter på 30+ gr. Og en meget let brise fra havet.

De fleste tog til stranden. Men først efter vi havde set fjernsyn på en Sony storskærm i foyeren. Vi havde ikke skænket verdens situation mange tanker i to uger. Nu stod den på alarm om miltbrand pulver i USA. Og til kontrast blev der vist fodbold fra Europa-league mellem Manchester United mod et italiensk hold, som MU tabte 2-3. Selv under primitive forhold i Vietnams mindre byer spores påvirkningen fra vores vestlige medier : CNN og BBC.

Stranden var god og vandet herligt; ikke så stor, men da vi var de eneste, havde vi masser af plads.

Aftenens fællesmiddag var ude på et af de mange flydende spisesteder. Det er fast forankrede både, der har alskens fisk i hyttefade lige uden for. Vi blev roet derud i en sivbåd, man skal holde godt øje med balancen i sådan en fladbundet jolle.
Torsdag 18/10 2001 - 18. dag. "Tilbage til Hanoi".

Afgang fra hotellet kl. 7:30, frisk gåtur ned til havnen (med en lille afstikker fra nyudnævnt tur-leder Karen-Marie), hvor vores luksusliner ventede. Solskin, 30-32 gr, og derfor endnu en badetur fra båden.

Tilbage i Hanoi var det sidste chance for indkøb – og det blev udnyttet. Men med forskellig intensitet og intention. Men et par håndsyede silkedragter skiftede ejer.

Jeg købte krydderier, tørrede rejer, svampe og risdej til mine køkkenkunster. (Den vietnamesiske fiskeolie, nuoc nam, er verdensberømt). Besøgte det mindre marked, Hang Da, tæt på den franske katedral, der imponerede med deres udvalg af vestlig spiritus, (Cognac, single malt, armagnac, Calvados, Grappa).

Og så var der dømt afskedsmiddag. På gadebørnenes restaurant, HOA SUA, på en gade syd for Hoan Kiem søen.

Det var turens bedst arrangerede middag. Høj effektivitet, venlig betjening, og flot dekorerede retter. Måske lidt for international i smagsmønstret, men da de nu engang levede af de internationale gæster, kan man jo ikke bebrejde dem dette.

Niels-Erik, som alderspræsident, havde fået hvervet at takke Hanne for en særdeles god tur. Hun fortjente den hyldest – med rolig hånd havde hun klaret alle de op og ned ture, som vi, terrænet og andre begivenheder udsatte hende for.

Vi gik mætte af føde og indtryk tilbage mod hotellet og sagde farvel over endnu en fadøl på hjørnet.
Fredag 19/10 2001 - 19. dag. "Hjemrejse".

Dagen med mange variationer over ordet "Sidste".

Sidste morgenfoder med baguette og spejlæg,
Sidste gang vi brugte den lokale møntfod DONG,
Sidste indkøb af lokale cigaretter for mig; CD, DVD, silkekluns og ekstra kufferter for andre,
Sidste gang Jytte og Niels-Erik kom til morgen Tai Chi ved Hoan Kiem søen,
Sidste foto af hotel og personale, og mange gange "sidste gruppe billede" af os,
Sidste film, for Karen-Marie, da receptionisten ikke kunne finde blitzen og åbnede kameraet,
Sidste bustur, ud til lufthavnen,
Første gang vi oplevede et Århusiansk firma installere det nye conveyer system i den helt nye afgangshal i Hanoi’s lufthavn, de havde også brug for tålmodighed i samarbejdet med lokale,
Første gang vi betalte kontanter i USD i Vietnam - og prisen var steget fra USD 10 til USD 14,
Og derefter lettede Singapore Airline, SQ175 kl. ca. 14:45 mod Singapore.

Bye-Bye, Vietnam og Hanoi, du var nok en rejse værd.
Ophold i Singapore.

Vi ankom til Singapore ved 18-tiden lokal tid og skulle (vistnok) lette mod Kastrup lige over midnat, altså 6 timers ophold. Det var for meget til bare at tulle rundt i lufthavnen. Jeg kender lidt til Singapore og havde tilbudt at være turguide for en tur til centrum. Grundet menneskets instinkt for at være flokdyr kunne vores delegrupper ikke få det til at gå op i en større helhed, så jeg tog af sted alene. Som kontrast til Hanoi, hvor det tog os 2 1/2 time fra ankomst til lufthavn til vi lettede, tog det mig 15 min. at

Komme igennem immigration og paskontrol,
Veksle penge fra USD til Singapore dollers,
Finde ud af taxi-priser, sammenligne dem med airshuttle priser,
Checke bus-tider,
Bestemte mig for airshuttle, og 20 min senere var jeg i Downtown.

Anden kontrast til Hanoi 5 timer tidligere : Ingen cykler, masser af biler, velordnet trafik mønster, masser af lys, flotte spingvand, lysomkransede blomsterarrangementer.

Jeg besøgte et af de overdådige stormagasiner, købte 2 CDer (15% billigere end i DK, 200% dyrere end i Hanoi), fik en stor is, kiggede på folkelivet på Orchard Street, der er hovedindkøbs gaden. Den er mere overdådig end den dyre ende af Strøget med Illum og Magasin og dertil et købedygtigt ungdommeligt publikum, der er en fantastiks blanding af Kinesere, Malaysier, Indere, Thailændere, Indonesere og en del vesterlændinge. Pragtfuld by. (Men glem ikke at staten Singapore i realiteten er et diktatur).

Jeg travede en times tid ned til floden ved Raffels hotel, og tænkte jeg måtte hellere komme ud til lufthavnen igen. Sprang over hvor gærdet var lavest og ville ta’ en taxa. Men på en Fredag aften kl. 22:00 var der ikke mange ledige. Lykkedes til sidst via det almene trick med at hyre en ved et af de store internationale hoteller. Taxi-branchen er domineret af indere – fik en hyggelig sludder med chaufføren, der klagede sin nød over stigende skatter (fra 16 til 18%) og faldende kundeantal.

Ankom til lufthavnen, nød den sidste smøg inden de 13 timer i flyet. Inde i afgangshallen kiggede jeg lige op på diverse skærme – og hjertet slog pludseligt lige lovligt hurtigt – Singapore Airline to Copenhagen : Gate closed. Hurtigt over til den nærmeste check-in skranke, jo flyet var der endnu, men de ventede på en passager. Jeg overtalte den venlige dame til at ringe ud til gaten og meddele, at jeg havde fundet ham. Hu-hej gennem pas- og sikkerheds kontrol, høfligt snyde lidt i kø-kulturen. Jeg tog en dyb indånding ude ved gaten og gik stille og målrettet ind på min plads. Der havde ikke været nogen almen info til alle passagerer om, at én manglede. Jeg hilste pænt på resten af holdet, spurgte om de havde nydt ventetiden og kunne i sandhedens interesse fortælle, at jeg havde haft en god aften i byen. Og så lettede vi 6 min senere.

Hele miseren skyldtes min egen sløsethed . Jeg havde det afgangstidspunkt i hovedet, som var oplyst 3 måneder inden rejsen. Det tidspunkt, der rent faktisk stod på mit bording pass, havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke. På trekking i dalene ved SaPa havde man ikke den slags problemer.

Og så fløj vi i 13 timer, med mad, film, læsning og mere eller mindre søvn.
Lørdag 20/10 2001. "Hjemme igen".

Lander i Kastrup en Lørdag morgen kl. 6:45. En del havde lavet deres egen variant af en tanketorsk. De havde meddelt familien, at de var hjemme Søndag morgen, men det blev klaret via de nu alment aktive "mobilos".

Efter 3 uger i et fremmed kulturmønster falder vi lynhurtigt ind i det der er gængs i Danmark: der tages afsked med et hjerteligt knus til alle.

Mæt på oplevelser, på indtryk så mange, at vi nu må hjem og tygge på dem over flere dage – med eller uden pinde – og så skal de fordøjes.

Diverse familiemedlemmer venter kærligt og må nu lægge ører til alle vores fantastiske fortællinger.

Velbekomme.
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig