Topas Travel Engelsk Norsk Dansk Svenska Min Topas Rejse
Destinationer
Nulstil
Europa  
Asien  
Afrika  
Øvrige verden  
Rejsetype
Nulstil
Sværhedsgrad
Nulstil
Afrejse
Nulstil
Afrejse fra
Nulstil


One life – truck it!

Forfatter: Inga Therkildsen - Vinder af rejsebrevskonkurrence 2003
Ref. VQS
Printvenlig version
At køre 37.000 km gennem Sydamerika i en truck (ekspiditionskøretøj), ført af to professionelle chauffører, er en anderledes og farverig ferieoplevelse. At bestemme sig for at være overlander, hvilket vil sige at leve på en truck og overnatte i telt og en gang imellem på hotel, er en stor beslutning. Men udsigten til at skulle tilbringe vinteren på den sydlige halvkugle i deres sommer, gjorde beslutningen lettere om at tilbringe 23 uger på landeveje af forskellig beskaffenhed.

Jeg forlod Danmark en råkold novembereftermiddag for at flyve til Quito, Ecuador i Sydamerika. Næste aften landede jeg i 3000 m's højde og solskin, og den følgende morgen startede turen ned gennem Andesbjergene.

16 deltagere fra England, Australien, New Zealand, Schweiz og Gibraltar i alderen fra 21 til 66 år prøvede at finde sig tilrette på det nye hjem, trucken. Alt imens det afvekslende bjerglandskab gled forbi udenfor. Det tog et par uger inden dagligdagens rytme helt var på plads i den forskelligartede gruppe. Men der var meget tid til at nyde de forskellige forme og farver på landskabet, mens vi kørte kilometer efter kilometer. Meget af køretiden blev brugt på at kigge ud af de store panoramavinduer i trucken, med der var også tid til lidt kortspil, at skrive dagbog, quizzer af forskellige art, snak, læse en bog og en lur en gang imellem.

Turen gik gennem de golde, men farverige bjerge i det nordlige Peru. Og gennem den peruvianske ørken, som strækker sig langs hele Stillehavskysten. Efter en måneds kørsel kom et af de helt store highligts: Inka-Trailen. Jeg havde booket en 4 dages trekking tur i området omkring Qusqo, den gamle Inka hovedstad. Efter at have pakket næsten al bagagen ned i en vadsæk og overladt til vores engagerede bærere, gik vi af sted i et område med grønne bjerge, klippe områder og sneklædte tinder. Skyerne smøg sig rundt omkring bjergene og os, men gav heldigvis ikke ret meget regn. Den gamle Inka sti, som trailen følger, er ca 44 km lang og bugtede sig op og i landskabet fra 2400 m til 4200 m. Området er oversået med hellige steder og ruiner fra Inka riget og bliver besøgt af ca. 100.000 trekkere om året. 4. dagen af trailen er højdepunktet, hvor man kommer til Machu Picchu, en hellig by, som har været ukendt for de fleste indtil 1911. At kigge ned over denne fantastiske ruinby gemt mellem grønne, sukkertopformede bjerge er som at komme ind i det gamle Inka rige, som så brutalt blev slået ned af spaniolerne i 1500 tallet. Det mest hellige sted i byen er soltemplet, som hver morgen rammes af de første solstråler.
Herfra gik turen videre ind i Bolivia, hvor vi sejlede en tur ud på Titicaca, som ligger i ca. 4000 m’s højde. Her besøgte vi nogle familier, som lever på sivøer. Øerne er lavet at siv, som vokser i søen. Øerne holdes ved lige ved at der lægges et lag siv ovenpå det eksisterende lag engang imellem, da det rådner nedefra. Både, huse mv. bygges ligeledes af siv.

Næste highlight på turen var en tredages tur på Altiplano i hjørnet mellem Bolivia og Chile. Her kørte vi en hel dag på en næsten udtørret saltsø. Der bliver udvundet meget salt fra dette område. De pyramideformede saltbunker lyste op og glimtede i solskinnet, mens de ligger og tørrer. Det helt flade landskab med de små saltbunker og Andesbjergene langt ude i horisonten fik det hele til at ligne et eventyrlandskab. Turen gik videre i ca. 4000 m’s højde, hvor der er mange søer i forskellige kulører. Men én ting havde de dog fælles: Der var et lyserødt skær over dele af søerne. Det var store flokke af flamingoer. Videre forbi nogle gejsere og en varm kilde, hvor det var meget afslappende med et varmt bad i dette kolde område.

Julen blev fejret i Atacama ørkenen i Chile i sol, sandstorm og 30˚’s varme. Og nytår i Santiago, Chiles hovedstad, hvor vi også sagde farvel til de overlandere, som kun skulle være med i 8 uger og goddag til nye deltagere, som skulle være med på turen i 6 uger eller resten af tiden, 15 uger.

Videre ned gennem Chile, det lange slanke land på Sydamerikas vestkyst, som for en stor del består af bjerge og nede sydpå er der også en masse øer. Der er flere aktive vulkaner i dette område og en af dem, Villarrica, ville jeg bestige. Det 2847 m høje sneklædte, kegleformede bjerg dominerer horisonten langt omkring og de hvide røgskyer, den hele tiden udsender, lyser mod den blå himmel.

Jeg havde booket en tur gennem bureauet "Sun y Nieve", som også sørgede for varmt og vandtæt tøj og isøkse. Turen startede i ca 1100 m’s højde med skilift. Herefter skulle vi bevæge os op til krateret på toppen af en meget skrå og isbeklædt bjergside. Her var isøksen til stor hjælp, når vi slangede og i en lang række efter vores guide og prøvede på at holde balancen i de spor, han havde hugget i isen til vores fødder. De sidste 20 minutter af turen gik gennem løse lavasten, mens vi havde den frygtelige svovllugt fra vulkanens krater i næsen. På toppen er det muligt at kigge ned i vulkanens røg- og lavasprudlende indre, mens man nyder sin medbragte sandwich. Nedturen var en lang rutschetur. Med bankende hjerte hoppede jeg ned i en tunnel i sneen og gled så på enden ca 1000 højdemeter ned af bjerget. De vandtætte regnbukser, jeg var blevet udstyret med om morgenen viste sig ikke at være helt vandtætte, når de blev brugt som slæde, men oplevelsen med så lang en glidebane opvejede at der var kommet sne ind overalt.
Videre ned gennem Caraterra Austral, et område med mange nationalparker, med utallige muligheder for trekking ture i den smukke, afvekslende og bjergrige natur. Et par af områderne skal fremhæves her: Torres del paine, Fitzroy og gletscheren Perito Moreno. Sidstnævnte strækker sig som en 50 m høj mur af is over hele Lago Argentino søen.

Turens sydligste punkt var i Tierra del Fuego, hvor vi nød sommeren i verdens sydligste by. Temperaturen her er omkring 12˚C om dagen og omkring frysepunktet om natten. På sejlture på Beagel Strædet kan man opleve hav-dyrelivet med bl.a. store kolonier af søløve og mange forskellige fuglearter. Eller man kan tage toget ud til "Fin del Mundo", verdens ende.

Nu ændrede vi retning og kørte nordpå, op gennem det østlige Argentina: Patagonien, en stor, ensformig slette med lav vegetation og meget langt mellem husene. Her skulle der bare tilbagelægges mange kilometer, så det blev til nogle lange dage, enkelte dage op til 10 timers kørsel. En typisk køre-dag starter med at madgruppen, der er ansvarlig for maden den dag serverer morgenmaden. Telte og det medbragte feltkøkken pakkes sammen og alle finder sig en god plads på trucken. Efter nogle timers kørsel stopper vi op for at få frokost. Her er det så igen den ansvarlige madgruppe der tilbereder maden, sommetider i dejlig solskin, sommetider i regnvejr, sommetider i kraftig blæsevejr. Alt dette er afgørende for om det dejlige måltid indtages siddende på klapstolene udendørs eller om vi alle kryber sammen på trucken. Der bliver handlet ind til 2-3 dage, når vi er i en by. Endnu en lang køretur før der skal findes et passende sted for overnatning. Det kan være campingpladser, bush-camp, ved en benzinstation eller på hotel. Denne luksus har vi dog kun i storbyerne. Campingpladser og benzinstationer har den fordel, at der er faciliteter så som bad, toilet, kiosk mv., hvor i mod bushcamp tit byder på en stilhed, som man ikke finder magen til. Det er skønt at sidde rundt om bålet og nyde sin aftensmad, kigge ind i flammerne, nyde stjernerne og snakke lidt, evt. nyde lidt guitarspil.

Den største afveksling i den 5 dage lange køretur gennem dette melankolske landskab var et besøg i en pingvin koloni ude ved Atlanterhavskysten. Lange gangbroer bragte os ud blandt tusinde og atter tusinde majestætiske, højtråbende, ildelugtende, sort/hvide pingviner. Overalt ses lange gåsegange af pingviner på vej til eller fra havet, samt et virvar af familier omkring deres huller i jorden.
Argentina er et land, der byder på meget forskellige scenerier, og efter turen gennem Patagonien kom vi til måske det mest storslåede syn i hele Sydamerika, nemlig vandfaldet Foz da Iguazu, som ligger i hjørnet mellem Paraguay, Argentina og Brasilien. Argentina har de fleste af de 275 vandfald, men Brasilien har den bedste udsigt over faldene. Turen rundt i området i tog eller på gangbroer byder hele tiden på nye scenerier. Vandfald, træer, klipper og regnbuer i den tykke tåge af vand, som stiger op fra de op til 60 m høje, brølende vandfald. Der er også mulighed for at flyve i helikopter hen over vandfaldene. På jungle tur i området rundt om faldene, kan man se en del af de 450 fuglearter eller måske en puma.

Det næste storslåede syn var af en helt anden karakter. Det var nemlig karneval i Rio de Janeiro, Brasilien. Byen om hvilken de indfødte siger, at Gud skabte verden på 6 dage og brugte den 7. dag på at skabe Rio. Horisonten med Sukkertoppen, Corcovado med den 30 m høje Kristusfigur, Teresabjerget og alle de andre grønne bjergtoppe i byen gør, at man ikke fornemmer, at man befinder sig i en storby med ca 10 millioner indbyggere. Men på Copacabana, Ipanima og alle de andre sandstrande får man en fornemmelse af, at der er mange mennesker. Her samles cariocaerne (de indfødte) for at se og blive set. Der er overalt i byen en glad og god atmosfære. Brasilianerne er gode til at feste, specielt her i karnevalstiden. Der er parader overalt i byen, lige fra små lokale gadeparader over store 10.000 dansers optog i gaderne til det helt store forrygende show på sambadronen, hvor forskellige firmaer sponsere sambaskolerne, så de kan overgå hinanden i fantasi og farver med dansende sambadronninger og –konger på og omkring vognene. Der er ca 25.000 personer med på en enkelt aften i dette show.
De næste ca 1200 km op langs den brasilianske østkyst, bød bl.a. på et besøg på en havskildpadde station, hvor man indsamler æggene og udruger dem i et overvåget område. Jeg så 3 små bitte skildpadderunger komme ud af æggene, løbe over sandet for til sidst at forsvinde i de store bølger i Atlanterhavet.

Det sidste syn af havet for mange uger fik vi fra Salvador, byen hvor efterkommere fra negerslaverne er i overtal. Dette gør byen til at mekka for trommespil, dans og capoeira, som ses og høres overalt i byen og gør den til en stor festplads.

Nu kørte vi vest på i Brasilien, som arealmæssigt fylder ca halvdelen af Sydamerika for at komme ind til Pantanal. Det er et sumpområde på størrelse med Frankrig. Her boede vi nogle dage og kunne dagen lang høre de høje skrig fra de store, blå ara papegøjer og de små grønne papegøjer, kigge lidt på de mange krokodiller, som kom op af vandet for at sole sig, kigge på strudse, Marabu storke, pink iris, myreslugere, tage på hesteryg eller i kano ud i sumpen og evt. se nogle af de mange andre dyrearter. Efter mørkets frembrud kommer nattens dyr frem, kapivarer, ræve og med lidt held ses også jaguaren. Når man lyser ud over vandområderne med en lommelygte, lyser de røde krokodille øjne tilbage.

Næste stop var junglen, hvor vegetationen en meget tættere end i Pantenal. Her var også varmt og fugtigt og myggene så aggressive, at de stikker trods myggebalsam og tøj. Men junglen er også gummitapning og forarbejdning, springende lyserøde og grå delfiner, landbrug med maniok som vigtigste afgrøde, krokodiller og piranafisk, forskellige abearter, der skriger meget højt, men til gengæld ikke ses så meget, kanotur ind i junglen, hvor træerne spejler sig i det sorte vand, vandrende pinde og andet kryb, termitter og deres boer, mange forskellige slags brugbare træsorter, små indianerbørn, der sejler rundt i kano for at besøge hinanden, bad i den 8 m dybe flod.
Det sidste land på programmet var Venezuela. Her var der også fra ledernes side fokuseret mest på naturen med de fladtoppede Tepui bjerge som det mest specielle. I Venezuela er der mange vandfald, bl.a. verdens højeste, Angel Falls, som er knap en kilometer højt. Det er muligt at komme hen til foden af vandfaldet ved at delvis vandre og delvis ro i kano, men man kan også vælge den lette vej, nemlig at flyve hen over området med Tepui bjerge og andre mindre vandfald i en helikopter.

Turen blev afsluttet på nordkysten på et par paradisstrande ved det Caribiske Hav med nogle velfortjente stranddage. Nogle af de mange store oplevelser kunne så fordøjes i fred og ro. Jeg valgte at tage til øen Margarita i det Caribiske Hav på en 14 dages ferie på egen hånd, hvor de fleste dage blev fordrevet med at ligge på en solvogn i skyggen ved vandet. Her kunne jeg så stille og rolig prøve at vænne mig til tanken om at komme hjem til den mere stressede hverdag i Danmark igen.
Andre Highligts:

Baños, Punta Sal, Sol og månepyramiderne ved Huanchaco, Lerstensbyen Chan-Chan, Nationalparken Huascarán, Gletcher i 5200 m’s højde, Lima, Paracas med bl.a. søløver og pelikaner, Nazca linierne, Puerto Inka, Arequipa, Colca kløften med kondorer, Cusqo, Den hellige dal, La Paz, Potosi og sølvmine, Sucre, Santiago, Bouernes Aires, Djævlehulen, Parati, Ouro Petro, Caravelas, Porto Segura, Lencois, Brasilia, Chapada do Guiamaes, 3 dages sejltur på flod, Manaus, Cueva del Guacharo, Ciudad Bolivar, Vandfald i Venezuela

Tekst og foto: Inga Therkildsen - Tur nr: VQQ145
 

Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622

Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort

Webdesign & CMS by MCB

Dit Namn og Email adressen er ikke gyldig